SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Juni 2021

25. juni 2021

Markedsoperationer

Den praktiske gennemførelse af administrationen af NextGenerationEU-lån og -tilskud

Den 26. maj 2021 vedtog Styrelsesrådet afgørelse (EU) 2021/874 (ECB/2021/25) om ændring af afgørelse ECB/2019/1743 om forrentning af beholdninger af overskudsreserver og visse indlån. Ændringen omfatter aspekter vedrørende den praktiske gennemførelse af administrationen af lån og tilskud, der udbetales under EU's krisestøttepakke NextGenerationEU (NGEU). I overensstemmelse med afgørelsen vil ECB oprette to konti til Europa-Kommissionen, en konto til de NGEU-kontantbeholdninger, som er nødvendige for at sikre en vellykket forvaltning af NGEU-betalinger, og en konto, der skal fungere som en gennemgangskonto, hvorfra der udbetales tilskud til medlemslandene. Europa-Kommissionen vil kompensere ECB for personaleomkostningerne for denne service. Desuden besluttede Styrelsesrådet, at midler, der holdes på den særlige konto til NGEU-kontantbeholdninger, op til 20 mia. euro, forrentes med 0 pct. eller renten for indlånsfaciliteten, alt efter hvad der er højest, og således undtages fra negative renter op til denne grænse. Beløb over grænsen på 20 mia. euro forrentes med renten for indlånsfaciliteten. NGEU forventes at yde finansiel støtte på op til 750 mia. euro i form af lån og tilskud fra EU til de berørte medlemslande.

Ændring af retningslinje ECB/2014/31 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner

Den 2. juni 2021 vedtog Styrelsesrådet retningslinje (EU) 2021/975 (ECB/2021/26) om ændring af retningslinje ECB/2014/31 om yderligere midlertidige foranstaltninger vedrørende Eurosystemets refinansieringstransaktioner og belånbar sikkerhed. Med ændringen gennemføres Styrelsesrådets beslutning af 10. december 2020 vedrørende varigheden af foranstaltninger til at lempe kriterierne for sikkerhedsstillelse. Den udtrykkelige slutdato for bestemmelser om fortsat belånbarhed, hvad angår visse omsættelige aktiver og udstedere, som var godkendt den 7. april 2020, udskydes fra 29. september 2021 til 30. juni 2022. Centralbankerne i Eurosystemet skal overholde denne retningslinje fra 30. september 2021.

Ændringer af de eksisterende rammer for yderligere gældsfordringer

Den 10. juni 2021 godkendte Styrelsesrådet muligheden af en yderligere forlængelse på seks måneder (fra 30. juni til 31. december 2021) af perioden, inden for hvilken garantier, som er givet for nylig under forlængede coronavirusrelaterede (covid-19) statslige eller offentlige garantiordninger, kan accepteres af nationale centralbanker til belånbare gældsfordringer inden for de midlertidige rammer for yderligere gældsfordringer. Dette er i overensstemmelse med Europa-Kommissionens beslutning om at forlænge den midlertidige ramme for statsstøtteforanstaltninger i yderligere seks måneder indtil 31. december 2021.

Makroprudentiel politik og finansiel stabilitet

Eurosystemets svar til den offentlige høring om rammen for pengemarkedsforeninger i EU afholdt af ESMA

Den 23. juni 2021 godkendte Styrelsesrådet Eurosystemets svar på ESMA's offentlige høring om rammen for pengemarkedsforeninger i EU. Dokumentet vil snart være at finde på ECB's websted.

Markedsinfrastruktur og betalinger

Årsberetning om Target for 2020

Den 20. maj 2021 tog Styrelsesrådet TARGET Annual Report 2020 til efterretning. Årsberetningen blev efterfølgende offentliggjort på ECB's websted. Beretningen indeholder information om Target2-betalinger, systemets funktion og den vigtigste udvikling, som fandt sted i 2020. Den indeholder også syv bokse om særlig relevante emner i 2020, nemlig udviklingen i Target2-betalinger og virkningen af coronavirus (covid-19), indførelsen af foranstaltninger til fælleseuropæisk adgang til afviklingstjenesten til straksbetalinger (TARGET Instant Payment Settlement (TIPS)), virkningerne af brexit på omfanget af Target2-betalinger, fordelene ved likviditetsbesparende mekanismer i Target2, Target2-deltageres betalingsprofiler, større Target2-hændelser i 2020 og Target2/Target2-Securities (T2S)-konsolideringsprojektet samt fremtidige realtidsbruttoafviklingstjenester (RTGS-tjenester).

