SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter
  • PRESSEMEDDELELSE

Pengepolitiske beslutninger

30. april 2026

Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. De indkommende oplysninger er stort set i overensstemmelse med Styrelsesrådets tidligere vurdering af inflationsudsigterne, mens de opadrettede risici for inflationen og de nedrettede risici for væksten er taget til. Styrelsesrådet arbejder målrettet på at fastsætte pengepolitikken, så det sikres, at inflationen stabiliserer sig på 2 pct.-målet på mellemlangt sigt.

Krigen i Mellemøsten har medført en markant stigning i energipriserne, hvilket har fået inflationen til at stige og har påvirket de økonomiske forventninger negativt. Konsekvenserne af krigen for inflationen på mellemlangt sigt og den økonomiske aktivitet afhænger af, hvor kraftigt og hvor længe energipriserne stiger og af indirekte effekter og anden runde-effekter. Jo længere krigen varer, og jo længere energipriserne er høje, jo større er sandsynligheden for, at det vil påvirke inflationen og økonomien.

Styrelsesrådet er godt rustet til at håndtere den aktuelle usikkerhed. Euroområdet gik ind i denne periode med stigende energipriser med inflation på omkring 2 pct.-målet, og økonomien har i de seneste kvartaler vist, at den er modstandsdygtig. Inflationsforventningerne på langt sigt er solidt forankret, selvom inflationsforventningerne på kort sigt er steget betydeligt.

Styrelsesrådet vil overvåge situationen nøje og følge en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge den hensigtsmæssige pengepolitiske kurs. Dets rentebeslutninger baseres især på en vurdering af inflationsudsigterne og de risici, der er forbundet hermed, med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data samt udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.

ECB's officielle renter

Renten på indlånsfaciliteten, de primære markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet fastholdes på henholdsvis 2,00 pct., 2,15 pct. og 2,40 pct.

Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)

APP- og PEPP-porteføljerne falder i et afmålt og forudsigeligt tempo, da Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra udløbne værdipapirer.

***

Styrelsesrådet er rede til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på dets 2 pct.-mål på mellemlangt sigt, og til at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, og gør det således muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.

Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.

Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt