Menu

Hvad er ANFA?

5. februar 2016 (opdateret 15. november 2019)

Den engelske forkortelse ANFA står for Agreement on Net Financial Assets, der er en aftale mellem de nationale centralbanker i euroområdet og Den Europæiske Centralbank (ECB), som tilsammen udgør Eurosystemet. Aftalen indeholder regler og grænser for beholdninger af finansielle aktiver, der er relateret til de nationale centralbankers nationale opgaver. Eksempler på sådanne finansielle aktiver kan være aktiver, som de nationale centralbanker holder i relation til modposten til deres kapital og regnskabsmæssige reserver eller andre specifikke passiver, deres valutareserver og personalepensionskasser, eller de kan holdes til generelle investeringsformål.

At holde finansielle aktiver, som ikke har relation til pengepolitikken, er en integreret del af de funktioner, som centralbanker i Europa udfører – og var det også før indførelsen af euroen. Da Den Monetære Union blev oprettet, besluttede regeringerne kun at overføre de centralbankfunktioner og -opgaver til fællesskabsniveau, som var nødvendige for at føre en fælles pengepolitik for hele euroområdet. De besluttede samtidig, at de nationale centralbanker skulle forblive uafhængige institutioner, som kan fortsætte med at udføre nationale opgaver, der ikke griber forstyrrende ind i den fælles pengepolitik.

De nationale centralbanker er med andre ord finansielt uafhængige institutioner, som både udfører pengepolitiske opgaver i relation til Eurosystemets primære rolle, nemlig at fastholde prisstabilitet, og nationale opgaver. ANFA blev indgået med henblik på at fastsætte en samlet grænse for det samlede nettobeløb for finansielle aktiver med relation til de nationale ikke-pengepolitiske opgaver, således at de ikke griber forstyrrende ind i pengepolitikken.

Hvordan fungerer ANFA?

Hvorfor holder de nationale centralbanker finansielle aktiver, der ikke har relation til pengepolitikken?

Alle centralbanker holder aktiver, der ikke har relation til pengepolitikken. I euroområdet fastsættes pengepolitikken centralt for alle 19 medlemslande af ECB's styrelsesråd. Da Den Økonomiske og Monetære Union blev oprettet, fastsatte regeringerne i traktaten om Den Europæiske Union, at opgaver med relation til pengepolitikken skulle overføres til fællesskabsniveau. Ved siden af pengepolitikken havde – og har – de nationale centralbanker lov til at udføre nationale opgaver. Dette princip er fastsat i artikel 14.4 i statutten for ESCB og ECB. I praksis holder de nationale centralbanker aktuelt aktiver, som ikke er relateret til pengepolitikken eller udførelsen af Eurosystemets valutaoperationer. Det kan være guld eller valutareserver, investeringsporteføljer, fx i forbindelse med personalepensionsfonde, og aktiver, der holdes som modpost til indskud fra kunder, fx fra udenlandske centralbanker eller regeringer. Samtidig har de nationale centralbanker også passivbeholdninger, som ikke er relateret til pengepolitik, herunder ovennævnte indskud fra udenlandske centralbanker eller regeringer. De nationale centralbanker kan udføre disse nationale opgaver, så længe deres handlinger ikke strider mod Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) mål og opgaver, herunder især pengepolitikken. ECB har også en egenportefølje i relation til sin kapital og regnskabsmæssige reserve samt en portefølje i forbindelse med en personalepensionsfond.

De nationale centralbanker havde allerede ovennævnte porteføljer, inden de blev en del af Eurosystemet, og indtægterne herfra bidrager til deres finansielle indtægter. I forbindelse med etableringen af euroområdet blev det bemærket, at disse porteføljer ville bidrage til at imødekomme likviditetsefterspørgslen i banksystemet i euroområdet, idet der ville blive taget højde for dem, når de pengepolitiske operationer kalibreres. Det blev ikke anset som et problem fra et pengepolitisk synspunkt, at disse porteføljer fortsat ville blive forvaltet af de nationale centralbanker – uden for pengepolitikken – og at de over tid kunne få lov til at vokse med samme hastighed som (eller langsommere end) efterspørgslen efter eurosedler og reservekravene i banksystemet. Styrelsesrådet var også af den opfattelse, at hvis det skulle vise sig, at porteføljer, som ikke holdes af pengepolitiske grunde – minus passiver uden relation til pengepolitikken – i en længere periode vokser hurtigere end efterspørgslen efter likviditet, så ville dette være en risiko for pengepolitikken. ANFA blev indgået med henblik på at forvalte og begrænse denne vækst.

Hvad er finansielle nettoaktiver?

Der er aktiver på en centralbanks balance, som ikke er direkte relateret til pengepolitikken. På balancens passivside er nogle af passiverne heller ikke direkte relateret til pengepolitikken. Forskellen mellem de to positioner defineres som finansielle nettoaktiver. Begrebet illustreres nedenfor ved hjælp af Eurosystemets ugentlige balance pr. 18. oktober 2019, som er offentliggjort på ECB's websted. En nøjagtig definition findes i bilag I til ANFA.

Illustrationen viser, at de finansielle nettoaktiver på aktivsiden udgøres af summen af balanceposterne 1-4, 5.6, 6, 7.2, 8 og 9. På passivsiden omfatter de posterne 2.5 og 3-12. Trækkes summen af disse passiver fra summen af førnævnte aktiver (dvs. de respektive afsnit, der er markeret med orange nedenfor), fås Eurosystemets finansielle nettoaktiver.

Hvilken værdi har Eurosystemets finansielle nettoaktiver?

Ved udgangen af oktober 2019 udgjorde Eurosystemets finansielle nettoaktiver -186 mia. euro efter at være faldet kontinuerligt siden 2014. Dette negative tal stammer hovedsagelig fra den stigende passivside i Eurosystemets balance, som mere end udligner den relevante positive udvikling på aktivsiden, jf. forklaringen ovenfor. Til sammenligning er seddelomløbet og reservekravene steget gennemsnitlig med 6,4 pct. om året siden 2002.

Udvikling i finansielle nettoaktiver ift. seddelomløb og reservekrav (i mio. euro)

Hvad er ANFA?

Den engelske forkortelse ANFA står for Agreement on Net Financial Assets. Det er en aftale mellem de nationale centralbanker i euroområdet og ECB, der tilsammen udgør Eurosystemet. I aftalen fastsættes reglerne for beregning af grænserne for de af de nationale centralbankers beholdninger, der har relation til de nationale opgaver.

Hvorfor er det nødvendigt at begrænse de finansielle nettoaktiver?

ANFA begrænser mængden af finansielle nettoaktiver, som nationale centralbanker kan holde. Det er nødvendigt for at sikre, at ECB's styrelsesråd har fuld kontrol over størrelsen af Eurosystemets balance, hvilket muliggør en effektiv gennemførelse af pengepolitikken. Før krisen var den mest effektive måde at gennemføre pengepolitikken på at sikre, at bankerne var nødt til at anmode Eurosystemet om likviditet. En likviditetsmangel i forhold til Eurosystemet, også kaldet et "likviditetsunderskud", var grundlaget for gennemførelsen af pengepolitikken. ANFA beskyttede dette likviditetsunderskud. Da den finansielle krise satte ind, blev det nødvendigt at yde bankerne mere likviditet, end de reelt havde brug for til at opfylde reservekravene. I stedet for at fungere med et likviditetsunderskud fungerer banksystemet nu med overskudslikviditet. I denne situation beskytter ANFA ikke længere likviditetsunderskuddet, men aftalen sikrer, at overskudslikviditeten ikke overskrider det niveau, som Styrelsesrådet anser for hensigtsmæssigt i forhold til pengepolitikken.

Betyder ANFA reelt, at de nationale centralbanker har tilladelse til at trykke så mange penge, de vil?

Nej, tværtimod. ANFA begrænser de finansielle nettoaktiver, som en national centralbank kan have, så det sikres, at ændringer i de af dens finansielle aktiver og passiver, som ikke holdes af pengepolitiske grunde, ikke påvirker Eurosystemets pengepolitik.

Hvad påvirker den øvre grænse for finansielle nettoaktiver, som er fastsat i ANFA?

Den stigende samlede værdi af eurosedler i omløb og mindstereservebeløbet, som de enkelte banker skal holde i centralbanken, skaber et likviditetsbehov, som dækkes af Eurosystemets pengepolitiske operationer og de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver. Ved at fastsætte minimumsmængden for pengepolitiske operationer opnås en øvre grænse for de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver som en restværdi. Hvis Styrelsesrådets mål er et likviditetsoverskud, begrænser ANFA de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver, hvorved det sikres, at likviditetsoverskuddet ikke overstiger et bestemt niveau.

