Denne version af konvergensrapporten indeholder ikke alle kapitler. Den fulde rapport er tilgængelig på engelsk på ECB's hjemmeside.

1 Indledning

Euroen er allerede indført i 21 af de 27 EU-medlemsstater. Denne rapport undersøger fem af de seks medlemsstater, som endnu ikke har indført den fælles valuta, nemlig Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige. Disse lande er i henhold til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (i det følgende benævnt "traktaten") forpligtede til at indføre euroen, hvilket indebærer, at de skal tilstræbe at opfylde alle konvergenskriterierne.^[1] Den sjette medlemsstat, Danmark, har særstatus og er derfor ikke dækket i denne rapport.^[2]

ECB opfylder med udarbejdelsen af denne rapport sin forpligtelse i henhold til traktatens artikel 140. I artikel 140 er det fastsat, at ECB og Europa-Kommissionen mindst en gang hvert andet år eller på anmodning fra en medlemsstat med dispensation skal aflægge beretning til Rådet "om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union". Gennemgangen af de fem lande i denne rapport er derfor foretaget som led i den almindelige gennemgang hvert andet år. Europa-Kommissionen har ligeledes udarbejdet en rapport, og de to rapporter forelægges EU-Rådet samtidig.

ECB gør i denne rapport brug af den samme struktur som i tidligere konvergensrapporter. ECB undersøger, hvorvidt de fem lande har opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens, hvorvidt deres nationale lovgivning er forenelig med traktaterne og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter benævnt "ESCB-statutten"), og hvorvidt de overholder de lovkrav, som den pågældende nationale centralbank skal opfylde for at blive en integreret del af Eurosystemet.

Undersøgelsen af den økonomiske konvergensproces afhænger i høj grad af den underliggende statistiks kvalitet og integritet. Indsamlingen og indberetningen af statistik, især over de offentlige finanser, må ikke ligge under for politiske hensyn eller indblanding. EU-medlemsstaterne er blevet opfordret til at prioritere kvaliteten og integriteten af deres statistik højt og til at sikre, at indsamlingen af statistik er underlagt et effektivt kontrolsystem, samt at minimumsstandarder på statistikområdet overholdes. Disse standarder er helt afgørende for at underbygge de nationale statistikmyndigheders uafhængighed, integritet og ansvarlighed samt for at fremme tilliden til kvaliteten af statistikken over offentlige finanser (se kapitel 6).

Fra og med den 4. november 2014 skal alle EU-medlemsstater, hvis dispensation ophæves, også deltage i Den Fælles Tilsynsmekanisme, FTM, senest pr. den dato, de indfører euroen.^[3] Fra denne dato gælder alle FTM-relaterede rettigheder og forpligtelser for det pågældende land. Det er derfor yderst vigtigt, at de foretager de nødvendige forberedelser. Navnlig er banksystemet i enhver medlemsstat, som tilslutter sig euroområdet og dermed FTM, genstand for en omfattende vurdering.^[4]

Denne rapport er opbygget som følger. I kapitel 2 beskrives de rammer, der er anvendt i forbindelse med undersøgelsen af økonomisk og juridisk konvergens. Kapitel 3 indeholder en horisontal gennemgang af de væsentligste aspekter af økonomisk konvergens. I kapitel 4 findes en sammenfatning land for land, som indeholder de væsentligste resultater af vurderingen af økonomisk og juridisk konvergens. Kapitel 5 indeholder en nærmere gennemgang af status for økonomisk konvergens i de fem undersøgte EU-medlemsstater. I kapitel 6 findes en oversigt over de konvergensindikatorer og den statistiske metode, der anvendes til at samle dem. Endelig undersøges foreneligheden af den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater, der vurderes – herunder de nationale centralbankers statutter – med traktatens artikel 130 og 131 i kapitel 7.

2 Rammer for analysen

2.1 Økonomisk konvergens

Med henblik på at vurdere den økonomiske konvergens i EU-medlemsstater, der ønsker at indføre euroen, anvender ECB fælles rammer i analysen. Disse fælles rammer, som konsekvent er blevet anvendt i alle Det Europæiske Monetære Instituts, EMI, og ECB's konvergensrapporter, er for det første baseret på traktatens bestemmelser og ECB's anvendelse heraf med hensyn til prisudvikling, offentlig saldo og gældskvoter, valutakurser og lange renter samt andre faktorer af relevans for økonomisk integration og konvergens. For det andet er de baseret på en række supplerende bagudrettede og fremadrettede økonomiske indikatorer, som anses som nyttige i forbindelse med en nærmere vurdering af konvergensens varige karakter. Disse fælles rammer, som konsekvent er blevet anvendt i alle Det Europæiske Monetære Instituts, EMI, og ECB's konvergensrapporter, er for det første baseret på traktatens bestemmelser og ECB's anvendelse heraf med hensyn til prisudvikling, offentlig saldo og gældskvoter, valutakurser og lange renter samt andre faktorer af relevans for økonomisk integration og konvergens. Undersøgelsen af den pågældende medlemsstat på grundlag af alle disse faktorer giver også vigtige oplysninger, som er med til at sikre, at statens integration i euroområdet vil forløbe uden større vanskeligheder. Boks 1 til 5 nedenfor beskriver de juridiske bestemmelser og giver metodologiske detaljer om ECB's anvendelse af disse bestemmelser.

Denne konvergensrapport bygger på principperne i tidligere rapporter udgivet af ECB for at sikre kontinuitet og ligebehandling. ECB (og før den, EMI) anvender især en række vejledende principper i forbindelse med anvendelsen af konvergenskriterierne. For det første fortolkes og anvendes de enkelte kriterier meget konsekvent. Rationalet bag dette princip er, at kriterierne hovedsageligt skal sikre, at det kun er medlemsstater med økonomiske forhold, som medvirker til at fastholde prisstabiliteten og sammenhængskraften i euroområdet, der kan være en del af det. For det andet udgør konvergenskriterierne en sammenhængende og integreret pakke, og det er nødvendigt, at alle kriterierne er opfyldt. Traktaten sidestiller kriterierne og angiver ikke noget hierarki. For det tredje skal konvergenskriterierne opfyldes på grundlag af faktiske data snarere end prognoser. For det fjerde skal anvendelsen af konvergenskriterierne være konsekvent, gennemsigtig og ukompliceret. Desuden er holdbarhed en afgørende faktor, når opfyldelsen af konvergenskriterierne vurderes, fordi konvergenskriterierne skal opfyldes løbende, ikke blot på et givet tidspunkt. Af denne grund uddyber landeundersøgelsen konvergensens bæredygtighed.

I den forbindelse gennemgås den økonomiske udvikling i det pågældende land ud fra et bagudrettet perspektiv, som i princippet dækker de seneste ti år. Dette hjælper til bedre at kunne afgøre, i hvilket omfang de nuværende opnåelser er resultatet af ægte strukturtilpasninger, hvilket igen bør føre til en bedre vurdering af, hvorvidt den økonomiske konvergens er af varig karakter.

Desuden anlægges der et fremadrettet perspektiv i det omfang, det er hensigtsmæssigt. Der lægges i denne sammenhæng særlig vægt på, at en vedvarende gunstig økonomisk udvikling helt afhænger af, om de eksisterende og fremtidige udfordringer modsvares af passende og varige politiske tiltag. En stærk styring, sunde institutioner og holdbare offentlige finanser er også af afgørende betydning for at understøtte prisstabilitet og vedvarende produktionsvækst på mellemlang og lang sigt. Overordnet set understreges det, at sikringen af varig økonomisk konvergens afhænger af opnåelsen af en stærk udgangsposition, eksistensen af sunde institutioner, modstandsdygtighed over for chok samt en bestræbelse på hensigtsmæssige politikker efter indførelsen af euroen.

Skæringsdatoen for de statistikker, der indgår i denne konvergensrapport, var den 17. juni 2026. De statistiske data, der blev anvendt i forbindelse med anvendelsen af konvergenskriterierne, leveres af Europa-Kommissionen (se kapitel 6 samt de statistiske tabeller og figurer) i samarbejde med ECB, når det drejer sig om valutakurser og lange renter. Efter aftale med Kommissionen går referenceperioden for både prisstabilitetskriteriet og kriteriet for den lange rente fra juni 2025 til maj 2026. For valutakurser er referenceperioden fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026. Historiske data om budgetstillinger dækker perioden frem til 2025. Der tages også hensyn til prognoser fra forskellige kilder og andre oplysninger, der er relevante for en fremtidsorienteret undersøgelse af konvergensens bæredygtighed. Rapporten tager også Kommissionens økonomiske forårsprognose 2026 og dens rapport om varslingsmekanismen 2026 i betragtning, som blev offentliggjort henholdsvis den 21. maj 2026 og den 25. november 2025. Denne rapport blev vedtaget af ECB's Generelle Råd den 19. juni 2026.

Denne konvergensrapport inddrager også virkningen af krigen i Mellemøsten på konvergensvurderingen. De seneste geopolitiske spændinger har bidraget til øget usikkerhed, herunder gennem potentielle virkninger på energimarkeder, handelsruter og globale finansielle forhold. Mens den indledende effekt er blevet synlig i inflationsudviklingen og tillidsindikatorerne, afhænger krigens økonomiske konsekvenser af intensiteten og varigheden af energiprischokket og omfanget af dets indirekte og anden rundeeffekter. Lande med en højere energiafhængighed og stærkere handelsforbindelser med Mellemøsten kan blive hårdere ramt end andre. Virkningen afhænger også af det makroøkonomiske miljø og de politiske reaktioner i de enkelte lande. Den fremadrettede del af konvergensvurderingen er derfor behæftet med større usikkerhed end normalt.

Retsforskrifterne om prisudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 1.

Den gennemsnitlige HICP-inflation i 12-månedersreferenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 sammenholdes med landets økonomiske resultater de seneste ti år, for så vidt angår prisstabilitet. Det giver mulighed for et mere detaljeret billede af prisudviklingens holdbarhed i det pågældende land. Der lægges vægt på tilrettelæggelsen af pengepolitikken, og der ses især på, om de pengepolitiske myndigheders fokus primært har været at opnå og fastholde prisstabilitet, og hvorvidt andre aspekter af den økonomiske politik har bidraget hertil. Der tages endvidere højde for de makroøkonomiske forholds betydning for opnåelse af prisstabilitet. Prisudviklingen undersøges i lyset af udbuds- og efterspørgselsforhold med fokus på faktorer såsom enhedslønomkostninger og importpriser. Til sidst ses der på udviklingen i andre relevante prisindeks. Ud fra et fremadrettet perspektiv gives der et overblik over den forventede inflationsudvikling i de kommende år, herunder prognoser fra større internationale organisationer og markedsdeltagere. Endvidere drøftes institutionelle og strukturelle aspekter, som er relevante for at opretholde prisstabilitet efter euroens indførelse.

Retsforskrifterne vedrørende den finanspolitiske udvikling og ECB's anvendelse heraf, samt proceduremæssige spørgsmål, er beskrevet i boks 2.

Med hensyn til de offentlige finansers bæredygtighed gennemgås resultatet i referenceåret 2025 i lyset af det pågældende lands resultater i de seneste ti år. Som udgangspunkt undersøges udviklingen i underskudskvotienten. Det er i den sammenhæng hensigtsmæssigt at huske på, at ændringer i et lands årlige underskud i pct. af BNP typisk kan tilskrives en række underliggende faktorer. Disse påvirkninger kan opdeles i "cykliske effekter" på den ene side, som afspejler underskuddets reaktion på ændringer i den økonomiske cyklus, og "ikke-cykliske effekter" på den anden side, der ofte anses for at afspejle strukturelle eller permanente tilpasninger af finanspolitikken. De konjunkturuafhængige faktorer, som er kvantificeret i denne rapport, afspejler dog ikke nødvendigvis ændringer i budgetstillingen, der udelukkende er strukturelle, idet de omfatter den midlertidige indvirkning, som både politiktiltag og særlige faktorer har på budgetsaldoen.

Dernæst undersøges udviklingen i den offentlige gældskvote i perioden samt de underliggende faktorer. Disse faktorer er forskellen mellem den nominelle BNP-vækst og renten, den primære saldo og underskuds-/gældsjusteringen. Et sådant perspektiv kan give yderligere oplysninger om, i hvilket omfang de makroøkonomiske forhold, især kombinationen af vækst og rentesatser, har påvirket gældens udvikling. Endvidere undersøges den offentlige gælds sammensætning med særlig fokus på andelen af gæld med kort løbetid og andelen af gæld i fremmed valuta samt udviklingen heri. Ved at sammenholde disse andele med gældskvotens nuværende niveau kan der tydeliggøre de offentlige finansers grad af følsomhed over for ændringer i valutakurser og renter.

Med ikrafttrædelsen af den reformerede stabilitets- og vækstpagt i 2024 kom der nye regler for åbningen af en gældsbaseret procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, EDP. Mens reglerne for åbning af en underskudsbaseret EDP forbliver stort set uændrede, er reglerne for åbning af en gældsbaseret EDP blevet ændret som beskrevet i boks 2. Da nettoudgiftskurserne, som fastsat af Rådet for Den Europæiske Union, imidlertid kun dækker finanspolitiske strategier fra og med 2025, blev der ikke åbnet nogen gældsbaserede EDP'er før 2026.

Den generelle undtagelsesklausul i stabilitets- og vækstpagten blev aktiveret for perioden 2020-23, og i april 2025 indledte EU-Rådet en koordineret anmodning om aktivering af den nationale undtagelsesklausul. Aktiveringen af den generelle undtagelsesklausul gjorde det muligt for medlemsstaterne at afvige fra de budgetkrav, der normalt ville have været gældende, for at lette de nødvendige politiske koordineringsforanstaltninger inden for rammerne af stabilitets- og vækstpagten i forbindelse med pandemien og Ruslands krig mod Ukraine. Den 19. marts 2025 foreslog Europa-Kommissionen så en koordineret aktivering af den nationale undtagelsesklausul, der giver landene mulighed for at afvige fra deres godkendte nettoudgiftskurs for at frigøre yderligere budgetrum til højere forsvarsudgifter. Kommissionen udtalte især, at "Ruslands aggressionskrig mod Ukraine og dens trussel mod den europæiske sikkerhed er ekstraordinære omstændigheder, der ligger uden for medlemsstaternes kontrol, og som har en stor indvirkning på medlemsstaternes offentlige finanser gennem den dermed forbundne og/eller planlagte stigning i forsvarsudgifterne".^[11] Den 30. april 2025 udsendte Rådet en erklæring om sin koordinerede anmodning om aktivering af den nationale undtagelsesklausul.^[12] På skæringsdatoen for denne rapport havde Rådet aktiveret klausulen for 17 medlemsstater, herunder tre af de lande, der er omfattet af undersøgelsen (Tjekkiet, Ungarn og Polen). Klausulen dækker en periode på fire år og en maksimal fleksibilitet på 1,5 pct. af BNP.

I et fremadrettet perspektiv ser vi på Europa-Kommissionens seneste prognoser for perioden 2026-27 og vurderingen af de langsigtede udfordringer for gældens bæredygtighed. Dette omfatter især udsigterne for budgetbalancer og gældskvoter på grundlag af den nuværende finanspolitik. Desuden understreges de langsigtede udfordringer for budgetstillingernes holdbarhed og de brede områder for konsolidering, især dem, der er relateret til ufinansierede offentlige pensionssystemer i forbindelse med demografiske ændringer og til de eventualforpligtelser, som staten har påtaget sig. I henhold til de nye regler er landenes mellemfristede budgetplaner skitseret i deres nationale finanspolitiske strukturplaner, som de har offentliggjort siden efteråret 2024. Disse planer præsenterer en nettoudgiftskurve, der dækker en periode på mindst fire år, og skitserer regeringens finanspolitiske strategier fra 2025.

Retsforskrifterne om valutakursudviklingen og ECB's anvendelse heraf er beskrevet i boks 3.

Ud over deltagelse i ERM II og udviklingen i den nominelle valutakurs over for euroen i den betragtede periode gives der en kortfattet vurdering af holdbarheden af den aktuelle valutakurs. Dette sker på baggrund af udviklingen i den reale bilaterale kurs og betalingsbalancens løbende poster, kapitalposter og finansielle poster. Desuden undersøges udviklingen i bruttogælden og nettostillingen over for udlandet i længere perioder. I afsnittet om valutakursudviklingen tages graden af et lands integration med euroområdet desuden i betragtning. Denne vurdering sker både med hensyn til integration af udenrigshandlen (eksport og import) og til finansiel integration. Endelig rapporterer afsnittet om valutakursudvikling, hvis det er relevant, om det undersøgte land har modtaget likviditetsstøtte fra centralbanken eller betalingsbalancestøtte i løbet af den toårige referenceperiode. Både faktisk og forebyggende hjælp tages i betragtning.

Retsforskrifterne om de lange renter og ECB's anvendelse deraf er beskrevet i boks 4.

Som nævnt ovenfor refererer traktaten eksplicit til "den varige karakter af konvergens" som afspejlet i de lange renter. Udviklingen over referenceperioden fra juni 2024 til maj 2026 er derfor vurderet på baggrund af udviklingen i de lange renter i de seneste ti år (eller den periode, for hvilken der foreligger data) og de væsentligste faktorer bag rentespændene over for den gennemsnitlige lange rente i euroområdet. I teorien kan den gennemsnitlige lange rente i euroområdet i den betragtede periode delvist have afspejlet høje landespecifikke risikopræmier i flere lande i euroområdet. Derfor er euroområdets langfristede AAA-statsobligationsrente (dvs. den langfristede rente på euroområdets AAA-rentekurve, som omfatter eurolande med en AAA-kreditvurdering) også anvendt til sammenligning. Som baggrund for analysen indeholder denne rapport også oplysninger om det finansielle markeds størrelse og udvikling. Dette er baseret på tre forskellige indikatorer (den udestående mængde af gældsbeviser udstedt af finansielle og ikke-finansielle selskaber, aktiemarkedets kapitalisering og kredit fra monetære finansielle institutioner til den indenlandske ikke-finansielle private sektor), som tilsammen giver et mål for størrelsen af de finansielle markeder.

Endelig kræver traktatens artikel 140, stk. 1, at denne rapport tager hensyn til en række andre relevante faktorer (se boks 5). I denne henseende trådte en udvidet ramme for økonomisk styring i overensstemmelse med traktatens artikel 121, stk. 6, i kraft i december 2011 med henblik på at sikre en snævrere samordning af de økonomiske politikker og en varig konvergens mellem EU-medlemsstaternes økonomiske resultater. Boks 5 nedenfor skitserer kort disse lovbestemmelser og den måde, hvorpå de ovennævnte andre faktorer behandles i ECB's konvergensvurdering.

2.2 Forenelighed af national lovgivning med traktaterne

2.2.1 Indledning

Ifølge traktatens artikel 140, stk. 1, skal ECB (og Europa-Kommissionen) mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af en medlemsstat med dispensation aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, der gøres af medlemsstater med dispensation, for så vidt angår opfyldelse af deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union. Disse beretninger skal omfatte en undersøgelse af, hvorvidt den nationale lovgivning i de enkelte medlemsstater med dispensation, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131 i traktaten og de relevante artikler i ESCB-statutten. Denne traktatforpligtelse, som påhviler medlemsstater med dispensation, kaldes også "juridisk konvergens".

