EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 31998D0006(01)

Den Europæiske Centralbanks beslutning af 7. juli 1998 om pålydende værdi, specifikationer, gengivelse, ombytning og tilbagetrækning af eurosedler (ECB/1998/6)

OJ L 8, 14.1.1999, p. 36–38 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 30/08/2001; ophævet ved 32001D0007(01)

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/1998/6(3)/oj

31999D0033

Den Europæiske Centralbanks beslutning af 7. juli 1998 om pålydende værdi, specifikationer, gengivelse, ombytning og tilbagetrækning af eurosedler (ECB/1998/6)

EF-Tidende nr. L 008 af 14/01/1999 s. 0036 - 0038


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS BESLUTNING af 7. juli 1998 om pålydende værdi, specifikationer, gengivelse, ombytning og tilbagetrækning af eurosedler (ECB/1998/6) (1999/33/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (i det følgende benævnt »traktaten«), særlig artikel 105 A, stk. 1, samt artikel 16 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »statutten«),

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 974/98 af 3. maj 1998 om indførelse af euroen (1), særlig artikel 10 og 16, og

ud fra følgende betragtninger:

Bestemmelserne i traktatens artikel 105 A, stk. 1, og statuttens artikel 16, samt artikel 10 i forordning (EF) nr. 974/98 kræver fastsættelse af nærmere enkeltheder vedrørende eurosedlernes pålydende værdi og specifikationer; sådanne enkeltheder kan angives i en beslutning fra Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, som offentliggøres til almindelig oplysning i De Europæiske Fællesskabers Tidende;

ifølge Rådets forordning (EF) nr. 975/98 af 3. maj 1998 om pålydende værdi og tekniske specifikationer for euromønter, som er bestemt til at sættes i omløb (2), er euromønternes pålydende værdi fra 1 cent til 2 euro; ved fastsættelsen af eurosedlernes pålydende værdi bør euromønternes pålydende værdi tages i betragtning;

denne beslutning tager hensyn til det forberedende arbejde, der er udført af Det Europæiske Monetære Institut (i det følgende benævnt »EMI«), og særlig med hensyn til pengesedlernes design, resultatet af den europæiske designkonkurrence mellem pengeseddeldesignere; dette forberedende arbejde har omfattet høringer af europæiske sammenslutninger af flere kategorier af seddelbrugere for at tage hensyn til deres specifikke visuelle og tekniske krav og for at gøre det nemmere for brugerne at genkende og acceptere de nye pengesedlers værdier og specifikationer; Den Europæiske Centralbank (i det følgende benævnt »ECB«) er indehaver af ophavsrettighederne til eurosedlernes design, som tidligere tilhørte EMI;

det er nødvendigt at opstille visse fælles retningslinjer for tilladelse til erhvervsmæssig gengivelse af pengesedlernes design; ECB kan rette henvendelse til de nationale centralbanker (i det følgende benævnt »NCB'er«) i de deltagende medlemsstater med henblik på ad hoc-bemyndigelse til at gengive pengesedlernes design; generelt tillades den i denne beslutning omhandlede gengivelse af pengesedlernes design bl.a. til uddannelsesformål;

der er behov for at indføre en fælles ordning for de deltagende medlemsstaters NCB'ers ombytning af ødelagte eller beskadigede europengesedler; behovet for at indføre en fælles ordning gælder også for endelig tilbagetrækning af pengesedlerne, når de skal udskiftes med nye sedler; offentliggørelse af meddelelser i De Europæiske Fællesskabers Tidende kan suppleres med andre publikationer, som kan medvirke til, at offentligheden får behørigt kendskab hertil -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Pålydende værdi og specifikationer

1.1. Den første serie eurosedler omfatter syv sedler med pålydende værdier fra 5 til 500 EUR, som illustrerer »Europas tidsaldre og stilarter«, med følgende grundlæggende specifikationer:

>TABELPOSITION>

1.2. De syv eurosedler i den nye serie har portaler og vinduer på forsiden og broer på bagsiden. Alle syv sedler gengiver de typiske stilarter i europæisk kunst, der er nævnt ovenfor. Desuden bærer sedlerne Den Europæiske Unions symbol, valutaens navn med latinske og græske bogstaver, Den Europæiske Centralbanks initialer i de forskellige officielle sprogversioner, ©-symbolet, der angiver ophavsretsbeskyttelse, samt formanden for ECB's underskrift.

