Indlæg i anledning af afskedsarrangement

Tale af Jean-Claude Trichet, formand for ECB, den 19. oktober 2011

Ærede forbundskansler,

formand for Europa-Parlamentet,

formand for Det Europæiske Råd,

formand for Europa-Kommissionen,

formand for Eurogruppen,

kære præsident, Valéry Giscard d'Estaing,

kære forbundskansler, Helmut Schmidt,

ministre, Deres excellencer, centralbankdirektører,

kære ECB’s personale,

mine damer og herrer,

Det er mere end 13 år siden, at Den Europæiske Centralbank blev oprettet, og næsten 13 år siden, at euroen blev indført. Min mandatperiode som formand for ECB er ved at være slut, og jeg har i hele min otteårige mandatperiode været taknemmelig for den store tillid, som de europæiske demokratier har besluttet at betro ECB. Det er Europas borgere fra alle medlemslande og med alle politiske tilhørsforhold, som har betroet os vores hovedopgave – at fastholde prisstabilitet – og de har givet os uafhængighed, når vi udfører opgaven.

Når vi er tro mod vores mandat, er vi dermed tro mod medlemsstaternes demokratiske ønske.

Mine fem kollegaer i Direktionen, mine 22 kollegaer i Styrelsesrådet, ECB’s engagerede personale og jeg har fået til opgave at virkeliggøre en ambitiøs idé for Europas befolkning, der går langt tilbage i tiden.

Idéen om den fælles valuta har rødder i historien. Det var et ønske i Romerriget og Karl den Stores kejserdømme, men også senere efterlyste Georg Podiebrad, konge af Bøhmen, en fælles europæisk valuta.

Langt tid før Werner-rapporten, som blev offentliggjort for 40 år siden, har store tænkere af alle europæiske nationaliteter efterlyst en enhed med et fælles marked, en fælles økonomi og en fælles valuta. Disse historiske rødder sætter resultaterne med euroen som en ny valuta, de nuværende udfordringer i euroområdet og fremtiden for Den Økonomiske og Monetære Union i perspektiv.

Resultaterne med euroen som valuta skal vurderes i forhold til dens hovedformål. I en periode på næsten 13 år har 332 mio. medborgeres gennemsnitlige årlige inflation – på trods af en række betydelige globale økonomiske og finansielle stød – ligget på 2,0 pct. På trods af flere prisstigninger på olie og andre råvarer, er dette det bedste resultat, som et stort land i Europa har opnået i en sådan tidsperiode i de sidste 50 år. Tyskland har i 13 år haft en årlig inflation på 1,6 pct., hvilket er et bedre resultat end før euroen.

Det er også vigtigt, at der er lave inflationsforventninger. ECB’s styrelsesråd vil sikre et meget solidt anker for prisstabilitet i de næste ti år – fuldt ud i tråd med vores definition om, at inflationen skal være under, men tæt på 2 pct.

Euroen er en troværdig valuta, der har vist sig at være et godt værdiopbevaringsmiddel. Den bygger på et solidt grundlag.

De sidste otte år kan inddeles i to lige lange perioder.

De første fire år var udfordrende, men hverken mere eller mindre, end hvad der er normalt for centralbanker. ECB skulle opretholde stabiliteten, da it-boblen sprang, i en situation med høje og volatile priser på olie og energi. Vi kæmpede hårdt for at opretholde den finanspolitiske styring af euroområdet på et tidspunkt, hvor de tre største lande ønskede at svække stabilitets- og vækstpagten. Og som altid var vi nødt til at tage ansvar for vores egne beslutninger, også når vi forhøjede renterne, hvilket ikke altid faldt i god jord hos regeringerne, markedsdeltagerne eller de internationale finansielle institutioner. ECB er stolt af at være uafhængig og vil fortsat være det i fremtiden.

Efter fire år kom den finansielle og økonomiske krise.

Det var ikke en krise, som lignede de mange andre kriser i de sidste 50 år. Den var ikke som den første oliekrise i 1973 eller den anden i 1980. Heller ikke som statsgældskrisen i 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne. Og heller ikke som krisen i Asien eller it-boblen, som sprang i starten af 2000-tallet.