ECB er i sin undersøgelse af juridisk konvergens ikke begrænset til at foretage en formel vurdering af ordlyden af den nationale lovgivning, men kan også vurdere, om gennemførelsen af de relevante bestemmelser lever op til ånden i traktaterne og ESCB-statutten. ECB er især opmærksom på eventuelle tegn på, at der lægges pres på de besluttende organer i nogle medlemsstaters nationale centralbanker. Dette ville ikke være foreneligt med traktatens ånd, når det gælder centralbankuafhængighed.

ECB finder det endvidere nødvendigt, at den nationale centralbanks besluttende organer fungerer smidigt og kontinuerligt. I denne henseende har en medlemsstats relevante myndigheder særligt en forpligtelse til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre rettidig udnævnelse af en efterfølger, hvis et medlems sæde i en national centralbanks besluttende organ bliver ledigt.^[15]

ECB vil følge udviklingen nøje, inden der afgives en positiv endelig vurdering, som når frem til den konklusion, at en medlemsstats nationale lovgivning er forenelig med traktaten og ESCB-statutten.

2.2.1.1 Medlemsstater med dispensation og juridisk konvergens

Tjekkiet, Ungarn, Polen, Rumænien og Sverige, hvis nationale lovgivning undersøges i denne rapport, har status som medlemslande med dispensation, dvs. at de endnu ikke har indført euroen. Sverige fik status som medlemsland med dispensation i henhold til Rådets beslutning i maj 1998.^[16] For så vidt angår Tjekkiet, Ungarn, Polen og Rumænien, bestemmer artikel 4^[17] og 5^[18] i akterne vedrørende vilkårene for tiltrædelse, at hver af de nye medlemsstater skal deltage fra tiltrædelsesdatoen i Den Økonomiske og Monetære Union som medlemsstat med dispensation i henhold til traktatens artikel 139.

Rapporten dækker ikke Danmark, som er en medlemsstat med særlig status, og som endnu ikke har indført euroen. Ifølge protokol (nr. 16) om visse bestemmelser vedrørende Danmark, der er knyttet som bilag til traktaterne, er Danmark, jævnfør den danske regerings meddelelse til Rådet af 3. november 1993, undtaget, og proceduren for ophævelse af dispensationen vil kun blive indledt på Danmarks anmodning. Da artikel 130 i traktaten finder anvendelse på Danmark, skal Danmarks Nationalbank opfylde betingelserne om centralbankuafhængighed. I EMIs konvergensrapport 1998 blev det konkluderet, at dette krav var opfyldt. Danmarks konvergens er ikke blevet vurderet siden 1998 som følge af Danmarks særlige status. Så længe Danmark ikke meddeler Rådet, at Danmark agter at indføre euroen, behøver Danmarks Nationalbank ikke at blive integreret i Eurosystemet, og dansk lovgivning behøver ikke at blive tilpasset.

Vurderingen af juridisk konvergens har til formål at lette Rådets beslutninger om, hvilke medlemsstater der opfylder "deres forpligtelser med hensyn til virkeliggørelsen af Den Økonomiske og Monetære Union" (traktatens artikel 140, stk. 1). På det juridiske område vedrører sådanne betingelser især centralbankuafhængighed og de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet.

2.2.1.2 Den juridiske vurderings struktur

Den juridiske vurdering følger stort set rammerne i ECB's og EMI's tidligere rapporter om juridisk konvergens.^[19]

Den nationale lovgivnings forenelighed behandles i lyset af lovgivning vedtaget før den 25. marts 2026.

2.2.2 Omfang af tilpasning

2.2.2.1 Områder for tilpasning

Med henblik på at afdække de områder, hvor tilpasning af national lovgivning er nødvendig, undersøges følgende:

• forenelighed med bestemmelserne om de nationale centralbankers uafhængighed, medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer og centralbankchefer i traktaten (artikel 130) og ESCB-statutten (artikel 7 og 14.2)
• forenelighed med bestemmelserne om tavshedspligt (ESCB-statuttens artikel 37)
• forenelighed med forbuddet mod monetær finansiering (traktatens artikel 123) og privilegeret adgang (traktatens artikel 124)
• forenelighed med en ensartet stavemåde af euro som krævet i EU-retten og
• de nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet (især med hensyn til ESCB-statuttens artikel 12.1 og 14.3).

2.2.2.2 "Forenelighed" over for "harmonisering"

I traktatens artikel 131 fastsættes det, at den nationale lovgivning skal være "forenelig" med traktaterne og ESCB-statutten. Enhver form for uforenelighed skal derfor afhjælpes. Kravet om opfyldelse af denne forpligtelse berøres hverken af traktaternes eller ESCB-statuttens forrang for national lovgivning eller af uforenelighedens art.

Kravet om, at national lovgivning skal være "forenelig", betyder ikke, at traktaten kræver "harmonisering" af de nationale centralbankstatutter, hverken indbyrdes eller med ESCB-statutten. Nationale særegenheder kan fortsat eksistere, i det omfang de ikke krænker kompetencen i monetære anliggender, der uigenkaldeligt er blevet overdraget til EU. ESCB-statuttens artikel 14.4 tillader nationale centralbanker at udføre funktioner, som ikke er nævnt i ESCB-statutten, i det omfang de ikke strider mod ESCB’s mål og opgaver.^[20] Bestemmelser i en national centralbanks statutter, der giver mulighed for sådanne yderligere funktioner, er et klart eksempel på tilfælde, hvor forskelle stadig kan eksistere. Udtrykket "forenelig" betyder snarere, at den nationale lovgivning og de nationale centralbankstatutter skal tilpasses, så uoverensstemmelser med traktaterne og ESCB-statutten fjernes, og at de nationale centralbanker integreres i ESCB i det nødvendige omfang. Der bør navnlig ske en tilpasning af alle bestemmelser, der krænker en national centralbanks uafhængighed, som defineret i traktaten, og dens rolle som en integreret del af ESCB. Det er derfor utilstrækkeligt udelukkende at henholde sig til EU-lovgivningens forrang for national lovgivning for at opnå dette.

Forpligtelsen i traktatens artikel 131 gælder alene uforenelighed med traktaterne og ESCB-statutten. Dog bør national lovgivning, der er uforenelig med sekundær EU-lovgivning, der er relevant for de tilpasningsområder, der undersøges i denne konvergensrapport, bringes i overensstemmelse med denne sekundære lovgivning. EU-rettens forrang berører ikke forpligtelsen til at tilpasse national lovgivning. Dette generelle krav er afledt ikke kun af traktatens artikel 131, men også af Den Europæiske Unions Domstols domspraksis.^[21]

Traktaterne og ESCB-statutten foreskriver ikke, hvordan den nationale lovgivning skal tilpasses. Forenelighed kan derfor opnås ved at fjerne national lovgivning, som er uforenelig med EU-retten, ved at henvise til traktaterne og ESCB-statutten eller undtagelsesvis ved at indarbejde bestemmelser derfra og henvise til deres oprindelse, på følgende betingelser:

Som hovedregel skal en gengivelse af relevante EU-retlige bestemmelser, der finder direkte anvendelse i medlemsstatens retsorden på samme sprog, undgås.^[22] En gengivelse kan skabe usikkerhed, både hvad angår de gældende bestemmelsers juridiske karakter og oprindelse, og hvad angår datoen for deres ikrafttræden. Dette ville ikke være i overensstemmelse med princippet om ensartet anvendelse og fortolkningen af EU-retten i hele Unionen.^[23] Hvis der i en national bestemmelse anvendes en anden ordlyd end den, der anvendes i den relevante EU-bestemmelse, skaber den desuden sit eget lovgivningsmæssige indhold. I henhold til traktatens artikel 2, stk. 1, er Unionens enekompetence på området for den monetære politik til hinder for, at medlemsstaterne vedtager bestemmelser, der i lyset af deres formål og indhold fastsætter retlige regler for anvendelsen af euroen som fælles valuta, medmindre medlemsstaterne har fået bemyndigelse hertil.^[24] I denne sammenhæng er begrebet pengepolitik ikke begrænset til den operationelle gennemførelse heraf, som i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2, første led, er en af Eurosystemets grundlæggende opgaver. Den har også en lovgivningsmæssig dimension, der har til formål at sikre euroens status som fælles valuta.^[25]

Under særlige omstændigheder kan en gengivelse af relevante EU-retlige bestemmelser, der finder direkte anvendelse i medlemsstatens retsorden, og som anvender det samme sprog, anvendes af hensyn til sammenhængen og for at gøre dem forståelige for de personer, som de finder anvendelse for. Hvis der foreligger sådanne særlige omstændigheder, der gør det muligt at gengive umiddelbart gældende bestemmelser i EU-retten, bør bestemmelserne gengives præcist, og ordlyden bør ikke ændres.^[26] Endvidere bør bestemmelserne kun gengives i det omfang, de særlige omstændigheder tilsiger det. Sådanne ekstraordinære omstændigheder foreligger imidlertid ikke, når de umiddelbart gældende bestemmelser i EU-lovgivningen er tilstrækkeligt sammenhængende og omfattende, hvilket gør det unødvendigt at gentage dem eller afspejle dem i national lovgivning.^[27] Når umiddelbart gældende EU-retlige bestemmelser kun er relevante i forbindelse med de områder, der er omfattet af national lovgivning, behøver den nationale lovgivning ikke at henvise til disse bestemmelser. I det omfang national lovgivning af ovennævnte grunde nødvendigvis gengiver umiddelbart gældende bestemmelser i EU-retten, bør den gøre dette på en udtrykkelig måde og præcisere, at bestemmelserne enten er "i overensstemmelse med" eller "overholder" de relevante bestemmelser i EU-retten, når sidstnævnte blot er gengivet med henblik på at sætte den nationale lovgivning i en større sammenhæng eller "med forbehold af" de relevante bestemmelser i EU-retten, når en national myndighed udøver residualkompetence ud over den, der udøves inden for ESCB og Eurosystemet.^[28]

Som en metode til at opnå og fastholde den nationale lovgivnings forenelighed med traktaterne og ESCB-statutten skal ECB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5, og ESCB-statuttens artikel 4 endvidere høres af EU-institutionerne og medlemsstaterne om udkast til retsforskrifter, der er omfattet af ECB's kompetenceområder. I henhold til Rådets afgørelse 98/415/EF^[29] skal medlemsstaterne udtrykkeligt træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at denne forpligtelse efterleves.

2.2.3 De nationale centralbankers uafhængighed

Hvad angår centralbankuafhængighed, skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og ESCB-statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. juli 2007 og 1. juli 2013.^[30] I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft ved oprettelsen af ESCB 1. juni 1998.

2.2.3.1 Centralbankuafhængighed

I november 1995 udarbejdede EMI en liste over karakteristiske træk ved centralbankuafhængighed (senere beskrevet detaljeret i EMI's konvergensrapport 1998), som dannede grundlag for vurderingen af medlemsstaternes nationale lovgivning på det pågældende tidspunkt, især de nationale centralbankstatutter. Begrebet centralbankuafhængighed omfatter forskellige typer uafhængighed, som skal vurderes hver for sig, nemlig funktionel, institutionel, personlig og finansiel uafhængighed. I de seneste år er analysen af disse aspekter af centralbankuafhængighed blevet yderligere finjusteret i de udtalelser, der er vedtaget af ECB. Disse aspekter danner grundlag for vurderingen af konvergensen mellem den nationale lovgivning i medlemsstater med dispensation og traktaterne og ESCB-statutten.

2.2.3.2 Funktionel uafhængighed

Centralbankuafhængighed er ikke et mål i sig selv, men bidrager snarere til at nå et mål, som bør være klart defineret og have forrang frem for enhver anden målsætning. Funktionel uafhængighed kræver, at hver enkelt national centralbanks hovedmål er angivet på en klar og juridisk sikker måde og er i fuld overensstemmelse med hovedmålet om prisstabilitet, som angivet i traktaten. Dette sikres ved at give de nationale centralbanker de nødvendige midler og instrumenter til at opnå dette mål, uafhængigt af alle andre myndigheder. Traktatens krav om centralbankuafhængighed afspejler det generelle synspunkt, at hovedmålet om prisstabilitet er bedst tjent med en fuldstændig uafhængig institution med et præcist defineret mandat. Centralbankuafhængighed er fuldt ud foreneligt med de nationale centralbankers forpligtelse til at stå til ansvar for deres beslutninger, hvilket er et vigtigt aspekt i forbindelse med at styrke tilliden til deres uafhængige status. Dette omfatter gennemsigtighed og dialog med tredjeparter.

Hvad angår tidspunkter, fremgår det ikke klart af traktaten, hvornår de nationale centralbanker i medlemsstater med dispensation skal opfylde hovedmålet om prisstabilitet, der er fastsat i traktatens artikel 127, stk.1, og 282, stk. 2, og ESCB-statuttens artikel 2. For de medlemsstater, der tiltrådte EU efter datoen for indførelsen af euroen i EU, er det ikke klart, om denne forpligtelse gælder fra tiltrædelsesdatoen eller datoen for deres indførelse af euroen. Traktatens artikel 127, stk. 1, gælder ikke for medlemsstater med dispensation (jf. traktatens artikel 139, stk. 2, litra c)), men det gør artikel 2 i ESCB-statutten (jf. ESCB-statuttens artikel 42.1). ECB er af den opfattelse, at de nationale centralbankers forpligtelse til at have prisstabilitet som hovedmål gælder fra 1. juni 1998 for Sveriges vedkommende og fra 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 for de medlemsstaters vedkommende, der tiltrådte EU pr. disse datoer. Baggrunden for denne opfattelse er, at et af EU's ledende principper, nemlig prisstabilitet (traktatens artikel 119), også gælder for medlemsstater med dispensation. Opfattelsen er endvidere begrundet i traktatens målsætning om, at alle medlemsstater skal tilstræbe makroøkonomisk konvergens, herunder prisstabilitet, hvilket er hensigten med ECB's og Europa-Kommissionens regelmæssige rapporter. Endelig er den baseret på den tankegang, der ligger til grund for centralbankuafhængighed, og som kun kan retfærdiggøres, hvis det overordnede mål om prisstabilitet har forrang.

Landevurderingerne i denne rapport er baseret på disse konklusioner med hensyn til, hvornår de nationale centralbanker i medlemsstater med dispensation er forpligtet til at have prisstabilitet som deres hovedmål.

2.2.3.3 Institutionel uafhængighed

Institutionel uafhængighed er omhandlet i traktatens artikel 130 og ESCB-statuttens artikel 7. De to artikler forbyder de nationale centralbanker og medlemmerne af deres besluttende organer at søge eller modtage instrukser fra EU's institutioner eller organer, fra en medlemsstats regering eller fra noget andet organ. Desuden forbyder artiklerne EU's institutioner, organer, kontorer og agenturer samt medlemsstaternes regeringer at øve indflydelse på de medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, hvis beslutninger kan indvirke på de nationale centralbankers udførelse af deres ESCB-relaterede opgaver. Hvis national lovgivning skal afspejle traktatens artikel 130 og ESCB-statuttens artikel 7, bør lovgivningen afspejle begge forbud og ikke begrænse deres anvendelsesområde.^[31] Anerkendelsen af, at centralbankerne har denne uafhængighed, betyder ikke, at de er fritaget fra at overholde retsstatsprincippet, eller at de er beskyttet i forhold til alle former for lovgivning.^[32]

Uanset om en national centralbank er et statsejet organ, et særligt offentligretligt organ eller et almindeligt aktieselskab, er der risiko for, at ejeren i kraft af sit ejerskab kan øve indflydelse på den nationale centralbanks beslutninger med hensyn til ESCB-relaterede opgaver.^[33] Denne form for indflydelse kan påvirke en national centralbanks uafhængighed, uanset om den udøves via aktionærrettigheder eller på anden måde, og bør derfor begrænses gennem lovgivningen.

De retlige rammer for en centralbank skal sikre et stabilt og langsigtet grundlag for en centralbanks funktionsmåde. Hyppige ændringer i en national centralbanks institutionelle forhold, som påvirker dens organisatoriske eller ledelsesmæssige stabilitet, kan påvirke den nationale centralbanks institutionelle uafhængighed negativt.^[34]

Forbud mod at give instrukser

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at give instrukser til de nationale centralbanker, deres besluttende organer eller medlemmerne heraf er uforenelige med traktaten og ESCB-statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.

Nationale centralbankers deltagelse i gennemførelsen af foranstaltninger til styrkelse af den finansielle stabilitet skal være forenelig med traktaten, dvs. at de nationale centralbankers funktioner skal udføres på en måde, som er fuldt ud forenelig med deres funktionelle, institutionelle og finansielle uafhængighed for at sikre, at deres opgaver i henhold til traktaten og ESCB-statutten udføres korrekt.^[35] I det omfang, den nationale lovgivning tillægger en national centralbank en rolle, som går ud over de rådgivende funktioner, og kræver, at den påtager sig yderligere opgaver, skal det sikres, at disse opgaver ikke påvirker den nationale centralbanks mulighed for at udføre sine ESCB-relaterede opgaver ud fra et operationelt og finansielt synspunkt.^[36] Desuden skal inddragelsen af repræsentanter fra en national centralbank i kollegiale besluttende tilsynsorganer eller andre myndigheder tage tilstrækkeligt hensyn til værnet om den personlige uafhængighed for medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer.^[37]

Forbud mod at godkende, suspendere, annullere eller udsætte beslutninger

Tredjeparts rettigheder med hensyn til at godkende, suspendere, annullere eller udsætte en national centralbanks beslutninger er uforenelige med traktaten og ESCB-statutten, hvad angår ESCB-relaterede opgaver.^[38]

Forbud mod at censurere nationale centralbankers beslutninger af juridiske grunde

En ret for organer, der ikke er uafhængige domstole, til af juridiske grunde at censurere beslutninger i forbindelse med udførelsen af ESCB-relaterede opgaver er uforenelig med traktaten og ESCB-statutten, idet udførelsen af disse opgaver ikke må revurderes på politisk niveau. En centralbankchefs ret til af juridiske grunde at suspendere gennemførelsen af en beslutning, der er vedtaget af ESCB's eller den nationale centralbanks besluttende organer, og efterfølgende forelægge den for de politiske myndigheder til endelig beslutning, ville svare til at søge instrukser fra tredjepart.

Forbud mod at deltage i nationale centralbankers besluttende organer med stemmeret

Tredjeparts repræsentanters deltagelse i en national centralbanks besluttende organ med stemmeret i anliggender, der vedrører den nationale centralbanks udførelse af ESCB-relaterede opgaver, er uforenelig med traktaten og ESCB-statutten, også selvom stemmen ikke måtte være afgørende.^[39] Deltagelse selv uden stemmeret er uforenelig med traktaten og ESCB-statutten, hvis en sådan deltagelse griber ind i de besluttende organers udførelse af ESCB-relaterede opgaver eller bringer overholdelsen af ESCB's forskrifter om tavshedspligt i fare.^[40]

Forbud mod ex ante-høring om en national centralbanks beslutning

En udtrykkelig statutmæssig forpligtelse om, at en national centralbank ex ante skal høre en tredjepart om en national centralbanks beslutning, giver tredjeparter en formel mekanisme til at øve indflydelse på den endelige beslutning, og en sådan statutmæssig forpligtelse er derfor uforenelig med traktaten og ESCB-statutten.

