PRESSEMEDDELELSE

ECB lancerer onlinekonkurrence i forbindelse med den nye 10-euroseddel

16. december 2013

EMBARGO

Klausuleret til offentliggørelse mandag den 16. december 2013 kl. 10.00 CET
  • Forud for afsløringen af den nye 10-euroseddel i januar 2014 kan alle med bopæl i EU deltage i en konkurrence, der går ud på at afsløre sedlens sikkerhedselementer. Konkurrencen starter i dag.
  • De 20 deltagere, der opnår den højeste score, vinder en særlig VIP-udgave af 5-eurosedlen i Europa-serien signeret af formanden for Den Europæiske Centralbank.
  • De øvrige 80 vindere modtager en erindringsudgave af 10-eurosedlen i den første serie.

Den nye 10-euroseddel bliver afsløret den 13. januar 2014 og sættes i omløb senere på året. For at skabe opmærksomhed om sedlens sikkerhedselementer lancerer Den Europæiske Centralbank i dag en onlinekonkurrence, hvor alle med bopæl i EU, som er fyldt 18 år, kan deltage. Deltagerne skal afsløre fire af sikkerhedselementerne og samtidig gætte antallet af eurosedler i omløb i euroområdet pr. 31. december 2013. Konkurrencen starter i dag kl. 10 og slutter den 12. januar 2014 kl. 23.59.

Christine Graeff, generaldirektør for Kommunikation og Sprogtjenester i ECB, udtaler: "Euroen er det mest synlige og internationalt kendte symbol på et forenet Europa. 334 millioner mennesker anvender hver dag eurosedler. Spillet skal på en sjov måde minde os alle sammen om at kigge nærmere på dem."

Konkurrencen (inkl. vilkår og betingelser for deltagelse) findes på www.nye-eurosedler.eu. Medieforespørgsler bedes rettet til Elodie Lafitte Nowodazkij, tlf.: +49 69 1344 7390.

Medie- og pressehenvendelser