Hvad er overskudslikviditet, og hvilken betydning har den?

28. december 2017

ECB har sammen med de nationale centralbanker i euroområdet (Eurosystemet) lånt ubegrænsede summer til bankerne som reaktion på den finansielle krise. ECB har desuden opkøbt obligationer fra markedsdeltagerne. Derfor er der flere penge – eller likviditet – i banksystemet som helhed, end der strengt taget er behov for. Det kaldes overskudslikviditet.

Med hvad er overskudslikviditet helt nøjagtigt? Hvad kan bankerne gøre med den? Det hævdes nogle gange, at den bare er der uden at gøre noget godt for økonomien og borgerne. Er det rigtigt?

Hvad er overskudslikviditet helt nøjagtigt?

Lad os først se på, hvad vi mener med likviditet, og hvilken rolle centralbanken, der leverer den, spiller? Sunde banker har måske langfristede aktiver, som fx realkreditlån, men skal med meget kort frist kunne udbetale deres passiver – fx når der hæves penge i kontantautomater. Banker har også brug for likviditet til at opfylde reservekravene. Et sted, hvor bankerne kan opnå kortfristet likviditet, er centralbanken. Al den likviditet, der findes i banksystemet, og som overstiger bankernes behov, kaldes overskudslikviditet.

Hvad kan bankerne gøre med deres overskudslikviditet?

Forretningsbanker har anfordringskonti i centralbanken. Al (overskuds)likviditet holdes enten på disse anfordringskonti i centralbanken eller i indlånsfaciliteten. Overskudslikviditet forbliver med andre ord i centralbanken. Den enkelte bank kan nedbringe sin overskudslikviditet, fx ved at låne den ud til andre banker, ved at købe aktiver eller overføre midler på vegne af sine kunder, men det kan banksystemet som helhed ikke. Likviditeten ender altid i en anden bank og dermed på en konto i centralbanken. Det er et selvstændigt eller, med andre ord, lukket system. Likviditeten kan kun forlade euroområdet, hvis det sker i fysisk form som pengesedler.

Hvis en investor fra euroområdet ønsker at investere i fx amerikanske virksomhedsobligationer, skal pengene først omveksles til amerikanske dollar. For at kunne gøre dette bliver investoren nødt til at sælge euro som betaling for de amerikanske dollar, måske i et datterselskab af en amerikansk bank i euroområdet. De amerikanske dollar kan derefter anvendes til at investere i amerikanske virksomhedsobligationer. Euroene bliver på kontoen i den amerikanske banks europæiske datterselskab. Det har også en konto i den nationale centralbank.

Hvorfor tillader ECB, at der findes overskudslikviditet?

Indtil den finansielle krise begyndte, opfyldte ECB likviditetsbehovet i euroområdets banksystem nogenlunde præcist. ECB beregnede banksystemets likviditetsbehov hver uge og stillede dette beløb til rådighed i form af lån til bankerne. Der blev afholdt en auktion, hvor bankerne bød på disse lån, og ECB sikrede, at lånene opfyldte banksystemets behov som helhed. Når likviditeten én gang var i systemet, blev den omfordelt mellem bankerne – via interbankudlån – i henhold til den enkelte banks behov.

I oktober 2008 gik ECB over til et system med fuld tildeling som reaktion på den alvorlige finansielle krise, efter at Lehman Brothers var gået konkurs. Det betyder, at bankerne kan låne så meget likviditet, de ønsker, så længe de kan stille tilstrækkelig godkendt sikkerhed. Systemet blev ændret, fordi bankerne ikke længere omfordelte likviditeten imellem sig ved hjælp af interbankudlån, som de havde gjort inden krisen. Den deraf følgende mangel på tillid til omfordelingsmekanismen ville have ført til en situation, hvor bankerne ville konkurrere aggressivt på auktionerne for at opnå likviditet, og det ville have fået renterne på disse lån til at stige. Systemet med fuld tildeling anvendes stadig, og det betyder, at der ikke er disse risici, fordi de enkelte banker kan opnå så meget likviditet, de har behov for.

Efter overgangen til fuld tildeling mente nogle banker, at det var bedre at bede om lidt for meget end lidt for lidt. Det betød, at banksystemet som helhed bad om mere likviditet, end det strengt taget var nødvendig for at tilfredsstille offentlighedens efterspørgsel efter kontanter og opfylde reservekravene. Dette resulterede i overskudslikviditet i systemet.

Som følge af overskudslikviditeten er markedsrenterne forblevet lave. Det betyder, at det er billigere for virksomheder og privatpersoner at låne penge, og det hjælper økonomien med at rette sig efter den finansielle og økonomiske krise og sætter banksystemet i stand til at opbygge likviditetsbuffere.

Overskudslikviditeten er endda blevet endnu større som følge af ECB's opkøbsprogram, der har lempet pengepolitikken yderligere på et tidspunkt, hvor renterne ikke kunne sættes ret meget længere ned.

Ligger alle disse penge ikke bare uvirksomme hen i centralbanken?

Bare fordi (elektroniske) penge og overskudslikviditet altid ender i centralbanken, betyder det ikke, at de ikke anvendes i økonomien. Lad os se på et eksempel:

Virksomhed 1 vil gerne investere i nye maskiner og får et lån fra sin bank, Bank 1 (en bank med overskudslikviditet). Pengene lånes ud til virksomheden, men indtil Virksomhed 1 bruger pengene, står de på virksomhedens konto i Bank 1. Bank 1 har en konto i centralbanken, hvor overskudslikviditeten står. Lånet har i sig selv ikke ændret Bank 1's overskudslikviditet. Nu køber Virksomhed 1 de nye maskiner fra Virksomhed 2 og beder Bank 1 om at overføre pengene til Virksomhed 2's bank (en bank med overskudslikviditet). Bank 2 har også en konto i centralbanken. Her indsættes overførslen fra Bank 1. Virksomhed 1's betaling for de nye maskiner fører til et fald i Bank 1's overskudslikviditet og en stigning i Bank 2' overskudslikviditet. Samlet set ændrer lånet og købet af maskiner ikke overskudslikviditeten i banksystemet. Lånet er ydet, og det er blevet anvendt til en investering i økonomien.

Overskudslikviditet er ikke en indikator for, hvor meget långivning der finder sted i økonomien. Det er derimod de månedlige tal for bankernes udlån og udlånsvæksten, som ECB offentliggør, der giver et fingerpeg om udviklingen i bankernes udlån.

Gør det en forskel, om bankerne sætter overskudslikviditet ind på indlånsfaciliteten eller på deres anfordringskonto?

I skrivende stund gør det ikke. Før i tiden modtog bankerne renter på de penge, de placerede i indlånsfaciliteten. Efter at ECB besluttede at indføre en negativ rente for indlånsfaciliteten, behandles saldi på anfordringskonti (ud over reservekravet) og indlånsfaciliteten ens.