Afskedstale

Tale af Mario Draghi, formand for ECB, ved afskedshøjtideligheden i anledning af hans fratræden

Frankfurt am Main, 28. oktober 2019

I år har Den Monetære Union bestået i to årtier, og det er på alle måder et betydningsfuldt jubilæum. Det er ikke så længe siden, euroområdets økonomi var dybt præget af en arbejdsløshed, hvis omfang sandsynligvis ikke var set siden den store depression, og der blev rejst grundlæggende spørgsmål om euroens overlevelse. I dag er yderligere 11 mio. mennesker kommet i arbejde. Befolkningernes tillid til euroen har aldrig været større. Politiske beslutningstagere i hele euroområdet bekræfter, at euroen er uigenkaldelig.

Jeg ser dog dagen i dag som en anledning til refleksion snarere end til fejring.

Euroen er i høj grad et politisk projekt, et grundlæggende skridt hen imod målet om større politisk integration, hvis økonomiske berettigelse skal findes i den vanskelige situation, som de europæiske økonomier befandt sig i i midten af 1980'erne. Arbejdsløsheden var steget fra 2,6 pct. i 1973 til 9,2 pct. i 1985, og væksten var aftaget betydeligt i de 12 lande, som senere skulle danne euroområdet.

Det, som den tids visionære ledere så, var imidlertid, at Europa rådede over et vigtigt redskab til at øge væksten, nemlig at omdanne det fælles marked til et indre marked. Ved at fjerne de eksisterende hindringer for handel og investeringer kunne man vende nedgangen i det økonomiske potentiale og få flere mennesker tilbage i arbejde.

Det indre marked handlede dog hele tiden om mere end det. Det skulle også beskytte folk mod nogle af omkostningerne ved de ændringer, som var den uundgåelige følge. I modsætning til den generelle globaliseringsproces betød det indre marked, at den økonomiske integration kunne blive præget af de europæiske værdier – at der kunne skabes et marked, som i videst muligt omfang var frit og retfærdigt. Fælles regler ville skabe tillid mellem landene, hjælpe de svage i forhold til de stærke og sørge for beskyttelse af arbejdstagerne.

På den måde var det indre marked et modigt forsøg på at skabe en "styret globalisering". Her blev konkurrence kombineret med forbrugerbeskyttelse og social beskyttelse på et niveau, som ikke fandtes andre steder i verden.

Der var dog én form for urimelig praksis, som det indre marked ikke kunne forhindre, nemlig konkurrerende devalueringer. Den mulighed ville underminere den gensidige tillid, som var helt afgørende for det indre markeds overlevelse og for, at den mere omfattende politiske integrationsproces kunne fortsætte.

Derfor var frit flydende valutaer ikke en mulighed, og fastlåste valutakurser ville ikke fungere, efterhånden som kapitalen blev mere mobil inden for Europa, hvilket ERM-krisen i 1992-93 beviste.

Løsningen var at indføre en fælles valuta: ét marked med én valuta.

Denne konstruktion har været i det store og hele vellykket. Over hele kontinentet er indtægterne steget betydeligt, integration og værdikæder har udviklet sig i et omfang, som var utænkeligt for 20 år siden, og det indre marked er intakt efter at have overlevet den værste krise siden 1930'erne.[1]

De seneste 20 år har imidlertid lært os to ting, som er af afgørende betydning for en vellykket monetær union.

Den første drejer sig om pengepolitik.

Da ECB blev oprettet, var dens primære fokus at holde inflationen nede. ECB var en ny centralbank uden forhistorie, så dens politiske rammer blev udtrykkeligt udformet med henblik på at opbygge stor anti-inflationær troværdighed. Dette lykkedes hurtigt, og ECB's første ledere kan tilskrives en stor del af æren for, at det første årti gik så nemt.

Ingen kunne dog have forudset, at de globale forhold, som der blev ført pengepolitik i, snart skulle vende brat, og at inflationære kræfter ville blive til deflationære.

I alle avancerede økonomier stillede dette et krav om et nyt paradigme for centralbankvirksomhed, der bestod af to elementer: en lige så målrettet bekæmpelse af deflation som af inflation og fleksibilitet i valget af instrumenter til bekæmpelsen.

