Blækplettede eurosedler
Er du stødt på en euroseddel, der var plettet af blæk?
Hvis nogen giver dig en euroseddel, som ligner dem nedenfor, må du ikke tage imod den, for den er sandsynligvis stjålet.
Blækplettede eurosedler


Blækket på disse eurosedler stammer fra tyverisikringsudstyr, også kendt som intelligente systemer til neutralisering af pengesedler (IBNS), der aktiveres, når kriminelle åbner en tyverisikret kontantkassette, fx i en pengeautomat eller et pengeskab i en pengetransport. Disse systemer gør stjålne sedler ubrugelige og værdiløse og nedbringer således risikoen for, at detailhandlende, banker og andre kontanthåndterende virksomheder bliver ofre for kriminalitet.
Sammenlimede sedler

Dette er en af de mest almindelige metoder til at gøre stjålne eurosedler ubrugelige, men der findes også andre metoder, fx lim. Lim får alle sedlerne i en kassette til en pengeautomat til at klistre sammen og blive til en stor blok. Forsøger man at fjerne de enkelte eurosedler, går de i stykker.
Hvordan genkender man en stjålen blækplettet euroseddel?
Hvis pletterne på en euroseddel stammer fra et intelligent system til neutralisering af pengesedler (IBNS), trækker farven fra sikkerhedsblækket ind i sedlen og efterlader sig spor, der normalt er tydeligst langs sedlens kanter. De farver, der oftest anvendes til sikkerhedsblæk, er klar violet, grøn, blå, rød eller sort. Blækket flyder normalt fra kanten og ind mod midten af sedlen og efterlader et karakteristisk mønster. Nogle gange kan farven blive forandret af de kemikalier, som kriminelle bruger til at vaske sedlerne med, når de prøver at fjerne blækket. Det kan betyde, at eurosedlernes oprindelige farver også ændrer sig, og at nogle af sikkerhedselementerne beskadiges eller endda forsvinder.
Er det ensbetydende med, at alle blækplettede eurosedler er stjålet?
Nej, hvis der er meget lyse pletter eller enkelte små pletter på eurosedlen, og kanterne er intakte, er pletterne højst sandsynligt opstået tilfældigt og kan fx skyldes, at der er dryppet lidt blæk fra en pen.
Eurosedler med blækpletter, der ikke skyldes et IBNS



Sådanne eurosedler er temmelig sikkert ikke blevet stjålet, og dem kan man godt tage imod.
Hvad gør jeg, hvis nogen giver mig en blækplettet euroseddel, der helt klart er blevet plettet af tyverisikringsudstyr?
- Lad være med at tage imod den, og bed om en anden i stedet. Du kan ikke være sikker på, at personen, der giver dig den, er den retmæssige ejer.
- Nægt at tage imod affarvede eller misfarvede eurosedler. Kriminelle har højst sandsynligt forsøgt at fjerne IBNS-blækpletter ved at vaske eller affarve dem.
- Hvis du har taget imod en blækplettet euroseddel, skal du tage den med i din bank eller nationale centralbank og her fortælle, hvordan du fik den. Den nationale centralbank kontrollerer, om blækpletterne stammer fra et IBNS. Den kan eventuelt inddrage politiet, som kan bruge sedlen som bevis til at dømme de ansvarlige kriminelle.
- Afslører undersøgelserne, at blækket stammer fra et IBNS, er du måske ikke berettiget til erstatning. De nationale centralbanker kan kun ombytte eurosedler, der har pletter fra tyverisikringsudstyr, hvis anmodningen kommer fra sedlernes oprindelige ejer, der var offer for den kriminelle aktivitet, som førte til, at eurosedlerne blev plettede.
- Hvis undersøgelserne viser, at blækpletterne ikke stammer fra et IBNS, og at pletterne på sedlen er opstået tilfældigt, modtager du en ny euroseddel eller en pengeoverførsel til din bankkonto.
Har du flere spørgsmål? Læs artikel 3 i Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 19. april 2013 om ombytning af beskadigede eurosedler.