PRESSEMEDDELELSE

Eurosystemet afslører 5-eurosedlen i Europa-serien

10. januar 2013

Mario Draghi, formand for Den Europæiske Centralbank (ECB), afslørede i dag 5-eurosedlen i den nye Europa-serie. Afsløringen var højdepunktet på et åbningsarrangement for udstillingen "Euroens nye ansigt" på Archäologisches Museum i Frankfurt am Main, der vises fra 11. januar til 10. marts 2013.

Den nye 5-euroseddel tager højde for de teknologiske fremskridt, der er sket siden indførelsen af den første euroseddelserie for over ti år siden. Den har en række nye og forbedrede sikkerhedselementer: I vandmærket og hologrammet ses et portræt af Europa, den figur fra den græske mytologi, som den nye seddelserie er opkaldt efter. Et iøjnefaldende "smaragdgrønt tal" ændrer farve fra smaragdgrøn til dyb blå. Tallet har en lyseffekt, der bevæger sig op og ned, når sedlen vippes. Korte streger i relieftryk langs sedlens venstre og højre kant gør det lettere for især synshæmmede at genkende den.

Det er planen, at alle de nye sedler får disse sikkerhedselementer, som nemt kan kontrolleres med føl-se-vip-metoden.

Den nye series design er stadig "tidsaldre og stilarter", og sedlerne har de samme dominerende farver som sedlerne i den første serie. Den første seddel i den nye serie bliver 5-eurosedlen, som udstedes fra og med den 2. maj 2013. De øvrige seddelværdier, dvs. 10, 20, 50, 100, 200 og 500 euro indføres i stigende orden i løbet af de kommende år.

I begyndelsen vil sedlerne fra den første serie cirkulere parallelt med de nye eurosedler. De vil dog blive inddraget lidt efter lidt og ophører på et tidspunkt med at være lovligt betalingsmiddel. Datoen, hvor dette sker, vil blive meddelt i god tid. Sedlerne i den første serie vil dog altid beholde deres værdi og kan til enhver tid omveksles i én af de nationale centralbanker i euroområdet.

Yderligere information findes i pressematerialet og på www.euroensnyeansigt.eu. På dette websted findes også "Euro Cash Academy", et uhøjtideligt informationsmodul, som informerer om både den nye 5-euroseddel og de andre eurosedler. I april 2013 vil der endvidere blive distribueret brochurer om den nye 5-euroseddel til banker, butikker og andre virksomheder i euroområdet. Alle disse tiltag skulle give offentligheden og de kontanthåndterende virksomheder mulighed for på forhånd at sætte sig ind i de nye eurosedler og sikre en problemfri indførelse af Europa-serien.

Medie- og pressehenvendelser