EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32014R0468

Den Europæiske Centralbanks forordning (EU) nr. 468/2014 af 16. april 2014 om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen) (ECB/2014/17)

OJ L 141, 14.5.2014, p. 1–50 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2014/468/oj

14.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 141/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS FORORDNING (EU) Nr. 468/2014

af 16. april 2014

om fastlæggelse af en ramme for samarbejde inden for Den Fælles Tilsynsmekanisme mellem Den Europæiske Centralbank og de kompetente nationale myndigheder og med de udpegede nationale myndigheder (SSM-rammeforordningen)

(ECB/2014/17)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 127, stk. 6, og artikel 132,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 34,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 1024/2013 af 15. oktober 2013 om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter (1), særlig artikel 4, stk. 3, artikel 6 og artikel 33, stk. 2,

under henvisning til den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet og Den Europæiske Centralbank om de praktiske betingelser for udøvelsen af demokratisk ansvarlighed og tilsyn i forbindelse med udførelsen af de opgaver, som overdrages til ECB inden for rammerne af den fælles tilsynsmekanisme (2),

under henvisning til den offentlige høring og analyse, som er foretaget i overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i forordning (EU) nr. 1024/2013,

under henvisning til forslaget fra Tilsynsrådet og i samråd med de kompetente nationale myndigheder, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Forordning (EU) nr. 1024/2013 (herefter »SSM-forordningen«) etablerer Den Fælles Tilsynsmekanisme (Single Supervisory Mechanism, SSM), som omfatter Den Europæiske Centralbank (ECB) og de kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater.

(2)

Inden for rammerne af artikel 6 i SSM-forordningen har ECB enekompetence til at udføre de mikroprudentielle opgaver, som er overdraget til ECB i henhold til forordningens artikel 4, og som vedrører de kreditinstitutter, der er etableret i de deltagende medlemsstater. ECB har ansvar for SSM's effektive og konsekvente virkemåde og for at føre kontrol med systemets funktion på grundlag af de ansvarsområder og procedurer, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 6.

(3)

Hvor det er relevant, og uden at berøre ECB's ansvar og ansvarlighed med hensyn til de opgaver, som er overdraget til denne i henhold til SSM-forordningen, har de kompetente nationale myndigheder ansvar for at bistå ECB på de betingelser, der er fastsat i SSM-forordningen og i nærværende forordning, med udarbejdelsen og gennemførelsen af retsakter i forbindelse med de opgaver, der er omhandlet i SSM-forordningens artikel 4 vedrørende alle kreditinstitutter, herunder bistand med kontrolaktiviteter. Med henblik herpå skal de kompetente nationale myndigheder følge de af ECB givne instrukser ved udførelsen af de opgaver, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 4.

(4)

ECB, de kompetente nationale myndigheder og de udpegede nationale myndigheder udfører de makroprudentielle opgaver, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 5, og følger de koordineringsprocedurer, som er fastsat deri, i denne forordning og i relevant EU-ret, uden at det berører Eurosystemets og Det Europæiske Udvalg for Systemiske Risicis rolle.

(5)

Inden for SSM tildeles ECB og de kompetente nationale myndigheder de respektive tilsynsmæssige ansvarsområder på grundlag af signifikansen af de enheder, der er omfattet af SSM-forordningens anvendelsesområde. Denne forordning fastsætter navnlig den specifikke metode, som skal lægges til grund ved vurderingen af en sådan betydning i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 7. ECB har kompetence til at føre direkte tilsyn med kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, der er etableret i deltagende medlemsstater, og filialer i deltagende medlemsstater af kreditinstitutter, der er etableret i ikke-deltagende medlemsstater, som er signifikante. De kompetente nationale myndigheder har ansvar for at føre direkte tilsyn med de enheder, som er mindre signifikante, uden at det berører ECB's beføjelse til i særlige tilfælde at føre direkte tilsyn med sådanne enheder, hvor det er nødvendigt for at sikre konsekvent anvendelse af tilsynsstandarderne.

(6)

Under hensyn til den seneste udvikling i EU-lovgivningen, for så vidt angår sanktioner, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, for så vidt angår princippet om adskillelse mellem undersøgelses- og beslutningstagningsfasen, vil der blive nedsat en uafhængig undersøgelsesenhed af ECB, som skal foretage en uafhængig undersøgelse af eventuelle overtrædelser af tilsynsregler og -afgørelser.

(7)

Det følger af SSM-forordningens artikel 6, stk. 7, at ECB i samråd med de kompetente nationale myndigheder og på grundlag af et forslag fra Tilsynsrådet skal vedtage og offentliggøre en ramme for tilrettelæggelsen af de praktiske retningslinjer for samarbejdet mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder inden for SSM.

(8)

I henhold til SSM-forordningens artikel 33, stk. 2, skal ECB ved forordninger og afgørelser offentliggøre de detaljerede operationelle ordninger for gennemførelsen af de opgaver, som overdrages til den ved denne forordning. Nærværende forordning indeholder de bestemmelser, som gennemfører artikel 33, stk. 2, vedrørende samarbejdet mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder inden for SSM.

(9)

Som følge heraf udarbejdes og specificeres med denne forordning de samarbejdsprocedurer, som er fastsat i SSM-forordningen, mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder inden for SSM samt, hvor det er hensigtsmæssigt, med de udpegede nationale myndigheder, for herved at sikre SSM's effektive og konsekvente virkemåde.

(10)

ECB lægger stor vægt på den omfattende vurdering af kreditinstitutter, herunder af balancen, som ECB har pligt til at foretage, før den påbegynder udførelsen af sine opgaver. Dette udstrækker sig til medlemsstater, som tiltræder euroområdet, og således SSM, efter at tilsynet er påbegyndt i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 33, stk. 2.

(11)

Det er afgørende for at sikre en velfungerende SSM, at ECB og de kompetente nationale myndigheder samarbejder fuldt ud, og at de udveksler alle de oplysninger, som måtte kunne have en indvirkning på deres respektive opgaver, navnlig alle oplysninger, som de kompetente nationale myndigheder anvender i forbindelse med procedurer, der kan have en indvirkning på sikkerheden og soliditeten af et kreditinstitut under tilsyn, eller som indgår som led i tilsynsprocedurerne for sådanne enheder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

DEL I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Genstand og formål

1.   Denne forordning fastsætter regler om følgende:

a)

den i SSM-forordningens artikel 6, stk. 7, omhandlede ramme, dvs. en ramme for tilrettelæggelsen af de praktiske retningslinjer for gennemførelsen af SSM-forordningens artikel 6 vedrørende samarbejdet inden for SSM, som skal omfatte:

i)

den specifikke metode for vurdering og gennemgang af, hvorvidt en enhed under tilsyn er klassificeret som signifikant eller mindre signifikant i henhold til de kriterier, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, og de deraf følgende ordninger

ii)

definitionen af procedurerne, herunder tidsfristerne, også for så vidt angår de kompetente nationale myndigheders mulighed for at udarbejde udkast til afgørelser til ECB's overvejelse, for forbindelserne mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder med hensyn til tilsynet med signifikante enheder under tilsyn

iii)

definitionen af procedurerne, herunder tidsfristerne, for forbindelserne mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder med hensyn til tilsynet med mindre signifikante enheder under tilsyn. Disse procedurer skal navnlig pålægge de kompetente nationale myndigheder afhængigt af de i denne forordning definerede tilfælde:

at underrette ECB om enhver væsentlig tilsynsprocedure

at foretage en yderligere vurdering af særlige aspekter af proceduren på ECB's anmodning

at fremsende væsentlige udkast til tilsynsafgørelser til ECB, som ECB måtte ønske at udtrykke sin mening om

b)

samarbejdet og udvekslingen af oplysninger mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder inden for SSM vedrørende procedurerne i forbindelse med signifikante enheder under tilsyn og mindre signifikante enheder under tilsyn, herunder fælles procedurer for behandling af ansøgninger om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut, inddragelse af sådanne tilladelser og vurderingen af erhvervelser og afhændelser af kvalificerede andele

c)

procedurerne for samarbejde mellem ECB, de kompetente nationale myndigheder og de udpegede nationale myndigheder vedrørende makroprudentielle opgaver og redskaber som omhandlet i SSM-forordningens artikel 5

d)

procedurerne for udførelsen af det tætte samarbejde som omhandlet i SSM-forordningens artikel 7, og som finder anvendelse mellem ECB, de kompetente nationale myndigheder og de udpegede nationale myndigheder

e)

procedurerne for samarbejdet mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder vedrørende SSM-forordningens artikel 10 til 13, herunder visse aspekter vedrørende tilsynsmæssig rapportering

f)

procedurerne for vedtagelse af tilsynsafgørelser rettet til enheder under tilsyn og andre personer

g)

sprogordningerne mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder og mellem ECB og enhederne under tilsyn og andre personer

h)

procedurerne, som gælder for ECB's og de kompetente nationale myndigheders beføjelser til at pålægge sanktioner inden for rammerne af SSM i forbindelse med de opgaver, som er blevet overdraget til ECB ved SSM-forordningen, og

i)

overgangsbestemmelserne.

2.   Denne forordning berører ikke de tilsynsopgaver, som ikke er blevet overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen, og som derfor fortsat ligger hos de nationale myndigheder.

3.   Denne forordning skal læses sammenholdt med navnlig afgørelse ECB/2004/2 (3) og forretningsordenen for Den Europæiske Centralbanks Tilsynsråd (4), navnlig vedrørende beslutningstagningsprocessen inden for SSM, herunder den procedure, som finder anvendelse mellem Tilsynsrådet og Styrelsesrådet, hvorefter en afgørelse anses for vedtaget, medmindre Styrelsesrådet gør indsigelse, i henhold til SSM-forordningens artikel 26, stk. 8, og andre relevante ECB-retsakter, herunder afgørelse ECB/2014/16 (5).

Artikel 2

Definitioner

I denne forordning finder de i SSM-forordningen fastsatte definitioner anvendelse, medmindre andet fremgår, sammen med følgende definitioner:

1)   »tilladelse« (»authorisation«): en tilladelse som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 42), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 (6)

2)   »filial« (»branch«): en filial, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 17), i forordning (EU) nr. 575/2013

3)   »fælles procedurer« (»common procedures«): de procedurer, som fremgår af Del V, og som gælder for behandling af ansøgninger om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut, inddragelse af en tilladelse til at drive en sådan virksomhed og afgørelser, der vedrører kvalificerede andele

4)   »medlemsstat i euroområdet« (»euro area Member State«): en medlemsstat, der har euroen som valuta

5)   »koncern« (»group«): en gruppe af virksomheder, hvoraf mindst en er et kreditinstitut, og som består af et moderselskab og dets datterselskaber, eller af virksomheder, hvorimellem der består en forbindelse som omhandlet i artikel 22 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU (7), herunder eventuelle undergrupper

6)   »fælles tilsynsteam« (»joint supervisory team«): et team af tilsynsførende, som har ansvar for at føre tilsyn med en signifikant enhed under tilsyn, eller en signifikant koncern under tilsyn

7)   »mindre signifikant enhed under tilsyn« (»less significant supervised entity«): både a) en mindre signifikant enhed under tilsyn i en medlemsstat i euroområdet, og b) en mindre signifikant enhed under tilsyn i en medlemsstat uden for euroområdet, som er en deltagende medlemsstat

8)   »mindre signifikant enhed under tilsyn i en medlemsstat i euroområdet« (»less significant supervised entity in a euro area Member State«): en enhed under tilsyn, som er etableret i en medlemsstat i euroområdet, og som ikke har status af en signifikant enhed under tilsyn som omhandlet i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4

9)   »kompetent national myndighed« (»national competent authority«) (herefter i visse forbindelser »NCA«): en kompetent national myndighed som defineret i SSM-forordningens artikel 2, nr. 2). Denne definition berører ikke ordninger i henhold til national ret, hvorefter visse tilsynsopgaver overdrages til en national centralbank, der ikke er udpeget som en kompetent national myndighed. I så tilfælde udfører den nationale centralbank disse opgaver inden for de rammer, som er fastsat i den nationale lovgivning og i denne forordning. En henvisning til en kompetent national myndighed i denne forordning gælder i så tilfælde som en henvisning til den nationale centralbank for de opgaver, som er overdraget til denne i henhold til national ret

10)   »kompetent national myndighed i tæt samarbejde« (»NCA in close cooperation«): en kompetent national myndighed udpeget af en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU (8)

11)   »udpeget national myndighed« (»national designated authority«): en udpeget national myndighed som defineret i SSM-forordningens artikel 2, nr. 7)

12)   »udpeget national myndighed i tæt samarbejde« (»NDA in close cooperation«): en udpeget national myndighed uden for euroområdet, som er udpeget af en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde med henblik på udførelsen af de opgaver, som vedrører SSM-forordningens artikel 5

13)   »en medlemsstat uden for euroområdet« (»non-euro area Member State«): en medlemsstat, der ikke har euroen som valuta

14)   »moderselskab« (»parent undertaking«): et moderselskab, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 15), i forordning (EU) nr. 575/2013

15)   »deltagende medlemsstat i tæt samarbejde« (»participating Member State in close cooperation«): en medlemsstat uden for euroområdet, der har indledt et tæt samarbejde med ECB i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 7

16)   »signifikant enhed under tilsyn« (»significant supervised entity«): både a) en signifikant enhed under tilsyn i en medlemsstat i euroområdet, og b) en signifikant enhed under tilsyn i en deltagende medlemsstat uden for euroområdet

17)   »signifikant enhed under tilsyn i en medlemsstat i euroområdet« (»significant supervised entity in a euro area Member State«): en enhed under tilsyn, som er etableret i en medlemsstat i euroområdet, og som har status af en signifikant enhed under tilsyn i henhold til en afgørelse truffet af ECB på grundlag af SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, eller artikel 6, stk. 5, litra b)

18)   »signifikant enhed under tilsyn i en deltagende medlemsstat uden for euroområdet« (»significant supervised entity in a participating non-euro area Member State«): en enhed under tilsyn, som er etableret i en deltagende medlemsstat uden for euroområdet, og som har status af en signifikant enhed under tilsyn i henhold til en afgørelse truffet af ECB på grundlag af SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, eller artikel 6, stk. 5, litra b)

19)   »datterselskab« (»subsidiary«): et datterselskab, som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 16), i forordning (EU) nr. 575/2013

20)   »enhed under tilsyn« (»supervised entity«): enhver af følgende: a) et kreditinstitut etableret i en deltagende medlemsstat, b) et finansielt holdingselskab etableret i en deltagende medlemsstat, c) et blandet finansielt holdingselskab etableret i en deltagende medlemsstat, såfremt det opfylder de i nr. 21), litra b), anførte betingelser, d) en filial i en deltagende medlemsstat af et kreditinstitut, som er etableret i en ikke-deltagende medlemsstat.

En central modpart (CCP), som defineret i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (9), som udgør et kreditinstitut i henhold til direktiv 2013/36/EU, betragtes som en enhed under tilsyn i overensstemmelse med SSM-forordningen, nærværende forordning og relevant EU-ret uden at berøre de relevante kompetente nationale myndigheders tilsyn med centrale modparter i henhold til forordning (EU) nr. 648/2012

21)   »koncern under tilsyn« (»supervised group«): enhver af følgende:

a)

en koncern, hvis moderselskab er et kreditinstitut eller et finansielt holdingselskab, der har sit hovedkontor i en deltagende medlemsstat

b)

en koncern, hvis moderselskab er et blandet finansielt holdingselskab, der har sit hovedkontor i en deltagende medlemsstat, forudsat at koordinatoren for det finansielle konglomerat, som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF (10), er en myndighed, som har kompetence til at føre tilsyn med kreditinstitutter og som også er koordinator i sin funktion som tilsynsmyndighed for kreditinstitutter

c)

enheder under tilsyn, som hver for sig har deres hovedkontor i den samme deltagende medlemsstat, forudsat at de er fast tilknyttet et centralt organ, som fører tilsyn med dem i henhold til de betingelser, som er fastsat i artikel 10 i forordning (EU) nr. 575/2013, og som er etableret i den samme deltagende medlemsstat

22)   »signifikant koncern under tilsyn« (»significant supervised group«): en koncern under tilsyn, som har status af en signifikant koncern under tilsyn i henhold til en afgørelse truffet af ECB på grundlag af SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, eller artikel 6, stk. 5, litra b)

23)   »mindre signifikant koncern under tilsyn« (»less significant supervised group«): en koncern under tilsyn, som ikke har status af en signifikant koncern under tilsyn som omhandlet i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4

24)   »ECB-tilsynsprocedure« (»ECB supervisory procedure«): enhver aktivitet udført af ECB med henblik på at forberede udstedelsen af en ECB-tilsynsafgørelse, herunder fælles procedurer og pålæggelsen af administrative bøder. Alle ECB-tilsynsprocedurer er med forbehold af Del III. Del III finder også anvendelse på pålæggelsen af administrative bøder, medmindre andet fremgår af Del X

25)   »NCA-tilsynsprocedure« (»NCA supervisory procedure«): enhver aktivitet udført af en kompetent national myndighed med henblik på at forberede udstedelsen af dennes tilsynsafgørelse, som er rettet til en eller flere enheder under tilsyn eller koncerner under tilsyn eller en eller flere andre personer, herunder pålæggelsen af administrative sanktioner

26)   »ECB-tilsynsafgørelse« (»ECB supervisory decision«): enhver retsakt vedtaget af ECB i forbindelse med udøvelsen af de opgaver og beføjelser, som den er blevet overdraget ved SSM-forordningen, som er i form af en ECB-afgørelse, er rettet til en eller flere enheder under tilsyn eller koncerner under tilsyn eller en eller flere andre personer, og som ikke er en almengyldig retsakt

27)   »tredjeland« (»third country«): et land, som hverken er en medlemsstat eller et land i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde

28)   »arbejdsdag« (»working day«): en dag, som ikke er en lørdag, søndag eller en ECB-fridag i henhold til den kalender, der gælder for ECB (11).

DEL II

SSM-FORORDNINGENS OPBYGNING

AFSNIT 1

STRUKTURER FOR TILSYNET MED SIGNIFIKANTE OG MINDRE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

KAPITEL 1

Tilsyn med signifikante enheder under tilsyn

Artikel 3

Fælles tilsynsteam

1.   Der nedsættes et fælles tilsynsteam, som fører tilsyn med de enkelte signifikante enheder under tilsyn eller signifikante koncerner under tilsyn i de deltagende medlemsstater. De enkelte fælles tilsynsteam skal bestå af medarbejdere fra ECB og fra de kompetente nationale myndigheder, som udpeges i overensstemmelse med artikel 4, og arbejde under koordination af en udpeget ECB-medarbejder (herefter »koordinatoren for det fælles tilsynsteam«) og en eller flere underkoordinatorer fra de kompetente nationale myndigheder, som yderligere fastsat i artikel 6.

2.   Uden at berøre andre bestemmelser i nærværende forordning omfatter et fælles tilsynsteams opgaver, men er ikke begrænset til, følgende:

a)

udføre tilsynskontrols- og vurderingsprocessen (supervisory review and evaluation process — »SREP«), som omhandlet i artikel 97 i direktiv 2013/36/EU, for den signifikante enhed under tilsyn eller signifikante koncern under tilsyn, som det fører tilsyn med

b)

under hensyntagen til tilsynskontrols- og vurderingsprocessen at deltage i forberedelsen af et tilsynsprogram, der skal forelægges for Tilsynsrådet, herunder en plan for inspektion på stedet, som fastsat i artikel 99 i direktiv 2013/36/EU, for en sådan signifikant enhed under tilsyn eller signifikant koncern under tilsyn

c)

gennemføre det af ECB godkendte tilsynsprogram og eventuelle ECB-tilsynsafgørelser, som vedrører den signifikante enhed under tilsyn eller signifikante koncern under tilsyn, som det fører tilsyn med

d)

sikre koordination med de team, der udfører inspektion på stedet, hvortil der henvises i Del XI, med henblik på gennemførelsen af planen for inspektion på stedet

e)

samarbejde med de kompetente nationale myndigheder, hvor det er relevant.

Artikel 4

Nedsættelse og sammensætning af fælles tilsynsteam

1.   ECB er ansvarlig for at nedsætte og sammensætte de fælles tilsynsteam. Udpegningen af medarbejdere fra de kompetente nationale myndigheder til de fælles tilsynsteam foretages af de respektive kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med stk. 2.

