Spotlys på finansiel stabilitet

24. maj 2016 (opdateret 15. august 2016)

Finansiel stabilitet er et udtryk, der høres oftere og oftere efter den finansielle krise. Eksperterne er måske ikke helt enige om definitionen, men de er stort set enige om, at finansiel stabilitet er vigtig. For ECB betyder finansiel stabilitet, at det finansielle system kan modstå stød uden større forstyrrelser.

Med andre ord at folk fortsat har adgang til deres bankkonti, at forretninger og virksomheder fortsat kan foretage og modtage betalinger, at investorer fortsat kan handle med papirer, og bankerne kan refinansiere sig ved at låne hos hinanden eller hos centralbanken.

Hvad betyder dette i praksis?

Stabilitet handler først og fremmest om balance. Det finansielle system udgøres af et indviklet net af forskellige aktører, som er afhængige af og interagerer med hinanden. Banker og forsikringsselskaber fungerer som formidlere, der leder midler fra dem, der er villige til at låne ud eller investere, hen til dem, der gerne vil låne. På de finansielle markeder, som fx obligations- og pengemarkeder, mødes långivere og låntagere også direkte. Samtidig sørger betalings- og værdipapirafviklingssystemer for en sikker gennemstrømning af penge og finansielle aktiver på de finansielle markeder.

Risici kan opstå på forskellige niveauer og i forskellige former. En bred samfundsøkonomisk tilbagegang efterlader husejere med høj gæld og faldende ejendomsværdi, mens de banker, der finansierede deres boliglån, måske må se i øjnene, at kunderne ikke kan betale gælden tilbage. En afmatning i vækstøkonomierne kan skade økonomien, fx fordi efterspørgslen efter varer falder og fører til tab af arbejdspladser. Den kan også udløse pludselige salgsbølger på gælds-, aktie- og valutamarkederne, som reelt gør det sværere for virksomheder at skaffe finansiering, hvilket hæmmer den økonomiske vækst.

Risici og sårbarheder, der påvirker én aktør, kan således ramme mange andre og føre til, at systemet kommer ud af balance, og at den generelle finansielle stabilitet bliver truet.

Hvilken rolle spiller vi i den sammenhæng?

Vi overvåger hele tiden det finansielle system for at spotte potentielle risici og sårbarheder på et tidligt tidspunkt og vurdere, hvad der skal gøres. Makroprudentielle politikker kan afværge disse risici – inden for et land, en sektor eller en finansiel institution. For at afværge en potentiel boligboble kan nationale myndigheder eksempelvis kræve, at bankerne i euroområdet strammer deres kreditstandarder og fx beder kunderne om at lægge flere kontanter på bordet, når de skal låne til en bolig. Sådanne forholdsregler skal meddeles ECB, som i givet fald kan gøre indsigelse. For at bankerne kan blive bedre rustede mod eventuelle stød, kan ECB også kræve, at de har en større kapital end den, der kræves som minimum (det nøjagtige omfang er fastsat EU-reglerne).

Førnævnte værktøjer sætter fokus på det finansielle system som helhed. I forbindelse med de nye banktilsynsopgaver skal ECB derimod holde øje med de enkelte banker, så banksektoren forbliver sikker, og den finansielle stabilitet i Europa bliver styrket.