Siden august 2007 har vi oplevet en ny form for krise. Et globalt fænomen af en sådan art og størrelsesorden, at man ikke havde set mage siden 2. verdenskrig. For første gang i 66 år har epicentret af den globale krise været det finansielle system i de udviklede økonomier.

Krisen kunne have haft så stor indvirkning på realøkonomien, at der var opstået en stor depression, hvis centralbankerne og andre offentlige myndigheder ikke havde reageret så hurtigt og beslutsomt.

ECB’s styrelsesråd har siden starten af den finansielle turbulens, den 9. august 2007, anvendt et "adskillelsesprincip". Det har adskilt de "ordinære" tiltag – dvs. renterne, der skal sikre prisstabilitet på mellemlangt sigt – fra de "ekstraordinære" tiltag – der skal hjælpe med at genoprette en bedre transmission af vores ordinære tiltag i perioder med markedsforstyrrelser.

Euroens troværdighed og den solide forankring af inflationsforventningerne for de næste 10 år er blevet opretholdt under krisen. Dette kan tilskrives, at vi ved hjælp af vores rentepolitik har holdt en urokkelig kurs – mod prisstabilitet – samtidig med at vi har været årvågne og truffet de rigtige ekstraordinære tiltag, såsom fuld tildeling af likviditet til faste renter, opkøb af covered bonds og anvendelsen af Securities Market Programme. Også her er alle Styrelsesrådets beslutninger truffet i fuld uafhængighed.

Siden krisen satte ind, har jeg ment, at forventningerne til centralbankerne kunne sammenlignes med to berømte etiske principper, som Max Weber formulerede for næsten et århundrede siden: sindelagsetikken og ansvarsetikken.

Jeg mener, at der er paralleller mellem de "ordinære" tiltag og sindelagsetikken og mellem de "ekstraordinære" tiltag og ansvarsetikken. Det er også vigtigt at bevare den moralske sammenhæng mellem hensigt og handling og mellem handling og konsekvenser. Vores adskillelsesprincip gør dette muligt.

Max Weber sagde, at sindelagsetikken ikke var ensbetydende med uansvarlighed, og at ansvarsetikken ikke var ensbetydende med umoralsk opportunisme. Han sagde, at sindelagsetikken og ansvarsetikken ikke var modsætninger, men supplerede hinanden.

Krisen har afsløret svagheder i alle store udviklede økonomier i verden. Der er sat spørgsmål ved, om deres mellemlang- og langsigtede strategier er holdbare. Europa – og særligt euroområdet – har, på konsolideret basis, vist sig at være stabilt, særligt når det gælder dets overordnede budgetsituation og den indenlandske og udenlandske balance. Den Økonomiske og Monetære Unions svagheder skal findes i en utilstrækkelig forvaltning af den økonomiske union i de enkelte medlemsstater. Den monetære union har levet op til forventningerne.

Krisen har frem for alt lært os, at den økonomiske styring skal styrkes. På vegne af Styrelsesrådet har jeg ofte efterlyst et kvantespring på området. Den støttepakke, der netop er vedtaget, er et godt skridt i rigtige retning. Når den gennemføres, vil vi se, om den er et kvantespring. Jeg vil gerne sige tak til Jerzy Buzek, formand for Europa-Parlamentet, for Parlamentets beslutsomhed under drøftelserne med Rådet.

Der skal nu arbejdes med krisestyring på tre områder. EFSF’s kapacitet til at sikre finansiel stabilitet skal styrkes, og den skal bygge på overbevisende nationale budgetmæssige og strukturelle politikker. De europæiske bankers balancer skal styrkes, og der skal findes en god løsning for Grækenlands mellemlangsigtede justeringer.

Dette skal ske hurtigt. Jeg tænker på det berømte udsagn af Jean Monnet: "Mennesker accepterer kun forandringer, når det er nødvendigt, og der skal en krise til, før de mener, at det er nødvendigt". Dette udsagn passer godt på situationen lige nu – vi er lige nu i en krise.

