EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52003PC0114

Forslag til Rådets afgørelse om de statistiske data, der skal benyttes ved justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank

/* KOM/2003/0114 endelig udg. - CNS 2003/0050 */

52003PC0114

Forslag til Rådets afgørelse om de statistiske data, der skal benyttes ved justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank /* KOM/2003/0114 endelig udg. - CNS 2003/0050 */


Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om de statistiske data, der skal benyttes ved justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank

(forelagt af Kommissionen)

BEGRUNDELSE

Den 9. juni 1998 [1] fastsatte ECB's styrelsesråd [2] de nationale centralbankers procentvise vægte i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB. Som nævnt i artikel 29.3 i ESCB/ECB-statutten skal denne fordelingsnøgle justeres hvert femte år efter ESCB/ECB's oprettelse for at tage hensyn til de seneste statistiske data vedrørende befolkningstal og BNP i markedspriser. Eftersom fordelingsnøglen blev fastsat i juni 1998, vil det derfor snart være nødvendigt at justere den.

[1] Efter Kommissionens tilvejebringelse af reviderede statistiske data i november 1998 blev ECB's beslutning af 9. juni 1998 erstattet af ECB's afgørelse af 1. november 1998 om de nationale centralbankers fordelingsnøgle for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank (EFT L 125 af 19.5.1999, s. 33).

[2] I overensstemmelse med ESCB/ECB-statuttens artikel 29.1.

De statistiske data, der benyttes til at bestemme fordelingsnøglen, blev beskrevet i de regler, som Rådet vedtog den 5. juni 1998 i overensstemmelse med artikel 29.2 i ESCB/ECB-statutten og efter fremgangsmåden i traktatens artikel 107, stk. 6 [3]. I afgørelsen fra 1998 begrænsede Rådet sig til kun at fastsætte den indledende fordelingsnøgle og tog ikke nærmere stilling til de efterfølgende justeringer heraf. Desuden byggede Rådets afgørelse på ENS-79, og der kunne på det tidspunkt ikke tages højde for den seneste udvikling i statistisk metodologi, dvs. forordningen om ENS-95.

[3] Og ESCB/ECB-statuttens artikel 42.

Rådet skal derfor vedtage en ny afgørelse i løbet af de kommende måneder, således at justeringen af fordelingsnøglen kan finde sted i 2003 i overensstemmelse med de gældende regler. Derfor fremlægger Kommissionen dette forslag, hvori beskrives den statistiske metode og de statistiske data, der skal benyttes ved den næste og efterfølgende justeringer af fordelingsnøglen.

Den ændrede fordelingsnøgle vil være gældende fra 1. januar 2004 [4]. Da den forventede udvidelse af EU endnu ikke vil have fundet sted, vil den nye fordelingsnøgle gælde for de nuværende femten centralbanker. Straks efter de nye medlemsstaters tiltrædelse vil fordelingsnøglen blive beregnet på ny. Rådets nye afgørelse vil også skulle anvendes ved den lejlighed.

[4] SOM FASTSAT I ESCB/ECB-STATUTTENS ARTIKEL 29.3: "DEN ÆNDREDE FORDELINGSNØGLE FÅR VIRKNING DEN FØRSTE DAG I DET FØLGENDE ÅR".

1. GENERELLE BETRAGTNINGER

Fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB er bestemmende for de enkelte nationale centralbankers andel af ECB's kapital, deres andel af valutareserveaktiverne, stemmevægtene i ECB's styrelsesråd i forbindelse med beslutninger, der træffes med kvalificeret flertal (jf. ESCB/ECB-statuttens artikel 10.3) og fordelingen af ESCB's monetære indtægter blandt de nationale centralbanker.

