Den fælles pengepolitik i euroområdet — Dokumentationsgrundlag for Eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer

INDHOLD

Indledning

KAPITEL 1

Oversigt over den pengepolitiske ramme

1.1.	Det Europæiske System af Centralbanker

1.2.	Eurosystemets mål

1.3.	Eurosystemets pengepolitiske instrumenter

1.3.1.

Markedsoperationer

1.3.2.

Stående faciliteter

1.3.3.

Reservekrav

1.4.

Modparter

1.5.	Underliggende aktiver

1.6.	Ændring af den pengepolitiske ramme

KAPITEL 2

Godkendte modparter

2.1.	Overordnede adgangskriterier

2.2.	Udvælgelse af modparter til ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer

2.3.	Sanktioner i tilfælde af modparternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser

2.4.	Suspension eller eksklusion af forsigtighedshensyn

KAPITEL 3

Markedsoperationer

3.1.	Tilbageførselsforretninger

3.1.1.

Generelle betragtninger

3.1.2.

Primære markedsoperationer

3.1.3.

Langfristede markedsoperationer

3.1.4.

Finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

3.1.5.

Strukturelle markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

3.2.	Egentlige købs- eller salgsforretninger

3.3.	ECBs udstedelse af gældsbeviser

3.4.	Valutaswaps

3.5.	Tidsindskud fra modparter

KAPITEL 4

Stående faciliteter

4.1.	Den marginale udlånsfacilitet

4.2.	Indlånsfaciliteten

KAPITEL 5

Procedurer

5.1.

Auktioner

5.1.1.

Generelle betragtninger

5.1.2.

Auktionskalender

5.1.3.

Annoncering af auktioner

5.1.4.

Modparternes afgivelse af bud

5.1.5.

Tildeling af budbeløb

5.1.6.

Offentliggørelse af auktionsresultater

5.2.	Bilaterale markedsoperationer

5.3.

Afvikling

5.3.1.

Generelle betragtninger

5.3.2.

Afvikling af markedsoperationer

5.3.3.

Procedurer ultimo dagen

KAPITEL 6

Belånbare aktiver

6.1.	Generelle betragtninger

6.2.	Specifikationer for de underliggende aktivers belånbarhed

6.2.1.

Belånbarhedskriterier for omsættelige aktiver

6.2.2.

Belånbarhedskriterier for ikke-omsættelige aktiver

6.2.3.

Yderligere krav til anvendelse af belånbare aktiver

6.3.	Eurosystemets rammer for kreditvurdering

6.3.1.

Anvendelsesområde og elementer

6.3.2.

Fastsættelse af høje kreditstandarder for omsættelige aktiver

6.3.3.

Fastsættelse af høje kreditstandarder for ikke-omsættelige aktiver

6.3.4.

Godkendelseskriterier for kreditvurderingssystemer

6.3.5.

Performanceovervågning af kreditvurderingssystemer

6.4.	Risikostyring

6.4.1.

Generelle principper

6.4.2.

Risikostyring foromsættelige aktiver

6.4.3.

Risikostyring i forbindelse med ikke-omsættelige aktiver

6.5.	Værdiansættelsesprincipper i forbindelse med underliggende aktiver

6.6.	Grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver

6.6.1.

Korrespondentcentralbank-modellen

6.6.2.

Links mellem værdipapirafviklingssystemer

KAPITEL 7

Reservekrav

7.1.	Generelle betragtninger

7.2.	Institutter, der er underlagt reservekrav

7.3.	Beregning af mindstereserver

7.4.	Reservekravsindeståender

7.5.	Rapportering, anerkendelse og verifikation af reservegrundlaget

7.6.	Manglende opfyldelse af reservekrav

BILAG

1.	Eksempler på pengepolitiske operationer og procedurer

2.

Ordliste

3.	Udvælgelse af modparter til valutainterventioner og valutaswaps, der udføres i pengepolitisk øjemed

4.	Rapporteringsgrundlag for Den Europæiske Centralbanks penge- og bankstatistik

5.	Eurosystemets websteder

6.	Procedurer og sanktioner ved modpartens manglende opfyldelse af sine forpligtelser

7.	Etablering af gyldig sikkerhed på grundlag af gældsfordringer

OVERSIGT OVER BOKSE, FIGURER OG TABELLER

Bokse

1.	ECBs udstedelse af gældsbeviser

2.	Valutaswaps

3.	Trin i auktionerne

4.	Tildeling af beløb i auktioner til fast rente

5.	Tildeling af beløb i auktioner med variabel rente i euro

6.	Tildeling af beløb i valutaswap-auktioner til variable swappoint

7.	Risikostyringsinstrumenter

8.	Beregning af margin calls

9.	Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienter

10	Beregning af renten for indeståender på reservekravskonti

Figurer

1.	Normal tidsramme for de operationelle trin i standardoperationer (tiderne er opgivet i ECB-tid (CET))

2.	Normal tidsramme for de operationelle trin i ekstraordinære auktioner

3.	Korrespondentcentralbankmodellen

4.	Links mellem værdipapirafviklingssystemer

Tabeller

1.	Eurosystemets pengepolitiske operationer

2.	Normale handelsdage for de primære og langfristede markedsoperationer

3.	Normale afviklingsdage for euro-systemets markedsoperationer

4.	Aktiver, der kan benyttes i euro-systemets pengepolitiske operationer

5.	Implicitte kreditvurderinger for regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder i euroområdet, der optræder som udstedere, debitorer eller garanter uden en kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau

6.	Likviditetskategorier for omsættelige aktiver

7.	Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige aktiver med fast kuponrente og nulkuponrente

8.	Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige gældsinstru-menter med invers variabel rente

9.	Haircuts i forbindelse med gældsfordringer med faste rentebetalinger

FORKORTELSER

CCBM	Korrespondentcentralbankmodellen
CET	Centraleuropæisk tid
CSD	Værdipapircentral
ECB	Den Europæiske Centralbank
EF	Det Europæiske Fællesskab
ENS 95	Det Europæiske Nationalregnskabssystem 1995
ESCB	Det Europæiske System af Centralbanker
EU	Den Europæiske Union
EØF	Det Europæiske Økonomiske Fællesskab
EØS	Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde
ISIN	Internationalt identifikationsnummer for værdipapirer
MFI	Monetær finansiel institution
NCB	National centralbank
PD	Probability of default
RTGS	Realtidsbruttoafvikling
TARGET	Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system

Indledning

I dette dokument beskrives den operationelle ramme, som eurosystemet (1) har valgt for den fælles pengepolitik i euroområdet. Dokumentet, der udgør en del af retsgrundlaget for eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer, skal tjene som dokumentationsgrundlag for eurosystemets pengepolitiske instrumenter og procedurer. Det har især til formål at give modparterne den nødvendige information om eurosystemets pengepolitiske ramme.

Dokumentet indebærer i sig selv hverken rettigheder eller forpligtelser for modparterne. Retsforholdet mellem eurosystemet og dets modparter bygger på relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser.

Dette dokument er inddelt i syv kapitler. Kapi-tel 1 giver et overblik over den operationelle ramme for eurosystemets pengepolitik. Kapi- tel 2 omhandler adgangskriterierne for modparter, der deltager i eurosystemets pengepolitiske operationer. I kapitel 3 beskrives markedsoperationerne, og i kapitel 4 præsenteres de stående faciliteter, som modparterne har adgang til. Kapitel 5 omhandler procedurerne i forbindelse med gennemførelse af pengepolitiske operationer. I kapitel 6 defineres belånbarhedskriterierne for de underliggende aktiver i pengepolitiske operationer. I kapitel 7 præsenteres euro-systemets reservekravssystem.

Bilagene indeholder eksempler på pengepolitiske operationer, en ordliste, kriterierne for udvælgelse af modparter til eurosystemets valutainterventioner, en præsentation af rapporteringsgrundlaget for Den Europæiske Centralbanks penge- og bankstatistik, en liste over eurosystemets websteder samt en beskrivelse af de procedurer og sanktioner, der gælder, hvis modparterne ikke overholder deres forpligtelser, samt yderligere juridiske krav i forbindelse med etablering af gyldig sikkerhed på baggrund af gældsfordringer, når disse anvendes som sikkerhed inden for eurosystemet.

KAPITEL 1

OVERSIGT OVER DEN PENGEPOLITISKE RAMME

1.1.   Det Europæiske System af Centralbanker

Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) består af Den Europæiske Centralbank (ECB) og EU-landenes nationale centralbanker (2). ESCBs aktiviteter udføres i overensstemmelse med traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (traktaten) og statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (statutten for ESCB). ESCB er underlagt ECBs besluttende organer. I den forbindelse er ECBs styrelsesråd ansvarlig for at udforme pengepolitikken, mens Direktionen er bemyndiget til at gennemføre pengepolitikken i overensstemmelse med Styrelsesrådets beslutninger og retningslinjer. ECB kan i det omfang, det er muligt og relevant, og med henblik på at sikre den operationelle effektivitet pålægge de nationale centralbanker (3) at gennemføre operationer, som er en del af eurosystemets opgaver. Eurosystemets pengepolitiske operationer gennemføres på ensartede betingelser og vilkår i alle medlemsstater (4).

1.2.   Eurosystemets mål

Eurosystemets hovedmål er at fastholde prisstabilitet, jf. traktatens artikel 105. Uden at målsætningen om prisstabilitet derved berøres, skal eurosystemet støtte de generelle økonomiske politikker i Det Europæiske Fællesskab. Eurosystemet skal desuden handle i overensstemmelse med princippet om en åben markedsøkonomi med fri konkurrence, som fremmer en effektiv ressourceallokering.

1.3.   Eurosystemets pengepolitiske instrumenter

Eurosystemet har en række pengepolitiske instrumenter til sin rådighed med henblik på at nå sine mål. Eurosystemet udfører markedsoperationer, tilbyder stående faciliteter og pålægger kreditinstitutterne at holde mindstereserver, såkaldte reservekrav, på konti hos eurosystemet.

1.3.1.   Markedsoperationer

Markedsoperationerne spiller en vigtig rolle i eurosystemets pengepolitik. Operationerne har til formål at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere den pengepolitiske stramhedsgrad. Eurosystemet har mulighed for at udføre markedsoperationer på fem forskellige måder. Det vigtigste instrument er tilbageførselsforretninger (der udføres som genkøbsforretninger eller lån mod sikkerhed). Eurosystemet kan også benytte sig af egentlige købs- eller salgsforretninger, udstedelse af gældsbeviser, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparter. Markedsoperationerne iværksættes af ECB, der også beslutter, hvilket instrument der skal anvendes, og hvilke betingelser og vilkår der skal gælde for deres gennemførelse. De kan gennemføres som standardauktioner, ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer (5). Med hensyn til formål, regelmæssighed og procedurer kan eurosystemets markedsoperationer inddeles i fire kategorier (se også tabel 1):

Tabel 1

Eurosystemets pengepolitiske operationer

Pengepolitiskeoperationer	Transaktionstype		Løbetid	Frekvens	Procedure
	Likviditetstilførende	Likviditetsopsugende
Markedsoperationer
Primære markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	-	En uge	Hver uge	Standardauktioner
Langfristedemarkedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	-	Tre måneder	Hver måned	Standardauktioner
Finjusterendemarkedsoperationer	Tilbageførselsforretninger Valutaswaps	Tilbageførselsforretninger Tidsindskud Valutaswaps	Ikke-standardiseret	Ikke regelmæssigt	Ekstraordinære auktioner Bilaterale procedurer
	Egentligekøbsforretninger	Egentliges algsforretninger	-	Ikke regelmæssigt	Bilaterale procedurer
Strukturelle markedsoperationer	Tilbageførselsforretninger	Udstedelse af gældsbeviser	Standardiseret/ikke-standardiseret	Regelmæssigt ogikke regelmæssigt	Standardauktioner
	Egentligekøbsforretninger	Egentliges algsforretninger	-	Ikke regelmæssigt	Bilaterale procedurer
Stående faciliteter
Marginal udlånsfacilitet	Tilbageførselsforretninger	-	Dag-til-dag	Adgang på modparterneseget initiativ
Indlånsfacilitet	-	Indskud	Dag-til-dag	Adgang på modparterneseget initiativ

—

Primære markedsoperationer er regelmæssige likviditetstilførende tilbageførselsforretninger, der gennemføres hver uge normalt med en løbetid på en uge. Operationerne udføres af de nationale centralbanker som standardauktioner. De primære markedsoperationer spiller en afgørende rolle med hensyn til at nå målene for eurosystemets markedsoperationer og bidrager med størstedelen af refinansieringen af den finansielle sektors behov for centralbanklikviditet.

—

Langfristede markedsoperationer er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger, der gennemføres hver måned normalt med en løbetid på tre måneder. Operationerne bidrager til modparternes langfristede refinansiering og udføres af de nationale centralbanker som standardauktioner. Da formålet med disse operationer som regel ikke er at sende signaler til markedet, lader eurosystemet nor-malt renten tilpasse sig efterspørgslen efter likviditet.

—

Finjusterende markedsoperationer udføres på ad hoc-basis for at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten, især med henblik på at udjævne rentevirkningen af uventede likviditetsudsving i markedet. Finjusterende markedsoperationer udføres hovedsagelig som tilbageførselsforretninger, men kan også gennemføres som købs- eller salgsforretninger, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparter. De instrumenter og procedurer, som anvendes i forbindelse med finjusterende markedsoperationer, tilpasses efter transaktionens type og operationens specifikke mål. Finjusterende markedsoperationer udføres normalt af de nationale centralbanker som ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer. ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer.

—

Endvidere kan eurosystemet udføre strukturelle markedsoperationer gennem udstedelse af gældsbeviser, tilbageførselsforretninger og købs- eller salgsforretninger. Operationerne udføres, når ECB ønsker at justere eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor (på en regelmæssig eller en ikke regelmæssig basis). Strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger og gennem udstedelse af gældsbeviser, udføres af de nationale centralbanker som standardauktioner. Strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som købs- eller salgsforretninger, udføres gennem bilaterale procedurer.

1.3.2.   Stående faciliteter

De stående faciliteter tilfører og opsuger dag-til-dag likviditet, signalerer den overordnede pengepolitiske stramhedsgrad og fastsætter grænser for dag-til-dag markedsrenten. Godkendte modparter kan på eget initiativ benytte to stående faciliteter under forudsætning af, at de opfylder visse operationelle betingelser (se også tabel 1):

—

Den marginale udlånsfacilitet kan anvendes til at opnå dag-til-dag likviditet fra de nationale centralbanker mod sikkerhed i belånbare aktiver. Under normale omstændigheder er der intet låneloft eller andre begrænsninger på modparternes adgang til faciliteten, bortset fra kravet om tilstrækkelig sikkerhedsstillelse. Renten for den marginale udlånsfacilitet udgør normalt loftet for dag-til-dag markedsrenten.

—	Indlånsfaciliteten kan anvendes til dag-til-dag indskud hos de nationale centralbanker. Under normale omstændigheder er der intet indskudsloft eller andre begrænsninger på modparternes adgang til faciliteten. Renten for indlånsfaciliteten udgør normalt gulvet for dag-til-dag markedsrenten.

De stående faciliteter forvaltes decentralt af de nationale centralbanker.

1.3.3.   Reservekrav

Eurosystemets reservekravssystem er rettet mod kreditinstitutter i euroområdet og har hovedsagelig til formål at stabilisere pengemarkedsrenten og skabe (eller forøge) et strukturelt likviditetsunderskud. Reservekravet for det enkelte kreditinstitut fastsættes på grundlag af en række passivposter på dets balance. Eurosystemets reservekravssystem har en indbygget gennem-snitsfacilitet, der har til formål at stabilisere renten. Hvorvidt reservekravene er overholdt, afgøres på grundlag af institutternes gennemsnitlige daglige indeståender på reservekravskonti i løbet af reservekravsperioden. Institutternes reservekravsindeståender forrentes med renten på eurosystemets primære markedsoperationer.

1.4.   Modparter

Eurosystemets pengepolitiske ramme er udarbejdet med henblik på at sikre deltagelse fra en bred kreds af modparter. Institutter, der er underlagt reservekrav ifølge artikel 19.1 i statutten for ESCB, kan benytte de stående faciliteter og del-tage i markedsoperationer, der udføres som standardauktioner. Eurosystemet kan udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i finjusterende markedsoperationer. I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter. Til valutaswaps, der gennemføres af pengepolitiske årsager, anvendes aktører, som er aktive på valutamarkedet. I disse operationer deltager kun de institutter i euroområdet, der er udvalgt til eurosystemets valutainterventioner.

1.5.   Underliggende aktiver

I henhold til artikel 18.1 i statutten for ESCB skal alle eurosystemets kreditoperationer (dvs. likviditetstilførende pengepolitiske operationer og intradag kredit) være baseret på passende sikkerhed. Eurosystemet accepterer en lang række aktiver som grundlag for sine operationer. Eurosystemet har udarbejdet en fælles ramme for de belånbare aktiver, der gælder for alle eurosystemets kreditoperationer (også benævnt »den samlede liste«). Den 1. januar 2007 erstatter den fælles ramme systemet med de to lister, som har været gældende siden starten på Den Økonomiske og Monetære Union. Den fælles ramme omfatter omsættelige og ikke-omsættelige aktiver, der opfylder de af eurosystemet specificerede ensartede belånbarhedskriterier, der gælder for hele euroområdet. Der skelnes ikke mellem de to aktivklasser, hvad angår aktivernes kvalitet og anvendelse i eurosystemets forskellige pengepolitiske operationer, når undtages, at eurosystemet ikke anvender ikke-omsættelige aktiver i forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger. Alle belånbare aktiver kan benyttes på tværs af grænserne ved hjælp af korrespondentcentralbankmodellen (CCBM) og, for så vidt angår omsættelige aktiver, via godkendte links mellem EUs værdipapirafviklingssystemer.

1.6.   Ændring af den pengepolitiske ramme

ECBs styrelsesråd kan til enhver tid ændre instrumenter, betingelser, kriterier og procedurer for gennemførelsen af eurosystemets pengepolitiske operationer.

KAPITEL 2

GODKENDTE MODPARTER

2.1.   Overordnede adgangskriterier

Modparter i eurosystemets pengepolitiske operationer skal opfylde visse adgangskriterier (6). Disse kriterier er defineret med henblik på at give en bred kreds af institutter adgang til eurosystemets pengepolitiske operationer, fremme lige behandling af institutter i hele euroområdet og sikre, at modparterne opfylder visse operationelle og forsigtighedsmæssige krav:

—

Kun institutter, der er underlagt eurosystemets reservekravssystem i overensstemmelse med artikel 19.1 i statutten for ESCB, har adgang til at blive modparter. Institutter med dispensation fra deres forpligtelser i henhold til eurosystemets reservekravssystem (se afsnit 7.2) har ikke adgang til at blive modparter i forbindelse med eurosystemets stående faciliteter og markedsoperationer.

—

Modparterne skal være økonomisk velfunderede. De skal være underlagt mindst en form for harmoniseret tilsyn ved de nationale myndigheder i EU-/EØS-regi (7). Økonomisk velfunderede institutter, der er underlagt ikkeharmoniseret nationalt tilsyn af en tilsvarende standard, kan dog også få adgang som modparter, fx filialer i euroområdet af institutter med hjemsted uden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS).

—	Modparterne skal med henblik på at sikre effektiv gennemførelse af eurosystemets pengepolitiske operationer opfylde alle operationelle kriterier, der er specificeret i de relevante kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende centralbank (eller ECB) anvender.

Disse overordnede adgangskriterier er ensartede i hele euroområdet. Institutter, der opfylder de overordnede adgangskriterier, kan:

—	anvende eurosystemets stående faciliteter og

—	deltage i eurosystemets markedsoperationer, der udføres som standardauktioner.

Et institut har kun adgang til eurosystemets stående faciliteter og markedsoperationer, der udføres som standardauktioner, via den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor det har hjemsted. Hvis et institut er repræsenteret i flere medlemsstater (hovedkontor eller filialer), har hver enhed adgang til disse operationer via den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor den er beliggende. Dog kan et institut kun afgive bud gennem én enhed (hovedkontoret eller en bestemt filial) i hver medlemsstat.

2.2.   Udvælgelse af modparter til ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer

I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter.

Modparter i valutaswaps, der gennemføres af pengepolitiske årsager, skal være i stand til at udføre store valutaoperationer effektivt under alle markedsforhold. Kredsen af modparter i valutaswaps svarer til de modparter i euroområdet, som er udvalgt til eurosystemets valutainterventioner. Kriterierne og procedurerne for udvælgelse af modparter til valutainterventioner er beskrevet i bilag 3.

Ved andre operationer, der udføres som ekstraordinære auktioner og bilaterale procedurer (finjusterende tilbageførselsforretninger og modtagelse af tidsindskud fra modparter), udvælger hver national centralbank blandt sine nationale institutter en række modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier for modparter. I den forbindelse er aktivitet i pengemarkedet det primære udvælgelseskriterium. Andre kriterier, der kan komme i betragtning, er fx det enkelte instituts handelsekspertise og budpotentiale.

I forbindelse med ekstraordinære auktioner og bilaterale operationer handler de nationale centralbanker udelukkende med modparter, der har adgang som modparter i finjusterende markedsoperationer. Hvis en national centralbank af operationelle årsager ikke kan handle med alle disse modparter i hver enkelt operation, udvælges modparter i den pågældende medlemsstat efter en rotationsordning med henblik på at sikre lige adgang for alle.

ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer. Hvis ECB selv udfører bilaterale markedsoperationer, skal ECB udvælge modparter i henhold til en rotationsordning blandt de modparter i euroområdet, der har adgang til ekstraordinære auktioner og bilaterale markedsoperationer, med henblik på at sikre lige adgang for alle.