Hvorfor begrænser ANFA de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver og ikke de finansielle bruttoaktiver?

Alle aktiver på en centralbanks balance skaber centralbankpenge eller likviditet. Alle passiver på centralbankens balance opsuger likviditet. Ved at opgøre alle aktiver og passiver, som ikke holdes af pengepolitiske grunde, måles den samlede likviditet, som er tilført via en centralbanks ikke-pengepolitiske operationer. For at gennemføre pengepolitikken effektivt er det nødvendigt at fastsætte en øvre grænse for den likviditet, som de nationale centralbankers ikke-pengepolitiske operationer tilfører. For at kontrollere effekten af de nationale centralbankers operationer på likviditetspositionen er det derfor de finansielle nettoaktiver og ikke de finansielle bruttoaktiver, der begrænses.

Hvordan beregnes maksimumbeløbet for de finansielle nettoaktiver?

Hvert år opstiller Styrelsesrådet de nødvendige pengepolitiske parametre. Det fastsætter et passende niveau for Eurosystemets likviditet. Det fastsætter også reservekravet og størrelsen på de direkte pengepolitiske porteføljer for at opnå den mest effektive gennemførelse af pengepolitikken. Styrelsesrådet tager desuden højde for udviklingen i seddelomløbet. Det nye maksimumbeløb for aggregerede finansielle nettoaktiver i Eurosystemet fremkommer som en restværdi.

Hvordan fordeles maksimumbeløbet for finansielle nettoaktiver i Eurosystemet på de nationale centralbanker?

Når den øvre grænse for finansielle nettoaktiver i hele Eurosystemet er fastsat, fordeles det i henhold til den enkelte nationale centralbanks andel i ECB's kapital, idet der tages højde for dens historiske udgangsposition, når retten til finansielle nettoaktiver for det efterfølgende år bestemmes. Hvis en national centralbank ikke planlægger at udnytte sin ret fuldt ud, giver ANFA mulighed for midlertidigt at omfordele den uudnyttede del til de andre nationale centralbanker, hvis de gerne vil have en højere øvre grænse for deres finansielle nettoaktiver. En sådan omfordeling vil også ske i overensstemmelse med ECB's kapitalandele. Med denne omfordeling er den øvre grænse for de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver fastsat. De nationale centralbankers finansielle nettoaktiver skal holde sig under den øvre grænse for deres finansielle nettoaktiver som et årsgennemsnit. Kalibreringen gennemføres på årsbasis.

Hvilken effekt har undtagelser (waivers)?

Undtagelserne kan påvirke fordelingen af maksimumbeløbet for finansielle nettoaktiver i Eurosystemet. Men de får ikke selve maksimumbeløbet til at stige, hvilket sætter en øvre grænse for de nationale centralbanker i Eurosystemets samlede beholdninger af finansielle nettoaktiver.

Undtagelserne fastsætter et minimum af finansielle nettoaktiver, som den enkelte centralbank har ret til at holde. Med andre ord har den enkelte nationale centralbank ret til at holde en vis andel af maksimumbeløbet for finansielle nettoaktiver i Eurosystemet baseret på den pågældende nationale centralbanks andel i ECB's kapital, hvor beløbet, der svarer til undtagelsen, er det minimum af finansielle nettoaktiver, som den pågældende nationale centralbank har ret til at holde (og som kan være højere end det beløb, der er beregnet ud fra deres andel af ECB's kapital). Hvis nogle af de nationale centralbanker har finansielle nettoaktiver, svarende til deres undtagelser, som overskrider deres kapitalandele, reduceres de beløb, som de resterende nationale centralbanker kan holde, selvfølgelig, således at det maksimale beløb for finansielle nettoaktiver i Eurosystemet aldrig overskrides.

Der er tre former for undtagelser:

  1. Den historiske undtagelse (som specificeret i bilag III til ANFA), der sikrer, at de nationale centralbanker ikke behøver at bringe deres finansielle nettoaktiver under et niveau, der er betinget af deres historiske udgangsposition.
  2. Den aktivspecifikke undtagelse beskytter visse aktivbeholdninger (nærmere defineret i bilag IV til ANFA), som ikke let kan sælges af den nationale centralbank på grund af kontraktlige restriktioner eller andre begrænsninger, fx. en centralbanks guldreserver i henhold til centralbankaftalen om guld.
  3. Den dynamiske undtagelse bevirker, at den historiske undtagelse for små nationale centralbanker med tiden tilpasses i forhold til den stigning eller det fald, der er i Eurosystemets maksimale finansielle nettoaktiver.