2.   I overensstemmelse med principperne, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 6, stk. 8, og uden at berøre forordningens artikel 31, udpeger de kompetente nationale myndigheder en eller flere af deres medarbejdere som medlem eller medlemmer af et fælles tilsynsteam. En medarbejder hos en kompetent national myndighed kan udpeges som medlem af mere end et tilsynsteam.

3.   Uanset stk. 2 kan ECB kræve, at de kompetente nationale myndigheder ændrer den udpegning, de har foretaget, hvis det er hensigtsmæssigt af hensyn til sammensætningen af et fælles tilsynsteam.

4.   Hvis mere end en kompetent national myndighed udfører tilsynsopgaver i en deltagende medlemsstat, eller hvis den nationale lov i en deltagende medlemsstat overdrager visse tilsynsopgaver til en national centralbank, og denne centralbank ikke er en kompetent national myndighed, skal de relevante myndigheder koordinere deres deltagelse inden for de fælles tilsynsteam.

5.   ECB og de kompetente nationale myndigheder drøfter indbyrdes og aftaler, hvordan de kompetente nationale myndigheders ressourcer skal anvendes med henblik på de fælles tilsynsteams.

Artikel 5

Inddragelse af medarbejdere fra nationale centralbanker i deltagende medlemsstater

1.   Nationale centralbanker i deltagende medlemsstater, der deltager i tilsynet med en signifikant enhed under tilsyn eller en signifikant koncern under tilsyn i henhold til national ret, men som ikke er en kompetent national myndighed, kan også udpege en eller flere af deres medarbejdere til et fælles tilsynsteam.

2.   ECB skal underrettes om sådanne udpegninger, og artikel 4 finder tilsvarende anvendelse.

3.   Hvis medarbejdere hos nationale centralbanker i deltagende medlemsstater udpeges til et fælles tilsynsteam, skal henvisninger til kompetente nationale myndigheder i forbindelse med fælles tilsynsteam forstås som omfattende en henvisning til disse nationale centrale centralbanker.

Artikel 6

Koordinator og underkoordinatorer for det fælles tilsynsteam

1.   Koordinatoren for det fælles tilsynsteam, skal, bistået af underkoordinatorer fra de kompetente nationale myndigheder som defineret i stk. 2, stå for koordineringen af det fælles tilsynsteams arbejde. Medlemmerne af det fælles tilsynsteam skal i den forbindelse følge koordinatoren for det fælles tilsynsteams instrukser vedrørende deres arbejdsopgaver i teamet. Dette berører ikke deres opgaver og pligter i deres respektive kompetente nationale myndighed.

2.   Hver enkelt kompetent national myndighed, som udpeger mere end én medarbejder til det fælles tilsynsteam, skal udpege en af disse som underkoordinator. Underkoordinatorerne fra de kompetente nationale myndigheder skal bistå koordinatoren for det fælles tilsynsteam med at organisere og koordinere det fælles tilsynsteams arbejdsopgaver, navnlig for så vidt angår de medarbejdere, som er udpeget af den samme kompetente nationale myndighed, som har udpeget den relevante underkoordinator. Underkoordinatoren kan give instrukser til de medlemmer af det fælles tilsynsteam, som den kompetente nationale myndighed har udpeget, såfremt disse ikke er i konflikt med de instrukser, som koordinatoren for det fælles tilsynsteam har givet.

KAPITEL 2

Tilsyn med mindre signifikante enheder under tilsyn

Artikel 7

Inddragelse af medarbejdere fra andre kompetente nationale myndigheder i en kompetent national myndigheds tilsynsteam

Uden at berøre SSM-forordningens artikel 31, stk. 1, kan ECB, når denne, i forbindelse med tilsyn med mindre signifikante enheder under tilsyn, finder det hensigtsmæssigt at inddrage medarbejdere fra en eller flere andre kompetente nationale myndigheder i en kompetent national myndigheds tilsynsteam, kræve, at sidstnævnte inddrager medarbejdere fra sådanne andre kompetente nationale myndigheder.

AFSNIT 2

TILSYN PÅ ET KONSOLIDERET GRUNDLAG OG ECB'S OG DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDERS DELTAGELSE I TILSYNSKOLLEGIER

Artikel 8

Tilsyn på et konsolideret grundlag

1.   I henhold til artikel 111 i direktiv 2013/36/EU fører ECB tilsyn på et konsolideret grundlag med kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, som er signifikante på et konsolideret grundlag, og hvor moderforetagendet enten er et moderselskab i en deltagende medlemsstat eller et moderselskab på EU-niveau, der er oprettet i en deltagende medlemsstat.

2.   Den relevante kompetente nationale myndighed fører tilsyn på et konsolideret grundlag med kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber eller blandede finansielle holdingselskaber, som er mindre signifikante på et konsolideret grundlag.

Artikel 9

ECB som formand for et tilsynskollegium

1.   Hvis ECB er den konsoliderende tilsynsmyndighed, beklæder den formandsposten for det kollegium, der nedsættes i henhold til artikel 116 i direktiv 2013/36/EU. De kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater, hvor moderselskabet, datterselskaber og eventuelle signifikante filialer, som omhandlet i artikel 51 i direktiv 2013/36/EU, er etableret, har ret til at deltage i kollegiet som observatører.

2.   Er der ikke nedsat et kollegium i henhold til artikel 116 i direktiv 2013/36/EU, og har en signifikant enhed under tilsyn filialer i ikke-deltagende medlemsstater, der betragtes som signifikante i henhold til artikel 51, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU, nedsætter ECB et tilsynskollegium sammen med de kompetente myndigheder i værtsmedlemsstaten.

Artikel 10

ECB og de kompetente nationale myndigheder som medlemmer af et tilsynskollegium

Hvis den konsoliderende tilsynsmyndighed ikke er i en deltagende medlemsstat, deltager ECB og de kompetente nationale myndigheder i tilsynskollegiet i overensstemmelse med følgende regler og med den relevante EU-ret:

a)

hvis enhederne under tilsyn i de deltagende medlemsstater alle er signifikante enheder under tilsyn, deltager ECB i tilsynskollegiet som medlem, mens de kompetente nationale myndigheder har ret til at deltage i kollegiet som observatører

b)

hvis enhederne under tilsyn i de deltagende medlemsstater alle er mindre signifikante enheder under tilsyn, deltager de kompetente nationale myndigheder i tilsynskollegiet som medlem

c)

hvis enhederne under tilsyn i de deltagende medlemsstater både er mindre signifikante enheder under tilsyn og signifikante enheder under tilsyn, deltager ECB og de kompetente nationale myndigheder i tilsynskollegiet som medlem. De kompetente nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater, hvor de signifikante enheder under tilsyn er etableret, har ret til at deltage i tilsynskollegiet som observatører.

AFSNIT 3

PROCEDURER FOR UDØVELSE AF ETABLERINGSRETTEN OG RETTEN TIL FRI UDVEKSLING AF TJENESTEYDELSER

KAPITEL 1

Procedurer for udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser inden for SSM

Artikel 11

Kreditinstitutters etableringsret inden for SSM

1.   En signifikant enhed under tilsyn, som ønsker at oprette en filial på en anden deltagende medlemsstats område, underretter den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor den signifikante enhed under tilsyn har sit hovedkontor, om sin hensigt. Oplysningerne skal fremsendes i overensstemmelse med kravene, som er fastsat i artikel 35, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU. Den kompetente nationale myndighed underretter straks ECB ved modtagelsen af en sådan meddelelse.

2.   En mindre signifikant enhed under tilsyn, som ønsker at oprette en filial på en anden deltagende medlemsstats område, underretter dens kompetente nationale myndighed om sin hensigt i overensstemmelse med kravene, som er fastsat i artikel 35, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU.

3.   Har ECB ikke truffet beslutning om det modsatte senest to måneder efter modtagelse af meddelelsen, kan den i stk. 1 omhandlede filial etableres og påbegynde sin virksomhed. ECB meddeler den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor filialen etableres, disse oplysninger.

4.   Har den kompetente nationale myndighed i hjemmedlemsstaten ikke truffet beslutning om det modsatte senest to måneder efter modtagelse af meddelelsen, kan den i stk. 2 omhandlede filial etableres og påbegynde sin virksomhed. Den kompetente nationale myndighed meddeler disse oplysninger til ECB og den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor filialen oprettes.

5.   I tilfælde af ændringer i en eller flere af de oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1 og 2, underretter enheden under tilsyn skriftligt den kompetente nationale myndighed, der modtog den første oplysning, om denne ændring, mindst en måned før ændringen gennemføres. Denne kompetente nationale myndighed underretter den kompetente nationale myndighed i den medlemsstat, hvor filialen er etableret.

Artikel 12

Kreditinstitutters udøvelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser inden for SSM

1.   En signifikant enhed under tilsyn, som for første gang ønsker at gennemføre den frie udveksling af tjenesteydelser ved at udøve dens aktiviteter på en anden deltagende medlemsstats område, underretter den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor den signifikante enhed under tilsyn har sit hovedkontor, om sin hensigt. Oplysningerne fremsendes i overensstemmelse med de i artikel 39, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU artikel fastsatte krav. Den kompetente nationale myndighed underretter straks ECB om modtagelse af denne meddelelse. Den kompetente nationale myndighed fremsender også meddelelsen til den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor tjenesteydelserne vil blive leveret.

2.   En mindre signifikant enhed under tilsyn, som for første gang ønsker at gennemføre den frie udveksling af tjenesteydelser ved at udøve dens aktiviteter på en anden deltagende medlemsstats område, underretter dens kompetente nationale myndighed i overensstemmelse med de i artikel 39, stk. 1, i direktiv 2013/36/EU fastsatte krav. Meddelelsen fremsendes til ECB og til den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor tjenesteydelserne vil blive leveret.

KAPITEL 2

Procedurer for udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser inden for SSM for kreditinstitutter etableret i ikke-deltagende medlemsstater

Artikel 13

Meddelelse om kreditinstitutter etableret i ikke-deltagende medlemsstaters udøvelse af etableringsretten inden for SSM

1.   Hvis den kompetente myndighed i en ikke-deltagende medlemsstat meddeler de oplysninger, som kræves i henhold til artikel 35, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, i overensstemmelse med den i direktivets artikel 35, stk. 3, fastsatte procedure til den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor filialen ønskes etableret, underretter denne kompetente nationale myndighed straks ECB ved modtagelsen af en sådan meddelelse.

2.   Senest to måneder efter modtagelse af meddelelsen fra den kompetente myndighed i en ikke-deltagende medlemsstat forbereder ECB, såfremt det drejer sig om en filial, der er signifikant i henhold til de kriterier, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 6 og nærværende forordnings Del IV, eller den relevante kompetente nationale myndighed, såfremt det drejer sig om en filial, som er mindre signifikant i henhold til de kriterier, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 6 og nærværende forordnings Del IV, det foreskrevne tilsyn med filialen i overensstemmelse med artikel 40 til 46 i direktiv 2013/36/EU, og meddeler i givet fald de vilkår, som under hensyn til samfundsmæssige interesser gælder for filialens udøvelse af denne virksomhed i værtsmedlemsstaten.

3.   De kompetente nationale myndigheder underretter ECB om de vilkår, hvorunder virksomheden, i henhold til national ret og under hensyn til samfundsmæssige interesser, kan udøves af en filial i deres medlemsstat.

4.   En ændring af oplysningerne, som det kreditinstitut, der ønsker at etablere en filial efter artikel 35, stk. 2, litra b), c) eller d) i direktiv 2013/36/EU, har givet meddeles om, meddeles til den kompetente nationale myndighed, der henvises til i stk. 1.

Artikel 14

Kompetent myndighed i værtsmedlemsstaten for filialer

1.   I overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 4, stk. 2, udøver ECB de beføjelser, som henhører under den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten, såfremt filialen er signifikant som omhandlet i forordningens artikel 6, stk. 4.

2.   Er filialen mindre signifikant, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, udøver den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor filialen er etableret, de beføjelser, som henhører under den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten.

Artikel 15

Meddelelse om kreditinstitutter etableret i ikke-deltagende medlemsstaters udøvelse af retten til fri udveksling af tjenesteydelser inden for SSM

Hvis den kompetente myndighed i en ikke-deltagende medlemsstat fremsender en meddelelse efter artikel 39, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, adresseres denne meddelelse til den kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor retten til fri udveksling af tjenesteydelser skal udøves. Den kompetente nationale myndighed underretter straks ECB ved modtagelsen af en sådan meddelelse.

Artikel 16

Kompetent myndighed i værtsmedlemsstaten for retten til fri udveksling af tjenesteydelser

1.   I overensstemmelse med artikel 4, stk. 2, og inden for anvendelsesområdet for SSM-forordningens artikel 4, stk. 1, udfører ECB de opgaver, som henhører under den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten, i forbindelse med kreditinstitutter etableret i ikke-deltagende medlemsstater, som udøver retten til fri udveksling af tjenesteydelser i deltagende medlemsstater.

2.   Hvis retten til fri udveksling af tjenesteydelser tjener samfundsmæssige interesser, under forbehold af visse betingelser i henhold til national ret i de deltagende medlemsstater, underretter de kompetente nationale myndigheder ECB om disse betingelser.

KAPITEL 3

Procedurer for udøvelse af etableringsretten og retten til fri udveksling af tjenesteydelser i forhold til ikke-deltagende medlemsstater

Artikel 17

Etableringsretten og udøvelsen af retten til fri udveksling af tjenesteydelser i forhold til ikke-deltagende medlemsstater

1.   En signifikant enhed under tilsyn, som ønsker at oprette en filial eller at udøve retten til fri udveksling af tjenesteydelser på en ikke-deltagende medlemsstats område, underretter den relevante kompetente nationale myndighed om sin hensigt i overensstemmelse med gældende EU-ret. Den kompetente nationale myndighed underretter straks ECB om modtagelse af denne meddelelse. ECB udøver de beføjelser, som tilkommer den kompetente myndighed i hjemmedlemsstaten.

2.   En mindre signifikant enhed under tilsyn, som ønsker at oprette en filial eller at udøve retten til fri udveksling af tjenesteydelser på en ikke-deltagende medlemsstats område, underretter den relevante kompetente nationale myndighed om sin hensigt i overensstemmelse med gældende EU-ret. Den relevante kompetente nationale myndighed udøver de beføjelser, som tilkommer den kompetente myndighed i hjemmedlemsstaten.

AFSNIT 4

SUPPLERENDE TILSYN MED FINANSIELLE KONGLOMERATER

Artikel 18

Koordinator

1.   ECB varetager opgaven som koordinator for et finansielt konglomerat i overensstemmelse med kriterierne i den relevante EU-ret, for så vidt angår en signifikant enhed under tilsyn.

2.   Den kompetente nationale myndighed varetager opgaven som koordinator for et finansielt konglomerat i overensstemmelse med kriterierne i den relevante EU-ret, for så vidt angår en mindre signifikant enhed under tilsyn.

DEL III

GENERELLE BESTEMMELSER VEDRØRENDE DRIFTEN AF SSM

AFSNIT 1

PRINCIPPER OG FORPLIGTELSER

Artikel 19

Oversigt

Denne Del fastsætter a) generelle regler for ECB's og de kompetente nationale myndigheders drift af SSM, og b) de bestemmelser, som ECB skal iagttage ved udførelsen af en ECB-tilsynsprocedure.

De generelle principper og bestemmelser, som finder anvendelse mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder i tæt samarbejde, fremgår af Del IX.

Artikel 20

Pligt til at samarbejde i god tro

Både ECB og de kompetente nationale myndigheder er omfattet af en forpligtelse til at samarbejde i god tro og til udveksling af oplysninger.

Artikel 21

Generel forpligtelse til at udveksle oplysninger

1.   Uden at berøre ECB's beføjelser til direkte at modtage eller have direkte adgang til oplysninger, som løbende indberettes af enheder under tilsyn, fremsender de kompetente nationale myndigheder rettidigt og under udvisning af nøjagtighed navnlig alle de oplysninger til ECB, som måtte være nødvendige for, at ECB kan udføre de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen. Sådanne oplysninger skal omfatte oplysninger fra de kompetente nationale myndigheders kontroller og aktiviteter på stedet.

2.   Hvis ECB indhenter oplysninger direkte fra de juridiske eller fysiske personer, der er omhandlet i SSM-forordningens artikel 10, stk. 1, fremsender den sådanne oplysninger til de pågældende kompetente nationale myndigheder rettidigt og under udvisning af nøjagtighed. Sådanne oplysninger skal navnlig omfatte de oplysninger, som måtte være nødvendige for, at de kompetente nationale myndigheder kan udføre deres opgave med at bistå ECB.

3.   Uanset stk. 2 giver ECB de kompetente nationale myndigheder regelmæssig adgang til de opdaterede oplysninger, der er nødvendige, for at de kompetente nationale myndigheder kan udføre deres tilsynsopgaver.

Artikel 22

ECB's ret til at give instrukser til kompetente nationale myndigheder eller udpegede nationale myndigheder om at gøre brug af deres beføjelser og træffe foranstaltninger, hvis ECB har en tilsynsopgave, men ingen dertil knyttede beføjelser

1.   I det omfang det er nødvendigt for at udføre de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen, kan ECB ved hjælp af instrukser pålægge de kompetente nationale myndigheder eller udpegede nationale myndigheder eller begge at gøre brug af deres beføjelser i henhold til og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i national ret og som fastsat i SSM-forordningens artikel 9, såfremt SSM-forordningen ikke tillægger ECB sådanne beføjelser.

2.   De kompetente nationale myndigheder og/eller, for så vidt angår SSM-forordningens artikel 5, de udpegede nationale myndigheder informerer uden ugrundet ophold ECB om udøvelsen af disse beføjelser.

Artikel 23

Sprogordningen mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder

ECB og de kompetente nationale myndigheder vedtager ordninger for deres kommunikation inden for SSM, herunder det (de) sprog, der skal anvendes.

Artikel 24

Sprogordningen mellem ECB og juridiske eller fysiske personer, herunder enheder under tilsyn

1.   Ethvert dokument, som en enhed under tilsyn eller enhver anden juridisk eller fysisk person, som individuelt er underlagt ECB's tilsynsprocedurer, fremsender til ECB, kan udarbejdes på et hvilket som helst af de officielle EU-sprog efter den pågældende enhed eller persons eget valg.

2.   ECB, enhederne under tilsyn og enhver anden juridisk eller fysisk person, som individuelt er underlagt ECB's tilsynsprocedurer, kan aftale at udfærdige deres skriftlige kommunikation på et af de officielle EU-sprog, herunder vedrørende ECB-tilsynsafgørelser.

Tilbagekaldelse af en sådan aftale om anvendelse af ét sprog vil kun have virkning for de aspekter af ECB's tilsynsprocedure, som endnu ikke er udført.

Hvis deltagere i en mundtlig høring anmoder om at blive hørt på et andet officielt EU-sprog end det sprog, som ECB's tilsynsprocedure gennemføres på, skal der gives meddelelse herom til ECB i tilstrækkelig god tid, således at de nødvendige foranstaltninger kan blive truffet.

AFSNIT 2

GENERELLE BESTEMMELSER VEDRØRENDE RETFÆRDIG PROCEDURE FOR VEDTAGELSE AF ECB-TILSYNSAFGØRELSER

KAPITEL 1

ECB's tilsynsprocedurer

Artikel 25

Generelle principper

1.   En ECB-tilsynsprocedure, som indledes i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 4 og Kapitel III, Afdeling 2, skal gennemføres i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 22 og bestemmelserne i dette afsnit.

2.   Bestemmelserne i dette afsnit finder ikke anvendelse på procedurer, som gennemføres af Det Administrative Klagenævn.

Artikel 26

Parter

1.   Parterne i en ECB-tilsynsprocedure er:

a)

de, der indgiver en ansøgning

b)

de, som ECB forventer at rette, eller som ECB har rettet en ECB-tilsynsafgørelse til.