2.3.   Sanktioner i tilfælde af modparternes manglende opfyldelse af deres forpligtelser

ECB pålægger sanktioner, i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Central-banks beføjelser til at pålægge sanktioner (8), Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/1999 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/1999/4) (9), Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks anvendelse af mindstereserver (10) med senere ændringer og Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 af 12. september 2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (11), på institutter, som ikke opfylder forpligtelserne i ECBs forordninger og afgørelser vedrørende anvendelse af mindstereserver. De relevante sanktioner og proceduren for deres anvendelse er beskrevet i ovennævnte forordninger. Desuden kan eurosystemet ved alvorlige overtrædelser af reservekravene midlertidigt suspendere modparter fra at deltage i markedsoperationer.

I overensstemmelse med de kontraktmæssige og lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender, kan og vil eurosystemet pålægge modparterne gebyrer eller suspendere dem fra at del-tage i markedsoperationer, hvis de ikke opfylder deres forpligtelser i medfør af de nedenfor beskrevne kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker (eller ECB) anvender.

Dette gælder for overtrædelse af auktionsreglerne (hvis en modpart ikke kan overføre tilstrækkelig sikkerhed til afvikling af det likviditetsbeløb, den er blevet tildelt i en likviditetstilførende operation, eller hvis den ikke kan levere et tilstrækkeligt kontantbeløb til afvikling af det beløb, den er blevet tildelt i en likviditetsopsugende operation) og reglerne for bilaterale transaktioner (hvis en modpart ikke kan levere tilstrækkelig belånbar sikkerhed, eller hvis den ikke kan levere et tilstrækkeligt kontantbeløb til afvikling af det beløb, som er aftalt i en bilateral transaktion).

Det gælder også for en modparts manglende overholdelse af reglerne om anvendelse af underliggende aktiver (hvis en modpart anvender aktiver, der ikke er eller ikke længere er belånbare, eller som ikke kan anvendes af modparten, fx på grund af en snæver forbindelse eller sammenfald mellem udsteder/garant og modpart) og for manglende overholdelse af reglerne i forbindelse med procedurer ultimo dagen og betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet (hvis en modpart med en negativ saldo ultimo dagen på afviklingskontoen ikke opfylder betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet).

Endvidere kan en suspensionsforanstaltning over for en overtrædende modpart udvides til at omfatte filialer af samme institut i andre medlemsstater. En modpart kan suspenderes fra alle fremtidige pengepolitiske operationer i et nærmere fastsat tidsrum, såfremt dette ekstraordinært er påkrævet, fx på grund af overtrædelsens hyppighed eller varighed.

Gebyrer pålagt af nationale centralbanker for manglende overholdelse af reglerne i forbindelse med auktioner, bilaterale transaktioner, underliggende aktiver, procedurer ultimo dagen eller betingelserne for adgang til den marginale udlånsfacilitet beregnes ud fra en på forhånd fastsat sats (som beskrevet i bilag 6).

2.4.   Suspension eller eksklusion af forsigtighedshensyn

I overensstemmelse med de kontraktmæssige og lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender, kan eurosystemet af forsigtighedshensyn suspendere eller ekskludere modparters adgang til pengepolitiske instrumenter.

Desuden kan suspension eller eksklusion af modparter være berettiget i visse tilfælde, der falder ind under begrebet »misligholdelse«, som defineret i de kontraktmæssige og lovgivningsmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker anvender.

KAPITEL 3

MARKEDSOPERATIONER

Markedsoperationerne spiller en vigtig rolle i eurosystemets pengepolitik. Operationerne anvendes til at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere den pengepolitiske stramhedsgrad. Med hensyn til formål, regelmæssighed og procedurer kan eurosystemets markedsoperationer inddeles i fire kategorier: Primære markedsoperationer, langfristede markedsoperationer, finjusterende markedsoperationer og strukturelle markedsoperationer. Eurosystemets vigtigste instrument i markedsoperationerne er tilbageførselsforretninger, som kan benyttes til alle fire kategorier af markedsoperationer, mens gældsbeviser anvendes til strukturelle, likviditetsopsugende operationer. Endvidere bruger eurosystemet tre andre instrumenter til finjusterende markedsoperationer: Egentlige købs- eller salgsforretninger, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparter. I de følgende afsnit beskrives eurosystemets forskellige instrumenter til brug for markedsoperationer nærmere.

3.1.   Tilbageførselsforretninger

3.1.1.   Generelle betragtninger

Instrumenttype

Tilbageførselsforretninger er operationer, hvor eurosystemet køber eller sælger belånbare aktiver som led i genkøbsforretninger eller foretager udlån mod sikkerhed i belånbare aktiver. Tilbageførselsforretninger anvendes til primære markedsoperationer og langfristede markedsoperationer. Eurosystemet kan desuden benytte tilbageførselsforretninger til strukturelle og finjusterende markedsoperationer.

Juridisk status

De nationale centralbanker kan udføre tilbageførselsforretninger i form af enten genkøbsforretninger (dvs. ejendomsretten til et aktiv overgår til kreditor, mens parterne aftaler at tilbageføre aktivet til debitor på et senere tidspunkt) eller lån mod sikkerhed (dvs. der skabes en retsgyldig sikkerhedsret over aktivet, som forbliver debitors ejendom, idet det antages, at gældsforpligtelsen opfyldes). Yderligere forhold vedrørende tilbageførselsforretninger, der udføres som genkøbsforretninger, er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender. I aftaler om tilbageførselsforretninger, der udføres som lån mod sikkerhed, tages der højde for de forskellige procedurer og formaliteter, der kræves for at fastslå og efterfølgende realisere en relevant ret over sikkerheden (fx pantsætning, overdragelse eller pant), der gælder i de forskellige retssystemer.

Rentevilkår

Forskellen mellem salgs- og genkøbsprisen i en genkøbsforretning svarer til renten på det lånte eller udlånte beløb i hele operationens løbetid, dvs. genkøbsprisen inkluderer den rente, der skal betales. Renten på en tilbageførselsforretning i form af et lån mod sikkerhed bestemmes ved at anvende den angivne rentesats på lånebeløbet i hele operationens løbetid. Den rentesats, som anvendes i eurosystemets tilbageførselsforretninger, er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«.

3.1.2.   Primære markedsoperationer

De primære markedsoperationer er eurosystemets vigtigste markedsoperationer. De spiller en afgørende rolle med henblik på at styre renten og likviditetsforholdene i markedet og signalere pengepolitikkens stramhedsgrad. Operationerne bidrager også med størstedelen af refinansieringen af den finansielle sektors behov for centralbanklikviditet.

De operationelle karakteristika ved primære markedsoperationer kan opsummeres som følger:

—	De er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger.

—	De udføres regelmæssigt hver uge (12).

—	De har normalt en løbetid på en uge (13).

—	De udføres decentralt af de nationale centralbanker.

—	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

—	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved de primære markedsoperationer.

—	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i primære markedsoperationer.

3.1.3.   Langfristede markedsoperationer

Eurosystemet udfører også regelmæssige markedsoperationer normalt med en løbetid på tre måneder. Operationerne bidrager med langfristet refinansiering til den finansielle sektor, men tegner sig kun for en lille del af den samlede refinansiering af sektoren. Da formålet med disse operationer som regel ikke er at sende signaler til markedet, lader eurosystemet normalt renten tilpasse sig efterspørgslen efter likviditet. Langfristede markedsoperationer udføres således nor-malt som auktioner til variabel rente, og ECB angiver fra tid til anden mængden af likviditet, der skal tildeles ved de kommende auktioner. Under særlige omstændigheder kan eurosystemet også udføre langfristede markedsoperationer i form af auktioner til fast rente.

De operationelle karakteristika ved langfristede markedsoperationer kan opsummeres som følger:

—	De er likviditetstilførende tilbageførselsforretninger.

—	De udføres regelmæssigt hver måned (12).

—	De har normalt en løbetid på tre måneder (13).

—	De udføres decentralt af de nationale centralbanker.

—	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

—	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved de langfristede markedsoperationer.

—	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i de langfristede markedsoperationer.

3.1.4.   Finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

Eurosystemet kan udføre finjusterende markedsoperationer i form af tilbageførselsforretninger. Finjusterende markedsoperationer har til formål at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten, især med henblik på at udjævne rentevirkningen af uventede likviditetsudsving i markedet. For at kunne handle hurtigt i tilfælde af en uventet udvikling i markedet tilstræbes en høj grad af fleksibilitet med hensyn til valg af procedurer og operationelle karakteristika i forbindelse med disse operationer.

De operationelle karakteristika ved finjusterende markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger kan opsummeres som følger:

—	De kan udføres som likviditetstilførende eller likviditetsopsugende operationer.

—	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

—	Deres løbetid er ikke standardiseret.

—	Likviditetstilførende, finjusterende tilbageførselsforretninger udføres normalt som ekstraordinære auktioner, men anvendelse af bilaterale procedurer er ikke udelukket (se kapitel 5).

—	Likviditetsopsugende, finjusterende tilbageførselsforretninger udføres som regel som bilaterale procedurer (som beskrevet i afsnit 5.2).

—	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer).

—	Eurosystemet kan ifølge kriterierne og procedurerne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i finjuste-rende operationer.

—	Både omsættelige og ikke-omsættelige akti-ver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i finjusterende markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

3.1.5.   Strukturelle markedsoperationer gennemført som tilbageførselsforretninger

Eurosystemet kan udføre strukturelle markedsoperationer i form af tilbageførselsforretninger med det formål at justere eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor.

De operationelle karakteristika ved disse operationer kan opsummeres som følger:

—	De tilfører likviditet.

—	De udføres regelmæssigt eller ikke regelmæssigt.

—	Deres løbetid er ikke standardiseret på forhånd.

—	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

—	De udføres decentralt af de nationale central-banker.

—	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud ved strukturelle markedsope-rationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

—	Både omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) kan benyttes som underliggende aktiver i strukturelle markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger.

3.2.   Egentlige købs- eller salgsforretninger

Instrumenttype

Egentlige købs- eller salgsforretninger er opera-tioner, hvor eurosystemet køber eller sælger belånbare aktiver direkte i markedet. Operationer af denne type udføres kun i forbindelse med strukturelle eller finjusterende markedsoperationer.

Juridisk status

I forbindelse med en egentlig købs- eller salgsforretning overgår ejendomsretten helt fra sælger til køber uden nogen form for tilbageførsel af ejendomsretten. Forretningerne udføres i overensstemmelse med markedskonventionerne for det gældsinstrument, der anvendes i forretningen.

Kurser

Eurosystemet beregner kurser i overensstemmelse med den mest almindeligt anerkendte markedskonvention for de gældsinstrumenter, der anvendes i transaktionen.

Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved købseller salgsforretninger kan opsummeres som følger:

—	De kan tilføre likviditet (køb) eller opsuge likviditet (salg).

—	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

—	De udføres som standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.2).

—	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre finjusterende rene markedsoperationer af denne type).

—	I forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger er der ikke på forhånd fastsat begrænsninger på kredsen af modparter.

—	Kun omsættelige aktiver (som beskrevet i kapitel 6) anvendes som underliggende aktiver i egentlige købs- eller salgsforretninger.

3.3.   ECBs udstedelse af gældsbeviser

Instrumenttype

ECB kan udstede gældsbeviser med henblik på at justere eurosystemets strukturelle nettostilling over for den finansielle sektor og dermed skabe (eller forøge) et likviditetsunderskud i markedet.

Juridisk status

Beviserne repræsenterer en gældsforpligtelse for ECB over for bevisernes indehavere. Beviserne udstedes og opbevares elektronisk i værdipapircentraler i euroområdet. ECB pålægger ingen begrænsninger på bevisernes omsættelighed. Yderligere bestemmelser vedrørende ECBs gældsbeviser fremgår af dokumentationsgrundlaget for denne type beviser.

Rentevilkår

Beviserne udstedes til underkurs, dvs. til under pålydende værdi, og indfries ved udløb til pålydende værdi. Forskellen mellem emissionsværdien og indfrielsesværdien svarer til den rente, der er påløbet emissionsværdien til den aftalte rentesats i løbet af bevisets løbetid. Den anvendte rentesats er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«. Beregningen af emissionsværdien fremgår af boks 1.

Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved ECBs gældsbeviser kan opsummeres som følger:

—	Beviserne udstedes for at opsuge likviditet fra markedet.

—	Beviserne kan udstedes regelmæssigt eller ikke-regelmæssigt.

—	Beviserne har en løbetid på under 12 måneder.

—	Beviserne udstedes gennem standardauktioner (som beskrevet i afsnit 5.1).

—	Beviserne udbydes og afvikles decentralt gennem de nationale centralbanker.

—	Alle modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier (som beskrevet i afsnit 2.1) kan afgive bud på ECBs gældsbeviser.

BOKS 1ECBs udstedelse af gældsbeviserEmissionsværdien er: hvor:

N	=	Gældsbevisets pålydende værdi
rI	=	Rentesatsen (i pct.)
D	=	Gældsbevisets løbetid (i dage)
PT	=	Gældsbevisets emissionsværdi

3.4.   Valutaswaps

Instrumenttype

Valutaswaps, der udføres af pengepolitiske årsager, består af samtidige spot- og terminsforretninger, hvor euro handles mod en udenlandsk valuta. De anvendes med henblik på finjustering, hovedsagelig for at kontrollere likviditetsforholdene i markedet og styre renten.

Juridisk status

Valutaswaps, der udføres af pengepolitiske årsager, er operationer, hvor eurosystemet køber (eller sælger) euro spot mod en udenlandsk valuta og samtidig forpligter sig til at sælge (eller købe) dem tilbage på et givet tidspunkt i fremtiden. Yderligere bestemmelser vedrørende valutaswaps er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank (eller ECB) anvender.

Valuta- og valutakursvilkår

Eurosystemet foretager som hovedregel kun transaktioner i valutaer, der handles meget, og i overensstemmelse med standardpraksis i markedet. I alle valutaswaps aftaler eurosystemet og modparterne swappoint for transaktionen. Swappointene er forskellen mellem valutakursen for terminsforretningen og valutakursen for spotforretningen. Swappointene for euro mod den udenlandske valuta noteres i henhold til de almindelige markedskonventioner. Kursvilkårene for valutaswaps er angivet i boks 2.

Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved købs- eller salgsforretninger kan opsummeres som følger:

—	De kan udføres som likviditetstilførende eller likviditetsopsugende operationer.

—	De udføres ikke med standardiseret frekvens.

—	Deres løbetid er ikke standardiseret.

—	De udføres gennem ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer (se kapitel 5).

—	De udføres normalt decentralt af de nationale centralbanker (ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv kan udføre bilaterale valutaswaps).

—	Eurosystemet kan ifølge kriterierne i afsnit 2.2 og bilag 3 udvælge et begrænset antalmodparter, der kan deltage i valutaswaps.

BOKS 2Valutaswaps

S	=	Spotkursen (på transaktionsdagen for valutaswappen) mellem euro (EUR) og en udenlandsk valuta ABC
FM	=	Terminskursen mellem euro og ABC på tilbagekøbsdagen for swappen (M)
ΔM	=	Swappoint mellem euro og ABC på tilbagekøbsdagen for swappen (M)
N(.)	=	Spotbeløb; N(.)M er terminsbeløbet: eller eller

3.5.   Tidsindskud fra modparter

Instrumenttype

Eurosystemet kan åbne for, at modparter kan placere forrentede tidsindskud hos de nationale centralbanker i den medlemsstat, hvor modparten er etableret. Modtagelse af tidsindskud anvendes kun til at opsuge likviditet fra markedet med henblik på finjustering.

Juridisk status

Modparternes indskud har fast løbetid og rentesats. De nationale centralbanker stiller ingen sikkerhed for disse indskud.

Rentevilkår

Rentesatsen for tidsindskud er en simpel rentesats, og der beregnes rente efter konventionen »faktisk/360«. Renterne udbetales ved indskuddets udløb.

Andre operationelle karakteristika

De operationelle karakteristika ved modtagelse af tidsindskud kan opsummeres som følger:

—	Indskuddene har til formål at opsuge likviditet.

—	Frekvensen for modtagelse af indskud er ikke standardiseret.

—	Indskuddenes løbetid er ikke standardiseret.

—	Modtagelse af indskud sker normalt gennem ekstraordinære auktioner, men anvendelse af bilaterale procedurer er ikke udelukket (se kapitel 5).

—	Indskuddene modtages normalt decentralt gennem de nationale centralbanker (ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB under særlige omstændigheder selv bilateralt kan modtage tidsindskud (14)).

—	Eurosystemet kan ifølge kriterierne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter iforbindelse med modtagelse af indskud.

KAPITEL 4

STÅENDE FACILITETER

4.1.   Den marginale udlånsfacilitet

Instrumenttype

Ved hjælp af den marginale udlånsfacilitet kan modparterne opnå dag-til-dag likviditet fra de nationale centralbanker til en på forhånd fastsat rente mod sikkerhed i belånbare aktiver (som beskrevet i kapitel 6). Faciliteten er beregnet til at opfylde modparternes midlertidige likviditetsbehov. Under normale omstændigheder udgør renten for faciliteten loftet for dag-til-dag markedsrenten. Der gælder samme vilkår for brug af faciliteten i hele euroområdet.

Juridisk status

De nationale centralbanker kan tilbyde likviditet gennem den marginale udlånsfacilitet i form af enten dag-til-dag genkøbsforretninger (dvs. ejendomsretten til aktivet overgår til kreditor, samtidig med at parterne aftaler, at aktivet tilbageføres til debitor den efterfølgende bankdag) eller dag-til-dag lån mod sikkerhed (dvs. der skabes en retsgyldig sikkerhedsret over aktivet, som forbliver debitors ejendom, idet det antages, at gældsforpligtelsen opfyldes). Yderligere forhold vedrørende genkøbsforretninger er angivet i de kontraktmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank anvender. I aftaler om lån mod sikkerhed tages der højde for de forskellige procedurer og regler, der gælder i de forskellige retssystemer med hensyn til at fastslå og efterfølgende realisere en ret over sikkerheden (fx pantsætning, overdragelse eller pant).

Betingelser for adgang til faciliteten

Institutter, der opfylder de overordnede kriterier for adgang som modparter, som beskrevet i afsnit 2.1, kan anvende den marginale udlånsfacilitet. Adgangen til den marginale udlånsfacilitet sker gennem den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende. Den marginale udlånsfacilitet kan kun anvendes på dage, hvor det relevante nationale RTGS-system (realtidsbruttoafviklingssystem) og de(t) relevante værdipapirafviklingssystem(er) er åbne.

Negative saldi ultimo bankdagen på modparternes afviklingskonti hos de nationale centralbanker anses automatisk for anmodninger om ad-gang til den marginale udlånsfacilitet. Procedurerne for adgang til den marginale udlånsfacilitet ultimo dagen er beskrevet i afsnit 5.3.3.

En modpart kan også få adgang til den marginale udlånsfacilitet ved at indsende en anmodning til den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor modparten er beliggende. Anmodningen skal være modtaget af den nationale centralbank senest 30 minutter efter Targets lukketid, hvis den skal behandles af den nationale centralbank samme dag (15)  (16). Som hovedregel lukker Targetsystemet kl. 18.00 ECB-tid (CET). Fristen for at anmode om adgang til den marginale udlånsfacilitet forlænges med yderligere 30 minutter på eurosystemets sidste bankdag i en reservekravsperiode. I anmodningen angives lånets størrelse, og hvis de underliggende aktiver i forbindelse med transaktionen ikke er forhåndsdeponeret hos den nationale centralbank, specificeres det også, hvilke underliggende aktiver der vil blive leveret til brug for transaktionen.

Bortset fra kravet om tilstrækkelig sikkerhedsstillelse er der ingen begrænsninger på størrelsen af det lån, der kan optages gennem den marginale udlånsfacilitet.

Løbetid og rentevilkår

Lån, der ydes gennem denne facilitet, er dag-til-dag lån. For modparter, der deltager direkte i Target, forfalder lånet den næste dag, hvor det relevante nationale RTGS-system og de(t) relevante værdipapirafviklingssystem(er) er åbne, på disse systemers åbningstidspunkt.

Renten annonceres af eurosystemet på forhånd og beregnes med en simpel rentesats efter rentekonventionen »faktisk/360«. ECB kan til enhver tid ændre renten med virkning tidligst fra eurosystemets næste bankdag (17)  (18). Renten forfalder til betaling sammen med lånet.

Suspension af faciliteten

Adgang til faciliteten gives kun i overensstemmelse med ECBs mål og overordnede pengepolitiske hensyn. ECB kan til enhver tid ændre vilkårene i forbindelse med faciliteten eller suspendere den.

4.2.   Indlånsfaciliteten

Instrumenttype

Ved hjælp af indlånsfaciliteten kan modparterne foretage dag-til-dag indskud hos de nationale centralbanker. Indskuddene forrentes med en på forhånd fastsat rentesats. Under normale omstændigheder udgør renten for faciliteten gulvet for dag-til-dag markedsrenten. Der gælder samme vilkår for brug af faciliteten i hele euro-området (19).

Juridisk status

Modparternes dag-til-dag indskud forrentes med en fast rentesats. Modparterne modtager ikke sikkerhedsstillelse for indskuddene.

Betingelser for adgang til faciliteten (20)

Institutter, der opfylder de overordnede kriterier for adgang som modparter, som beskrevet i afsnit 2.1, kan anvende den marginale indlånsfacilitet. Adgangen til den marginale indlånsfacilitet sker gennem den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende. Indlånsfaciliteten kan kun anvendes på dage, hvor det relevante nationale RTGS-system er åbent.

Modparten skal anmode den nationale central-bank i den medlemsstat, hvor modparten er beliggende, om at få adgang til indlånsfaciliteten. Anmodningen skal være modtaget af den nationale centralbank senest 30 minutter efter Targets lukketid, hvis den skal behandles af den nationale centralbank samme dag. Som hovedregel lukker Target-systemet kl. 18.00 ECB-tid (CET) (21)  (22). Fristen for at anmode om adgang til indlånsfaciliteten forlænges med yderligere 30 minutter på eurosystemets sidste bankdag i en reservekravsperiode. I anmodningen angives indskuddets størrelse.