Her har ECB bevist, at den ikke vil acceptere trusler mod monetær stabilitet, der er forårsaget af ubegrundet frygt for euroens fremtid. Den har vist, at den vil bekæmpe nedadrettede risici for prisstabiliteten i samme grad som opadrettede risici. Og den har slået fast, at den vil gøre brug af alle de redskaber, som er til rådighed inden for dens mandat, til at sikre sit mandat – uden nogen sinde at gå ud over lovens grænser.

Den Europæiske Unions Domstol har stadfæstet, at de foranstaltninger, vi har truffet, har været lovlige, og bekræftet ECB's vide skønsbeføjelser til – på en forholdsmæssig måde – at anvende alle de redskaber, som er nødvendige for at nå dens mål.

Den domstolsafgørelse var vigtig, fordi det var selve essensen af den centralbank, som ECB er blevet, og som de fleste mennesker i Europa ønsker, der var på spil, nemlig en moderne centralbank, der kan gøre brug af alle sine instrumenter svarende til de udfordringer, den står overfor, og en ægte føderal institution, der handler i hele euroområdets interesse.[2]

Den anden ting, vi har lært, drejer sig om ØMU'ens institutionelle opbygning.

Euroområdet bygger på princippet om "monetær dominans", som kræver, at pengepolitikkens eneste fokus er på prisstabilitet, og at den aldrig kan være underordnet finanspolitikken. "Monetær dominans" udelukker ikke en kommunikation med regeringer, når en hurtigere tilbagevenden til prisstabilitet tydeligvis vil kunne opnås med politikker, der er på linje med hinanden. Det betyder, at overensstemmelse mellem politikker, når det er nødvendigt, bør være til gavn for monetær stabilitet og ikke modarbejde denne.[3]

I dag står vi i en situation, hvor lave renter ikke stimulerer økonomien på samme måde som tidligere, fordi afkastet fra investeringer i økonomien er faldet. Pengepolitikkens mål kan stadig nås, men det vil gå hurtigere og have færre bivirkninger, hvis finanspolitikken er på linje med den.

Af denne årsag har ECB siden 2014 efterhånden lagt mere vægt på det makroøkonomiske "policy mix" i euroområdet.[4] En mere aktiv finanspolitik i euroområdet ville betyde, at vi hurtigere kunne justere vores politikker, og vi ville få højere renter.

I Den Monetære Union spiller de nationale politikker hovedrollen for finanspolitisk stabilisering – i langt højere grad end delstatspolitikkerne i USA. Men nationale politikker kan ikke altid garantere, at vi har den rette finanspolitik i euroområdet som helhed. Det er i sagens natur en kompliceret sag at koordinere decentraliserede finanspolitikker. Og ukoordinerede politikker er ikke tilstrækkeligt, da der er en forholdsvis lav afsmitning mellem landene fra finanspolitisk ekspansion.

Derfor er vi nødt til at have en finanspolitisk kapacitet i euroområdet, som er af passende størrelse og udformning. Den skal være stor nok til at stabilisere Den Monetære Union, men udformet, så den ikke skaber for stor moral hazard.

Der vil ikke være nogen perfekt løsning. Når risici deles, kan moral hazard aldrig helt undgås, men med den rette udformning kan den i høj grad holdes nede. Samtidig bør vi også anerkende, at deling af risici kan være med til at reducere risici.

Med oprettelsen af en kapitalmarkedsunion, som ville medføre større risikodeling i den private sektor, ville den andel af risici, som skal styres af en central finanspolitisk kapacitet, blive betydeligt mindre. Og en central finanspolitisk kapacitet ville samtidig reducere risiciene for hele unionen, når de nationale politikker ikke kan spille deres rolle.

I andre regioner, hvor finanspolitikken har spillet en større rolle siden krisen, har vi set, at opsvinget begyndte tidligere, og genoprettelsen af prisstabilitet er gået hurtigere. USA havde et gennemsnitligt underskud på 3,6 pct. fra 2009 til 2018, hvor euroområdet havde et overskud på 0,5 pct.[5]

USA har med andre ord haft både en kapitalmarkedsunion og en kontracyklisk finanspolitik. Euroområdet havde ingen kapitalmarkedsunion og en kontracyklisk finanspolitik.