Udviklingen i med hensyn til afvikling mellem forskellige valutaer i TIPS

Den 11. juni 2021 besluttede Styrelsesrådet, at en funktion til afvikling mellem forskellige valutaer i TIPS er i overensstemmelse med Eurosystemets strategiske mål. Arbejdet med at undersøge mulighederne for afvikling mellem forskellige valutaer i TIPS begyndte i oktober 2020, hvor ECB og Sveriges riksbank meddelte, at de indledte en fælles undersøgelse af, hvorvidt platformen kunne håndtere transaktioner mellem euro og svenske kroner. Undersøgelsens næste trin består i at definere en mulig operationel model og en retlig ramme. Det forventes, at TIPS kan tilbyde afvikling af straksbetalinger i svenske kroner fra maj 2022, hvor Sveriges riksbank tilslutter sig platformen. Det vil eventuelt også blive muligt at foretage straksbetalinger i danske kroner fra november 2025, hvor Danmarks Nationalbank efter planen tilslutter sig. Yderligere oplysninger findes på ECB's websted under afsnittet payments and markets news.

T2S' 2020-regnskab

Den 17. juni 2021 godkendte Styrelsesrådet offentliggørelsen af T2S' årsregnskab for regnskabsåret 2020 og tog den eksterne revisors regnskabserklæring knyttet til regnskabet til efterretning. Offentliggørelsen af dette regnskab opfylder en forpligtelse i henhold til T2S-rammeaftalen og har til formål at informere T2S-kunder og -interessenter, samt den brede offentlighed, om T2S' finansielle situation. Dokumenterne findes på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om forpligtelsen til at acceptere kontantbetalinger i Polen

Den 14. maj 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/18 på anmodning af formanden for Narodowy Bank Polski (NBP) på vegne af Republikken Polens præsident.

ECB's udtalelse om oprettelsen af et register for grundlæggende virksomhedsdata i Tyskland

Den 25. maj 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/19 på anmodning af det tyske forbundsministerium for økonomiske anliggender og energi.

ECB’s udtalelse om Europa-Parlamentets og Rådets forslag til forordning om digital operationel modstandsdygtighed i den finansielle sektor

Den 4. juni 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/20 på anmodning af Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Parlamentet.

ECB's udtalelse om Central Bank of Cyprus' rolle hvad angår udstedelsen af statsgarantier til kreditinstitutter

Den 11. juni 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/21 på anmodning af Republikken Cyperns finansministerium.

ECB's udtalelse om reguleringen af løbetidsmismatch vedrørende forint i kreditinstitutter i Ungarn

Den 11. juni 2021 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2021/22 på anmodning af Magyar Nemzeti Bank.

Corporate governance

Nyt medlem af Markedsinfrastrukturrådet

Den 11. juni 2021 udnævnte Styrelsesrådet Julian Reischle, generaldirektør for Deutsche Bundesbanks generaldirektorat for betalinger og afviklingssystemer, til medlem af Markedsinfrastrukturrådet indtil 31. maj 2022. Julian Reischle træder i stedet for Jochen Metzger, som er tiltrådt en anden stilling i Deutsche Bundesbank, med øjeblikkelig virkning.

Statistik

Offentlig høring om gennemgangen af rammen for manglende overholdelse af statistiske rapporteringskrav

Den 17. juni 2021 godkendte Styrelsesrådet iværksættelsen af en offentlig høring om overtrædelsesprocedurer ved manglende overholdelse af statistiske rapporteringskrav. Formålet med gennemgangen er at strømline overtrædelsesprocedurerne og præcisere de relevante institutioners rolle i processen. Den relaterede dokumentation findes på ECB's websted. Den reviderede retlige ramme for manglende overholdelse forventes at blive formelt vedtaget i slutningen af 2021.

ECB Banktilsyn

Ændring af ECB's forordning om indberetning af finansielle oplysninger i tilsynsøjemed

Den 14. maj 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at vedtage forordning (EU) 2021/943 (ECB/2021/24) om ændring af forordning (EU) 2015/534 om indberetning af finansielle oplysninger i tilsynsøjemed (ECB/2015/13) (ECB's FINREP-forordning). Ændringen var nødvendig for at opdatere referencer til – og sikre fortsat overensstemmelse med – ændringer i relation til EU-retsakter, hvortil der er krydshenvisninger i ECB's FINREP-forordning (dvs. Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/451 om institutters indberetning med henblik på tilsyn, der er vedtaget for nylig, og forordning (EU) 2019/876 om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013). Den ændrede ECB-retsakt finder anvendelse fra 28. juni 2021.

Midlertidig ikke-efterlevelse af EBA's retningslinjer for mulige scenarier til brug i genopretningsplaner

Den 18. maj 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), at ECB vedrørende de signifikante institutioner, der er underlagt ECB's direkte tilsyn, midlertidigt ikke vil efterleve dele af EBA's retningslinjer for mulige scenarier til brug i genopretningsplaner (EBA/GL/2014/06), mens ECB anvender en målrettet tilgang til forelæggelse af genopretningsplaner. Dette betyder, at ECB i 2021 ikke vil anmode de signifikante institutter om at inkludere mindst tre scenarier i deres genopretningsplaner, således som det er fastsat i retningslinjerne. ECB vil i stedet – i lyset af covid-19-pandemien – anmode bankerne om at fokusere på de elementer i en genopretningsplan, som er centrale for kriseberedskabet, og fremlægge to scenarier (et systemisk og et idiosynkratisk), som bør tage højde for de økonomiske følgevirkninger af covid-19 for bankerne.

