- PRESSEMEDDELELSE
Pengepolitiske beslutninger
23. juli 2026
Styrelsesrådet besluttede i dag at fastholde ECB's tre officielle renter. Udsigterne for energipriserne er meget volatile, men ligger i øjeblikket tæt på basisscenariet i Eurosystemets stabs junifremskrivninger og et godt stykke over niveauerne før konflikten i Mellemøsten. Usikkerheden er fortsat høj, og energistødets fulde inflationseffekt er endnu ikke slået igennem. Styrelsesrådet overvåger derfor stødets intensitet og varighed og dets indirekte effekter og anden runde-effekter nøje. Styrelsesrådet arbejder målrettet på at fastsætte pengepolitikken, så det sikres, at inflationen stabiliserer sig på 2 pct.-målet på mellemlangt sigt.
Med beslutningen i dag er Styrelsesrådet fortsat godt rustet til at navigere i den usikkerhed, som krigen har forårsaget. Det vil følge en dataforankret tilgang møde for møde til at fastlægge den hensigtsmæssige pengepolitiske kurs. Styrelsesrådets rentebeslutninger baseres især på dets vurdering af inflationsudsigterne og de risici, der er forbundet hermed, med udgangspunkt i nye økonomiske og finansielle data samt udviklingen i den underliggende inflation og styrken af den pengepolitiske transmission. Styrelsesrådet forpligter sig ikke på forhånd til en bestemt renteudvikling.
ECB's officielle renter
Renten på indlånsfaciliteten, de primære markedsoperationer og den marginale udlånsfacilitet blev fastholdt på henholdsvis 2,25 pct., 2,40 pct. og 2,65 pct.
Programmet til opkøb af aktiver (APP) og opkøbsprogrammet på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)
APP- og PEPP-porteføljerne falder i et afmålt og forudsigeligt tempo, da Eurosystemet ikke længere geninvesterer afdragene på hovedstolen fra udløbne værdipapirer.
***
Styrelsesrådet er klar til at tilpasse alle sine instrumenter inden for sit mandat for at sikre, at inflationen stabiliseres på 2 pct.-målet på mellemlangt sigt, og til at opretholde den velfungerende transmission af pengepolitikken. TPI (instrumentet til beskyttelse af den pengepolitiske transmission) kan desuden tages i brug med henblik på at imødegå en uønsket, ukontrolleret markedsdynamik, som udgør en alvorlig trussel mod den pengepolitiske transmission i alle lande i euroområdet, hvilket gør det muligt for Styrelsesrådet at opfylde sit prisstabilitetsmandat mere effektivt.
Formanden for ECB vil give en redegørelse for disse beslutninger på en pressekonference, der begynder kl. 14.45 CET i dag.
Hvad angår den nøjagtige ordlyd, som Styrelsesrådet nåede til enighed om, henvises til den engelske version.
Den Europæiske Centralbank
Generaldirektoratet Kommunikation
- Sonnemannstrasse 20
- 60314 Frankfurt am Main, Tyskland
- +49 69 1344 7455
- media@ecb.europa.eu
Eftertryk tilladt med kildeangivelse.
Pressekontakt