EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32001O0010

Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 25. oktober 2001 om ændring af retningslinje ECB/2000/6 om gennemførelse af artikel 52 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank efter overgangsperiodens udløb (ECB/2001/10)

OJ L 304, 21.11.2001, p. 28–29 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/guideline/2001/805/oj

32001O0010

Den Europæiske Centralbanks retningslinje af 25. oktober 2001 om ændring af retningslinje ECB/2000/6 om gennemførelse af artikel 52 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank efter overgangsperiodens udløb (ECB/2001/10)

EF-Tidende nr. L 304 af 21/11/2001 s. 0028 - 0029


Den Europæiske Centralbanks retningslinje

af 25. oktober 2001

om ændring af retningslinje ECB/2000/6 om gennemførelse af artikel 52 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank efter overgangsperiodens udløb

(ECB/2001/10)

(2001/805/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 106, stk. 1, samt artikel 16 og 52 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt "statutten"), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Retningslinje ECB/2000/6 af 20. juli 2000 om gennemførelse af artikel 52 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank efter overgangsperiodens udløb(1) indeholder de vilkår, hvorunder de nationale centralbanker (NCB'er) i de deltagende medlemsstater omveksler pengesedler udstedt af andre deltagende medlemsstater til deres respektive pariværdier. I følge artikel 3 heri må pengesedler for at opfylde betingelserne for omveksling ikke være stærkt beskadigede, og der nævnes særligt to kategorier af pengesedler, som ikke opfylder betingelserne for omveksling.

(2) Nogle NCB'ere har besluttet at indføre ordninger til mærkning af nationale pengesedler efter den 1. januar 2002 med henblik på at lette og beskytte inddragelsen af nationale pengesedler. Formålet med mærkningen er at formå den almindelige offentlighed til at undlade at modtage nationale pengesedler og at begrænse den fortsatte brug af nationale pengesedler som lovligt betalingsmiddel.

(3) Under hensyn til den generelle forpligtelse til at omveksle pengesedler udstedt af andre deltagende medlemsstater må det sikres, at mærkede pengesedler er undtaget, dvs. at mærkede pengesedler behandles på samme måde som beskadigede pengesedler. Artikel 3 i retningslinje ECB/2000/6 må derfor ændres i overensstemmelse hermed, således at mærkede pengesedler udtrykkeligt nævnes blandt de kategorier af pengesedler, som ikke opfylder betingelserne for omveksling.

(4) Det anerkendes desuden, at oplysning om fremgangsmåden ved mærkning i de forskellige medlemsstater bør gøres tilgængelig på ECB's websted.

(5) I overensstemmelse med statuttens artikel 12.1 og 14.3 udgør retningslinjer fastsat af ECB en integrerende del af fællesskabslovgivningen -

VEDTAGET FØLGENDE RETNINGSLINJE:

Artikel 1

Indførelse af en ny betragtning

I retningslinje ECB/2000/6 indsættes følgende nye betragtning: "(4a) Det anerkendes, at som hovedregel opfylder stærkt beskadigede pengesedler ikke betingelserne for omveksling, og der henvises særligt til visse kategorier af pengesedler, som er undtaget fra reglerne om omveksling; nogle NCB'ere i de deltagende medlemsstater indfører ordninger til mærkning med henblik på at lette og beskytte inddragelsen af nationale pengesedler, og mærkede pengesedler nævnes derfor udtrykkeligt blandt de kategorier af pengesedler, som ikke opfylder betingelserne for omveksling; det er anset for nødvendigt at gøre information tilgængelig på ECB's websted om fremgangsmåden ved mærkning i de forskellige medlemsstater."

Artikel 2

Ændring af artikel 1

I retningslinje ECB/2000/6 indsættes i artikel 1, efter fjerde led, følgende ordlyd: "- 'mærkning': identifikation af nationale pengesedler ved brug af et entydigt og særligt kendetegn, f.eks. perforering ved gennemhulning, foretaget af dertil autoriserede institutioner til gennemførelse af lovmæssige foranstaltninger truffet af de deltagende medlemsstater med henblik på at lette inddragelsen af nationale pengesedler fra omløb".

Artikel 3

Ændring af artikel 3

I retningslinje ECB/2000/6 ændres artikel 3 som følger: "Andre deltagende medlemsstaters pengesedler må for at opfylde betingelserne for omveksling i henhold til denne retningslinje ikke være stærkt beskadigede. Specielt må de ikke være sat sammen af mere end to dele af den samme pengeseddel eller være beskadiget af tyverisikringsudstyr. De må endvidere ikke være mærket eller være beskadiget på en sådan måde, at det ikke er muligt at konstatere en mærkning."

Artikel 4

Afsluttende bestemmelser

Denne retningslinje er gældende for alle pengesedler udstedt af andre deltagende medlemsstater, som indleveres til omveksling mellem 1. januar 2002 og 31. marts 2002.

Denne retningslinje er rettet til de deltagende medlemsstaters NCB'er.

Denne retningslinje offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 25. oktober 2001.

På vegne af Styrelsesrådet for ECB

Willem F. Duisenberg

(1) EFT L 55 af 24.2.2001, s. 66. Se konsolidering offentliggjort i EFT C 325 af 21.11.2001.

Top