Vejen til en finanspolitisk kapacitet vil sandsynligvis være lang. Historien viser, at budgetter sjældent udarbejdes med stabilisering som det overordnede mål, men snarere for at opnå konkrete mål i almenhedens interesse. I USA var det nødvendigheden af at overvinde den store depression, der førte til udvidelsen af det føderale budget i 1930'erne. Måske kræver det en hastesag, som fx modvirkning af klimaændringer, for at vi kan få et sådant kollektivt fokus i Europa.

Uanset hvilken vej man vælger, står det klart, at tiden er inde til mere Europa, ikke mindre. Ikke i en aksiomatisk forstand, men på linje med de mest grundlæggende føderalistiske traditioner. Hvor nationale politikker kan levere de bedste resultater, bør der ikke ændres ved noget. Men på de områder, hvor vi kun kan imødekomme befolkningens legitime bekymringer ved at arbejde sammen, er vi nødt til at have et stærkere Europa.

For os europæere, i en globaliseret verden, kan ægte suverænitet, der opfylder befolkningens behov for sikkerhed og velstand, kun opnås ved at arbejde sammen.[6] Som kansler Merkel har udtalt, er '"vi europæere nødt til at tage vores skæbne i egen hånd, hvis vi vil overleve som samfund".[7]

Ved at arbejde sammen kan vi beskytte vores interesser i verdensøkonomien, modstå presset fra fremmede magter, påvirke globale regler, så de afspejler vores standarder, og pålægge globale virksomheder vores værdier. Intet af dette kan opnås i samme grad af lande, der handler på egen hånd. I en globaliseret verden kan suverænitet genvindes ved at dele suverænitet.

Men anerkendelsen af, at vi for at være effektive er nødt til at udøve det, som præsident Macron har kaldt "europæisk suverænitet"[8], betyder ikke, at vi allerede har den politiske infrastruktur til at gøre det i dag. Der er dog en stærkt stigende bevidsthed om, at en sådan infrastruktur er nødvendig.

Vi så den første gang i det seneste valg til Europa-Parlamentet, som nok var det første af sin slags, hvor valgkampen primært drejede sig om europæiske spørgsmål. De, der ville have en langsommere europæisk integrationsproces, forsøgte endog at opnå det ved at stille spørgsmål om EU-institutionerne i stedet for helt at afvise deres legitimitet.

Det er kun en start, men det tyder på, at vores union bevæger sig i den rigtige retning. Jeg er overbevist om, at den vil fortsætte med at gøre det, for det er i sidste ende de enkelte landes egne interesser, der udstikker den fremtidige kurs mod et europæisk suverænt område.

Vi er kommet hertil takket være den indsats, som er gjort af mange dedikerede europæere på både nationalt og EU-plan. Der er tre grupper, hvis bidrag jeg gerne vil trække frem.

Den første gruppe er medarbejderne i ECB og de nationale centralbanker.

Der var mange tidspunkter under krisen, hvor ECB befandt sig i helt ukendt farvand. Vi stod på alle måder i en yderst kompleks økonomisk situation, hvor nye udfordringer opstod, så snart de gamle var løst.

Det var nogle intense år for jer og jeres familier. Men jeres engagement, resultaterne af de foranstaltninger, I udformede, og den kompetence, I udviste i hele Eurosystemet under gennemførelsen af foranstaltningerne, gør det til nogle mindeværdige år.

Disse politikker kan alle fremtidige politiske beslutningstagere nu gøre brug af, når de står over for lignende udfordringer. Det er en arv, som alle Eurosystemets medarbejdere kan være stolte af at give videre. Derfor vil jeg gerne takke jer for alt jeres bemærkelsesværdige arbejde, som virkelig har tjent ECB gennem disse tider helt uden fortilfælde og herved også Europas befolkninger.