Dialog mellem en national centralbank og tredjeparter, selv når den bygger på statutmæssige forpligtelser til at give oplysninger og udveksle synspunkter, er imidlertid forenelig med centralbankuafhængighed, forudsat at:

• det ikke berører uafhængigheden for medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer,
• centralbankchefernes særlige status som medlemmer af ECB's besluttende organer respekteres fuldt ud og
• kravene om tavshedspligt som følge af ESCB-statutten overholdes.^[41]

Decharge vedrørende pligter for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer

Statutmæssige bestemmelser om tredjeparts (f.eks. regeringers) decharge vedrørende pligter, der relaterer sig til medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (f.eks. i forbindelse med regnskabsaflæggelse), bør indeholde passende beskyttende bestemmelser, der sikrer, at disse beføjelser ikke krænker de enkelte medlemmers mulighed for uafhængigt at vedtage beslutninger om ESCB-relaterede opgaver (eller gennemføre beslutninger, der er vedtaget på ESCB-niveau). Det anbefales at medtage en udtrykkelig bestemmelse herom i de nationale centralbankstatutter.

Forholdet mellem national lovgivning og de etiske rammer, som ECB har fastlagt

National lovgivning, herunder lovgivning til gennemførelse af EU-lovgivning, berører ikke de etiske rammer, som ECB har fastlagt for at sikre ECB's og de nationale centralbankers uafhængighed, når de udøver de beføjelser og udfører de opgaver og pligter, som de har fået pålagt ved traktaterne og ESCB-statutten, da disse rammer har deres eget anvendelsesområde og retsgrundlag.^[42] For at undgå tvivl kan den nationale lovgiver ønske at præcisere dette i den relevante nationale lovgivning.

2.2.3.4 Personlig uafhængighed

Traktatens artikel 130 og ESCB-statuttens artikel 7 og 14.2 sikrer centralbankuafhængigheden i forhold til centralbankchefer og medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer. Centralbankchefer er medlemmer af ECB's Generelle Råd, og de bliver medlemmer af styrelsesrådet, når deres medlemsstater har indført euroen. Centralbankchefer kan ikke anses som repræsentanter for en medlemsstat, når de udfører deres opgaver som medlemmer af styrelsesrådet eller ECB’s Generelle Råd.^[43] ESCB-statuttens artikel 14.2 indeholder en bestemmelse om, at de nationale centralbankers statutter især skal sikre, at centralbankchefernes embedsperiode er mindst fem år. Artiklen beskytter desuden mod, at centralbankchefer afskediges på et vilkårligt grundlag, idet den fastsætter, at de kun kan afskediges, hvis de ikke længere opfylder de betingelser, som er nødvendige for udførelsen af deres pligter, eller hvis de har begået en alvorlig forseelse. I sådanne tilfælde giver ESCB-statuttens artikel 14.2 mulighed for at indbringe sagen for Den Europæiske Unions Domstol, som har beføjelse til at omstøde den nationale afgørelse om at afskedige en centralbankchef.^[44] En suspension af en centralbankchef kan i realiteten svare til en afskedigelse af en centralbankchef i henhold til ESCB-statuttens artikel 14.2.^[45] Nationale centralbankstatutter skal overholde denne bestemmelse som anført nedenfor.

Traktatens artikel 130 forbyder nationale regeringer eller andre organer at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer i udførelsen af deres opgaver. Navnlig må medlemsstaterne ikke søge at påvirke medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer ved at ændre bestemmelser i den nationale lovgivning, der berører deres aflønning, og som i princippet kun bør finde anvendelse ved fremtidige udnævnelser.^[46] Uafhængighedskravene i traktatens artikel 130 overtrædes imidlertid ikke af ændringer i aflønningen af medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer, som fastsættes af de nationale centralbankers egne besluttende organer og er baseret på objektive kriterier, f.eks. ved at benchmarke lønninger med henblik på at sikre proportionalitet mellem de forskellige hierarkiske stillinger i en national centralbank.^[47]

Centralbankchefers embedsperiode

Nationale centralbankstatutter skal i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 14.2 angive en embedsperiode på mindst fem år for en centralbankchef. Dette udelukker ikke længere embedsperioder, og en tidsubegrænset embedsperiode kræver ikke en ændring af de nationale centralbankstatutter, forudsat at afskedigelsesgrundene for centralbankchefen er i overensstemmelse med ESCB-statuttens artikel 14.2. Kortere embedsperioder er ikke mulige, også selvom de kun gælder for en overgangsperiode.^[48] National lovgivning, der fastsætter en obligatorisk pensionsalder, bør sikre, at pensionsalderen ikke afbryder den mindste embedsperiode fastsat i ESCB-statuttens artikel 14.2, der har forrang for enhver obligatorisk pensionsalder, hvis denne finder anvendelse på en centralbankchef.^[49] Når nationale centralbankers statutter ændres, bør de ændrede statutter sikre centralbankchefens embedsperiode og embedsperioden for de øvrige medlemmer af de besluttende organer, som er involverede i opgaver, der vedrører ESCB.^[50]

Afskedigelsesgrunde for centralbankchefer

De nationale centralbankers statutter skal sikre, at centralbankchefer ikke afskediges af andre grunde end dem, der er omhandlet i ESCB-statuttens artikel 14.2. Formålet med kravet i denne artikel er at forhindre de myndigheder, der udnævner centralbankcheferne, især den relevante regering eller det relevante parlament, i vilkårligt at afskedige en centralbankchef. De nationale centralbankers statutter bør fjerne uforeneligheder med grundene til afskedigelse i ESCB-statuttens artikel 14.2, eller undlade enhver omtale af afskedigelsesgrunde (da artikel 14.2 finder direkte anvendelse).^[51] Når centralbankchefer er valgt eller udnævnt, kan disse ikke afskediges af andre grunde end dem, der fremgår af ESCB-statuttens artikel 14.2, heller ikke selvom de endnu ikke måtte have tiltrådt deres stilling. Da begrundelserne for at afskedige en centralbankchef er selvstændige begreber i EU-lovgivningen, afhænger anvendelsen og fortolkningen af dem ikke af en national sammenhæng.^[52] I sidste ende tilkommer det Den Europæiske Unions Domstol at fortolke disse begreber i overensstemmelse med de beføjelser, den er tillagt i henhold til ESCB-statuttens artikel 14.2, stk. 2.^[53]

Sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde for medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, som ikke er centralbankchefer, og som deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver

Når de samme regler om sikkerhed i embedet og afskedigelsesgrunde, som gælder for centralbankchefer, gælder for andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, sikrer det også disse personers personlige uafhængighed.^[54] Traktatens artikel 130 og ESCB-statuttens artikel 7 henviser til "medlemmerne af de nationale centralbankers besluttende organer" og ikke specifikt til centralbankchefer. Det gælder især, hvor en centralbankchef er den "første blandt ligemænd" blandt kolleger med tilsvarende stemmerettigheder, eller hvor sådanne andre medlemmer deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver.

Prøvelsesret

For at begrænse muligheden for politisk skøn i forbindelse med vurderingen af afskedigelsesgrunde skal centralbankchefer såvel som andre medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer have ret til at indbringe enhver beslutning om at afskedige dem for en uafhængig domstol.

Ifølge ESCB-statuttens artikel 14.2 kan en centralbankchef, som er blevet afskediget, indbringe denne beslutning for Den Europæiske Unions Domstol. Den Europæiske Unions Domstol har beføjelsen til at annullere den nationale afskedigelsesforanstaltning, hvis den findes at være i strid med EU-lovgivningen.

På grundlag af traktatens artikel 130 og ESCB-statuttens artikel 7 bør national lovgivning indeholde bestemmelser om retten til at få prøvet en beslutning om afskedigelse af medlemmer af de nationale centralbankers besluttende organer (bortset fra centralbankchefer), som er involveret i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, ved de nationale domstole.^[55] Denne ret kan enten fremgå af de almindelige retsregler eller i form af en særskilt bestemmelse i den nationale centralbanks statutter. Selvom denne ret allerede gælder i kraft af de almindelige retsregler, er det af hensyn til retlig klarhed tilrådeligt at foreskrive denne prøvelsesret særskilt.

Beskyttelse mod interessekonflikter

Personlig uafhængighed betyder også sikring af, at der ikke opstår interessekonflikter mellem de forpligtelser, som medlemmerne af en national centralbanks besluttende organer, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, har i forhold til den pågældende nationale centralbank (og som centralbankchefen har også i forhold til ECB), og andre funktioner, som sådanne medlemmer af besluttende organer kan udøve, og som kan bringe deres personlige uafhængighed i fare.^[56] I princippet er medlemskab af et besluttende organ, der deltager i udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, uforeneligt med udførelsen af andre funktioner, som vil kunne skabe en interessekonflikt. Navnlig må medlemmerne af de besluttende organer ikke have et embede eller en interesse, som kan påvirke deres aktiviteter, hvad enten det er via et embede i statens udøvende eller lovgivende sektorer eller i regional- eller lokaladministrationen, eller som tilknyttet en virksomhed. Især bør potentielle interessekonflikter forhindres, hvad angår eksterne medlemmer af de besluttende organer.

2.2.3.5 Finansiel uafhængighed

Det ville gå ud over de nationale centralbankers generelle uafhængighed, hvis de ikke kan råde selvstændigt over tilstrækkelige finansielle ressourcer til at opfylde deres mandat, dvs. udføre de ESCB-relaterede opgaver, der kræves af dem i henhold til traktaten og ESCB-statutten.^[57]

Medlemsstaterne må ikke sætte deres nationale centralbank i den situation, at den ikke har tilstrækkelige finansielle ressourcer eller nettoaktiver^[58] til at udføre sine ESCB- eller Eurosystem-relaterede opgaver. Dette ville f.eks. være tilfældet, hvis en national centralbank var afskåret fra at opbygge tilstrækkelige finansielle ressourcer i form af reserver eller buffere til at dække tab, navnlig som følge af pengepolitiske operationer, og den pågældende medlemsstat ikke på forhånd sikrede, at den nationale centralbank havde de nødvendige midler til at bære den finansielle byrde, som følger af udøvelsen af en funktion uden for ESCB's rammer (f.eks. de midler, der er nødvendige for at kunne betale erstatningen fra ansvarsordningen for denne funktion), samtidig med at den bevarer sin evne til at udføre sine ESCB-opgaver effektivt og uafhængigt.^[59] Det skal bemærkes, at ESCB-statuttens artikel 28.1 og 30.4 indeholder bestemmelser om muligheden for, at ECB anmoder om yderligere bidrag fra de nationale centralbanker til ECB's kapital og foretager yderligere overførsler af valutareserver.^[60] Endvidere fastsætter ESCB-statuttens artikel 33.2,^[61] at hvis ECB lider et tab, som ikke helt kan udlignes af ECB's almindelige reservefond, kan ECB's Styrelsesråd beslutte at udligne det resterende tab med de monetære indtægter i det pågældende regnskabsår i forhold til og op til de beløb, der fordeles mellem de nationale centralbanker. Princippet om finansiel afhængighed kræver, at overholdelse af disse bestemmelser ikke indskrænker en national centralbanks mulighed for at udføre sine funktioner.

Af alle de ovenfor nævnte grunde indebærer finansiel uafhængighed også, at en national centralbank altid skal være tilstrækkeligt kapitaliseret. Navnlig bør situationer undgås, hvor en national centralbanks nettoformue over en længere periode er mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, herunder hvor tab, der overstiger størrelsen af dens kapital og reserver, overføres.^[62] Sådanne situationer kan have en negativ indflydelse på den nationale centralbanks mulighed for at udføre ikke kun sine ESCB-relaterede opgaver. En sådan situation kan desuden påvirke troværdigheden af Eurosystemets monetære politik. Såfremt en national centralbanks nettoformue bliver mindre end dens lovmæssige kapitalkrav eller endog negativ, vil det derfor være nødvendigt, at den pågældende medlemsstat inden for en rimelig tid forsyner den nationale centralbank med kapital af passende størrelse, således at den mindst opfylder det lovmæssige kapitalkrav, for at overholde princippet om finansiel uafhængighed. Med hensyn til ECB har Rådet allerede anerkendt relevansen af dette spørgsmål med vedtagelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1009/2000.^[63] Forordningen gjorde det muligt for ECB's Styrelsesråd at træffe beslutning om en faktisk udvidelse af ECB's kapital for at opretholde et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at kunne understøtte ECB's transaktioner.^[64] De nationale centralbanker bør have et finansielt beredskab, der gør det muligt for dem at efterleve en sådan beslutning fra ECB.

Begrebet finansiel uafhængighed bør vurderes ud fra, om en tredjepart direkte eller indirekte kan øve indflydelse ikke kun på den nationale centralbanks ESCB-relaterede funktioner, men også på dens muligheder for at opfylde sit mandat med hensyn til finansielle ressourcer. De nedenfor beskrevne forhold i forbindelse med finansiel uafhængighed er særligt relevante i denne henseende.^[65] De nationale centralbanker er særlig sårbare over for ekstern indflydelse på disse områder.

Fastlæggelse af budget

Hvis en tredjepart har beføjelser til at fastlægge eller øve indflydelse på en national centralbanks budget, er det uforeneligt med finansiel uafhængighed, medmindre loven fastsætter en beskyttelsesklausul, hvorefter en sådan beføjelse ikke berører de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre sine ESCB-relaterede opgaver.^[66]

Regnskabsregler

Regnskabet skal udarbejdes i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsregler eller regler fastsat af den nationale centralbanks besluttende organer. Hvis disse regler er fastsat af tredjepart, bør de i det mindste tage højde for forslag fra den nationale centralbanks besluttende organer.

Årsregnskabet skal godkendes af den nationale centralbanks besluttende organer bistået af uafhængige revisorer og skal eventuelt ex post-godkendes af tredjepart (f.eks. regering eller parlament). Desuden skal den nationale centralbanks besluttende organer uafhængigt og professionelt kunne træffe beslutning om beregningen af overskud.

Hvis en national centralbanks funktioner er underlagt kontrol ved et statsligt revisionsorgan eller lignende, der har til opgave at kontrollere anvendelsen af de offentlige finanser, bør kontrollens omfang være klart defineret i lovgivningen^[67] uden at berøre de aktiviteter, der udføres af den nationale centralbanks uafhængige eksterne revisor^[68], og i tråd med princippet om institutionel uafhængighed være foreneligt med forbuddet mod at udstede instrukser til den nationale centralbank og de besluttende organer og ikke gribe ind i den nationale centralbanks ESCB-relaterede opgaver^[69]. Den statslige revision bør gennemføres på et upolitisk, uafhængigt og rent professionelt grundlag.^[70]

Fordeling af overskud, de nationale centralbankers kapital og finansielle bestemmelser

En national centralbanks statutter kan foreskrive, hvordan dens overskud skal fordeles. Hvis sådanne bestemmelser ikke findes, skal beslutningerne om fordelingen af overskuddet træffes af den nationale centralbanks besluttende organer på et professionelt grundlag og må ikke gøres til genstand for tredjeparts skøn, medmindre der foreligger en udtrykkelig beskyttelsesklausul, som angiver, at dette sker uden at berøre de finansielle midler, som er nødvendige for, at den nationale centralbank kan udføre ESCB-relaterede opgaver.^[71]

Overskud kan kun overføres til statsbudgettet, efter at akkumulerede tab fra tidligere år er blevet dækket, og efter at de finansielle bestemmelser, som måtte anses for at være nødvendige for at sikre realværdien af den nationale centralbanks kapital og aktiver, er udarbejdet.^[72] Retlige reguleringer, der gennemføres midlertidigt eller ad hoc, og som udgør instrukser til de nationale centralbanker med hensyn til fordelingen af deres overskud er ikke tilladt.^[73]

Enhver indtægt, der tilfalder den nationale centralbank som følge af forvaltningen af officielle valutareserver, kan kun udloddes til staten gennem den proces for udlodning af overskud, der er fastsat i de relevante lovgivnings- og vedtægtsmæssige bestemmelser.^[74] På tilsvarende måde vil beskatning af en national centralbanks urealiserede kapitalgevinster også svække princippet om finansiel uafhængighed.^[75]

En medlemsstat må kun pålægge en national centralbank at reducere dens kapital, hvis den nationale centralbanks besluttende organer på forhånd har godkendt beslutningen. Formålet skal være at sikre, at den nationale centralbank bevarer tilstrækkelige finansielle midler til at opfylde sit mandat som medlem af ESCB i henhold til traktatens artikel 127, stk. 2. Af samme årsag bør en ændring af reglerne om fordeling af en national centralbanks overskud kun iværksættes og besluttes i tæt samarbejde med den nationale centralbank, som har de bedste forudsætninger for at vurdere, hvilken reservekapital der kræves.^[76] Hvad angår finansielle reserver eller buffere, skal de nationale centralbanker have frihed til uafhængigt at oparbejde finansielle reserver til beskyttelse af realværdien af deres kapital og aktiver. Medlemsstaterne må heller ikke hindre de nationale centralbanker i at opbygge deres reservekapital til det niveau, der er nødvendigt for, at en national centralbank i ESCB kan udføre sine opgaver.^[77]

Tilsynsmyndighedernes finansielle ansvar

De fleste medlemsstater placerer den finansielle tilsynsmyndighed hos deres nationale centralbank. Dette er uproblematisk, hvis disse myndigheder er underlagt den nationale centralbanks uafhængige beslutningsproces. Hvis lovgivningen derimod fastsætter, at tilsynsmyndigheden skal være underlagt en særskilt beslutningsproces, er det vigtigt at sikre, at myndighedens beslutninger ikke bringer den nationale centralbanks økonomi som helhed i fare. I sådanne tilfælde bør den nationale lovgivning give den nationale centralbank mulighed for at udøve endelig kontrol med de af tilsynsmyndighedernes beslutninger, som kan påvirke den nationale centralbanks uafhængighed, især dens finansielle uafhængighed.^[78]

Selvstændighed vedrørende personaleforhold

En medlemsstat må ikke begrænse den nationale centralbanks mulighed for at kunne ansætte og fastholde de kvalificerede ansatte, som er nødvendige for, at centralbanken uafhængigt kan udføre de opgaver, som den er tillagt i henhold til traktaten og ESCB-statutten.^[79] En national centralbank må heller ikke bringes i en situation, hvor den ikke har nogen eller kun begrænset ledelsesret i forhold til de ansatte, eller hvor en medlemsstats regering har mulighed for at påvirke dens personalepolitik.^[80] Enhver ændring af retsforskrifterne om aflønning af medlemmerne af den nationale centralbanks besluttende organer og dens ansatte bør foretages i tæt og effektivt samarbejde med den nationale centralbank^[81] og tage højde for dens synspunkter, for at sikre, at den nationale centralbank fortsat kan udføre sine opgaver uafhængigt.^[82] Selvstændighed vedrørende personaleforhold gælder også pensionsordninger for de ansatte. Ændringer, der medfører en reduktion af aflønningen af medarbejderne i den nationale centralbank, bør ikke gribe ind i den pågældende nationale centralbanks beføjelser til at administrere sine egne finansielle ressourcer, herunder midler der hidrører fra reduktioner i de lønninger, som den betaler.^[83]

Ejerskab og ejendomsrettigheder

En tredjeparts ret til at intervenere eller udstede instrukser til en national centralbank med hensyn til ejendom, som indehaves af en national centralbank, er uforenelig med princippet om økonomisk uafhængighed.

