EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32008D0017

2008/893/EF: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 17. november 2008 om indførelse af grundlag for fælles udbudsregler i Eurosystemet (ECB/2008/17)

OJ L 319, 29.11.2008, p. 76–78 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 10 Volume 002 P. 261 - 263

Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 28/05/2020

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2008/893/oj

29.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 319/76


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 17. november 2008

om indførelse af grundlag for fælles udbudsregler i Eurosystemet

(ECB/2008/17)

(2008/893/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 105 og 106,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »ESCB-statutten«), særlig artikel 12.1 sammenholdt med artikel 3.1, 5, 16 og 24, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til artikel 12.1 i ESCB-statutten fastsætter Styrelsesrådet de retningslinjer og træffer de beslutninger, der er nødvendige for at udføre de opgaver, der er pålagt Eurosystemet. Styrelsesrådet har således beføjelse til at træffe afgørelse om tilrettelæggelsen af hjælpeaktiviteter som f.eks. indkøb af varer og tjenesteydelser, der er nødvendige for udførelse af Eurosystemets opgaver.

(2)

Det Europæiske Fællesskabs lovgivning om offentlige indkøb giver mulighed for, at flere ordregivende myndigheder kan foretage fælles indkøb af varer og tjenesteydelser. Dette princip kommer til udtryk i betragtning 15 og i artikel 11 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter (1), der åbner for anvendelse af centrale indkøbsteknikker.

(3)

Eurosystemet bestræber sig på at handle i overensstemmelse med principperne om rentabilitet og effektivitet og tilstræber at få mest valuta for pengene ved indkøb af varer og tjenesteydelser. Fælles indkøb af varer og tjenesteydelser er efter Styrelsesrådets opfattelse et middel til at opnå disse mål gennem udnyttelse af synergier og stordriftsfordele.

(4)

Med opstilling af et grundlag for fælles indkøb i Eurosystemet ønsker Den Europæiske Centralbanks (ECB) at bidrage til, at ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, som har indført euroen, kan deltage i sådanne fælles indkøb.

(5)

Styrelsesrådet har oprettet et Eurosystemets Koordinationskontor for Indkøb (Eurosystem Procurement Coordination Office, EPCO) med henblik på at koordinere fælles indkøb. Styrelsesrådet har udnævnt Banque centrale du Luxembourg til at have værtskabet for EPCO for perioden fra 1. januar 2008 til 31. december 2012.

(6)

Denne afgørelse berører ikke centralbankernes mulighed for at anmode EPCO om støtte i forbindelse med deres indkøb af varer og tjenesteydelser, som ikke er omfattet af anvendelsesområdet for denne afgørelse.

(7)

De nationale centralbanker i de medlemsstater, som endnu ikke har indført euroen, kan have ønske om at deltage i EPCO’s aktiviteter og i fælles udbudsprocedurer, som vil foregå under samme betingelser som dem, der gælder for centralbanker —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

a)

»Eurosysteme«: ECB og de nationale centralbanker i de medlemsstater, der har indført euroen

b)

»Eurosystemets opgaver«: de opgaver, som i henhold til traktaten og ESCB-statutten er henlagt til Eurosystemet

c)

»centralbank«: ECB eller den nationale centralbank i en medlemsstat, som har indført euroen

d)

»ledende centralbank«: den centralbank, som har til opgave at forestå den fælles udbudsprocedure

e)

»værts-centralbanken«: den centralbank, som Styrelsesrådet har udnævnt til at have værtskabet for EPCO

f)

»EPCO Styrekomitéen«: den styrekomité, som Styrelsesrådet har nedsat til at styre aktiviteterne i EPCO. EPCO-Styrekomitéen består af ét medlem fra hver centralbank, der udvælges blandt overordnede medarbejdere med kendskab og ekspertise vedrørende organisatoriske og strategiske spørgsmål inden for deres respektive institutioner og eksperter vedrørende udbud. EPCO-Styrekomitéen rapporterer til Styrelsesrådet via direktionen. ECB fører formandskabet og stiller sekretariat til rådighed for EPCO-Styrekomitéen

g)

»fælles udbudsprocedure«: den procedure for fælles indkøb af varer og tjenesteydelser, som foreståes af den ledende centralbank til gavn for de centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1.   Denne afgørelse finder anvendelse på centralbankers fælles indkøb af varer og tjenesteydelser, som er nødvendige for udførelse af Eurosystemets opgaver.

2.   Centralbankers deltagelse i EPCO’s aktiviteter og i fælles udbudsprocedurer sker efter deres eget valg.

3.   Denne afgørelse berører ikke retningslinje ECB/2004/18 af 16. september 2004 om offentligt udbud vedrørende eurosedler (2).