Der er ingen begrænsninger på størrelsen af det indskud, som en modpart kan foretage gennem faciliteten.

Løbetid og rentevilkår

Indskud, der foretages gennem denne facilitet, er dag-til-dag indskud. For modparter, der deltager direkte i Target, forfalder indskuddet den næste dag, hvor det relevante nationale RTGS-system er åbent, på systemets åbningstidspunkt.

Renten annonceres af eurosystemet på forhånd og beregnes med en simpel rentesats efter rentekonventionen »faktisk/360«. ECB kan til enhver tid ændre renten med virkning tidligst fra eurosystemets næste bankdag (23). Renten forfalder til betaling sammen med lånet.

Suspension af faciliteten

Adgang til faciliteten gives kun i overensstemmelse med ECBs mål og overordnede pengepolitiske hensyn. ECB kan til enhver tid ændre vilkårene i forbindelse med faciliteten eller suspendere den.

KAPITEL 5

PROCEDURER

5.1.   Auktioner

5.1.1.   Generelle betragtninger

Eurosystemets markedsoperationer udføres nor-malt som auktioner. Eurosystemets auktioner gennemføres i seks trin som beskrevet i boks 3.

Eurosystemet skelner mellem to forskellige auktionstyper: Standardauktioner og ekstraordinære auktioner. Procedurerne for standardauktioner og ekstraordinære auktioner er ens, bortset fra tidsrammen for auktionernes udførelse og kredsen af modparter.

Standardauktioner

Ved standardauktioner går der højst 24 timer, fra auktionen annonceres, til tildelingsresultatet bekræftes (der er ca. 2 timer mellem fristen for afgivelse af bud og tildelingsresultatets offentliggørelse). Figur 1 giver et overblik over den normale tidsramme for standardauktioner. ECB kan vælge at ændre tidsrammen for konkrete operationer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt.

De primære markedsoperationer, de langfristede markedsoperationer og de strukturelle markedsoperationer (med undtagelse af egentlige købseller salgsforretninger) udføres altid som standardauktioner. Modparter, der opfylder de overordnede adgangskriterier som beskrevet i afsnit 2.1, kan deltage i standardauktioner.

Ekstraordinære auktioner

Ekstraordinære auktioner udføres normalt inden for 90 minutter efter annoncering af auktionen, og bekræftelsen sker umiddelbart efter offentliggørelsen af tildelingsresultatet. Den normale tidsramme for ekstraordinære auktioner fremgår af figur 2. ECB kan vælge at ændre tidsrammen for individuelle operationer, hvis det skønnes hensigtsmæssigt. Ekstraordinære auktioner an-vendes kun i forbindelse med finjusterende markedsoperationer. Eurosystemet kan ifølge kriterierne og procedurerne i afsnit 2.2 udvælge et begrænset antal modparter, der kan deltage i ekstraordinære auktioner.

Auktioner til fast og variabel rente

Eurosystemet kan udføre auktioner til enten fast rente eller variabel rente. I en auktion til fast rente fastsætter ECB rentesatsen på forhånd, og de deltagende modparter afgiver bud på det beløb, de ønsker at handle til den faste rente (24). I en auktion til variabel rente afgiver modparterne bud på det beløb, de ønsker at handle med den nationale centralbank, og den rentesats, til hvilken de ønsker at indgå transaktionen (25).

BOKS 3Trin i auktionerne

Trin 1.	Auktionen offentliggøres a. ECB udsender meddelelse gennem elektroniske nyhedstjenester b. De nationale centralbanker udsender meddelelse gennem de nationale elektroniske nyhedstjenester og direkte til de enkelte modparter (hvis det skønnes nødvendigt)
Trin 2.	Modparternes afgivelse af bud
Trin 3.	Eurosystemet opgør buddene
Trin 4.	eløbene tildeles, og auktionsresultaterne offentliggøres a. ECB træffer beslutning om tildeling b. Tildelingsresultaterne offentliggøres
Trin 5.	Det enkelte tildelingsresultat bekræftes
Trin 6.	Transaktionerne afvikles (se afsnit 5.3)

5.1.2.   Auktionskalender

Primære og langfristede markedsoperationer

De primære og langfristede markedsoperationer udføres i henhold til en vejledende kalender, der offentliggøres af eurosystemet (26). Kalenderen of-fentliggøres mindst tre måneder inden begyndelsen af det år, for hvilket kalenderen er gældende. De normale handelsdage for de primære og langfristede markedsoperationer er angivet i tabel 2. ECB tilstræber at sikre, at modparter i alle medlemsstater kan deltage i de primære og langfristede markedsoperationer. Derfor justerer ECB kalenderen for disse operationer efter behov, så der tages højde for de forskellige medlemsstaters helligdage.

Strukturelle markedsoperationer

Strukturelle markedsoperationer i form af standardauktioner udføres ikke efter en på forhånd fastlagt kalender. De udføres og afvikles dog normalt kun på dage, som er NCB-bankdage (27) i alle medlemsstater.

Finjusterende markedsoperationer

Finjusterende markedsoperationer udføres ikke efter en på forhånd fastlagt kalender. ECB kan beslutte at udføre finjusterende markedsoperationer på en hvilken som helst af eurosystemets bankdage. Kun de nationale centralbanker i medlemsstater, hvor handelsdagen, afviklingsdagen og forfaldsdagen er NCB-bankdage, deltager i disse operationer.

FIGUR 1

Normal tidsramme for de operationelle trin i standardoperationer (tiderne er opgivet i ECB-tid (CET))

FIGUR 2

Normal tidsramme for de operationelle trin i ekstraordinære auktioner

Tabel 2

Normale handelsdage for de primære og langfristede markedsoperationer

Operationstype	Normal handelsdag (H)
Primære markedsoperationer	Hver tirsdag
Langfristede markedsoperationer	Sidste onsdag i hver kalendermåned (28)

5.1.3.   Annoncering af auktioner

Eurosystemets standardauktioner annonceres gennem elektroniske nyhedstjenester. Desuden kan de nationale centralbanker sende meddelelse om auktionen direkte til modparter, der ikke har adgang til elektroniske nyhedstjenester. Den offentlige auktionsmeddelelse indeholder normalt følgende oplysninger:

—	Auktionens referencenummer.

—	Auktionsdatoen.

—	Operationstypen (likviditetstilførende eller opsugende samt hvilket pengepolitisk instrument der benyttes).

—	Operationens løbetid.

—	Auktionstypen (auktion til fast eller variabel rente).

—	Tildelingsmetoden (hollandsk eller amerikansk auktion som defineret i afsnit 5.1.5).

—	Det tilsigtede operationsbeløb (normalt kun ved langfristede markedsoperationer).

—	Rentesatsen/kursen/antallet af swappoint ved auktioner til fast rente).

—	Laveste/højeste accepterede rente/kurs/swappoint (hvis det er relevant).

—	Operationens startdato og udløbsdato (hvis det er relevant) eller instrumentets valørdato og indfrielsesdato (ved udstedelse af gældsbeviser).

—	De involverede valutaer og hovedstolsvalutaen (ved valutaswaps).

—	Spotkursen, der anvendes ved beregning af bud (ved valutaswaps).

—	Højeste budbeløb (hvis det er relevant).

—	Laveste individuelle tildelingsbeløb (hvis det er relevant).

—	Laveste tildelingskvotient (hvis det er relevant).

—	Tidsfristen for afgivelse af bud.

—	Bevisernes pålydende værdi (ved udstedelse af gældsbeviser).

—	Udstedelsens ISIN-kode (ved udstedelse af gældsbeviser).

Med henblik på at øge gennemsigtigheden af de finjusterende markedsoperationer annoncerer eurosystemet normalt ekstraordinære auktioner på forhånd. Under særlige omstændigheder kan ECB dog beslutte ikke at annoncere dem på forhånd. Ekstraordinære auktioner annonceres efter samme procedurer som standardauktioner. I en ekstraordinær auktion kontaktes de udvalgte modparter direkte af de nationale centralbanker, uanset om auktionen annonceres eller ej.

5.1.4.   Modparternes afgivelse af bud

Modparternes bud skal følge den model, som de nationale centralbanker har udarbejdet for den relevante operation. Buddene indsendes til den nationale centralbank i en medlemsstat, hvor instituttet er beliggende (hovedkontor eller filial). Et institut kan kun afgive bud gennem én enhed (hovedkontoret eller en bestemt filial) i hver medlemsstat.

I auktioner til fast rente skal modparterne i deres bud angive det beløb, de ønsker at handle med den nationale centralbank (29).

I auktioner til variabel rente kan modparterne angive bud på op til 10 forskellige rentesatser, kurser eller antal swappoint. I hvert bud skal modparterne angive det beløb, de ønsker at handle med den nationale centralbank, og den rentesats, til hvilken de ønsker at indgå transaktionen (30)  (31), De anførte rentesatser angives som multipla af 0,01 procentpoint. Ved valutaswapauktioner til variable swappoint opgives swappointene ifølge standardmarkedskonventioner, og buddene angives som multipla af 0,01 swappoint.

I de primære markedsoperationer er det laveste budbeløb 1 000 000 euro. Bud, der overstiger dette beløb, angives som multipla af 100 000 euro. Samme laveste budbeløb og samme multipla anvendes i forbindelse med finjusterende og strukturelle markedsoperationer. Det laveste budbeløb gælder for hver enkelt af de angivne rentesatser, kurser eller antal swappoint i modpartens bud.

I de langfristede markedsoperationer definerer hver enkelt national centralbank et laveste budbeløb i intervallet 10 000-1 000 000 euro. Bud, der overstiger det definerede laveste budbeløb, angives som multipla af 10 000 euro. Det laveste budbeløb gælder for hver enkelt af de angivne rentesatser i modpartens bud.

ECB kan fastsætte et højeste budbeløb for at hindre uforholdsmæssigt høje bud. Et eventuelt højeste budbeløb fremgår altid af den offentliggjorte auktionsmeddelelse.

Modparterne forventes altid at være i stand til at dække de beløb, som de tildeles, med en tilstrækkelig mængde af belånbar sikkerhedsstillelse (32). De kontraktmæssige eller lovgivningsmæssige bestemmelser, som den pågældende nationale centralbank anvender, giver mulighed for at pålægge gebyrer, hvis en modpart ikke er i stand til at overføre tilstrækkelig sikkerhed eller tilstrækkelige kontanter til afvikling af det beløb, som modparten er blevet tildelt i en auktion.

Bud kan tilbagekaldes, indtil tidsfristen for afgivelse af bud er udløbet. Bud, der afgives efter udløbet af den tidsfrist, som er angivet i auktionsmeddelelsen, er ugyldige. De nationale centralbanker afgør, hvorvidt tidsfristen er overholdt. De nationale centralbanker afviser alle bud fra en modpart, hvis modpartens samlede budbeløb overstiger et eventuelt højeste budbeløb fastsat af ECB. De nationale centralbanker afviser også alle bud, der er lavere end det fastsatte laveste budbeløb, eller hvis rentesats, kurs eller antal swappoint er lavere end et eventuelt fastsat minimum eller højere end et eventuelt fastsat maksimum. Endvidere kan de nationale centralbanker afvise bud, der er ufuldstændige eller ikke følger modellen for den relevante operation. Hvis et bud afvises, underretter den pågældende nationale centralbank modparten om sin beslutning inden tildelingen af beløb i auktionen.

5.1.5.   Tildeling af budbeløb

Auktioner til fast rente

Ved tildeling af budbeløb i en auktion til fast rente summeres buddene fra modparterne. Hvis det samlede budbeløb overstiger det samlede tildelingsbeløb, sker tildelingen på pro rata-basis i forholdet tildelingsbeløb/samlet budbeløb (se boks 4). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro. ECB kan dog beslutte at tildele hver budgiver i auktioner til fast rente et mindstebeløb eller beløb efter en mindstekvotient.

BOKS 4Tildeling af beløb i auktioner til fast renteTildelingsprocenten er: Det beløb, der tildeles modpart i, er: hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
n	=	det samlede antal modparter
ai	=	budbeløb fra modpart i
all%	=	tildelingsprocent
alli	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

Auktioner til variabel rente i euro

Ved tildeling af beløb i likviditetstilførende auktioner til variabel rente i euro opstilles buddene i faldende orden efter den budte rentesats. Bud med den højeste rente accepteres først. Derefter accepteres bud med en stadig lavere rente, indtil hele tildelingsbeløbet er nået. Hvis det samlede budbeløb ved den laveste accepterede rente (dvs. den marginale rente) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb til den marginale rente (se boks 5). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

Ved tildeling af beløb i likviditetsopsugende auktioner til variabel rente (der kan benyttes ved udstedelse af gældsbeviser og modtagelse af tidsindskud fra modparter) opstilles buddene i stigende orden efter den budte rentesats (eller faldende orden efter den budte kurs). Bud med den laveste rente (højeste kurs) accepteres først. Derefter accepteres bud med en stadig højere rente (lavere kurs), indtil hele det beløb, der skal opsuges, er nået. Hvis det samlede budbeløb ved den højeste accepterede rente (laveste accepterede kurs) (dvs. den marginale rente eller kurs) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb til den marginale rente eller kurs (se boks 5). Ved udstedelse af gældsbeviser afrundes det beløb, der tildeles den enkelte modpart, til nærmeste multiplum af gældsbevisernes pålydende værdi. Ved andre likviditetsopsugende operationer afrundes det beløb, som tildeles den enkelte modpart, til nærmeste euro.

ECB kan beslutte at tildele alle accepterede budgivere i auktioner til variabel rente et mindstebeløb.

BOKS 5Tildeling af beløb i auktioner med variabel rente i euro(eksemplet vedrører bud udtrykt som rentesatser)Tildelingsprocenten ved den marginale rente er:Tildelingsbeløbet til modpart i til den marginale rente er:Det samlede beløb, der tildeles modpart i, er:hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
rs	=	rente s budt af modparterne
n	=	det samlede antal modparter
a(rs)i	=	modpart i's budbeløb til rente s (rs)
a(rs)	=	det samlede budbeløb til rente s (rs)
rm	=	den marginale rente: ved likviditetstilførende auktioner ved likviditetsopsugende auktioner
r m-1	=	renten inden den marginale rente (sidste rentesats, hvor det samlede budbeløb accepteres): ved likviditetstilførende auktioner ved likviditetsopsugende auktioner
all%(r m )	=	tildelingsprocenten ved den marginale rente
all(rs) i	=	tildelingsbeløbet til modpart i til rente s
all i	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

Valutaswapauktioner til variable swappoint

Ved tildeling af beløb i likviditetstilførende valutaswapauktioner til variable swappoint opstilles buddene i stigende orden efter antal swappoint (33). Bud med det laveste antal swappoint accepteres først. Derefter accepteres bud med stadig højere antal swappoint, indtil hele tildelingsbeløbet i hovedstolsvalutaen er nået. Hvis det samlede budbeløb ved det højeste accepterede antal swappoint (dvs. det marginale antal swappoint) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelingsbeløb/samlet budbeløb ved det marginale antal swappoint (se boks 6). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

Ved tildeling af beløb i likviditetsopsugende valutaswapauktioner til variable swappoint opstilles buddene i faldende orden efter antal swappoint. Bud med det højeste antal swappoint accepteres først. Derefter accepteres bud med stadig lavere antal swappoint, indtil hele det beløb i hovedstolsvalutaen, som skal opsuges, er nået. Hvis det samlede budbeløb ved det højeste accepterede antal swappoint (dvs. det marginale antal swappoint) overstiger det resterende tildelingsbeløb, fordeles restbeløbet blandt buddene på pro rata-basis i forholdet resterende tildelings-beløb/samlet budbeløb ved det marginale antal swappoint (se boks 6). Det beløb, der tildeles den enkelte modpart, afrundes til nærmeste euro.

Auktionstype

I forbindelse med auktioner til variabel rente kan eurosystemet benytte en auktionstype med enten en enkelt eller flere rentesatser. I en auktion med en enkelt rentesats (hollandsk auktion) anvendes samme rente/kurs/antal swappoint ved tildeling af det samlede tildelingsbeløb. Denne svarer til den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint (dvs. det punkt, hvor tildelingsbeløbet nås). I en auktion med flere rentesatser (amerikansk auktion) anvendes forskellige renter/kurser/antal swappoint svarende til renterne/kur-serne/antallet af swappoint i de enkelte bud.

BOKS 6Tildeling af beløb i valutaswapauktioner til variable swappointTildelingsprocenten ved det marginale antal swappoint er:Tildelingsbeløbet til modpart i ved det marginale antal swappoint er:Det samlede beløb, der tildeles modpart i, er:hvor:

A	=	det samlede tildelingsbeløb
Δs	=	antal swappoint s budt af modparterne
n	=	det samlede antal modparter
a(Δ s ) i	=	modpart i's budbeløb ved antal swappoint s (Δs)
a(Δ s )	=	det samlede budbeløb ved antal swappoint s (Δs)
Δm	=	det marginale antal swappoint: ved likviditetstilførende valutaswaps ved likviditetsopsugende valutaswaps
Δ m-1	=	sidste antal swappoint inden det marginale antal swappoint (sidste antal swappoint, hvor det samlede budbeløb accepteres): ved likviditetstilførende valutaswaps ved likviditetsopsugende valutaswaps
all%(Δ m )	=	tildelingsprocenten ved det marginale antal swappoint
all(Δ s ) i	=	tildelingsbeløbet til modpart i ved antal swappoint s
all i	=	det samlede beløb, der tildeles modpart i

5.1.6.   Offentliggørelse af auktionsresultater

Resultaterne af standardauktioner og ekstraordinære auktioner offentliggøres gennem elektroniske nyhedstjenester. Desuden kan de nationale centralbanker sende meddelelse om tildelingsresultaterne direkte til modparter, der ikke har adgang til elektroniske nyhedstjenester. Den offentlige meddelelse om auktionsresultaterne indeholder normalt følgende oplysninger:

—	Auktionens referencenummer.

—	Auktionsdatoen.

—	Operationstypen.

—	Operationens løbetid.

—	Det samlede budbeløb fra eurosystemets modparter.

—	Antallet af budgivere.

—	De deltagende valutaer (ved valutaswaps).

—	Det samlede tildelingsbeløb.

—	Tildelingsprocenten (ved auktioner til fast rente).

—	Spotkursen (ved valutaswaps).

—	Den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint og tildelingsprocenten ved den marginale rente/den marginale kurs/det marginale antal swappoint (ved auktioner til variabel rente).

—	Minimumsbudrente, maksimumsbudrente og den vægtede, gennemsnitlige tildelingsrente (ved auktioner med flere rentesatser).

—	Operationens startdato og udløbsdato (hvis det er relevant) eller instrumentets valørdato og indfrielsesdato (ved udstedelse af gældsbeviser).

—	Laveste individuelle tildelingsbeløb (hvis det er relevant).

—	Laveste tildelingskvotient (hvis det er relevant).

—	Bevisernes pålydende værdi (ved udstedelse af gældsbeviser).

—	Udstedelsens ISIN-kode (ved udstedelse af gældsbeviser).

De nationale centralbanker bekræfter direkte de individuelle tildelingsresultater over for modparterne.

5.2.   Bilaterale markedsoperationer

Generelle betragtninger

De nationale centralbanker kan udføre markedsoperationer som bilaterale procedurer (34). Disse procedurer kan anvendes til finjusterende markedsoperationer og strukturelle egentlige købs- eller salgsforretninger. De defineres bredt som alle procedurer, hvor eurosystemet uden en auktion udfører en transaktion med en eller nogle få modparter. Der skelnes mellem to forskellige typer af bilaterale procedurer: Operationer, hvor modparterne kontaktes direkte af eurosystemet, og operationer, der udføres via børser og mæglere.

Direkte kontakt med modparterne

Ifølge denne procedure kontakter de nationale centralbanker direkte en eller nogle få indenlandske modparter udvalgt efter kriterierne i afsnit 2.2. De nationale centralbanker beslutter i henhold til instrukser fra ECB, om de vil indgå en forretning med de pågældende modparter. Transaktionerne afvikles gennem de nationale centralbanker.

Hvis ECBs styrelsesråd beslutter, at ECB (eller en eller nogle få nationale centralbanker, der foretager operationerne på vegne af ECB) under særlige omstændigheder selv kan udføre bilaterale markedsoperationer, tilpasses procedurerne for disse operationer i overensstemmelse hermed. I så fald vil ECB (eller de(n) nationale centralbank(er), der foretager operationerne på vegne af ECB) direkte kontakte en eller nogle få modparter i euroområdet, som er udvalgt efter kriterierne i afsnit 2.2. ECB (eller de(n) nationale centralbank(er), der foretager operationerne på vegne af ECB) vil derefter beslutte, om man ønsker at indgå en forretning med de pågældende modparter. Transaktionerne afvikles under alle omstændigheder de-centralt gennem de nationale centralbanker.

Bilaterale markedsoperationer, der gennemføres ved direkte kontakt med modparterne, kan anvendes i tilbageførselsforretninger, egentlige købs- eller salgsforretninger, valutaswaps og modtagelse af tidsindskud fra modparterne.

Markedsoperationer, der udføres via børser og mæglere

De nationale centralbanker kan udføre egentlige købs- eller salgsforretninger via børser og mæglere. I forbindelse med disse operationer er der ikke fastsat begrænsninger på kredsen af modparter på forhånd, og procedurerne tilpasses efter markedskonventionerne for det gældsinstrument, der handles. ECBs styrelsesråd kan beslutte, hvorvidt ECB (eller en eller nogle få nationale centralbanker, der foretager operationerne på vegne af ECB) under særlige omstændigheder, selv kan udføre finjusterende egentlige købs- eller salgsforretninger via børser og mæglere.