2.2.4 Fortrolighed

Forpligtelsen til tavshedspligt for ECB's ansatte og de ansatte i de nationale centralbanker, samt for medlemmerne af ECB's og de nationale centralbankers ledende organer i henhold til ESCB-statuttens artikel 37 kan give anledning til lignende bestemmelser i de nationale centralbankers statutter eller medlemsstaternes lovgivning. EU-rettens forrang, som også gælder regler vedtaget i henhold hertil, betyder også, at national lovgivning om tredjeparts adgang til dokumenter bør opfylde de relevante EU-retlige bestemmelser, herunder ESCB-statuttens artikel 37, og må ikke krænke ESCB's forskrifter om tavshedspligt.^[84] Statslige revisionsorganer eller tilsvarende organers adgang til de nationale centralbankers fortrolige informationer og dokumenter skal være begrænset til, hvad der er nødvendigt, for at organet, som har modtaget informationen, kan udføre sine lovpligtige opgaver, og må ikke berøre ESCB's uafhængighed og forskrifter om tavshedspligt, som gælder for de nationale centralbankers besluttende organer og medarbejdere.^[85] De nationale centralbanker skal sikre, at sådanne organer beskytter de fortrolige oplysninger og dokumenter, som de indrømmes adgang til, på et niveau, som svarer til det niveau, den nationale centralbank selv opfylder.

2.2.5 Forbud mod monetær finansiering og privilegeret adgang

For så vidt angår forbuddet mod monetær finansiering og forbuddet mod privilegeret adgang skulle den nationale lovgivning i de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004, 2007 eller 2013, tilpasses, så den overholder de relevante bestemmelser i traktaten og ESCB-statutten, med virkning fra henholdsvis 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013. I Sverige skulle de krævede tilpasninger være trådt i kraft 1. januar 1995.

2.2.5.1 Forbud mod monetær finansiering

Traktatens artikel 123, stk. 1, indeholder et forbud mod, at ECB og de nationale centralbanker giver EU's institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne mulighed for at foretage overtræk eller yder dem andre former for kreditfaciliteter.

Artiklen indeholder også et forbud mod ECB's og de nationale centralbankers direkte opkøb af gældsinstrumenter udstedt af disse offentlige enheder. Traktaten indeholder én undtagelse fra forbuddet mod monetær finansiering. Det gælder ikke for offentligt ejede kreditinstitutter, som i forbindelse med tilførslen af reserver fra centralbankernes side skal behandles på samme måde som private kreditinstitutter (traktatens artikel 123, stk. 2). Det præcise anvendelsesområde for forbuddet mod monetær finansiering præciseres yderligere i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93,^[86] ifølge hvilken forbuddet omfatter al finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand.

Forbuddet mod monetær finansiering har til formål at tilskynde medlemsstaterne til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at monetær finansiering af offentlige underskud eller offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaten.^[87] Derfor skal forbuddet fortolkes vidt for at sikre en nøje gennemførelse heraf, og kun med visse begrænsede undtagelser i henhold til traktatens artikel 123, stk. 2, og Rådets forordning (EF) nr. 3603/93. Selvom traktatens artikel 123, stk. 1, henviser specifikt til "kreditfaciliteter", dvs. med en forpligtelse til at tilbagebetale midlerne, kan forbuddet derfor anvendes a fortiori på andre former for finansiering, dvs. uden en forpligtelse til at betale tilbage.

ECB's generelle holdning med hensyn til den nationale lovgivnings forenelighed med forbuddet er hovedsagelig udviklet inden for rammerne af medlemsstaternes høringer af ECB vedrørende udkast til nationale retsforskrifter i henhold til traktatens artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5.^[88]

National lovgivning vedrørende anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering

National lovgivning må ikke begrænse anvendelsesområdet for forbuddet mod monetær finansiering eller udvide undtagelserne i henhold til EU-retten. For eksempel er national lovgivning, hvorefter den nationale centralbank forventes at finansiere en medlemsstats finansielle forpligtelser over for internationale finansielle institutioner eller tredjelande, i princippet uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Som en undtagelse er det i henhold til forordning (EF) nr. 3603/93 muligt for de nationale centralbanker at finansiere den offentlige sektors forpligtelser over for IMF under forudsætning af, at den resulterer i udenlandske fordringer, der har alle de samme karakteristika som reserveaktiver.^[89] De relevante karakteristika, der bestemmer fordringernes reserveaktivkvalitet, vedrører deres tilgængelighed til efter anmodning at kunne opfylde behov for betalingsbalancefinansiering og lignende, hvilket indebærer, at kreditkvaliteten og fordringernes likviditet skal sikres.^[90]

National lovgivning, der overdrager opgaver til nationale centralbanker

National lovgivning, der pålægger de nationale centralbanker opgaver, må ikke medføre finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart. I henhold til artikel 14.4 i ESCB-statutten kan nationale centralbanker udføre funktioner, som ikke er nævnt i ESCB-statutten, medmindre styrelsesrådet mener, at disse funktioner strider mod ESCB’s mål og opgaver. Hvis en medlemsstat overdrager en sådan funktion til sin nationale centralbank, er den pågældende nationale centralbank ansvarlig for udførelsen af denne funktion. Ved fastsættelsen af en national centralbanks forpligtelser og ansvar for denne funktion skal medlemsstaterne dog opfylde deres forpligtelser i henhold til EU-retten, navnlig traktatens artikel 123, stk. 1.^[91]

I artikel 1, stk. 1, litra b), i Rådets forordning (EF) nr. 3603/93 defineres begrebet "andre former for kreditfaciliteter" i traktatens artikel 123 som bl.a. finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand. Den pågældende nationale centralbank må derfor ikke påtage sig forpligtelser over for tredjemand, som potentielt kunne påhvile den offentlige sektor. Den pågældende nationale centralbank må derfor ikke finansiere allerede eksisterende forpligtelser over for tredjemand, som påhviler andre offentlige myndigheder eller organer, og den pågældende nationale centralbanks faktiske finansiering af forpligtelserne over for tredjemand må ikke være en direkte følge af andre offentlige myndigheders eller organers vedtagne foranstaltninger eller politiske beslutninger.^[92]

Avanceret fordeling af centralbankernes overskud

National lovgivning må ikke kræve fordeling af centralbankens overskud, som ikke er blevet fuldt ud realiseret, bogført og revideret. For at overholde forbuddet mod monetær finansiering må beløb, der overføres til statsbudgettet i henhold til gældende regler om fordeling af overskud, hverken helt eller delvist udbetales fra den nationale centralbanks reservekapital. Reglerne om fordeling af overskud må derfor ikke berøre den nationale centralbanks reservekapital. Hvis aktiver fra en national centralbank overføres til staten, skal disse endvidere opgøres til markedsværdi, og overførslen skal ske samtidig med betalingen.^[93]

Indblanding i udførelsen af andre eurosystemopgaver, som f.eks. forvaltningen af valutareserver ved at beskatte teoretiske eller urealiserede kapitalgevinster, er heller ikke tilladt, da dette vil medføre en form for centralbankkredit til den offentlige sektor gennem den førtidige fordeling af fremtidige og uvisse overskud.^[94] Tilsvarende ville en overførsel af valutareserverne (herunder guldreserverne) fra den nationale centralbanks balance til staten omgå forbuddet mod monetær finansiering, som forbyder centralbankfinansiering af den offentlige sektor.^[95] Enhver indtægt, der tilfalder den nationale centralbank som følge af forvaltningen af officielle valutareserver, kan kun udloddes til staten gennem den proces for udlodning af overskud, der er fastsat i de relevante lovgivnings- og vedtægtsmæssige bestemmelser.^[96]

Overtagelse af den offentlige sektors forpligtelser

National lovgivning, der medfører, at en national centralbank skal overtage et tidligere uafhængigt offentligt organs forpligtelser, som følge af en national omstrukturering af visse opgaver og pligter (f.eks. i forbindelse med overførsel af visse tilsynsopgaver til den nationale centralbank, som tidligere blev udført af staten eller uafhængige offentlige myndigheder eller organer), uden fuldt ud at friholde den nationale centralbank for alle finansielle forpligtelser, der følger af organets tidligere opgaver, vil være uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.^[97]

National lovgivning, der stiller en national centralbank til ansvar på grund af udførelsen af en opgave, som er overdraget til den i henhold til national lovgivning, påtager sig en allerede eksisterende forpligtelse over for tredjepart og er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis de tredjeparter, som har lidt skade, ikke blev kompenseret som følge af den nationale centralbanks handlinger, dvs. den nationale centralbanks overtrædelse af de regler, som i den forbindelse er pålagt den nationale centralbank.^[98] I tilfælde af opgaver, der kræver gennemførelse af yderst komplekse og hastende foranstaltninger, f.eks. vedrørende omstrukturering eller afvikling af banker eller centrale modparter, vil national lovgivning, der holder en national centralbank ansvarlig på grund af udførelsen af sådanne opgaver, desuden udgøre en effektiv finansiering af forpligtelserne over for tredjemand, hvis den nationale centralbanks ansvar ikke er begrænset til overtrædelser af alvorlig karakter af de regler, som den er underlagt i den sammenhæng.^[99]

Domstolen har endnu ikke uddybet, hvad begrænsningerne af alvorlige overtrædelser af de regler, der er pålagt en national centralbank, præcist består af. I betragtning af de forskellige traditioner for de nationale centralbankers ansvar i medlemsstaternes nationale retsordener kan sådanne begrænsninger antage forskellige former, forudsat at de udelukker effektiv finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjemand. Dette er tilfældet, hvis national lovgivning omhandler betingelsen om ansvarspådragende adfærd og begrænser den pågældende nationale centralbanks kriterier for ansvar til grov uagtsomhed i betragtning af sagens hastende og komplekse karakter.^[100] Effektiv finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjeparter er også udelukket, hvis den nationale lovgivning omhandler kriterier for betingelsen om ulovlig adfærd i stedet for ansvarspådragende adfærd og begrænser domstolskontrollen af relevante foranstaltninger ved at give den pågældende nationale centralbank en stor skønsmargen i betragtning af sagens hastende og komplekse karakter.^[101]

Finansiel støtte til kreditinstitutter og/eller finansielle institutioner

National lovgivning, hvorefter en national centralbank kan finansiere insolvente kreditinstitutter og/eller andre finansielle institutioner, er, selv hvis den tildeles uafhængigt og underlægges deres fulde skøn, uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering.

Det samme gør sig gældende ved Eurosystemets finansiering af et kreditinstitut, som er blevet rekapitaliseret for at genoprette dets solvens gennem direkte placeringer af gældsinstrumenter udstedt af staten, hvor der ikke eksisterer alternative markedsbaserede finansieringskilder (herefter "rekapitaliseringsobligationer"), og hvor sådanne obligationer anvendes som sikkerhed. I sådanne tilfælde hvor et kreditinstitut rekapitaliseres af staten ved direkte placeringer af rekapitaliseringsobligationer, rejser den efterfølgende anvendelse af rekapitaleringsobligationerne som sikkerhed ved likviditetsoperationer fra centralbanken monetære finansieringsspørgsmål.^[102] Likviditetsstøtte i nødsituationer, der ydes uafhængigt og efter en national centralbanks eget skøn til solvente kreditinstitutter på grundlag af sikkerhed i form af en statsgaranti, skal opfylde følgende kriterier: a) det skal sikres, at kreditten, som ydes af den nationale centralbank, er så kortvarig som muligt, b) systemiske stabilitetsaspekter skal være i spil, c) der må ikke være tvivl om den juridiske gyldighed og håndhævelsesmuligheden af statsgarantien i henhold til gældende national lovgivning, og iv) der må ikke være tvivl om statsgarantiens økonomiske tilstrækkelighed, som skal dække både lånets hovedstol og renter.^[103]

Finansiel støtte til afviklingsfonde eller finansielle ordninger og til indskuds- og investorgarantiordninger

En national centralbanks finansiering af en afviklingsfond eller en indskydergarantifond, der er et "organ inden for den offentlige sektor" i henhold til traktatens artikel 123, stk. 1, er uforenelig med forbuddet mod monetær finansiering. Et organ er "inden for den offentlige sektor", hvis det har samtlige følgende karakteristika: a) det er oprettet specielt med henblik på at opfylde almennyttige formål og har ikke industriel eller kommerciel karakter, b) det har status som juridisk person og c) det er tæt forbundet med de offentlige enheder omhandlet i traktatens artikel 123, stk. 1. Der anses for at være en tæt forbindelse, når et organ hovedsagelig finansieres af dem, er underlagt deres ledelsestilsyn eller har et administrativt eller ledelsesmæssigt råd eller tilsynsråd, hvor over halvdelen af medlemmerne er udnævnt af dem.^[104]

Selv hvis finansieringen ikke ydes til et "offentligretligt organ", er finansieringen af en afviklingsfond eller en finansiel ordning ikke i overensstemmelse med forbuddet mod monetær finansiering.^[105] Hvis en national centralbank er afviklingsmyndighed, bør den under ingen omstændigheder påtage sig eller finansiere forpligtelser fra hverken et overgangsinstitut eller et porteføljeadministrationsselskab.^[106] I forbindelse hermed bør national lovgivning præcisere, at den nationale centralbank ikke påtager sig eller finansierer disse enheders forpligtelser.^[107]

I henhold til direktivet om indskudsgarantiordninger^[108] og direktivet om investorgarantiordninger^[109] skal udgifterne til finansiering af indskudsgarantiordninger og investorgarantiordninger afholdes af henholdsvis kreditinstitutterne og investeringsselskaberne selv. Med undtagelse af finansiering af et "organ inden for den offentlige sektor" vil national lovgivning, hvorefter en national centralbank forventes at finansiere en national indskudsgarantiordning for kreditinstitutter eller en national investorgarantiordning for investeringsselskaber, kun være forenelig med forbuddet mod monetær finansiering, hvis den er af kort varighed, angår krisesituationer, involverer risiko for den systemiske stabilitet, og afgørelserne beror på den nationale centralbanks skøn.^[110] Navnlig bør støtte fra en centralbank til indskudsgarantiordninger ikke udgøre en systematisk forhåndsfinansierende operation.^[111]

Funktion som fiskal agent

Det fremgår af artikel 21.2 i ESCB-statutten, at "ECB og de nationale centralbanker kan optræde som fiskal agent" for "Unionens institutioner, organer, kontorer eller agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne". Formålet med ESCB-statuttens artikel 21.2 er efter overførsel af den pengepolitiske kompetence til Eurosystemet at præcisere, at de nationale centralbanker kan fortsætte med at udføre de opgaver som fiskal agent, som de traditionelt udførte for regeringer og andre offentlige enheder, uden dermed at overtræde forbuddet mod monetær finansiering. Forordning (EF) nr. 3603/93 opstiller derudover en række udtrykkelige og snævert definerede undtagelser fra forbuddet mod monetær finansiering i tilknytning til funktionen som fiskal agent: a) intradag-kreditter til den offentlige sektor er tilladt, hvis de er begrænset til den pågældende dag, og forlængelse ikke er mulig^[112], b) kreditering af den offentlige sektors konto med checks, der er udstedt af tredjepart, før trassatbanken er debiteret, er tilladt, såfremt et fastsat tidsrum, der svarer til den tid, der normalt forløber ved en national centralbanks inkassering af checks, er forløbet efter modtagelsen af checken og på betingelse af, at en eventuel strøm, der kan opstå, er af ekstraordinær karakter, udgør et lille beløb og bliver udlignet på kort sigt^[113], og c) en beholdning af mønter, der er udstedt af og krediteret den offentlige sektor er tilladt, såfremt størrelsen af sådanne aktiver ikke overstiger 10 pct. af de mønter, som er i omløb^[114].

National lovgivning om funktionen som fiskal agent bør være i overensstemmelse med EU-lovgivningen i almindelighed og med forbuddet mod monetær finansiering i særdeleshed.^[115] Under hensyn til den udtrykkelige anerkendelse i ESCB-statuttens artikel 21.2 af udførelsen af opgaver som fiskal agent, som er en lovlig funktion, der traditionelt udføres af den nationale centralbank, overholder centralbankernes udførelse af opgaver som fiskal agent forbuddet mod monetær finansiering, forudsat at sådanne opgaver forbliver inden for området for funktionen som fiskal agent og ikke udgør en centralbanks finansiering af den offentlige sektors forpligtelser over for tredjepart eller centralbankkredit til den offentlige sektor uden for de snævert definerede undtagelser i forordning (EF) nr. 3603/93.^[116] Der er intet retligt problem i, at en national centralbank fører og forrenter indskudskonti for staten, såfremt forrentningen ikke fører til ydelse af kredit, herunder dag-til-dag overtræk. Der vil dog kunne opstå et spørgsmål om overholdelse af forbuddet mod monetær finansiering, hvis f.eks. indskud eller saldi på foliokonti i henhold til national lovgivning forrentes over markedsrenten i stedet for til eller under markedsrenten. En rentemargin over markedsrenten udgør en de facto-kredit, som strider imod det økonomiske formål bag forbuddet mod monetær finansiering, og kan dermed undergrave det formål. Det er i forbindelse med forrentningen af enhver konto vigtigt, at markedsparametrene afspejles, og det er særlig vigtigt, at renten, som indskuddene forrentes med, korrelerer med løbetiden.^[117] En national centralbanks udførelse af opgaver som fiskal agent uden tilskrivning af renter giver endvidere ikke anledning til bekymringer om monetær finansiering, forudsat at det er kerneopgaver, der normalt udføres af en fiskal agent.^[118]

2.2.5.2 Forbud mod privilegeret adgang

Det følger af traktatens artikel 124, at "[e]nhver foranstaltning, der ikke er baseret på tilsynsmæssige hensyn, og hvorved der gives EU-institutioner, -organer, -kontorer eller -agenturer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne privilegeret adgang til finansielle institutioner, er forbudt." Som det var tilfældet med forbuddet mod monetær finansiering, skal forbuddet mod privilegeret adgang tilskynde medlemsstaten til at føre en sund budgetpolitik, som ikke muliggør, at (monetær finansiering af offentlige underskud eller) offentlige myndigheders privilegerede adgang til finansielle markeder fører til et uforholdsmæssigt højt gældsniveau eller uforholdsmæssigt store underskud i medlemsstaten.^[119]

I henhold til artikel 1, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 3604/93^[120] forstås der ved privilegeret adgang enhver lov eller administrativ bestemmelse eller enhver bindende retsakt vedtaget som led i udøvelsen af offentlig myndighed, som: a) forpligter finansielle institutioner til at erhverve eller ligge inde med fordringer på EU-institutioner eller -organer, centralregeringer, regionale, lokale eller andre offentlige myndigheder, andre organer inden for den offentlige sektor eller offentlige foretagender i medlemsstaterne, eller b) medfører skatte- eller afgiftsmæssige fordele, som kun kan komme finansielle institutioner til gode, eller medfører økonomiske fordele, som ikke stemmer overens med markedsøkonomiske principper, med sigte på at fremme, at de finansielle institutioner erhverver eller besidder fordringer af nævnte art.

I deres egenskab af offentlig myndighed må nationale centralbanker ikke træffe foranstaltninger, hvorved den offentlige sektor giver privilegeret adgang til finansielle institutioner, medmindre disse foranstaltninger er baseret på tilsynsmæssige hensyn. Endvidere må reglerne for tilvejebringelse eller pantsætning af gældsinstrumenter, som er fastsat af de nationale centralbanker, ikke benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang.^[121] Medlemsstaternes lovgivning på dette område må ikke indføre en sådan privilegeret adgang.

