31.12.2005   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 336/109

1.1.

Definitionen af »mellembetalingsformidler« i artikel 3, stk. 6 i forordningsforslaget refererer til en betalingsformidler, »der hverken er indbetalers eller modtagers betalingsformidler, og som medvirker ved gennemførelsen af en pengeoverførsel«. Da såvel operatører af betalings-, clearing- og afviklingssystemer som leverandører af betalingsmeddelelser medvirker ved gennemførelsen af pengeoverførsler, synes de også at være inden for anvendelsesområdet af forordningsforslaget.

1.2.

Men disse operatører og leverandører af tjenesteydelser har ikke noget direkte kundeforhold til indbetaler eller modtager, og er følgelig heller ikke i besiddelse af de krævede oplysninger i henhold til forordningsforslaget. Forpligtelserne bør derfor kun pålægges kreditinstitutter, som er direkte involveret i kundekontakt, eller finansielle enheder, som udgør et led i betalingskæden for pengeoverførslen, idet disse enheder ville ville være i besiddelse af de nødvendige oplysninger (3).

1.3.

I lyset heraf skal ECB kraftigt anbefale, at der indsættes en udtrykkelig undtagelse fra forordningsforslagets anvendelsesområde for såvel operatører af betalings-, clearing- og afviklingssystemer som for leverandører af betalingsmeddelelser, samt en forklarende betragtning hertil. Denne undtagelse ville ikke berøre forpligtelsen for sådanne systemoperatører til at sikre, at de betalingsordrer, som indlægges i disse systemer, effektivt kan spores ved hjælp af passende identifikation af systemdeltagerne. I denne sammenhæng bemærker ECB, at det tredje hvidvaskningsdirektiv indeholder en betragtning, som præciserer, at enhver fysisk og juridisk person, der blot leverer en overførselsmeddelelse eller anden form for støttesystemer eller clearing- og betalingssystemer til kredit- eller finansieringsinstitutter, ikke henhører under dette direktivs anvendelsesområde (4).

1.4.

Desuden angår artikel 13, stk. 2 i forordningsforslaget en mellembetalingsformidlers forpligtelser i de tilfælde, hvor denne ikke modtager fuldstændige oplysninger om indbetaler. Afsnit 12 og 13 i FATF's reviderede fortolkningsnotat til Særhenstilling VII: Pengeoverførsler (5) (i det følgende benævnt »fortolkningsnotatet«) fra arbejdsgruppen om finansielle initiativer (Financial Action Task Force — FATF) indeholder ikke tilsvarende oplysningskrav. I denne forbindelse må ECB fraråde forslaget om at gøre mellembetalingsformidler ansvarlig for at underrette modtagers betalingsformidler om, at oplysningerne er ufuldstændige. Det ville være mere hensigtsmæssigt, at denne forpligtelse påhviler de parter, som er direkte involverede — nemlig indbetalers og modtagers betalingsformidler, da disse under alle omstændigheder er i besiddelse af de krævede oplysninger i medfør af bestemmelserne i forordningsforslagets kapitel II og III. De eneste forpligtelser for mellembetalingsformidler bør være de i artikel 12 og 13, stk. 1 nævnte, som kræver, at alle oplysninger om indbetaler, der modtages som led i overførslen, holdes sammen med overførslen og opbevares i fem år. Artikel 13, stk. 2 i forordningsforslaget bør derfor helt udgå.

2.1.

Som generel bemærkning ville det være ønskeligt at der sikres så stor konsekvens som muligt mellem definitionerne i artikel 4 i direktivforslaget om betalinger i det indre marked (6) og definitionerne i forordningsforslaget, i særdeleshed definitionen af »betalingstjenestebruger« i artikel 3, stk. 8 i forordningsforslaget.

2.2.

FATF's Særhenstilling VII om pengeoverførsler (i det følgende benævnt »SR VII«) omfatter udtrykkeligt finansielle institutioner, herunderpengeremittenter. Der findes ingen udtrykkelig henvisning til pengeremittenter i forordningsforslaget. Højst sandsynligt omfatter definitionen af »betalingsformidler« i artikel 3, stk. 5 i forordningsforslaget pengeremittenter, men en henvisning til pengeremittenter kunne indsættes i denne for at sikre, at forordningsforslaget udtrykkeligt er i overensstemmelse med SR VII.