I henhold til ESCB/ECB-statuttens artikel 29.1 er hver national centralbank fra starten blevet tildelt en vægt i fordelingsnøglen, der er lig med summen af 50 % af den pågældende medlemsstats andel af Fællesskabets befolkning det næstsidste år forud for ESCB's oprettelse og 50 % af den pågældende medlemsstats andel af Fællesskabets bruttonationalprodukt i markedspriser, som opgjort de seneste fem år forud for det næstsidste år før ESCB's oprettelse.

De statistiske data, der blev brugt med henblik på denne artikel, blev tilvejebragt af Kommissionen i overensstemmelse med de regler, der blev vedtaget af Rådet efter fremgangsmåden i traktatens artikel 107, stk. 6. Da de vægte, der tildeles de nationale centralbanker, skal justeres hvert femte år i analogi med bestemmelserne om fordelingsnøglen, vil Kommissionen snart tilvejebringe et nyt sæt data til den næste justering af fordelingsnøglen baseret på den rådsafgørelse, der skal vedtages.

2. INDHOLDET I DEN NYE AFGØRELSE

Denne rådsafgørelse vil fastsætte de regler, som Kommissionen skal følge, når den tilvejebringer de statistiske data til den næste og efterfølgende justeringer af fordelingsnøglen, enten som led i den regelmæssige justering hvert femte år eller efter optagelsen af nye nationale centralbanker i ESCB. Som hidtil vil reglerne indeholde en definition på de BNP- og befolkningsdata, der skal benyttes, og angive, hvor de skal stamme fra, og reglerne vil ligeledes indeholde en beskrivelse af beregningsmetoden. De pågældende bestemmelser vil i vid udstrækning bygge på bestemmelserne i Rådets afgørelse 98/382/EF af 5. juni 1998 [5].

[5] EFT L 171 af 17.6.1998. s. 33.

Imidlertid er de regler, som Kommissionen skal følge, når den tilvejebringer statistiske data til fremtidige justeringer af fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB, blevet udformet på en sådan måde, at der indføres en permanent ordning, der ikke kun vil anvendt i forbindelse med de regelmæssige justeringer af fordelingsnøglen i fremtiden, men også i forbindelse med eventuelle udvidelser af EU:

- Den nye rådsafgørelse vil ikke længere tage sigte på beregning af en bestemt fordelingsnøgle. Derved undgås behovet for nye ændringer i de kommende år, undtagen i tilfælde af større ændringer af de nationale regnskabsstandarder og regnskabspraksis. Forslaget udformes derfor i analogi med ordlyden i ESCB/ECB-statuttens artikel 29.1 [6], og det vil ikke længere omhandle bestemte perioder eller år.

[6] "Fællesskabets befolkning det næstsidste år forud for det år, hvor fordelingsnøglen justeres" - "Fællesskabets BNP i markedspriser, som opgjort de seneste fem år forud for det næstsidste år før det år, hvor fordelingsnøglen justeres".

- Ved optagelsen af nye medlemsstater i EU vil deres nationale centralbanker blive en integrerende del af ESCB og dermed indskydere og ejere af ECB's kapital, jf. ESCB/ECB-statuttens artikel 28.2. Derfor er det også i forbindelse med udvidelser af EU nødvendigt at foretage en justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB. Rådets nye afgørelse vil også blive anvendt ved sådanne lejligheder.

- I henhold til artikel 17 i tiltrædelsesakten vil den vægt, der tildeles nye nationale centralbanker, blive beregnet for samtlige lande i en udvidet fordelingsnøgle i analogi med artikel 29.1 og i overensstemmelse med artikel 29.2. Referenceperioderne for de statistiske data vil være identiske med dem, der blev anvendt ved den seneste femårsjustering af vægtene i henhold til artikel 29.3.

Dette forslag tager også hensyn til den seneste udvikling i den statistiske metodologi, navnlig Det Europæiske Nationalregnskabssystem (ENS-95), der blev vedtaget af Rådet ved forordning 2223/96 af 25. juni 1996. Der er desuden taget hensyn til de efterfølgende ændringer heraf.