Artikel 2 i forordning (EF) nr. 3604/93 definerer "tilsynsmæssige hensyn" som de hensyn, som danner grundlaget for de nationale love og administrative bestemmelser eller foranstaltninger, der er baseret på eller er forenelige med EU-retten, og som tager sigte på at fremme de enkelte finansielle institutioners soliditet for derved at styrke stabiliteten i det finansielle system som helhed og beskytte de finansielle institutioners kunder. De tilsynsmæssige hensyn skal sikre bankers solvens i forhold til deres indskydere.^[122] Inden for det prudentielle tilsyn er der ved afledt EU-ret fastsat en række krav, der skal sikre kreditinstitutternes soliditet.^[123] Et "kreditinstitut" defineres som en virksomhed, hvis aktivitet består i fra offentligheden at tage imod indskud eller andre midler, der skal tilbagebetales, samt i at yde lån for egen regning.^[124] I tillæg hertil kræves der for kreditinstitutter, der ofte benævnes som "banker", en tilladelse fra den kompetente myndighed i en medlemsstat, for at instituttet kan levere tjenesteydelser.^[125]

Selvom mindstereserver kan opfattes som en del af de tilsynsmæssige krav, udgør de en del af en national centralbanks operationelle rammer og anvendes som et pengepolitisk redskab i de fleste økonomier, herunder i euroområdet.^[126] I denne henseende fastsætter afsnit 2 i bilag I til Den Europæiske Centralbanks retningslinje ECB/2015/510 (ECB/2014/60)^[127], at Eurosystemets reservekravsystem hovedsagelig har som mål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud.^[128] ECB kræver, at kreditinstitutter, der er etableret i euroområdet, holder de påkrævede mindstereserver (i form af indskud) på konti hos deres nationale centralbank.^[129]

I denne rapport fokuseres på foreneligheden af både national lovgivning eller regler vedtaget af de nationale centralbanker samt de nationale centralbankers statutter med traktatens forbud mod privilegeret adgang. Denne rapport indeholder dog ikke en vurdering af, om love, regler eller administrative bestemmelser i medlemsstaterne under dække af tilsynsmæssige hensyn benyttes til at omgå forbuddet mod privilegeret adgang. En sådan vurdering ligger uden for rammerne af denne rapport.

2.2.6 Ensartet stavemåde for euro

Det fremgår af artikel 3, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union, at "Unionen opretter en økonomisk og monetær union, der har euroen som valuta". I traktatteksterne skrevet på de autentiske sprog, som bruger det latinske alfabet, er euro konsekvent skrevet i nominativ ental som "euro". I den tekst, som er skrevet med det græske alfabet, staves euro "ευρώ" og i teksten skrevet med det kyrilliske alfabet staves ordet euro "евро".^[130] I overensstemmelse hermed slår forordning (EF) nr.974/98 fast, at navnet på den fælles valuta skal være det samme på alle de officielle sprog i Den Europæiske Union, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter. I traktaterne kræves der således, at ordet "euro" staves på samme måde i nominativ ental i alle Unionens og de nationale lovbestemmelser, idet der dog tages hensyn til de forskellige alfabeter.

Som følge af EU's enekompetence til at bestemme navnet for den fælles valuta er enhver afvigelse fra denne regel uforenelig med traktaten og bør fjernes.^[131] Mens dette princip gælder for al national lovgivning, vedrører vurderingen i landekapitlerne først og fremmest de nationale centralbankers statutter og lovgivning om indførelse af euroen.

2.2.7 De nationale centralbankers juridiske integration i Eurosystemet

Bestemmelser i national lovgivning (især en national centralbanks statut, men også anden lovgivning), som kan udgøre en hindring for udførelsen af opgaver i forbindelse med Eurosystemet eller efterlevelse af ECB's beslutninger, er uforenelige med Eurosystemets effektive funktion, når den pågældende medlemsstat har indført euroen. National lovgivning skal derfor tilpasses for at sikre forenelighed med traktaten og ESCB-statutten med hensyn til opgaver i forbindelse med Eurosystemet. For at opfylde kravet i traktatens artikel 131 skulle de nationale lovgivningsprocedurer tilpasses således, at den nationale lovgivnings forenelighed var sikret senest på tidspunktet for ESCB's oprettelse (for så vidt angår Sverige) og 1. maj 2004, 1. januar 2007 og 1. juli 2013 (for så vidt angår de medlemsstater, som på denne dato blev optaget i EU). Sådanne lovkrav vedrørende en national centralbanks fulde juridiske integration i Eurosystemet behøver dog først at træde i kraft fra det tidspunkt, hvor den nationale centralbank er fuldt integreret, dvs. for en medlemsstat med dispensation den dato, hvor landet indfører euroen.

De vigtigste områder, der behandles i denne rapport, er områder, hvor bestemmelser i statutterne kan hindre de nationale centralbanker i at efterleve Eurosystemets krav. Det kunne f.eks. være bestemmelser, der a) kunne hindre de nationale centralbanker i at deltage i gennemførelsen af den fælles pengepolitik, som fastsat af ECB's besluttende organer, eller b) som kunne hindre en centralbankchef i at opfylde sine pligter som medlem af ECB's Styrelsesråd, eller c) som ikke anerkender ECB's særlige beføjelser, eller d) som ikke anerkender, at enekompetencen med hensyn til ESCB-relaterede opgaver i de medlemsstater, der har euroen som valuta, uigenkaldeligt er blevet overdraget til Unionen,^[132] eller e) i henhold til hvilke de nationale centralbanker i udførelsen af deres ESCB-relaterede opgaver er bundet af nationale myndigheders beslutninger, som er i strid med ECB's retsakter. Der sondres mellem mål for den økonomiske politik, opgaver, finansielle bestemmelser, valutakurspolitik og internationalt samarbejde. Endelig omtales andre områder, hvor det kan være nødvendigt at tilpasse de nationale centralbankers statutter.

2.2.7.1 Mål for den økonomiske politik

En national centralbanks fulde integration i Eurosystemet forudsætter, at dens formålsbestemmelser er i overensstemmelse med ESCB's mål som fastsat i ESCB-statuttens artikel 2. Det betyder bl.a., at der skal ske en tilpasning af formålsbestemmelser med et "nationalt præg" – f.eks. skal bestemmelser i statutterne, der henviser til en pligt til at føre pengepolitik inden for rammerne af den pågældende medlemsstats generelle økonomiske politik, tilpasses. Endvidere skal en national centralbanks sekundære mål være konsistente og må ikke gribe ind i dens forpligtelse til at støtte de generelle økonomiske politikker inden for EU med henblik på at bidrage til gennemførelsen af EU's mål som fastsat i artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, hvilket i sig selv er et mål, der ikke berører hovedmålet om at fastholde prisstabilitet.^[133]

2.2.7.2 Opgaver

Opgaverne for en national centralbank i en medlemsstat, som har indført euroen, er overvejende bestemt af traktaten og ESCB-statutten, henset til den nationale centralbanks status som en integreret del af Eurosystemet. Med henblik på at opfylde traktatens artikel 131 skal bestemmelser om opgaver i de nationale centralbankstatutter derfor sammenholdes med de relevante bestemmelser i traktaten og ESCB-statutten, og en eventuel uforenelighed skal fjernes.^[134] Det gælder enhver bestemmelse, der efter indførelsen af euroen og integrationen i Eurosystemet kan udgøre en hindring for udførelsen af ESCB-relaterede opgaver, og navnlig bestemmelser, som ikke anerkender ESCB's kompetenceområder i henhold til ESCB-statuttens kapitel IV.

Nationale pengepolitiske bestemmelser skal anerkende, at EU's pengepolitik er en opgave, som skal udføres af Eurosystemet.^[135] De nationale centralbankers statutter kan indeholde bestemmelser om pengepolitiske instrumenter. Sådanne bestemmelser skal være i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i traktaten og ESCB-statutten, og enhver uoverensstemmelse skal fjernes med henblik på at opfylde traktatens artikel 131.

Overvågning af den fiskale udvikling er en opgave, som den nationale centralbank udfører regelmæssigt for at kunne vurdere, hvilken pengepolitisk stilling der skal tages. De nationale centralbanker kan også fremlægge deres holdninger om relevante fiskale udviklinger på baggrund af deres overvågningsaktiviteter og uafhængige rådgivning, med henblik på at bidrage til at Den Europæiske Monetære Union fungerer korrekt. En national centralbanks overvågning af den fiskale udvikling med henblik på pengepolitikken bør være baseret på fuld adgang til alle relevante data for de offentlige finanser. I overensstemmelse hermed bør de nationale centralbanker tildeles ubetinget, rettidig og automatisk adgang til alle relevante statistikker for de offentlige finanser. Den nationale centralbanks rolle bør dog ikke gå videre end overvågningen af aktiviteter, der er et resultat af eller forbundet – direkte eller indirekte – med udførelsen af deres pengepolitiske mandat.^[136] En national centralbanks formelle mandat til at vurdere prognoser og budgetudviklinger medfører en rolle for den nationale centralbank (og det tilsvarende ansvar herfor) i finanspolitikken, som kan risikere at underminere udførelsen af Eurosystemets pengepolitiske mandat og den nationale centralbanks uafhængighed.^[137]

I sammenhæng med nationale lovgivningsinitiativer for at imødegå uroen på de finansielle markeder har ECB påpeget, at enhver forvridning på de nationale pengemarkeder i euroområdet bør undgås, da den vil kunne svække gennemførelsen af den fælles pengepolitik. Dette gælder navnlig forlængelsen af statsgarantier til at dække interbankindskud.^[138]

Medlemsstaterne skal sikre, at nationale tiltag på lovgivningsområdet til løsning af virksomheders og erhvervsdrivendes likviditetsproblemer, f.eks. deres gæld til de finansielle institutioner, ikke påvirker likviditeten på markedet negativt. Tiltagene må navnlig ikke være i uoverensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi, som det fremgår af artikel 3 i traktaten om Den Europæiske Union, da dette kan hæmme kreditstrømmen og påvirke de finansielle institutioner og markeders stabilitet i væsentlig grad og dermed påvirke udførelsen af Eurosystemets opgaver.^[139]

National lovgivning, som giver en national centralbank eneret til at udstede pengesedler, skal anerkende, at ECB's Styrelsesråd efter euroens indførelse har eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i henhold til traktatens artikel 128, stk. 1, og ESCB-statuttens artikel 16^[140], mens retten til at udstede eurosedler tilkommer ECB og de nationale centralbanker. Når euroen er vedtaget, skal nationale bestemmelser, der giver regeringen mulighed for at øve indflydelse på forhold som pålydende værdi, produktion, omfang og inddragelse af sedler, også, alt efter omstændighederne, enten ophæves eller anerkende ECB's kompetence med hensyn til eurosedler som fastsat i traktatens og ESCB-statuttens bestemmelser. Uanset ansvarsfordelingen mellem regering og national centralbank med hensyn til mønter skal de relevante bestemmelser anerkende ECB's beføjelse til at godkende omfanget af møntudstedelsen efter indførelse af euroen. En medlemsstat må ikke betragte seddel- og møntomløbet som den nationale centralbanks gæld til staten, da dette vil forfejle hensigten med en fælles valuta og være uforeneligt med kravene om juridisk integration i Eurosystemet.^[141]

Hvad angår forvaltningen af valutareserver,^[142] opfylder en medlemsstat, som efter indførelsen af euroen ikke overfører sine officielle valutareserver^[143] til sin nationale centralbank, ikke traktaten. ESCB's opgave i forbindelse med at besidde og forvalte valutareserver omfatter alle de foranstaltninger, der er nødvendige for, at ESCB effektivt kan opfylde sit mandat. For at reserveaktiver kan opfylde deres funktion i forbindelse med forvaltning af valutareserver, er aspektet vedrørende centralbankens fulde effektive kontrol f.eks. af afgørende betydning. Dette indebærer, at de nationale centralbanker er i stand til selvstændigt at træffe beslutninger vedrørende besiddelse, opbevaring, afhændelse, forhandling og daglig såvel som langsigtet forvaltning af valutareserverne, herunder ved at købe og sælge guld direkte, til omgående levering eller på termin og i henhold til genkøbsaftaler.^[144] Det vil heller ikke være foreneligt med traktatens artikel 127, stk. 2, tredje led, hvis en tredjepart – f.eks. regeringen eller parlamentet – har ret til at øve indflydelse på en national centralbanks beslutninger med hensyn til forvaltningen af de officielle valutareserver. Endvidere skal de nationale centralbanker overføre valutareserver til ECB i forhold til deres andel af ECB's kapital. Det betyder, at der ikke må være lovmæssige hindringer for, at en national centralbank kan overføre valutareserver til ECB.

Selvom forordninger, der er vedtaget i henhold til ESCB-statuttens artikel 34.1 inden for statistikområdet, ikke medfører rettigheder eller forpligtelser for de medlemsstater, der ikke har indført euroen, finder ESCB-statuttens artikel 5, som vedrører indsamlingen af statistiske oplysninger, anvendelse for alle medlemsstater, uanset om de har indført euroen eller ej. I overensstemmelse hermed er de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, forpligtet til på nationalt plan at udforme og gennemføre alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at gennemføre indsamlingen af den statistiske information, der er nødvendig for at opfylde ECB's statistiske rapporteringskrav^[145] og sikre rettidige forberedelser på statistikområdet med henblik på deres indførelse af euroen.^[146] National lovgivning, der fastsætter rammerne for samarbejde mellem de nationale centralbanker og de nationale statistikkontorer, bør garantere de nationale centralbankers uafhængighed i forbindelse med udførelsen af deres opgaver inden for ESCB's statistiske rammer.^[147]

2.2.7.3 Finansielle bestemmelser

De finansielle bestemmelser i ESCB-statutten omfatter regler om regnskab^[148], revision^[149], kapitalindskud^[150], overførsel af valutareserver^[151] og fordeling af de monetære indtægter^[152]. Nationale centralbanker skal kunne opfylde deres forpligtelser i henhold til disse bestemmelser, og eventuelle uforenelige nationale bestemmelser skal derfor ophæves.^[153]

2.2.7.4 Valutakurspolitik

En medlemsstat med dispensation kan bibeholde national lovgivning, hvorefter regeringen er ansvarlig for medlemsstatens valutakurspolitik, og den nationale centralbank har en rådgivende og/ eller udøvende rolle. I forbindelse med indførelse af euroen skal en sådan lovgivning dog afspejle, at ansvaret for euroområdets valutakurspolitik er overført til EU i overensstemmelse med traktatens artikel 138 og 219.

2.2.7.5 Internationalt samarbejde

I forbindelse med indførelsen af euroen skal den nationale lovgivning være forenelig med ESCB-statuttens artikel 6.1, som bestemmer, at det i spørgsmål om internationalt samarbejde, der involverer opgaver pålagt Eurosystemet, tilkommer ECB at beslutte, hvordan ESCB skal være repræsenteret. National lovgivning, der tillader den nationale centralbank at deltage i internationale monetære institutioner, skal være godkendt af ECB (ESCB-statuttens artikel 6.2).

2.2.7.6 Øvrigt

Ud over ovennævnte forhold er der for visse medlemsstater også andre områder, hvor de nationale bestemmelser kræver tilpasning (f.eks. inden for clearing- og betalingssystemer og udveksling af oplysninger).

3 Den økonomiske konvergens

Dette kapitel indeholder et horisontalt overblik. Nogle af de relevante faktorer for den samlede vurdering bliver ikke gennemgået her, men derimod i kapitel 4 og 5.

Fremskridt mod overholdelse af konvergenskriterierne er blevet hæmmet af eksterne chok siden ECB's konvergensrapport fra 2024. I tre af de fem undersøgte lande ligger HICP-inflationen fortsat over referenceværdien, og i en af disse lande ligger den et godt stykke over denne tærskel (tabel 3.1). De offentlige finanser er forværret i de fleste lande siden konvergensrapporten fra 2024, og i nogle tilfælde er gældskvoten steget betydeligt. Siden konvergensrapporten fra 2024 er antallet af lande, der er underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, EDP, steget fra ét til tre, og ingen af disse lande forventes at reducere deres underskud til under referenceværdien på 3 pct. af BNP inden udgangen af 2027. Valutaerne i alle de lande, der er undersøgt i denne rapport, er fortsat uden for valutakursmekanismen, ERM II, og nogle har oplevet betydelige udsving i forhold til euroen i de seneste par år. Siden juni 2024 er forskellen i de lange renter i forhold til euroområdet steget en smule i to lande og faldet i tre lande. Pr. maj 2026 ligger 12-månedersgennemsnittet af lange renter i tre lande over referenceværdien, mens det i de to andre ligger under. En central faktor, der hæmmer økonomisk konvergens, er den økonomiske indvirkning af eksterne chok, herunder Ruslands krig mod Ukraine, globale handelsspændinger og udbruddet af krigen i Mellemøsten.

I løbet af de seneste to år har økonomierne i de pågældende lande været udsat for øgede geopolitiske spændinger samt stigende usikkerhed og fragmentering i den globale handel. Krigene i Ukraine og Mellemøsten har sammen med øgede geopolitiske spændinger generelt set tynget den økonomiske aktivitet gennem øget usikkerhed, forstyrrelser i handel og forsyningskæder samt svagere erhvervs- og forbrugertillid. Derudover har fornyede handelsspændinger og toldforanstaltninger på globalt plan bidraget til ekstern modvind. Selv om de undersøgte landes direkte handelseksponering over for USA er relativt begrænset, kan indirekte effekter, der overføres gennem globale værdikæder, forstærke handelschok og dermed slå igennem i opstrøms fremstillingssektorer og relaterede tjenesteydelser. For nylig har krigen i Mellemøsten især påvirket inflationskonvergensen, da nogle af de lande, der er omfattet af undersøgelsen, er mere følsomme over for energiprischok end euroområdet. Krigen har øget den globale usikkerhed og ført til kraftige stigninger i energipriserne, herunder stigninger i olie- og gaspriserne og øgede risici for vigtige globale skibsruter. Dette har afbrudt et støt fald i inflationen i de fleste af de pågældende lande. Selv om følsomheden og den direkte eksponering for energichok er faldet over tid og i øjeblikket er lavere end i 2022, afhænger de mellemfristede konsekvenser af konfliktens intensitet og varighed og af, hvordan energipriserne påvirker forbrugerpriserne og den økonomiske aktivitet i de enkelte lande.

Trods disse eksterne udfordringer har den økonomiske aktivitet i de pågældende lande indtil videre vist sig at være robust. Efterhånden som inflationspresset aftog i de fleste lande i løbet af 2024 og 2025, støttet af en strammere pengepolitik og den tidligere normalisering af energipriserne, steg de reale disponible indkomster gradvist igen, hvilket understøttede den indenlandske efterspørgsel. Ikke desto mindre har vækstdynamikken været ujævn på tværs af landene. Den økonomiske aktivitet i Ungarn og Rumænien var svag i 2024 og 2025. I Ungarn tyngede afdæmpet nettoeksport og afdæmpede investeringer væksten som følge af svag ekstern efterspørgsel i landets vigtigste eksportorienterede sektorer og usikkerhed knyttet til optagelsen af EU-midler og erhvervsklimaet. I Rumænien bidrog nettoeksport og investeringer negativt til væksten i 2024. I 2025 dæmpede finanspolitiske konsolideringsforanstaltninger det private forbrug i Rumænien, mens investeringerne steg, og det negative bidrag fra nettoeksporten mindskedes. Det stærkere inflationspres i disse to lande har begrænset stigningerne i realindkomsten og bidraget til strammere finansieringsforhold. Omvendt overgik outputvæksten i Polen væksten i de fleste andre EU-lande, understøttet af stærk indenlandsk efterspørgsel og høje investeringer, selv om dette blev ledsaget af et voksende offentligt budgetunderskud.

