PRESSEMEDDELELSE

Eurosystemet indfører 5-eurosedlen i Europa-serien

2. maj 2013

En ny 5-euroseddel, den første i Europa-serien, er i dag sat i cirkulation i eurolandene.

I forbindelse med Styrelsesrådets møde i Bratislava blev dette fejret ved et kort arrangement. Vært for arrangementet var Jozef Makúch, direktør for Národná banka Slovenska. En gruppe børn af "eurogenerationen", dvs. børn, der er vokset op uden at have kendt til andre valutaer end euroen, overrakte transparente stjerner med den nye 5-euroseddel til medlemmerne af Styrelsesrådet. ECB's formand Mario Draghi gav også hvert barn en underskrevet ny 5-euroseddel.

Ved udarbejdelsen af den nye seddel blev der taget højde for de teknologiske fremskridt, der er gjort på området, siden den første euroseddelserie blev indført i 2002. Den nye 5-euroseddel har således en række nye og forbedrede sikkerhedselementer. I vandmærket og hologrammet ses et portræt af Europa, en figur fra den græske mytologi, som har lagt navn til seddelserien. Det iøjnefaldende "smaragdgrønne tal" ændrer farve fra smaragdgrøn til dyb blå og viser en lyseffekt, som bevæger sig op og ned. Korte streger i relieftryk langs sedlens venstre og højre kant gør det lettere for især synshæmmede at genkende sedlen. Disse sikkerhedselementer findes alle på forsiden af den nye seddel, og de kan let tjekkes ved hjælp af føl-se-vip-metoden. Det er planen, at de skal være at finde på alle sedlerne i Europa-serien. De øvrige sedler i serien indføres i løbet af de kommende år, og 10-eurosedlen bliver den næste i rækken.

På ECB's websted og på webstedet euroensnyeansigt findes der billeder og filmmateriale fra arrangementet samt yderligere oplysninger om de nye eurosedler, herunder flere videoer, som sætter fokus på sikkerhedselementerne. "Euro Cash Academy", et interaktivt værktøj til at lære mere om både den nye 5-euroseddel og de øvrige eurosedler, findes ligeledes på de to websteder og som app til smartphones – på 22 EU-sprog.

Medie- og pressehenvendelser