Annoncering af bilaterale markedsoperationer

Bilaterale markedsoperationer annonceres normalt ikke på forhånd. ECB kan desuden beslutte ikke at offentliggøre resultaterne af bilaterale markedsoperationer.

Transaktionsdage

ECB kan beslutte at udføre finjusterende bilaterale markedsoperationer på enhver af eurosystemets bankdage. Kun de nationale centralbanker i medlemsstater, hvor handelsdagen, afviklingsdagen og forfaldsdagen er NCB-bankdage, deltager i disse operationer.

Bilaterale egentlige købs- eller salgsforretninger med strukturelle formål udføres og afvikles normalt kun på dage, som er NCB-bankdage i alle medlemsstater.

5.3.   Afvikling

5.3.1.   Generelle betragtninger

Afviklingen af betalinger i forbindelse med anvendelse af eurosystemets stående faciliteter eller deltagelse i markedsoperationer sker via modparternes konti hos de nationale centralbanker (eller konti hos afviklingsbanker, der deltager i Target). Betalingerne afvikles først efter (eller samtidig med) den endelige overførsel af operationens underliggende aktiver. Det indebærer, at de underliggende aktiver enten skal være indsat på depotkonti hos de nationale centralbanker på forhånd eller skal afvikles over for centralbankerne på intradagbasis efter princippet levering mod betaling (delivery versus payment). Overførsel af de underliggende aktiver sker via modparternes afviklingskonti i værdipapirafviklingssystemer, der overholder ECBs minimums-standarder (35). Modparter uden depotkonto hos en national centralbank eller afviklingskonto i et værdipapirafviklingssystem, der opfylder ECBs minimumsstandarder, kan afvikle transaktioner med underliggende aktiver via en korrespondentbanks afviklingskonto eller depot.

Yderligere forhold vedrørende afviklingsprocedurerne er defineret i de kontraktmæssige bestemmelser, som de nationale centralbanker (eller ECB) anvender i forbindelse med de specifikke pengepolitiske instrumenter. Afviklingsprocedurerne kan variere lidt mellem de nationale centralbanker på grund af forskelle i national lovgivning og operationel praksis.

Tabel 3

Normale afviklingsdage for eurosystemets markedsoperationer (36)

Pengepolitisk instrument	Afviklingsdag for operationer, der udføres som standardauktioner	Afviklingsdag for operationer, der udføres som ekstraordinære auktioner eller bilaterale procedurer
Tilbageførselsforretninger	H + 1 (37)	H
Egentlige købs eller salgsforretninger	—	Ifølge markedskonventionerne for de handlede aktiver
Udstedelse af gældsbeviser	H + 1	—
Valutaswaps	—	H, H + 1 eller H + 2
Modtagelse af tidsindskud fra modparter	—	H

5.3.2.   Afvikling af markedsoperationer

Markedsoperationer, der udføres som standardauktioner (dvs. primære markedsoperationer, langfristede markedsoperationer og strukturelle markedsoperationer) afvikles normalt den første dag efter handelsdagen, hvor alle relevante nationale RTGS-systemer og alle relevante værdipapirafviklingssystemer er åbne. Eurosystemet tilstræber af princip at afvikle transaktioner i forbindelse med markedsoperationerne på samme tid i alle medlemsstater og med alle modparter, der har leveret tilstrækkelig sikkerhed. På grund af operationelle og tekniske begrænsninger vedrørende værdipapirafviklingssystemerne kan tidspunktet for markedsoperationernes afvikling inden for den pågældende dag dog variere i euroområdet. Tidspunktet for afvikling af primære og langfristede markedsoperationer falder normalt sammen med tidspunktet for tilbagebetaling af en tidligere operation med tilsvarende løbetid.

Eurosystemet tilstræber at afvikle markedsoperationer, der udføres som ekstraordinære auktioner og bilaterale procedurer, på handelsdagen. Af operationelle årsager anvender eurosystemet dog undertiden andre afviklingsdage for disse operationer, især for egentlige købs- eller salgsforretninger (finjusterende og strukturelle) og valutaswaps (se tabel 3).

5.3.3.   Procedurer ultimo dagen

Procedurerne ultimo dagen er angivet i dokumentationsgrundlaget for de nationale RTGS-sy-stemer og Target-systemet. Som hovedregel lukker Target-systemet kl 18.00 ECB-tid (CET). Der modtages ikke nye betalingsinstrukser til behandling i de nationale RTGS-systemer efter lukketid, men resterende betalingsinstrukser modtaget inden lukketid behandles stadig. Anmodninger fra modparterne om adgang til den marginale udlånsfacilitet eller indlånsfaciliteten skal være modtaget af den pågældende nationale central-bank senest 30 minutter efter Targets lukketid (38).

Negative saldi på modparters afviklingskonti (i de nationale RTGS-systemer) efter kontrolprocedurerne ultimo dagen anses automatisk for anmodning om adgang til den marginale udlånsfacilitet (se afsnit 4.1).

KAPITEL 6

BELÅNBARE AKTIVER

6.1.   Generelle betragtninger

Ifølge artikel 18.1. i statutten for ESCB kan ECB og de nationale centralbanker udføre pengepolitiske operationer i de finansielle markeder ved at købe og sælge underliggende aktiver som led i egentlige købsforretninger eller egentlige salgsforretninger eller som led i genkøbsforretninger. Alle eurosystemets udlån skal være baseret på passende sikkerhed. Eurosystemets udlånsoperationer er derfor baseret på levering af underliggende aktiver fra modparterne i form af overførsel af ejendomsret til aktiver (ved købs- eller salgsforretninger eller genkøbsforretninger) el-ler pant (fx pantsætning, overdragelse eller pant) i de relevante aktiver (ved lån mod sikkerhed) (39).

Med henblik på at beskytte eurosystemet mod tab i forbindelse med pengepolitiske operationer og sikre lige behandling af modparterne og at øge den operationelle effektivitet og gennemsigtighed skal de underliggende aktiver opfylde visse kriterier for at kunne anvendes i eurosystemets pengepolitiske operationer. Eurosystemet har udarbejdet en fælles ramme for belånbare aktiver, som er fælles for alle euroområdets kreditoperationer. Den fælles ramme (også ofte omtalt som »den samlede liste«) træder i kraft 1. januar 2007. Den erstatter systemet med to lister, som har været gældende siden begyndelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, og som udfases inden 31. maj 2007 (40).

Den fælles ramme omfatter to forskellige aktivklasser – omsættelige og ikke-omsættelige aktiver. Der skelnes ikke mellem de to aktivklasser, hvad angår aktivernes kvalitet og anvendelse i eurosystemets forskellige pengepolitiske operationer, når undtages, at eurosystemet ikke anvender ikke-omsættelige aktiver i forbindelse med egentlige købs- eller salgsforretninger. Aktiver, der kan benyttes i eurosystemets pengepolitiske operationer, kan også anvendes som underliggende aktiver i forbindelse med tildeling af intradag kredit.

Belånbarhedskriterierne for de to aktivklasser er de samme over hele euroområdet (41), og de fremgår af afsnit 6.2. For at sikre at de to aktivklasser opfylder de samme kreditstandarder, er der fastsat en fælles ramme for eurosystemets kreditvurdering, der bygger på forskellige kilder. De regler og procedurer, der anvendes til at fastslå og kontrollere eurosystemets krav om »høj kreditkvalitet« for al belånbar sikkerhed, er beskrevet i afsnit 6.3. Risikostyringen og værdiansættelsesprincipper for de underliggende aktiver fremgår af afsnit 6.4 og 6.5. Eurosystemets modparter kan anvende belånbare aktiver på tværs af grænserne (se afsnit 6.6).

6.2.   Specifikationer for de underliggende aktivers belånbarhed

ECB opretter, vedligeholder og offentliggør en liste over belånbare omsættelige aktiver (42). For de ikke-omsættelige aktivers vedkommende vil ECB hverken offentliggøre en liste over belånbare aktiver eller en liste over godkendte debitorer/garanter.

6.2.1.   Belånbarhedskriterier for omsættelige aktiver

Gældsbeviser udstedt af ECB og alle gældsbeviser udstedt af de nationale centralbanker i eurosystemet inden euroens indførelse i de respektive medlemsstater er belånbare.

Følgende belånbarhedskriterier anvendes til at fastslå, om andre omsættelige aktiver er belånbare (se også tabel 4):

Aktivtype

Det skal være et gældsinstrument med:

a)	en fast, ubetinget hovedstol, og

b)

en kuponrente, som ikke kan give en negativ betalingsstrøm. Kuponrenten skal endvidere være i) en nulkuponrente, ii) en fast kuponrente eller iii) en variabel kuponrente baseret på en referencerente. Kuponrenten kan være knyttet til en ændring i udstederens rating. Indeksobligationer kan også anvendes.

Disse karakteristika skal være gældende, indtil forpligtelsen indfries. Gældsinstrumenterne må ikke give ret til hovedstolen og/eller den rente, som er efterstillet retten for indehavere af andre gældsinstrumenter fra samme udsteder.

Betingelse a) gælder ikke for værdipapirer af asset-backed typen, bortset fra obligationer udstedt af kreditinstitutter i henhold til kriterierne i artikel 22, stk. 4, i direktivet om investeringsforeninger (43) (også kaldet »særligt dækkede obligationer«). Eurosystemet vurderer belånbarheden af værdipapirer af asset-backed typen, bortset fra særligt dækkede obligationer, i forhold til følgende kriterier.

Aktiver, der genererer pengestrømme, og som er sikkerhed for værdipapirer af asset-backed typen, skal

a)

være erhvervet i henhold til loven i en medlemsstat fra den oprindelige udsteder eller fra en mellemmand af det særlige selskab til securitisation (special purpose vehicle) på en måde, som eurosystemet betragter som »egentligt salg«, der retligt kan gennemtvinges over for en tredjepart, og være uden for udstederens og dennes kreditorers dispositionssfære, herunder i tilfælde af udstederens insolvens, og

b)	ikke bestå – helt eller delvist, aktuelt eller potentielt – af credit linked notes eller tilsvarende fordringer som følge af kreditoverførsler ved hjælp af kreditderivater.

I en struktureret emission må en tranche (eller en sub-tranche), for at være belånbar, ikke være efterstillet andre trancher af samme udstedelse. En tranche (eller sub-tranche) anses ikke for efterstillet i forhold til andre trancher (eller sub-trancher) af samme udstedelse og er »senior« (foranstillet), hvis den tranche (eller sub-tranche) – i overensstemmelse med den betalingsrangfølge, som gælder efter indlevering af anmodning om en retlig gennemtvingelse, som angivet i tilbudsdokumentet – tildeles en højere prioritet end andre trancher eller sub-trancher med hensyn til at modtage betaling (hovedstol og rente), eller som den sidste bærer et tab i forhold til de underliggende aktiver.

Eurosystemet forbeholder sig ret til at anmode enhver relevant tredjepart (fx udsteder, den oprindelige udsteder eller formidler) om forklaring og/eller retlig bekræftelse på, hvad eurosystemet anser som nødvendigt for at kunne vurdere belånbarheden af værdipapirer af asset-backed typen.

Kreditstandarder

Gældsinstrumentet skal overholde de høje kreditstandarder, der er specificeret i eurosystemets rammer for kreditvurdering af omsættelige aktiver, som fremgår af afsnit 6.3.2.

Udstedelsessted

Gældsinstrumentet skal være deponeret/registreret (udstedt) i EØS hos en centralbank eller en værdipapircentral, der opfylder ECBs mindstestandarder (44). Hvis et omsætteligt gældsinstrument udstedes af et ikke-finansielt selskab (45), der ikke har en rating, som er foretaget af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau, skal udstedelsen være sket inden for euroområdet.

Afvikling

Gældsinstrumentet skal kunne overføres elektronisk. Det skal opbevares og afvikles i euroområdet via en konto i eurosystemet eller et værdipapirafviklingssystem, der opfylder ECBs standar-der, så sikringsakt og realisation sker i henhold til lovgivningen i et land i euroområdet.

Hvis der ikke er sammenfald mellem den værdipapircentral, som har udstedt aktivet, og det værdipapirafviklingssystem, hvor det opbevares, skal de to institutioner forbindes med et link godkendt af ECB (46).

Godkendte markeder

Gældsinstrumentet skal være optaget til omsætning på et reguleret marked, som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter (47), eller handles på visse ikke-regulerede markeder, som angivet af ECB (48). Eurosystemets vurdering af ikke-regulerede markeder er baseret på tre principper – sikkerhed, gennemsigtighed og tilgængelighed (49).

Udsteder/garant

Gældsinstrumentet kan udstedes eller garanteres af centralbanker, offentlige enheder, enheder i den private sektor, internationale eller overnationale institutioner. Gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter – dog ikke særligt dækkede obligationer – er kun belånbare, hvis de omsættes på et af de ovennævnte regulerede markeder.

Udsteders/garantens hjemsted

Udsteder skal være etableret inden for EØS eller i et G10-land uden for EØS (50). Hvis det sidste er tilfældet, kan gældsinstrumenterne kun anses for belånbare, hvis eurosystemet vurderer, at dets rettigheder er beskyttet tilstrækkeligt – dette bestemmes af eurosystemet – i henhold til lovgivningen i det pågældende G10-land uden for EØS. Med henblik herpå fremsendes en juridisk udtalelse, hvis form og indhold skal accepteres af eurosystemet, før aktiverne kan betragtes som belånbare. For værdipapirer af asset-backed typen gælder det, at udsteder skal være etableret inden for EØS.

Garanten skal være etableret inden for EØS.

Internationale eller overnationale institutioner er mulige udstedere/garanter uanset, hvor de er etableret. Hvis et omsætteligt gældsinstrument udstedes af et ikke-finansielt selskab, der ikke har fået tildelt en rating af et eksternt kreditvurderingsbureau, skal udsteder/garant være etableret i euroområdet.

Denomineringsvaluta

Gældsinstrumentet skal være denomineret i euro (51).

6.2.2.   Belånbarhedskriterier for ikke-omsættelige aktiver

To typer af ikke-omsættelige aktiver kan anvendes som sikkerhed i henhold til den fælles ramme for belånbare aktiver: gældsfordringer og ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (52).

Gældsfordringer

For at være belånbar skal en gældsfordring (53) opfylde følgende belånbarhedskriterier (se også tabel 4):

—

Aktivtype: Det skal være en gældsfordring, som repræsenterer en debitors gældsforpligtelse over for en modpart i eurosystemet. Gældsfordringer, der afvikles »med løbende afdrag« (dvs. hvor hovedstolen og renterne betales i henhold til en på forhånd aftalt tidsplan) er også belånbare. Uudnyttede kreditrammer (fx uudnyttede faciliteter i forbindelse med revolverende gældsfordringer), overtræk på anfordringskonto og remburser (der tillader anvendelse af kredit, men som ikke er en gældsfordring som sådan) er ikke belånbare. Den andel, som et medlem af syndikatet står inde for i et syndikeret lån, anses for en belånbar form for gældsfordring. Gældsfordringer må ikke give ret til hovedstolen og/eller den rente, som er efterstillet retten for indehavere af andre gældsfordringer eller gældsinstrumenter fra samme udsteder. Gældsfordringen skal have: a) en fast ubetinget hovedstol og b) en rente, der ikke kan give en negativ betalingsstrøm. Kuponrenten skal endvidere være: i) af en type med nulkuponrente, ii) med en fast kuponrente eller iii) med en variabel kuponrente baseret på en referencerente. Disse karakteristika skal være gældende, indtil forpligtelsen indfries.

—

Debitor/garant: Godkendte debitorer eller garanter indbefatter ikke-finansielle selska-ber (54), offentlige enheder og internationale eller overnationale institutioner. De enkelte debitorer hæfter særskilt for den fulde tilbagebetaling af gældsfordringen (meddebitorer, der hæfter kollektivt for enkelte gældsfordringer, dog undtaget).

—	Debitors/garantens hjemsted: Debitor/garant skal være etableret i euroområdet. Dette krav gælder ikke internationale eller overnationale institutioner.

—	Kreditstandarder: Gældsfordringernes kvalitet vurderes ud fra debitors/garantens underliggende kreditværdighed. Gældsfordringer skal opfylde de høje kreditstandarder, der er specificeret i eurosystemets rammer for kre-ditvurdering i afsnit 6.3.3.

—

Mindstebeløb: Gældsfordringen skal på det tidspunkt, hvor modparten ønsker at anvende den i forbindelse med sikkerhedsstillelse (mobilisering), være over et vist mindstebeløb. I en overgangsperiode (fra 1. januar 2007 til 31. december 2011), kan de enkelte nationale centralbanker selv fastsætte mindstebeløbet for indenlandske gældsfordringer. For gældsfordringer, der anvendes på tværs af landegrænser, gælder der en enhedsordning med et mindstebeløb på 500 000 euro i overgangsperioden (55). Fra 1. januar 2012 gælder et fælles mindstebeløb på 500 000 euro for alle gældsfordringer over hele euroområdet.

—	Håndteringsprocedurer: Gældsfordringen skal håndteres i henhold til eurosystemets procedurer, som defineret i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

—

Gældende lovgivning: Både aftalen om gældsfordringen og aftalen mellem modparten og den nationale centralbank, der mobiliserer gældsfordringen som sikkerhed (»mobiliseringsaftalen«) er underlagt lovgivningen i en medlemsstat i euroområdet. Det samlede antal lovgivninger, der gælder for i) modparten, ii) kreditor, iii) debitor, iv) (i givet fald) garant, v) aftalen om gældsfordringen og vi) mobiliseringsaftalen, må ikke være højere end to.

—	Denomineringsvaluta: Gældsfordringen skal være denomineret i euro (56).

Ikke-omsættelige detailgælds-instrumenter med pant i fast ejendom

Følgende belånbarhedskriterier gælder for detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (se også tabel 4):

—

Aktivtype: Det skal være et gældsinstrument (en egenveksel eller en veksel), der er sikret af pant i beboelsesejendomme, og som ikke er fuldstændigt securitiseret. Det skal være muligt at substituere aktiver i den underliggende pulje, og en ordning skal være på plads, som sikrer, at eurosystemet er foranstillet andre kreditorer (dog ikke kreditorer, der er undtaget af hensyn til almenhedens interesser) (57). Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal være med: a) en fast ubetinget hovedstol og b) en rente, der ikke kan give en negativ betalingsstrøm.

—	Kreditstandarder: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal overholde de høje kreditstandarder, som vurderes ved hjælp af den del af eurosystemets rammer for kreditvurdering, der omhandler detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom, som angivet i afsnit 6.3.3.

—	Udstedertype: Godkendte udstedere er kreditinstitutter, som er godkendte modparter.

—	Udsteders hjemsted: Udsteder skal være beliggende i euroområdet.

—	Håndteringsprocedurer: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal håndteres i henhold til eurosystemets procedurer, som defineret i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

—	Denomineringsvaluta: Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom skal være denomineret i euro (56).

6.2.3.   Yderligere krav til anvendelse af belånbare aktiver

Yderligere juridiske krav vedrørende gældsfordringer

For at sikre, at der skabes gyldig sikkerhed på grundlag af gældsfordringer, samt at gældsfordringerne hurtigt kan realiseres i tilfælde af modpartens misligholdelse, skal yderligere juridiske krav opfyldes. Disse juridiske krav vedrører:

—	verifikation af gældsfordringernes eksistens

—	underretning af debitor om mobiliseringen af gældsfordringen eller registrering af denne mobilisering

—	manglende restriktioner vedrørende bankhemmelighed og tavshedspligt

—	manglende restriktioner med hensyn til mobiliseringen af gældsfordringen

—	manglende restriktioner med hensyn til realisering af gældsfordringen.

Indholdet af disse juridiske krav er angivet i bilag 7. De nationale jurisdiktioners særlige karakteristika er beskrevet nærmere i det respektive nationale dokumentationsgrundlag.

Regler for anvendelse af belånbare aktiver

Omsættelige aktiver kan anvendes til alle pengepolitiske operationer, der er baseret på underliggende aktiver, dvs. markedsoperationer, der gennemføres som tilbageførselsforretninger og egentlige købs- og salgsforretninger, og i forbindelse med den marginale udlånsfacilitet. Ikke-omsættelige aktiver kan anvendes som underliggende aktiver til tilbageførselsforretninger og i sammenhæng med den marginale udlånsfacilitet. De anvendes ikke i eurosystemets egentlige købs- eller salgsforretninger. Alle omsættelige og ikke-omsættelige aktiver kan også anvendes som underliggende aktiver til intradag kredit.

Selv om et omsætteligt eller ikke-omsætteligt aktiv opfylder alle belånbarhedskriterier, må en modpart ikke stille et aktiv som sikkerhed, hvis den selv eller en anden enhed, som den har snævre forbindelser med, har udstedt eller garanteret dette aktiv (58).

»Snævre forbindelser« forekommer i en situation, hvor modparten er forbundet med en udsteder/debitor/garant af belånbare aktiver på en af nedenstående måder:

a)

Modparten ejer mindst 20 pct. af udstederens/debitorens/garantens kapital, eller et eller flere foretagender, hvor modparten ejer størstedelen af kapitalen, ejer mindst 20 pct. af udstederens/debitorens/garantens kapital, el-ler modparten og et eller flere foretagender, hvor modparten ejer størstedelen af kapitalen, ejer tilsammen mindst 20 pct. af udstederens/debitorens/garantens kapital.

b)

Udstederen/debitoren/garanten ejer mindst 20 pct. af modpartens kapital, eller et eller flere foretagender, hvor udstederen/debitoren/ga-ranten ejer størstedelen af kapitalen, ejer mindst 20 pct. af modpartens kapital, eller udstederen/debitoren/garanten og et eller flere foretagender, hvor udstederen/debitoren/garanten ejer størstedelen af kapitalen, ejer tilsammen mindst 20 pct. af modpartens kapital.

c)	Tredjemand ejer både størstedelen af modpartens kapital og størstedelen af udstederens/debitorens/garantens kapital, enten direkte eller indirekte, gennem et eller flere foretagender, hvor pågældende tredjemand ejer størstedelen af kapitalen.