2.   De kompetente nationale myndigheder anses ikke som parter.

Artikel 27

Repræsentation af en part

1.   En part kan lade sig repræsentere af sine retlige repræsentanter eller af en hvilken som helst anden repræsentant, som er bemyndiget ved skriftlig fuldmagt til at træffe alle foranstaltninger i forbindelse med ECB's tilsynsprocedure.

2.   En tilbagekaldelse af fuldmagten er kun gyldig, såfremt ECB modtager en skriftlig tilbagekaldelse. ECB bekræfter modtagelsen af en sådan tilbagekaldelse.

3.   Hvis en part har udpeget en repræsentant i en ECB-tilsynsprocedure, kontakter ECB kun den udpegede repræsentant i den pågældende tilsynsprocedure, medmindre særlige omstændigheder kræver, at ECB kontakter parten direkte. I sidstnævnte tilfælde underrettes repræsentanten herom.

Artikel 28

Generelle forpligtelser for ECB og parterne i en ECB-tilsynsprocedure

1.   En ECB-tilsynsprocedure kan indledes ex officio eller på anmodning af en part. Under forbehold af stk. 3 fastsætter ECB de fakta, som vil være relevante for vedtagelsen af dens endelige afgørelse i hver enkelt ECB-tilsynsprocedure ex officio.

2.   ECB skal ved sin vurdering tage hensyn til alle relevante omstændigheder.

3.   Under forbehold af EU-retten har en part pligt til at deltage i en ECB-tilsynsprocedure og at yde bistand med henblik på at belyse forholdene. I ECB-tilsynsprocedurer, som er indledt på anmodning af en part, kan ECB begrænse sin undersøgelse af de faktiske forhold til at anmode parten om at fremsende de relevante faktuelle oplysninger.

Artikel 29

Dokumentation i ECB's tilsynsprocedurer

1.   Ved fastlæggelsen af de faktiske forhold i en sag har ECB ret til at gøre brug af den dokumentation, som den, efter behørig hensyntagen, finder passende.

2.   Parterne har, under forbehold af EU-retten, pligt til at bistå ECB med at fastlægge sagens faktiske forhold. Parterne har navnlig, under forbehold af EU-rettens begrænsninger med hensyn til sanktionsprocedurer, pligt til sandfærdigt at oplyse de faktiske forhold, som de har kendskab til.

3.   ECB kan fastsætte en tidsfrist for parternes fremsendelse af dokumentation.

Artikel 30

Vidner og eksperter i ECB's tilsynsprocedurer

1.   ECB kan høre vidner og eksperter, hvis den finder det nødvendigt.

2.   Hvis ECB udpeger en ekspert, skal den definere ekspertens opgaver i en aftale og fastsætte en tidsfrist for ekspertens fremsendelse af sin rapport.

3.   Hvis ECB hører vidner eller eksperter, har de ved ansøgning herom ret til godtgørelse af deres rejse- og opholdsudgifter. Vidner har ret til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og eksperter til det aftalte honorar for deres tjeneste, efter at de har indsendt deres opgørelse. Godtgørelsen udbetales i overensstemmelse med de gældende bestemmelser for henholdsvis godtgørelse af vidner og honorering af eksperter ved Den Europæiske Unions Domstol.

4.   ECB kan kræve, at de i SSM-forordningens artikel 11, stk. 1, litra c), omhandlede personer møder op som vidne i ECB's lokaler eller et hvilket som helst andet sted i en deltagende medlemsstat, som udpeges af ECB. Hvis en person nævnt i SSM-forordningens artikel 11, stk. 1, litra c), er en juridisk person, har de fysiske personer, som repræsenterer en sådan juridisk person, pligt til at møde op i medfør af foregående sætning.

Artikel 31

Retten til at blive hørt

1.   Før ECB kan vedtage en ECB-tilsynsafgørelse rettet til en part, som vil påvirke en sådan parts rettigheder negativt, skal parten gives mulighed for at udtale sig skriftligt over for ECB om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen. Finder ECB det hensigtsmæssigt, kan den give parterne mulighed for at udtale sig om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der måtte være relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, på et møde. Af meddelelsen, hvorved ECB giver parten mulighed for at udtale sig, skal fremgå det væsentlige indhold af den påtænkte ECB-tilsynsafgørelse og de væsentlige faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som ECB agter at lægge til grund for sin afgørelse. Kapitel III, afdeling 1, i SSM-forordningen er ikke underlagt bestemmelserne i denne artikel.

2.   Hvis ECB giver en part mulighed for at udtale sig om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som er relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, på et møde, kan partens fravær, bortset fra i særligt undskyldte tilfælde, ikke begrunde en udsættelse af mødet. Hvis parten er særligt undskyldt, kan ECB udsætte mødet eller give parten mulighed for at udtale sig skriftligt om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der er relevante for ECB-tilsynsafgørelsen. ECB udarbejder et skriftligt referat fra mødet, som skal undertegnes af begge parter, og tilstiller parterne en kopi af referatet.

3.   Parten skal som en hovedregel gives mulighed for at udtale sig skriftligt inden for en tidsfrist på to uger efter modtagelse af en skrivelse, hvoraf fremgår de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, som ECB agter at lægge til grund for ECB-tilsynsafgørelsen.

Efter partens ansøgning herom kan ECB forlænge tidsfristen, hvor det er relevant.

Under særlige omstændigheder kan ECB indskrænke tidsfristen til tre arbejdsdage. Tidsfristen indskrænkes også til tre arbejdsdage i de situationer, som er omfattet af SSM-forordningens artikel 14 og 15.

4.   Uanset stk. 3, og under forbehold af stk. 5, kan ECB vedtage en ECB-tilsynsafgørelse rettet til en part, som vil påvirke en sådan parts rettigheder negativt, uden at give parten mulighed for at udtale sig om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der er relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, før dens vedtagelse, hvis det er bydende nødvendigt at træffe en afgørelse for at forhindre væsentlig skade på det finansielle system.

5.   Hvis en presserende ECB-tilsynsafgørelse vedtages i overensstemmelse med stk. 4, gives parten mulighed for at udtale sig skriftligt om de faktiske forhold, indvendinger og retlige grunde, der er relevante for ECB-tilsynsafgørelsen, hurtigst muligt efter dens vedtagelse. Parten skal som en hovedregel gives mulighed for at udtale sig skriftligt inden for en tidsfrist på to uger fra modtagelse af ECB-tilsynsafgørelsen. Efter partens ansøgning herom kan ECB forlænge tidsfristen, som dog ikke må overskride seks måneder. ECB skal tage ECB-tilsynsafgørelsen op til fornyet overvejelse i lyset af partens udtalelse og enten bekræfte den, tilbagekalde den, ændre den, eller tilbagekalde og lade den erstatte af en ny ECB-tilsynsafgørelse.

6.   Stk. 4 og 5 finder ikke anvendelse på ECB-tilsynsprocedurer, der vedrører sanktioner i henhold til SSM-forordningens artikel 18 og nærværende forordnings Del X.

Artikel 32

Indsigt i sagsakter i en ECB-tilsynsprocedure

1.   De berørte parters ret til forsvar respekteres fuldt ud i ECB's tilsynsprocedurer. I forbindelse hermed, og efter at ECB's tilsynsprocedure er indledt, har parterne ret til indsigt i ECB's sagsakter med forbehold af den legitime interesse i beskyttelsen af deres forretningshemmeligheder, som tilkommer andre juridiske og fysiske personer end den relevante part. Retten til aktindsigt omfatter ikke fortrolige oplysninger. De kompetente nationale myndigheder fremsender enhver anmodning om aktindsigt, de har modtaget i forbindelse med ECB's tilsynsprocedurer, til ECB uden ugrundet ophold.

2.   Sagsakterne består af alle de dokumenter, der er indhentet, udfærdiget eller indsamlet af ECB under ECB's tilsynsprocedure, uanset lagringsmediet.

3.   Intet i denne artikel er til hinder for, at ECB eller de kompetente nationale myndigheder offentliggør og anvender de oplysninger, som måtte være nødvendige for at bevise en overtrædelse.

4.   ECB kan beslutte, at der skal gives aktindsigt på en eller flere af følgende måder, idet der tages hensyn til parternes tekniske muligheder:

a)

ved hjælp af cd-rommer eller ethvert andet elektronisk lagringsmedium, herunder medier, der måtte blive tilgængelige i fremtiden

b)

ved papirkopier af dokumenter omfattet af aktindsigten, som fremsendes med posten

c)

ved en opfordring til i ECB's lokaler at gennemse de dokumenter, som de har aktindsigt i.

5.   For så vidt angår denne artikel, kan fortrolige oplysninger omfatte ECB's og de kompetente nationale myndigheders interne dokumenter og korrespondance mellem ECB og en kompetent national myndighed eller mellem de kompetente nationale myndigheder.

KAPITEL 2

ECB's tilsynsafgørelser

Artikel 33

Begrundelse for ECB's tilsynsafgørelser

1.   En ECB-tilsynsafgørelse ledsages af en begrundelse for afgørelsen, jf. stk. 2.

2.   Begrundelsen skal indeholde de væsentlige faktiske forhold og retlige begrundelser, som danner grundlag for ECB-tilsynsafgørelsen.

3.   Under forbehold af artikel 31, stk. 4, må ECB kun basere en ECB-tilsynsafgørelse på faktiske forhold og indvendinger, som en part har haft mulighed for at udtale sig om.

Artikel 34

Opsættende virkning

Uden at berøre artikel 278 TEUF og SSM-forordningens artikel 24, stk. 8, kan ECB beslutte at suspendere anvendelsen af en ECB-tilsynsafgørelse a) ved at anføre det i ECB-tilsynsafgørelsen, eller b) i andre tilfælde end hvor der er fremsat en anmodning om revision i Det Administrative Klagenævn, på anmodning af den, som ECB-tilsynsafgørelsen er rettet til.

Artikel 35

Meddelelse af ECB's tilsynsafgørelser

1.   ECB kan meddele en ECB-tilsynsafgørelse til en part a) mundtligt, b) ved forkyndelse eller personlig levering af en kopi af tilsynsafgørelsen, c) ved anbefalet brev med en kvittering for modtagelse, d) med ekspres kurertjeneste, e) pr. fax, eller f) elektronisk i overensstemmelse med stk. 10.

2.   Såfremt en repræsentant er befuldmægtiget ved et skriftligt mandat, kan ECB meddele ECB-tilsynsafgørelsen til repræsentanten. I så tilfælde er ECB ikke forpligtet til også at meddele ECB-tilsynsafgørelsen til enheden under tilsyn, som er repræsenteret ved en sådan repræsentant.

3.   I tilfælde af at ECB-tilsynsafgørelsen meddeles mundtligt, anses meddelelsen om afgørelsen for at være forkyndt for adressaten, hvis en medarbejder hos ECB har informeret a) den pågældende fysiske person, såfremt adressaten er en fysisk person, eller b) en repræsentant, som er bemyndiget til at modtage meddelelsen for den juridiske person, til hvem ECB-tilsynsafgørelsen er rettet, såfremt adressaten er en juridisk person. Efter en sådan mundtlig meddelelse fremsendes en skriftlig kopi af ECB's tilsynsafgørelse til adressaten uden ugrundet ophold.

4.   Hvis en ECB-tilsynsafgørelse meddeles ved anbefalet brev med en kvittering, anses ECB's tilsynsafgørelse for at være forkyndt for adressaten den tiende dag, efter at brevet blev overdraget til postselskabet, medmindre kvitteringen for modtagelse indikerer, at brevet blev modtaget på en anden dato.

5.   Hvis en ECB-tilsynsafgørelse meddeles ved ekspres kurertjeneste, anses ECB's tilsynsafgørelse for at være meddelt for adressaten den tiende dag, efter at brevet blev overdraget til kurertjenesten, medmindre kurertjenestens kvittering for levering indikerer, at brevet blev modtaget på en anden dato.

6.   For så vidt angår stk. 4 og 5, skal ECB's tilsynsafgørelse være rettet til en adresse, som kan gøres til genstand for forkyndelse (en gyldig adresse). En gyldig adresse er:

a)

i tilfælde af en ECB-tilsynsafgørelse indledt på anmodning af eller ansøgning fra adressaten for en ECB-tilsynsafgørelse, den adresse, som adressaten har oplyst i sin anmodning eller ansøgning

b)

i tilfælde af en enhed under tilsyn, hovedkontorets seneste forretningsadresse, som enheden under tilsyn har oplyst til ECB

c)

i tilfælde af en fysisk person, den seneste adresse, som er oplyst til ECB, og hvis ingen adressat er oplyst til ECB, og den fysiske person er en medarbejder, chef eller aktionær i en enhed under tilsyn, enheden under tilsyns forretningsadresse i overensstemmelse med litra b).

7.   Hver enkelt person, som er part i en ECB-tilsynsprocedure, skal på anmodning oplyse en gyldig adresse til ECB.

8.   Hvis en person er etableret eller hjemmehørende i en stat, som ikke er en medlemsstat, kan ECB kræve, at parten inden for en rimelig tidsfrist udpeger en forkyndelsesbefuldmægtiget repræsentant, som er bosiddende i en medlemsstat, eller som har forretningslokaler i en medlemsstat. Skulle en forkyndelsesbefuldmægtiget repræsentant ikke være udpeget efter en sådan anmodning, henholdsvis indtil en sådan forkyndelsesbefuldmægtiget repræsentant er udpeget, kan enhver meddelelse forkyndes i overensstemmelse med stk. 3 til 5 og 9 på den adresse på parten, som ECB har kendskab til.

9.   Hvis personen, som er adressat for en ECB-tilsynsafgørelse, har oplyst et faxnummer til ECB, kan ECB meddele en ECB-tilsynsafgørelse ved at fremsende en kopi af ECB-tilsynsafgørelsen pr. fax. ECB's tilsynsafgørelse anses for at være meddelt til adressaten, hvis ECB har modtaget en bekræftelse på, at telefaxen er leveret.

10.   ECB kan fastsætte de kriterier, hvorunder en ECB-tilsynsafgørelse kan forkyndes elektronisk eller ved tilsvarende kommunikationsformer.

AFSNIT 3

INDBERETNING AF OVERTRÆDELSER

Artikel 36

Indberetning af overtrædelser

Enhver person i god tro kan foretage en indberetning direkte til ECB, hvis den pågældende person har rimelige grunde til at antage, at indberetningen vil dokumentere, at kreditinstitutter, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber eller kompetente myndigheder (herunder ECB selv) har overtrådt de i SSM-forordningens artikel 4, stk. 3, omhandlede retsakter.

Artikel 37

Passende beskyttelse ved indberetning af overtrædelser

1.   Hvis en person foretager en indberetning i god tro om enheder under tilsyns eller kompetente myndigheders formodede overtrædelse af de i SSM-forordningens artikel 4, stk. 3, omhandlede retsakter, skal indberetningen behandles som en beskyttet indberetning.

2.   Alle personlige oplysninger vedrørende både den person, som foretager en beskyttet indberetning, og den person, som formodes at være ansvarlig for overtrædelsen, skal beskyttes i overensstemmelse med de gældende EU-rammer for databeskyttelse.

3.   ECB må ikke afsløre identiteten på en person, som har foretaget en beskyttet indberetning, uden først at have indhentet den pågældende persons udtrykkelige samtykke, medmindre en sådan offentliggørelse kræves ved retskendelse som led i yderligere undersøgelser eller efterfølgende retssager.

Artikel 38

Procedurer for opfølgning på indberetninger

1.   ECB vurderer alle indberetninger vedrørende signifikante enheder under tilsyn. ECB vurderer indberetninger vedrørende mindre signifikante enheder under tilsyn i forhold til overtrædelse af ECB's forordninger eller afgørelser. I sidstnævnte tilfælde, hvor de kompetente nationale myndigheder modtager disse indberetninger, fremsender de disse til ECB uden at oplyse identiteten på den person, som har foretaget indberetningen, medmindre den pågældende person har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.

2.   Uden at berøre stk. 1 fremsender ECB indberetninger, som vedrører mindre signifikante enheder under tilsyn, til den relevante kompetente nationale myndighed uden at oplyse identiteten på den person, som har foretaget indberetningen, medmindre den pågældende person har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.

3.   ECB udveksler informationer med de kompetente nationale myndigheder a) for at fastslå, om indberetningerne er blevet sendt til både ECB og den relevante kompetente nationale myndighed, og for at koordinere indsatsen, og b) for at få kendskab til resultatet af opfølgningen på de indberetninger, der er foretaget til de kompetente nationale myndigheder.

4.   ECB skal udøve et rimeligt skøn ved vurderingen af, hvorledes de modtagne indberetninger skal vurderes, og hvilke foranstaltninger der skal træffes.

5.   I tilfælde af påståede overtrædelser fra enhederne under tilsyns side, skal den relevante enhed under tilsyn fremsende alle oplysninger og dokumenter, som ECB måtte anmode om for at kunne vurdere de modtagne indberetninger.

6.   I tilfælde af påståede overtrædelser fra kompetente myndigheders side (bortset fra ECB), anmoder ECB den relevante myndighed om at udtale sig om de indberettede fakta.

7.   ECB redegør i sin årsrapport, som beskrevet i SSM-forordningens artikel 20, stk. 2, for de modtagne indberetninger i forkortet eller aggregeret form, således at individuelle enheder under tilsyn eller personer ikke kan identificeres.

DEL IV

FASTSÆTTELSE AF EN ENHED UNDER TILSYNS STATUS SOM SIGNIFIKANT ELLER MINDRE SIGNIFIKANT

AFSNIT 1

GENERELLE BESTEMMELSER VEDRØRENDE KLASSIFIKATIONEN SOM SIGNIFIKANT ELLER MINDRE SIGNIFIKANT

Artikel 39

Klassificering af en enhed under tilsyn på et individuelt grundlag som signifikant

1.   En enhed under tilsyn anses for at være en signifikant enhed under tilsyn, hvis ECB træffer afgørelse herom i en ECB-afgørelse rettet til den relevante enhed under tilsyn i henhold til artikel 43 til 49, hvoraf fremgår de underliggende begrundelser for en sådan afgørelse.

2.   En enhed under tilsyn ophører med at være klassificeret som en signifikant enhed under tilsyn, hvis ECB i en ECB-afgørelse rettet til enheden under tilsyn, hvoraf fremgår de underliggende begrundelser for en sådan afgørelse, fastslår, at den er en mindre signifikant enhed under tilsyn eller ikke længere er en enhed under tilsyn.

3.   En enhed under tilsyn kan klassificeres som en signifikant enhed under tilsyn på grundlag af en eller flere af følgende omstændigheder:

a)

dens størrelse, som fastsat i overensstemmelse med artikel 50 til 55 (herefter »størrelseskriteriet«)

b)

dens betydning for Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi, som fastsat i overensstemmelse med artikel 56 til 58 (herefter »kriteriet om økonomisk betydning«)

c)

dens betydning med hensyn til grænseoverskridende aktiviteter, som fastsat i overensstemmelse med artikel 59 og 60 (herefter »kriteriet om grænseoverskridende aktiviteter«)

d)

en anmodning om eller modtagelse af direkte offentlig finansiel støtte fra den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM), som fastsat i overensstemmelse med artikel 61 til 64 (herefter »kriteriet om direkte offentlig finansiel støtte«)

e)

den omstændighed, at enheden under tilsyn er et af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat, som fastsat i overensstemmelse med artikel 65 og 66.

4.   Signifikante enheder under tilsyn er underlagt direkte tilsyn af ECB, medmindre særlige omstændigheder begrunder, at den relevante kompetente nationale myndighed fører tilsynet i overensstemmelse med afsnit 9 i denne del.

5.   ECB fører også direkte tilsyn med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller en mindre signifikant koncern under tilsyn i henhold til en ECB-afgørelse, der er vedtaget i medfør af SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b), således at ECB udøver alle de i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, omhandlede relevante beføjelser direkte. I henseende til SSM klassificeres en sådan mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn som signifikant.

6.   ECB rådfører sig med de relevante kompetente nationale myndigheder, før den træffer de i denne artikel omhandlede ECB-afgørelser. Hver enkelt ECB-afgørelse, som omhandlet i denne artikel, meddeles også til de relevante kompetente nationale myndigheder.

Artikel 40

Klassificering af enheder under tilsyn, som er en del af en koncern, som signifikante

1.   Hvis en eller flere enheder under tilsyn er en del af en koncern under tilsyn, anvendes kriterierne for fastsættelsen af, om de er signifikante, på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater i overensstemmelse med bestemmelserne i afsnit 3 til 7 i Del IV.

