Ofte stillede spørgsmål om udvidelsen af EU og om Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU)

Hvilke lande er blevet optaget i EU siden ECB's etablering i 1998?
Cypern, Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovenien, Slovakiet, Tjekkiet og  Ungarn kom med i EU den 1. maj 2004. Bulgarien og Rumænien kom med i EU den 1. januar 2007 og Kroatien den 1. juli 2013. I øjeblikket er fem lande anerkendt som tiltrædelseslande: Albanien, Montenegro, Nordmakedonien, Serbien og Tyrkiet. Tiltrædelseskriterierne, der er ens for alle lande, er stadig de kriterier, som Det Europæiske Råd definerede på mødet i København i 1993.
Indfører de nye medlemslande automatisk euroen, efter at de er blevet medlem af EU?
Nej, det gør de ikke. De forventes dog at gøre det, når de opfylder "Maastrichtkriterierne". I modsætning til Danmark og Storbritannien skal de nye EU-lande indføre euroen.
Hvornår forventes de nye medlemslande at indføre euroen?
Som det fremgår af "Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbanks holdning til spørgsmål i relation til tiltrædelseslandenes valutakurspolitik", der blev offentliggjort 18. december 2003, er der ikke fastsat nogen frist for, hvornår de nye medlemslande skal indføre euroen. For at kunne indføre euroen skal et land have opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Rådet vurderer på grundlag af konvergensrapporter, som Kommissionen og ECB udarbejder, i hvor høj grad landene opfylder konvergenskriterierne i Maastrichttraktaten. Disse rapporter udarbejdes mindst hvert andet år eller på anmodning af et medlemsland, der ønsker at indføre euroen.
Hvad er konvergenskriterierne?
For at kunne indføre euroen skal et medlemsland have opnået en høj grad af vedvarende økonomisk konvergens. Om det er tilfældet, afhænger af, hvorvidt landet vurderes at opfylde de konvergenskriterier, der er fastlagt i artikel 140 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde og præciseret yderligere i en protokol, der er knyttet som bilag til traktaterne. Ifølge kriterierne skal et land:
  • have "en høj grad af prisstabilitet". Det betyder, at "en medlemsstat skal have en holdbar prisudvikling samt en gennemsnitlig inflationstakt, som betragtet i en periode på et år før undersøgelsen ikke overstiger inflationstakten i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 1,5 procentpoint".
  • have "holdbare offentlige finanser". Det betyder, at medlemslandet på tidspunktet for undersøgelsen ikke er omfattet af en rådsafgørelse om, at der eksisterer et uforholdsmæssigt stort budgetunderskud. Rådet beslutter, hvorvidt der er tale om et uforholdsmæssigt stort underskud, ved at se på:
    1. det forventede eller faktiske statslige budgetunderskud af bruttonationalproduktet i markedspriser, som ikke bør overstige 3 pct.
    2. den offentlige gæld i forhold til bruttonationalproduktet i markedspriser, som ikke bør overstige 60 pct.
    Ved vurderingen af, om kravet om budgetdisciplin er opfyldt, tages der dog også højde for andre forhold som fx tidligere fremskridt med hensyn til at reducere budgetunderskud og/eller tilstedeværelsen af ekstraordinære og midlertidige forhold, som måtte bidrage til et sådant underskud. På baggrund af ændringerne af stabilitets- og vækstpagten, som trådte i kraft fra udgangen af 2011, vil vurderingen også tage højde for, i hvor høj grad landene overholder reglerne om øget finanspolitisk styring. Det forventes bl.a., at medlemslande med en offentlig gæld på over 60 pct. i forhold til bruttonationalproduktet bringer gælden ned mod referenceværdien i et passende tempo, dvs. på niveau med det benchmark for gældsreduktion, som blev indført for nylig.
  • have overholdt "de normale udsvingsmargener i det europæiske monetære systems valutakursmekanisme i mindst to år uden devaluering over for euroen." Ved vurderingen af dette kriterium lægges der vægt på, om valutakursen er tæt på centralkursen i forhold til euroen i en periode på mindst to år uden alvorlige spændinger, samtidig med at der også tages hensyn til forhold, som kan have ført til en appreciering.
