EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001D0011

2001/912/EF: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 8. november 2001 om visse betingelser vedrørende adgang til systemet til overvågning af forfalskning (CMS) (ECB/2001/11)

OJ L 337, 20.12.2001, p. 49–51 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)
Special edition in Czech: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Estonian: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Latvian: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Lithuanian: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Hungarian Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Maltese: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Polish: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Slovak: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Slovene: Chapter 10 Volume 003 P. 51 - 53
Special edition in Bulgarian: Chapter 10 Volume 005 P. 78 - 80
Special edition in Romanian: Chapter 10 Volume 005 P. 78 - 80
Special edition in Croatian: Chapter 10 Volume 007 P. 4 - 6

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2001/912/oj

32001D0912

2001/912/EF: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 8. november 2001 om visse betingelser vedrørende adgang til systemet til overvågning af forfalskning (CMS) (ECB/2001/11)

EF-Tidende nr. L 337 af 20/12/2001 s. 0049 - 0051


Den Europæiske Centralbanks afgørelse

af 8. november 2001

om visse betingelser vedrørende adgang til systemet til overvågning af forfalskning (CMS)

(ECB/2001/11)

(2001/912/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 106, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 16, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri(1), indfører visse foranstaltninger i forbindelse med indsamling og lagring af data vedrørende forfalskede pengesedler og mønter og med adgang til disse data.

(2) Bekæmpelse af falskmøntneri kan ikke håndteres inden for euro-området alene. Rådet for Den Europæiske Union har derfor truffet foranstaltninger i forbindelse med euroen under afsnit VI i traktaten om Den Europæiske Union (dvs. tredje søjle). Endvidere udvider Rådets forordning (EF) nr. 1339/2001 virkningerne af Rådets forordning (EF) nr. 1338/2001 til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta(2).

(3) De allerede eksisterende foranstaltninger og systemer til analyse af forfalskninger og indsamling af oplysninger om falskmøntneri skal yderligere udvides. ECB havde oprettet Center for Analyse af Falske Sedler (CAC) og Databasen for Falske Sedler og Mønter (CCD), og det er nu hensigtsmæssigt at reorganisere og omdøbe sidstnævnte til "Systemet til Overvågning af Forfalskning" (CMS) og definere dets karakteristika.

(4) ECB opstiller de betingelser, der sikrer de fornødne procedurer for adgang til de relevante data i CMS i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1338/2001 og forordning (EF) nr. 1339/2001. Til dette formål skal de nationale centralbanker (NCB'er) i Det Europæiske System af Centralbanker, inden for hver NCB, etablere de respektive nationale centre til bekæmpelse af falskmøntneri (NCC) og oprette en funktion som sikkerhedsadministrator for NCC'en. Endvidere fastlægger ECB de nødvendige ordninger og aftaler med Kommissionen og Europol for at sikre dem fornøden adgang til dataene i CMS-databasen og til oplysninger fra Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center i henhold til forordning (EF) nr. 1338/2001. Ved adgang skal de relevante mindstekrav til sikkerhedsstandarder overholdes. Overholdelse heraf er væsentlig af hensyn til den fortrolige karakter af dataene i CMS, hvilket indebærer, at de oplysninger, som den enkelte bruger af CMS modtager herfra, alene må anvendes til opfyldelse af den pågældende brugers forpligtelser i forbindelse med bekæmpelse af falskmøntneri af euroen. Begrænsning i adgangen til data i CMS bidrager til at sikre fortrolighed.

(5) En manual om procedurer og mindstekrav til sikkerhedsstandarder i forbindelse med CMS er under vedtagelse i ECB's Styrelsesråd. Som følge af den fortrolige karakter af de data, der indføres og gøres tilgængelige i CMS-databasen, og vigtigheden af at bevare et fortroligt miljø omkring anvendelsen af databasen, vil de ikke blive offentliggjort -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

Definitionerne i forordning (EF) nr. 1338/2001 er gældende i denne afgørelse.

Artikel 2

Systemet til Overvågning af Forfalskning

1. Databasen for Falske Sedler og Mønter (CCD) omdøbes til Systemet til Overvågning af Forfalskning (CMS). Alle henvisninger til CCD i tidligere retsakter skal herefter anses for henvisninger til CMS.

2. CMS består af en central database indeholdende alle tekniske og statistiske oplysninger om falskmøntneri, både hvad angår eurosedler og -mønter, uanset om de hidrører fra medlemsstater eller fra tredjelande. CMS omfatter bl.a. browsing- og redigeringsfunktioner, faciliteter til downloading og uploading af data samt netværk, der forbinder forskellige CMS-brugere til CMS.

3. ECB's direktion træffer beslutning med hensyn til organisation og ledelse af CMS, under hensyntagen til synspunkter fra the Banknote Committee.

Artikel 3

Adgang til data i Systemet til Overvågning af Forfalskning

1. Udover NCB'ernes adgang til CMS, er der adgang til relevante data i CMS for andre kompetente nationale myndigheder, herunder de nationale analysecentre (NAC) og de nationale møntanalysecentre (CNAC) for så vidt angår data om mønter, i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1338/2001. I henseende hertil gælder betingelserne i artikel 5 til 9.

2. Adgang for Europa-Kommissionen, Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) og Europol til relevante data i CMS gives i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1338/2001. Den nærmere procedure i forbindelse med sådan adgang fastlægges efter omstændighederne i bilaterale ordninger og aftaler med ECB.

3. På grundlag af aftale om monetære forbindelser mellem Fællesskabet og tredjeparter, kan ECB give adgang til relevante data i CMS til nærmere angivne myndigheder eller centre hos sådanne tredjeparter.