2.   Hver enkelt af enhederne under tilsyn, som er en del af en koncern under tilsyn, anses for at være en signifikant enhed under tilsyn under en eller flere af følgende omstændigheder:

a)

hvis koncernen under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater opfylder størrelseskriteriet, kriteriet om økonomisk betydning eller kriteriet om grænseoverskridende aktiviteter

b)

hvis en af enhederne under tilsyn, som er en del af koncernen under tilsyn, opfylder kriteriet om direkte offentlig finansiel støtte

c)

hvis en af enhederne under tilsyn, som er en del af koncernen under tilsyn, er et af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat.

3.   Hvis der træffes afgørelse om, at en koncern under tilsyn er signifikant, eller at den ikke længere er signifikant, vedtager ECB en ECB-afgørelse om klassifikationen som signifikant enhed under tilsyn eller om ophævelsen af klassifikationen som signifikant enhed under tilsyn og meddeler hver enkelt enhed under tilsyn, som er en del af den pågældende koncern under tilsyn, om start- og slutdatoen for ECB's direkte tilsyn i overensstemmelse med de i artikel 39 fastsatte kriterier og procedurer.

Artikel 41

Særlige bestemmelser vedrørende filialer af kreditinstitutter, som er etableret i ikke-deltagende medlemsstater

1.   Alle filialer, som oprettes i den samme deltagende medlemsstat, af et kreditinstitut, som er etableret i en ikke-deltagende medlemsstat, anses for at være en enkelt enhed under tilsyn som omhandlet i denne forordning.

2.   Filialer, som oprettes i forskellige deltagende medlemsstater, af et kreditinstitut, som er etableret i en ikke-deltagende medlemsstat, behandles individuelt som adskilte enheder under tilsyn som omhandlet i denne forordning.

3.   Uden at berøre stk. 1 vurderes filialer af et kreditinstitut, som er etableret i en ikke-deltagende medlemsstat, individuelt som adskilte enheder under tilsyn, og adskilt fra datterselskaber af det samme kreditinstitut, ved fastsættelsen af, hvorvidt et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, er opfyldt.

Artikel 42

Særlige bestemmelser vedrørende datterselskaber af kreditinstitutter, som er etableret i ikke-deltagende medlemsstater og tredjelande

1.   Datterselskaber, som er etableret i en eller flere deltagende medlemsstater, af et kreditinstitut, som har sit hovedkontor i en ikke-deltagende medlemsstat eller et tredjeland, vurderes adskilt fra kreditinstituttets filialer ved fastsættelsen af, hvorvidt et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, er opfyldt.

2.   Følgende datterselskaber vurderes adskilt ved fastsættelsen af, hvorvidt et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, er opfyldt:

a)

datterselskaber, der er etableret i en deltagende medlemsstat,

b)

datterselskaber, der tilhører en koncern, hvis moderselskab har sit hovedkontor i en ikke-deltagende medlemsstat eller et tredjeland, og

c)

datterselskaber, der ikke tilhører en koncern under tilsyn i de deltagende medlemsstater.

AFSNIT 2

PROCEDURE FOR KLASSIFICERING AF ENHEDER UNDER TILSYN SOM SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

KAPITEL 1

Klassificering af en enhed under tilsyn som signifikant

Artikel 43

Revurdering af status for en enhed under tilsyn

1.   Medmindre andet fremgår af denne forordning, tager ECB mindst en gang årligt op til fornyet vurdering, om en signifikant enhed under tilsyn eller en signifikant koncern under tilsyn fortsat opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4.

2.   Medmindre andet fremgår af denne forordning, tager hver enkelt kompetente nationale myndighed mindst en gang årligt op til fornyet vurdering, om en mindre signifikant enhed under tilsyn eller en mindre signifikant koncern under tilsyn opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4. Drejer det sig om en mindre signifikant koncern under tilsyn, foretager den relevante kompetente nationale myndighed i den deltagende medlemsstat, hvor moderselskabet, fastsat på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater, er etableret, denne revurdering.

3.   ECB kan til enhver tid, efter at have modtaget relevante oplysninger, tage op til fornyet vurdering, navnlig i de tilfælde, der er specificeret i artikel 52, a) om en enhed under tilsyn opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, og b) om en signifikant enhed under tilsyn ikke længere opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4.

4.   Hvis en kompetent national myndighed vurderer, at en mindre signifikant enhed under tilsyn eller en mindre signifikant koncern under tilsyn opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, underretter den pågældende kompetente nationale myndighed ECB herom uden ugrundet ophold.

5.   På anmodning af ECB eller en kompetent national myndighed skal ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed samarbejde om at fastslå, om en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn opfylder et eller flere af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4.

6.   Hvis ECB a) træffer afgørelse om at føre direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn eller b) træffer afgørelse om, at ECB's direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn skal ophøre, skal ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed samarbejde om at sikre en smidig overførsel af tilsynskompetencer. Navnlig skal en rapport over enheden under tilsyns tilsynshistorik og risikoprofil udarbejdes af den pågældende kompetente nationale myndighed, når ECB overtager det direkte tilsyn med en enhed under tilsyn, og af ECB, når den pågældende kompetente nationale myndighed får kompetence til at føre tilsyn med den berørte enhed.

7.   ECB fastslår, hvorvidt en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn er signifikant, på grundlag af de i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, fastsatte kriterier i den rækkefølge, som de fremgår heri, dvs. a) størrelse, b) betydning for Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi, c) betydningen af grænseoverskridende aktiviteter, d) anmodning om eller modtagelse af direkte offentlig finansiel støtte fra ESM, og e) den omstændighed, at den er et af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat.

Artikel 44

Procedure, som skal anvendes ved fastsættelsen af en enhed under tilsyns signifikans

1.   ECB anvender procedurereglerne i nærværende forordnings Del III, afsnit 2, når den træffer afgørelse om klassificeringen af en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn som signifikant i henhold til dette afsnit.

2.   ECB meddeler inden for den i artikel 45 fastsatte tidsramme skriftligt en ECB-afgørelse om klassifikationen af en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn som signifikant til den enkelte berørte enhed under tilsyn og meddeler også afgørelsen til den relevante kompetente nationale myndighed. For så vidt angår enheder under tilsyn, som er en del af en signifikant koncern under tilsyn, skal ECB meddele ECB-afgørelsen til enheden under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater og sikre, at alle enheder under tilsyn i den signifikante koncern er behørigt underrettet.

3.   For enheder under tilsyn, der ikke er blevet underrettet af ECB i henhold til stk. 1, tjener listen i artikel 49, stk. 2, som meddelelse om deres klassifikation som mindre signifikante.

4.   ECB giver den enkelte relevante enhed under tilsyn mulighed for at udtale sig skriftligt, før en ECB-afgørelse vedtages i henhold til stk. 1.

5.   Endvidere giver ECB i overensstemmelse med artikel 39, stk. 6, de relevante kompetente nationale myndigheder mulighed for at fremsætte bemærkninger og kommentarer skriftligt, og ECB tager behørigt hensyn til disse.

6.   En enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn klassificeres som en signifikant enhed under tilsyn eller en signifikant koncern under tilsyn fra datoen for meddelelse af ECB-afgørelsen, hvori det fastsættes, at den er en signifikant enhed under tilsyn eller en signifikant koncern under tilsyn.

KAPITEL 2

Påbegyndelse og ophør af ECB's direkte tilsyn

Artikel 45

Påbegyndelse af ECB's direkte tilsyn

1.   ECB angiver i en ECB-afgørelse den dato, hvorfra den overtager opgaven med at føre direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn, der er blevet klassificeret som en signifikant enhed under tilsyn eller en signifikant koncern under tilsyn. Denne ECB-afgørelse kan være den samme som den i artikel 44, stk. 2, omhandlede afgørelse. ECB meddeler ECB-afgørelsen til den enkelte berørte enhed under tilsyn mindst en måned før den dato, på hvilken den overtager opgaven med at føre direkte tilsyn, jf. dog stk. 2.

2.   Hvis ECB overtager opgaven med at føre direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn på grundlag af en anmodning om eller modtagelse af direkte offentlig finansiel støtte fra ESM, skal ECB meddele den i stk. 1 omhandlede ECB-afgørelse til den enkelte berørte enhed under tilsyn i god tid, dvs. mindst en uge før den dato, på hvilken den overtager opgaven med at føre direkte tilsyn.

3.   ECB fremsender en kopi af de i stk. 1 omhandlede ECB-afgørelser til de relevante kompetente nationale myndigheder.

4.   ECB overtager opgaven med at føre direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn senest 12 måneder efter den dato, hvor ECB meddeler enheden under tilsyn eller koncernen under tilsyn en ECB-afgørelse i henhold til artikel 44, stk. 2.

5.   For så vidt angår denne artikel meddeler ECB i forhold til en koncern under tilsyn, ECB-afgørelsen til enheden under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater, og sikrer, at alle enheder under tilsyn inden for koncernen er behørigt underrettet inden udløbet af den relevante frist.

Artikel 46

Ophør af ECB's direkte tilsyn

1.   Hvis ECB fastslår, at ECB's direkte tilsyn med en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn skal ophøre, udsteder ECB en ECB-afgørelse til den enkelte berørte enhed under tilsyn med angivelse af dato og begrundelse for, hvorfor det direkte tilsyn ophører. ECB vedtager en sådan afgørelse mindst en måned før den dato, hvor ECB's direkte tilsyn ophører. ECB fremsender også en kopi af denne ECB-afgørelse til de relevante kompetente nationale myndigheder. Artikel 45, stk. 5, finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

2.   Før en ECB-afgørelse i henhold til stk. 1 udstedes, giver ECB de pågældende enheder under tilsyn lejlighed til at udtale sig skriftligt.

3.   En ECB-afgørelse, som angiver den dato, hvor ECB's direkte tilsyn med en enhed under tilsyn vil ophøre, kan udstedes sammen med afgørelsen, hvori enheden under tilsyn klassificeres som mindre signifikant.

Artikel 47

Begrundelser for ophør af ECB's direkte tilsyn

1.   Såfremt det drejer sig om en signifikant enhed under tilsyn, der er klassificeret som sådan på grundlag af sin a) størrelse, b) betydning for Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi, eller c) betydningen af grænseoverskridende aktiviteter, eller fordi den er en del af en koncern under tilsyn, der opfylder mindst et af disse kriterier, vedtager ECB en ECB-afgørelse, som fastsætter ophøret af klassifikationen som en signifikant enhed under tilsyn og det direkte tilsyn, hvis ingen af de i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, fastsatte kriterier i en periode på tre på hinanden følgende år har været opfyldt enten på et individuelt grundlag eller af koncernen under tilsyn, som enheden under tilsyn tilhører.

2.   Såfremt det drejer sig om en enhed under tilsyn, der er klassificeret som signifikant på grundlag af, at der er blevet anmodet om direkte offentlig finansiel støtte fra ESM af a) enheden selv, b) koncernen under tilsyn, som enheden under tilsyn tilhører, eller c) en enhed under tilsyn, som tilhører denne koncern, og som ikke er signifikant på andre grundlag, vedtager ECB en ECB-afgørelse, som fastsætter ophøret af dens klassifikation som en signifikant enhed under tilsyn og det direkte tilsyn, hvis den direkte offentlige finansielle støtte er blevet afslået, fuldt ud tilbagebetalt eller er ophørt. En sådan afgørelse kan i tilfælde af tilbagebetaling eller ophør af den direkte offentlige finansielle støtte først træffes tre kalenderår, efter at den direkte offentlige finansielle støtte er blevet fuldt ud tilbagebetalt eller er ophørt.

3.   Såfremt det drejer sig om en enhed under tilsyn, der er klassificeret som signifikant på grundlag af, at den er et af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat, som fastsat i overensstemmelse med artikel 65 til 66, eller som tilhører samme koncern under tilsyn som et sådant kreditinstitut, og som ikke er signifikant af andre grunde, vedtager ECB en ECB-afgørelse, som fastsætter ophøret af dens klassifikation som en signifikant enhed under tilsyn og det direkte tilsyn, hvis den pågældende enhed under tilsyn i en periode på tre på hinanden følgende kalenderår ikke har været et af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat.

4.   Såfremt det drejer sig om en enhed under tilsyn, hvormed ECB fører direkte tilsyn i henhold til en ECB-afgørelse vedtaget i medfør af SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b), og som ikke er signifikant af andre grunde, vedtager ECB en ECB-afgørelse, som fastsætter ophøret af ECB's direkte tilsyn, hvis direkte tilsyn efter dens rimelige skøn ikke længere er nødvendigt for at sikre en konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

Artikel 48

Igangværende procedurer

1.   I tilfælde af at der skal ske en ændring i kompetencefordelingen mellem ECB og en kompetent national myndighed, informerer den myndighed, hvis kompetence vil ophøre (herefter »den myndighed, hvis kompetence ophører«), den myndighed som får kompetence (herefter »den myndighed, som får kompetence«) om enhver tilsynsprocedure, som er formelt indledt, og som kræver, at der træffes en afgørelse. Den myndighed, hvis kompetence ophører, fremsender disse oplysninger straks efter at have fået kendskab til den forestående kompetenceændring. Den myndighed, hvis kompetence ophører, opdaterer disse oplysninger løbende, og som hovedregel en gang om måneden, når der foreligger nye oplysninger om en tilsynsprocedure. Den myndighed, der får tilsynskompetence, kan i behørigt begrundede tilfælde tillade mindre hyppig rapportering. Med henblik på artikel 48 og 49 betyder en tilsynsprocedure en ECB- eller NCA-tilsynsprocedure.

Før kompetenceændringen gennemføres, skal den myndighed, hvis kompetence ophører, uden ugrundet ophold samarbejde tæt med den myndighed, som får kompetence, efter at en ny tilsynsprocedure, som kræver at der træffes en afgørelse, er blevet formelt indledt.

2.   Hvis tilsynskompetencen ændres, skal den myndighed, hvis kompetence ophører, bestræbe sig på at færdiggøre eventuelle igangværende tilsynsprocedurer, som kræver, at der træffes en afgørelse, før den dato, hvor ændringen i tilsynskompetencen skal gælde fra.

3.   Hvis en formelt indledt tilsynsprocedure, som kræver, at der træffes en afgørelse, ikke kan færdiggøres før den dato, hvor en ændring i tilsynskompetencen skal gælde fra, forbliver den myndighed, hvis kompetence ophører, kompetent, indtil den pågældende tilsynsprocedure er færdiggjort. I den forbindelse bevarer den myndighed, hvis kompetence ophører, også alle relevante beføjelser, indtil tilsynsproceduren er blevet færdiggjort. Den myndighed, hvis kompetence ophører, færdiggør den pågældende igangværende tilsynsprocedure i overensstemmelse med gældende lov under sine bevarede beføjelser. Den myndighed, hvis kompetence ophører, informerer den myndighed, som får kompetence, før den træffer afgørelse i en tilsynsprocedure, som var igangværende før kompetenceændringen. Den fremsender en kopi af den trufne afgørelse og alle relevante dokumenter, der vedrører denne, til den myndighed, som får kompetence.

4.   Uanset stk. 3 kan ECB inden for en måned efter at have modtaget de oplysninger, som er nødvendige for at færdiggøre sin vurdering af den pågældende formelt indledte tilsynsprocedure, og i samråd med den pågældende kompetente nationale myndighed, beslutte at overtage den pågældende tilsynsprocedure. Hvis en ECB-afgørelse i henhold til den nationale ret kræves truffet før udløbet af ovennævnte vurderingsperiode, skal den kompetente nationale myndighed fremsende alle nødvendige oplysninger til ECB og navnlig angive tidsrammen, inden for hvilken ECB skal træffe afgørelse om, hvorvidt den agter at overtage proceduren eller ej. Overtager ECB en tilsynsprocedure, underretter ECB den relevante kompetente nationale myndighed og parterne om sin afgørelse om at overtage den pågældende tilsynsprocedure. ECB specificerer konsekvenserne af at overtage en sådan tilsynsprocedure i sin ECB-afgørelse.

5.   ECB og den relevante kompetente nationale myndighed skal samarbejde om færdiggørelsen af eventuelle igangværende procedurer og kan udveksle alle relevante oplysninger til dette formål.

6.   Denne artikel finder ikke anvendelse på fælles procedurer.

KAPITEL 3

Fortegnelse over enheder under tilsyn

Artikel 49

Offentliggørelse

1.   ECB offentliggør en fortegnelse over navnene på alle de enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn, hvormed ECB fører direkte tilsyn, der indikerer, hvor det er relevant, hvilken koncern under tilsyn, som enheden under tilsyn tilhører, og det specifikke retlige grundlag for et sådant direkte tilsyn. Fortegnelsen skal, såfremt det drejer sig om en klassifikation som signifikant på grundlag af størrelseskriteriet, omfatte den samlede værdi af enheden eller koncernen under tilsyns aktiver. ECB offentliggør også navnene på enheder under tilsyn, som, selv om de opfylder et af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, og derfor opfylder betingelserne for at være signifikant, ikke desto mindre betragtes som mindre signifikante af ECB på grund af særlige omstændigheder i overensstemmelse med afsnit 9 i Del IV og derfor ikke er underlagt ECB's direkte tilsyn.

2.   ECB offentliggør en fortegnelse over navnene på alle de enheder under tilsyn, hvormed en kompetent national myndighed fører direkte tilsyn, og navnet på den pågældende kompetente nationale myndighed.

3.   De i stk. 1 og 2 omhandlede fortegnelser offentliggøres elektronisk og vil være tilgængelige på ECB's websted.

4.   De i stk. 1 og 2 omhandlede fortegnelser opdateres regelmæssigt.

AFSNIT 3

FASTSÆTTELSE AF SIGNIFIKANS PÅ GRUNDLAG AF STØRRELSE

Artikel 50

Fastsættelse af signifikans på grundlag af størrelse

1.   Spørgsmålet, hvorvidt en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn er signifikant på grundlag af størrelseskriteriet, skal afgøres på baggrund af den samlede værdi af dens aktiver.

2.   En enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn klassificeres som signifikant, hvis den samlede værdi af dens aktiver overstiger 30 milliarder EUR (herefter »størrelsesgrænsen«).

Artikel 51

Grundlag for at fastslå, hvorvidt en enhed under tilsyn er signifikant på grundlag af størrelseskriteriet

1.   Hvis enheden under tilsyn er en del af en koncern under tilsyn, fastsættes den samlede værdi af dens aktiver på grundlag af det konsoliderede regnskab udarbejdet i tilsynsøjemed ultimo året for koncernen under tilsyn i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Hvis de samlede aktiver ikke kan fastsættes på grundlag af de i stk. 1 omhandlede data, fastsættes den samlede værdi af aktiverne på grundlag af det seneste reviderede konsoliderede årsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med International Financial Reporting Standards (IFRS), således som disse finder anvendelse i EU i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 (12) og, hvis dette årsregnskab ikke foreligger, det konsoliderede årsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med den gældende nationale regnskabslovgivning.

3.   Hvis enheden under tilsyn ikke er en del af en koncern under tilsyn, fastsættes den samlede værdi af dens aktiver på grundlag af det individuelle regnskab udarbejdet i tilsynsøjemed ultimo året i overensstemmelse med gældende ret.

4.   Hvis de samlede aktiver ikke kan fastsættes på grundlag af de i stk. 3 omhandlede data, fastsættes den samlede værdi af dens aktiver på grundlag af det seneste reviderede årsregnskab udarbejdet i overensstemmelse med IFRS, som finder anvendelse inden for EU i henhold til forordning (EF) nr. 1606/2002, og hvis dette årsregnskab ikke foreligger, årsregnskabet, som er udarbejdet i overensstemmelse med den gældende nationale regnskabslovgivning.

5.   Hvis enheden under tilsyn er en filial af et kreditinstitut, der er etableret i en ikke-deltagende medlemsstat, skal den samlede værdi af dens aktiver fastlægges på grundlag af de statistiske oplysninger, der er indberettet i henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 25/2009 (ECB/2008/32) (13).