Da forordningen om ENS-95 er en del af "EU-regelværket", forventes de nye medlemsstater at have ENS-95-metodologien på plads senest på tiltrædelsesdatoen. Dette omfatter tilvejebringelse af data i overensstemmelse med ESA-95 til længere tidsserier. På udvidelsestidspunktet skal de nye medlemsstater derfor være i stand til at indberette data om BNP i markedspriser og befolkningsdata i overensstemmelse med ENS-95.

3. BEMÆRKNINGER TIL DE ENKELTE ARTIKLER

Artikel 1

I artikel 1 defineres direktivets anvendelsesområde. Ved en snæver fortolkning ville reglerne om indberetning af statistiske data blot beskrive de befolknings- og BNP-begreber, der ville skulle bruges, og de kilder, oplysningerne ville skulle hentes fra. Imidlertid opstår der uvægerligt metodologiske spørgsmål vedrørende indberetningen af tallene for de enkelte lande og beregningen af procentdele. Afgørelsen omhandler også disse metodologiske spørgsmål af hensyn til ensartetheden og nøjagtigheden.

Artikel 2

I denne artikel defineres udtrykket befolkningsdata.

Den definition af befolkning, der skal benyttes, er definitionen i Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem (ENS-95) med efterfølgende ændringer.

Kommissionen (Eurostat) vil indsamle befolkningsdataene efter de gældende procedurer.

Eftersom BNP-dataene repræsenterer en strøm over en periode på et år, skal de tilsvarende befolkningstal repræsentere gennemsnittet af den samlede befolkning i løbet af året.

Ved fastsættelsen af fordelingsnøglen blev der benyttet befolkningsdata fra 1996. Hvert femte år derefter vil det derfor være passende at benytte data fra 2001, 2006, 2011 osv. For imidlertid at kunne anvende afgørelsen i længere tid vil det være bedst at henvise til ordlyden i ESCB/ECB-statuttens artikel 29.1.

Artikel 3

I denne artikel defineres udtrykket BNP-data.

BNP-dataene vil være dem, der følger af anvendelsen af punkt 8.89 (bruttonationalproduktet i markedspriser) i bilag A til Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996.

De BNP-data, der blev brugt til at fastsætte fordelingsnøglen, var tallene for de sidste fem år forud for det næstsidste år før ECB's oprettelse (1991-1995). I forbindelse med de efterfølgende femårsjusteringer vil det derfor være passende at tage udgangspunkt i årene 1996-2000, 2001-2005 osv. For imidlertid at kunne benytte afgørelsen i en længere periode vil det være bedst at tage udgangspunkt i ordlyden i artikel 29.1 i protokollen om statutten for ESCB og ECB.

Artikel 4

Denne artikel indeholder regler for de vekselkurser, der skal benyttes.

For perioden før 1999 vil de daglige vekselkurser være ECU-referencekurserne som beregnet af Kommissionen. Fra og med 1999 vil euroreferencekurserne være de kurser, som beregnes af ECB.

Artikel 5

Denne artikel indeholder regler for beregningen af de individuelle medlemsstaters andele af Fællesskabets befolkning og BNP. Den indeholder også den regel, der skal benyttes ved beregningen af en medlemsstats vægt i kapitalfordelingsnøglen, og reglen vedrørende afrunding.

Artikel 6

Kommissionen vil validere befolkningsdataene efter høring af udvalget for de statistiske programmer, der blev nedsat ved artikel 1 i Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom af 19. juni 1989 (EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47).

Kommissionen vil validere BNP-dataene efter høring af det udvalg, der blev nedsat ved artikel 6 i Rådets direktiv 89/130/EØF, Euratom (BNI-direktivet) af 13. februar 1989 (EFT L 49 af 21.2.1989, s. 26-28).

Høringen af disse udvalg vil sikre, at alle de data, der benyttes til beregning af fordelingsnøglerne, vil være ordentlige valideret.