Kun den største af de tre undtagelser finder anvendelse.

Hvad sker der, hvis én eller flere nationale centralbanker ingenting investerer eller investerer mindre end det maksimale beløb, der oprindelig blev tildelt dem? Kan restbeløbet overføres til andre nationale centralbanker?

Hvis der er nationale centralbanker, der planlægger at have mindre beholdninger, end de har ret til, mens andre ønsker større beholdninger, vil den ubrugte del blive omfordelt i henhold til en central mekanisme, der er defineret i ANFA. Dette sker i sammenhæng med den årlige kalibrering af de øvre grænser for de finansielle nettoaktiver. Omfordelingen af det ubenyttede råderum er midlertidig og bliver genberegnet i forbindelse med det efterfølgende års kalibrering. Omfordelingen påvirker ikke de aggregerede maksimale finansielle nettoaktiver, som holdes af alle euroområdets nationale centralbanker tilsammen. Disse bestemmes af pengepolitiske beslutninger, som træffes af Styrelsesrådet.

Hvorfor udnytter nogle nationale centralbanker deres ”kvote” og andre ikke?

Det afhænger af institutionelle præferencer. I nogle lande er der særlige juridiske begrænsninger med hensyn til de nationale centralbankers ikke-pengepolitiske investeringer; i andre er der juridiske bestemmelser, som betyder, at de nationale centralbanker skal tage højde for deres aktionærers interesser, når de pengepolitiske opgaver er udført. Endvidere har nogle nationale centralbanker store indskud fra kunder og/eller deres regering på passivsiden, som påvirker deres ikke-pengepolitiske porteføljer.

Der er også en historisk grund. Inden indførelsen af euroen i 1999 havde en række centralbanker i Europa ret store valutareserver for at kunne styre deres valutakurs, navnlig i forhold til D-marken. Denne situation er sammenlignelig med den, som de EU-lande, der blev medlem af euroområdet efter 1999, stod i, hvor de nationale centralbanker også havde ret store valutareserver for at kunne styre deres valutakurs i forhold til euroen, inden de blev en del af Eurosystemet. De nationale centralbankers forskellige udgangspunkt forklarer de betydelige forskelle i balancesammensætningen, som i visse tilfælde stadig findes flere år efter, at deres land blev en del af euroområdet.

Hvad sker der, hvis en national centralbank overskrider den øvre grænse for de finansielle nettoaktiver?

Hvis en national centralbank konstant overskrider den øvre grænse for de finansielle nettoaktiver, kan det påvirke gennemførelsen af pengepolitikken. Derfor holder ECB hvert år øje med, om de nationale centralbanker overholder ANFA. Om nødvendigt kan Styrelsesrådet anvende artikel 14.4 i statutten for ESCB og ECB til at forbyde eller begrænse de operationer, som de nationale centralbanker udfører uden for pengepolitikken, hvis disse operationer strider mod ESCB's mål og opgaver, herunder Eurosystemets pengepolitik. Indtil videre har der aldrig været en uberettiget afvigelse fra den øvre grænse for de finansielle nettoaktiver.

En afvigelse er berettiget, hvis den fx skyldes internationale forpligtelser over for IMF eller en national centralbanks ydelse af nødlikviditet (Emergency Liquidity Assistance (ELA)) til landets banksystem (ELA er en del af de finansielle nettoaktiver i henhold til ANFA). Hvis det sker, skal den nationale centralbank nedbringe de finansielle nettoaktiver snarest muligt, så den igen kan overholde ANFA. Det har den ét år til at gøre, hvis overskridelsen skyldes træk fra IMF.

Hvad sker der, hvis de samlede finansielle nettoaktiver for alle nationale centralbanker holder sig under det beregnede maksimale beløb?

