PRESSEMEDDELELSE

ECB har opnået endnu en EMAS-registrering

12. september 2013

ECB opnåede for nylig igen at blive miljøcertificeret i overensstemmelse med standard ISO 14001 og vil således igen blive registreret inden for EU’s ordning for miljøstyring og miljørevision, EMAS (Eco-Management and Audit Scheme). ECB får certificeringen efter en vellykket gennemførelse af den første validerede miljøledelsescyklus (2010-2013).

ECB offentliggør i dag en konsolideret miljøredegørelse om de sidste tre års resultater, både for så vidt angår det generelle CO2-fodaftryk og de enkelte miljøaspekter. Blandt resultaterne kan nævnes overgangen til brug af vedvarende energi i ECB’s lokaler i Frankfurt am Main, brug af Blue Angel-mærket genbrugspapir til internt kontorbrug og indførelsen af en vejledning i bæredygtige indkøb (Sustainable Procurement Guideline).

Der er gennemført en ny miljøpolitik, som bedre afspejler de ændrede forhold og udviklingen i ECB’s miljøledelsessystem siden 2007, hvor den første miljøpolitik blev vedtaget, og systemet blev indført.

ECB har løbende øget omfanget af rapporteringen om og overvågningen af CO2-emissioner i overensstemmelse med dens værdier om gennemsigtighed og ansvarlighed. Ud over emissioner i forbindelse med energiforbrug i lokalerne, på forretningsrejser og ved papirforbrug tager ECB nu også hensyn til CO2-emissioner fra konferencedeltageres rejser, brugen af nedkølingsmidler og eksterne datacentres energiforbrug.

ECB’s miljøledelsessystem omfatter alle forretningsområder. Også fremover vil dets udvikling være baseret på øget bevidsthed og engagement hos personalet, især i forbindelse med flytningen til ECB’s nye hovedsæde og den praktiske anvendelse af vejledningen i bæredygtige indkøb.

Yderligere oplysninger om ECB’s miljøindsats og -planer kan fås ved at følge linket til ECB’s miljøredegørelse 2013.

Bemærk venligst, at miljøredegørelsen 2013 er krypteret, så den ikke automatisk kan udskrives. Herved undgås unødige udskrifter, og det bliver muligt at vurdere publikationens virkning. Hvis man ønsker at udskrive dokumentet, kan man sende en e-mail til statement.greenecb@ecb.europa.eu og anmode om et password, samtidig med at man oplyser, hvor mange eksemplarer man vil udskrive.

Medie- og pressehenvendelser