De økonomiske udsigter for de pågældende lande overskygges af tiltagende geopolitiske spændinger. Mens den indenlandske efterspørgsel forventes at forblive den primære vækstskabende faktor i 2026 og 2027, understøttet af fortsat robuste arbejdsmarkeder, har krigen i Mellemøsten bidraget til større volatilitet på de globale energimarkeder og stigende energipriser med allerede synlige effekter på inflation og økonomiske forventninger, hvilket kan tynge den økonomiske aktivitet. I den nuværende situation er vækstudsigterne fortsat behæftet med betydelig usikkerhed og nedadgående risici. Yderligere geopolitiske og handelsmæssige spændinger kan forstærke fragmenteringstendenser, især i betragtning af den høje grad af åbenhed og integration af disse økonomier i globale værdikæder, hvilket potentielt kan forstyrre handels- og investeringsstrømme og øge risikopræmier. Udsigterne er desuden formørket af tidligere tab af priskonkurrenceevne i flere af landene og i nogle tilfælde af usikkerhed om tempoet og sammensætningen af finanspolitisk konsolidering.

De central- og østeuropæiske lande, der gennemgås, har gjort klare fremskridt med hensyn til reel konvergens mod gennemsnittet for euroområdet i løbet af de seneste årtier, men de strukturelle modvinde er tiltaget i de senere år. Når det drejer sig om realt BNP pr. indbygger, har disse lande indsnævret deres afstand relativt til euroområdets gennemsnit betydeligt siden 1999 (figur 3.1). Siden 2019 er tempoet i den reelle konvergens dog aftaget i de fleste lande, hvilket afspejler de vedvarende virkninger af successive chok og strukturelle begrænsninger på produktivitet og arbejdsudbud. Samtidig er der fortsat makroøkonomiske og finansielle sårbarheder, om end i varierende grad på tværs af landene. Hvis sådanne sårbarheder ikke håndteres tilstrækkeligt, kan de forstærke virkningen af eksterne chok og tynge både vækstpotentialet og konvergensens bæredygtighed på længere sigt. De vigtigste udfordringer for vedvarende reel konvergens omfatter i øjeblikket: (i) øget global usikkerhed, herunder geopolitiske spændinger, stigende handelsfragmentering og ændringer i globale værdikæder, som kan ændre handels- og investeringsmønstre, intensivere konkurrencepresset i europæiske industrier og øge sårbarheder i forbindelse med afhængigheder af kritiske input; (ii) løbende tilpasninger i industrielle strukturer, især i forbindelse med den grønne og digitale omstilling, som udgør særlige udfordringer for lande, der bevæger sig fra mellem- til højindkomstniveauer, især for dem med en relativt høj afhængighed af kulstofintensive energikilder; (iii) vedvarende mangel på arbejdskraft, færdigheds- og kompetencemismatch og en ugunstig demografisk udvikling, som begrænser potentiel vækst; (iv) begrænsede fremskridt med at forbedre forvaltning, institutionel kapacitet og virksomhedsmiljø, som er afgørende for at styrke den langsigtede produktivitetsvækst og øge robustheden over for fremtidige chok; og (v) finanspolitiske sårbarheder, herunder stærkt udgiftspres for at imødegå blandt andet konsekvenserne af geopolitiske spændinger, aldrende befolkninger, klimarisici og den grønne omstilling samt stigende offentlig gæld.

Figur 3.1

Realt BNP pr. indbygger

a) I forhold til euroområdets gennemsnit	b) Ændring i forhold til gennemsnittet for euroområdet siden 1999
(indeks: euroområdet = 100)	(indeks: euroområdet = 100; x-akse: niveau i 1999; y-akse: ændring i niveau, procentpoint, 1999-2025)

Ved vurderingen af overholdelsen af konvergenskriterierne er konvergensens holdbarhed fortsat afgørende. Konvergens skal være holdbar og baseret på sunde underliggende økonomiske forhold frem for blot at være opnået på et enkelt tidspunkt. Erfaringerne siden lanceringen af Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU, har vist, at svage underliggende økonomiske forhold, en alt for lempelig makroøkonomisk kurs, utilstrækkelig institutionel og statistisk kapacitet og overoptimistiske forventninger til konvergens i realindkomster kan skabe sårbarheder – ikke kun for de berørte lande, men også for euroområdets problemfri funktion som helhed. Tidligere kriser, herunder statsgældskrisen, covid-19-pandemien og energichokket i 2022-23, har yderligere vist, at store makroøkonomiske ubalancer, begrænset reformkapacitet og svag robusthed over for negative chok kan gøre konvergensprocessen langvarig og omkostningstung. I det nuværende miljø med skærpede geopolitiske spændinger og øget økonomisk fragmentering er robusthed og politisk troværdighed blevet endnu vigtigere. Overholdelse af de numeriske konvergenskriterier på et enkelt tidspunkt er derfor ikke i sig selv en garanti for problemfri deltagelse i euroområdet. Lande, der søger at indføre euroen, bør bevise, at konvergensen er holdbar, at deres makroøkonomiske politikker er i overensstemmelse med en stabilitetsorienteret deltagelse i den monetære union, og at deres institutioner er tilstrækkeligt robuste til at håndtere fremtidige chok. Dette er primært i det enkelte lands egen interesse, men det er også afgørende for en effektiv transmission af pengepolitikken og stabiliteten i euroområdet som helhed, da der fortsat er tale om en monetær union uden en centraliseret finanspolitisk kapacitet og med begrænsede permanente risikodelingsmekanismer.

At opnå holdbar konvergens kræver varige politiske tilpasninger og strukturel konvergens. Væsentlige forudsætninger omfatter makroøkonomisk stabilitet, sunde og troværdige finanspolitikker i overensstemmelse med EU's ramme for økonomisk styring samt et understøttende virksomhedsmiljø, der bæres af effektive økonomiske strukturer og stærke offentlige institutioner. En høj grad af fleksibilitet på produkt- og arbejdsmarkederne er afgørende for at lette strukturel tilpasning og absorbere makroøkonomiske chok. En stabilitetsorienteret politisk ramme og velforankrede inflationsforventninger er afgørende for at opretholde prisstabilitet og understøtte varig nominel konvergens. En velfungerende åben markedsøkonomi med fri konkurrence fremmer en effektiv allokering af kapital og arbejdskraft og understøtter dermed produktivitet og langsigtet vækst. En høj grad af økonomisk integration med euroområdet understøtter synkronisering af konjunkturcyklusserne og en problemfri deltagelse i den monetære union. Samtidig er en større tilnærmelse mellem de økonomiske strukturer vigtig for at sikre, at økonomierne reagerer stort set ens på fælles chok, herunder dem, der er relateret til forskelle i energiafhængighed og produktionsstrukturer, og derved understøtter, at den monetære union fungerer uden problemer. Der er også behov for passende makroprudentielle og tilsynsmæssige rammer for at forhindre opbygningen af makroøkonomiske og finansielle ubalancer, herunder uforholdsmæssigt store stigninger i aktivpriserne og samfundsmæssigt omkostningsfulde boom-bust-kreditcyklusser. I de tilfælde, hvor der er blevet identificeret makroøkonomiske ubalancer inden for rammen af Europa-Kommissionens procedure for makroøkonomiske ubalancer, MIP, er det fortsat afgørende, at der gennemføres afgørende politiske tiltag. Effektiv optagelse og gennemførelse af EU-midler, herunder de resterende ressourcer under Next Generation EU-programmet, kan understøtte konvergens, forudsat at investerings- og reformforpligtelser gennemføres rettidigt og effektivt. I sidste ende er styrken af den institutionelle ramme og kapaciteten til at gennemføre sunde politikker fortsat centrale elementer for en bæredygtig økonomisk integration.

3.1 Kriteriet vedrørende prisstabilitet

I løbet af de seneste ti år har inflationsudviklingen i de undersøgte lande afspejlet en række store og delvist overlappende chok. Efter en periode med lav inflation i de foregående år førte pandemiens udbrud i 2020 til en kraftig nedgang i den økonomiske aktivitet. Mens inflationen i starten aftog i nogle lande, forblev den relativt vedvarende i andre, delvist på grund af stigende priser på fødevarer og tjenesteydelser og et fortsat presset arbejdsmarked. Fra 2021 og fremefter steg inflationen markant i alle de pågældende lande, drevet af kraftige stigninger i energipriserne og ubalancer mellem udbud og efterspørgsel (figur 3.2). Fra begyndelsen af 2022 intensiverede Ruslands krig mod Ukraine dette pres yderligere. Inflationen i Central- og Østeuropa steg kraftigere end i euroområdet, hvilket afspejler en højere energiintensitet i produktionen, en større vægt af energi og fødevarer i forbrugskurvene, en indledende afhængighed af russiske energiforsyninger og en dyb integration i globale værdikæder, hvilket forstærkede transmissionen af eksterne chok. Vedvarende stramhed på arbejdsmarkedet og robust lønvækst bidrog også til det indenlandske prispres (figur 3.3, panel a) (se også afsnit 3.5). For at imødegå den kraftige stigning i inflationen begyndte de fleste centralbanker at hæve deres pengepolitiske renter i 2021, mens regeringerne indførte midlertidige finanspolitiske foranstaltninger, primært i 2022 og 2023, hovedsageligt i form af energirelaterede subsidier og i mindre grad reduktioner af indirekte skatter. Efter at have toppet omkring slutningen af 2022/begyndelsen af 2023 faldt inflationen markant, understøttet af en strammere pengepolitik, faldende globale energipriser, den gradvise lettelse af forsyningsflaskehalse og basiseffekter. Ikke desto mindre har inflationen i de fleste af de pågældende lande i løbet af de seneste ti år i gennemsnit været højere og mere volatil end i euroområdet.

Figur 3.2

Langsigtet udvikling i og udsigter for HICP-inflationen

(årlige procentvise ændringer)

Figur 3.3

Kumulativ vækst i HICP, nominelle enhedslønomkostninger, ULC, og harmoniserede konkurrenceevneindikatorer, HCI'er, mellem 2016 og 2025

a) HICP og nominel ULC	b) HCI'er baseret på ULC og BNP-deflator
(procentpoint; x-akse: kumulativ HICP-vækst; y-akse: kumulativ ULC-vækst)	(procentpoint; x-akse: kumulativ HCI-vækst baseret på BNP-deflator; y-akse: kumulativ HCI-vækst baseret på ULC)

I maj 2026 lå den gennemsnitlige 12-måneders inflationstakt i tre af de fem undersøgte lande over referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet vedrørende prisstabilitet. Efter den kraftige stigning i inflationen i 2022 begyndte inflationen at falde markant i 2023 i alle de pågældende lande, og den aftog yderligere i løbet af 2024. Disinflationsmønstrene var imidlertid heterogene på tværs af landene. I Rumænien var inflationen højere end i de øvrige lande og er steget betydeligt siden midten af 2025, hvilket afspejler indirekte skatteforanstaltninger, der blev indført i forbindelse med finanspolitisk konsolidering, som har drevet inflationen langt over centralbankens mål. I Ungarn vendte inflationen tilbage inden for centralbankens tolerancebånd mod slutningen af 2025. I Polen faldt inflationen tilbage mod målet i første halvdel af 2024 og har – efter en midlertidig stigning – ligget inden for målet siden midten af 2025. Inflationspresset i alle lande i 2025 blev understøttet af højere fødevarepriser, som i gennemsnit steg kraftigere i Central- og Østeuropa end i euroområdet, hvilket afspejler vejrrelaterede forsyningsforstyrrelser, hurtigere voksende inputomkostninger – herunder lønninger, energi og gødning – og den højere vægt af fødevarer i forbrugskurvene i Central- og Østeuropa. Vedvarende, omend aftagende, stramhed på arbejdsmarkedet lagde også et opadgående pres på lønvæksten i de fleste af disse lande. I de første måneder af 2026 bidrog stigende energipriser som følge af eskaleringen af geopolitiske spændinger i Mellemøsten til det opadgående pres på inflationen i de pågældende lande. Som reaktion derpå indførte myndighederne i alle de pågældende lande foranstaltninger, der har til formål at afbøde virkningen af højere energipriser, såsom lofter over brændstofpriser, nedsættelser af punktafgifter, lofter over indtjeningsmarginer og subsidier til husholdninger og virksomheder, hvilket forventes at afbøde inflationspresset. I maj 2026 registrerede Rumænien en inflation, der lå betydeligt over referenceværdien, mens inflationen i Ungarn og Polen også lå over tærsklen, omend i mindre grad (figur 3.4). Omvendt forblev inflationen under referenceværdien i Tjekkiet og Sverige. I konvergensrapporten for 2024 registrerede alle de undersøgte lande inflationsrater over den referenceværdi, der var gældende på det tidspunkt (3,3 pct.). Dette indikerer en vis fremgang i inflationskonvergensen, selv om den fortsat er ujævn på tværs af landene.

Figur 3.4

HICP-inflation

(gennemsnitlig ændring i procent år-år)

Som følge af de heterogene inflationsdæmpende forløb var lempelsen af pengepolitikken efter inflationschokket i 2022-23 ujævn på tværs af landene. Efter den tidligere stramningscyklus, som i de undersøgte lande begyndte før stramningscyklussen i euroområdet, blev den pengepolitiske linje gradvist lempet i takt med, at inflationen aftog (figur 3.5, panel a). Centralbankerne i Tjekkiet og Polen indledte pengepolitiske lempelser i 2023, mens Sverige begyndte at sænke de pengepolitiske renter i 2024. Polen indtog en mere forsigtig tilgang og genoptog først lempelserne i 2025. I Ungarn og Rumænien forblev de pengepolitiske renter forholdsvis høje, hvilket afspejler et mere vedvarende inflationspres og øget indenlandsk og global usikkerhed. Trods de kraftige stigninger i inflationen i de seneste år er de langsigtede inflationsforventninger generelt forblevet stort set stabile i de pågældende lande og har ligget tæt på deres respektive målsatser (figur 3.5, panel b). I en verden med øget usikkerhed og høj inflation peger forankringen af langsigtede forventninger på den fortsatte troværdighed af de pengepolitiske rammer.

Figur 3.5

Officielle pengepolitiske renter og langsigtede inflationsforventninger

a) Væsentligste pengepolitiske renter	b) Langsigtede inflationsforventninger
(procenter pr. år)	(årlige procentvise ændringer)

I nogle af de lande, der er omfattet af gennemgangen, er risiciene vedrørende inflationskonvergensens bæredygtighed fortsat betydelige. Ifølge Europa-Kommissionens økonomiske prognose (forår 2026) forventes inflationen at stige i 2026 i de fleste af de undersøgte lande (figur 3.2), hvilket primært afspejler et opadgående pres fra højere energipriser forbundet med fornyede geopolitiske spændinger. Samtidig kan svagere økonomisk aktivitet bidrage til at sænke inflationen i de pågældende lande. Disse fremskrivninger er behæftet med betydelig usikkerhed i lyset af inflationens følsomhed i de pågældende lande over for eksterne chok, herunder fornyet volatilitet på de globale energimarkeder i det nuværende geopolitiske miljø, samt omfanget af indirekte og andenrunde-effekter som følge af et stærkere og mere vedvarende energichok. Vedvarende stramhed på arbejdsmarkederne, især i nogle central- og østeuropæiske lande, kan også lægge yderligere opadgående pres på lønningerne. På mellemlang sigt kan strukturelle faktorer, såsom den demografiske udvikling og de økonomiske konsekvenser af klimaændringer, herunder omkostningerne forbundet med den grønne omstilling, lægge yderligere pres på inflationsdynamikken. Ser man længere frem, da BNP pr. indbygger og prisniveauet fortsat ligger under gennemsnittet for euroområdet i de central- og østeuropæiske lande (figur 3.6), kan den igangværende indhentningsproces give anledning til positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, medmindre dette opvejes af en styrkelse af de nominelle valutakurser.

Figur 3.6

Pris- og lønkompensationsniveauer i forhold til euroområdet

a) Relativt prisniveau	b) Kompensation pr. medarbejder
(indeks: euroområdet = 100)	(indeks: euroområdet = 100)

Et miljø, der fremmer bæredygtig prisstabilitet i de lande, der er omfattet af denne rapport, kræver stabilitetsorienterede makroøkonomiske politikker, fortsatte strukturreformer og effektive sikkerhedsforanstaltninger for finansiel stabilitet. I den nuværende situation med øget geopolitisk og handelsmæssig usikkerhed og igangværende finanspolitiske tilpasninger i flere lande er det særligt vigtigt at opretholde politisk troværdighed og økonomisk robusthed. Arbejdsmarkedernes funktion er fortsat central for at opretholde prisstabilitet. Fremadrettet vil en nøglefaktor være, i hvilket omfang lønudviklingen afspejler væksten i arbejdsproduktiviteten, arbejdsmarkedsforholdene og udviklingen i pris- og omkostningskonkurrenceevnen i forhold til handelspartnere (figur 3.3). Vedvarende pressede arbejdsmarkeder og demografiske begrænsninger understreger vigtigheden af politikker, der øger arbejdsudbuddet og produktiviteten. Fortsatte bestræbelser på at styrke konkurrencen på produktmarkederne, forbedre den institutionelle kvalitet og styrke forvaltningsrammerne er afgørende for at understøtte potentiel vækst og begrænse inflationspresset på mellemlang sigt. I et miljø, hvor det pengepolitiske råderum kan være begrænset, og eksterne chok fortsat er hyppige, skal andre politikområder understøtte den makroøkonomiske stabilitet og forhindre opbygningen af makroøkonomiske og finansielle ubalancer.

3.2 Kriteriet vedrørende den offentlige budgetstilling

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport er Ungarn, Polen og Rumænien genstand for afgørelser fra Rådet for Den Europæiske Union om, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud. I Rumænien oversteg underskuddet referenceværdien på 3 pct. af BNP i 2019, og der blev indledt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, EDP, i april 2020. Fristen for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud er siden blevet forlænget til 2030. I Ungarn og Polen blev der i juli 2024 indledt procedurer i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, EDP'er, på grund af underskud, der oversteg referenceværdien på 3 pct. af BNP i 2023. Fristerne for at korrigere det uforholdsmæssigt store underskud blev fastsat til 2026 for Ungarn og 2028 for Polen. De finanspolitiske underskud i forhold til BNP i disse tre lande fortsatte med at ligge over referenceværdien i 2025, mens de to øvrige lande i undersøgelsen havde underskud, der lå under referenceværdien (figur 3.7). Underskuddene lå et godt stykke over referenceværdien i Ungarn, på 4,7 pct. af BNP, og betydeligt over referenceværdien i Polen, på 7,3 pct. af BNP, og Rumænien, på 7,9 pct. af BNP. I Tjekkiet forblev underskuddet under referenceværdien, på 2,1 pct. af BNP, og i Sverige forblev det et godt stykke under referenceværdien, på 1,3 pct. af BNP.

