Global finansiel arkitektur

Den globale finansielle og økonomiske krise satte en vidtrækkende debat i gang om det internationale monetære og finansielle systems struktur og funktion. De seneste års aftaler, som er indgået af G20-landenes ledere, og de foranstaltninger, der er truffet af IMF, er beskrevet nedenfor.

G20

Efter deres første møde, som fandt sted i november 2008 i Washington DC, mødtes G20-landenes stats- og regeringsledere ("lederne") i april 2009 i London til det andet topmøde. Lederne:

  • opfordrede til handling inden for finansiel regulering og makroøkonomiske politikker
  • understregede deres engagement med hensyn til at skabe åbne markeder og frihandel
  • vedtog tiltag til tilvejebringelse af midler til og reformering af de internationale finansielle institutioner
  • besluttede, at Forum for Finansiel Stabilitet skulle udvides, have et styrket mandat og genetableres med et stærkere institutionelt grundlag og øget kapacitet som Rådet for Finansiel Stabilitet (Financial Stability Board).

Topmødet i Pittsburgh i september 2009. Lederne:

  • bekræftede deres fortsatte engagement i det internationale samarbejde om håndteringen af de globale politiske udfordringer. Lederne understregede den rolle, som G20 har spillet for udformningen af tiltagene som respons på den globale finansielle krise, og kaldte G20 for det førende forum for vores internationale økonomiske samarbejde.
  • lancerede G20-rammen for stærk, holdbar og afbalanceret vækst, der skal bidrage til forvaltning af overgangen fra kriserespons til en stærk, holdbar og afbalanceret global vækst samt til håndteringen af nogle af de globale ubalancer, der var med til at skabe den finansielle krise. Rammen omfatter en proces med gensidig vurdering af, hvordan nationale og regionale politikker samt de politiske rammer i G20-landene passer sammen, og om de er i overensstemmelse med målet om en stærk, holdbar og afbalanceret vækst. G20-landene har opstillet deres politiske rammer i et format, som er vedtaget i fællesskab, idet EU's formandskab, Eurogruppen, Europa-Kommissionen og ECB leverer et fælles bidrag fra euroområdet og EU. IMF vil trække på sin ekspertise inden for bilateral og multilateral overvågning og bistå G20-landene i denne gensidige vurderingsproces, hvor man også vil gøre brug af bidrag fra andre internationale organisationer, bl.a. Financial Stability Board, vedrørende finanspolitik.
  • bemærkede, at der er gjort væsentlige fremskridt inden for de forskellige regulerings- og tilsynsområder, men anerkendte, at der stadig er meget at gøre. På grundlag af G20-ministrenes og -centralbankchefernes erklæring om yderligere foranstaltninger til styrkelse af det internationale finansielle system er der angivet, hvilken indsats der skal gøres inden for fire centrale områder (opbygning af kapital af høj kvalitet og mindskelse af den konjunkturforstærkende effekt, reformering af aflønningspraksis, forbedring af markederne for OTC-derivater, sikring af konsistens i grænseoverskridende beslutninger og styrkelse af tilsynet med systemisk vigtige finansielle institutioner). Desuden forpligtedes alle større finansielle centre i G20-landene til at vedtage Basel II-kapitalrammen inden 2011.

Mødet i Toronto i juni 2010, det fjerde topmøde. Lederne:

  • fulgte op på de forpligtelser, der var indgået på det foregående møde i Pittsburgh, og færdiggjorde første trin af G20-rammens gensidige vurderingsproces. De indgik aftale om en række konkrete forpligtelser, bl.a. at udviklede underskudsøkonomier skal øge den nationale opsparing, og at overskudsøkonomier skal fremme reformer, der mindsker deres afhængighed af den udenlandske efterspørgsel, og fokusere mere på indenlandske kilder til vækst. Vækstøkonomier med overskud forpligtede sig til at gennemføre reformer med det formål at styrke det sociale sikkerhedsnet for at bidrage til at begrænse opsparing af forsigtighedshensyn og stimulere det private forbrug og for at styrke valutakursfleksibiliteten, så de underliggende økonomiske forhold afspejles. Endvidere afgav alle G20-medlemmerne løfte om at gennemføre strukturreformer for at stimulere den økonomiske vækst.
  • mindede om de betydelige fremskridt, der var gjort inden for områder som tilsyn, forbedring af risikostyring og fremme af gennemsigtigheden med henblik på at styrke det globale finansielle system. Samtidig anerkendte de, at en yderligere indsats var påkrævet for at opfylde de forpligtelser, der var indgået på de tre sidste topmøder, og definerede fire søjler i G20-landenes finansielle lovreformagenda (en ny kapitalramme, effektivt tilsyn, håndtering af systemisk vigtige finansielle institutioner samt gennemsigtige internationale vurderinger og peer reviews).

Det femte topmøde i Seoul i november 2010. G20-lederne:

  • indgik aftale om Seoul-handlingsplanen med konkrete politiske forpligtelser til at gøre fremskridt hen imod at opfylde G20-rammens mål.
  • godkendte de resultater af en række vigtige arbejdsopgaver, der var skabt under forberedelsen af dette topmøde, navnlig IMF's kvote- og styrelsesreform samt vigtige byggesten til forandring af det finansielle system ved at tage fat på de grundlæggende årsager til krisen. En af disse byggesten er Baselkomiteens arbejde.
  • tilkendegav, at de var klar over, at G20 også er nødt til at tage fat på spørgsmål, som vedrører den store, ikke-repræsenterede gruppe af udviklingslande og lavindkomstlande.

