EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018HB0036

Den Europæiske Centralbanks henstilling af 7. december 2018 om registeret for data om institutter og tilknyttede enheder (RIAD) (ECB/2018/36)

OJ C 21, 17.1.2019, p. 1–2 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

17.1.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 21/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS HENSTILLING

af 7. december 2018

om registeret for data om institutter og tilknyttede enheder (RIAD)

(ECB/2018/36)

(2019/C 21/01)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 2 og 5, samt artikel 132, stk. 1, tredje led

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 5.1, og

ud fra følgende betragtninger:

1)

RIAD-databasen (Register of Institutions and Affiliates Data, RIAD) er et delt datasæt for referencedata over juridiske og andre statistiske institutionelle enheder, som indsamles for at støtte forretningsprocesserne på tværs af Eurosystemet og udførelsen af Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB) og Den Fælles Tilsynsmekanismes (SSM) opgaver. Informationerne, som registreres i RIAD, tilvejebringes af medlemmerne af Eurosystemet og af de nationale centralbanker i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, men som frivilligt deltager i driften af RIAD.

2)

De nationale centralbanker i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, men som deltager i driften af RIAD, bør samarbejde med hinanden, med de nationale centralbanker i Eurosystemet og med Den Europæiske Centralbank om at tilvejebringe, opdatere og validere referencedata for enheder, der er registreret i RIAD i overensstemmelse med Den Europæiske Centralbanks retningslinje (EU) 2018/876 (ECB/2018/16) (1) og på gensidig basis have adgang til og udveksle data om deres indenlandske enheder.

3)

Med det formål at opnå et tæt og effektivt samarbejde på tværs af ESCB i forbindelse med forvaltningen af RIAD og i overensstemmelse med betragtning 9 til retningslinje (EU) 2018/876 (ECB/2018/16) bør der vedtages en henstilling som supplement til den retningslinje.

4)

Udvekslingen af RIAD-data er med forbehold af ESCB's fortrolighedsordning eller, i tilfælde af ikke-statistiske RIAD-data, andre fortrolighedsordninger, og udvekslingen af data mellem de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, kan være med forbehold af yderligere retlige begrænsninger på nationalt plan —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

I.   Definition

I denne henstilling har termen »enhed« samme betydning som defineret i artikel 2, punkt 1, i retningslinje (EU) 2018/876 (ECB/2018/16).

II.   Tilvejebringelse af statistiske oplysninger

Adressaterne for denne henstilling bør anvende bestemmelserne i retningslinje (EU) 2018/876 (ECB/2018/16), som er rettet til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har euroen som valuta.

III.   Afsluttende bestemmelse

Denne henstilling er rettet til de nationale centralbanker i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 7. december 2018.

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  Den Europæiske Centralbanks retningsline (EU) 2018/876 af 1. juni 2018 om registeret for data om institutter og tilknyttede enheder (RIAD) (ECB/2018/16) (EUT L 154 af 18.6.2018, s. 3).


Top