Fælles detektorinterface til sorteringsmaskiner
I 2013 udarbejdede Eurosystemet og de vigtigste leverandører af højhastighedssorteringsmaskiner til pengesedler specifikationer til at integrere detektorer i disse maskiner, der kan spore eurosedlernes sikkerhedselementer. Specifikationerne blev offentliggjort under navnet "fælles detektorinterface" (common detector interface – CDI). Deres formål er at fremme interoperabilitet og mindske integrationsindsatsen.
Markedet tog positivt imod specifikationerne. USA's Federal Reserve System og Eurosystemet har derfor sammen med de største leverandører udviklet anden generation af det fælles detektorinterface (CDI2), som gør det muligt at integrere kamerasystemer og mere komplekse detektorer i seddelsorteringsmaskiner.
CDI og CDI2 er tilgængelige for alle relevante interessenter og kan anvendes gratis af alle interesserede parter (fx centralbanker, fabrikanter af maskiner/automater og detektorer).
Ændringer af CDI- og CDI2-specifikationerne
Alle relevante interessenter kan stille forslag til ændring af CDI- eller CDI2-specifikationerne ved at sende dem til ECB's seddeldirektorat. Forslagene vil blive gennemgået af både Eurosystemet og Federal Reserve System. Forslag, der fører til forbedringer, vil blive integreret i fremtidige opdateringer af specifikationerne.
Leverandører, som er interesserede i at indarbejde CDI eller CDI2 i deres seddelsorteringsmaskiner eller detektorer, kan få støtte fra ECB eller Federal Reserve System i form af protokoller for accepttest. De kan også stille simulatorer til rådighed til at teste, om CDI'et fungerer korrekt. Hertil kræves, at ansøger underskriver en hemmeligholdelsesaftale.