Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU)

I juni 1988 bekræftede Det Europæiske Råd målsætningen om gradvist at skabe en økonomisk union. Rådet nedsatte en komite med Jacques Delors, den daværende formand for Europa-Kommissionen, i spidsen. Komiteen skulle undersøge og fremkomme med forslag til konkrete faser, der skulle føre til denne union.

Komiteen bestod af EF's centralbankchefer, Alexandre Lamfalussy, den daværende generaldirektør for Den Internationale Betalingsbank, Niels Thygesen, professor, dr.polit., Danmark, og Miguel Boyer, den daværende chef for Banco Exterior de España.

Komiteens arbejde førte til Delors-rapporten, der indeholdt forslag om en overgang til en økonomisk og monetær union i tre adskilte, men fremadskridende faser.

Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU) tre faser

Oversigt

FØRSTE FASE
fra 1. juli 1990
Fri bevægelighed for kapitaltransaktioner
Øget samarbejde mellem centralbankerne
Fri anvendelse af ECU'en (European Currency Unit, forløber for euroen)
Forbedring af den økonomiske konvergens
ANDEN FASE
fra 1. januar 1994
Oprettelse af Det Europæiske Monetære Institut (EMI)
Forbud mod centralbankers kreditgivning til den offentlige sektor
Øget samordning af pengepolitikken
Styrkelse af den økonomiske konvergens
Proces, der skulle føre til de nationale centralbankers uafhængighed, og som senest skulle være gennemført på datoen for oprettelsen af Det Europæiske System af Centralbanker
Forberedelser til tredje fase
TREDJE FASE
fra 1. januar 1999
Uigenkaldelig fastlåsning af vekselkurserne
Euroens indførelse
Det Europæiske System af Centralbanker overtager gennemførelsen af den fælles pengepolitik
Den EU-interne valutakursmekanismes ikrafttræden (ERM2)
Stabilitets- og vækstpagtens ikrafttræden

Første fase

Første fase af EMU

I juni 1989 besluttede Det Europæiske Råd på baggrund af Delors-rapporten, at første fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU) skulle indledes 1. juli 1990. På denne dato blev alle begrænsninger i kapitalens frie bevægelighed mellem medlemslandene i princippet ophævet.

Centralbankchefkomiteen

Centralbankchefkomiteen fik udvidet sine ansvarsområder. Komiteen bestod af centralbankcheferne i Det Europæiske Økonomiske Fællesskabs medlemstater, og dens rolle i det monetære samarbejde var blevet stadig større, siden den blev nedsat i 1964. Ansvarsområderne fremgår af Rådets afgørelse af 12. marts 1990. Blandt de nye arbejdsopgaver var afholdelsen af høringer om og fremme af samordningen af medlemslandenes pengepolitik med henblik på at opnå prisstabilitet.

På grund af den relativt korte tid, der var til rådighed, og kompleksiteten af de dermed forbundne opgaver, påbegyndte centralbankchefkomiteen også det forberedende arbejde til tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Første skridt var at identificere alle de spørgsmål, der skulle undersøges tidligt i processen, at opstille et arbejdsprogram inden udgangen af 1993 og at definere det mandat, som eksisterende underudvalg og arbejdsgrupper, der var nedsat til formålet, skulle have i denne forbindelse.

Retlige forberedelser

Det var nødvendigt at ændre traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab ("Romtraktaten") for at oprette de nødvendige institutionelle rammer for gennemførelsen af anden og tredje fase. Derfor blev der i 1991 afholdt en regeringskonference om ØMU parallelt med regeringskonferencen om den politiske union.

Resultatet af forhandlingerne blev traktaten om Den Europæiske Union, som blev indgået i december 1991 og underskrevet i Maastricht den 7. februar 1992. På grund af forsinkelser i ratifikationsprocessen trådte traktaten (der ændrede traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, herunder navnet, til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab og introducerede bl.a. protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank protokollen om statutten for Det Europæiske Monetære Institut) imidlertid ikke i kraft før 1. november 1993.

Anden fase

Anden fase af ØMU

Oprettelse af EMI og ECB

Oprettelsen af Det Europæiske Monetære Institut (EMI) den 1. januar 1994 markerede indledningen af anden fase af ØMU, og samtidig opløstes Centralbankchefkomiteen. EMI's midlertidige eksistens afspejlede endvidere den monetære integration inden for Fællesskabet. EMI var hverken ansvarlig for at føre pengepolitikken i Den Europæiske Union – dette var stadig helt og holdent de nationale myndigheders ansvar – eller bemyndiget til at gennemføre valutainterventioner.

EMI's to hovedopgaver:

  • at styrke samarbejdet på centralbankniveau og samordningen af pengepolitikken
  • at træffe de nødvendige forberedelser til at oprette Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), føre en fælles pengepolitik og indføre en fælles valuta i den tredje fase.