Figur 3.7

Offentligt overskud (+) eller underskud (-)

(procentdel af BNP)

Det finanspolitiske underskud i 2025 var højere end i 2023 i tre af de lande, der er omfattet af denne rapport. I 2023 var de finanspolitiske underskud steget i de fleste af de undersøgte lande, idet alle undtagen Sverige havde underskud på over 3 pct. af BNP som følge af den økonomiske indvirkning af Ruslands krig mod Ukraine, finanspolitiske foranstaltninger truffet som reaktion på de deraf følgende høje energipriser og svækkelsen i den økonomiske aktivitet. Siden da har budgetsaldi udviklet sig uensartet, da de positive virkninger af udfasningen af energiforanstaltningerne og den stærkere økonomiske aktivitet i forskellig grad er blevet modvirket af øgede forsvarsudgifter som reaktion på Ruslands fortsatte aggression i Ukraine samt højere renteudgifter. Samlet set blev budgetsaldoen forværret i Polen, Rumænien og Sverige mellem 2023 og 2025 (selv om den forblev et godt stykke under referenceværdien i Sverige), mens den forbedredes i de to øvrige lande i undersøgelsen. I Tjekkiet faldt underskudskvoten til under referenceværdien på 3 pct. af BNP i 2024 og forblev derunder i 2025.

For 2026 forudser Europa-Kommissionen, at underskuddet i forhold til BNP vil blive liggende betydeligt over referenceværdien på 3 pct. i Ungarn, Polen og Rumænien. I 2026 forventes den offentlige saldo at forringes i tre af de lande, der er omfattet af undersøgelsen. Den forventes at forblive betydeligt over referenceværdien i Ungarn, Polen og Rumænien. Samtidig forventes den at forblive under referenceværdien på 3 pct. i de to øvrige undersøgte lande. Selv om alle de undersøgte lande implementerede finanspolitiske energiforanstaltninger som reaktion på energiprischokket efter krigsudbruddet i Mellemøsten, forventes den tilhørende budgetmæssige virkning at forblive begrænset. I 2027 forventes budgetsaldoen at forbedres i fire af landene, men den forventes stadig at overstige referenceværdien i Ungarn, Polen og Rumænien.

I 2025 var gældskvoten over 60 pct. af BNP i Ungarn, mens gældsniveauerne i de andre undersøgte lande var under eller et godt stykke under denne tærskel (tabel 3.1 og figur 3.8). Den offentlige gæld i forhold til BNP var over 2023-niveauet i alle de pågældende lande i 2025, primært på grund af deres vedvarende finanspolitiske underskud. Gældskvoten steg kraftigt i Polen, med 10,2 procentpoint af BNP, og betydeligt i Rumænien, med 10,0 procentpoint af BNP. Den steg markant i Sverige, med 2,9 procentpoint af BNP, og i Tjekkiet, med 2,1 procentpoint af BNP, og en smule i Ungarn, med 1,3 procentpoint af BNP. Set i et længere perspektiv steg den offentlige gældskvote i perioden 2016-2025 kraftigt i Rumænien med 21,5 procentpoint af BNP, og betydeligt i Tjekkiet med 8,1 procentpoint af BNP, og Polen med 5,6 procentpoint af BNP, mens den forblev konstant eller faldt i de to andre lande, der er omfattet af undersøgelsen.

Figur 3.8

Offentlig bruttogæld

(procentdel af BNP)

Europa-Kommissionen forudser en stigning i gælden i forhold til BNP i alle landene i 2026. Gældskvoten forventes at stige markant i Polen og Rumænien og moderat i de tre andre lande. Kommissionens fremskrivninger viser, at gældskvoten i 2026 vil forblive over referenceværdien på 60 pct. i Ungarn og stige over den i Polen og Rumænien.

I juni 2026 besluttede Europa-Kommissionen at sætte EDP'erne for Ungarn, Polen og Rumænien i bero. Den 03. juni 2026 offentliggjorde Kommissionen sin vurdering af overholdelsen af EDP-anbefalingerne på grundlag af sin økonomiske prognose for foråret 2026. Alle tre lande blev vurderet som havende truffet effektive foranstaltninger, og som følge heraf blev deres EDP'er suspenderet. Mens Polen og Rumænien også forventedes at overholde reglerne i 2026, fandt Kommissionen, at der er en klar risiko for, at Ungarn ikke vil korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud inden 2026, som er det sidste år af landets korrigerende proces.

Fremadrettet er det afgørende for de lande, der undersøges i denne rapport, at opnå og/eller opretholde sunde og bæredygtige finanspolitiske positioner. Ungarn, Polen og Rumænien, som alle er underlagt EDP'er, bør sikre overholdelse af reglerne i stabilitets- og vækstpagten og korrigere deres uforholdsmæssigt store underskud i overensstemmelse med Rådet for Den Europæiske Unions anbefalinger. Desuden bør de sikre, at deres offentlige gældskvoter, som i øjeblikket forventes at overstige referenceværdien i 2026 og 2027, falder tilstrækkeligt til at sikre, at der er finanspolitiske buffere til rådighed ved en eventuel fremtidig konjunkturnedgang. I alle de undersøgte lande oversteg underskuddene i 2025 klart underskuddene fra før pandemien. Medlemsstaterne bør på en vækstfremmende måde reducere deres budgetunderskud til under referenceværdien på 3 pct. så hurtigt som muligt eller holde dem under dette niveau, og de bør opbygge de buffere, der er nødvendige for, at de automatiske stabilisatorer kan virke og øge deres robusthed over for negative chok. Alle lande skal sikre overholdelse af anbefalingerne i den reviderede stabilitets- og vækstpagt. Finanspolitisk forsigtighed er nødvendig for at håndtere de budgetmæssige udfordringer i forbindelse med højere udgiftsbehov til forsvar, den grønne omstilling og en ugunstig demografisk udvikling. Stærke nationale finanspolitiske rammer, der er fuldt ud i overensstemmelse med EU-reglerne, bør implementeres effektivt for at støtte finanspolitisk konsolidering og begrænse afvigelser i de offentlige udgifter, samtidig med at de bidrager til at forhindre en genopblussen af makroøkonomiske ubalancer. Samlet set bør finanspolitiske strategier prioritere bæredygtige offentlige finanser, strategiske investeringer og vækstfremmende strukturreformer.

3.3 Kriteriet vedrørende valutakurs

På tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport deltog ingen af valutaerne i de pågældende lande i ERM II. Fire af valutaerne blev handlet under fleksible valutakursregimer, mens den rumænske leu blev handlet under et styret flydende valutakursregime. De fleste valutaer udviste relativt høj valutakursvolatilitet, hovedsageligt på grund af udsving i markedsstemningen blandt investorer på valutamarkederne i et hurtigt udviklende geopolitisk landskab og landespecifikke faktorer, som delvist forstærkede virkningen af de eksterne faktorer. Den rumænske leu udviste forholdsvis lav volatilitet takket være sin styrede flydende valutakursordning og på trods af en betydelig værdiforringelse i både maj 2025 og maj 2026. Den ungarske forint steg kraftigt efter parlamentsvalget i midten af april 2026. Som følge deraf handledes kun den rumænske leu på tidspunktet for offentliggørelsen af denne rapport under sit niveau i juni 2024, som anvendes som benchmark til illustrative formål i fraværet af en ERM II-centralkurs, mens de øvrige valutaer alle var blevet styrket over for euroen siden juni 2024 (figur 3.9).^[154]

Figur 3.9

Bilaterale valutakurser over for euroen

(indeks: gennemsnit for juni 2024 = 100; daglige data; 01. juni 2024 til 17. juni 2026)

3.4 Kriteriet vedrørende den lange rente

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 registrerede tre af de fem undersøgte lande gennemsnitlige lange renter, der lå over referenceværdien på 5,1 pct. (figur 3.10). Landet med den laveste gennemsnitlige lange 12-månedersrente var Sverige med 2,6 pct. Tjekkiet registrerede også en gennemsnitlig lang rente under referenceværdien på 4,5 pct., mens Polen forblev over den med 5,4 pct. Den højeste gennemsnitlige langfristede rentesats blev registreret i både Ungarn og Rumænien med 6,7 pct. På tværs af de fem lande var udsvingene i 12-månedersgennemsnittet af de lange renter meget begrænsede i den undersøgte periode, som startede med offentliggørelsen af konvergensrapporten 2024. Samtidigt er de månedlige lange renter steget i tre af de fem lande påvirket af den globale udvikling samt indenlandske faktorer som højere inflation og i nogle tilfælde høj vækst og en mere lempelig finanspolitik. I Polen var de stabile i en periode, hvor inflationen var mere afdæmpet, den økonomiske vækst forblev robust, og finanspolitikken blev lempet, mens de i Ungarn registrerede et kraftigt fald på 1,2 procentpoint, som næsten udelukkende fandt sted efter parlamentsvalget i april 2026.

Figur 3.10

Den lange rente

(i pct.; gennemsnit pr. år)

Dynamikken i spændene mellem de lange renter og gennemsnittet for euroområdet har siden konvergensrapporten 2024 været ret heterogen på tværs af de pågældende lande. Denne heterogenitet i forskellene i de lange renter afspejler forskelle både i landenes konjunkturelle positioner og de finansielle markeders vurdering af deres eksterne og interne sårbarheder, herunder udviklingen i budgetresultater og udsigterne til bæredygtig konvergens. I Ungarn faldt den indenlandske lange rente med 0,5 procentpoint på to dage efter valget i midten af april 2026 og fortsatte derefter med at falde, om end mere gradvist. Pr. maj 2026 var renteforskellen i forhold til den gennemsnitlige rente i euroområdet faldet med samlet 1,2 procentpoint i den betragtede periode. I Polen og Rumænien faldt renteforskellen også i den betragtede periode med henholdsvis 0,3 og 0,2 procentpoint. Endelig steg renteforskellen i Tjekkiet og Sverige med henholdsvis 0,3 og marginale 0,1 procentpoint. Siden udbruddet af krigen i Mellemøsten i slutningen af ​​februar 2026 har kun Tjekkiet og Polen oplevet en stigning i forskellen i de lange renter på henholdsvis 0,2 og 0,4 procentpoint. I Ungarn er det faldet med 1,2 procentpoint, mens det i Rumænien og Sverige er faldet langt mindre (henholdsvis -0,1 og -0,2 procentpoint).

3.5 Andre relevante faktorer

Ifølge Europa-Kommissionen er der fortsat bekymringer vedrørende presset på omkostningskonkurrenceevnen. I sin Rapport om varslingsmekanismen 2026 fremhævede Kommissionen det fortsatte pres på konkurrenceevnen i de pågældende central- og østeuropæiske lande , hvilket afspejler de stadig høje nominelle enhedslønsvækstrater, betydelige kumulative inflationsforskelle og pressede arbejdsmarkedsforhold. Kommissionen konkluderede, at der var behov for dybdegående undersøgelser af Ungarn, Rumænien og Sverige. Hvad angår Ungarn pegede Kommissionen på høj vækst i enhedslønomkostningerne, høj kerneinflation, betydelige finanspolitiske sårbarheder, herunder store offentlige underskud og gældsrelaterede risici, samt fornyet opadgående pres på boligmarkedet. For Rumænien fremhævede Kommissionen betydelige risici for den eksterne holdbarhed og vedvarende bekymringer om konkurrenceevnen i lyset af meget høj vækst i enhedslønsomkostningerne, ULC, store underskud på betalingsbalancens løbende poster og betydelige finanspolitiske ubalancer. I Sveriges tilfælde identificerede Kommissionen fortsatte sårbarheder forbundet med forhøjede boligpriser og høje niveauer af husholdnings- og virksomhedsgæld. Selv om Kommissionen klassificerede de andre lande, der undersøges i denne rapport, som lande uden ubalancer, står disse lande også over for økonomiske udfordringer, som drøftes i de relevante landeafsnit. I sin forårspakke for det europæiske semester 2026 bekræftede Kommissionen, at Ungarn fortsat oplever ubalancer. Den konstaterede også, at Rumænien oplever uforholdsmæssigt store ubalancer, da sårbarheder relateret til finanspolitiske og underskud på betalingsbalancens løbende poster fortsat er betydelige trods en nylig forbedring, mens omkostningskonkurrenceevnen fortsat er forværret.

De fleste af de pågældende lande har forbedret deres eksterne stilling i de seneste år, selv om det seneste energiprischok og den dertilhørende volatilitet kan føre til en fornyet forværring. MPU-resultattavlen viser, at de gennemsnitlige treårige løbende poster på betalingsbalancen blev styrket i de fleste central- og østeuropæiske lande i 2025 (tabel 3.2), hvilket afspejler en forbedring af bytteforholdet og en afdæmpet indenlandsk efterspørgsel. I 2025 forblev det gennemsnitlige treårige underskud på betalingsbalancens løbende poster dog over den vejledende tærskel på -4,0 pct. af BNP i Rumænien, hvor store budgetunderskud har bidraget til betydelige eksterne ubalancer i de senere år. Alle de undersøgte lande er nettoimportører af energi, om end i varierende grad og med varierende geografisk diversificering af deres energiimport, hvilket gør deres eksterne positioner særligt sårbare over for det seneste energiprischok og den dertilhørende volatilitet.

I de fleste af de undersøgte lande er de negative nettointernationale investeringspositioner, NIIP, som andel af BNP blevet forbedret i de seneste år, men de er fortsat betydelige. I 2025 forblev NIIP under den vejledende tærskel på -35 pct. af BNP i Rumænien. Nettogæld til udlandet var lavere i Ungarn (32,4 pct. af BNP), Polen (29,5 pct. af BNP) og Tjekkiet (9,8 pct. af BNP), mens Sverige fortsat havde en positiv NIIP (54,7 pct. af BNP). I de fire central- og østeuropæiske lande består nettogælden til udlandet overvejende af direkte udenlandske investeringer, FDI, som generelt betragtes som en mere stabil finansieringsform end portefølje- eller gældsstrømme. I flere af de undersøgte lande er tilstrømningen af direkte udenlandske investeringer imidlertid aftaget i de senere år sammenlignet med niveauerne før Ruslands totale invasion af Ukraine. På den nuværende geopolitiske baggrund og med den øgede usikkerhed på de globale finansmarkeder udgør betydelige eksterne forpligtelser fortsat en kilde til sårbarhed i tilfælde af negative chok, der påvirker investorernes tillid eller de eksterne finansieringsforhold.

Der er fortsat bekymringer om pris- og omkostningskonkurrenceevnen i de fleste af de undersøgte lande. De HICP-deflaterede reale effektive valutakurser er steget i varierende grad i de fleste af de undersøgte lande i løbet af de seneste tre år og har oversteget den vejledende tærskel på 10 pct. i Ungarn, Polen og Rumænien. I alle landene steg den treårige vækstrate for nominelle enhedslønomkostninger i samme periode og oversteg, bortset fra i Sverige, den vejledende tærskel på 12 pct. i 2025. Væksten i enhedslønomkostningerne forblev særlig høj i Ungarn, Polen og Rumænien, hvor de kumulative stigninger var mere end dobbelt så høje som tærsklen. Disse udviklinger afspejler i høj grad den stærke nominelle lønvækst i de seneste år kombineret med en mere moderat produktivitetsvækst. Trods forværringen af indikatorerne for omkostningskonkurrenceevne forblev eksportresultaterne i forhold til avancerede økonomier stort set robuste over en treårig horisont i 2025, delvist understøttet af opsvinget i eksportproduktionskapaciteten og strukturelle ændringer i handelsmønstre. Fremadrettet kan fornyede stigninger i energipriserne og et bredere omkostningspres i det nuværende geopolitiske miljø tynge konkurrenceevnen yderligere, hvis de skulle resultere i vedvarende inflationsforskelle i forhold til handelspartnere.

Økonomierne i de undersøgte lande er fortsat godt integrerede med euroområdet gennem handel og finansielle forbindelser. Euroområdet er fortsat den vigtigste handels- og finansielle partner for alle de undersøgte lande (figur 3.11). I 2025 varierede eksporten af varer til euroområdet fra omkring 41 pct. af den samlede eksport i Sverige til 63,4 pct. i Tjekkiet, mens importen fra euroområdet varierede fra 50,6 pct. af den samlede import i Rumænien til 56,5 pct. i Tjekkiet. De finansielle forbindelser med euroområdet er også betydelige. Euroområdets andel i beholdningen af indgående direkte investeringer oversteg 70 pct. i Tjekkiet, Rumænien og Polen, mens euroområdet tegnede sig for mere end 60 pct. af beholdningen af porteføljeinvesteringsgæld i Tjekkiet. For både direkte investeringer og porteføljeinvesteringer var andelen af beholdningen af udenlandske aktiver, der var investeret i euroområdet, højest for Rumænien, efterfulgt af Tjekkiet. Ud over de handelsmæssige og finansielle andele er disse økonomier også dybt forankret i euroområdets værdikæder med en høj grad af deltagelse i grænseoverskridende produktionsnetværk, især inden for fremstillingsindustrien. Dette styrker transmissionen af udbuds- og efterspørgselschok mellem euroområdet og de pågældende lande. Derudover spiller banker, som ejes af finansielle institutioner med hjemsted i euroområdet, fortsat en betydelig rolle i banksystemerne i flere af de central- og østeuropæiske lande, især Tjekkiet og Rumænien. I mellemtiden spiller svenske banker en nøglerolle i nogle lande i euroområdet. Dybden af disse økonomiske forbindelser understøtter tilpasningen af konjunkturcyklusserne i de undersøgte lande til euroområdets.

Figur 3.11

Handelsmæssige og finansielle forbindelser med euroområdet

a) Andel af varehandel med euroområdet	b) Investeringsposition i forhold til euroområdet
(procenter af samlet)	(procenter af samlet)

Ejendomsrelaterede risici er steget i flere lande på grund af fornyet vækst i boligpriser og kreditvækst. Efter den korrektion, der blev observeret i 2022-23, er boligmarkederne igen blevet styrket i de fleste af de undersøgte lande. Siden 2024 er boligpriserne steget markant i Ungarn og Tjekkiet med årlige vækstrater på tocifrede tal (figur 3.12, panel a), og standardiserede værdiansættelsesmål peger på overvurdering i forhold til de underliggende fundamentale forhold. Væksten i boligpriserne er også accelereret i Rumænien, omend i mindre grad, hvor standardiserede værdiansættelsesmål tyder på, at priserne fortsat ligger under de anslåede ligevægtsniveauer. I alle de undersøgte lande er kreditvæksten til husholdninger steget i de seneste år. Trods dette er husholdningernes gæld i de central- og østeuropæiske lande fortsat forholdsvis lav i forhold til gennemsnittet for euroområdet (figur 3.12, panel b), hvilket afbøder systemiske risici. Omvendt er sårbarhederne fortsat mere udtalte i Sverige, hvor den private gæld fortsat er høj, omend den er faldet noget i de senere år, og banksektoren har en betydelig eksponering mod ejendomssektoren. Fremadrettet berettiger den fortsatte hurtige pris- og kreditvækst i nogle af de undersøgte lande nøje overvågning, især i tilfælde af en stramning af finansieringsforholdene eller en forværring af arbejdsmarkedsudsigterne.

