Menu

Hvem ejer ECB?

30. januar 2020

ECB ejes af alle centralbanker i EU-landene i fællesskab. Man kan opfatte dem som aktionærer. De ejer hver især en andel af ECB's kapital. De enkelte centralbanker har med andre ord stillet et bestemt pengebeløb til rådighed, så vi i ECB kan arbejde hen imod vores mål om at holde priserne i euroområdet stabile.

Centralbankerne er ECB's eneste ejere − vi har ingen private ejere. Det betyder bl.a., at vi ikke bliver påvirket af private finansielle interesser, som kunne få indflydelse på vores uafhængighed.

Hvor meget betaler den enkelte centralbank?

Det afhænger af størrelsen på det enkelte lands befolkning og økonomi i forhold til EU som helhed. Det er her, fordelingsnøglen kommer ind i billedet. Den bruger vi til at beregne nøjagtigt, hvor meget hvert lands centralbank skal betale.

Hvem ejer ECB? Hvem ejer ECB?

Nogle lande betaler mere end andre, men det betyder ikke, at de har større indflydelse på de beslutninger, ECB træffer. Det beløb, de betaler, står i forhold til deres størrelse. Og under alle omstændigheder har alle eurolande en stemme i ECB's styrelsesråd. De har alle indflydelse på møderne, og rotationssystemet bestemmer, hvornår det er deres tur til at stemme.

Kun disse lande − de 19 eurolande − betaler hele det beløb, som er beregnet for dem ved hjælp af fordelingsnøglen. EU-lande, der har deres egen valuta, betaler derimod kun en brøkdel af dette beløb − nemlig 3,75 pct. De bidrager, fordi de stadig er en del af Det Europæiske System af Centralbanker, også kaldet ESCB, og de deltager derfor i nogle af ECB's beslutningsprocesser.

Alle centralbanker betaler altså et forskelligt beløb. Ændrer dette beløb sig nogensinde?

Ja. Vi opdaterer fordelingsnøglen − og dermed det beløb, som hver centralbank betaler − hvert femte år, og når antallet af EU-lande ændres.

Det gør vi for at tage højde for ændringer i størrelsen på de enkelte landes befolkning og økonomi, både over tid og i forhold til resten af EU.