4. Udover adgang i henhold til stk. 3 kan ECB i medfør af artikel 9 i forordning (EF) nr. 1338/2001 give adgang til relevante data i CMS til nærmere angivne myndigheder eller centre i tredjelande. Sidstnævnte kan også forsynes med ad hoc data fra CMS, når dette af ECB's Center for Analyse af Falske Sedler (CAC) skønnes nødvendigt.

Artikel 4

Indførelse af data i Systemet for Overvågning af Forfalskning fra de nationale analysecentre og de nationale møntanalysecentre

NAC'ernes indførelse af data i CMS vedrørende opdagede forfalskede eurosedler og fremsendelse til ECB's CAC af enhver ny type formodet forfalsket euroseddel, foretages i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 1338/2001 og den relevante manual om procedurer, som ECB's Styrelsesråd har godkendt under medvirken af ECB's Generelle Råd. De NAC'er, som ikke er en NCB, eller som ikke er oprettet inden for en NCB, høres angående manualen om procedurer. Der foretages ligeledes nødvendige tilpasninger af manualen om procedurer med hensyn til ETSC's og CNAC'ernes indførelse af data vedrørende mønter i CMS.

Artikel 5

Nationale centre til bekæmpelse af falskmøntneri

1. Administration af adgang til CMS som angivet i artikel 3 udføres i medlemsstaterne af et nationalt center til bekæmpelse af falskmøntneri (NCC), oprettet inden for hver NCB. Dette NCC bistår også vedrørende kommunikation om alle anliggender med tilknytning til CMS i medlemsstaterne. I hvert NCC etableres funktionen som sikkerhedsadministrator i forbindelse med disse opgaver.

2. Efter aftale med ECB bevilliger det nationale NCC i overensstemmelse med stk. 1 adgang på forskellige niveauer til CMS, som angivet i artikel 3. Til brug herfor opretter den nævnte sikkerhedsadministrator i NCC de nødvendige brugernavne og fastlægger de forskellige brugerkategorier og forskellige adgangsniveauer for disse brugere.

Artikel 6

Overholdelse af sikkerhedsstandarder i Systemet for Overvågning af Forfalskning

ECB' Styrelsesråd under medvirken af ECB's Generelle Råd fastsætter de mindstekrav til sikkerhedsstandarder, der skal følges af alle myndigheder og centre (NAC og/eller CNAC), hvor der er brugere af CMS, og af de enkelte brugere, i forbindelse med adgang til CMS. De bekendtgøres for NCC'erne.

Artikel 7

Fortrolighed

1. Alle myndigheder og centre, hvor der er brugere af CMS, oplyser disse om den fortrolige karakter af data i CMS og om alle adgangsbegrænsninger, som gælder for hver bruger i pågældende myndighed eller center og i andre myndigheder eller centre, således som disse begrænsninger er meddelt sidstnævnte af sikkerhedsadministratoren i det pågældende NCC. Pågældende NCC kan stille krav om, at alle myndigheder eller centre underskriver en erklæring om fortrolighed, med tilkendegivelse af at have taget behørig notits af indholdet af denne afgørelse. Myndighederne eller centrene forelægger deres pågældende NCC ethvert spørgsmål vedrørende fortrolighed af data i CMS. NCC'erne indhenter udtalelse fra ECB's CAC om resultatet af ethvert sådant krav eller enhver sådan forelæggelse.

2. Meddelelser indeholdende CMS-data, som afgives til offentligheden, til kreditinstitutter og til producenter af relevant teknisk udstyr forelægges det pågældende NCC til udtalelse. Dette indhenter også udtalelse fra ECB's CAC.

3. ECB indhenter udtalelse fra det pågældende NCC om enhver suspension af adgang. ECB såvel som pågældende NCC kan suspendere enhver brugers adgang til CMS, når dette er påkrævet til bevarelse af den fortrolige karakter af dataene i CMS. Pågældende NCC forhandler med myndigheden eller centret, som sådanne brugere tilhører, med henblik på at de fornødne betingelser for benyttelse af CMS kan genetableres.

4. Efter vedtagelsen i Styrelsesrådet skal mindstekravene til sikkerhedsstandarder som nævnt i artikel 6, og manualen om procedurer nævnt i artikel 4 ikke offentliggøres, da de er af fortrolig karakter.

Artikel 8

Overvågning

NCC'erne fastlægger, efter høring af de relevante myndigheder eller centre, procedurer til overvågning af disses overholdelse af artikel 6 og artikel 7 og indførelse af fornødne foranstaltninger med henblik herpå. Disse procedurer giver ligeledes ECB mulighed for at deltage i en sådan overvågning. Efter høring af NCB'erne indfører ECB ligeledes procedurer til overvågning af NCC'ernes overholdelse af denne afgørelse.

Artikel 9

Gennemførelse

ECB's direktion træffer alle foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse, som er påkrævede for effektiviteten af og sikkerheden i CMS, herunder alle foranstaltninger vedrørende manualen om procedurer og mindstekravene til sikkerhedsstandarderne, som omtalt henholdsvis i artikel 4 og artikel 6. Med henblik herpå tager den synspunkterne fra Banknote Committee i betragtning. Direktionen underretter Styrelsesrådet om alle foranstaltninger, som den træffer i medfør af denne artikel. ECB kan derudover fremkomme med tekniske præciseringer og specifikationer vedrørende benyttelsen af eller sikkerheden i CMS.

Artikel 10

Afsluttende bestemmelser

Denne afgørelse træder i kraft den 1. december 2001.

Denne afgørelse offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 8. november 2001.

Willem F. Duisenberg

Formand for ECB

(1) EFT L 181 af 4.7.2001, s. 6.

(2) EFT L 181 af 4.7.2001, s. 11.

Top