Artikel 7

Denne artikel gør afgørelsen gældende for nye medlemsstater ved at definere de referenceperioder for statistiske data, der skal anvendes i tilfælde af en udvidelse.

Ved optagelse af et eller flere nye lande i EU vil fordelingsnøglen igen skulle justeres. Referenceperioderne for de statistiske data om befolkning og BNP i markedspriser vil i den forbindelse være identiske med dem, der blev anvendt ved den seneste femårsjustering af fordelingsnøglen efter artikel 29.3.

Artikel 8

Denne artikel forpligter Kommissionen til at videregive dataene til ECB tilstrækkeligt tidligt til, at ECB's styrelsesråd kan nå at vedtage en afgørelse om fordelingsnøglen i god tid.

2003/0050 (CNS)

Forslag til RÅDETS AFGØRELSE om de statistiske data, der skal benyttes ved justering af fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 107, stk. 6, samt artikel 29.2 i protokollen om statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) og Den Europæiske Centralbank (ECB) (i det følgende benævnt "statutten"), der er knyttet som bilag til traktaten,

under henvisning til forslag fra Kommissionen [7],

[7] EFT C XXX af yy.yy.yy, s. yy.

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet [8],

[8] Udtalelse afgivet den yy.yy.yy (EFT).

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank [9], og

[9] Udtalelse afgivet den yy.yy.yy (EFT).

ud fra følgende betragtninger:

(1) I Rådets afgørelse 98/382/EF af 5. juni 1998 [10] blev der fastsat regler om de statistiske data, der skulle bruges ved fastsættelsen af den oprindelige fordelingsnøgle for indskud af kapital i ECB.

[10] EFT L 171 af 17.6.1998, s. 33.

(2) I henhold til statuttens artikel 29.3 skal vægtningen af de nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB justeres hvert femte år.

(3) Når et eller flere lande optages som medlemmer af Den Europæiske Union, bliver deres nationale centralbanker medlemmer af ESCB og indskydere af kapital i ECB. I den forbindelse skal vægtningen af de nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB justeres.

(4) Det er nødvendigt at fastsætte regler for tilvejebringelsen af de statistiske data, der skal benyttes ved justeringer af vægtningen af de nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB.

(5) Det er nødvendigt at definere, hvilke data og datakilder der skal anvendes, og at fastlægge metoden til beregning af vægtningen af de nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB.

(6) Ved Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 af 25. juni 1996 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem [11] (ENS-95) blev der fastlagt en metodologi vedrørende fælles regnskabsstandarder, -definitioner, -nomenklaturer og -regler, som skal gøre det muligt på et sammenligneligt grundlag at udarbejde statistiske regnskaber og tabeller til brug for Fællesskabet, og der blev til brug for Fællesskabet fastlagt et program med en fast tidsplan for indberetning af de regnskaber og tabeller, der udarbejdes i henhold til forordningen. Forordningen tager udgangspunkt i de seneste standarder og den seneste udvikling i statistisk metodologi, og definitionerne deri bør derfor benyttes med henblik på denne afgørelse.

[11] EFT L 310 af 30.11.1996, s. 1, senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 359/2002 (EFT L 58 af 28.2.2002, s. 1).

(7) Eftersom fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB er bestemmende for de nationale centralbankers respektive andele af ECB's kapital og puljen af valutareserver samt deres stemmevægte i ECB's styrelsesråd ved beslutninger, der træffes med kvalificeret flertal (jf. statuttens artikel 10.3), og fordelingen mellem dem af ESCB's monetære indtægter, er det vigtigt, at beregningen af deres vægt i denne fordelingsnøglen foregår nøjagtigt. Kommissionen vil derfor rådføre sig med de relevante udvalg for befolkningsdata og for data for bruttonationalprodukt i løbende markedspriser -

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Emne

De statistiske data, der anvendes ved justeringen af vægtningen af de nationale centralbanker i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB, tilvejebringes af Kommissionen i overensstemmelse med reglerne i den afgørelse.

