EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52008AB0045

Den Europæiske Centralbanks udtalelse af 8. oktober 2008 om et forslag til to rådsforordninger om medaljer og møntefterligninger, der ligner euromønter (CON/2008/45)

OJ C 283, 7.11.2008, p. 1–4 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

7.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 283/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS UDTALELSE

af 8. oktober 2008

om et forslag til to rådsforordninger om medaljer og møntefterligninger, der ligner euromønter

(CON/2008/45)

(2008/C 283/01)

Indledning og retsgrundlag

Den Europæiske Centralbank (ECB) modtog den 25. september 2008 en anmodning fra Rådet for Den Europæiske Union om en udtalelse om et forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2182/2004 om medaljer og møntefterligninger, der ligner euromønter (i det følgende benævnt »det første forordningsforslag«) og et forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2183/2004 om udvidelse af anvendelsen for forordning (EF) nr. 2182/2004 om medaljer og møntefterligninger, der ligner euromønter til at omfatte ikke-deltagende medlemsstater (i det følgende benævnt »det andet forordningsforslag«) (i det følgende kollektivt benævnt »forordningsforslagene«) (1).

ECB's kompetence til at afgive udtalelse fremgår af artikel 123, stk. 4 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab for så vidt angår det første forordningsforslag og af artikel 105, stk. 4 i traktaten for så vidt angår det andet forordningsforslag, da det vedrører valutaspørgsmål. I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er denne udtalelse vedtaget af ECB's Styrelsesråd.

1.   Generelle bemærkninger

Det første forordningsforslag styrker de bestemmelser i forordning (EF) nr. 2182/2004, som skal beskytte mod forveksling og bedrageri i forbindelse med medaljer og møntefterligninger, der fejlagtigt kan opfattes som euromønter, ved at præcisere hvilke specifikke designelementer på euromønter, der gælder som lovlige betalingsmidler, som ikke må gengives på medaljer og møntefterligninger, der ligner euromønter, og ved at opstille de kriterier, som Kommissionen skal lægge til grund ved udarbejdelsen af sin udtalelse om efterlevelse af forordning (EF) nr. 2182/2004 (2). Samtidig øger det gennemsigtigheden i Kommissionens beslutningsproces.

Da euromønter kan være i omløb uden for de medlemsstater, der har indført euroen, er det vigtigt at have en vis grad af beskyttelse for euromønter i medlemsstater, som endnu ikke har indført euroen, i henseende til aktiviteter, f.eks. forfalskning, som kan påvirke deres troværdighed som lovligt betalingsmiddel.

2.   Specifikke bemærkninger

2.1.   Lighed mellem designet på overfladen af medaljer og møntefterligninger

Sammenlignet med artikel 2, litra c) i forordning (EF) nr. 2182/2004 beskriver den nye artikel 2, stk. 1, litra c) i det første forordningsforslag mere detaljeret det design eller dele heraf, som findes på overfladen af euromønter, som ikke må gengives på medaljer og møntefterligninger. For at styrke den beskyttende karakter af denne bestemmelse anbefaler ECB, at der i den nye artikel 2, stk. 1, litra c), nr. i) henvises udtrykkeligt til eurosymbolet og til udtrykkene »euro« og »eurocent«. ECB erkender, at artikel 2, stk. 1, litra c), nr. i) i sin nuværende affattelse ikke udelukker disse udtryk eller eurosymbolet, men mener, at Kommissionen ved at nævne dem udtrykkeligt vil bidrage til at tydeliggøre Kommissionens forslag og styrke beskyttelsesbestemmelserne. Offentligheden kan ledes til forveksling ikke kun ved en gengivelse af udtrykkene »euro« og »eurocent« eller eurosymbolet på medaljer og møntefterligninger, som allerede er forbudt i henhold til den nye artikel 2, stk. 1, litra a), men også hvis de bærer designelementer, der ligner disse udtryk eller dette symbol.

2.2.   Gennemsigtighed i beslutningsprocessen

Ifølge begrundelsen til det første forordningsforslag har Kommissionen i forbindelse med vurderingen af, om bestemmelserne i forordning (EF) nr. 2182/2004 er efterlevet, arbejdet tæt sammen med de eksperter i falskmøntneri, der er omhandlet i artikel 4, stk. 1 i Kommissionens afgørelse 2005/37/EF af 29. oktober 2004 om oprettelse af Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) og om samordning af de tekniske aktiviteter med henblik på at beskytte euromønterne mod falskmøntneri (3) og mener, at dette samarbejde bør fortsætte. Det første forordningsforslag henviser dog kun til »høring af medlemsstaterne« i tredje betragtning. ECB anbefaler derfor, at der inkluderes en udtrykkelig henvisning til eksperterne i falskmøntneri i den nye artikel 2, stk. 2, navnlig da et af hovedformålene med det første forordningsforslag er at gøre beslutningsprocessen mere gennemsigtig.