Figur 3.12

Udviklingen på boligmarkedet og den private sektors gældsætning

a) Boligpriser og lån til husholdninger	b) Gæld i den private sektor
(årlige procentvise ændringer)	(procentdel af BNP)

De indenlandske banksektorers eksponeringer mod staten er steget i de seneste år, selv om banksektorerne opretholder stærke kapitalbuffere. Statseksponeringerne er steget i alle de undersøgte central- og østeuropæiske lande i de seneste år og er fortsat betydeligt højere end i euroområdet (figur 3.13, panel a). Dette kan forstærke sårbarheder i tilfælde af finanspolitisk stress eller en revurdering af statslig risiko, hvilket potentielt kan påvirke bankernes balancer, finansieringsforhold og kreditudbud. Selv om valutaeksponeringerne fortsat er forhøjede i nogle lande, synes de tilhørende risici at være begrænsede, da virksomhedernes lån i udenlandsk valuta i vid udstrækning er koncentreret i eksportorienterede sektorer med naturlig afdækning gennem indtægter i euro, og husholdningernes euroisering fortsat er begrænset. Trods sårbarheder relateret til udviklingen på ejendomsmarkedet og stigende eksponeringer over for staten udviser banksektorerne i de undersøgte lande fortsat sunde kapitalpositioner og likviditetsbuffere, stabil adgang til finansiering og tilstrækkelig rentabilitet. Andelen af nødlidende lån er faldet yderligere eller forblevet tæt på historisk lave niveauer (figur 3.13, panel b), selv om den i de fleste tilfælde fortsat ligger over gennemsnittet for euroområdet.

Figur 3.13

Statseksponeringer og nødlidende lån i banksektoren

a) Bankbeholdninger af statsobligationer	b) Nødlidende lån
(procentdel af samlede aktiver)	(procentdel af samlede lån)

Politikkerne for den finansielle sektor bør sikre finansiel stabilitet og derved bidrage til bæredygtig økonomisk vækst og opretholdelsen af prisstabilitet. Det er fortsat vigtigt at opretholde forsigtige tilsyns- og makroprudentielle rammer for at afbøde sårbarheder i forbindelse med høj gældsætning hos husholdninger eller virksomheder, eksponeringer over for staten og udviklingen på ejendomsmarkedet. For yderligere at understøtte tilliden til det finansielle system bør de nationale kompetente myndigheder fortsat styrke deres tilsynspraksis, herunder ved at implementere relevante anbefalinger fra internationale og europæiske organer og ved at samarbejde tæt med andre EU-tilsynsmyndigheder i tilsynskollegierne.

Arbejdsmarkedsforholdene er fortsat stramme i de fleste af de undersøgte lande. Selv om arbejdsløshedsprocenten er steget noget i de senere år, ligger den fortsat tæt på historisk lave niveauer og under gennemsnittet for euroområdet i alle lande undtagen Sverige (figur 3.14, panel a). Der er stadig mangel på arbejdskraft i flere segmenter af arbejdsmarkedet, hvilket fortsat lægger et opadgående pres på lønningerne. Samtidig er begrænsningerne i arbejdsudbuddet delvist blevet afhjulpet af stigende nettoindvandring, herunder ankomsten af arbejdstagere fra lande uden for EU og ukrainske flygtninge. Ikke desto mindre er ugunstige demografiske tendenser fortsat en strukturel udfordring, da befolkningen i den arbejdsdygtige alder fortsat falder i flere af de central- og østeuropæiske lande, hvilket afspejler befolkningens aldring og tidligere migrationsudstrømninger (figur 3.14, panel b). Andre strukturelle udfordringer omfatter relativt lav arbejdsmarkedsdeltagelse i nogle lande og vedvarende mismatch mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer og færdigheder. På mellemlang sigt udgør demografisk modvind og strukturelle begrænsninger på arbejdsmarkedet en central udfordring for yderligere reel konvergens med euroområdet.

Figur 3.14

Arbejdsmarkedsindikatorer

a) Arbejdsløshedsprocent	b) Befolkning i den arbejdsdygtige alder
(procentdel af arbejdsstyrken)	(procentvise ændringer)

Styrken af det institutionelle miljø er en vigtig faktor i vurderingen af bæredygtigheden af økonomisk integration og konvergens. Stærkere forvaltning og institutionel kvalitet er forbundet med forbedringer i erhvervsklimaet, en mere effektiv offentlig forvaltning, bedre gennemsigtighed og ansvarlighed, et stærkere retsstatsprincip og forbedret digital og administrativ kapacitet. I de fleste af de undersøgte lande vil yderligere forbedringer af den institutionelle kvalitet bidrage til at fjerne rigiditeter og hindringer for en effektiv allokering af produktionsfaktorer og dermed styrke den potentielle vækst. Ved at forstærke produktivitet og potentiel produktion kan en stærkere institutionel ramme også understøtte gældsbæredygtigheden og fremme en effektiv implementering af politiske foranstaltninger.

Stærkere institutionel kvalitet og forvaltning kan medføre betydelige økonomiske fordele, især i Ungarn og Rumænien. En styrkelse af disse områder kan forbedre den økonomiske robusthed og understøtte konvergensens bæredygtighed. Selv om der fortsat er udfordringer på områder som retsstatsprincippet, lovgivningsmæssig kvalitet og kontrol af korruption, har nogle lande gjort støt fremskridt over tid (figur 3.15).^[155] Rumænien og Ungarn kan håndtere deres institutionelle udfordringer ved at fokusere på en effektiv gennemførelse af de reformer og milepæle, der er fastlagt i deres genopretnings- og robusthedsplaner. Disse bestræbelser er afgørende for at styrke rammerne for regeringsførelse og fremme retsstatsprincippet.

Figur 3.15

Oversigt over EU-lande målt på institutionel kvalitet

a) Globale indikatorer for regeringsførelse (WGI)	b) Korruptionsindeks
(indeks; x-akse: niveau i 2000; y-akse: niveau i 2024)	(indeks; x-akse: niveau i 1999; y-akse: niveau i 2025)

Omfattende strukturreformer ville støtte konvergensprocessen ved at styrke potentiel vækst og konkurrenceevne. Styrkelse af den institutionelle kvalitet, forbedring af ledelse og styrkelse af virksomhedsmiljøet ville sammen med en mere effektiv gennemførelse af EU-finansierede investerings- og reformprogrammer understøtte produktivitetsvæksten. I den henseende ville en styrkelse af styringen og effektiviteten af statsejede virksomheder og øget konkurrence i regulerede sektorer og netværkssektorer – herunder energi og transport – bidrage til at mindske adgangsbarrierer, forbedre ressourceallokeringen og fremme private investeringer og dermed understøtte bæredygtig konvergens.

4 Sammenfatning land for land

4.1 Tjekkiet

I maj 2026 var den 12-måneders gennemsnitsrente for HICP-inflationen i Tjekkiet på 1,9 pct., dvs. et godt stykke under referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at stige gradvist i de kommende måneder, primært drevet af højere råvarepriser og et mere udbredt inflationspres relateret til krigen i Mellemøsten. Samtidig forventes arbejdsmarkedsforholdene at forblive pressede, idet en robust lønvækst bidrager til det underliggende inflationspres. BNP pr. indbygger og prisniveauet er, omend relativt højt sammenlignet med andre central- og østeuropæiske lande, der undersøges, fortsat under gennemsnittet for euroområdet. Medmindre det opvejes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, kan indhentningsprocessen med hensyn til BNP pr. indbygger og prisniveauer resultere i positive inflationsforskelle vis‑à‑vis euroområdet, især hvis den ledsages af en uholdbar udvikling i kredit- og aktivpriser.

Tjekkiet er i øjeblikket ikke underlagt en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud. Tjekkiets offentlige sektors budgetunderskud var 2,1 pct. af BNP i 2025, dvs. under referenceværdien på 3 pct., og dens gældskvote var 44,3 pct., dvs. under referenceværdien på 60 pct.

I den toårige referenceperiode fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026 deltog den tjekkiske koruna ikke i ERM II, men den blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den tjekkiske koruna over for euroen udviste i gennemsnit en relativt høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 17. juni 2026 var valutakursen 24,147 kroner pr. euro, dvs. at kronen var 2,5 pct. stærkere end sit gennemsnitlige niveau i juni 2024.

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 lå de lange renter i Tjekkiet i gennemsnit på 4,5 pct. og dermed under referenceværdien på 5,1 pct. for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den lange rente i Tjekkiet og euroområdets (BNP-vægtede) rentesteg en smule og lå på 1,4 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Tjekkiet er mindre og ikke lige så udviklede som dem i euroområdet.

Tjekkisk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Den Tjekkiske Republik er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.2 Ungarn

I maj 2026 havde Ungarn en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 3,3 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at stige gradvist i de kommende måneder, primært drevet af højere råvarepriser og et mere udbredt inflationspres relateret til krigen i Mellemøsten. Samtidig forventes arbejdsmarkedsforholdene at forblive pressede, på trods af tegn på en vis afdæmpning, med robust lønvækst, delvist drevet af stigninger i lønningerne i den offentlige sektor og mindstelønnen, hvilket bidrager til det underliggende inflationspres. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Ungarn er holdbar på længere sigt. Medmindre det opvejes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, kan indhentningsprocessen med hensyn til BNP pr. indbygger og prisniveauer resultere i positive inflationsforskelle vis‑à‑vis euroområdet, især hvis den ledsages af en uholdbar udvikling i kredit- og aktivpriser.

Ungarn har været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud siden 2024. Ungarns offentlige budgetunderskud lå på 4,7 pct. af BNP i 2025, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3 pct., og landets gældskvote var 74,6 pct., dvs. over referenceværdien på 60 pct. Ungarn bør bringe sit uforholdsmæssigt store underskud til ophør senest i 2026. I juni 2026 satte Europa-Kommissionen Ungarns procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero.

I den toårige referenceperiode fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026 deltog den ungarske forint ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den ungarske forint over for euroen udviste i gennemsnit en relativ høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 17. juni 2026 lå valutakursen på 349,68 forint pr. euro, dvs. forinten blev handlet 11,4 pct. stærkere end sit gennemsnitlige niveau i juni 2024. Magyar Nemzeti Bank indgik en repo-linjeaftale med ECB i juni 2020, hvorunder at den kunne låne op til 4 mia. EUR mod eurodenomineret sikkerhed af høj kvalitet for at forsyne ungarske finansielle institutioner med eurolikviditet. Denne aftale forblev gældende i referenceperioden, da den blev forlænget igen i januar 2025 for en periode på to år.

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 lå de lange renter i Ungarn i gennemsnit på 6,7 pct. og dermed over referenceværdien på 5,1 pct. for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den lange rente i Ungarn og euroområdets (BNP-vægtede) rente faldt betydeligt og lå på 2,2 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Ungarn er mindre og ikke lige så udviklede som dem i euroområdet.

Ungarsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering, kravene til den fælles stavemåde for euroen og den juridiske integration i Eurosystemet. Ungarn er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.3 Polen

I maj 2026 havde Polen en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 2,9 pct., dvs. et godt stykke over referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at stige gradvist i de kommende måneder, primært drevet af højere råvarepriser og et mere udbredt inflationspres relateret til krigen i Mellemøsten. Samtidig vil det meget stramme arbejdsmarked fortsat lægge et stigende pres på inflationen. Medmindre dette opvejes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, kan den fortsatte indhentningsproces med hensyn til BNP pr. indbygger og prisniveauer føre til positive inflationsforskelle i forhold til euroområdet, især hvis processen skulle blive ledsaget af en uholdbar udvikling i kredit- og aktivpriser.

Polen har været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud siden 2024. Polens offentlige budgetunderskud lå på 7,3 pct. af BNP i 2025, dvs. et godt stykke over referenceværdien på 3 pct., mens gældskvoten lå på 59,7 pct., dvs. under referenceværdien på 60 pct. Polen bør korrigere sit uforholdsmæssigt store underskud senest i 2028. I juni 2026 satte Europa-Kommissionen Polens procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero.

I den toårige referenceperiode fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026 deltog den polske zloty ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Valutakursen for den polske zloty over for euroen udviste i gennemsnit en relativt høj grad af volatilitet i referenceperioden. Den 17. juni 2026 lå valutakursen på 4,241 zloty pr. euro, dvs. 1,9 pct. stærkere end det gennemsnitlige niveau i juni 2024.

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 lå de lange renter i Polen i gennemsnit på 5,4 pct. og dermed over referenceværdien på 5,1 pct. for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem den lange rente og euroområdets (BNP-vægtede) rente faldt og lå på 2,3 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Polen er mindre og ikke lige så udviklede som dem i euroområdet.

Polsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, fortrolighed, forbuddet mod monetær finansiering og juridisk integration i Eurosystemet. Polen er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.4 Rumænien

I maj 2026 havde Rumænien en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 8,4 pct., dvs. betydeligt over referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet om prisstabilitet. Denne rente forventes at forblive høj i de kommende måneder, delvist på grund af højere råvarepriser og et bredere inflationspres relateret til krigen i Mellemøsten. Samtidig vil gunstige basiseffekter som følge af stigningen i indirekte skatter og indenlandske elpriser i 2025 på baggrund af et svagt privatforbrug sandsynligvis have en nedadgående effekt på inflationen på kort sigt. Der er bekymring for, om inflationskonvergensen i Rumænien er holdbar på længere sigt. Medmindre det opvejes af en styrkelse af den nominelle valutakurs, kan indhentningsprocessen med hensyn til BNP pr. indbygger og prisniveauer resultere i positive inflationsforskelle vis‑à‑vis euroområdet, især hvis den ledsages af en uholdbar udvikling i kredit- og aktivpriser.

Rumænien har været underlagt en procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud siden 2020. Rumæniens offentlige budgetunderskud lå på 7,9 pct. i 2025, dvs. betydeligt over referenceværdien på 3 pct., mens gældskvoten lå på 59,3 pct., dvs. under referenceværdien på 60 pct. Rumænien bør bringe sit uforholdsmæssigt store underskud til ophør senest i 2030. I juni 2026 satte Europa-Kommissionen Rumæniens procedure i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud i bero.

I referenceperioden fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026 deltog den rumænske leu ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem, som indebar en styret flydende valutakurs. Valutakursen for den rumænske leu over for euroen udviste i gennemsnit en lav grad af volatilitet i referenceperioden. Den 17. juni 2026 lå den på 5,232 lei pr. euro, dvs. at leuen var 5,1 pct. svagere end dens gennemsnitlige niveau i juni 2024. Banca Naţională a României indgik en repo-linjeaftale med ECB i juni 2020, hvorunder den kunne låne op til 4,5 mia. EUR mod sikkerhed af høj kvalitet i euro for at forsyne rumænske finansielle institutioner med eurolikviditet. Denne aftale forblev gældende i referenceperioden, da den blev forlænget igen i januar 2025 for en periode på to år.

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 lå de lange renter i Rumænien i gennemsnit på 6,7 pct. og dermed over referenceværdien på 5,1 pct. for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem de lange renter i Rumænien og euroområdets (BNP-vægtede) rente faldt marginalt til 2,7 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Rumænien er meget mindre end dem i euroområdet, og de er stadig underudviklede.

Rumænsk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Rumænien er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131.

4.5 Sverige

I maj 2026 havde Sverige en 12-måneders gennemsnitlig HICP-inflation på 2,2 pct., dvs. betydeligt under referenceværdien på 2,7 pct. for kriteriet om prisstabilitet. Denne sats forventes at falde gradvist i de kommende måneder, primært som følge af lavere merværdiafgift på fødevarer og gennemslaget fra styrkelsen af valutakursen i 2025. Dette fald vil dog sandsynligvis delvist blive opvejet af højere råvarepriser og et mere udbredt inflationspres relateret til krigen i Mellemøsten. Inflationen i Sverige forventes at forblive under Sveriges Riksbanks mål i 2026 og 2027. Når vi ser fremad, bør Sveriges pengepolitik og dets stabilitetsorienterede institutionelle rammer fortsat støtte opnåelsen af prisstabilitet.

Sverige er i øjeblikket ikke underlagt en rådsafgørelse om et uforholdsmæssigt stort underskud. Sveriges offentlige budgetunderskud var 1,3 pct. af BNP i 2025, dvs. et godt stykke under referenceværdien på 3 pct., og gældskvoten var 35,1 pct., dvs. et godt stykke under referenceværdien på 60 pct.

I den toårige referenceperiode fra 18. juni 2024 til 17. juni 2026 deltog den svenske krone ikke i ERM II, men blev handlet inden for rammerne af et fleksibelt valutakurssystem. Den svenske krones valutakurs over for euroen udviste i gennemsnit en høj grad af volatilitet i løbet af den toårige periode. Den 17. juni 2026 var valutakursen 10,891 kroner pr. euro, dvs. at kronen var 3,5 pct. stærkere end sit gennemsnitlige niveau i juni 2024. I referenceperioden opretholdt Sveriges Riksbank en swapaftale med ECB, som har været i kraft siden 20. december 2007, om at låne op til 10 mia. euro i bytte for svenske kroner.

I referenceperioden fra juni 2025 til maj 2026 lå de lange renter i Sverige i gennemsnit på 2,6 pct. og forblev således et godt stykke under referenceværdien på 5,1 pct. for rentekonvergenskriteriet. Forskellen mellem de lange renter i Sverige og den gennemsnitlige rente i euroområdet steg svagt og lå på -0,7 procentpoint ved udgangen af referenceperioden. Kapitalmarkederne i Sverige er meget udviklede sammenlignet med dem i euroområdet.

Svensk lovgivning opfylder ikke alle kravene med hensyn til en centralbanks uafhængighed, forbuddet mod monetær finansiering og den juridiske integration i Eurosystemet. Sverige er en EU-medlemsstat med dispensation og skal derfor opfylde alle krav om tilpasning i henhold til traktatens artikel 131. I henhold til traktaten har Sverige været forpligtet til at vedtage national lovgivning med henblik på integration i Eurosystemet siden 1. juni 1998.

Anerkendelser
Denne konvergensrapport er blevet koordineret og udarbejdet af ECB's Generaldirektorat for Økonomi og Finansielle Anliggender og har nydt godt af input, kommentarer og forslag fra andre virksomhedsområder i hele ECB, især Generaldirektoraterne for Juridiske Tjenesteydelser, Pengepolitik og Statistik. Kommentarer fra EU's nationale centralbanker og især deltagerne i redaktionsgruppen for konvergensrapporten fra juni 2026 værdsættes meget.Konvergensrapporten blev godkendt af ECB's Generelle Råd den 19. juni 2026.De økonomiske afsnit er udarbejdet af Ursel Baumann, Martin Bijsterbosch, Alexandra Olivia Coldea, Matteo Falagiarda, Michael Fidora, Christine Gartner, Nadine Leiner-Killinger, Christiane Nickel, Steffen Osterloh, Philipp Rother, Gábor Vincze, Giovanni Vitale og Caroline Willeke.Med yderligere bidrag fra Ginevra Aguiari, Miguel Ampudia, Ana Bairrao, Klára Bakk Simon, Nicolai Benalal, Othman Bouabdallah, Francesco Chiacchio, Livia Chitu, Roberta De Stefani, Virginia Di Nino, Martin Eiglsperger, Patrick Grussenmeyer, Stephan Haroutunian, Jürgen Herr, Stanimira Kosekova, Dimitrios Laskos, Elena Lourenço, Christophe Madaschi, Silvia Márquez Thibaut, Antonio Moreno, Ralica Müller, Carolin Nerlich, Jerzy Niemczyk, Hans Olsson, Elvira Rosati og Martina Viggiano.De juridiske afsnit er udarbejdet af Axel-Johannes Korb, Christian Kroppenstedt og Chiara Zilioli.Med yderligere bidrag fra David Baez Seara, Alina Grosu, Karen Kaiser, Justyna Kurzela, Simona Lambrinoc, Sarah Levy, Fabian von Lindeiner, Margot Littlefair og Marta Szablewska.