Den anden gruppe, jeg gerne vil fremhæve, er mine kolleger i Direktionen og Styrelsesrådet – tidligere såvel som nuværende. I har vedtaget en række foranstaltninger i løbet af de seneste otte år under helt særlige omstændigheder. Fundamentet for de beslutninger har været jeres vedholdende og ubetingede forpligtelse over for vores mandat.

I har været urokkelige i jeres faste beslutning om både at opfylde vores mandat og samtidig overholde dets grænser – og aldrig acceptere et nederlag. I kan se tilbage med tilfredshed på de resultater, I opnåede under yderst krævende forhold, vel vidende, at I har forbedret tilværelsen for mange mennesker.

Det, der forener Styrelsesrådet, har altid været – og vil altid være – langt større end det, der måtte splitte det. Vi føler alle den samme loyalitet over for vores mandat og den samme begejstring for Europa. Jeg er sikker på, at denne fælles overbevisning også fremover vil gavne ECB og Europa i de kommende år.

Den tredje gruppe er Europas ledere.

Vi var nødt til at træffe nogle foranstaltninger, der til tider ved første øjekast forekom kontroversielle, og hvis fordele først blev tydelige hen ad vejen. Vores målbevidsthed var urokkelig, da den var baseret på medarbejdernes grundige arbejde, der havde udgangspunkt i empati for de mennesker, der var i nød, og blev styrket af overbevisningen om, at politikkerne ville forbedre deres situation.

Men under de forhold – og navnlig i en valutaunion bestående af flere lande – dannede de politiske ledere, der i vurderingen af vores pengepolitik satte sig ud over den nationale synsvinkel, anerkendte euroområdets synsvinkel og forklarede den for deres landsmænd, et nødvendigt bolværk, der beskyttede vores uafhængighed.

Jeg er taknemmelig for, at vi har ledere som disse i Europa, og for jeres urokkelige støtte og opmuntring gennem hele krisen.

Præsident Macron, præsident Mattarella, kansler Merkel: I har altid stået ved vores side i Det Europæiske Råd og i globale fora i en tid, hvor andre store centralbanker er blevet mødt med et mere og mere højlydt politisk pres. I har modstået de snæversynede røster, som ville have os til at vende den europæiske integration ryggen.

Og I har på afgørende tidspunkter taget de nødvendige skridt til at sikre euroen og beskytte den arv, der var givet os: et forenet, fredeligt og velstående Europa.

Nu er tiden kommet til, at jeg giver stafetten videre til Christine Lagarde. Jeg er ikke i tvivl om, at du bliver en fremragende leder af ECB.

Det har altid været mit mål at opfylde det mandat, som er fastsat i traktaten, at arbejde for det i fuld uafhængighed og i en institution, der har udviklet sig til en moderne centralbank med evnen til at håndtere en hvilken som helst udfordring.

Det har været et privilegie og en ære at få lov til at gøre dette.

Tak.

[1]Se tale af Mario Draghi, "Europe and the euro 20 years on", holdt i forbindelse med modtagelsen af Laurea Honoris Causa i økonomi fra Sant'Anna-universitetet i Pisa, 15. december 2018.
[2]Se tale af Mario Draghi, "Twenty Years of the ECB's monetary policy", holdt på ECB Forum on Central Banking, Sintra, 18. juni 2019.
[3]Tale af Mario Draghi, "Policymaking, responsibility and uncertainty", i forbindelse med modtagelsen af Laurea Honoris Causa fra Università Cattolica, 11. oktober 2019.
[4]Se tale af Mario Draghi, "Unemployment in the euro area", holdt på det årlige centralbanksymposium i Jackson Hole, 22. august 2014.
[5]Den gennemsnitlige konjunkturkorrigerede primære balance som procentdel af det potentielle BNP.
[6]Se tale af Mario Draghi, "Sovereignty in a globalised world", holdt i forbindelse med modtagelsen af Laurea Honoris Causa i jura fra Università degli Studi di Bologna, Bologna, 22. februar 2019.
[7]Tale af kansler Angela Merkel til Europa-Parlamentet, Strasbourg, 13. november 2018.
[8]Tale af præsident Emmanuel Macron til Europa-Parlamentet, Strasbourg, 17. april 2018.

Speaking engagements

Medie- og pressehenvendelser