Det er generelt ikke et problem, hvis de finansielle nettoaktiver holder sig under det beregnede maksimale niveau. Det er rent faktisk tilfældet for tiden. De finansielle nettoaktiver er faldet siden 2014, mens seddelomløbet er fortsat med at stige. Det betyder, at likviditetsbehovet på euroområdeniveau, som genereres af seddelomløbet, er større end Eurosystemets finansielle nettoaktivers likviditetstilførende effekt. Likviditetsbehovet dækkes i stedet ved at anvende pengepolitiske værktøjer, enten ved Eurosystemets regelmæssige markedsoperationer eller strukturelle operationer, som fx pengepolitiske direkte opkøb eller strukturelle markedsoperationer.

Hvad sker der, hvis værdien af de samlede finansielle nettoaktiver er større end det beregnede maksimum?

Dette er aldrig sket, og det er meget usandsynligt, at det vil ske. ANFA er en enstemmig aftale mellem de nationale centralbanker og ECB, og alle parter har forpligtet sig til at overholde den. Hertil kommer, at risikoen for, at den samlede værdi af de finansielle nettoaktiver er for stor, bliver yderligere mindsket, ved at der anvendes konservative antagelser ved fastsættelsen af de øvre grænser for de finansielle nettoaktiver, Det betyder, at selvom den øvre grænse for de finansielle nettoaktiver skulle vise sig at være overskredet, og de pengepolitiske operationer som følge heraf blev mindre end oprindelig antaget, ville den ønskede strukturelle likviditetsstilling sandsynligvis stadig bestå. I en sådan situation kunne de pengepolitiske operationer således være mindre, end det er ønskeligt for en effektiv gennemførelse af pengepolitikken. På kort sigt ville situationen dog ikke være akut, og ECB ville træffe korrigerende foranstaltninger. Hvis der er brug for korrigerende foranstaltninger til at sikre, at de pengepolitiske operationer er tilstrækkelig store, har Styrelsesrådet forskellige værktøjer til sin disposition. For så vidt angår størrelsen af markedsoperationerne, kan Styrelsesrådet fx anvende likviditetsopsugende operationer eller forhøje reservekravene.

Hvad sker der, hvis andre faktorer, som fx seddelomløbet, udvikler sig anderledes end forventet?

Den årlige kalibrering af ANFA er baseret på konservative antagelser. De øvre grænser for de finansielle nettoaktiver indeholder således tilstrækkelige stødpuder til at imødegå en uventet udvikling. Når de øvre grænser for næste år fx skal kalibreres, antages det, at seddelomløbet forbliver på det gennemsnitlige niveau i det indeværende års 3. kvartal.

Under hvilke omstændigheder kunne de finansielle nettoaktiver gribe forstyrrende ind i pengepolitikken?

ANFA blev netop indgået for at forhindre, at de finansielle nettoaktiver griber forstyrrende ind i pengepolitikken. Overstiger de finansielle nettoaktiver imidlertid det samlede maksimum, kan det betyde, at de pengepolitiske operationer kan blive for små til at garantere en effektiv gennemførelse af pengepolitikken (som nævnt tidligere).

Både værdien af de finansielle nettoaktiver og deres sammensætning har betydning. Et eksempel: Hvis individuelle pengepolitiske transaktioner og transaktioner, der ikke foretages til pengepolitiske formål, udligner hinanden (én er fx et opkøb af et værdipapir og en anden et salg af samme værdipapir), kan det sende modsatrettede signaler om Eurosystemets pengepolitiske intentioner eller reducere effektiviteten af pengepolitikken. Et andet eksempel er centralbanktransaktioner i fremmed valuta, som kan påvirke valutakurserne og blive misfortolket som valutainterventioner. For at sikre, at disse begivenheder ikke griber forstyrrende ind i pengepolitikken, har ECB vedtaget foranstaltninger, som supplerer ANFA, herunder ECB's retningslinje om de nationale centralbankers indenlandske operationer i forbindelse med forvaltningen af aktiver og passiver (omarbejdet) (ECB/2019/7) og ECB's afgørelse om et program til opkøb af den offentlige sektors aktiver på det sekundære marked (ECB/2015/10 med ændringer). Mens førstnævnte fx kontrollerer nettolikviditetseffekten af de nationale centralbankers operationer, begrænser sidstnævnte bl.a. mængden af specifikke værdipapirer, som kan anvendes i forbindelse med programmet til opkøb af den offentlige sektors værdipapirer, der holdes af Eurosystemets centralbanker i alle porteføljer.

Hvordan sikres det, at investeringsoperationer ikke påvirker pengepolitikken?

