SØGEMULIGHEDER
Hjem Medier Explainers Forskning & Offentliggørelser Statistik Pengepolitik €uroen Betalinger & Markeder Kariere & Job
Forslag
Sortér efter

Beslutninger truffet af ECB's styrelsesråd (ud over rentebeslutningerne)

Oktober 2025

31. oktober 2025

Markedsoperationer

ECB's afgørelse om gennemførelsen af den midlertidige ramme for emissionsreduktionsmål for beholdninger af virksomhedsobligationer under programmet til køb af aktiver (APP) og det midlertidige opkøbsprogram på foranledning af den pandemiske nødsituation (PEPP)

Den 1. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2025/30 om ændring af afgørelse (EU) 2016/948 om indførelse af programmet til opkøb af virksomhedsobligationer (ECB/2016/16). Med afgørelsen gennemføres den foreløbige ramme for emissionsreduktionsmål for APP- og PEPP-obligationsbeholdninger. Mere detaljerede oplysninger fremgik af ECB's rapport fra juni 2025 med titlen "Climate-related financial disclosures of Eurosystem assets held for monetary policy purposes and of the ECB's foreign reserves".

ECB's afgørelse om overgangsbestemmelser for Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver efter indførelsen af euroen i Bulgarien

Den 13. oktober 2025 vedtog ECB afgørelse ECB/2025/33 om overgangsbestemmelser for Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver efter indførelsen af euroen i Bulgarien. Fra og med 1. januar 2026 vil kreditinstitutter og filialer af kreditinstitutter beliggende i Bulgarien være underlagt Eurosystemets mindstereservekrav. Da den regelmæssige reservekravsperiode løber fra 23. december 2025 til 10. februar 2026, kræves der overgangsbestemmelser for at sikre, at de relevante kreditinstitutter integreres problemfrit i Eurosystemets reservekravssystem, uden at de pålægges en uforholdsmæssig stor byrde. I overensstemmelse med tidligere praksis vedrørende lande, der indfører euroen, fastsætter afgørelsen en overgangsperiode for indførelsen af reservekrav for kreditinstitutter beliggende i Bulgarien, der strækker sig fra den 1. januar til den 10. februar 2026. Der findes en pressemeddelelse om dette på ECB's websted.

Markedsinfrastruktur og betalinger

Undersøgelsesfase for en mulig forbindelse mellem Eurosystemets Target Instant Payment Settlement (TIPS) og Swiss Interbank Clearing Instant Payments (SIC IP-systemet)

Den 26. september 2025 godkendte Styrelsesrådet starten på en undersøgelse af den potentielle etablering af en bilateral forbindelse mellem Eurosystemets TIPS-tjeneste og SIC IP-systemet. Undersøgelsesfasen, som vil omfatte en vurdering af projektets tekniske, juridiske og økonomiske gennemførlighed, vil blive gennemført i samarbejde med den schweiziske nationalbank og vil løbe i hele 2026. Nærmere oplysninger findes på ECB's websted.

2025-opdateringer af T2S-aftalerne

Den 2. oktober 2025 godkendte Styrelsesrådet tekniske opdateringer af den T2S-relaterede juridiske dokumentation, herunder T2S-rammeaftalen (T2S FA) og T2S-aftalen om valutadeltagelse (T2S CPA). Disse opdateringer sker på baggrund af en vurdering foretaget af Markedsinfrastrukturrådet (MIB), som årligt vurderer behovet for opdateringer af TARGET-relaterede retsakter. Dette års ændringer anses alle for at være ikke-væsentlige og primært af teknisk eller operationel karakter. Efter afslutningen af underskriftsprocessen offentliggøres den opdaterede T2S FA og T2S CPA på ECB's websted.