Ovennævnte bestemmelse om snævre forbindelser finder ikke anvendelse på a) snævre forbindelser mellem modparten og EØS-landenes offentlige myndigheder (heller ikke i tilfælde, hvor den offentlige myndighed er garant for udsteder/debitor/garant); b) særligt dækkede obligationer, der er udstedt i overensstemmelse med kriterierne i artikel 22, stk. 4, i direktivet om investeringsforeninger, eller c) i tilfælde, hvor gældsinstrumenter er beskyttet af særlige juridiske sikkerhedsbestemmelser svarende til bestemmelserne for instrumenterne under b).

Desuden kan de nationale centralbanker beslutte ikke at acceptere følgende omsættelige eller ikke-omsættelige aktiver som sikkerhed, selv om de er belånbare aktiver:

—	Gældsinstrumenter med indfrielsesdato inden udløbet af den pengepolitiske operation, hvori de anvendes som underliggende aktiver (59).

—	Gældsinstrumenter, hvor en betaling (fx en rentebetaling) finder sted i perioden indtil udløbet af den pengepolitiske operation, hvori de anvendes som underliggende aktiver.

Alle belånbare omsættelige og ikke-omsættelige aktiver skal kunne benyttes i grænseoverskridende operationer i hele euroområdet. Det betyder, at alle eurosystemets modparter skal kunne benytte belånbare aktiver til at opnå kredit hos den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor de er beliggende, via links til deres nationale værdipapirafviklingssystem, hvis der er tale om omsættelige aktiver, eller via andre godkendte ordninger (se afsnit 6.6).

Tabel 4

Aktiver, der kan benyttes i eurosystemets pengepolitiske operationer

Belånbarhedskriterier	Omsættelige aktiver (60)	Ikke-omsættelige aktiver (61)
Aktiv	ECB-gældsbeviser Andre omsættelige gældsinstrumenter (62)	Gældsfordringer	Detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom
Kreditstandarder:	Aktivet skal opfylde høje kreditstandarder. Kreditstandarden vurderes ved brug af eurosystemets rammer for kreditvurdering af omsættelige aktiver (62).	Debitor/garant skal opfylde høje kreditstandarder. Kreditværdigheden vurderes ved brug af eurosystemets rammer for kreditvurdering af gældsfordringer.	Aktivet skal opfylde høje kreditstandarder. Kreditstandarden vurderes ved brug af eurosystemets rammer for kreditvurdering af detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom.
Udstedelsessted	EØS (62)	Ikke relevant	Ikke relevant
Afviklings-/håndterings-procedurer	Afviklingssted: euroområdet Instrumenterne skal være deponeret centralt i elektronisk form i centralbanker eller et værdipapirafviklingssystem, der opfylder ECBs minimumsstandarder.	Eurosystemets procedurer	Eurosystemets procedurer
Udsteder/debitor/garant	Centralbanker Offentlig sektor Privat sektor Internationale og overnationale institutioner	Offentlig sektor Ikke-finansielle selskaber Internationale og overnationale institutioner	Kreditinstitutter
Udsteders/debitors eller garantens hjemsted	Udsteder (62): EØS eller G10-lande uden for EØS Garant (62): EØS	Euroområdet	Euroområdet
Godkendte markeder	Regulerede markeder Ikke-regulerede markeder, der er godkendt af ECB	Ikke relevant	Ikke relevant
Valuta	Euro	Euro	Euro
Mindstebeløb:	Ikke relevant	Mindstebeløb på det tidspunkt, hvor gældsfordringen anvendes. Fra 1. januar 2007 til 31. december 2011: — til indenlandsk brug: fastsættes af NCBen — til grænseoverskridende brug: et fælles mindstebeløb på 500 000 euro (63) Fra og med 1. januar 2012: et fælles mindstebeløb på500 000 euro i hele euroområdet.	Ikke relevant
Gældende lovgivning for gældsfordringer	Ikke relevant	Gældende lovgivning for gældsfordringsaftale og mobilisering: lovgivningen i en medlemsstat i euroområdet. Det samlede antal forskellige lovgivninger gældende for: a) modpart, b) kreditor, c) debitor, d) (i givet fald) garant, e) gældsfordringsaftalen og f) mobiliseringsaftalen må højst være to.	Ikke relevant
Kan benyttes på tværs af grænserne	Ja	Ja	Ja

6.3.   Eurosystemets rammer for kreditvurdering

6.3.1.   Anvendelsesområde og elementer

Eurosystemets rammer for kreditvurdering fastlægger de procedurer, regler og teknikker, som sikrer, at eurosystemets krav om høje kreditstandarder for alle belånbare aktiver er opfyldt.

Inden for de overordnede rammer skelner eurosystemet i forbindelse med opstillingen af høje kreditstandarder mellem omsættelige og ikke-omsættelige aktiver (se afsnit 6.3.2 og 6.3.3) for at tage højde for disse aktivers forskellige retlige karakter og af hensyn til den operationelle effektivitet.

I forbindelse med vurderingen af belånbare aktivers kreditkvalitet tager eurosystemet højde for kreditvurderingsoplysninger fra kreditvurderingssystemer tilhørende en af følgende fire kilder: eksterne kreditvurderingsbureauer, de nationale centralbankers interne kreditvurderingssystemer, modparternes interne ratingbaserede systemer og tredjemands ratingværktøjer. Endvidere tager eurosystemet under vurderingen af kreditstandarden højde for institutionelle kriterier og karakteristika, der garanterer indehaveren af instrumentet den samme beskyttelse som fx garantier.

Eurosystemets benchmark for opstillingen af mindstekravet til en høj kreditstandard (eurosystemets »grænseværdi for kreditkvalitet«) defineres som en »single A«-kreditvurdering (64). Eurosystemet anser en tabssandsynlighed (»probability of default«) over et år på 0,10 pct. for at svare til en »single A«-kreditvurdering, som revurderes regelmæssigt. Eurosystemets rammer for kreditvurdering følger definitionen af misligholdelse i EUs kapitalkravsdirektiv (65). Eurosystemet offentliggør den laveste »rating grade«, som ligger inden for den krævede grænseværdi for kreditkvalitet for hver enkelt af de godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer, uden at eurosystemet påtager sig noget ansvar for sin vurdering af det eksterne kreditvurderingsbureau, som også jævnligt revurderes.

Eurosystemet forbeholder sig ret til at fastslå, om en udstedelse, udsteder, debitor eller garant opfylder kravene til høje kreditstandarder på grundlag af enhver oplysning, som det anser for relevant, og kan afvise aktiver på et sådant grundlag. Såfremt en sådan afvisning er baseret på oplysninger vedrørende tilsyn, skal anvendelsen af disse oplysninger, som er tilvejebragt af enten modparter eller tilsynsmyndigheder, være i fuld overensstemmelse med og strengt nødvendige for, at eurosystemet kan opfylde sine pengepolitiske opgaver.

For at sikre ensartethed, nøjagtighed og sammenlignelighed hos de fire kreditvurderingskilder, der anvendes i eurosystemets rammer for kreditvurdering, har eurosystemet indført godkendelseskriterier for hver enkelt af disse kilder (se afsnit 6.3.4) og overvåger regelmæssigt deres kreditvurderingsperformance i forhold til grænseværdien for kreditkvalitet (se afsnit 6.3.5).

6.3.2.   Fastsættelse af høje kredit-standarder for omsættelige aktiver

De høje kreditstandarder for omsættelige aktiver fastsættes ud fra følgende kriterier:

—

Kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau: Mindst en kreditvurdering fra et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau (se afsnit 6.3.4) gældende for udstedelsen (eller, såfremt denne ikke findes, for udsteder) skal ligge inden for eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet (66)  (67), ECB offentliggør grænseværdien for kreditkvalitet for alle godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer, jf. afsnit 6.3.1 (68).

—

Garantier: Såfremt der ikke foreligger en (acceptabel) kreditvurdering af udsteder foretaget af et godkendt eksternt kreditvurderingsbureau, kan en høj kreditstandard fastslås på grundlag af garantier tilvejebragt af økonomisk velfunderede garanter. Garantens finansielle soliditet vurderes ud fra kreditvurderinger fra eksterne kreditvurderingsbureauer, der ligger inden for eurosystemets grænseværdi for kreditkvalitet. Garantien skal opfylde følgende krav: — En garanti anses for acceptabel, hvis garanten ubetinget og uigenkaldeligt har garanteret udsteders forpligtelser med hensyn til betaling af hovedstol, rente og andre skyldige beløb i forbindelse med gældsinstrumenterne til gældsinstrumenternes indehavere, indtil disse forpligtelser er helt opfyldt. — Garantien skal kunne gøres gældende på anfordring (uafhængigt af den underliggende gældsforpligtelse). Garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter, skal enten kunne gøres gældende på anfordring eller på anden måde indeholde bestemmelser om omgående og rettidig betaling ved misligholdelse. Garantens forpligtelser i henhold til garantien skal mindst være ligestillet og sideordnet med garantens øvrige usikrede forpligtelser. — Garantien skal være underlagt lovgivningen i et EU-land. Den skal være juridisk gyldig og bindende og skal kunne gøres gældende over for garanten. — Inden det garanterede aktiv kan anses for belånbart, skal der indsendes en juridisk bekræftelse af garantiens juridiske gyldighed, bindende virkning og retsgyldighed. Bekræftelsens form og indhold skal kunne accepteres af eurosystemet. Hvis garanten er etableret i et andet retssystem end det, som garantien hører under, skal det også fremgå af den juridiske bekræftelse, at garantien er gældende og retsgyldig i henhold til den lovgivning, der gælder for garantens etablering. Den juridiske bekræftelse skal indsendes til gennemsyn i den nationale centralbank, der indberetter et bestemt aktiv, for hvilket der er stillet garanti med henblik på optagelse på listen over belånbare aktiver (69). Kravet om en juridisk bekræftelse gælder ikke garantier for gældsinstrumenter med en individuel rating eller garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter. Kravet om retsgyldighed er underlagt de konkursretlige og billighedsretlige regler samt lignende regler og retsprincipper, der måtte gælde for garanten og berøre kreditorernes rettigheder over for garanten generelt.

Såfremt der ikke foreligger en kreditvurdering fra et eksternt kreditvurderingsbureau for udstedelsen, udstederen eller garanten, fastslås de høje kreditstandarder på følgende måde:

—

Udstedere eller garanter fra den offentlige sektor i euroområdet: Hvis et omsætteligt aktiv er udstedt eller garanteret af regionale eller lokale myndigheder eller en offentlig enhed beliggende i euroområdet, jf. kapitalkravsdirektivet, gælder følgende procedure: — Udsteder eller garant placeres i en af tre klasser i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivet (70) som angivet i tabel 5. — En implicit kreditvurdering for udstedere og garanter under klasse 1 og 2 udledes af et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor udsteder eller garant har hjemsted. Den implicitte kreditvurdering skal ligge inden for eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet. Der udledes ikke implicitte kreditvurderinger for udstedere/garanter i klasse 3.

—

Ikke-finansielle selskaber i euroområdet, der optræder som udstedere eller garanter: Hvis det på grundlag af en kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau for aktivet, udsteder eller garant ikke er muligt at fastslå, om omsættelige aktiver, der er udstedt/garanteret af ikke-finansielle selskaber (71) med hjemsted i euroområdet, opfylder høje kreditstandarder, finder reglerne i eurosystemets rammer for kreditvurdering vedrørende gældsfordringer anvendelse, og modparterne må anvende deres eget interne ratingbaserede system, de nationale centralbankers interne kreditvurderingssystemer eller tredjemands ratingværktøjer. De ikke-ratede omsættelige gældsinstrumenter udstedt af ikke-finansielle selskaber er ikke medtaget på den offentlige liste over belånbare omsættelige aktiver.

Tabel 5

Implicitte kreditvurderinger for regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder i euroområdet, der optræder som udstedere, debitorer eller garanter uden en kreditvurdering foretaget af et eksternt kreditvurderingsbureau

	Inddeling af udstedere, debitorer og garanter ifølge kapitalkravsdirektivet	Eurosystemets kreditvurderingsrammers udledning af den implicitte kreditvurdering af udsteder, debitor eller garant i den tilsvarende klasse
Klasse 1	Regionale og lokale myndighederog offentlige enheder, som i henhold til kompetente tilsynsmyndigheder kan behandles på lige fod med staten, hvad angår kapitalkrav.	Tildeles et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor udsteder/debitor/garant har hjemsted.
Klasse 2	Regionale og lokale myndigheder og offentlige enheder, som i henhold til kompetente tilsynsmyndigheder kan behandles på lige fod med (kredit)institutter, hvad angår kapitalkrav.	Tildeles en kreditvurdering, der er et kreditkvalitetstrin (72) under et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor det har hjemsted.
Klasse 3	Andre offentlige enheder.	Behandles som udstedere eller debitorer i den private sektor.

6.3.3.   Fastsættelse af høje kredit-standarder for ikke-omsættelige aktiver

Gældsfordringer

For at kunne fastslå, at kravet om høje kreditstandarder er opfyldt for gældsfordringernes debitorer og garanter, skal modparterne vælge en hovedkreditvurderingskilde fra de tilgængelige kilder, som er godkendt af eurosystemet. Modparten vælger ét system hos en tilgængelig kreditvurderingskilde, undtagen i tilfælde af eksterne vurderingsbureauer, hvor alle accepterede eksterne kreditvurderingsbureauers systemer kan bruges.

Modparterne skal holde sig til den valgte kilde i mindst et år, så det undgås, at modparten »hopper« mellem kreditvurderinger (hvor modparten fx for hver enkelt debitor søger efter den bedste kreditvurdering, som garanterer belånbarhed, blandt alle tilgængelige kilder eller systemer). Modparter, der ønsker at ændre kreditvurderingskilder efter minimumsperioden på et år, skal indgive en begrundet ansøgning til den relevante nationale centralbank.

Modparter kan, efter at have indgivet en begrundet ansøgning, opnå tilladelse til at anvende mere end et system eller en kilde. Den valgte hovedkreditvurderingskilde forventes at dække hovedparten af de debitorer, som er angivet af modparten. Der skal være tilstrækkeligt forretningsmæssigt grundlag for at anvende mere end en kreditvurderingskilde eller et kreditvurderingssystem. Et sådant forretningsmæssigt grundlag kan i princippet være utilstrækkelig dækning hos den primære kreditvurderingskilde eller det primære kreditvurderingssystem.

Modparterne skal straks underrette den nationale centralbank om alle kreditbegivenheder, herunder angivne debitorers forsinkede betalinger, som modparten er vidende om, og – om nødvendigt – trække aktiverne tilbage eller erstatte dem. Modparterne har desuden ansvar for at sikre, at de anvender de nyeste kreditvurderinger, som foreligger fra deres udvalgte kreditvurderingssystem eller -kilde, af debitorerne (73) eller garanterne vedrørende angivne aktiver.

Kreditvurderinger af debitorer/garanter: Hvad angår debitorer og garanter i forbindelse med gældsfordringer, fastslås de høje kreditstandarder på grundlag af regler, hvor der skelnes mellem debitorer/garanter inden for den offentlige sektor og debitorer/garanter, som er ikke-finansielle selskaber:

—

Debitorer og garanter inden for den offentlige sektor: Der gælder følgende regler i den angivne rækkefølge: a) Der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten, og denne anvendes til at fastslå, om debitoren eller garanten i den offentlige sektor ligger inden for grænseværdien for kreditkvalitet. b) Såfremt der ikke findes en kreditvurdering ifølge i), anvendes en kreditvurdering af debitor eller garant fra et eksternt kreditvurderingsbureau (74). c) Såfremt der ikke foreligger en kreditvurdering ifølge i) eller ii), gælder den samme procedure som for omsættelige aktiver: — Debitor eller garant placeres i en af tre klasser i overensstemmelse med kapital-kravsdirektivet (75) som angivet i tabel 5. — En implicit kreditvurdering gældende for debitorer og garanter, der tilhører klasse 1 og 2, udledes af et eksternt kreditvurderingsbureaus kreditvurdering af staten i det land, hvor debitor eller garant har hjemsted. Den implicitte kreditvurdering skal ligge inden for eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet. Hvis der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten (eller fra et eksternt kreditvurderingsbureau, jf. punkt ii) vedrørende offentlige debitorer eller garanter), men denne ligger under mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant ikke godkendes.

—

Ikke-finansielle selskaber, der optræder som debitor eller garant: Hvis den kilde, som modparten har valgt, giver en kreditvurdering, der ligger på eller over mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant godkendes (76)  (77). Hvis der foreligger en kreditvurdering fra det system eller den kilde, som er valgt af modparten, men denne ligger under mindsteværdien for kreditkvalitet, kan debitor eller garant ikke godkendes. Hvis der ikke foreligger en kreditvurdering, således at kreditstandarden kan fastslås, kan debitor eller garant ikke godkendes.

Garantier: En garanti skal opfylde følgende krav:

—

En garanti anses for acceptabel, hvis garanten ubetinget og uigenkaldeligt har garanteret debitors forpligtelser med hensyn til betaling af hovedstol, rente og andre skyldige beløb i forbindelse med gældsfordringen til dennes indehaver, indtil disse forpligtelser er helt opfyldt. I denne henseende skal en garanti, der anses for acceptabel, ikke nødvendigvis vedrøre gældsfordringen specifikt, men kan blot gælde for debitor, forudsat den også omfatter den pågældende gældsfordring.

—

Garantien skal kunne gøres gældende på anfordring (uafhængigt af den underliggende gældsfordring). Garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter, skal enten kunne gøres gældende på anfordring eller på anden måde indeholde bestemmelser om omgående og rettidig betaling ved misligholdelse. Garantens forpligtelser i henhold til garantien skal mindst være ligestillet og sideordnet med garantens øvrige usikrede forpligtelser.

—	Garantien skal være underlagt lovgivningen i et EU-land. Den skal være juridisk gyldig og bindende og skal kunne gøres gældende over for garanten.

—

Inden det garanterede aktiv kan anses for belånbart, skal der indsendes en juridisk bekræftelse af garantiens juridiske gyldighed, bindende effekt og retsgyldighed. Bekræftelsens form og indhold skal kunne accepteres af eurosystemet. Den juridiske bekræftelse skal også angive, at garantien ikke er en personlig garanti, som kun kan gøres gældende af gældsfordringens kreditor. Hvis garanten er etableret i et andet retssystem end det, som garantien hører under, skal det også fremgå af den juridiske bekræftelse, at garantien er gældende og retsgyldig i henhold til den lovgivning, der gælder for garantens etablering. Den juridiske bekræftelse skal indsendes til gennemsyn i den nationale centralbank i den jurisdiktion, hvis lov er gældende for gældsfordringen. Kravet om en juridisk bekræftelse gælder ikke ved garantier stillet af offentlige enheder, der kan opkræve skatter. Kravet om retsgyldighed er underlagt de konkursretlige og billighedsretlige regler samt lignende regler og retsprincipper, der måtte gælde for garanten og berøre kreditorernes rettigheder over for garanten generelt.

Ikke-omsættelige detailgælds-instrumenter med pant i fast ejendom

De høje kreditstandarder for ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom må ikke være under eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet. De specifikke kreditvurderingsrammer for hver enkelt jurisdiktion for disse gældsinstrumenter vil blive angivet i det gældende nationale dokumentationsgrundlag udarbejdet af de nationale centralbanker.

6.3.4.   Godkendelseskriterier for kreditvurderingssystemer

Eurosystemets rammer for kreditvurdering er baseret på kreditvurderingsoplysninger fra fire kilder. For hver kilde kan der være flere kreditvurderingssystemer.

På ECBs websted (www.ecb.int) findes en liste over godkendte eksterne kreditvurderingsbureauer, de nationale centralbankers interne kreditvurderingssystemer og ratingværktøjer ud-budt af tredjemand (78).

Eksterne kreditvurderingsbureauer som kilde

Eksterne kreditvurderingsbureauer, hvis kreditvurderinger kan anvendes af kreditinstitutter til at fastsætte risikovægtede engagementer i henhold til kapitalkravsdirektivet, kan anvendes som kilde (79). I forbindelse med eurosystemets kreditvurderingsrammer gælder følgende generelle kriterier for godkendelse af eksterne kreditvurderingsbureauer:

—	Eksterne kreditvurderingsbureauer skal være formelt anerkendt af de relevante EU-tilsynsmyndigheder i de eurolande, hvor de vil blive anvendt i overensstemmelse med kapitalkravsdirektivet.

—

De eksterne kreditvurderingsbureauer skal opfylde operationelle kriterier for at sikre en effektiv gennemførelse af eurosystemets rammer for kreditvurdering. Navnlig er anvendelsen af deres kreditvurderinger betinget af, at eurosystemet råder over information om disse vurderinger samt information til sammenligning og tildeling (»mapping«) af vurderingerne i forhold til eurosystemets kreditvurderingsrammers kreditkvalitetstrin og mindsteværdien for kreditkvalitet samt til gennemførelsen af performanceovervågningen (se af-snit 6.3.5).

Eurosystemet forbeholder sig ret til at afgøre, om det accepterer et eksternt kreditvurderingsbureau til sine udlånsoperationer. Afgørelsen træffes ved hjælp af bl.a. performanceovervågningen.

Interne kreditvurderingssystemer i de nationale centralbanker anvendt som kilde

Denne kilde består på nuværende tidspunkt af de fire kreditvurderingssystemer, der drives af Deutsche Bundesbank, Banco de España, Banque de France og Oesterreichische Nationalbank. Nationale centralbanker, der beslutter at udvikle deres eget interne kreditvurderingssystem, vil skulle gennemgå en valideringsprocedure, som udføres af eurosystemet. Interne kreditvurderingssystemer er omfattet af eurosystemets performanceovervågning (se afsnit 6.3.5).