Artikel 52

Grundlag for at fastslå signifikans på grundlag af størrelseskriteriet i særlige eller ekstraordinære omstændigheder

1.   Hvis der, såfremt det drejer sig om en mindre signifikant enhed under tilsyn, er en ekstraordinær betydelig ændring i de omstændigheder, der er relevante for at fastslå, hvorvidt størrelseskriteriet er opfyldt eller ej, undersøger den pågældende kompetente nationale myndighed, om størrelseskriteriet fortsat er opfyldt eller ej.

Opstår en sådan ændring for en signifikant enhed under tilsyn, undersøger ECB, om størrelsesgrænsen fortsat er opfyldt eller ej.

En ekstraordinær betydelig ændring i de omstændigheder, der er relevante for at fastslå signifikans på grundlag af størrelseskriteriet, omfatter ethvert af følgende forhold: a) fusion mellem to eller flere kreditinstitutter, b) salg eller overførsel af en betydelig forretningsenhed, c) overførsel af aktier i et kreditinstitut, så det ikke længere tilhører en koncern under tilsyn, som det tilhørte før salget, d) en endelig afgørelse om at gennemføre en velordnet afvikling af enheden (eller koncernen) under tilsyn, og e) tilsvarende faktiske situationer.

2.   En mindre signifikant enhed under tilsyn og, såfremt det drejer sig om en mindre signifikant koncern under tilsyn, enheden under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater, skal informere den relevante kompetente nationale myndighed om enhver ændring som omhandlet i stk. 1.

En signifikant enhed under tilsyn og, såfremt det drejer sig om en signifikant koncern under tilsyn, enheden under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater, skal informere ECB om enhver ændring som omhandlet i stk. 1.

3.   Uanset den i artikel 47, stk. 1-3, fastsatte treårsregel, og såfremt der foreligger ekstraordinære omstændigheder, herunder sådanne som er omhandlet i stk. 1, træffer ECB i samråd med de kompetente nationale myndigheder afgørelse om, hvorvidt de berørte enheder under tilsyn er signifikante eller mindre signifikante, samt datoen, hvorfra ECB eller de kompetente nationale myndigheder skal føre tilsyn.

Artikel 53

Koncerner af konsoliderede virksomheder

1.   Med henblik på at fastslå signifikans på grundlag af størrelseskriteriet består en koncern af konsoliderede virksomheder under tilsyn af de virksomheder, der skal konsolideres i tilsynsøjemed i henhold til EU-lovgivningen.

2.   Med henblik på at fastslå signifikans på grundlag af størrelseskriteriet omfatter en koncern af konsoliderede virksomheder under tilsyn datterselskaber og filialer i ikke-deltagende medlemsstater og tredjelande.

Artikel 54

Metode til konsolidering

Konsolideringen foretages på grundlag af den konsolideringsmetode, som finder anvendelse i henhold til EU-rettens bestemmelser om tilsyn.

Artikel 55

Metode til beregning af de samlede aktiver

Med henblik på at fastslå, om et kreditinstitut er signifikant på grundlag af størrelseskriteriet, udledes den »samlede værdi af aktiverne« af linjen »Aktiver i alt« på en balance, som er udarbejdet i overensstemmelse med EU-retten i tilsynsøjemed.

AFSNIT 4

FASTSÆTTELSE AF SIGNIFIKANS PÅ GRUNDLAG AF BETYDNINGEN FOR UNIONENS ELLER EN DELTAGENDE MEDLEMSSTATS ØKONOMI

Artikel 56

Grænseværdier for betydning for den nationale økonomi

En enhed under tilsyn, som er etableret i en deltagende medlemsstat, eller en koncern under tilsyn, hvis moderselskab er etableret i en deltagende medlemsstat, klassificeres som signifikant på grundlag af dens betydning for økonomien i den pågældende deltagende medlemsstat, hvis:

Formula
(grænseværdi for betydning for den nationale økonomi)

og

A ≥ 5 mia. EUR

hvorved

A

er den samlede værdi af aktiver fastsat i overensstemmelse med artikel 51 til 55 i et givet kalenderår, og

B

er bruttonationalproduktet i markedspriser som defineret i punkt 8.89 i bilag A til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 (14) (ENS 2010) og offentliggjort af Eurostat i et givet kalenderår.

Artikel 57

Kriterier for fastsættelse af signifikans på grundlag af betydningen for Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi

1.   ECB skal tage hensyn til følgende kriterier, navnlig ved fastsættelsen af, hvorvidt en enhed under tilsyn eller en koncern under tilsyn har betydning for Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi af andre grunde end dem, som fremgår af artikel 56:

a)

enheden eller koncernen under tilsyns betydning for særlige økonomiske sektorer i Unionen eller en deltagende medlemsstat

b)

enheden eller koncernen under tilsyns sammenkobling med Unionens eller en deltagende medlemsstats økonomi

c)

enheden eller koncernen under tilsyns substituerbarhed som både markedsdeltager og leverandør af kundetjenester

d)

enheden eller koncernen under tilsyns forretningsmæssige, strukturelle og driftsmæssige kompleksitet.

2.   Artikel 52, stk. 3, finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

Artikel 58

Fastsættelse af signifikans på grundlag af betydningen for en deltagende medlemsstats økonomi på anmodning af en kompetent national myndighed

1.   En kompetent national myndighed kan meddele ECB, at den betragter en enhed under tilsyn som havende betydning for den indenlandske økonomi.

2.   ECB vurderer den kompetente nationale myndigheds meddelelse på grundlag af kriteriet i artikel 57, stk. 1.

3.   Artikel 57 finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

AFSNIT 5

FASTSÆTTELSE AF SIGNIFIKANS PÅ GRUNDLAG AF BETYDNINGEN AF GRÆNSEOVERSKRIDENDE AKTIVITETER

Artikel 59

Kriterier for fastsættelse af signifikans på grundlag af betydningen af en koncern under tilsyns grænseoverskridende aktiviteter

1.   En koncern under tilsyn kan kun betragtes som signifikant af ECB på grundlag af dens grænseoverskridende aktiviteter, hvis koncernen under tilsyns moderselskab har etableret datterselskaber, som selv er kreditinstitutter, i mere end én anden deltagende medlemsstat.

2.   En koncern under tilsyn kan kun betragtes som signifikant af ECB på grundlag af dens grænseoverskridende aktiviteter, hvis den samlede værdi af dens aktiver overstiger 5 milliarder EUR og:

a)

de grænseoverskridende aktiver i forhold til dens samlede aktiver overstiger 20 %, eller

b)

de grænseoverskridende passiver i forhold til dens samlede passiver overstiger 20 %.

3.   Artikel 52, stk. 3, finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

Artikel 60

Grænseoverskridende aktiver og passiver

1.   »Grænseoverskridende aktiver«, for så vidt angår en koncern under tilsyn, er den del af de samlede aktiver, for hvilke modparten er et kreditinstitut eller en anden juridisk eller fysisk person med hjemsted i en anden deltagende medlemsstat end den medlemsstat, hvori moderselskabet til den pågældende koncern under tilsyn har sit hovedkontor.

2.   »Grænseoverskridende passiver«, for så vidt angår en koncern under tilsyn, er den del af de samlede passiver for hvilke modparten er et kreditinstitut eller en anden juridisk eller fysisk person med hjemsted i en anden deltagende medlemsstat end den medlemsstat, hvori moderselskabet til den pågældende koncern under tilsyn har sit hovedkontor.

AFSNIT 6

FASTSÆTTELSE AF SIGNIFIKANS PÅ GRUNDLAG AF EN ANMODNING OM ELLER MODTAGELSE AF OFFENTLIG FINANSIEL STØTTE FRA ESM

Artikel 61

Anmodning om eller modtagelse af direkte offentlig finansiel støtte fra ESM

1.   Der er anmodet om direkte offentlig finansiel støtte til en enhed under tilsyn, hvis et medlem af ESM har fremsat en anmodning om, at der ydes finansiel støtte fra ESM til enheden i overensstemmelse med en afgørelse truffet af repræsentantskabet for ESM i henhold til artikel 19 i traktaten om oprettelse af den europæiske stabilitetsmekanisme om direkte rekapitalisering af et kreditinstitut og med de instrumenter, som er vedtaget i henhold til denne afgørelse.

2.   Direkte offentlig finansiel støtte er modtaget af et kreditinstitut, hvis kreditinstituttet har modtaget finansiel støtte i henhold til den i stk. 1 omhandlede afgørelse og instrumenter.

Artikel 62

De kompetente nationale myndigheders forpligtelse til at underrette ECB om en eventuel anmodning om eller modtagelse af offentlig finansiel støtte af en mindre signifikant enhed under tilsyn

1.   Uden at berøre den i artikel 96 fastsatte forpligtelse til at underrette ECB, hvis en mindre signifikant enhed under tilsyns finansielle situation forværres, skal den kompetente nationale myndighed underrette ECB, så snart den bliver bekendt med et eventuelt behov for, at der ydes offentlig finansiel støtte til en mindre signifikant enhed under tilsyn på nationalt plan indirekte fra ESM og/eller af ESM.

2.   Den kompetente nationale myndighed skal fremsende sin vurdering af den mindre signifikante enhed under tilsyns finansielle situation til ECB til overvejelse, før den fremsendes til ESM, bortset fra i behørigt begrundede nødstilfælde.

Artikel 63

Påbegyndelse og ophør af direkte tilsyn

1.   En enhed under tilsyn, for hvilken der er anmodet om direkte offentlig finansiel støtte fra ESM, eller som har modtaget direkte offentlig finansiel støtte fra ESM, klassificeres som en signifikant enhed under tilsyn fra den dato, hvor der er blevet fremsat en anmodning om direkte offentlig finansiel støtte på dennes vegne.

2.   Datoen, hvorfra ECB påbegynder direkte tilsyn, fastsættes i en ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2.

3.   Artikel 52, stk. 3, finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

Artikel 64

Anvendelsesområde

Hvis der fremsættes en anmodning om direkte offentlig finansiel støtte for en enhed under tilsyn, som er en del af en koncern under tilsyn, klassificeres alle de enheder under tilsyn, som er en del af koncernen under tilsyn, som signifikante.

AFSNIT 7

FASTSÆTTELSE AF SIGNIFIKANS PÅ GRUNDLAG AF, AT ENHEDEN UNDER TILSYN ER ET AF DE TRE MEST SIGNIFIKANTE KREDITINSTITUTTER I EN DELTAGENDE MEDLEMSSTAT

Artikel 65

Kriterier for fastsættelse af de tre mest signifikante kreditinstitutter i en deltagende medlemsstat

1.   Et kreditinstitut eller en koncern under tilsyn klassificeres som signifikant, hvis det er et af de tre mest signifikante kreditinstitutter eller en af de tre mest signifikante koncerner under tilsyn i en deltagende medlemsstat.

2.   Ved fastsættelsen af de tre mest signifikante kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn i en deltagende medlemsstat skal ECB og den pågældende kompetente nationale myndighed tage hensyn til størrelsen af henholdsvis enheden under tilsyn og koncernen under tilsyn, som fastsat i artikel 50 til 55.

Artikel 66

Revurderingsproces

1.   For hver deltagende medlemsstat fastsætter ECB senest den 1. oktober i et kalenderår, hvorvidt tre kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn, der er etableret med et moderselskab i en sådan deltagende medlemsstat, skal klassificeres som signifikante enheder under tilsyn.

2.   På ECB's anmodning underretter de kompetente nationale myndigheder ECB om de tre mest signifikante kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn i deres respektive deltagende medlemsstater senest den 1. oktober i det pågældende kalenderår. De kompetente nationale myndigheder fastslår de tre mest signifikante kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn på grundlag af kriterierne i artikel 50 til 55.

3.   For hvert af de tre mest signifikante kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn i de deltagende medlemsstater fremsender den relevante kompetente nationale myndighed en rapport til ECB, hvoraf fremgår tilsynshistorikken og risikoprofilen for hver enkelt, medmindre kreditinstituttet eller koncernen under tilsyn allerede er klassificeret som signifikant.

Efter at have modtaget de i stk. 2 omhandlede oplysninger foretager ECB sin egen vurdering. ECB kan til dette formål anmode den relevante kompetente nationale myndighed om at fremsende relevante oplysninger.

4.   Hvis en eller flere af de tre mest signifikante kreditinstitutter eller koncerner under tilsyn i en deltagende medlemsstat den 1. oktober i et givet år ikke er klassificeret som signifikante enheder under tilsyn, vedtager ECB en afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2 vedrørende ethvert af de tre mest signifikante kreditinstitutter eller enhver af de tre mest signifikante koncerner under tilsyn, der ikke er klassificeret som signifikante.

5.   Artikel 52, stk. 3, finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

AFSNIT 8

ECB-AFGØRELSE OM AT FØRE DIREKTE TILSYN MED MINDRE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN I HENHOLD TIL SSM-FORORDNINGENS ARTIKEL 6, STK. 5, LITRA B)

Artikel 67

Kriterier for en ECB-afgørelse i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b)

1.   ECB kan i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b), til enhver tid træffe afgørelse i form af en ECB-afgørelse om at føre direkte tilsyn med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn, når det er nødvendigt for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

2.   Før ECB træffer den i stk. 1 omhandlede ECB-afgørelse, tager den bl.a. hensyn til enhver af følgende faktorer:

a)

hvorvidt den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn er tæt på at opfylde et af kriterierne i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4

b)

den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyns sammenkobling med andre kreditinstitutter

c)

hvorvidt den pågældende mindre signifikante enhed under tilsyn er et datterselskab af en enhed under tilsyn, som har sit hovedkontor i en ikke-deltagende medlemsstat eller et tredjeland og har etableret et eller flere datterselskaber, som også er kreditinstitutter, eller en eller flere filialer i deltagende medlemsstater, hvoraf en eller flere er signifikante

d)

den omstændighed, at ECB's instrukser ikke er blevet fulgt af den kompetente nationale myndighed

e)

den omstændighed, at den kompetente nationale myndighed ikke har overholdt de retsakter, hvortil der henvises i SSM-forordningens artikel 4, stk. 3, første afsnit

f)

den omstændighed, at den mindre signifikante enhed under tilsyn har anmodet om eller modtaget indirekte finansiel støtte fra EFSF eller ESM.

Artikel 68

Procedure for udarbejdelse af en ECB-afgørelse i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b), på en kompetent national myndigheds anmodning

1.   ECB vurderer på anmodning af en kompetent national myndighed, hvorvidt det er nødvendigt at føre direkte tilsyn i overensstemmelse med SSM-forordningen med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

2.   Den kompetente nationale myndigheds anmodning skal a) identificere den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn, som den kompetente nationale myndighed mener, at ECB bør føre direkte tilsyn med, og b) anføre, hvorfor det er nødvendigt, at ECB fører tilsyn med en mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

3.   Den kompetente nationale myndigheds anmodning skal ledsages af en rapport, hvoraf fremgår tilsynshistorikken og risikoprofilen for den pågældende mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn.

4.   Hvis ECB ikke er enig med den kompetente nationale myndigheds anmodning, skal ECB høre den pågældende kompetente nationale myndighed, før den foretager sin endelige vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt, at ECB fører tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

5.   Hvis ECB træffer afgørelse om, at det er nødvendigt, at ECB fører direkte tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder, vedtager den en ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2.

Artikel 69

Procedure for udarbejdelse af ECB-afgørelser i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra b), på ECB's eget initiativ

1.   ECB kan anmode en kompetent national myndighed om at fremsende en rapport, hvoraf fremgår tilsynshistorikken og risikoprofilen for en mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn. ECB skal anføre en dato, på hvilken en sådan rapport skal fremsendes til ECB.

2.   ECB skal høre den kompetente nationale myndighed, før den foretager sin endelige vurdering af, hvorvidt det er nødvendigt, at ECB fører tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller den mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

3.   Hvis ECB konkluderer, at det er nødvendigt, at ECB fører direkte tilsyn med den mindre signifikante enhed under tilsyn eller mindre signifikante koncern under tilsyn for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder, vedtager den en ECB-afgørelse i overensstemmelse med afsnit 2.

AFSNIT 9

SÆRLIGE OMSTÆNDIGHEDER, DER KAN BEGRUNDE KLASSIFIKATION AF EN ENHED UNDER TILSYN SOM MINDRE SIGNIFIKANT, SELV OM KRITERIERNE FOR KLASSIFIKATION SOM SIGNIFIKANT ER OPFYLDT

Artikel 70

Særlige omstændigheder, der fører til klassifikation af en signifikant enhed under tilsyn som mindre signifikant

1.   Særlige omstændigheder, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 6, stk. 4, andet og femte afsnit (herefter »særlige omstændigheder«), foreligger, hvor der er specifikke og faktuelle omstændigheder, som medfører, at klassifikationen af en enhed under tilsyn som signifikant ikke er hensigtsmæssig under hensyn til formålet med og principperne for SSM-forordningen, og navnlig behovet for at sikre konsekvent anvendelse af høje tilsynsstandarder.

2.   Begrebet »særlige omstændigheder« skal fortolkes indskrænkende.

Artikel 71

Vurdering af, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder

1.   Vurderingen af, hvorvidt der foreligger særlige omstændigheder, der begrunder en klassifikation af, hvad der ellers ville være en signifikant enhed under tilsyn, som mindre signifikant, foretages fra sag til sag og specifikt for den pågældende enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, og ikke for kategorier af enheder under tilsyn.

2.   Artikel 40 finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

3.   Artikel 44 til 46 og artikel 48 og 49 finder anvendelse i overensstemmelse hermed. ECB skal i en ECB-afgørelse anføre de grunde, der har ført til dens konklusion af, at der foreligger særlige omstændigheder.

Artikel 72

Revurdering

1.   ECB tager med de relevante kompetente nationale myndigheders støtte mindst en gang årligt op til fornyet vurdering, om der fortsat foreligger særlige omstændigheder for en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, der er klassificeret som mindre signifikant på grund af særlige omstændigheder.

2.   Den pågældende enhed under tilsyn skal fremsende alle de oplysninger og dokumenter, som ECB måtte anmode om for at kunne foretage den i stk. 1 omhandlede revurdering.

3.   Hvis ECB mener, at der ikke længere foreligger særlige omstændigheder, træffer den en ECB-afgørelse rettet til den pågældende enhed under tilsyn, hvori det fastslås, at den klassificeres som signifikant, og at der ikke længere foreligger særlige omstændigheder.

4.   Afsnit 2 i Del IV finder anvendelse i overensstemmelse hermed.

DEL V

FÆLLES PROCEDURER

AFSNIT 1

SAMARBEJDE OM ANSØGNINGER OM TILLADELSE TIL AT PÅBEGYNDE VIRKSOMHED SOM KREDITINSTITUT

Artikel 73

Underretning af ECB om ansøgninger om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut

1.   En kompetent national myndighed, som modtager en ansøgning om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut, der påtænkes etableret i en deltagende medlemsstat, skal underrette ECB om modtagelsen af en sådan ansøgning inden for 15 arbejdsdage.

2.   Den kompetente nationale myndighed skal også informere ECB om tidsfristen, inden for hvilken en afgørelse om ansøgningen skal være truffet og meddelt til ansøgeren i henhold til den relevante nationale lovgivning.

3.   Er ansøgningen ufuldstændig, skal den kompetente nationale myndighed, enten på eget initiativ eller på ECB's anmodning, bede ansøgeren om at fremsende de oplysninger, som yderligere kræves. Den kompetente nationale myndighed skal sende sådanne yderligere oplysninger, som den modtager, til ECB inden for 15 arbejdsdage efter modtagelse heraf.

Artikel 74

Kompetente nationale myndigheders vurdering af ansøgninger

Den kompetente nationale myndighed, som en ansøgning er indgivet til, vurderer, hvorvidt ansøgeren opfylder alle de betingelser for at opnå tilladelse, som er fastsat i lovgivningen for den kompetente nationale myndigheds medlemsstat.

Artikel 75

Kompetente nationale myndigheders afslag på en ansøgning

De kompetente nationale myndigheder afslår ansøgninger, som ikke opfylder de betingelser for at opnå tilladelse, som er fastsat i den relevante nationale lovgivning, og sender en kopi af deres afgørelse til ECB.