Aftalememorandum om udveksling af oplysninger til støtte for adgang for betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren til betalingssystemer, som drives af Eurosystemets centralbanker

Den 17. oktober 2025 godkendte Styrelsesrådet på baggrund af bemærkninger fra Det Generelle Råd et aftalememorandum, som operationaliserede rammerne for samarbejde og for udveksling af oplysninger mellem nationale tilsynsmyndigheder og nationale centralbanker til støtte for adgangen for betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren til betalingssystemer, som drives af Eurosystemets centralbanker. Aftalememorandummet vil støtte de nationale centralbanker i deres vurdering af, om betalingstjenesteudbydere uden for banksektoren overholder kravene til at give adgang til betalingssystemer, som drives af centralbanker, herunder de relevante krav i forordningen om straksbetalinger og direktiv (EU) 2015/2366, som betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal opfylde, inden de anmoder om deltagelse i et betalingssystem, der er omfattet af direktivet om endelig afregning. Aftalememorandummet, som vil blive taget op til fornyet vurdering et år efter dets undertegnelse eller tidligere, hvis det bliver nødvendigt, offentliggøres på et senere tidspunkt på ECB's og Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds websteder.

Næste fase af projektet om den digitale euro

Den 29. oktober 2025 tog Styrelsesrådet den vellykkede afslutning af forberedelsesfasen for den digitale euro, som Eurosystemet iværksatte i november 2023, til efterretning og besluttede at gå videre til næste fase af projektet. Den nye fase, der begynder den 1. november 2025, har til formål at gøre Eurosystemet klar til en potentiel første udstedelse af den digitale euro i løbet af 2029. Dette er baseret på den antagelse, at de europæiske medlovgivere i 2026 vil vedtage forordningen om indførelse af den digitale euro. Nærmere oplysninger herom findes i en pressemeddelelse på ECB's websted.

Rådgivning om lovgivning

ECB's udtalelse om sælgeres obligatoriske accept af kontantløs betaling

Den 26. september 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/30 på anmodning af Den Slovakiske Republiks finansminister.

ECB's udtalelse om nationale makroprudentielle tiltag vedrørende realkreditlån

Den 6. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/31 på anmodning af det finske finansministerium.

ECB's udtalelse om Národná banka Slovenskas tilsynsmæssige uafhængighed og forebyggelse af interessekonflikter

Den 20. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet udtalelse CON/2025/32 på anmodning af Den Slovakiske Republiks finansministerium.

Corporate governance

ECB's henstilling om eksterne revisorer for Suomen Pankki

Den 7. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet henstilling ECB/2025/35 til Rådet for Den Europæiske Union om eksterne revisorer for Suomen Pankki.

Statistikker

ECB's retningslinje om ændring af retningslinje (EU) 2021/833 om statistisk information, der skal indberettes om konsoliderede bankdata (ECB/2021/14)

Den 2. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet retningslinje ECB/2025/34 om ændring af retningslinje (EU) 2021/833 om statistisk information, der skal indberettes om konsoliderede bankdata (ECB/2021/14). Ændringerne har primært til formål at bringe den konsoliderede bankdatastatistik i overensstemmelse med Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds indberetningsramme 4.0, som ajourførte indberetningskravene til bankerne for at overholde forordning (EU) 2024/1623 (normalt benævnt CRR3). Ændringsretningslinjen vil blive offentliggjort i EUR-Lex på et senere tidspunkt.

Internationalt og europæisk samarbejde

Evaluering af arbejdsordningerne i House of the Euro efter to års arbejde

Den 16. oktober 2025 tog Styrelsesrådet resultatet af en evaluering af House of the Euro's etablerings- og arbejdsordninger til efterretning efter to års arbejde, navnlig at der ikke var behov for at ændre de nuværende ordninger. House of the Euro blev indviet i Bruxelles i november 2023 og har etableret sig som en dynamisk repræsentation af Eurosystemet i Bruxelles bl.a. med ca. 50 arrangementer med ca. 4.000 registrerede deltagere afholdt i huset. House of the Euro samler interesserede centralbanker i Eurosystemet - p.t. ECB, Banca d'Italia, Banco de España, Banque de France, Banka Slovenije, Central Bank of Ireland, Bank of Malta og Deutsche Bundesbank - under én fælles tilstedeværelse i Bruxelles.