Desuden skal modparten øjeblikkeligt underrette den nationale centralbank med det interne kreditvurderingssystem om alle kreditbegivenheder, som kun modparten er vidende om, herunder forsinkelse i de angivne debitorers betalinger.

Endvidere opstiller den relevante nationale centralbank i lande, hvor detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom mobiliseres, rammer for kreditvurdering af denne type aktiver i overensstemmelse med eurosystemets rammer for kreditvurdering. Disse rammer indgår i den årlige performanceovervågning.

Interne ratingbaserede systemer som kilde

Hvis en modpart ønsker at anvende et internt ratingbaseret system til at vurdere kreditkvaliteten hos belånbare gældsinstrumenters debitorer, udstedere eller garanter, skal modparten indhente tilladelse fra sin egen nationale centralbank. Til dette formål indsendes en ansøgning sammen med følgende dokumenter (80):

—

En kopi af afgørelsen fra den relevante banktilsynsmyndighed i EU, hvorved modparten gives tilladelse til at anvende sit interne ratingbaserede system til kapitalkravsformål på konsolideret eller ikke-konsolideret grundlag, samt eventuelle konkrete betingelser for denne anvendelse. En kopi af afgørelsen er ikke påkrævet, hvis den relevante tilsynsmyndighed sender disse oplysninger direkte til den relevante nationale centralbank.

—	Oplysninger om fremgangsmåde ved vurderingen af debitorers sandsynlighed for misligholdelse samt data om ratingkategorier og tilknyttede sandsynligheder for misligholdelse gennem et år, som anvendes til at bestemme godkendte ratingkategorier.

—	En kopi af de oplysninger under søjle 3 (markedsdisciplin), som modparten skal offentliggøre regelmæssigt i henhold til kravene om markedsdisciplin under søjle 3 inden for Basel II-reglerne og kapitalkravsdirektivet.

—	Navn og adresse på både den kompetente banktilsynsmyndighed og den eksterne revisor.

Ansøgningen skal være underskrevet af modpartens administrerende direktør, økonomidirektør eller et andet medlem af den øverste ledelse eller af en underskriftsberettiget på en af disse lederes vegne.

Ovenstående bestemmelser finder anvendelse på alle modparter uanset status – moderselskab, datterselskab eller filial – og uanset om godkendelsen af det interne ratingbaserede system kommer fra tilsynsmyndigheden i det samme land (hvad angår et moderselskab og eventuelt datterselskaber) eller fra en tilsynsmyndighed i det land, hvor moderselskabet har hjemsted (hvad angår filialer og eventuelt datterselskaber).

En modparts filial eller datterselskab kan an-vende moderselskabets interne ratingbaserede system, hvis eurosystemet har godkendt anvendelsen af det interne ratingbaserede system i forbindelse med eurosystemets rammer for kreditvurdering.

Modparter, der anvender et internt ratingbaseret system som angivet ovenfor, er også omfattet af eurosystemets performanceovervågning (se afsnit 6.3.5). Ud over de oplysningskrav, der indgår i denne proces, har modparten også pligt til årligt (eller på anmodning af den relevante nationale centralbank) at udlevere følgende oplysninger, medmindre den relevante tilsynsmyndighed sender disse oplysninger direkte til den relevante nationale centralbank:

—	En kopi af den nyeste vurdering af modpartens interne ratingbaserede system foretaget af modpartens tilsynsmyndighed oversat til et af den nationale centralbanks arbejdssprog.

—	Eventuelle ændringer af modpartens interne ratingbaserede system, som tilsynsmyndigheden har anbefalet eller krævet, samt datoen, hvor disse ændringer skal være gennemført.

—	Den årlige ajourføring af de oplysninger under søjle 3 (markedsdisciplin), som modparten skal offentliggøre regelmæssigt i henhold til kravene om markedsdisciplin under søjle 3 inden for Basel II-reglerne og kapitalkravsdirektivet.

—	Oplysninger om den kompetente banktilsynsmyndighed og den eksterne revisor.

Disse årlige oplysninger skal være underskrevet af modpartens administrerende direktør, økonomidirektør eller et andet medlem af den øverste ledelse eller af en underskriftsberettiget på en af disse lederes vegne. Modpartens relevante tilsynsmyndighed og eventuelle eksterne revisor modtager en kopi af denne skrivelse fra eurosystemet.

Tredjemands ratingværktøjer som kilde

Ratingværktøjer, der anvendes som kilde, består af tredjemands redskaber til vurdering af debitorers kreditkvalitet, hvortil der bl.a. anvendes oplysninger som reviderede regnskaber. Værktøjerne skal betjenes af udbyderne af ratingværktøjerne. Modparter, der ønsker at gøre brug af et særligt ratingværktøj inden for eurosystemets rammer for kreditvurdering skal indsende en ansøgning til deres respektive nationale centralbank. Dertil skal de bruge den relevante blanket, som udleveres af eurosystemet, og som indsendes sammen med yderligere oplysninger om ratingværktøjet som angivet på ansøgningsblanketten. Eurosystemet afgør, om det foreslåede ratingværktøj kan godkendes. Afgørelsen baseres på en vurdering af, om værktøjet overholder de godkendelseskriterier, som er fastsat af eurosystemet (81).

Desuden skal modparten underrette udbyderen af ratingværktøjet om alle kreditbegivenheder, som kun modparten er vidende om, herunder forsinkelse i de angivne debitorers betalinger.

En udbyder af ratingværktøj, der indgår i eurosystemets rammer for kreditvurdering, skal indgå en aftale om at være omfattet af eurosystemets performanceovervågning (82) (se afsnit 6.3.5). Udbyderen af ratingværktøjer skal opstille og vedligeholde den nødvendige infrastruktur for overvågning af den såkaldte statiske pulje. Opbygningen og evalueringen af den statiske pulje skal opfylde de generelle krav til performanceovervågning inden for eurosystemets rammer for kreditvurdering. Udbyderen af ratingværktøjer skal påtage sig at underrette eurosystemet om udfaldet af evalueringen, når denne er udført af udbyderen af ratingværktøjer. Udbyderne af ratingværktøjer udarbejder derfor en rapport om ratingværktøjets resultater med hensyn til den statiske pulje. De skal forpligte sig til internt at opbevare oplysninger om statiske puljer og misligholdelse i fem år.

6.3.5.   Performanceovervågning af kreditvurderingssystemer

Performanceovervågningen inden for eurosystemets rammer for kreditvurdering består af en årlig efterfølgende sammenligning af den observerede misligholdelsesfrekvens for alle godkendte debitorer (den statiske pulje) og eurosystemets mindsteværdi for kreditkvalitet, som er fremkommet ved den sandsynlighed for misligholdelse (PD), der anvendes som benchmark. Formålet er at sikre, at resultaterne af kreditvurderingerne er sammenlignelige på tværs af systemer og kilder. Overvågningsprocessen finder sted et år efter den dato, hvor den statiske pulje blev defineret.

Det første element i processen er udbyderen af kreditvurderingssystemets årlige opstilling af en statisk pulje af godkendte debitorer, dvs. en pulje bestående af alle debitorer i form af virksomheder og offentlige enheder, som får en kreditvurdering fra systemet, der opfylder følgende betingelse:

PD(i, t) ≤ 0,10 pct. (benchmark PD(t))

Alle debitorer, der opfylder denne betingelse i starten af perioden t, udgør den statiske pulje for t. Ved afslutningen af den fastsatte 12-måneders periode beregnes den faktiske misligholdelsesfrekvens for den statiske pulje af debitorer for tidspunktet t. Udbyderen af ratingsystemet skal indvilge i årligt at meddele eurosystemet antallet af godkendte debitorer i den statiske pulje på tidspunktet t og antallet af debitorerne i den statiske pulje (t), som misligholdt deres forpligtelser i den efterfølgende 12-måneders periode.

Den faktiske misligholdelsesfrekvens for den statiske pulje i et kreditvurderingssystem registreret i en etårig periode indgår i performanceovervågningen inden for eurosystemets rammer for kreditvurdering, som omfatter en årlig standardvurdering og en vurdering over en længere periode. Ved en væsentlig afvigelse mellem den observerede misligholdelsesfrekvens for den statiske pulje og mindsteværdien for kreditkvalitet over en årlig og/eller flerårig periode retter eurosystemet henvendelse til udbyderen af ratingsystemet med henblik på at analysere årsagerne til afvigelsen. Denne procedure kan munde ud i en korrigering af den mindsteværdi for kreditkvalitet, der gælder for det pågældende system.

Eurosystemet kan beslutte at suspendere eller udelukke kreditvurderingssystemet, såfremt der ikke iagttages forbedringer med hensyn til systemets performance over en årrække. Ved tilsidesættelse af reglerne inden for eurosystemets rammer for kreditvurdering vil kreditvurderings-systemet desuden blive udelukket fra eurosystemets rammer for kreditvurdering.

6.4.   Risikostyring

6.4.1.   Generelle principper

Risikostyringen i forbindelse med de underliggende aktiver i eurosystemets kreditoperationer har til formål at beskytte eurosystemet mod økonomiske tab i tilfælde af, at de underliggende aktiver skal realiseres på grund af misligholdelse fra en modparts side. Eurosystemet kan benytte sig af de risikostyringsinstrumenter, som er beskrevet i boks 7.

Eurosystemet anvender særlige risikostyringsinstrumenter, alt efter hvilken type underliggende aktiver modparten leverer. ECB fastsætter passende risikostyringsinstrumenter for både omsættelige og ikke-omsættelige belånbare aktiver. Risikostyringsinstrumenterne er stort set harmoniserede i hele euroområdet (83) og bør sikre ensartede betingelser for alle typer belånbare aktiver i hele euroområdet.

BOKS 7RisikostyringsinstrumenterEurosystemet anvender i øjeblikket følgende risikostyringsinstrumenter:

—	Haircuts Eurosystemet anvender »haircuts« ved værdiansættelse af underliggende aktiver. Det indebærer, at værdien af det underliggende aktiv beregnes som aktivets kursværdi minus en vis procentdel (haircut).

—

Variationsmarginer (tilpasning til markedsværdi) Eurosystemet kræver, at kursværdien af de underliggende aktiver i likviditetstilførende tilbageførselsforretninger efter fradrag af haircut holdes på et bestemt niveau. Det indebærer, at den nationale centralbank pålægger modparten at levere yderligere aktiver eller kontanter (dvs. den foretager et margin call), hvis de underliggende aktivers værdi, målt regelmæssigt, falder under et bestemt niveau. Tilsvarende returneres overskydende aktiver eller kontanter til modparten, hvis de underliggende aktivers værdi efter en genberegning ligger over et bestemt niveau. (De relevante beregninger i forbindelse med margin calls er beskrevet i boks 8).

Eurosystemet anvender i øjeblikket ikke følgende riskostyringsinstrumenter:

—	Initialmarginer Eurosystemet kan anvende initialmarginer i de likviditetstilførende tilbageførselsforretninger. Det indebærer, at modparterne skal levere underliggende aktiver, hvis værdi mindst svarer til den likviditet, som eurosystemet stiller til rådighed, plus initialmarginen.

—	Begrænsninger i forbindelse med udstedere/debitorer eller garanter Eurosystemet kan fastsætte rammer for eksponeringen over for udstedere/debitorer eller garanter.

—	Yderligere garantier Eurosystemet kan kræve yderligere garantier af økonomisk velfunderede enheder for at acceptere visse aktiver.

—	Udelukkelse Eurosystemet kan ekskludere visse aktiver fra anvendelse i sine pengepolitiske operationer.

6.4.2.   Risikostyring for omsættelige aktiver

Rammerne for risikostyring i forbindelse med belånbare omsættelige aktiver omfatter følgende:

—

Belånbare omsættelige aktiver henføres til en af fire likviditetskategorier baseret på udstederklassifikation og aktivtype. Dette er beskrevet i tabel 6. Tabel 6 Likviditetskategorier for omsættelige aktiver (84) Kategori I Kategori II Kategori III Kategori IV Gældsinstrumenter udstedt af staten Gældsinstrumenter udstedt af lokale og regionale myndigheder Traditionelle særligt dækkede obligationer Værdipapirer af asset-backed typen Gældsinstrumenter udstedt af centralbanker (85) Særligt dækkede obligationer af Jumbo-typen (86) Gældsinstrumenter udstedt af kreditinstitutter     Gældsinstrumenter udstedt af agencies (87) Gældsinstrumenter udstedt af virksomheder og andre udstedere (87)     Gældsinstrumenter udstedt af overnationale institutioner

—

De enkelte gældsinstrumenter er underlagt særlige haircuts. Ved haircuts trækkes en vis procentdel fra det underliggende aktivs kursværdi. Der anvendes forskellige haircuts alt efter gældsinstrumenternes restløbetid og kuponstruktur som beskrevet i tabel 7 for belånbare omsættelige gældsinstrumenter med fast kuponrente og nulkuponrente (88).

—	De haircuts, der anvendes i forbindelse med alle omsættelige inverse gældsinstrumenter med variabel rente, er de samme for alle likviditetskategorier og er beskrevet i tabel 8.

—	I forbindelse med omsættelige gældsinstrumenter med variabel kuponrente (89) anvendes det haircut, som gælder for løbetider på 0-1 år for instrumenter med fast kuponrente i den likviditetskategori, som instrumentet hører til.

—

De risikostyringsinstrumenter, der anvendes i forbindelse med et omsætteligt gældsinstrument med flere typer rentebetaling, afhænger alene af rentebetalingerne i instrumentets restløbetid. I forbindelse med sådanne instrumenter anvendes det højeste af de haircuts, der gælder for gældsinstrumenter med samme restløbetid, og alle rentebetalinger af de typer, der forekommer i instrumentets restløbetid, tages i betragtning.

—	Der anvendes ikke haircuts i forbindelse med likviditetsopsugende operationer.

—

Alt efter retssystem og nationalt operationelt system kan de nationale centralbanker tillade pooling af underliggende aktiver og/eller kræve øremærkning af de aktiver, der anvendes i den enkelte transaktion. Ved pooling samler modparten en pulje af tilstrækkelige underliggende aktiver, som den stiller til rådighed for centralbanken som sikkerhed for de relevante lån hos centralbanken. De individuelle aktiver er således ikke knyttet til bestemte kreditoperationer. Ved øremærkning er hver kreditoperation derimod knyttet til bestemte, identificerbare aktiver. Tabel 7 Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige aktiver med fast kuponrente og nulkuponrente (I pct.) Restløbetid (år) Likviditetskategori Kategori I Kategori II Kategori III Kategori IV Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente Fast kuponrente Nulkuponrente 0-1 0,5 0,5 1 1 1,5 1,5 2 2 1-3 1,5 1,5 2,5 2,5 3 3 3,5 3,5 3-5 2,5 3 3,5 4 4,5 5 5,5 6 5-7 3 3,5 4,5 5 5,5 6 6,5 7 7-10 4 4,5 5,5 6,5 6,5 8 8 10 > 10 5,5 8,5 7,5 12 9 15 12 18

—	Aktiverne værdiansættes dagligt. De nationale centralbanker beregner dagligt de underliggende aktivers påkrævede værdi under hensyntagen til ændringer i størrelsen af udestående lån, principperne for værdiansættelse ifølge afsnit 6.5 og de krævede haircuts.

—

Hvis de underliggende aktiver efter værdiansættelsen ikke opfylder kravene for den pågældende dag, udføres symmetriske margin calls. For at nedbringe frekvensen af margin calls kan de nationale centralbanker anvende en tærskelværdi, der i så fald skal være 0,5 pct. af den mængde likviditet, der tilføres. Alt efter jurisdiktion kan de nationale centralbanker kræve, at margin calls gennemføres som levering af yderligere aktiver eller som kontantbetalinger. Det indebærer, at modparterne skal levere yderligere aktiver (eller kontanter), hvis de underliggende aktivers kursværdi falder under den nedre tærskelværdi. Tilsvarende returnerer den nationale centralbank overskydende aktiver (eller kontanter) til modparten, hvis de underliggende aktivers kursværdi efter en genberegning ligger over den øvre tærskelværdi (se boks 8). Tabel 8 Haircuts i forbindelse med belånbare omsættelige gældsinstrumenter med invers variabel rente (I pct.) Restløbetid (år) Instrumenter med invers kuponrente 0-1 2 1-3 7 3-5 10 5-7 12 7-10 17 > 10 25

—	I systemer med pooling kan modparterne ombytte underliggende aktiver dagligt.

—	I systemer med øremærkning kan de nationale centralbanker tillade ombytning af underliggende aktiver.

—	ECB kan til enhver tid beslutte at fjerne individuelle gældsinstrumenter fra listen over belånbare omsættelige aktiver (90).

BOKS 8Beregning af margin callsDen samlede mængde belånbare aktiver J (for j = 1 til J; værdien Cj,t på tidspunktet t), som en modpart skal stille til rådighed for en række likviditetstilførende operationer I (for i = 1 til I; mængden Li,t på tidspunktet t), beregnes ved følgende formel: (1)hvor:hj er det anvendte haircut i forbindelse med det belånbare aktiv j.Hvis τ er tiden mellem genberegningerne, er margin callgrundlaget på tidspunktet t + τ lig med: (2)Alt efter de operationelle karakteristika ved de nationale centralbankers sikkerhedsstyringssystemer kan de nationale centralbanker også tage hensyn til påløbne renter på den likviditet, som tilføres i udestående operationer, i beregningen af margin callgrundlaget.Margin calls gennemføres kun, hvis margin callgrundlaget er større end en given tærskelværdi.Lad k = 0,5 % angive tærskelprocenten. I et system med øremærkning (I=1) gennemføres et margin call, når: (modparten betaler margin call til den nationale centralbank),eller (den nationale centralbank betaler margin call til modparten).I et system med pooling skal modparten lægge flere aktiver i puljen, hvis:Omvendt kan det intradag kreditbeløb (IDC), som modparten har adgang til i et system med pooling, udtrykkes således: (hvis det er positivt)Margin calls sikrer både i forbindelse med øremærkning og pooling genoprettelse af det forhold, der udtrykkes under (1) ovenfor.

6.4.3.   Risikostyring i forbindelse med ikke-omsættelige aktiver

Gældsfordringer

Rammerne for risikostyring i forbindelse med belånbare gældsfordringer omfatter følgende:

—	De enkelte gældsfordringer er underlagt særlige haircuts. Der anvendes forskellige haircuts alt efter restløbetid, rentetype (fast eller variabel rente) og værdiansættelsesmetode anvendt af den nationale centralbank (se afsnit 6.5), som beskrevet i tabel 9.

—

Det haircut, der anvendes i forbindelse med gældsfordringer med variabel rente, er 7 pct., uanset hvilken værdiansættelsesmetode den nationale centralbank anvender. En rente anses for variabel, hvis den er knyttet til en referencerente, og rentetilpasningsperioden for renten er højst 1 år. Renter, hvis rentetilpasningsperiode er over 1 år, anses for faste, og den relevante løbetid i forbindelse med haircuts er gældsfordringens restløbetid.

—

De risikostyringsinstrumenter, der anvendes i forbindelse med en gældsfordring med flere typer rentebetaling, afhænger alene af rentebetalingerne i gældsfordringens restløbetid. Hvis der er flere typer rentebetaling i gældsfordringens restløbetid, behandles de reste-rende rentebetalinger som faste rentebetalinger, hvor den relevante løbetid for haircuttet er gældsfordringens restløbetid.

—	De nationale centralbanker anvender samme tærskelprocent (hvis en sådan anvendes) i margin calls for omsættelige og ikke-omsæt-telige aktiver.

Ikke-omsættelige detailgælds-instrumenter med pant i fast ejendom

Ikke-omsættelige detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom er underlagt et haircut på 20 pct.

Tabel 9

Haircuts i forbindelse med gældsfordringer med faste rentebetalinger

(I pct.)
Restløbetid (år)	Fast rentebetaling og værdiansættelse baseret på en teoretisk kurs, der fastsættes af NCBen	Fast rente og værdiansættelse ifølge det udestående beløb fastsat af NCBen
0-1	7	9
1-3	9	15
3-5	11	20
5-7	12	24
7-10	13	29
>10	17	41

6.5.   Værdiansættelsesprincipper i forbindelse med underliggende aktiver

Ved værdiansættelse af de underliggende aktiver i tilbageførselsforretninger anvender eurosystemet følgende principper:

Omsættelige aktiver

—	For hvert belånbart omsætteligt aktiv definerer eurosystemet den mest repræsentative kursinformation, der skal anvendes til beregning af kursværdien.

—

Værdien af et omsætteligt aktiv beregnes på grundlag af den mest repræsentative kurs på den sidste bankdag inden værdiansættelsesdagen. Hvis flere kurser noteres, anvendes den laveste (normalt budkursen). I mangel af en repræsentativ kurs for et bestemt aktiv på den sidste bankdag inden værdiansættelsesdagen, anvendes den seneste handelskurs. Hvis den fremkomne referencekurs er over fem dage gammel eller ikke har bevæget sig i mindst fem dage, definerer eurosystemet en teoretisk kurs.

—	Et gældsinstruments kursværdi eller teoretiske værdi beregnes inkl. vedhængende renter.

—

På grund af forskelle i de nationale retssystemer og den operationelle praksis kan behandlingen af betalingsstrømmene i forbindelse med aktiver (fx rentebetalinger), der modtages i en tilbageførselsforretnings løbetid, variere mellem de nationale centralbanker. Hvis betalingsstrømmen overføres til modparten, sikrer de nationale centralbanker, at de relevante operationer stadig er helt dækket af tilstrækkelige underliggende aktiver, indtil overførslen finder sted. De nationale centralbanker tilstræber, at den økonomiske effekt af behandlingen af betalingsstrømme svarer til, at betalingen overføres til modparten på beta-lingsdagen (91).