2.3.

Endvidere bør der tilføjes en definition af »utvetydig identifikator«, som bør afspejle de forskellig mulige kombinationer af oplysninger, som er nødvendige for at identificere indbetaleren.

3.1.

ECB bemærker, at betragtning 6 i forordningsforslaget omhandler en undtagelse, under visse betingelser, for bl.a. pengeoverførsler som led i en handelstransaktion. Der findes ingen definition af »handelstransaktion«, men artikel 2, stk. 2 præciserer, at forordningsforslaget »ikke finder anvendelse på pengeoverførsler i forbindelse med handelstransaktioner, der udføres ved brug af kredit- eller debetkort eller et lignende betalingsinstrument«.

3.2.

Fortolkningsnotatets afsnit 10.a. nævner ikke specifikt udtrykket »handel«. I stedet udtales, at SR VII ikke dækker overførsler, som er led i transaktioner foretaget ved brug af kredit- eller debetkort, såfremt kredit- eller debetkortnummeret ledsager alle overførsler, som er led i transaktionen. I afsnit 10.a. udtales imidlertid også, at når kredit- eller debetkort bruges som et betalingssystem til gennemførelse af en pengeoverførsel, er de dækket af SR VII, og de nødvendige oplysninger bør være indeholdt i meddelelsen. Dette indebærer, at SR VII skelner mellem anvendelse af kort til betaling for varer og tjenester (som ikke er omfattet af SR VII) og til gennemførelse af kreditoverførsler (som er omfattet). ECB skal foreslå, at betragtning 6 samt første led af artikel 2, stk. 2 i forordningsforslaget omformuleres for at opnå større overensstemmelse med fortolkningsnotatet (7).

3.3.

Generelt synes forordningsforslaget, artikel 2, stk. 2, at bygge på den antagelse, at det altid er muligt for indbetalers og/eller modtagers betalingsformidler at afgøre, hvorvidt kredit- eller debetkort er benyttet for at betale for varer og tjenester eller for at foretage en kreditoverførsel. Denne antagelse er imidlertid ikke altid rigtig, idet alle typer af betalingsinstrumenter kan anvendes ved sådanne transaktioner. Når en betaling foretages ved brug af kredit- eller debetkort, modtager kun ejeren/operatøren af kredit- eller debetkortordningnen oplysninger, hvoraf transaktionens underliggende formål kan udledes. indbetalerens eller modtagerens betalingsformidlere modtager kun oplysninger, som er nødvendige for at afvikle transaktionen over deres kunders konto, d.v.s. at de ikke modtager oplysninger om transaktionens underliggende formål. At pålægge betalingsformidlere en ordning, hvorefter de havde pligt til undersøge formålet med sådanne transaktioner, ville derfor ikke være fremmende for betalingssystemernes smidige funktion. Uanset ECB har forståelse for ønsket om at undtage transaktioner, som gennemføres ved brug af kredit- eller debetkort til betaling for varer og tjenester, fra kravet om medtagelse af fuldstændige oplysninger om indbetaler, synes forslaget ikke praktisk gennemførligt, fordi de enheder, som forordningsforslaget finder anvendelse på, ikke i alle situationer ville have nogen mulighed for at fastslå den underliggende årsag til betalingen. Formålet med artikel 2, stk. 2 kan imidlertid være, at udligningen (gennem indbetalers betalingsformidler) af regningen for indbetalers underliggende kreditkorttransaktioner ikke er en del af en kreditoverførsel, som kunne være indledt ved brug af kreditkortet, men en fuldstændig uafhængig kreditoverførsel fra indbetaleren til kreditkortselskabet. I så fald er ECB enig i indholdet i artikel 2, stk. 2, men ville foreslå, af hensyn til retlig klarhed, at dette formål blev gjort klarere i forordningsforslaget.