Artikel 76

Kompetente nationale myndigheders udkast til afgørelse om tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut

1.   Hvis den kompetente nationale myndighed finder det godtgjort, at ansøgningen opfylder alle de betingelser for at opnå tilladelse, som er fastsat i den relevante nationale lovgivning, udarbejder den et udkast til afgørelse, hvori den henstiller, at ECB giver ansøgeren tilladelse til at påbegynde virksomhed som kreditinstitut (herefter et »udkast til afgørelse om tilladelse«).

2.   Den kompetente nationale myndighed skal sikre, at udkastet til afgørelse om tilladelse meddeles til ECB og ansøgeren mindst 20 arbejdsdage før udløbet af den maksimale vurderingsperiode i henhold til den relevante nationale lovgivning.

3.   Den kompetente nationale myndighed kan henstille, at der knyttes henstillinger, betingelser og/eller restriktioner til et udkast til en afgørelse om tilladelse i overensstemmelse med den nationale ret og EU-retten. I så tilfælde har den kompetente nationale myndighed ansvar for at vurdere, hvorvidt de pågældende betingelser og/eller restriktioner er opfyldt.

Artikel 77

ECB's vurdering af ansøgninger og høring af ansøgerne

1.   ECB vurderer ansøgningen på grundlag af de betingelser for tilladelse, som er fastsat i den relevante EU-ret. Hvis ECB mener, at disse betingelser ikke er opfyldt, giver ECB ansøgeren mulighed for at udtale sig skriftligt om de faktiske forhold og indvendinger, som er relevante for vurderingen, i overensstemmelse med artikel 31.

2.   Hvis et møde vurderes at være nødvendigt og i alle andre tilfælde, som er behørigt begrundede, kan ECB forlænge tidsfristen, inden for hvilken en afgørelse om en ansøgning skal være truffet i henhold til SSM-forordningens artikel 14, stk. 3. En eventuel forlængelse meddeles til ansøgeren i overensstemmelse med artikel 35 i nærværende forordning.

Artikel 78

ECB's afgørelser om ansøgninger

1.   ECB træffer afgørelse om et udkast til afgørelse om tilladelse, som den har modtaget fra den kompetente nationale myndighed, inden for ti arbejdsdage, medmindre der er truffet en afgørelse om at forlænge tidsfristen i overensstemmelse med artikel 77, stk. 2. Den kan støtte udkastet til afgørelse om tilladelse, og dermed give sit samtykke til tilladelsen, eller gøre indsigelse imod udkastet til afgørelse om tilladelse.

2.   ECB skal basere sin afgørelse på sin vurdering af ansøgningen, udkastet til afgørelse om tilladelse og eventuelle skriftlige kommentarer fra ansøgeren i henhold til artikel 77.

3.   Hvis ECB ikke træffer en afgørelse inden for den i stk. 1 nævnte frist, anses den kompetente nationale myndigheds udkast til afgørelse om tilladelse for at være vedtaget.

4.   ECB vedtager en afgørelse om at meddele tilladelse, hvis ansøgeren opfylder alle betingelserne for at opnå tilladelse i henhold til den relevante EU-ret og nationale ret i den medlemsstat, hvor ansøgeren er etableret.

5.   Afgørelsen om at meddele tilladelse skal dække ansøgerens aktiviteter som kreditinstitut, som omhandlet i den relevante nationale ret, uden at berøre yderligere krav om tilladelse i henhold til relevant national ret, som skal være opfyldt for at kunne udføre andre aktiviteter end at tage imod indskud eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden og yde lån for egen regning.

Artikel 79

Procedure for bortfald af tilladelsen

Tilladelsen bortfalder i de situationer, der er omhandlet i artikel 18, litra a), i direktiv 2013/36/EU, hvis den relevante nationale ret indeholder bestemmelser herom. De kompetente nationale myndigheder underetter ECB om de enkelte tilfælde, hvor en tilladelse bortfalder. ECB offentliggør bortfaldet af tilladelsen i overensstemmelse med den relevante nationale lovgivning efter at have underrettet den pågældende kompetente nationale myndighed og den berørte enhed under tilsyn.

AFSNIT 2

SAMARBEJDE I FORBINDELSE MED INDDRAGELSE AF EN TILLADELSE

Artikel 80

Kompetente nationale myndigheders forslag om at inddrage en tilladelse

1.   Hvis den relevante kompetente nationale myndighed er af den opfattelse, at et kreditinstituts tilladelse bør inddrages helt eller delvist i overensstemmelse med den relevante EU-ret eller nationale ret, herunder på kreditinstituttets anmodning, fremsender den et udkast til afgørelse med forslag om inddragelse af tilladelsen til ECB (herefter et »udkast til afgørelse om inddragelse«) sammen med eventuel supplerende dokumentation.

2.   Den kompetente nationale myndighed koordinerer med den nationale myndighed, som har kompetence til at afvikle kreditinstitutter (herefter den »nationale afviklingsmyndighed«), med henblik på udarbejdelse af alle udkast til afgørelse om inddragelse, der er relevante for den nationale afviklingsmyndighed.

Artikel 81

ECB's vurdering af et udkast til afgørelse om inddragelse

1.   ECB vurderer udkastet til afgørelse om inddragelse uden ugrundet ophold. Den skal navnlig tage hensyn til eventuelle begrundelser fra den kompetente nationale myndighed om, at sagen er af hastende karakter.

2.   Retten til at blive hørt som omhandlet i artikel 31 finder anvendelse.

Artikel 82

Vurdering på ECB's eget initiativ og høring af de kompetente nationale myndigheder

1.   Hvis ECB får kendskab til omstændigheder, der kan begrunde, at en tilladelse inddrages, vurderer den på eget initiativ, hvorvidt tilladelsen bør inddrages i overensstemmelse med den relevante EU-ret.

2.   ECB kan til enhver tid rådføre sig med de relevante kompetente nationale myndigheder. Hvis ECB har til hensigt at inddrage en tilladelse, skal den høre den kompetente nationale myndighed i den medlemsstat, hvor kreditinstituttet er etableret, mindst 25 arbejdsdage før den dato, hvor den planlægger at træffe sin afgørelse. I behørigt begrundede sager af hastende karakter kan tidsfristen for høring indskrænkes til fem arbejdsdage.

3.   Hvis ECB har til hensigt at inddrage en tilladelse, skal den informere de relevante kompetente nationale myndigheder om eventuelle bemærkninger fremsat af kreditinstituttet. Kreditinstituttets ret til at blive i henhold til artikel 31 finder anvendelse.

4.   ECB koordinerer med den nationale afviklingsmyndighed med henblik på udarbejdelse af et forslag om inddragelse af tilladelse i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 14, stk. 5. ECB informerer den kompetente nationale myndighed straks efter at have taget kontakt til den nationale afviklingsmyndighed.

Artikel 83

ECB-afgørelse om inddragelse af en tilladelse

1.   ECB træffer afgørelse om inddragelse af en tilladelse uden ugrundet ophold. I forbindelse hermed kan den godkende eller afvise det pågældende udkast til afgørelse om inddragelse.

2.   I forbindelse med at ECB træffer afgørelse, skal den tage hensyn til følgende: a) dens vurdering af de omstændigheder, der berettiger inddragelse, b) alt efter omstændighederne, den kompetente nationale myndigheds udkast til afgørelse om inddragelse, c) høringen af den relevante kompetente nationale myndighed og, såfremt den kompetente nationale myndighed ikke er den nationale afviklingsmyndighed, den nationale afviklingsmyndighed (sammen med den kompetente nationale myndighed herefter de »nationale myndigheder«), og d) eventuelle bemærkninger fremsat af kreditinstituttet i henhold til artikel 81, stk. 2 og artikel 82, stk. 3.

3.   ECB træffer også afgørelse i de i artikel 84 anførte tilfælde, hvis den relevante nationale afviklingsmyndighed ikke gør indsigelse mod inddragelsen af tilladelsen, eller ECB fastslår, at de nationale myndigheder ikke har gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opretholde den finansielle stabilitet.

Artikel 84

Procedure i tilfælde af potentielle afviklingsforanstaltninger, som skal træffes af de nationale myndigheder

1.   Hvis den nationale afviklingsmyndighed underretter ECB om sin indsigelse mod ECB's hensigt om at inddrage en tilladelse, indgår ECB og den nationale afviklingsmyndighed aftale om en tidsperiode, hvor ECB skal afstå fra at gennemføre inddragelsen af tilladelsen. ECB informerer den kompetente nationale myndighed straks efter at have taget kontakt til den nationale afviklingsmyndighed med henblik på at indgå denne aftale.

2.   Efter udløbet af den aftalte periode vurderer ECB, hvorvidt den har til hensigt at gennemføre inddragelsen af tilladelsen eller at forlænge den aftalte tidsperiode i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 14, stk. 6, under hensyntagen til de eventuelle fremskridt, der er gjort. ECB hører både den relevante kompetente nationale myndighed og den nationale afviklingsmyndighed, hvis denne er forskellig fra den kompetente nationale myndighed. Den kompetente nationale myndighed underretter ECB om de foranstaltninger, som disse myndigheder har truffet, og dens vurdering af følgerne af en inddragelse.

3.   Hvis den nationale afviklingsmyndighed ikke gør indsigelse mod inddragelsen af en tilladelse, eller ECB fastslår, at de nationale myndigheder ikke har gennemført de foranstaltninger, der er nødvendige for at opretholde den finansielle stabilitet, finder artikel 83 anvendelse.

AFSNIT 3

SAMARBEJDE I FORBINDELSE MED ERHVERVELSE AF KVALIFICEREDE ANDELE

Artikel 85

Anmeldelse af erhvervelse af en kvalificeret andel til de kompetente nationale myndigheder

1.   En kompetent national myndighed, der modtager en anmeldelse om en hensigt om at erhverve en kvalificeret andel i et kreditinstitut, der er etableret i den deltagende medlemsstat, underretter ECB om en sådan anmeldelse senest fem arbejdsdage efter anerkendelse af modtagelsen i overensstemmelse med artikel 22, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU.

2.   Den kompetente nationale myndighed underretter ECB, hvis den er nødt til at suspendere vurderingsperioden som følge af en anmodning om yderligere oplysninger. Den kompetente nationale myndighed sender sådanne yderligere oplysninger til ECB senest fem arbejdsdage efter dens modtagelse heraf.

3.   Den kompetente nationale myndighed underretter også ECB om den dato, hvor afgørelsen om at modsætte sig eller ikke modsætte sig erhvervelsen af en kvalificeret andel skal meddeles til ansøgeren i henhold til den relevante nationale lovgivning.

Artikel 86

Vurdering af potentielle erhvervelser

1.   Den kompetente nationale myndighed, som har modtaget en anmeldelse af en hensigt om at erhverve en kvalificeret andel i et kreditinstitut, skal vurdere, hvorvidt den potentielle erhvervelse opfylder alle de betingelser, som er fastsat i den relevante EU-ret og nationale ret. Efter at have foretaget denne vurdering udarbejder den kompetente nationale myndighed et udkast til afgørelse til ECB med forslag om at modsætte sig eller ikke modsætte sig erhvervelsen.

2.   Den kompetente nationale myndighed fremsender udkastet til afgørelse med forslag om at modsætte sig eller ikke modsætte sig erhvervelsen til ECB mindst 15 arbejdsdage før udløbet af vurderingsperioden som fastsat i den relevante EU-ret.

Artikel 87

ECB's afgørelse om erhvervelse

ECB træffer afgørelse om, hvorvidt den skal modsætte sig eller ikke modsætte sig erhvervelsen på grundlag af dens vurdering af den påtænkte erhvervelse og den kompetente nationale myndigheds udkast til afgørelse. Retten til at blive hørt i henhold til artikel 31 finder anvendelse.

AFSNIT 4

MEDDELELSE OM AFGØRELSER OM FÆLLES PROCEDURER

Artikel 88

Procedurer for meddelelse om afgørelser

1.   ECB meddeler uden ugrundet ophold parterne om følgende afgørelser i overensstemmelse med artikel 35:

a)

en ECB-afgørelse om inddragelse af en tilladelse som kreditinstitut

b)

en ECB-afgørelse om erhvervelse af en kvalificeret andel i et kreditinstitut.

2.   ECB meddeler uden ugrundet ophold den relevante kompetente nationale myndighed om følgende afgørelser:

a)

en ECB-afgørelse om en ansøgning om tilladelse som kreditinstitut

b)

en ECB-afgørelse om inddragelse af en tilladelse som kreditinstitut

c)

en ECB-afgørelse om erhvervelse af en kvalificeret andel i et kreditinstitut.

3.   Den kompetente nationale myndighed meddeler ansøgeren, som har ansøgt om tilladelse, om følgende afgørelser:

a)

et udkast til en afgørelse om tilladelse

b)

en NCA-afgørelse om at afvise ansøgningen om tilladelse, såfremt ansøgeren ikke opfylder de betingelser for tilladelse, som er fastsat i den relevante nationale lovgivning

c)

en ECB-afgørelse om at gøre indsigelse mod det i litra a) omhandlede udkast til afgørelse om tilladelse

d)

en ECB-afgørelse om tilladelse.

4.   Den kompetente nationale myndighed meddeler den relevante nationale afviklingsmyndighed om ECB-afgørelsen om inddragelse af tilladelsen som kreditinstitut.

5.   ECB underretter Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) om alle ECB-afgørelser om at give eller inddrage en tilladelse som kreditinstitut samt ethvert bortfald af tilladelse. I den forbindelse skal ECB specificere grundene til afgørelserne om at inddrage en tilladelse eller bortfald af en tilladelse.

DEL VI

PROCEDURER FOR TILSYN MED SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

AFSNIT 1

TILSYN MED SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN OG DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDERS BISTAND

Artikel 89

Tilsyn med signifikante enheder under tilsyn

ECB fører direkte tilsyn med signifikante enheder under tilsyn i overensstemmelse med procedurerne fastsat i Del II, navnlig for så vidt angår de fælles tilsynsteams opgaver og sammensætning.

Artikel 90

De kompetente nationale myndigheders rolle, når de bistår ECB

1.   Den kompetente nationale myndighed bistår ECB i udførelsen af dens opgaver i henhold til de i SSM-forordningen og nærværende forordning fastsatte betingelser og udfører navnlig følgende aktiviteter:

a)

Fremsender udkast til afgørelser til ECB vedrørende signifikante enheder under tilsyn, som er etableret i dens deltagende medlemsstat, i overensstemmelse med artikel 91

b)

Bistår ECB med at udarbejde og gennemføre retsakter vedrørende udøvelsen af de opgaver, som er blevet overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen, herunder bistand med kontrolaktiviteter og daglige vurderinger af en signifikant enhed under tilsyns situation

c)

Bistår ECB med at håndhæve sine afgørelser, om nødvendigt under anvendelse af de i SSM-forordningens artikel 9, stk. 1, tredje afsnit, og artikel 11, stk. 2, omhandlede beføjelser.

2.   Når den kompetente nationale myndighed bistår ECB, følger den ECB's instrukser med hensyn til signifikante enheder under tilsyn.

Artikel 91

Udkast til afgørelser, som skal udarbejdes af de kompetente nationale myndigheder til ECB's overvejelse

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 3, og artikel 6, stk. 7, litra b), kan ECB anmode en kompetent national myndighed om at udarbejde et udkast til afgørelse vedrørende udøvelsen af de i SSM-forordningens artikel 4 omhandlede opgaver til dens overvejelse.

Anmodningen skal anføre en tidsfrist for fremsendelse af udkastet til afgørelse til ECB.

2.   En kompetent national myndighed kan også på eget initiativ fremsende et udkast til afgørelse vedrørende en signifikant enhed under tilsyn til ECB's overvejelse gennem det fælles tilsynsteam.

Artikel 92

Udveksling af oplysninger

ECB og de kompetente nationale myndigheder udveksler uden ugrundet ophold oplysninger vedrørende signifikante enheder under tilsyn, hvor der er en alvorlig indikation af, at disse signifikante enheder under tilsyn ikke længere frembyder garanti for at kunne opfylde deres forpligtelser over for deres kreditorer og især ikke længere frembyder sikkerhed for de midler, som dets indskydere har betroet dem, eller hvor der er en alvorlig indikation af, at der foreligger omstændigheder, som kan føre til en konstatering af, at det pågældende kreditinstitut ikke er i stand til at tilbagebetale indskuddene som omhandlet i artikel 1, stk. 3, litra i), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF (15). Dette skal ECB og de kompetente nationale myndigheder gøre, før der træffes afgørelse om en sådan konstatering.

AFSNIT 2

OPFYLDELSE AF KRAV TIL EGNETHED OG HÆDERLIGHED VEDRØRENDE DE PERSONER, SOM ER ANSVARLIGE FOR FORVALTNINGEN AF KREDITINSTITUTTER

Artikel 93

Vurdering af egnethed hos medlemmerne af ledelsesorganerne i signifikante enheder under tilsyn

1.   For at sikre, at institutterne har solide styringsordninger, og uden at berøre den relevante EU-ret, nationale ret og Del V, skal en signifikant enhed under tilsyn underrette den relevante kompetente nationale myndighed om enhver ændring i sammensætningen af medlemmer i dens ledelsesorganer i deres ledelses- og tilsynsfunktion (herefter »lederne«) som omhandlet i artikel 3, stk. 1 og 7, og artikel 3, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU, herunder fornyelse af ledernes mandatperiode. Den relevante kompetente nationale myndighed underretter ECB om enhver sådan ændring uden ugrundet ophold og informerer den om tidsfristen, inden for hvilken en afgørelse skal træffes og meddeles i henhold til den relevante nationale lovgivning.

2.   I forbindelse med vurderingen af egnetheden af lederne i de signifikante enheder under tilsyn har ECB samme tilsynsmæssige beføjelser, som tilkommer de kompetente myndigheder i henhold til den relevante EU-ret og nationale ret.

Artikel 94

Løbende vurdering af ledernes egnethed

1.   En signifikant enhed under tilsyn underretter uden ugrundet ophold den relevante kompetente nationale myndighed om alle nye faktiske forhold, som måtte kunne påvirke den første vurdering af egnethed eller ethvert andet anliggende, som måtte kunne påvirke en leders egnethed, så snart disse faktiske forhold eller anliggender er kommet til enheden under tilsyns eller den pågældende leders kendskab. Den relevante kompetente nationale myndighed underretter uden ugrundet ophold ECB om sådanne nye faktiske forhold eller anliggender.

2.   ECB kan iværksætte en ny vurdering baseret på de nye faktiske forhold eller anliggender, som omhandlet i stk. 1, eller hvis ECB bliver bekendt med nye faktiske forhold, der måtte kunne påvirke den første vurdering af den pågældende leder, eller et hvilket som helst andet anliggende, som måtte kunne påvirke en leders egnethed. ECB træffer herefter afgørelse om, hvilke foranstaltninger der vil være hensigtsmæssige i overensstemmelse med den relevante EU-ret og nationale ret, og underretter uden ugrundet ophold den relevante kompetente nationale myndighed om sådanne foranstaltninger.

AFSNIT 3

ANDRE PROCEDURER, SOM SKAL FØLGES AF DE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

Artikel 95

Anmodninger, meddelelser og ansøgninger fra signifikante enheder under tilsyn

1.   Uden at berøre de særlige procedurer, som navnlig er fastsat i Del V, og uden at berøre dens almindelige samarbejde med de kompetente nationale myndigheder, skal en signifikant enhed under tilsyn rette alle anmodninger, meddelelser og ansøgninger, som vedrører udførelsen af de opgaver, som er overdraget til ECB, til ECB.

2.   ECB gør sådanne anmodninger, meddelelser og ansøgninger tilgængelige for den pågældende kompetente nationale myndighed og kan anmode den kompetente nationale myndighed om at udarbejde et udkast til afgørelse i overensstemmelse med artikel 91.

3.   I tilfælde af at der foreligger væsentlige ændringer i forhold til den oprindelige anmodning, meddelelse eller ansøgning, skal den signifikante enhed under tilsyn rette en ny anmodning, meddelelse eller ansøgning til ECB i overensstemmelse med den i stk. 1 omhandlede procedure.