Ikke-omsættelige aktiver

Ikke-omsættelige aktiver tildeles en værdi sva-rende til enten den teoretiske kurs eller det udestående beløb.

Hvis den nationale centralbank vælger at værdiansætte til det udestående beløb, vil det ikkeomsættelige aktiv muligvis blive underlagt højere haircuts (se afsnit 6.4.3).

6.6.   Grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver

Eurosystemets modparter kan anvende belånbare aktiver på tværs af grænserne, dvs. de kan opnå likviditet fra den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor de er etableret, ved hjælp af aktiver, som befinder sig i en anden medlemsstat. Underliggende aktiver skal kunne benyttes på tværs af grænserne i hele euroområdet til afvikling af alle typer operationer, hvor eurosystemet tilfører likviditet mod sikkerhedsstillelse i belånbare aktiver.

De nationale centralbanker (og ECB) har udviklet en mekanisme, der sikrer, at alle belånbare aktiver, som er udstedt/deponeret i euroområdet, kan anvendes på tværs af grænserne. Det drejer sig om korrespondentcentralbankmodellen (CCBM), hvor de nationale centralbanker over for hinanden (og ECB) fungerer som depotinstitutioner (»korrespondentbanker«) med hensyn til de aktiver, de modtager i deres lokale registreringsinstitution eller afviklingssystem. Særlige løsninger kan anvendes i forbindelse med ikke-omsætte-lige aktiver, dvs. gældsfordringer og detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom, der ikke kan overføres gennem et værdipapirafviklingssystem (92). CCBM kan bruges til sikkerhedsstillelse i forbindelse med alle former for kreditoperationer i eurosystemet. Foruden CCBM kan kvalificerede links mellem værdipapirafviklingssystemer benyttes til grænseoverskridende overførsel af omsættelige aktiver (93).

6.6.1.   Korrespondentcentralbankmodellen

Korrespondentcentralbankmodellen er illustreret i figur 3 på forrige side.

FIGUR 3   Korrespondentcentralbankmodellen

Alle nationale centralbanker har depotkonti hos hinanden med henblik på grænseoverskridende anvendelse af belånbare aktiver. CCBMs nøjagtige procedure afhænger af, om de belånbare aktiver er øremærket til bestemte transaktioner, eller om de indgår i en pulje af underliggende aktiver (94).

—

I et system med øremærkning er proceduren følgende: Så snart en modparts bud på kredit er accepteret af den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor modparten er etableret (dvs. »hjemmecentralbanken«), instruerer modparten (evt. via sin egen depotinstitution) værdipapirafviklingssystemet i det land, hvor værdipapirerne er opbevaret, om at overføre disse til hjemmecentralbankens konto hos centralbanken i det pågældende land. Når hjemmecentralbanken af korrespondentcentralbanken er blevet underrettet om, at sikkerheden er modtaget, overføres midlerne til modparten. Centralbankerne sender ikke midler, før de er sikre på, at modparternes omsættelige aktiver er modtaget af korrespondentcentralbanken. Hvis afviklingsfristerne kræver det, kan modparterne forhåndsdeponere aktiver på hjemmecentralbankens konto hos korrespondentcentralbankerne ved hjælp af CCBM-procedurerne.

—

I et system med pooling er proceduren følgende: Modparten kan til enhver tid levere omsættelige aktiver til hjemmecentralbankens konto hos korrespondentcentralbanken. Når hjemmecentralbanken af korrespondentcentralbanken er blevet underrettet om, at de omsættelige aktiver er indgået, indsættes disse omsættelige aktiver på modpartens puljekonto.

Der er udarbejdet særlige procedurer for grænseoverskridende anvendelse af ikke-omsættelige aktiver, dvs. gældsfordringer og detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom (94). Hvis der anvendes gældsfordringer som sikkerhed i en grænseoverskridende sammenhæng (95), anvendes en CCBM-variant, der er baseret på overdragelse af ejendomsret til, overdragelse til, pantsætning til fordel for hjemmecentralbanken eller pant til fordel for korrespondentcentralbanken som befuldmægtiget for hjemmecentralbanken. Endnu en ad hoc-variant baseret på pant til fordel for korrespondentcentralbanken som befuldmægtiget for hjemmecentralbanken er gennemført for at muliggøre grænseoverskridende anvendelse af detailgældsinstrumenter med pant i fast ejendom.

CCBM er åben for modparter (både med hensyn til omsættelige og ikke-omsættelige aktiver) fra kl. 9.00 til kl. 16.00 ECB-tid (CET) på alle eurosystemets bankdage. En modpart, der ønsker at benytte CCBM, skal underrette den nationale centralbank, hvorfra den ønsker at modtage kredit – dvs. modpartens hjemmecentralbank – herom inden kl. 16.00 ECB-tid (CET). Endvidere skal modparten sikre, at sikkerheden for de pengepolitiske operationer indsættes på korrespondentcentralbankens konto senest kl. 16.45 ECBtid (CET). Instrukser eller deponering efter disse tidsfristers udløb behandles først med henblik på kredit den følgende bankdag. Når modparterne forventer at have behov for at anvende CCBM sent på dagen, bør de så vidt muligt levere (deponere) aktiverne på forhånd. Under særlige omstændigheder, eller hvis det er påkrævet af pengepolitiske årsager, kan ECB beslutte at forlænge CCBMs åbningstid til Targets lukketid.

FIGUR 4   Links mellem værdipapirafviklingssystemer

6.6.2.   Links mellem værdipapir-afviklingssystemer

Foruden gennem CCBM kan grænseoverskridende overførsel af omsættelige aktiver også ske gennem godkendte links mellem EUs værdipapirafviklingssystemer.

Et direkte eller relayed link mellem to værdipapirafviklingssystemer giver en deltager i det ene værdipapirafviklingssystem mulighed for at være i besiddelse af værdipapirer udstedt i et andet værdipapirafviklingssystem uden at være deltager i dette værdipapirafviklingssystem (96). Før disse links kan benyttes til overførsel af sikkerhed i forbindelse med eurosystemets kreditoperationer, skal de vurderes og godkendes på grundlag af standarderne for anvendelse af EUs værdipapirafviklingssystemer (97)  (98).

Hvad angår eurosystemet, varetager CCBM og linkene mellem EUs værdipapirafviklingssystemer samme funktion, idet begge giver modparterne mulighed for at anvende sikkerhed på tværs af grænserne. Begge systemer sætter med andre ord modparterne i stand til at stille sikkerhed i form af aktiver for at opnå kredit fra deres hjemmecentralbank, også selv om disse aktiver er udstedt i et værdipapirafviklingssystem i et andet land. CCBM og linkene mellem værdipapirafviklingssystemer varetager denne funktion på forskellig måde. I CCBM er der tale om grænseoverskridende forbindelser mellem de nationale centralbanker, der fungerer som depotinstitutioner for hinanden. Anvendes links, er der tale om grænseoverskridende forbindelser mellem værdipapirafviklingssystemerne, som åbner samlekonti hos hinanden. Aktiver, der er deponeret hos en korrespondentcentralbank, kan kun anvendes som sikkerhed i eurosystemets kreditoperationer. Aktiver, som modparterne har gennem et link, kan anvendes til eurosystemets kreditoperationer og til et hvilket som helst andet formål, som modparten måtte ønske. Gennem links mellem værdipapirafviklingssystemer ejer modparterne aktiverne på deres konto i deres hjemlands værdipapirafviklingssystem, så der ikke er brug for en depotinstitution.

KAPITEL 7

RESERVEKRAV (99)

7.1.   Generelle betragtninger

ECB pålægger kreditinstitutterne at holde mindstereserver på konti hos de nationale centralbanker inden for rammerne af eurosystemets reservekravssystem. Den retlige ramme for dette system er fastsat i artikel 19 i statutten for ESCB, Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks (100) anvendelse af mindstereserver og Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 1745/2003 om anvendelse af mindstereserver (ECB/2003/9) (101). Med forordning ECB/2003/9 sikres det, at betingelserne for eurosystemets reservekravssystem er ensartede i hele euroområdet.

Størrelsen af det enkelte instituts mindstereserver fastsættes i forhold til dets reservekravsgrundlag. Eurosystemets reservekravssystem giver modparterne mulighed for at benytte sig af en gennemsnitsfacilitet. Det indebærer, at opfyldelsen af reservekravene vurderes på grundlag af de gennemsnitlige indeståender ultimo dagen på modparternes reservekravskonti målt over en reservekravsperiode. Institutternes reservekravsindeståender forrentes med renten på eurosystemets primære markedsoperationer.

Eurosystemets reservekravssystem har følgende pengepolitiske hovedfunktioner:

—	Stabilisering af pengemarkedsrenterne: Gennemsnitsfaciliteten i eurosystemets reservekravssystem skal tjene til at stabilisere pengemarkedsrenterne ved at give institutterne et incitament til at udjævne virkningerne af midlertidige likviditetsudsving.

—	Skabelse eller forøgelse af et strukturelt likviditetsunderskud: Eurosystemets reservekravssystem bidrager til at skabe eller forøge et strukturelt likviditetsunderskud. Det kan sætte eurosystemet i stand til at operere mere smidigt som udbyder af likviditet.

I forbindelse med anvendelse af mindstereserver skal ECB handle i overensstemmelse med målsætningerne for eurosystemet som beskrevet i artikel 105, stk. 1, i traktaten og artikel 2 i statutten for ESCB, herunder bl.a. princippet om ikke at give anledning til nævneværdig uønsket flytning af indskud til institutter inden for eller uden for euroområdet, som ikke er underlagt reservekrav.

7.2.   Institutter, der er underlagt reservekrav

I henhold til artikel 19.1 i statutten for ESCB pålægger ECB kreditinstitutter, der er beliggende i medlemsstater, at holde mindstereserver. Det indebærer, at filialer i euroområdet af institutter, der ikke har hjemsted i euroområdet, også er underlagt eurosystemets reservekrav. Omvendt er filialer uden for euroområdet af kreditinstitutter etableret i euroområdet ikke underlagt dette krav.

Institutter fritages automatisk fra reservekravene fra starten af den reservekravsperiode, hvori deres tilladelse inddrages eller opgives, eller hvori en juridisk myndighed eller en anden kompetent myndighed i en deltagende medlemsstat træffer afgørelse om at indlede en afviklingsprocedure vedrørende instituttet. I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 og forordning ECB/2003/9 kan ECB også på et ikke-dis-kriminerende grundlag fritage institutter fra deres forpligtelser i medfør af eurosystemets reservekravssystem, hvis formålet med systemet ikke opfyldes ved at pålægge dem disse forpligtelser. Når ECB træffer beslutning om en sådan fritagelse, sker det under hensyntagen til et eller flere af følgende kriterier:

—	Instituttet varetager særlige funktioner.

—	Instituttet driver ikke aktiv bankvirksomhed i konkurrence med andre kreditinstitutter.

—	Instituttets indskud er udelukkende beregnet til regional og/eller international udviklingsstøtte.

ECB offentliggør en liste over institutter, der er underlagt eurosystemets reservekrav. ECB offentliggør ligeledes en liste over institutter, som er fritaget for dette krav af andre årsager, end at instituttet er under reorganisering (102). Institutterne kan ved hjælp af disse lister fastslå, om deres gældsforpligtelser er over for andre institutter, som selv er underlagt reservekrav. Listerne, som gøres offentligt tilgængelige efter arbejdstids ophør på eurosystemets sidste bankdag i hver kalendermåned, anvendes ved opgørelsen af reservekravsgrundlaget for den reservekravsperiode, der starter to kalendermåneder senere. Den liste, der offentliggøres i slutningen af februar, gælder fx for opgørelse af reservekravsgrundlaget i den reservekravsperiode, der starter i april.

7.3.   Beregning af mindstereserver

Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienter

Reservegrundlaget for det enkelte kreditinstitut fastsættes på grundlag af en række passivposter på dets balance. Balancedata rapporteres til de nationale centralbanker inden for de overordnede rammer af ECBs penge- og bankstatistik (se afsnit 7.5) (103). For institutter, der er fuldt rapporteringspligtige, anvendes balancedata for slutningen af en given kalendermåned til opgørelse af reservekravsgrundlaget for den reservekravsperiode, der starter to kalendermåneder senere. Det reservekravsgrundlag, der opgøres ud fra balancen ultimo februar, anvendes fx til opgørelse af de reservekrav, som modparterne skal opfylde i den reservekravsperiode, der starter i april.

Rapporteringsgrundlaget for ECBs penge- og bankstatistik giver mulighed for at fritage små institutter for en del af rapporteringsbyrden. Institutter, for hvilke denne bestemmelse gælder, behøver kun at rapportere et begrænset sæt balancedata én gang hvert kvartal (ultimo kvartalsdata) og med en længere rapporteringsfrist end for større institutter. For disse institutter anvendes de rapporterede balancedata for et specifikt kvartal til, med to måneders forskydning, at fastsætte reservekravsgrundlaget for de efterfølgende tre reservekravsperioder. Balancen for ultimo 1. kvartal – marts – benyttes fx til opgørelse af reservekravsgrundlaget i de reservekravsperioder, der starter i juni, juli og august.

Ifølge Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 kan ECB medtage passiver som følge af accept af midler samt passiver, der hidrører fra ikke-balan-ceførte poster, i institutternes reservekravsgrundlag. I eurosystemets reservekravssystem er dog kun passivkategorierne »indlån« og »udstedte gældsinstrumenter« medtaget i reservekravsgrundlaget (se boks 9).

Passiver over for andre institutter, der er opført på listen over institutter, som er underlagt eurosystemets reservekrav, og passiver over for ECB og de nationale centralbanker medtages ikke i reservekravsgrundlaget. I den forbindelse skal udstederne af passivkategorien »udstedte gældsinstrumenter« kunne dokumentere den faktiske størrelse af passiver holdt af andre institutter, der er underlagt eurosystemets reservekrav, for at de kan udelades af reservekravsgrundlaget. Hvis der ikke kan føres en sådan dokumentation, kan der foretages et fradrag i reservekravsgrundlaget på en fastsat procentsats (104) for denne balancepost.

Reservekravskoefficienterne fastsættes af ECB inden for den maksimumsgrænse, der er angivet i Rådets forordning (EF) nr. 2591/98. ECB anvender den samme reservekravskoefficient, der er større end 0 pct., for de fleste poster i reservekravsgrundlaget. Denne reservekravskoefficient er angivet i forordning ECB/2003/9. ECB anvender en reservekravskoefficient på 0 pct. for følgende passivkategorier: »Tidsindskud med en løbetid på over 2 år«, »indlån med opsi?? gelsesvarsel på over 2 år«, »genkøbsforretninger« og »udstedte gældsinstrumenter med løbetid på over 2 år« (se boks 9). ECB kan til enhver tid ændre reservekravskoefficienterne. Ændringer i reservekravskoefficienterne annonceres af ECB forud for den reservekravsperiode, hvor ændringerne træder i kraft.

Beregning af reservekrav

Reservekravet for det enkelte institut beregnes ved at anvende reservekravskoefficienterne for de enkelte passivposter på størrelsen af de respektive passiver.

Hvert enkelt institut indrømmes et fradrag på 100 000 euro, som fratrækkes reservekravet i hver medlemsstat, hvor det er beliggende. Indrømmelsen af dette fradrag berører ikke de juridiske forpligtelser for institutter, der er underlagt eurosystemets reservekravssystem (105).

Reservekravet for hver reservekravsperiode afrundes til nærmeste euro.

BOKS 9Reservekravsgrundlag og reservekravskoefficienterA.   Passiver i reservekravsgrundlaget med en positiv reservekravskoefficientIndskud (106)

—	Dag-til-dag indskud

—	Tidsindskud med løbetid på op til 2 år

—	Indlån med opsigelsesvarsel på op til 2 år

Udstedte gældsinstrumenter

—	Gældsinstrumenter med løbetid på op til 2 år.

B.   Passiver i reservekravsgrundlaget med en reservekravskoefficient på 0 pctIndskud (106)

—	Tidsindskud med løbetid på over 2 år

—	Indlån med opsigelsesvarsel på over 2 år

—	Genkøbsforretninger

Udstedte gældsinstrumenter

—	Gældsinstrumenter med løbetid på over 2 år

C.   Passiver, der ikke medtages i reservekravsgrundlaget

—	Passiver over for andre institutter, der er underlagt eurosystemets reservekravssystem

—	Passiver over for ECB og de nationale centralbanker

7.4.   Reservekravsindeståender

Reservekravsperioden

ECB offentliggør en kalender over reservekravsperioderne mindst tre måneder inden årets begyndelse (107). Reservekravsperioden starter på afviklingsdagen for den første primære markedsoperation efter det møde i Styrelsesrådet, hvor den månedlige vurdering af pengepolitikken fin-der sted. Under særlige omstændigheder kan den offentliggjorte kalender ændres, fx hvis der ændres i kalenderen over Styrelsesrådets møder.

Indeståender på reservekravskonti

Et institut skal holde sine mindstereserver på en eller flere reservekravskonti hos den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er etableret. Hvis et institut har mere end en enhed i en medlemsstat, er instituttets hovedkontor ansvarligt for overholdelse af det samlede reservekrav for alle instituttets indenlandske enhe-der (108). Hvis et institut har enheder i mere end en medlemsstat, skal det holde mindstereserver på konti hos den nationale centralbank i hver medlemsstat, hvor det har en enhed, i forhold til sit reservekravsgrundlag i den pågældende medlemsstat.

Institutternes afviklingskonti hos de nationale centralbanker kan anvendes som reservekravskonti. Reservekravsindeståender på afviklingskonti kan anvendes til intradag afvikling. Et instituts daglige reservekravsindestående beregnes som saldoen ultimo dagen på dets reservekravskonto.

Et institut kan ansøge den nationale centralbank i den medlemsstat, hvor instituttet er beliggende, om tilladelse til at holde alle sine mindstereserver indirekte gennem tredjemand. Muligheden for at holde mindstereserver gennem en tredjemand er som regel begrænset til tilfælde, hvor tredjemanden sædvanligvis varetager administrationsopgaver (fx likviditetsstyring) for det pågældende institut (fx kan et net af sparekasser og andelsbanker samle deres reservekravsindeståender). Opfyldelse af reservekravsforpligtelser gennem tredjemand er underlagt bestemmelserne i forordning ECB/2003/9.

Forrentning af reservekravsindeståender

De obligatoriske reservekravsindeståender for-rentes med den gennemsnitlige rentesats på ECBs primære markedsoperationer i reservekravsperioden (vægtet efter antallet af kalenderdage) beregnet efter formlen i boks 10. Reservekravsindeståender ud over de obligatoriske reserver forrentes ikke. Rentebetalingen forfalder på den anden NCB-bankdag efter udløbet af den reservekravsperiode, hvor renten er optjent.

BOKS 10Beregning af renten for indeståender på reservekravskontiIndeståender på reservekravskonti forrentes efter følgende formel: hvor:

Rt	=	renten for indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t.
Ht	=	gennemsnitlige daglige indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t.
nt	=	antallet af kalenderdage i reservekravsperioden t.
rt	=	rentesats for indeståender på reservekravskonti i reservekravsperioden t. Der anvendes en standardafrunding til to decimaler.
i	=	kalenderdag i i reservekravsperioden t.
MRi	=	den marginale rente for den seneste primære markedsoperation afviklet på eller før kalenderdagen i.

7.5.   Rapportering, anerkendelse og verifikation af reservegrundlaget

Balanceposterne, der indgår i reservekravsgrundlaget, opgøres af institutterne selv og rapporteres til de nationale centralbanker inden for rammerne af ECBs penge- og bankstatistik (se bilag 4). I artikel 5 i forordning ECB/2003/9 fastlægges procedurerne for meddelelse og anerkendelse af instituttets reservekravsgrundlag og reservekrav.

Proceduren for meddelelse og anerkendelse af et instituts mindstereserver er som følger: Den pågældende nationale centralbank eller instituttet tager initiativ til at beregne instituttets mindstereserver for den pågældende reservekravsperiode. Den part, der foretager beregningen, meddeler den anden part de beregnede mindstereserver mindst tre NCB-bankdage inden reservekravsperiodens start. Den pågældende nationale centralbank kan fastsætte en tidligere dag som frist for meddelelse af mindstereserver. Den kan desuden fastsætte yderligere tidsfrister for instituttets meddelelse af eventuelle revisioner af reservekravsgrundlaget samt eventuelle revisioner af de meddelte mindstereserver. Den part, som meddeles de beregnede mindstereserver, anerkender disse senest på NCB-bankdagen forud for reservekravsperiodens start. Hvis den part, som modtager meddelelsen, ikke har svaret på denne senest på NCB-bankdagen forud for reservekravsperiodens start, anses den for at have anerkendt instituttets mindstereservebeløb for den pågældende reservekravsperiode. Når instituttets mindstereserver for den pågældende reservekravsperiode er blevet anerkendt, kan de ikke revideres.

For institutter, der har tilladelse til at holde indirekte reservekravsindeståender på vegne af andre (fungere som tredjepart), er der fastlagt særlige rapporteringskrav i forordning ECB/2003/9. Institutter, der holder mindstereserver gennem tredjepart, er ikke fritaget for deres forpligtelser til selv at indberette statistiske oplysninger.

ECB og de nationale centralbanker er berettiget til at verificere nøjagtigheden og kvaliteten af de indsamlede data inden for rammerne af Rådets forordning (EF) nr. 2531/98.

7.6.   Manglende opfyldelse af reservekrav

Manglende opfyldelse af reservekravene foreligger, hvis et instituts gennemsnitlige indestående ultimo dagen på dets reservekravskonti målt over hele reservekravsperioden er mindre end reservekravet for den pågældende reservekravsperiode.