Artikel 3

Eurosystemets Koordinationskontor for Indkøb (Eurosystem Procurement Coordination Office)

1.   EPCO har følgende opgaver:

a)

at bidrage til gennemførelse af bedste praksis ved offentlige indkøb inden for Eurosystemet

b)

at udvikle infrastrukturen (bl.a. færdigheder, funktionelle redskaber, informationssystemer, processer), som er nødvendige for fælles indkøb

c)

at udpege mulige eksempler med henblik på fælles indkøb, som ligger inden for eller uden for anvendelsesområdet for denne afgørelse, på grundlag af de indkøbsbehov, som centralbanker fremfører over for EPCO

d)

at udarbejde og om fornødent ajourføre en årlig indkøbsplan for fælles udbudsprocedurer på grundlag af den vurdering, der er beskrevet under punkt c)

e)

at udarbejde fælles krav i samarbejde med de centralbanker, der deltager i en fælles udbudsprocedure

f)

at bistå centralbankerne i fælles udbudsprocedurer, og

g)

at bistå centralbanker i forbindelse med indkøb i forbindelse med fælles projekter inden for Det Europæiske System af Centralbanker, såfremt den ledende centralbank anmoder herom.

2.   Værts-centralbanken stiller de fornødne materielle og menneskelige ressourcer til rådighed, så EPCO kan udføre sine opgaver inden for det af Styrelsesrådet godkendte budget som angivet i stk. 4.

3.   Værts-centralbanken kan i samråd med EPCO-Styrekomitéen vedtage regler om den interne organisation og administration i EPCO, herunder en adfærdskodeks for ansatte i EPCO, der skal sikre den højeste grad af integritet i forbindelse med udførelse af deres opgaver.

4.   Centralbankerne finansierer EPCO’s budget i henhold til regler vedtaget af Styrelsesrådet. Inden regnskabsårets begyndelse fremsender EPCO via EPCO-Styrekomitéen og Direktionen et forslag til årsbudget til Styrelsesrådet til vedtagelse.

5.   EPCO afgiver via EPCO-Styrekomitéen og Direktionen en årlig beretning om sine aktiviteter til Styrelsesrådet.

6.   EPCO’s aktiviteter kontrolleres af Revisionskomiteen i henhold til de af Styrelsesrådet fastsatte regler. Dette berører ikke de regler om kontrol og revision, som gælder for eller er vedtaget af værts-centralbanken.

7.   EPCO Styrekomitéen skal foretage en effektivitetsvurdering af EPCO’s aktiviteter fem år efter EPCO’s etablering. Styrelsesrådet beslutter på grundlag af denne vurdering, hvorvidt det er nødvendigt at gennemføre en udvælgelsesprocedure med henblik på valg af en ny værts-centralbank.

Artikel 4

Fælles udbudsprocedurer

1.   En fælles udbudsprocedure skal anses for nødvendig i henhold til denne afgørelse, såfremt: i) det med rimelighed kan forventes, at en fælles indkøb af varer og tjenester ville føre til gunstigere købsvilkår i overensstemmelse med principperne om rentabilitet og effektivitet, eller ii) det er nødvendigt for centralbankerne at anvende harmoniserede krav og normer med hensyn til sådanne varer og/eller tjenesteydelser.

2.   Når EPCO har udpeget et muligt eksempel med henblik på. fælles indkøb, indbydes centralbankerne til at deltage i en fælles udbudsprocedure. Centralbankerne meddeler EPCO i god tid, hvorvidt de agter at deltage i den fælles udbudsprocedure, og fremsender i bekræftende fald deres virksomhedsbehov til EPCO. En centralbank kan trække sig tilbage fra en fælles udbudsprocedure inden offentliggørelse af udbudsbekendtgørelsen.

3.   På grundlag af den årlige indkøbsplan for fælles udbudsprocedurer, som EPCO har udarbejdet, og efter høring af EPCO-Styrekomitéen kan Styrelsesrådet indlede fælles udbudsprocedurer og vælge de(n) ledende centralbank(er) blandt de centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure. Enhver ajourføring af den årlige indkøbsplan forelægges Styrelsesrådet.

4.   Den ledende centralbank foretager den fælles udbudsprocedure til gavn for de centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure, i overensstemmelse med de regler om offentlige indkøb, som den ledende centralbank er undergivet. Den ledende centralbank angiver i udbudsbekendtgørelsen de centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure, og sammensætningen af de aftalemæssige forhold.

5.   Den ledende centralbank udarbejder udbudsdokumentationen og vurderer ansøgningerne og tilbudene i samråd med EPCO og de andre centralbanker, der deltager i den fælles udbudsprocedure.

6.   Den ledende centralbank gennemfører den fælles udbudsprocedure på de(t) sprog, der er angivet i den årlige indkøbsplan for fælles udbudsprocedurer.

Artikel 5

Deltagelse for nationale centralbanker i medlemsstater, som endnu ikke har indført euroen

Styrelsesrådet kan indbyde nationale centralbanker i medlemsstater, som endnu ikke har indført euroen, til at deltage i EPCO’s aktiviteter og i fælles udbudsprocedurer på samme vilkår som dem, der gælder for centralbanker.

Artikel 6

Afsluttende bestemmelse

Denne afgørelse træder i kraft den 1. december 2008.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 17. november 2008.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114.

(2)  EUT L 320 af 21.10.2004, s. 21.


Top