Artikel 2

Gengivelse

2.1. Ophavsretten til de i denne beslutnings artikel 1 beskrevne pengesedler tilhører ECB.

2.2. Hel eller delvis gengivelse af en af de i artikel 1 beskrevne pengesedler er tilladt uden anvendelse af særlige procedurer i følgende tilfælde:

a) i forbindelse med fotografier, tegninger, malerier og film og generelt for billeder, hvis grundmotiv ikke er selve pengesedlerne, forudsat at pengesedlerne udelukkende anvendes som et element i handlingen eller sceneriet uden nærbillede af pengesedlernes design

b) i forbindelse med gengivelser, der kun er trykt på den ene side, og

- på et materiale, der ikke kan forveksles med papir, eller

- som har følgende størrelse: mindst 24 cm langt og 12 cm bredt eller højst 8 cm langt og 4 cm bredt.

2.3. Enhver anden hel eller delvis gengivelse af en pengeseddel kræver bemyndigelse fra i) den nationale centralbank i den deltagende medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret, efter delegation af beføjelser fra ECB og i overensstemmelse med ECB's politik, eller ii) ECB, når ansøgeren er etableret uden for de deltagende medlemsstater.

2.4. En generel tilladelse til gengivelse i henhold til ovennævnte regler kan annulleres, hvis den krænker de umistelige ideelle rettigheder, som tilhører ophavsmanden til pengesedlernes design.

Artikel 3

Ombytning af ødelagte eller beskadigede pengesedler

3.1. De deltagende medlemsstaters nationale centralbanker ombytter på anmodning ødelagte eller beskadigede eurosedler, som er lovlige betalingsmidler, i følgende tilfælde:

a) mod fremvisning af over halvdelen af sedlen

b) mod fremvisning af halvdelen eller mindre end halvdelen af sedlen, hvis den anmodende part kan bevise, at den manglende del er tilintetgjort.

3.2. Ved ombytning af ødelagte eller beskadigede sedler kræves:

a) identifikation af den anmodende part ved tvivl om dennes ejendomsret til pengesedlerne og sedlernes ægthed

b) ved rimelig begrundet mistanke om, at der er begået en lovovertrædelse, eller at sedlen forsætligt er ødelagt eller beskadiget, en skriftlig forklaring, der angiver grunden til ødelæggelsen eller beskadigelsen, og hvad der er sket med sedlens manglende dele

c) en skriftlig forklaring vedrørende arten af pletter, plamager og væsker, der er trængt ind i sedlen, ved indgivelse af blæk- eller væskeplettede sedler eller sedler med plamager

d) en skriftlig forklaring vedrørende årsagen til og metode for destruktion, hvis kreditinstitutter indgiver sedler, som er misfarvet ved aktivering af tyverisikring

e) at den anmodende part betaler et eventuelt gebyr fastsat af ECB, hvis de nationale centralbanker udfører ressourcekrævende analyser.

Artikel 4

Tilbagetrækning af pengesedler

Bestemmelserne vedrørende tilbagetrækning af typer eller serier af eurosedler fastlægges i en beslutning fra Styrelsesrådet, der offentliggøres til almindelig oplysning i De Europæiske Fællesskabers Tidende og andre medier. En sådan beslutning skal som minimum omhandle følgende punkter:

- den type eller serie eurosedler, der skal trækkes ud af omløb

- ombytningsperiodens varighed

- en angivelse af, hvornår den pågældende type eller serie eurosedler mister sin status som lovligt betalingsmiddel

- behandlingen af eurosedler, der indgives efter tilbagetrækningsperiodens udløb, og/eller sedlerne har mistet deres status som lovligt betalingsmiddel.

Artikel 5

Generelle bestemmelser

Denne beslutning offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 7. juli 1998.

Willem F. DUISENBERG

Formand for ECB

(1) EFT L 139 af 11. 5. 1998, s. 1.

(2) EFT L 139 af 11. 5. 1998, s. 6.

Top