Hvad er straksbetalinger?

26. september 2016 (opdateret 26. juni 2018)

Vi lever i en verden, hvor vores elektroniske beskeder når modtageren inden for få sekunder, mens det stadig kan tage en hel bankdag at foretage en elektronisk betaling. Og hvis vi foretager elektroniske betalinger i weekenden eller på en dag, hvor banken ikke har åbent, begynder deres rejse til modtageren sandsynligvis først den efterfølgende bankdag.

Med straksbetalinger sættes pengene ind på modtagerens konto inden for få sekunder, 24 timer i døgnet, 365 dage om året. I nogle lande eksisterer straksbetalinger allerede. De bør dog være til rådighed i alle europæiske lande og ikke kun til eurobetalinger til enkeltpersoner eller virksomheder i ens eget land, men også til betalinger til andre europæiske lande. For at dette kan blive en realitet, er en række europæiske leverandører af betalingstjenester blevet enige om et fælles sæt regler og standarder for straksbetalinger, også kaldet SEPA Instant Credit Transfer.

SEPA står for Single Euro Payments Area. Inden for det fælles eurobetalingsområde skal eurobetalinger kunne nå modtagere i hele Europa lige så let, sikkert og effektivt som indenlandske betalinger – uanset om de foretages med betalingsservice, debetkort eller via bankoverførsel.

Hvilke fordele er der ved straksbetalinger?

Med straksbetalinger kan man foretage og modtage elektroniske betalinger i euro når som helst og hvor som helst. I nogle lande kan man også foretage straksbetalinger via smartphone. De foregår lige så hurtigt og smidigt som kontantbetalinger, og det kan fx være praktisk, hvis man skal dele en restaurantregning med kolleger eller låne en ven eller et familiemedlem nogle penge.

Ved e-handel fjerner straksbetalinger netbutikkernes risiko for ikke at få deres betaling, for frigivelsen af varer og tjenester kan nemt afstemmes tidsmæssigt med modtagelsen af betalingen. I forbindelse med betalinger mellem virksomheder kan straksbetalinger forbedre pengestrømmen, forvaltningen af midler, reducere antallet af forsinkede betalinger og bevirke, at fakturaer betales hurtigere.

Straksbetalinger kan også være med til at skabe finansiel inklusion. I henhold til EU-retten har alle borgere i EU ret til at oprette en basal betalingskonto uanset deres økonomiske situation og bopæl. Muligheden for at foretage og modtage straksbetalinger fra en smartphone kan være et incitament for folk til enten at begynde at bruge finansielle tjenesteydelser eller til at bruge dem hyppigere.

Hvornår kan man begynde at bruge straksbetalinger?

Leverandørerne af betalingstjenester er ikke forpligtede til at tilbyde deres kunder straksbetalinger. ECB opfordrede dem til at give deres kunder adgang til straksbetalingsløsninger fra november 2017. Det har nogle af dem gjort, og andre planlægger at gøre det senere. Erfaringer fra lande, hvor straksbetalinger allerede anvendes, fx Danmark, Sverige og Storbritannien, viser, at de hurtigt bliver meget populære.

Hvilken rolle spiller ECB?

Straksbetalinger er vigtige for ECB, fordi vi er ansvarlige for sikkerheden og effektiviteten af elektroniske betalinger i euro.

For at fremme innovation på betalingsområdet arbejder vi sammen med den finansielle sektor om at nå frem til fælles regler og standarder og fjerne hindringer for betalinger mellem EU-landene. ECB er også formand for en gruppe – Euro Retail Payments Board – som samler repræsentanter for leverandører og brugere af betalingstjenester, der sammen arbejder for at gøre betalingsmarkedet i EU mere integreret, innovativt og konkurrencedygtigt. Euro Retail Payments Board har drevet arbejdet med straksbetalinger fremad på europæisk plan. Gruppen overvåger også fremskridt på området, i takt med at det bliver mere udbredt at foretage straksbetalinger.

For at gøre det lettere for leverandører af betalingstjenester at tilbyde straksbetalinger er ECB i færd med at udvikle en ny tjeneste, som vil gøre det muligt for dem at afvikle betalinger øjeblikkeligt, både sikkert og døgnet rundt. Targets tjeneste til straksafvikling af betalinger, TARGET instant payment settlement (TIPS), bliver indført i november 2018, og bør give leverandører af betalingstjenester et yderligere incitament til at tilbyde straksbetalinger, eftersom den gør det lettere og billigt for dem af nå andre leverandører af betalingstjenesters kunder i hele Europa. Derfor bør straksbetalinger snart blive almindelige over hele Europa. Vi holder dig opdateret på denne side.

Få mere at vide om dette projekt: TARGET instant payment settlement (TIPS)