DEL VII

PROCEDURER FOR TILSYN MED MINDRE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

AFSNIT 1

DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDERS UNDERRETNING AF ECB OM VÆSENTLIGE NCA-TILSYNSPROCEDURER OG VÆSENTLIGE UDKAST TIL TILSYNSAFGØRELSER

Artikel 96

Forværring af en mindre signifikant enhed under tilsyns finansielle situation

De kompetente nationale myndigheder underretter ECB, hvis en mindre signifikant enhed under tilsyns situation forværres hurtigt og betydeligt, særlig hvis en sådan forværring kunne føre til en anmodning om direkte eller indirekte finansiel støtte fra ESM, uden at det berører anvendelsen af artikel 62.

Artikel 97

De kompetente nationale myndigheders underretning af ECB om væsentlige NCA-tilsynsprocedurer

1.   For at gøre det muligt for ECB at føre kontrol med systemets funktion, som fastsat i SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra c), fremsender de kompetente nationale myndigheder oplysninger om væsentlige NCA-tilsynsprocedurer vedrørende mindre signifikante enheder under tilsyn til ECB. ECB definerer generelle kriterier, navnlig under hensyntagen til den berørte mindre signifikante enhed under tilsyns risikosituation og potentielle indflydelse på det indenlandske finansielle system, for at fastslå hvilke oplysninger der skal meddeles om hvilke mindre signifikante enheder under tilsyn. Oplysningerne skal tilvejebringes af de kompetente nationale myndigheder før eller i behørigt begrundede nødstilfælde, samtidig med at der indledes en procedure.

2.   Væsentlige NCA-tilsynsprocedurer, som omhandlet i stk. 1, består af:

a)

afsættelse af medlemmer af bestyrelsen i mindre signifikante enheder under tilsyn og udpegning af administratorer, som overtager ledelsen af den mindre signifikante enhed under tilsyn, og

b)

procedurer, som har en betydelig indflydelse på den mindre signifikante enhed under tilsyn.

3.   I tillæg til de oplysningskrav, som ECB har fastsat i overensstemmelse med denne artikel, kan ECB på ethvert tidspunkt anmode de kompetente nationale myndigheder om oplysninger om udførelsen af de opgaver, der udføres af dem i forhold til mindre signifikante enheder under tilsyn.

4.   I tillæg til de oplysningskrav, som ECB har fastsat i overensstemmelse med denne artikel, underretter de kompetente nationale myndigheder på eget initiativ ECB om andre NCA-tilsynsprocedurer:

a)

som efter deres opfattelse er væsentlige, eller

b)

som kan påvirke SSM's omdømme negativt.

5.   Hvis ECB anmoder en kompetent national myndighed om at foretage en yderligere vurdering af specifikke aspekter af en væsentlig NCA-tilsynsprocedure, skal det fremgå af anmodningen, hvilke aspekter det drejer sig om. ECB og den kompetente nationale myndighed henholdsvis sikrer, at den anden part har tilstrækkelig tid til at gennemføre proceduren, og at SSM som helhed fungerer effektivt.

Artikel 98

De kompetente nationale myndigheders meddelelse til ECB om væsentlige udkast til tilsynsafgørelser

1.   For at gøre det muligt for ECB at føre kontrol med systemets funktion, som fastsat i SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra c), fremsender de kompetente nationale myndigheder udkast til tilsynsafgørelser til ECB, som opfylder kriterierne i stk. 2 og 3, hvis udkastet til afgørelse vedrører mindre signifikante enheder, som ECB mener, at den bør underrettes om under hensyn til de generelle kriterier, som ECB har fastsat for deres risikosituation og potentielle indvirkning på det indenlandske finansielle system.

2.   Med forbehold af stk. 1 sendes udkast til tilsynsafgørelser til ECB, før de rettes til mindre signifikante enheder under tilsyn, hvis sådanne afgørelser:

a)

vedrører afsættelse af medlemmer af bestyrelsen i mindre signifikante enheder under tilsyn og udpegning af administratorer, eller

b)

har en betydelig indflydelse på den mindre signifikante enhed.

3.   I tillæg til de i stk. 1 og 2 fastsatte oplysningskrav fremsender de kompetente nationale myndigheder andre udkast til tilsynsafgørelser til ECB:

a)

som de ønsker, at ECB tager stilling til, eller

b)

som kan påvirke SSM's omdømme negativt.

4.   De kompetente nationale myndigheder sender udkast til afgørelser, som opfylder de i stk. 1, 2 og 3 fastsatte kriterier, og som derfor betragtes som væsentlige udkast til tilsynsafgørelse, til ECB mindst ti dage før den dato, hvor afgørelsen planlægges vedtaget. ECB skal udtrykke sin holdning til udkastet til afgørelse inden for en rimelig tidsfrist, før afgørelsen planlægges vedtaget. I nødstilfælde fastsætter den relevante kompetente nationale myndighed en passende frist for fremsendelse til ECB af et udkast til afgørelse, som opfylder kriterierne i stk. 1, 2 og 3.

AFSNIT 2

DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDERS EFTERFØLGENDE INDBERETNING TIL ECB VEDRØRENDE MINDRE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

Artikel 99

De kompetente nationale myndigheders generelle forpligtelse til at foretage indberetning til ECB

1.   For at gøre det muligt for ECB at føre kontrol med SSM's funktion, som fastsat i SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra c), og uden at berøre Kapitel 1, kan ECB stille krav om, at de kompetente nationale myndigheder regelmæssigt foretager indberetning til ECB om de foranstaltninger, de har truffet, og om udførelsen af de opgaver, som påhviler dem i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 6. ECB underretter en gang årligt de kompetente nationale myndigheder om kategorierne af mindre signifikante enheder under tilsyn og arten af de oplysninger, som kræves.

2.   Kravene, som er fastsat i overensstemmelse med stk. 1, berører ikke ECB's ret til at gøre brug af de beføjelser, der er omhandlet i SSM-forordningens artikel 10 til 13 med hensyn til mindre signifikante enheder under tilsyn.

Artikel 100

Hyppighed og omfang af de indberetninger, som de kompetente nationale myndigheder skal fremsende til ECB

De kompetente nationale myndigheder fremsender en gang årligt en rapport til ECB over mindre signifikante enheder under tilsyn, mindre signifikante koncerner under tilsyn eller kategorier af mindre signifikante enheder under tilsyn i overensstemmelse med ECB's krav.

DEL VIII

SAMARBEJDE MELLEM ECB, DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDER OG DE UDPEGEDE NATIONALE MYNDIGHEDER OM MAKROPRUDENTIELLE OPGAVER OG REDSKABER

AFSNIT 1

DEFINITION AF MAKROPRUDENTIELLE REDSKABER

Artikel 101

Generelle bestemmelser

1.   I denne Del betyder makroprudentielle redskaber et eller flere af følgende instrumenter:

a)

kapitalbuffere som omhandlet i artikel 130 til 142 i direktiv 2013/36/EU

b)

foranstaltningerne for indenlandsk godkendte kreditinstitutter eller en del af disse kreditinstitutter i henhold til artikel 458 i forordning (EU) nr. 575/2013

c)

andre foranstaltninger, som skal vedtages af kompetente nationale myndigheder eller udpegede nationale myndigheder, der har til formål at imødegå systemiske eller makroprudentielle risici, som omhandlet i og underlagt procedurerne i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU i de tilfælde, der er specifikt fastlagt i den relevante EU-ret.

2.   De makroprudentielle procedurer, der er omhandlet i SSM-forordningens artikel 5, stk. 1 og 2, udgør ikke ECB- eller NCA-tilsynsafgørelser som omhandlet i denne forordning, uden at dette berører SSM-forordningens artikel 22, for så vidt angår afgørelser rettet til individuelle enheder under tilsyn.

Artikel 102

ECB's anvendelse af makroprudentielle redskaber

ECB anvender de i artikel 101 omhandlede makroprudentielle redskaber i overensstemmelse med denne forordning og med SSM-forordningens artikel 5, stk. 2, og artikel 9, stk. 2, og hvor de makroprudentielle redskaber er fastsat i et direktiv, i henhold til gennemførelsen af det pågældende direktiv i national ret. Har en udpeget national myndighed ikke fastsat en buffersats, er det ikke til hinder for, at ECB sætter et bufferkrav i overensstemmelse med denne forordning og SSM-forordningens artikel 5, stk. 2.

AFSNIT 2

PROCEDUREMÆSSIGE BESTEMMELSER FOR BRUG AF MAKROPRUDENTIELLE REDSKABER

Artikel 103

Fortegnelse over kompetente nationale myndigheder og udpegede nationale myndigheder, som har ansvar for de makroprudentielle redskaber

ECB indsamler oplysninger fra de kompetente nationale myndigheder og de udpegede nationale myndigheder i de deltagende medlemsstater om identiteten af de myndigheder, som er udpeget til de respektive makroprudentielle redskaber, der er omhandlet i artikel 101, og de makroprudentielle redskaber, som disse myndigheder kan gøre brug af.

Artikel 104

Udveksling af oplysninger og samarbejde i forbindelse med en kompetent national myndigheds eller udpeget national myndigheds brug af makroprudentielle redskaber

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 5, stk. 1, skal den relevante kompetente nationale myndighed eller udpegede nationale myndighed underrette ECB, når den har til hensigt at gøre brug af sådanne redskaber, ti arbejdsdage inden den træffer en sådan beslutning. Dog skal en kompetent national myndighed eller en udpeget national myndighed, hvis denne har til hensigt at gøre brug af et makroprudentielt redskab, underrette ECB så tidligt som muligt om, at den har identificeret en makroprudentiel eller systemisk risiko for det finansielle system, og hvor det er muligt give en nærmere beskrivelse af det påtænkte redskab. Sådanne meddelelser skal i videst muligt omfang omfatte specifikke detaljer om den påtænkte foranstaltning, herunder den dato, hvor den forventes anvendt.

2.   Meddelelsen om en hensigt skal fremsendes af den kompetente nationale myndighed eller den udpegede nationale myndighed til ECB.

3.   Hvis ECB gør indsigelse mod en kompetent national myndigheds eller en udpeget national myndigheds foranstaltning, skal ECB anføre sine begrundelser herfor senest fem arbejdsdage efter datoen for modtagelse af hensigtsmeddelelsen. En sådan indsigelse skal være skriftlig og anføre begrundelserne for indsigelsen. Den kompetente nationale myndighed eller den udpegede nationale myndighed skal behørigt overveje ECB's grunde, inden den går videre med beslutningen, hvor det er relevant.

Artikel 105

Udveksling af oplysninger og samarbejde i forbindelse med ECB's brug af makroprudentielle redskaber

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 5, stk. 2, skal ECB, hvis den på eget initiativ eller på anmodning af en kompetent national myndighed eller udpeget national myndighed har til hensigt at stille krav om højere kapitalbuffere eller at anvende strengere foranstaltninger, der har til formål at imødegå systemiske eller makroprudentielle risici, samarbejde tæt med de udpegede nationale myndigheder i de berørte medlemsstater og navnlig underrette den udpegede nationale myndighed eller den kompetente nationale myndighed om sin hensigt ti arbejdsdage, inden den træffer en sådan beslutning. Dog skal ECB, hvis den har til hensigt at stille krav om højere kapitalbuffere eller at anvende strengere foranstaltninger, der har til formål at imødegå systemiske eller makroprudentielle risici på kreditinstitutniveau i henhold til de procedurer, der er fastsat i forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2013/36/EU i de tilfælde, der udtrykkeligt er fastsat i EU-retten, underrette den pågældende kompetente nationale myndighed eller udpegede nationale myndighed så tidligt som muligt om, at den har identificeret en makroprudentiel eller systemisk risiko for det finansielle system, og om muligt give en nærmere beskrivelse af det påtænkte redskab. Sådanne meddelelser skal i videst muligt omfang omfatte specifikke detaljer om den påtænkte foranstaltning, herunder den dato, hvor den forventes anvendt.

2.   Hvis en eller flere af de berørte kompetente nationale myndigheder eller udpegede nationale myndigheder gør indsigelse mod ECB's påtænkte foranstaltning, skal den anføre sine grunde over for ECB senest fem arbejdsdage efter modtagelse af ECB's hensigtsmeddelelse. En sådan indsigelse skal være skriftlig og anføre begrundelserne for indsigelsen. ECB skal behørigt overveje disse grunde, inden den går videre med beslutningen, hvor det er relevant.

DEL IX

PROCEDURER FOR TÆT SAMARBEJDE

AFSNIT 1

GENERELLE PRINCIPPER OG FÆLLES BESTEMMELSER

Artikel 106

Procedure for etablering af et tæt samarbejde

ECB vurderer anmodninger fra medlemsstater uden for euroområdet om etablering af et tæt samarbejde i overensstemmelse med proceduren, som er fastsat i afgørelse ECB/2014/5 (16).

Artikel 107

Principper, som skal anvendes, når der er etableret et tæt samarbejde

1.   Fra den dato, hvor en ECB-afgørelse i henhold til SSM-forordningens artikel 7, stk. 2, om etablering af et tæt samarbejde mellem ECB og en kompetent national myndighed i en medlemsstat uden for euroområdet finder anvendelse, og indtil et sådant tæt samarbejde afsluttes eller suspenderes, udfører ECB de i SSM-forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 5 omhandlede opgaver med hensyn til enheder og koncerner under tilsyn, der er etableret i den pågældende deltagende medlemsstat i tæt samarbejde i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 6.

2.   Hvis der er etableret et tæt samarbejde i henhold til SSM-forordningens artikel 7, stk. 2, befinder ECB og den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde sig, med hensyn til signifikante enheder under tilsyn og koncerner og mindre signifikante enheder og koncerner under tilsyn, som er etableret i den deltagende medlemsstat i tæt samarbejde, i en position, der svarer til signifikante enheder og koncerner under tilsyn og mindre signifikante enheder og koncerner under tilsyn, som er etableret i medlemsstater i euroområdet, dog med forbehold af at ECB ikke har direkte anvendelige beføjelser over signifikante enheder og koncerner under tilsyn og mindre signifikante enheder og koncerner under tilsyn, der er etableret i den deltagende medlemsstat i tæt samarbejde.

3.   I overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 6 kan ECB udstede instrukser til en kompetent national myndighed i tæt samarbejde for så vidt angår signifikante enheder og koncerner under tilsyn, men kun generelle instrukser for så vidt angår mindre signifikante enheder og koncerner under tilsyn.

4.   Det tætte samarbejde ophører på den dato, hvor undtagelsen i henhold til artikel 139 TEUF ophæves for en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde i overensstemmelse med artikel 140, stk. 2, TEUF, og bestemmelserne i denne Del ophører herefter med at finde anvendelse.

Artikel 108

Retlige instrumenter vedrørende tilsyn i forbindelse med tæt samarbejde

1.   Hvad angår de i SSM-forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, og artikel 5 omhandlede opgaver, kan ECB give instrukser, fremsætte anmodninger eller udstede retningslinjer.

2.   Hvis ECB er af den opfattelse, at en foranstaltning, der vedrører de i SSM-forordningens artikel 4, stk. 1 og 2, omhandlede opgaver, bør vedtages af den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde med hensyn til en enhed eller koncern under tilsyn, retter den følgende til den pågældende kompetente nationale myndighed:

a)

for så vidt angår en signifikant enhed under tilsyn eller signifikant koncern under tilsyn, en generel eller specifik instruks, en anmodning eller en retningslinje med krav om, at der udstedes en tilsynsafgørelse vedrørende den signifikante enhed under tilsyn eller signifikante koncern under tilsyn i den deltagende medlemsstat i tæt samarbejde, eller

b)

for så vidt angår en mindre signifikant enhed under tilsyn eller mindre signifikant koncern under tilsyn, en generel instruks eller en retningslinje.

3.   Hvis ECB er af den opfattelse, at en foranstaltning vedrørende de i SSM-forordningens artikel 5 omhandlede opgaver bør vedtages af den kompetente nationale myndighed eller den udpegede nationale myndighed i tæt samarbejde, kan den rette en generel eller specifik instruks, en anmodning eller en retningslinje til den pågældende kompetente nationale myndighed eller udpegede nationale myndighed med krav om, at der anvendes krav om højere kapitalbuffere eller strengere foranstaltninger med det formål at imødegå systemiske eller makroprudentielle risici.

4.   ECB fastsætter i instruksen, anmodningen eller retningslinjen en tidsfrist, inden for hvilken den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde skal have vedtaget foranstaltningen, som ikke må være mindre end 48 timer, medmindre tidligere vedtagelse heraf er nødvendig for at hindre uoprettelig skade. Ved fastsættelsen af tidsfristen skal ECB tage højde for de forvaltnings- og procesretlige bestemmelser, som den pågældende kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde skal overholde.

5.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde træffer alle de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at efterleve ECB's instrukser, anmodninger eller retningslinjer, og underretter uden ugrundet ophold ECB om de foranstaltninger, den har truffet.

AFSNIT 2

TÆT SAMARBEJDE MED HENSYN TIL DEL III, IV, V, VIII, X OG XI

Artikel 109

Sprogordning i forbindelse med ordningen om tæt samarbejde

Ordningerne i artikel 23 finder tilsvarende anvendelse for de kompetente nationale myndigheder i tæt samarbejde.

Artikel 110

Vurdering af kreditinstitutters signifikans under ordningen om tæt samarbejde

1.   Bestemmelserne i Del IV om fastsættelse af status for enheder under tilsyn eller koncerner under tilsyn som signifikante eller mindre signifikante finder tilsvarende anvendelse på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn i deltagende medlemsstater i tæt samarbejde i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel.

2.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal sikre, at de i Del IV fastsatte procedurer kan anvendes på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn, der er etableret i dens medlemsstat.

3.   Under omstændigheder, hvor det følger af Del IV, at ECB kan rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, udsteder ECB instrukser til den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde, i stedet for at rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, hvorefter den pågældende kompetente nationale myndighed retter en afgørelse til den pågældende enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn i overensstemmelse med disse instrukser.

Artikel 111

Fælles procedurer i forbindelse med ordningen om tæt samarbejde

1.   Bestemmelserne i Del V om fælles procedurer finder tilsvarende anvendelse på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn i de deltagende medlemsstater i tæt samarbejde, i henhold til bestemmelserne i denne artikel.

2.   En kompetent national myndighed skal sikre, at de i Del V fastsatte procedurer kan anvendes på enheder under tilsyn, der er etableret i dens medlemsstat. Navnlig skal den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde sikre, at ECB modtager alle de oplysninger og al den dokumentation, som måtte være nødvendig for at udføre de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen.

3.   Under omstændigheder, hvor det følger af Del V, at ECB kan rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, udsteder ECB instrukser til den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde, i stedet for at rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, hvorefter den pågældende kompetente nationale myndighed retter en afgørelse til den pågældende enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn i overensstemmelse med disse instrukser.

4.   Under omstændigheder, hvor det følger af Del V, at den relevante kompetente nationale myndighed kan udarbejde et udkast til afgørelse, fremsender en kompetent national myndighed i tæt samarbejde et udkast til afgørelse til ECB og anmoder om instrukser.

Artikel 112

Makroprudentielle redskaber i forbindelse med ordningen om tæt samarbejde

Bestemmelserne i Del VIII om samarbejde mellem ECB, de kompetente nationale myndigheder og de udpegede nationale myndigheder med hensyn til makroprudentielle opgaver og redskaber finder tilsvarende anvendelse på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn i deltagende medlemsstater i tæt samarbejde.

Artikel 113

Administrative sanktioner i forbindelse med ordningen om tæt samarbejde

1.   Bestemmelserne i Del X om administrative sanktioner finder tilsvarende anvendelse på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn i de deltagende medlemsstater i tæt samarbejde.

2.   Under omstændigheder, hvor det følger af SSM-forordningens artikel 18 i forbindelse med nærværende forordnings Del X, at ECB kan rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, udsteder ECB instrukser til den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde, i stedet for at rette en afgørelse til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, hvorefter den pågældende kompetente nationale myndighed retter en afgørelse til den pågældende enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn i overensstemmelse med disse instrukser.

3.   I tilfælde hvor det følger af SSM-forordningens artikel 18 eller nærværende forordnings Del X, at den relevante kompetente nationale myndighed kan rette en afgørelse til en signifikant enhed under tilsyn eller signifikant koncern under tilsyn, indleder en kompetent national myndighed i tæt samarbejde en procedure med henblik på at træffe foranstaltninger til sikring af, at der kun pålægges passende administrative sanktioner efter ECB's instrukser. Den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde underretter ECB, så snart en afgørelse er blevet vedtaget.