Som forklaret ovenfor skal der i henhold til ANFA fastsættes et maksimum for de nationale centralbankers finansielle nettoaktiver. Samtidig begrænser dette likviditetseffekten af de transaktioner, som de nationale centralbanker ikke udfører med et pengepolitisk formål. For det andet handler de nationale centralbanker og ECB som institutionelle investorer, når de gennemfører transaktioner, der ikke har et pengepolitisk formål. Når de nationale centralbanker foretager opkøb til ikke-pengepolitiske porteføljer, skal de opfylde de samme kriterier som andre institutionelle investorer og skal træffe deres opkøbsbeslutninger adskilt fra pengepolitikken. De skal følge reglerne i ANFA og andre relevante retningslinjer. ECB bliver regelmæssigt informeret om 1) de nationale centralbankers ikke-pengepolitiske transaktioner, hvoraf nogle kræver en forhåndsgodkendelse fra ECB, 2) deres aktiver og passiver og 3) deres forventede og aktuelle finansielle nettoaktiver. ECB kan træffe korrigerende foranstaltninger, hvis de indberettede ikke-pengepolitiske transaktioner griber forstyrrende ind i pengepolitikken. Endelig kan Styrelsesrådet vedtage specifikke foranstaltninger, som er bindende for de nationale centralbanker.

Hvorfor er de nationale centralbankers ikke-pengepolitiske aktiver og passiver "hemmelige"?

De nationale centralbankers aktiver og passiver offentliggøres i henhold til nationale og europæiske regler. De nationale centralbanker beslutter – idet de dog skal overholde disse regler – hvorvidt de vil offentliggøre oplysninger om deres ikke-pengepolitiske aktiver og passiver, herunder sammensætningen af deres ikke-pengepolitiske porteføljer. De fleste nationale centralbanker offentliggør de nærmere detaljer i deres årsberetninger eller i andre publikationer på deres websted, hvor de fx viser, hvordan deres aktiver fordeler sig på gældsinstrumenter udstedt af den offentlige og den ikke-offentlige sektor. Ligesom andre investorer offentliggør de nationale centralbanker ikke information, som kunne give andre mulighed for at gribe forstyrrende ind i deres fremtidige investeringsadfærd.

Eurosystemet har ikke mandat til at offentliggøre sammensætningen af de nationale centralbankers ikke-pengepolitiske aktiver og passiver.

Hvordan sikres det, at de ikke-pengepolitiske porteføljer ikke misbruges til at overtræde forbuddet mod finansiel finansiering?

ECB er ansvarlig for at overvåge, at centralbankerne i ESCB respekterer forbuddet mod monetær finansiering, som det fremgår af statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og ECB. Dette område dækkes ikke af ANFA, som kun vedrører den ønskede strukturelle likviditetsstilling til at gennemføre pengepolitik og som sådan definerer omfanget af de finansielle nettoaktiver. ANFA omhandler hverken sammensætningen af ikke-pengepolitiske aktiver og passiver, eller hvordan de er erhvervet.

For at overvåge, at forbuddet mod monetær finansiering er overholdt, skal de nationale centralbanker i ESCB informere ECB om deres aktiver, og ECB skal sikre, at de nationale centralbanker ikke finansierer regeringerne ved at købe deres gældsinstrumenter på det primære marked. ECB overvåger også opkøb på det sekundære marked. Resultatet af disse kontroller og vurderinger offentliggøres i ECB's årsberetning.

Hvad sker der, hvis forbuddet mod monetær finansiering ikke overholdes?

Dette område dækkes ikke af ANFA, men af artikel 123 og 124 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (dvs. den højeste europæiske lov). ECB's styrelsesråd har fastlagt regler for alle investeringsoperationer, som de nationale centralbanker foretager, for at sikre at de ikke er i strid med forbuddet mod monetær finansiering. Opkøb af gældsinstrumenter udstedt af den offentlige sektor på det primære marked er forbudt, og de nationale centralbanker skal indberette deres transaktioner på det sekundære marked. ECB overvåger, at forbuddet mod monetær finansiering overholdes, og informerer om sine overvågningsresultater i årsberetningen.

Opdatering: Denne forklaring og uddybning blev opdateret 15. november 2019 for at afspejle eventuelle ændringer i forbindelse med den regelmæssige gennemgang af ANFA i 2019. Der foretages en gennemgang af ANFA mindst hvert femte år.