  • have en "varig karakter af den konvergens ... som [er] afspejlet i de langfristede rentesatser". Det betyder, at "en medlemsstat over en periode på et år før undersøgelsen har haft en gennemsnitlig langfristet nominel rente, som ikke overstiger den tilsvarende rentesats i de højst tre medlemsstater, der har nået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet, med mere end 2 procentpoint. Rentesatserne måles på grundlag af langfristede statsobligationer eller tilsvarende værdipapirer, idet der tages hensyn til forskelle i nationale definitioner".
  • I vurderingen tages også hensyn til adskillige andre forhold som fx "resultaterne af markedsintegrationen, situationen for og udviklingen i betalingsbalancens løbende poster og en redegørelse for udviklingen i enhedslønomkostningerne og andre prisindeks".
Ligeledes i henhold til ovennævnte traktats artikel 140 omfatter konvergensvurderingen en undersøgelse af, hvorvidt hver af de pågældende medlemsstaters nationale lovgivning, herunder den nationale centralbanks statut, er forenelig med artikel 130 og 131, samt med statutten for ESCB og ECB.
Hvornår og på hvilke vilkår forventes nye EU-lande at deltage i valutakursmekanismen (ERM2)?
I henhold til resolutionen om ERM2 "vil det være frivilligt for medlemsstater uden for euroområdet at deltage i valutakursmekanismen. Medlemsstater med dispensation må dog forventes at tiltræde mekanismen. En medlemsstat, der ikke deltager i valutakursmekanismen fra starten, kan deltage på et senere tidspunkt." Der er ingen særlige forhåndsbetingelser, kun en fælles aftale om, at centralkursen og udsvingsbåndene skal overholdes. Som nævnt i spørgsmål 4 er et af kriterierne for at kunne indføre euroen, at landet har deltaget i ERM2 i mindst to år forud for konvergensvurderingen (se også Styrelsesrådets dokument af 18. december 2003, "Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbanks holdning til spørgsmål i relation til tiltrædelseslandenes valutakurspolitik").
Hvilken rolle får ECB, når de nye EU-landes centralkurser bliver fastlåst over for euroen i ERM2?
I overensstemmelse med resolutionen, der blev vedtaget på Det Europæiske Råds møde i Amsterdam den 16. juni 1997, træffes beslutningerne om centralkurserne og standardudsvingsbåndet ved fælles overenskomst mellem finansministrene fra eurolandene, ECB og finansministrene og centralbankcheferne fra medlemslandene uden for euroområdet, som deltager i den nye mekanisme, efter en fælles procedure, som Europa-Kommissionen deltager i, og efter høring af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg. Finansministrene og centralbankcheferne fra de medlemslande, som ikke er med i ERM2, deltager i beslutningsprocesserne, men har ingen stemmeret. Alle parter i den fælles overenskomst, herunder ECB, har ret til at indlede en fortrolig procedure med henblik på eventuel ændring af centralkurserne (se også Styrelsesrådets dokument af 18. december 2003, "Styrelsesrådet for Den Europæiske Centralbanks holdning til spørgsmål i relation til tiltrædelseslandenes valutakurspolitik").
Hvilke økonomiske fordele er der ved at udvide euroområdet?
Euroen fjerner valutakursrisiciene mellem de lande, som indfører den, hvorved renteniveauet mindskes, og den tillader landene at nyde godt af et stabilt prisniveau, hvilket er ECB's hovedmål. Euroen baner også vej for et dybt, likvidt og integreret kapitalmarked blandt de lande, som indfører den. Det er ikke længere nødvendigt at veksle penge og betale vekselgebyr, når man rejser rundt i euroområdet. For at kunne udnytte fordelene fuldt ud skal et land dog være parat til euroen. Om det er tilfældet, vurderes på grundlag af konvergenskriterierne i Maastrichttraktaten.
Har ECB nogen indflydelse i forbindelse med udvidelsen af ØMU?