Artikel 2

Befolkning

1. Ved befolkning forstås den "samlede befolkning" som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 [12] (ENS-95) og opgjort som et gennemsnit over året og afrundet til nærmeste tusind personer.

[12] Med efterfølgende ændringer.

2. Med henblik på justeringen af de nationale centralbankers vægte, jf. statuttens artikel 29.3, hentes befolkningsdataene fra det næstsidste år forud for det år, hvor fordelingsnøglen justeres.

Artikel 3

Bruttonationalprodukt i løbende markedspriser

1. Ved bruttonationalprodukt i markedspriser forstås bruttonationalprodukt i løbende markedspriser som defineret i Rådets forordning (EF) nr. 2223/96 [13] (ENS-95) for et kalenderår og anført i den nationale valuta med størst mulig præcision, således at andelene kan beregnes med den fornødne nøjagtighed.

[13] Med efterfølgende ændringer.

2. Med henblik på justeringen af de nationale centralbankers vægte, jf. statuttens artikel 29.3, hentes dataene for bruttonationalproduktet i løbende markedspriser fra de sidste fem år forud for det næstsidste år før det år, hvor fordelingsnøglen justeres.

Artikel 4

Vekselkurser

1. Den årlige vekselkurs, der benyttes til omregning af bruttonationalproduktet i løbende markedspriser, svarer til det aritmetiske gennemsnit af de daglige vekselkurser på alle arbejdsdage i et kalenderår.

2. De daglige vekselkurser er ECU-referencekurserne før 1999 som beregnet af Kommissionen. Fra og med 1999 er der tale om de af ECB beregnede euro-referencekurser.

Artikel 5

Beregning og nøjagtighed

1. En medlemsstats andel af Fællesskabets befolkning er lig med dens procentvise andel af medlemsstaternes samlede befolkning.

2. En medlemsstats andel af Fællesskabets BNP i løbende markedspriser er lig med dens procentvise andel medlemsstaternes samlede BNP i løbende markedspriser over en periode på fem år.

3. En national centralbanks vægt i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB er lig med det aritmetiske gennemsnit af den pågældende medlemsstats andele af Fællesskabets befolkning og Fællesskabets BNP i løbende markedspriser.

4. I de forskellige beregningsfaser benyttes der et tilstrækkeligt stort antal decimaler til at sikre nøjagtigheden. De nationale centralbankers vægt i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB angives med fire decimaler.

Artikel 6

Høring af udvalg

Med hensyn til befolkningsdata rådfører Kommissionen sig med udvalget for de statistiske programmer, der blev nedsat ved artikel 1 i Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom [14].

[14] EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

Med hensyn til data for BNP i løbende markedspriser rådfører Kommissionen sig med det udvalg, der blev nedsat ved artikel 6 i Rådets direktiv 89/130/EØF, Euratom [15].

[15] EFT L 49 af 21.2.1989, s. 26.

Artikel 7

Nye medlemsstater

Ved optagelse af et eller flere nye lande i EU og optagelse af deres respektive centralbanker i ESCB vil referenceperioderne for de statistiske data om befolkning og BNP i løbende markedspriser være identiske med dem, der blev anvendt ved den seneste femårsjustering af fordelingsnøglen, jf. statuttens artikel 29.1 og 29.3.

Artikel 8

Tilvejebringelse af data

De i denne afgørelse nævnte data om befolkning og BNP i løbende markedspriser samt de årlige vekselkurser indgives af Kommissionen til ECB særskilt for de enkelte medlemsstater senest to måneder før den dato, hvor justeringen af de nationale centralbankers vægt i fordelingsnøglen for kapitalindskud i ECB får virkning.

Udfærdiget i Bruxelles, den

På Rådets vegne

Formand

Top