2.3.   Undtagelser efter bemyndigelse

Den nye artikel 4 om undtagelser efter bemyndigelse indeholder ingen bestemmelse om en procedure for, hvordan de økonomiske aktører kan anmode om en sådan undtagelse fra de i artikel 2 fastsatte beskyttelsesbestemmelser. ECB mener, at der bør indføjes en passende bestemmelse herom.

På samme måde vil beslutningsprocessen kunne blive endnu mere gennemsigtig, hvis det første forordningsforslag nævnte de betingelser, under hvilke Kommissionen kan bevilge en undtagelse. Navnlig er formuleringen »kontrollerede anvendelsesforhold« i den nye artikel 4 vag. Det følger heraf, at medaljer og møntefterligninger kan forsynes med udtrykkene »euro«, »eurocent« eller eurosymbolet, hvis »der ikke er risiko for forveksling«. For at øge gennemsigtigheden og forbedre retssikkerheden vil det være en fordel, hvis artikel 4 affattes i en mere omfattende og/eller beskrivende ordlyd for så vidt angår de generelle kriterier, som Kommissionen skal lægge til grund, når den bevilger en undtagelse.

2.4.   Anvendelse af det første forordningsforslag på Monaco, San Marino og Vatikanstaten

Der foreligger allerede monetære aftaler mellem i) Frankrig, på vegne af Det Europæiske Fællesskab, og Monaco og ii) Italien, på vegne af Det Europæiske Fællesskab, og San Marino og Vatikanstaten. I henhold til disse aftaler har Monaco, San Marino og Vatikanstaten ret til at udstede euromønter, der har status som lovligt betalingsmiddel, og som på den nationale side har særlige design. Da de optiske kendetegn ved disse euromønter adskiller sig fra de optiske kendetegn ved euromønter, der er udstedt af de medlemsstater, der har indført euroen, bør de euromønter, som Monaco, San Marino og Vatikanstaten har udstedt, også være omfattet af de beskyttende bestemmelser, som er fastlagt i det første forordningsforslag. Som følge heraf bør de respektive monetære aftaler og/eller retlige bestemmelser, som er vedtaget på grundlag af disse monetære aftaler, ændres, således at indholdet af det første forordningsforslag, når dette er vedtaget, også finder anvendelse på Monaco, San Marino og Vatikanstaten.

2.5.   Høring af ECB om det andet forordningsforslag

I modsætning til det første forordningsforslag henviser betragtningerne til det andet forordningsforslag ikke til ECB's udtalelse. Da begge forordningsforslag er omfattet af ECB's kompetenceområde, bør betragtningerne til det andet forordningsforslag ændres, således at de henviser til ECB's udtalelse.

3.   Ændringsforslag

Såfremt ovennævnte råd skulle medføre ændringer i forordningsforslagene, vedlægges som bilag ændringsforslag.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 8. oktober 2008.

Formand for ECB

Jean-Claude TRICHET


(1)  KOM(2008) 514 endelig, VOL I og VOL II.

(2)  EUT L 373 af 21.12.2004, s. 1.

(3)  EUT L 19 af 21.1.2005, s. 73.


BILAG

Ændringsforslag

Tekst foreslået af Kommissionen

Ændringer foreslået af ECB (1)

Ændringsforslag 1

Artikel 2, stk. 1, litra c), nr. i) som omhandlet i artikel 1 i det første forordningsforslag

»i)

et design eller dele heraf på euromønternes overflade, herunder navnlig Den Europæiske Unions tolv stjerner, en geografisk gengivelse og talangivelser som gengivet på euromønter, eller«

»i)

et design eller dele heraf på euromønternes overflade, herunder navnlig udtrykkene »euro«, »eurocent«, »eurosymbolet«, Den Europæiske Unions tolv stjerner, en geografisk gengivelse og talangivelser som gengivet på euromønter, eller«

Begrundelse — Se afsnit 2.1 i udtalelsen

Ændringsforslag 2

Artikel 2, stk. 2 som omhandlet i artikel 1 i det første forordningsforslag

»2.   Kommissionen har kompetence til at afgive udtalelse om:«

»2.   Kommissionen har efter høring af eksperterne i falskmøntneri, til hvilke der henvises i artikel 4 i Kommissionens afgørelse 2005/37/EF af 29. oktober 2004 om oprettelse af Det Europæiske Tekniske og Videnskabelige Center (ETSC) og om samordning af de tekniske aktiviteter med henblik på at beskytte euromønterne mod falskmøntneri  (2), kompetence til at afgive udtalelse om:«

Begrundelse — Se afsnit 2.2 i udtalelsen

Ændringsforslag 3

Betragtningerne til det andet forordningsforslag

»under henvisning til forslag fra Kommissionen,

«under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank,

og ud fra følgende betragtninger:»

og ud fra følgende betragtninger:«

Begrundelse — Se afsnit 2.5 i udtalelsen


(1)  Fed skrift i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår indsættelse af ny ordlyd.

(2)  EUT L 19 af 21.1.2005, s. 73.


Top