Cannes-topmødet den 3.-4. november 2011 bekræftede G20-lederne deres forpligtelse til at arbejde sammen og koordinere deres respektive politikker. Lederne:

  • nåede til enighed om Cannes-handlingsplanen for vækst og arbejdspladser og opstillede landespecifikke kort- og mellemlangsigtede politiske foranstaltninger, som kan lede den globale økonomi hen imod en stærkere, mere holdbar og afbalanceret vækst.
  • vedtog foranstaltninger med henblik på at styrke det internationale monetære systems modstandsdygtighed. De godkendte G20-landenes finansministres og centralbankchefers aftale om i) ensartede konklusioner som retningslinjer for styringen af kapitalbevægelser, ii) fælles principper for samarbejdet mellem IMF og regionale finansielle ordninger og iii) en handlingsplan for obligationsmarkeder i lokal valuta. Endvidere udtrykte lederne støtte til IMF og foreslog en ny Precautionary and Liquidity Line, som i særlige tilfælde, hvor lande med en solid politik og robuste nøgletal udsættes for eksogene stød, skal forsyne disse med fleksibel kortfristet likviditet.
  • gjorde yderligere fremskridt med reformen af den finansielle sektor. Lederne godkendte gennemførelsen af en integreret række politiske foranstaltninger med henblik på håndteringen af risiciene for det globale finansielle system på grund af systemisk vigtige finansielle institutioner samt tidsplanen for gennemførelsen af disse foranstaltninger. Der er specifikke foranstaltninger, der fokuserer på globale systemisk vigtige finansielle institutioner, som skal underlægges øget tilsyn, en ny international standard for afviklingsordninger samt yderligere kapitalkrav. Desuden opfordrede de retsområder til at opfylde deres forpligtelse til fuldstændig, konsekvent gennemførelse af Basel II-rammen samt de yderligere krav i Basel II-5 og kapital- og likviditetsstandarderne i Basel III.

Den Internationale Valutafond (IMF): Den seneste udvikling

IMF fortsatte sin støtte til den globale respons på den finansielle krise med øget overvågning og politisk rådgivning samt finansiel støtte til medlemslandene.

  • Som opfølgning på den forpligtelse, som G20-lederne indgik på topmødet i London i april 2009, om at øge de resurser, der er til rådighed for internationale finansielle institutioner, trådte en reform og udvidelse af låneordningen New Arrangements to Borrow (NAB) i kraft i marts 2011. Antallet af lande, der deltager i NAB, blev udvidet fra 26 til 40, og det samlede beløb for disse kreditlinjer til IMF blev øget fra 34 mia. SDR til 369,9 mia. SDR. De fleste bilaterale aftaler om lån og køb af gældsbeviser indgået siden 2009 mellem IMF og medlemslandene til et beløb af 196 mia. SDR vil gradvist blive indarbejdet i NAB-ordningen.
  • I november 2011 indvilgede IMF i at ændre sine udlånsfaciliteter yderligere for at imødekomme likviditetsbehov i lande, som har stærke nøgletal, men som er påvirket af afsmitningen. I den forbindelse blev det besluttet at øge fleksibiliteten af Precautionary Credit Line, der blev oprettet i august 2010, ved at lade medlemmer med et reelt betalingsbalancebehov anvende ordningen og ved at indføre 6-måneders ordninger som supplement til de eksisterende 1- og 2-årige ordninger. I lyset af disse ændringer blev Precautionary Credit Line omdøbt til Precautionary and Liquidity Line.
  • I 2011 udvekslede G20-landene og IMF's bestyrelse også synspunkter om sammensætningen af den valutakurv, der bestemmer værdien af SDR. Det blev bekræftet, at kurvens sammensætning fortsat skal afspejle valutaernes relative rolle i det globale handels- og finanssystem, og at principperne for værdifastsættelsen af SDR, herunder de store valutaers stabilitet, fortsat er gældende, selv om kriterierne for at blive inkluderet i kurven skal afklares yderligere. Euroens bidrag til den nuværende SDR-kurv, der består af fire valutaer, blev den 1. januar 2011 fastsat til 42,3 eurocent, eller 37,4 pct. af kurven.
  • En af IMF's kerneaktiviteter, overvågning, gennemgik den regelmæssige 3-årige evaluering i 2011. Denne øvelse behandlede erfaringer for overvågningen som følge af den globale finanskrise og gjorde status over fremskridtene siden 2008 (herunder de nye afsmitningsrapporter - spillover reports - nævnt ovenfor og gennemførelsen af beslutningen om bilateral overvågning af medlemmernes politikker fra 2007). På grund af dette fokus var det en særdeles grundig og omfattende evaluering. Det blev aftalt, at overvågningsrammerne skulle være mere integrerede, upartiske og effektive for lettere at kunne udpege og imødegå risici, herunder risici for afsmitningseffekter, for den økonomiske og finansielle stabilitet. En handlingsplan fra den administrerende direktør for IMF vil vise vej inden for de seks centrale aspekter, der er udpeget som områder, hvor der skal ske yderligere forbedringer, nemlig i) indbyrdes forbindelser, ii) risikovurderinger, iii) finansiel stabilitet, iv) ekstern stabilitet, v) lovrammerne og vi) tilslutning til og overholdelse af IMF's politiske henstillinger.