Sedler

ECB's afgørelse om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler

Den 16. oktober 2025 vedtog Styrelsesrådet afgørelse ECB/2025/36 om ændring af afgørelse ECB/2010/14 om kontrol af eurosedlers ægthed og kvalitet og om recirkulering af eurosedler Den ændrede afgørelse indeholder ændringer, som skal gøre recirkuleringen af kontanter mere effektiv og afgørelsen klarere.

ECB Banktilsyn

Aftalememoranda mellem ECB og Banco Central de la República Argentina og mellem ECB og Financial Services Commission/Financial Supervisory Service of the Republic of Korea

Den 29. september 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at godkende et aftalememorandum mellem ECB og Banco Central de la República Argentina og et aftalememorandum mellem ECB og Republikken Koreas Financial Services Commission/Financial Supervisory Service. I overensstemmelse med standardpraksis vil aftalememorandummet, når det er underskrevet af alle parter, blive offentliggjort på ECB Banktilsyns websted.

Fortegnelse over mindre signifikante institutter med stor indvirkning for 2026

Den 2. oktober 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre fortegnelsen over mindre signifikante institutter med stor indvirkning for 2026. Udpegningen af et mindre signifikant institut med stor indvirkning, som er baseret på kriterier, der er udformet med henblik på at tage højde for det enkelte mindre signifikante instituts "potentielle indvirkning på det indenlandske finansielle system", som fastsat i SSM-rammeforordningens artikel 97, stk. 1, indebærer en række krav om forudgående underretning og påvirker hyppigheden og intensiteten af tilsynsaktiviteter, fx inspektioner på stedet. De enheder, der er udpeget som mindre signifikante institutter med stor indvirkning, vil blive afspejlet i fortegnelsen over enheder under tilsyn, som opdateres regelmæssigt og findes på ECB Banktilsyns websted.

Revideret metode for tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP) til vurdering af kapitalgrundlaget

Den 15. oktober 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre en revideret metode for tilsynskontrol- og vurderingsprocessen (SREP) til vurdering af kapitalgrundlaget. Den reviderede metode giver oplysninger om den nye struktur i Element 3 (kapitalgrundlag), de vigtigste vurderingselementer i den kvantitative vurdering af kapitalgrundlaget og den nye proces til vurdering af den interne kapital (ICAAP) bestående af fire moduler med en flerårig metode. Metoden er blevet forbedret for at skabe større gennemsigtighed om, hvordan de fælles tilsynsteam foretager vurderingen af Element 3 (kapitalgrundlag). Offentliggørelsen er planlagt til 18. november 2025 på ECB Banktilsyns websted.

Overholdelse af Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA's) retningslinjer for erhvervelse, udvikling og opførelse (ADC) af eksponeringer mod boligejendomme i henhold til artikel 126a i kapitalkravsforordningen (CRR)

Den 20. oktober 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at meddele Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), at ECB, for så vidt angår de signifikante institutter under ECB's direkte tilsyn, allerede overholder retningslinjerne for ADC-eksponeringer mod beboelsesejendomme i henhold til artikel 126a i forordning (EU) nr. 575/2013 (EBA/GL/2025/03). EBA's retningslinjer præciserer kriterierne i artikel 126a, stk. 2, i CRR for at reducere risikovægten for ADC-eksponeringer fra 150 % til 100 %.

Resultater af SREP for 2025

Den 28. oktober 2025 gjorde Styrelsesrådet ikke indsigelse mod Tilsynsrådets forslag om at offentliggøre resultaterne af SREP 2025. En pressemeddelelse og den tilknyttede rapport offentliggøres på ECB Banktilsyns websted tirsdag den 18. november 2025.

KONTAKT

Den Europæiske Centralbank

Generaldirektoratet Kommunikation

Eftertryk tilladt med kildeangivelse.

Pressekontakt