Både ECB og Europa-Kommissionen udarbejder konvergensrapporter. Dette sker enten hvert andet år eller på anmodning af en "medlemsstat med dispensation". Disse rapporter udgør grundlaget for Rådets beslutning om, hvorvidt et medlemsland opfylder de nødvendige kriterier for at kunne indføre euroen. Alle ECB's konvergensrapporter findes under afsnittet Publications på dette websted. Ud over ECB's rolle i forbindelse med konvergensrapporterne samarbejder ECB også med de nationale centralbanker i de nye EU-lande for at lette deres tilpasning til Eurosystemets operationelle rammer.
I hvilke af ECB's organer deltager de nye EU-landes nationale centralbanker? Og i hvilke bliver de optaget, når deres respektive lande har indført euroen?
Centralbankerne i de nye medlemslande er fuldgyldige medlemmer af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB), og centralbankcheferne er fuldgyldige medlemmer af Det Generelle Råd. Centralbankernes repræsentanter i ESCB-komiteerne er fuldgyldige medlemmer, når komiteerne mødes inden for rammerne af ESCB, dvs. når repræsentanter for alle EU's centralbanker deltager, og ikke blot repræsentanter for de nationale centralbanker i euroområdet. Når de nye EU-lande har indført euroen, bliver deres centralbankchef medlem af Styrelsesrådet, og deres eksperter medlemmer af ESCB-komiteerne, når disse mødes inden for rammerne af Eurosystemet (dvs. når repræsentanter for alle de nationale centralbanker i euroområdet deltager).
Kan de nye EU-lande begynde at bruge euroen som parallelvaluta, før de er blevet optaget i Eurosystemet (såkaldt "euroisering")?
"Euroisering" er ikke i overensstemmelse med den økonomiske tankegang bag ØMU'en, nemlig at indførelsen af euroen skal være prikken over i'et i en konvergensproces inden for multilaterale rammer. De i traktaten fastlagte faser for indførelsen af euroen kan ikke springes over med en ensidig euroisering.
Er det muligt for et EU-land at bevare sit currency board, når landet tiltræder ERM2?
ERM2 er en multilateral aftale, i henhold til hvilken valutaer fra EU-lande uden for euroområdet er bundet til euroen, og beslutninger træffes ved gensidig aftale mellem de involverede parter. Et medlemsland kan opretholde et eurobaseret currency board som en ensidig forpligtelse inden for ERM2, forudsat at der er en gensidig aftale om, at den fastsatte kurs i henhold til currency boardet er passende og kan fungere som den pågældende valutas centralkurs i ERM2. Et currency board, der ikke er baseret på euroen, er ikke foreneligt med deltagelse i ERM2. Som udgangspunkt tilskynder ECB's styrelsesråd ikke til brug af disse ordninger, men søger heller ikke at begrænse dem. De kan dog ikke erstatte to års deltagelse i ERM2 (se Styrelsesrådets dokument af 18. december 2003, "Styrelsesrådet for ECB's holdning til spørgsmål i relation til tiltrædelseslandenes valutakurspolitik").
Hvilken indflydelse har udvidelsen på strukturen i ECB's besluttende organer?
Centralbankcheferne i alle EU-lande er fuldgyldige medlemmer af ECB's generelle råd, hvori også ECB's formand og næstformand deltager.
Når de nye medlemslande har indført euroen, bliver deres centralbankchef medlem af ECB's styrelsesråd. Antallet af medlemmer med stemmeret kommer imidlertid ikke til at overstige 21: De seks direktionsmedlemmer har altid hver én stemme, og de nationale centralbankchefer har tilsammen 15 stemmer, som skal afgives efter et rotationssystem. Alle medlemmer med stemmeret har én stemme ifølge princippet om én person, én stemme. Alle medlemmer har ret til at deltage og til at tale.
Skal de nye medlemslande, som deltager i ESCB, indskyde kapital i ECB?
Ja. I henhold til ESCB-statutten skal alle nationale centralbanker, som deltager i ESCB, indskyde kapital i ECB i overensstemmelse med en fordelingsnøgle, som afspejler deres lands andel af EU's befolkning og bruttonationalprodukt. De nationale centralbanker i lande, som endnu ikke har indført euroen, behøver dog kun at indbetale 3,75 pct. af deres tegnede kapital.