Hvis et institut helt eller delvis ikke opfylder reservekravet, kan ECB i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 pålægge en af følgende sanktioner:

—	Betaling af op til 5 procentpoint over renten på den marginale udlånsfacilitet i forhold til det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut undlod at stille, eller

—	betaling af op til 2 gange renten på den marginale udlånsfacilitet i forhold til det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut undlod at stille, eller

—

krav om, at det pågældende institut skal indsætte et ikke-rentebærende indskud hos ECB eller de nationale centralbanker på op til tre gange det beløb af mindstereserverne, som det pågældende institut har undladt at levere. Indskuddets løbetid må ikke overstige den periode, hvori instituttet undlod at holde mindstereserverne.

Hvis et institut undlader at opfylde andre forpligtelser i henhold til ECBs forordninger og afgørelser vedrørende eurosystemets reservekravssystem (hvis relevante data fx ikke fremsendes rettidigt eller ikke er nøjagtige), har ECB beføjelser til at pålægge sanktioner i overensstemmelse med Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Central-banks beføjelser til at pålægge sanktioner og Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2157/99 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (ECB/1999/4) (109). ECBs direktion kan fastsætte og offentliggøre kriterier for pålæggelse af sanktioner ifølge artikel 7, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 2531/98 (110). Desuden kan eurosystemet ved alvorlige overtrædelser af reservekravene suspendere modparter fra at deltage i markedsoperationer.

Desuden kan eurosystemet ved alvorlige overtrædelser af reservekravene midlertidigt suspendere modparter fra at deltage i markedsoperationer.

BILAG 1

EKSEMPLER PÅ PENGEPOLITISKE OPERATIONER OG PROCEDURER

OVERSIGT OVER EKSEMPLER

Eksempel 1

Likviditetstilførende tilbageførselsforretning udført som auktion til fast rente

Eksempel 2

Likviditetstilførende tilbageførselsforretning udført som auktion til variabel rente

Eksempel 3

Udstedelse af ECB-gældsbeviser udført som auktion til variabel rente

Eksempel 4

Likviditetsopsugende valutaswap udført som auktion til variable swappoint

Eksempel 5

Likviditetstilførende valutaswap udført som auktion til variable swappoint

Eksempel 6

Risikostyringsinstrumenter

EKSEMPEL 1Likviditetstilførende tilbageførselsforretning udført som auktion til fast renteECB beslutter at tilføre markedet likviditet ved hjælp af en tilbageførselsforretning, der udføres som auktion til fast rente.Tre modparter afgiver følgende bud:

Modpart	Bud (mio. euro)
Bank 1	30
Bank 2	40
Bank 3	70
I alt	140

ECB beslutter at tildele i alt 105 mio. euro.Tildelingsprocenten er:Tildelingen til modparterne er:

Modpart	Bud (mio. euro)	Tildeling (mio. euro)
Bank 1	30	22,5
Bank 2	40	30,0
Bank 3	70	52,5
I alt	140	105,0

EKSEMPEL 2Likviditetstilførende tilbageførselsforretning udført som auktion til variabel renteECB beslutter at tilføre markedet likviditet ved hjælp af en tilbageførselsforretning, der udføres som auktion til variabel rente.Tre modparter afgiver følgende bud:

Rente (pct.)	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	Bud i alt	Akkumulerede bud
3,15				0	0
3,10		5	5	10	10
3,09		5	5	10	20
3,08		5	5	10	30
3,07	5	5	10	20	50
3,06	5	10	15	30	80
3,05	10	10	15	35	115
3,04	5	5	5	15	130
3,03	5		10	15	145
I alt	30	45	70	145

ECB beslutter at tildele 94 mio. euro, hvilket indebærer en marginal rente på 3,05 pct.Alle bud over 3,05 pct. (på et akkumuleret beløb på 80 mio. euro) accepteres fuldt ud. Ved 3,05 pct. er pro rata-tildelingen:Tildelingen til bank 1 ved den marginale rente er fx:0,4 × 10 = 4Den samlede tildeling til bank 1 er:5 + 5 + 4 = 14Tildelingsresultatet kan sammenfattes som følger:

Modparter	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt
Bud i alt	30,0	45,0	70,0	145
Tildeling i alt	14,0	34,0	46,0	94

Hvis tildeling sker gennem auktion med en enkelt rentesats (hollandsk auktion), anvendes en rente på 3,05 pct. på de beløb, som tildeles modparterne.Hvis tildeling sker gennem auktion med flere rentesatser (amerikansk auktion), anvendes ikke samme rente på alle beløb, som tildeles modparterne. Eksempel: Bank 1 modtager 5 mio. euro til 3,07 pct., 5 mio. euro til 3,06 pct. og 4 mio. euro til 3,05 pct.

EKSEMPEL 3Udstedelse af ECB-gældsbeviser udført som auktion til variabel renteECB beslutter at opsuge likviditet fra markedet ved at udstede gældsbeviser gennem auktion til variabel rente.Tre modparter afgiver følgende bud:

Rente (pct.)	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt	Akkumulerede bud
3,00				0	0
3,01	5		5	10	10
3,02	5	5	5	15	25
3,03	5	5	5	15	40
3,04	10	5	10	25	65
3,05	20	40	10	70	135
3,06	5	10	10	25	160
3,08	5		10	15	175
3,10		5		5	180
I alt	55	70	55	180

ECB beslutter at tildele et nominelt beløb på 124,5 mio. euro, hvilket indebærer en marginal rente på 3,05 pct.Alle bud lavere end 3,05 pct. (på et akkumuleret beløb på 65 mio. euro) accepteres fuldt ud. Ved 3,05 pct. er pro rata-tildelingen:Tildelingen til bank 1 ved den marginale rente er fx:0,85 × 20 = 17Den samlede tildeling til bank 1 er:5 + 5 + 5 + 10 + 17 = 42Tildelingsresultatet kan sammenfattes som følger:

Modparter	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt
Bud i alt	55,0	70,0	55,0	180,0
Tildeling i alt	42,0	49,0	33,5	124,5

EKSEMPEL 4Likviditetsopsugende valutaswap udført som auktion til variable swappointECB beslutter at opsuge likviditet fra markedet ved at indgå en valutaswap på EUR/USD-kursen, der udføres som auktion til variable swappoint. (Bemærk: Euroen handles i dette eksempel med terminstillæg).Tre modparter afgiver følgende bud:

Swappoint (× 10 000)	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt	Akkumulerede bud
6,84				0	0
6,80	5		5	10	10
6,76	5	5	5	15	25
6,71	5	5	5	15	40
6,67	10	10	5	25	65
6,63	25	35	40	100	165
6,58	10	20	10	40	205
6,54	5	10	10	25	230
6,49		5		5	235
I alt	65	90	80	235

ECB beslutter at tildele 158 mio. euro, hvilket indebærer et marginalt antal swappoint på 6,63. Alle bud over 6,63 (på et akkumuleret beløb på 65 mio. euro) accepteres fuldt ud. Ved 6,63 er pro rata-tildelingen:Tildelingen til bank 1 ved det marginale antal swappoint er fx:0,93 × 25 = 23,25Den samlede tildeling til bank 1 er:5 + 5 + 5 + 10 + 23,25 = 48,25Tildelingsresultatet kan sammenfattes som følger:

Modparter	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt
Bud i alt	65,0	90,0	80,0	235,0
Tildeling i alt	48,25	52,55	57,20	158,0

ECB fastsætter EUR/USDspotkursen for operationen til 1,1300.Hvis tildeling sker gennem auktion med et enkelt swappoint (hollandsk auktion), køber eurosystemet på operationens startdag 158 000 000 euro og sælger 178 540 000 dollar. På operationens udløbsdag sælger eurosystemet 158 000 000 euro og køber 178 644 754 dollar (terminskursen er 1,130663 = 1,1300 + 0,000663).Hvis tildeling sker gennem auktion med flere swappoint (amerikansk auktion), veksler eurosystemet euro og dollarbeløb som vist i nedenstående tabel:

Spotforretning			Terminsforretning
Valutakurs	Køb af euro	Salg af dollar	Valutakurs	Salg af euro	Køb af dollar
1,1300			1,130684
1,1300	10 000 000	11 300 000	1,130680	10 000 000	11 306 800
1,1300	15 000 000	16 950 000	1,130676	15 000 000	16 960 140
1,1300	15 000 000	16 950 000	1,130671	15 000 000	16 960 065
1,1300	25 000 000	28 250 000	1,130667	25 000 000	28 266 675
1,1300	93 000 000	105 090 000	1,130663	93 000 000	105 151 659
1,1300			1,130658
1,1300			1,130654
1,1300			1,130649
I alt	158 000 000	178 540 000		158 000 000	178 645 339

EKSEMPEL 5Likviditetstilførende valutaswap udført som auktion til variable swappointECB beslutter at tilføre markedet likviditet ved at indgå en valutaswap på EUR/USD-kursen, der udføres som auktion til variable swappoint. (Bemærk: Euroen handles i dette eksempel med ter-minstillæg).Tre modparter afgiver følgende bud:

Swappoint (× 10 000)	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt	Akkumulerede bud
6,23
6,27	5		5	10	10
6,32	5		5	10	20
6,36	10	5	5	20	40
6,41	10	10	20	40	80
6,45	20	40	20	80	160
6,49	5	20	10	35	195
6,54	5	5	10	20	215
6,58		5		5	220
I alt	60	85	75	220

ECB beslutter at tildele 197 mio. euro, hvilket indebærer et marginalt antal swappoint på 6,54. Alle bud lavere end 6,54 (på et akkumuleret beløb på 195 mio. euro) accepteres fuldt ud. Ved 6,54 er pro rata-tildelingen:Tildelingen til bank 1 ved det marginale antal swappoint er fx:0,10 × 5 = 0,5Den samlede tildeling til bank 1 er:5 + 5 + 10 + 10 + 20 + 5 + 0,5 = 55,5Tildelingsresultatet kan sammenfattes som følger:

Modparter	Beløb (mio. euro)
	Bank 1	Bank 2	Bank 3	I alt
Bud i alt	60,0	85,0	75,0	220
Tildeling i alt	55,5	75,5	66,0	197

ECB fastsætter EUR/USDspotkursen for operationen til 1,1300.Hvis tildeling sker gennem auktion med et enkelt swappoint (hollandsk auktion), sælger eurosystemet på operationens startdag 197 000 000 euro og køber 222 610 000 dollar. På operationens udløbsdag køber eurosystemet 197 000 000 euro og sælger 222 738 838 dollar (terminskursen er 1,130654 = 1,1300 + 0,000654).Hvis tildeling sker gennem auktion med flere swappoint (amerikansk auktion), veksler eurosystemet euro og dollarbeløb som vist i nedenstående tabel:

Spotforretning			Terminsforretning
Valutakurs	Salg af euro	Køb af dollar	Valutakurs	Køb af euro	Salg af dollar
1,1300			1,130623
1,1300	10 000 000	11 300 000	1,130627	10 000 000	11 306 270
1,1300	10 000 000	11 300 000	1,130632	10 000 000	11 306 320
1,1300	20 000 000	22 600 000	1,130636	20 000 000	22 612 720
1,1300	40 000 000	45 200 000	1,130641	40 000 000	45 225 640
1,1300	80 000 000	90 400 000	1,130645	80 000 000	90 451 600
1,1300	35 000 000	39 550 000	1,130649	35 000 000	39 572 715
1,1300	2 000 000	2 260 000	1,130654	2 000 000	2 261 308
1,1300			1,130658
I alt	197 000 000	222 610 000		197 000 000	222 736 573

EKSEMPEL 6RisikostyringsinstrumenterDette eksempel illustrerer den risikostyring, der anvendes i forbindelse med de underliggende aktiver i eurosystemets likviditetstilførende operationer (111). Eksemplet forudsætter, at en modpart deltager i følgende pengepolitiske operationer:

—	En primær markedsoperation, der starter den 28. juli 2004 og slutter den 4. august 2004, hvor modparten tildeles 50 mio. euro til en rente på 4,24 pct.

—	En langfristet markedsoperation, der starter den 29. juli 2004 og slutter den 21. oktober 2004, hvor modparten tildeles 45 mio. euro til en rente på 4,56 pct.

—	En primær markedsoperation, der starter den 4. august 2004 og slutter den 11. august 2004, hvor modparten tildeles 35 mio. euro til en rente på 4,26 pct.

De omsættelige aktiver, som modparten benytter som underliggende aktiver i disse operationer, har de i tabel 1 anførte karakteristika.Tabel 1: Underliggende omsættelige aktiver i transaktionerne

Karakteristika
Betegnelse	Aktivklasse	Indfrielsesdato	Rentedefinition	Rentetermin	Restløbetid	Haircut
Aktiv A	Gældsinstrument af asset-backed typen	29/08/2006	Fast rente	Hver 6. måned	2 år	3,50 pct.
Aktiv B	Statsobligation	19/11/2008	Variabel rente	Hver 12. måned	4 år	0,50 pct.
Aktiv C	Erhvervsobligation	12/05/2015	Nulkuponrente		> 10 år	15,00 pct.

Kurser i pct. (inkl. vedhængende renter) (112))
28/07/2004	29/07/2004	30/07/2004	02/08/2004	03/08/2004	04/08/2004	05/08/2004
102,63	101,98	100,55	101,03	100,76	101,02	101,24
	98,35	97,95	98,15	98,56	98,73	98,57
					55,01	54,87

System med øremærkningHer forudsættes det, at transaktionerne udføres gennem en national centralbank, der anvender et system, hvor de underliggende aktiver til sikkerhedsstillelse er øremærket til de enkelte transaktioner. Aktiverne værdiansættes dagligt. Risikostyringen i forbindelse med et system med øremærkning kan beskrives som følger (se også tabel 2 nedenfor):

1.

Den 28. juli 2004 indgår modparten en genkøbsforretning med den nationale centralbank, der køber aktiv A for 50,6 mio. euro. Aktiv A er et gældsinstrument af asset-backed typen med fast rente, der forfalder den 29. august 2006. Det har således en restløbetid på 2 år, hvilket indebærer et haircut på 3,5 pct. Markedskursen på aktiv A på referencemarkedet er den dag 102,63 inkl. vedhængende renter. Modparten skal levere aktiv A til en værdi, der efter fradrag af et haircut på 3,5 pct. overstiger det tildelte beløb på 50 mio. euro. Modparten leverer derfor aktiv A til en nominel værdi af 50,6 mio. euro, hvilket den dag har en justeret kursværdi på 50 113 203 euro.

2.

Den 29. juli 2004 indgår modparten en genkøbsforretning med den nationale centralbank, der køber aktiv A for 21 mio. euro (markedskurs 101,98, haircut 3,5 pct.) og aktiv B for 25 mio. euro (markedskurs 98,35). Aktiv B er en statsobligation med variabel rente, hvor der anvendes et haircut på 0,5 pct. Den justerede kursværdi af aktiv A og aktiv B er den dag 45 130 810 euro, hvilket overstiger den krævede værdi på 45 000 000 euro. Den 29. juli 2004 genberegnes værdien af de aktiver, der ligger til grund for den primære markedsoperation, der startede den 28. juli 2004. Med en markedskurs på 101,98 ligger aktiv As kursværdi efter fradrag af haircut stadig inden for den nedre og øvre tærskelværdi. Den oprindeligt stillede sikkerhed dækker således både den oprindeligt tilførte likviditet og de vedhængende renter på 5 889 euro.

3.

Den 30. juli 2004 genberegnes værdien af de underliggende aktiver: Markedskursen på aktiv A er nu 100,55, og markedskursen på aktiv B er 97,95. Vedhængende renter udgør 11 778 euro i den primære markedsoperation, der startede den 28. juli 2004, og 5 700 euro i den langfristede markedsoperation, der startede den 29. juli 2004. Som følge heraf falder den justerede kursværdi af aktiv A i den første transaktion 914 218 euro under transaktionens dækningsværdi (dvs. den tilførte likviditet plus vedhængende renter), men også under den nedre tærskelværdi på 49 761 719 euro. Modparten leverer aktiv A til en nominel værdi af 950 000 euro, hvilket efter fradrag af et haircut på 3,5 pct. i markedsværdien baseret på en kurs på 100,55 bevirker, at der igen er tilstrækkelig sikkerhedsstillelse (113). Der er også behov for et margin call i forbindelse med den anden transaktion, da den justerede kursværdi af de underliggende aktiver i denne transaktion (44 741 520 euro) ligger under den nedre tærskelværdi (44 780 672 euro). Modparten leverer derfor aktiv B til en værdi af 270 000 euro med en justeret kursværdi på 263 143 euro.

4.	Den 2. og 3. august 2004 genberegnes værdien af de underliggende aktiver, uden at det medfører margin calls for de transaktioner, der blev indgået den 28. og 29. juli 2004.

5.

Den 4. august 2004 tilbagebetaler modparten den likviditet, der blev tilført under den primære markedsoperation, som startede den 28. juli 2004, inkl. vedhængende renter på 41 222 euro. Den nationale centralbank tilbageleverer aktiv A til en nominel værdi af 51 550 000 euro. Samme dag indgår modparten en ny genkøbsforretning med den nationale centralbank, der køber aktiv C til en nominel værdi af 75 mio. euro. Da aktiv C er en nulkuponobligation med en restløbetid på over 10 år, hvorved der kræves et haircut på 15 pct., er kursværdien efter fradrag af haircut den dag 35 068 875 euro. Genberegningen af aktiver, der ligger til grund for den langfristede markedsoperation med start den 29. juli 2004 viser, at den justerede kursværdi af de leverede aktiver overstiger den øvre tærskelværdi med ca. 262 000 euro og medfører, at den nationale centralbank tilbageleverer aktiv B til en nominel værdi af 262 000 euro til modparten (114).

System med PoolingHer forudsættes det, at transaktionerne udføres gennem en national centralbank, der anvender et system med pooling. Aktiverne i den aktivpulje, som modparten anvender, er ikke øremærket til bestemte transaktioner.I dette eksempel benyttes samme transaktionssekvens som i ovenstående eksempel på et system med øremærkning. Forskellen er, at den justerede kursværdi af alle aktiverne i puljen på genberegningsdatoerne skal dække den samlede værdi af alle modpartens udestående transaktioner med den nationale centralbank. Margin call på 1 178 398 euro den 30. juli 2004 er i dette eksempel det samme som i eksemplet på et system med øremærkning. Modparten leverer aktiv A til en nominel værdi af 1 300 000 euro, hvilket efter fradrag af et haircut på 3,5 pct. i kursværdien baseret på en kurs på 100,55 betyder, at der igen er tilstrækkelig sikkerhed.Desuden kan modparten den 4. august 2004, når den primære markedsoperation, der blev indledt den 28. juli 2004, slutter, beholde aktiverne i sit sikkerhedsdepot. Et aktiv kan også ombyttes med et andet aktiv som vist i eksemplet, hvor aktiv A til en nominel værdi af 51,9 mio. euro ombyttes med aktiv C til en nominel værdi af 75,5 mio. euro for at dække den tilførte likviditet og de vedhængende renter i alle markedsoperationer.Risikostyringen i forbindelse med et system med pooling er beskrevet i tabel 3 nedenfor.

Tabel 2: System med øremærkning

Dato	Udestående transaktioner	Startdato	Slutdato	Rentesats	Tilført likviditet	Vedhængende renter	Samlet dækningsværdi	Nedre tærskelværdi	Øvre tærskelværdi	Justeret kursværdi	Margin call
28/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	—	50 000 000	49 750 000	50 250 000	50 113 203	—
29/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	5 889	50 005 889	49 755 859	50 255 918	49 795 814	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	—	45 000 000	44 775 000	45 225 000	45 130 810	—
30/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	11 778	50 011 778	49 761 719	50 261 837	49 097 560	– 914 218
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	5 700	45 005 700	44 780 672	45 230 729	44 741 520	– 264 180
02/08/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	29 444	50 029 444	49 779 297	50 279 592	50 258 131	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	22 800	45 022 800	44 797 686	45 247 914	45 152 222	—
03/08/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	35 333	50 035 333	49 785 157	50 285 510	50 123 818	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	28 500	45 028 500	44 803 358	45 253 643	45 200 595	—
04/08/2004	Primær markedsoperation	04/08/2004	11/08/2004	4,26	35 000 000	—	35 000 000	34 825 000	35 175 000	35 068 875	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	34 200	45 034 200	44 809 029	45 259 371	45 296 029	261 829
05/08/2004	Primær markedsoperation	04/08/2004	11/08/2004	4,26	35 000 000	4 142	35 004 142	34 829 121	35 179 162	34 979 625	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	39 900	45 039 900	44 814 701	45 265 100	45 043 420	—

Tabel 3: System med pooling

Dato	Udestående transaktioner	Startdato	Slutdato	Rentesats	Tilført likviditet	Ved-hængende renter	Samlet dækningsværdi	Nedre tærskelværdi (115)	Øvretærskel-værdi (116)	Justeret kursværdi	Margin call
28/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	—	50 000 000	49 750 000	Ikke relevant	50 113 203	—
29/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	5 889	95 005 889	94 530 859	Ikke relevant	94 926 624	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	—
30/07/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	11 778	95 017 478	94 542 390	Ikke relevant	93 839 080	–1 178 398
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	5 700
02/08/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	29 444	95 052 244	94 576 983	Ikke relevant	95 487 902	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	22 800
03/08/2004	Primær markedsoperation	28/07/2004	04/08/2004	4,24	50 000 000	35 333	95 063 833	94 588 514	Ikke relevant	95 399 949	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	28 500
04/08/2004	Primær markedsoperation	04/08/2004	11/08/2004	4,26	35 000 000	—	80 034 200	79 634 029	Ikke relevant	80 333 458	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	34 200
05/08/2004	Primær markedsoperation	04/08/2004	11/08/2004	4,26	35 000 000	4 142	80 044 042	79 643 821	Ikke relevant	80 248 396	—
	Langfristet markedsoperation	29/07/2004	27/10/2004	4,56	45 000 000	39 900