Efterlevelse af EBA's retningslinjer om den alternative behandling af institutters eksponeringer i forbindelse med "treparts genkøbsaftaler"

Den 21. maj 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele EBA, at ECB senest 28. juni 2021, vedrørende de signifikante institutter, der er underlagt ECB's direkte tilsyn, vil efterleve EBA's retningslinjer med angivelse af betingelserne for anvendelse af den alternative behandling af institutters eksponeringer i forbindelse med "treparts genkøbsaftaler", jf. artikel 403, stk. 3, i forordning (EU) nr. 575/2013, for så vidt angår store eksponeringer (EBA/GL/2021/01).

Efterlevelse af EBA's retningslinjer for relevante undergrupper af sektoreksponeringer, hvorpå der kan anvendes en systemisk buffer

Den 28. maj 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele EBA, at ECB vil efterleve EBA's retningslinjer for relevante undergrupper af sektoreksponeringer, hvorpå kompetente eller udpegede myndigheder kan anvende en systemisk buffer i overensstemmelse med artikel 133, stk. 5, litra f), i direktiv 2013/36/EU (EBA/GL/2020/13). I praksis vil ECB kun kunne anvende en sektormæssig systemisk risikobuffer over for medlemslande, der deltager i den fælles tilsynsmekanisme (SSM) – i henhold til sine beføjelser i medfør af artikel 5, stk. 2, i SSM-forordningen (Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013) – efter at medlemslandene har gennemført kapitalkravsdirektivet (CRD V) i deres nationale ret.

Offentlig høring om pakken af foranstaltninger til yderligere forbedring af fit & proper-tilsynet

Den 1. juni 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at iværksætte en offentlig høring om de opdaterede skemaer til ECB's fit & proper-spørgeskema og fit & proper-vejledning. Formålet med den reviderede vejledning, som sidst blev opdateret i maj 2018, er at give en mere detaljeret forklaring på den politik og tilsynspraksis og de processer, som ECB anvender ved egnethedsvurderingen af udnævnelser til signifikante institutters ledelsesorganer, og at præcisere ECB's vigtigste forventninger i denne henseende. Nærmere oplysninger findes på ECB's banktilsynswebsted under afsnittet om offentlige høringer.

Offentlig høring om valgmuligheder og skøn i EU-retten

Den 7. juni 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at iværksætte en offentlig høring om forslag til ændringer af ECB's vejledning om valgmuligheder og skøn, der gives i henhold til EU-retten, og af relaterede ECB-retsakter. Nærmere oplysninger vil snart kunne findes på ECB's banktilsynswebsted under afsnittet om offentlige høringer.

Afgørelse om forlængelse af den midlertidige udelukkelse af visse eksponeringer mod centralbanker fra det samlede eksponeringsmål i lyset af covid-19-pandemien

Den 9. juni 2021 besluttede Styrelsesrådet, at det er enigt med Tilsynsrådet i, at der stadig foreligger "særlige omstændigheder", som giver mulighed for at forlænge den midlertidige udelukkelse af visse eksponeringer mod centralbanker fra gearingsgraden for at understøtte transmissionen af ECB's pengepolitik. Det er Styrelsesrådets opfattelse, at betingelsen for, at der foreligger særlige omstændigheder, som berettiger denne midlertidige udelukkelse, stadig er opfyldt for hele euroområdet. Denne pengepolitiske udtalelse fra Styrelsesrådet blev efterfulgt af en afgørelse truffet af ECB i dens egenskab af banktilsynsmyndighed – afgørelse ECB/2021/27 om en midlertidig udelukkelse af visse eksponeringer mod centralbanker fra det samlede eksponeringsmål i lyset af covid-19-pandemien og om ophævelse af afgørelse (EU) 2020/1306 – for at gøre det muligt for signifikante banker under ECB's direkte tilsyn at udelukke visse centralbankeksponeringer fra gearingsgraden indtil 31. marts 2022. Der findes en pressemeddelelse om dette på ECB's banktilsynswebsted.

Fælles offentlig erklæring om ophør af fastsættelse af LIBOR-renter

Den 18. juni 2021 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at udsende en fælles offentlig erklæring sammen med Europa-Kommissionen, EBA og ESMA med henblik på at sikre en smidig overgang fra London interbank offered rate (LIBOR). De fire institutioner opfordrer indtrængende markedsdeltagerne til at benytte den resterende tid, indtil USD LIBOR, GBP LIBOR, JPY LIBOR, CHF LIBOR og EUR LIBOR ophører eller mister repræsentativiteten, til at reducere deres eksponering mod disse renter betydeligt. Erklæringen findes på ECB's banktilsynswebsted.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt