EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32017R2095

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) 2017/2095 af 3. november 2017 om ændring af forordning (EF) nr. 2157/1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/2017/34)

OJ L 299, 16.11.2017, p. 22–23 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2017/2095/oj

16.11.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 299/22


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS FORORDNING (EU) 2017/2095

af 3. november 2017

om ændring af forordning (EF) nr. 2157/1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/2017/34)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 132, stk. 3,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 34.3 og 19.1,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (1), navnlig artikel 6, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Centralbank (ECB) har anvendt Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/1999 (ECB/1999/4) (2) til at pålægge sanktioner inden for sine forskellige kompetenceområder, herunder navnlig i forbindelse med gennemførelsen af Unionens monetære politik, betalingssystemernes funktion og indsamlingen af statistisk information.

(2)

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) (3) berettiger ECB til at pålægge operatører af systemisk vigtige betalingssystemer (systemically important payment systems, SIPS) sanktioner i tilfælde af en overtrædelse af forordningen.

(3)

Inden for overvågningen af systemisk vigtige betalingssystemer har erfaringen med udførelsen af den første omfattende vurdering i henhold til forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) vist, at det er nødvendigt at foretage visse ændringer i forordning (EF) nr. 2157/1999 (ECB/1999/4) for at sikre, at der effektivt kan pålægges sanktioner for overvågningsovertrædelser.

(4)

Navnlig er en præcisering af definitionen af en kompetent national centralbank påkrævet for at sikre overensstemmelse med definitionen af en kompetent myndighed i forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28). I tillæg hertil er en præcisering af sammensætningen af den interne uafhængige undersøgelsesenhed påkrævet for at sikre, at den kan udføre sine undersøgelsesfunktioner i forbindelse med overvågning af betalingssystemer uafhængigt.

(5)

Forordning (EF) nr. 2157/1999 (ECB/1999/4) bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Ændringer

Forordning (EF) nr. 2157/1999 (ECB/1999/4) ændres som følger:

1)

Artikel 1 erstattes af følgende:

»Artikel 1

Definitioner

I denne forordning forstås ved udtrykket »kompetent national centralbank« den nationale centralbank i den medlemsstat, i hvis retsområde den påståede overtrædelse har fundet sted, eller, for så vidt angår overtrædelser i forbindelse med overvågning af systemisk vigtige betalingssystemer, den centralbank i Eurosystemet, der er blevet identificeret som en kompetent myndighed som omhandlet i artikel 2, stk. 5, i Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) (*1). Andre anvendte udtryk har samme betydning som defineret i artikel 1 i Rådets forordning (EF) nr. 2532/98.

(*1)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 af 3. juli 2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (ECB/2014/28) (EUT L 217 af 23.7.2014, s. 16)«."

2)

Artikel 1b, stk. 1, erstattes af følgende:

»1.   Med henblik på at beslutte, hvorvidt der skal indledes en overtrædelsesprocedure i henhold til artikel 2 og beføjelserne fastsat i artikel 3 skal udøves, opretter ECB en intern uafhængig undersøgelsesenhed (herefter »undersøgelsesenhed«) bestående af efterforskere, som skal udføre deres undersøgelsesfunktioner uafhængigt af Direktionen og Styrelsesrådet, og som ikke deltager i Direktionens og Styrelsesrådets forhandlinger. Undersøgelsesenheden skal bestå af efterforskere med en bred vifte af relevant viden, kompetencer og erfaring.«

3)

I artikel 1b indsættes følgende som stk. 1a:

»1a.   Med henblik på at undersøge overtrædelser af forordning (EU) nr. 795/2014 (ECB/2014/28) kan ECB udpege følgende som efterforskere: i) Ansatte i ECB eller i en national centralbank i en medlemsstat, forudsat at udpegningen accepteres af den pågældende nationale centralbank eller ii) Eksterne eksperter, som handler på grundlag af et passende mandat. ECB kan ikke udpege medlemmer af udvalget om betalings- og markedsinfrastrukturer eller ansatte i ECB eller i en national centralbank i en medlemsstat, som har været direkte involveret i aktiviteterne i en vurderingsgruppe, som udførte den indledende overvågningsvurdering, der har fastslået en overtrædelse eller grundlaget for at mistænke en overtrædelse, som efterforskere.«

4)

I artikel 8 indsættes følgende som stk. 3:

»3.   I forbindelse med udførelsen af prøvelsen kan Styrelsesrådet:

a)

stadfæste Direktionens beslutning

b)

ændre Direktionens beslutning ved at justere størrelsen af den pålagte sanktion og/eller det grundlag, som giver anledning til en overtrædelse

c)

tilsidesætte Direktionens beslutning.«

5)

I artikel 10 indsættes følgende som stk. 4:

»4.   Denne artikel finder ikke anvendelse på sanktioner for overtrædelser af ECB's forordninger og afgørelser i forbindelse med overvågningen af systemisk vigtige betalingssystemer.«

Artikel 2

Ikrafttrædelse

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i henhold til traktaterne.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 3. november 2017.

For ECB's Styrelsesrådet

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EFT L 318 af 27.11.1998, s. 4.

(2)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/1999 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/1999/4) (EFT L 264 af 12.10.1999, s. 21).

(3)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 795/2014 af 3. juli 2014 om overvågningskrav for systemisk vigtige betalingssystemer (ECB/2014/28) (EUT L 217 af 23.7.2014, s. 16).


Top