Med dette formål for øje fungerede EMI som et forum for høringer og for udveksling af synspunkter og oplysninger om strategiske emner. EMI fastlagde endvidere de nødvendige vedtægtsmæssige, organisatoriske og logistiske rammer, for at ESCB kunne udføre sine opgaver i tredje fase.

Det Europæiske Råd besluttede i december 1995, at den europæiske valutaenhed, der skulle indføres ved indledningen af tredje fase, skulle benævnes "euro". Rådet bekræftede samtidig, at tredje fase af ØMU skulle indledes den 1. januar 1999. Den kronologiske rækkefølge af begivenhederne i forbindelse med overgangen til euro blev bekendtgjort på forhånd. Dette scenario var hovedsagelig baseret på detaljerede forslag udarbejdet af EMI.

ERM2

EMI fik samtidig til opgave at udføre det forberedende arbejde med hensyn til de forbindelser, der i fremtiden skulle oprettes mellem euroområdet og de øvrige EU-lande på det monetære område og valutakursområdet. I december 1996 forelagde EMI sin rapport for Det Europæiske Råd. Rapporten udgjorde grundlaget for Det Europæiske Råds resolution om principperne for og hovedelementerne i den nye valutakursmekanisme (ERM2), der blev vedtaget i juni 1997.

De nye pengesedler

I december 1996 forelagde EMI de udvalgte designserier af eurosedler, der skulle sættes i omløb 1. januar 2002, for Det Europæiske Råd og senere for offentligheden.

Stabilitets- og vækstpagten

Det Europæiske Råd vedtog stabilitets- og vækstpagten i juni 1997 for at supplere og uddybe traktatens bestemmelser om ØMU. To forordninger indgår i stabilitets- og vækstpagten, der har til formål at sikre budgetdisciplinen i forhold til ØMU. Pagten og de respektive forpligtelser blev uddybet i en deklaration fra Rådet i maj 1998. Pagten blev ændret i 2005 og 2011.

Hvilke lande deltog fra starten af tredje fase?

Den 2. maj 1998 besluttede Rådet for Den Europæiske Union – i dets sammensætning af stats- og regeringschefer – enstemmigt, at 11 medlemslande havde opfyldt de nødvendige betingelser for at kunne deltage i tredje fase af ØMU og indføre den fælles valuta pr. 1. januar 1999. Det drejede sig om følgende lande: Belgien, Tyskland, Spanien, Frankrig, Irland, Italien, Luxembourg, Holland, Østrig, Portugal og Finland. Stats- og regeringscheferne nåede også til politisk enighed om de personer, der skulle indstilles til udnævnelse som medlemmer af Direktionen for Den Europæiske Centralbank (ECB).

Forberedelse til fastlåsning af vekselkurserne

I maj 1998 vedtog finansministrene i de medlemlande, der indførte den fælles valuta, disse landes nationalbankchefer, Europa-Kommissionen og EMI også, at de bilaterale centralkurser, der var gældende i ERM for de deltagende medlemslandes valutaer, skulle anvendes til at fastlægge de uigenkaldeligt fastlåste vekselkurser for euroen.

Udnævnelse af besluttende organer

Den 25. maj 1998 udnævnte regeringerne i de 11 deltagende lande formanden, næstformanden og de andre fire medlemmer af ECB's direktion. Udnævnelsen havde virkning fra 1. juni 1998 og markerede oprettelsen af ECB. ECB og de nationale centralbanker i de deltagende medlemslande udgør tilsammen Eurosystemet, der udformer og definerer den fælles pengepolitik i tredje fase af ØMU.

Med oprettelsen af ECB den 1. juni 1998 havde EMI fuldført sine opgaver. I overensstemmelse med artikel 123 (tidligere artikel 109 L) i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab trådte EMI i likvidation ved ECB's oprettelse. EMI havde afsluttet alle de forberedende opgaver i god tid, så ECB kunne anvende resten af 1998 til den endelige afprøvning af systemer og procedurer.

Tredje fase

Tredje fase af ØMU

Uigenkaldelig fastlåsning af vekselkurserne

Den 1. januar 1999 indledtes tredje og sidste fase med den uigenkaldelige fastlåsning af vekselkurserne i de 11 medlemslande, der deltog i Den Monetære Union fra starten, samt gennemførelsen af en fælles pengepolitik, som ECB er ansvarlig for.

Den 1. januar 2001 steg antallet af deltagerlande til 12, da Grækenland indledte tredje fase af ØMU. Slovenien kom med som det 13. land i euroområdet den 1. januar 2007, og året efter kom Cypern og Malta også med. Senest er Slovakiet blevet medlem den 1. januar 2009, Estland den 1. januar 2011, Letland den 1. januar 2014 og Litauen den 1. januar 2015. Fra den dag landene blev en del af euroområdet, er deres respektive nationale centralbanker automatisk blevet en del af Eurosystemet.