Når tiden er inde til at sige farvel, er det en god anledning til at tænke over fortiden og nutiden, men også over fremtiden. Vi har netop haft æren af at lytte til to af de personer, der var med til at oprette Det Europæiske Monetære System – forløberen for europæernes fælles valuta. Jeg takker dem inderligt for at have delt ud af deres visdom og erfaring.

Jeg vil tillade mig at give udtryk for min personlige holdning, som Styrelsesrådet eller ECB ikke nødvendigvis er enig i. I det langsigtede historiske perspektiv er det Europas opgave at fuldende "Den Økonomiske og Monetære Union". Som jeg har sagt før, kunne man overveje, om fremtidens økonomiske og monetære union med sit indre marked, fælles valuta og fælles centralbank også skulle have et udøvende organ. Ikke nødvendigvis et finansministerium, som forvalter et stort føderalt budget. Men et organ, som ville få direkte ansvarsopgaver på mindst tre områder. Det første ansvarsområde skulle være en konsekvent overvågning af budget- og konkurrencepolitikkerne med en kapacitet til, i undtagelsestilfælde, at træffe beslutninger, som umiddelbart kan anvendes i en bestemt økonomi, der bringer euroområdets finansielle stabilitet i fare. Det andet skulle omfatte alle typiske ansvarsområder for udøvende organer med hensyn til unionens integrerede finansielle sektor, således at det går hånd i hånd med en fuld integration af de finansielle tjenester. Det tredje skulle være unionens repræsentation i internationale finansielle institutioner.

Som Jean Monnet engang skrev, kan ingen sige i dag, hvordan Europas institutionelle rammer vil se ud i morgen, fordi de fremtidige forandringer, som udspringer nutidens forandringer, er uforudsigelige.

Jeg har tillid til, at nutidens forandringer, som udspringer af den globale krise, netop af en af de forandringer, som ifølge Jean Monnet vil gøre os i stand til at skabe nye institutionelle rammer.

Under alle omstændigheder er det beslutninger, som kun kan træffes af vores demokratier – af Europas borgere, som vi står til regnskab over for.

Hvad fremtiden end bringer, kan borgerne være sikre på, at ECB's styrelsesråd fortsat vil være tro mod sin hovedopgave, og at ECB sammen med Eurosystemet fortsat vil være et anker for stabilitet og tillid.

Jeg ønsker alt det bedste for Mario Draghi, min efterfølger, som har delt sin visdom og erfaring med Styrelsesrådet i de sidste år. Han har været med til at træffe vores fælles beslutninger, og hans fremragende kvaliteter vil gøre hans fremtidige formandskab for det europæiske monetære team sammen med Direktionen og Styrelsesrådet til en stor succes.

Jeg vil slutte af med personligt at udtrykke min taknemmelighed til alle dem, som jeg i årenes løb har arbejdet sammen med på projektet om Europas økonomiske og monetære union. I dag vil jeg særligt udtrykke min hyldest til mine kollegaer her i ECB, de nuværende og forhenværende medlemmer af Direktionen, Styrelsesrådet og Det Generelle Råd. Jeg vil gerne takke alle ECB's medarbejdere. Alle medarbejdere er nødvendige for, at vi kan nå vores hovedmål. De fortjener fuld anerkendelse og taknemmelighed for deres engagement, professionelle indsats og hårde arbejde.

Nutiden stiller krav om øjeblikkelig handling. Fremtiden stiller krav om en vision om, hvor vi er på vej hen – et pejlemærke.

Det skal handles med det samme. Goethe sagde engang: "Det er ikke nok at vide. Viden skal anvendes. Det er ikke nok at ville. Der skal handles." Jeg mener, at netop dette bør inspirere Europa i de næste par dage.

Med hensyn til pejlemærke gav Jean Monnet os en vigtig besked for vores fremtid: "Fortsæt, fortsæt. Kun i unionen har Europa en fremtid". Og Alcide De Gasperi: "Den vigtigste faktor, som skal have forrang over andre, er den politiske vilje til at opbygge unionen."

Tak for opmærksomheden!

Speaking engagements

Medie- og pressehenvendelser