Artikel 114

Undersøgelsesbeføjelser i henhold til SSM-forordningens artikel 10 til 13 i forbindelse med ordningen om tæt samarbejde

1.   Bestemmelserne i Del XI, som vedrører samarbejde med hensyn til SSM-forordningens artikel 10 til 13, finder tilsvarende anvendelse på enheder under tilsyn og koncerner under tilsyn i deltagende medlemsstater i tæt samarbejde.

2.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal gøre brug af undersøgelsesbeføjelserne i henhold til SSM-forordningens artikel 10 til 13 i overensstemmelse med ECB's instrukser.

3.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal fremsende de resultater, som følger af brugen af undersøgelsesbeføjelserne i henhold til SSM-forordningens artikel 10 til 13, til ECB.

4.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal sikre, at særligt udpegede ansatte hos ECB kan deltage som observatører i en hvilken som helst undersøgelse i henhold til SSM-forordningens artikel 10 til 13.

AFSNIT 3

TÆT SAMARBEJDE OM SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN

Artikel 115

Tilsyn med signifikante enheder under tilsyn i en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde

1.   Del II og VI finder tilsvarende anvendelse på signifikante enheder under tilsyn og signifikante koncerner under tilsyn, der er etableret i en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel.

2.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal sikre, at ECB modtager alle de oplysninger og indberetninger fra og vedrørende signifikante enheder under tilsyn og signifikante koncerner under tilsyn, som den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde selv modtager, og som er nødvendige for at udføre de opgaver, som er blevet overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen.

3.   Der nedsættes et fælles tilsynsteam, som fører tilsyn med de enkelte signifikante enheder under tilsyn eller signifikante koncerner under tilsyn, som er etableret i en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde. Medlemmerne af det fælles tilsynsteam udpeges i overensstemmelse med artikel 4. Den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde udpeger den underkoordinator fra den kompetente nationale myndighed, som skal handle direkte i forhold til den signifikante enhed under tilsyn eller signifikante koncern under tilsyn i overensstemmelse med koordinatoren for det fælles tilsynsteams instrukser.

4.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal sikre, at særligt udpegede ansatte hos ECB inviteres til at deltage i inspektioner på stedet, som udføres hos en signifikant enhed under tilsyn eller signifikant koncern under tilsyn. ECB kan fastsætte antallet af ansatte hos ECB, som skal deltage som observatører.

5.   I forbindelse med konsolideret tilsyn og tilsynskollegier, og under omstændigheder, hvor et moderselskab er etableret i en medlemsstat i euroområdet eller i en deltagende medlemsstat uden for euroområdet, er ECB som kompetent myndighed den konsoliderende tilsynsmyndighed og formand for tilsynskollegiet. ECB inviterer den pågældende kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde til at udpege en medarbejder hos den kompetente nationale myndighed som observatør. ECB kan træffe foranstaltninger ved at give instrukser til den pågældende kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde.

Artikel 116

Afgørelser vedrørende signifikante enheder under tilsyn og signifikante koncerner under tilsyn

1.   Uden at berøre de kompetente nationale myndigheders beføjelser med hensyn til opgaver, som ikke er blevet overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen, vedtager en kompetent national myndighed i tæt samarbejde kun afgørelser med hensyn til signifikante enheder under tilsyn og signifikante koncerner under tilsyn i dens medlemsstat på ECB's instrukser. Den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde kan også anmode om instrukser fra ECB.

2.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal straks forelægge ECB enhver afgørelse med hensyn til en signifikant enhed under tilsyn eller signifikant koncern under tilsyn.

3.   En kompetent national myndighed i tæt samarbejde skal informere ECB om både a) afgørelser, som den vedtager i henhold til sine beføjelser til at udføre opgaver, som ikke er blevet overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen, og b) afgørelser, som den vedtager i henhold til ECB's instrukser eller i overensstemmelse med bestemmelserne i denne del.

AFSNIT 4

TÆT SAMARBEJDE OM MINDRE SIGNIFIKANTE ENHEDER UNDER TILSYN OG MINDRE SIGNIFIKANTE KONCERNER UNDER TILSYN

Artikel 117

Tilsyn med mindre signifikante enheder under tilsyn og mindre signifikante koncerner under tilsyn

1.   Del VII finder tilsvarende anvendelse på mindre signifikante enheder under tilsyn og mindre signifikante koncerner under tilsyn i deltagende medlemsstater i tæt samarbejde i overensstemmelse med følgende bestemmelser.

2.   For at sikre konsistens i tilsynsresultaterne inden for SSM kan ECB udstede generelle instrukser og retningslinjer og fremsætte anmodninger til en kompetent national myndighed i tæt samarbejde med krav om at vedtage en tilsynsafgørelse med hensyn til mindre signifikante enheder under tilsyn eller mindre signifikante koncerner under tilsyn, som er etableret i den deltagende medlemsstat i tæt samarbejde. Sådanne generelle instrukser, retningslinjer og anmodninger kan omfatte grupper eller kategorier af kreditinstitutter.

3.   ECB kan også rette en anmodning til en kompetent national myndighed i tæt samarbejde om at foretage en yderligere vurdering af aspekter af en væsentlig NCA-procedure som omhandlet i SSM-forordningens artikel 6, stk. 7, litra c), nr. ii).

AFSNIT 5

PROCEDURE I TILFÆLDE AF UENIGHED HOS EN DELTAGENDE MEDLEMSSTAT I TÆT SAMARBEJDE

Artikel 118

Procedure i tilfælde af uenighed med Tilsynsrådets udkast til afgørelse i henhold til SSM-forordningens artikel 7, stk. 8

1.   ECB underretter den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde om Tilsynsrådets færdige udkast til afgørelse med hensyn til en enhed under tilsyn eller koncern under tilsyn, som er beliggende i en deltagende medlemsstat i tæt samarbejde, under forbehold af fortrolighedskravene i henhold til EU-retten.

2.   Hvis den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde er uenig i Tilsynsrådets færdige udkast til afgørelse, underretter den Styrelsesrådet skriftligt om begrundelserne for dens uenighed senest fem arbejdsdage efter at have modtaget det færdige udkast til afgørelse.

3.   Styrelsesrådet træffer herefter afgørelse om spørgsmålet senest fem arbejdsdage efter at have modtaget en sådan underretning under fuld hensyntagen til de anførte begrundelser og underretter skriftligt den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde om begrundelserne for sin afgørelse.

4.   En deltagende medlemsstat i tæt samarbejde kan anmode ECB om, at det tætte samarbejde afsluttes med umiddelbar virkning, og vil herefter ikke være bundet af en efterfølgende afgørelse fra Styrelsesrådet.

Artikel 119

Procedure i tilfælde af uenighed med Styrelsesrådets indsigelse mod et udkast fra Tilsynsrådet til afgørelse i henhold til SSM-forordningen artikel 7, stk. 7

1.   ECB underretter en kompetent national myndighed i tæt samarbejde om enhver indsigelse fra Styrelsesrådet mod et færdigt udkast til afgørelse fra Tilsynsrådet.

2.   Hvis den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde er uenig i Styrelsesrådets indsigelse mod Tilsynsrådets færdige udkast til afgørelse, underretter den senest fem arbejdsdage efter at have modtaget Styrelsesrådets indsigelse ECB om begrundelserne for dens uenighed.

3.   Styrelsesrådet afgiver skriftlig udtalelse om den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejdes begrundede uenighed senest 30 dage efter at have modtaget den begrundede uenighed og bekræfter sin indsigelse eller trækker den tilbage med angivelse af årsagerne hertil. ECB underretter den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde herom.

4.   Hvis Styrelsesrådet bekræfter sin indsigelse, kan den kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde senest fem dage efter at være blevet underrettet om, at Styrelsesrådet har bekræftet sin indsigelse, meddele ECB, at den ikke vil være bundet af en eventuel afgørelse, som træffes, efter at det oprindelige færdige udkast til afgørelse, som Styrelsesrådet har gjort indsigelse mod, er blevet ændret.

ECB overvejer herefter muligheden for at suspendere eller afslutte det tætte samarbejde med den pågældende kompetente nationale myndighed i tæt samarbejde under behørigt hensyn til et effektivt tilsyn og træffer afgørelse herom. ECB tager navnlig hensyn til de i SSM-forordningens artikel 7, stk. 7, omhandlede overvejelser.

DEL X

ADMINISTRATIVE SANKTIONER

AFSNIT 1

DEFINITIONER OG FORHOLDET TIL RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2532/98 (17)

Artikel 120

Definition af administrative sanktioner

I denne del betyder »administrative sanktioner« en af følgende:

a)

administrative bøder som omhandlet i og pålagt i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 1

b)

bøder og tvangsbøder som omhandlet i artikel 2 i forordning (EF) nr. 2532/98 og pålagt i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 7.

Artikel 121

Forholdet til forordning (EF) nr. 2532/98

1.   Hvad angår de i SSM-forordningens artikel 18, stk. 1, omhandlede procedurer, finder procedurereglerne, som er fastsat i nærværende forordning, anvendelse i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 18, stk. 4.

2.   Hvad angår de i SSM-forordningens artikel 18, stk. 7, omhandlede procedurer, supplerer procedurereglerne, som er fastsat i nærværende forordning, de procedureregler, som er fastsat i forordning (EF) nr. 2532/98, og skal anvendes i overensstemmelse med artikel 25 og 26 i SSM-forordningen.

Artikel 122

ECB's beføjelse til at pålægge administrative sanktioner i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 7

ECB pålægger administrative sanktioner som defineret i artikel 120, litra b), i tilfælde af manglende opfyldelse af forpligtelser i henhold til ECB's forordninger og afgørelser om:

a)

signifikante enheder under tilsyn, eller

b)

mindre signifikante enheder under tilsyn, hvor de pågældende ECB-forordninger eller -afgørelser pålægger mindre signifikante enheder under tilsyn forpligtelser i forhold til ECB.

AFSNIT 2

PROCEDUREREGLER FOR PÅLÆGGELSE AF ADMINISTRATIVE SANKTIONER, BORTSET FRA TVANGSBØDER, TIL ENHEDER UNDER TILSYN I MEDLEMSSTATER I EUROOMRÅDET

Artikel 123

Nedsættelse af en uafhængig undersøgelsesenhed

1.   ECB nedsætter en intern uafhængig undersøgelsesenhed (herefter »undersøgelsesenheden«), som sammensættes af efterforskere udpeget af ECB.

2.   Efterforskerne må ikke være involveret i, og må ikke i to år, før de påbegynder deres stilling som efterforsker, have været involveret i, direkte eller indirekte tilsyn med eller autorisation af den pågældende enhed under tilsyn.

3.   Efterforskerne udfører deres efterforskningsfunktion uafhængigt af Tilsynsrådet og Styrelsesrådet og deltager ikke i Tilsynsrådets og Styrelsesrådets drøftelser.

Artikel 124

Henvisning af påstået overtrædelse til undersøgelsesenheden

Hvis ECB under udførelsen af sine opgaver i henhold til SSM-forordningen mener, at der er grund til at nære mistanke om, at et eller flere krav:

a)

i henhold til umiddelbart gældende EU-ret, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 18, stk. 1, ikke overholdes eller ikke er blevet overholdt af en signifikant enhed under tilsyn, der har sit hovedkontor i en medlemsstat i euroområdet, eller

b)

i henhold til en ECB-forordning eller -afgørelse, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 18, stk. 7, ikke overholdes eller ikke er blevet overholdt af en enhed under tilsyn, som har sit hovedkontor i en medlemsstat i euroområdet,

henviser ECB anliggendet til den undersøgende enhed.

Artikel 125

Undersøgelsesenhedens beføjelser

1.   Med henblik på at undersøge en påstået manglende overholdelse, som omhandlet i artikel 124, kan undersøgelsesenheden udøve de beføjelser, som ECB er tillagt i henhold til SSM-forordningen.

2.   Hvis der fremsættes en anmodning til den pågældende enhed under tilsyn under udøvelse af de beføjelser, som ECB er tillagt i henhold til SSM-forordningen, i forbindelse med en efterforskning, præciserer undersøgelsesenheden genstanden for og formålet med efterforskningen.

3.   Under udførelsen af sine opgaver har undersøgelsesenheden adgang til alle dokumenter og oplysninger, som ECB, og alt efter omstændighederne den relevante kompetente nationale myndighed, har indsamlet i forbindelse med deres tilsynsaktiviteter.

Artikel 126

Proceduremæssige rettigheder

1.   Ved afslutningen af en undersøgelse, og før et færdigt udkast til afgørelse udarbejdes og fremsendes til Tilsynsrådet, underretter undersøgelsesenheden den pågældende enhed under tilsyn skriftligt om resultaterne af den foretagne efterforskning og om eventuelle indsigelser, som er gjort herimod.

2.   I den i stk. 1 omhandlede meddelelse oplyser undersøgelsesenheden den pågældende enhed under tilsyn om dens ret til at udtale sig skriftligt til undersøgelsesenheden om de faktuelle resultater af efterforskningen og de indsigelser, som ifølge meddelelsen er gjort imod enheden, herunder de enkelte bestemmelser, som påstås ikke overholdt, og fastsætter en rimelig tidsfrist for modtagelse af sådanne udtalelser. ECB har ikke pligt til at tage hensyn til skriftlige bemærkninger, som er modtaget efter udløbet af den tidsfrist, som undersøgelsesenheden har fastsat.

3.   Undersøgelsesenheden kan, efter at have givet underretning i overensstemmelse med stk. 1, også opfordre den pågældende enhed under tilsyn til at deltage i en mundtlig høring. Parterne, som er omfattet af en efterforskning, kan lade sig repræsentere ved og/eller bistå af advokater eller andre kvalificerede personer under høringen. Mundtlige høringer er ikke offentlige.

4.   Retten til indsigt i undersøgelsesenhedens sagsakter, som tilkommer enheden under tilsyn, der er omfattet af efterforskningen, fastsættes i overensstemmelse med artikel 32.

Artikel 127

Tilsynsrådets undersøgelse af sagsakterne

1.   Hvis en undersøgelsesenhed mener, at en enhed under tilsyn bør pålægges en administrativ sanktion, fremsender undersøgelsesenheden et forslag til et færdigt udkast til afgørelse til Tilsynsrådet, hvoraf det fremgår, at den pågældende enhed under tilsyn har begået en overtrædelse, og hvori det angives, hvilken administrativ sanktion der skal pålægges. Undersøgelsesenheden fremsender også sagsakterne i undersøgelsen til Tilsynsrådet.

2.   Undersøgelsesenheden lægger kun faktuelle oplysninger og de klagepunkter, som enheden under tilsyn har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til, til grund for det færdige udkast til afgørelse.

3.   Hvis Tilsynsrådet er af den opfattelse, at de sagsakter, som undersøgelsesenheden har fremsendt, er ufuldstændige, kan den returnere sagsakterne til undersøgelsesenheden sammen med en begrundet anmodning om yderligere oplysninger. Artikel 125 finder tilsvarende anvendelse.

4.   Hvis Tilsynsrådet på grundlag af et fuldstændigt dossier er enig i undersøgelsesenhedens forslag til et færdigt udkast til afgørelse med hensyn til en eller flere overtrædelser og det faktuelle grundlag for en sådan afgørelse, vedtager den det fuldstændige udkast til afgørelse, som undersøgelsesenheden har foreslået med hensyn til den eller de overtrædelser, som den er enig i har fundet sted. I det omfang Tilsynsrådet ikke er enig med forslaget, træffes en afgørelse i henhold til de relevante stykker i denne artikel.

5.   Mener Tilsynsrådet på grundlag af et fuldstændigt dossier ikke, at de forhold, der er beskrevet i forslaget til det færdige udkast til afgørelse, som omhandlet i stk. 1, indeholder tilstrækkeligt bevis for, at der har fundet en overtrædelse sted, som omhandlet i artikel 124, kan det vedtage et færdigt udkast til afgørelse, som afslutter sagen.

6.   Hvis Tilsynsrådet på grundlag af et fuldstændigt dossier er enig i konklusionen af undersøgelsesenhedens forslag til et fuldstændigt udkast til afgørelse, hvorefter den pågældende enhed under tilsyn har begået en overtrædelse, men uenig i den foreslåede henstilling vedrørende en administrative sanktion, vedtager den det fuldstændige udkast til afgørelse og angiver nærmere den administrative sanktion, som den finder passende.

7.   Hvis Tilsynsrådet på grundlag af et fuldstændigt dossier ikke er enig i undersøgelsesenhedens forslag, men konkluderer, at enheden under tilsyn har begået en anden overtrædelse, eller at der foreligger et andet faktuelt grundlag for undersøgelsesenhedens forslag, underretter det den pågældende enhed under tilsyn skriftligt om sine resultater og om de klagepunkter, der er rejst mod den pågældende enhed under tilsyn. Artikel 126, stk. 2 til 4, finder tilsvarende anvendelse på Tilsynsrådet.

8.   Tilsynsrådet udarbejder et fuldstændigt udkast til afgørelse, hvoraf det fremgår, om den pågældende enhed under tilsyn har begået en overtrædelse eller ej, og hvilke administrative sanktioner der eventuelt skal pålægges.

9.   Tilsynsrådet lægger kun faktuelle oplysninger og de klagepunkter, som enheden under tilsyn har haft mulighed for at fremsætte bemærkninger til, til grund for det færdige udkast til afgørelse, der forelægges Styrelsesrådet.

Artikel 128

Definition af årsomsætning med henblik på fastsættelse af en øvre grænse for administrative bøder

Den samlede årsomsætning, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 18, stk. 1, skal forstås som årsomsætningen, som defineret i artikel 67 i direktiv 2013/36/EU, for en enhed under tilsyn ifølge det seneste årsregnskab for enheden under tilsyn. Hvis den enhed under tilsyn, der har begået overtrædelsen, tilhører en koncern under tilsyn, udgør den pågældende samlede årsomsætning den samlede årsomsætning fra det seneste konsoliderede regnskab for koncernen under tilsyn.

AFSNIT 3

TVANGSBØDER

Artikel 129

Procedureregler for tvangsbøder

1.   I tilfælde af at der foreligger en vedvarende overtrædelse af en forordning eller tilsynsafgørelse udstedt af ECB, kan ECB pålægge en tvangsbøde med henblik på at tvinge de pågældende personer til at overholde forordningen eller tilsynsafgørelsen. ECB anvender procedurereglerne i SSM-forordningens artikel 22 og nærværende forordnings Afsnit 2 i Del III.

2.   En tvangsbøde skal være effektiv og forholdsmæssig. Tvangsbøder beregnes for hver dag overtrædelsen har bestået, indtil den pågældende person overholder den pågældende forordning eller tilsynsafgørelse udstedt af ECB.

3.   Den øvre grænse for tvangsbøder er som fastsat i forordning (EF) nr. 2532/98. Den pågældende periode begynder at løbe på den dato, som fremgår af afgørelsen, hvorved tvangsbøden pålægges. Den tidligste dato i henhold til afgørelsen er den dato, hvor den pågældende person underrettes skriftligt om ECB's begrundelse for at pålægge en tvangsbøde.

4.   Tvangsbøder kan maksimalt pålægges i en periode på seks måneder efter den dato, som er anført i den i stk. 3 omhandlede afgørelse.

AFSNIT 4

TIDSFRISTER

Artikel 130

Forældelsesfrist for pålæggelse af administrative sanktioner

1.   ECB's beføjelse til at pålægge enheder under tilsyn administrative sanktioner er under forbehold af en forældelsesfrist på fem år, som regnes fra den dag, hvor overtrædelsen er begået. I tilfælde af vedvarende eller gentagne overtrædelser regnes forældelsesfristen fra den dag, hvor overtrædelsen ophører.

2.   Ved enhver foranstaltning, der træffes af ECB i forbindelse med en undersøgelse eller procedure vedrørende en manglende overholdelse i henhold til artikel 124, afbrydes forældelsesfristen for pålæggelse af administrative sanktioner. Forældelsesfristen afbrydes med virkning fra den dato, hvor foranstaltningen meddeles den berørte enhed under tilsyn.

3.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse. Forældelsesfristen udløber dog senest den dag, hvor der er forløbet en periode svarende til den dobbelte forældelsesfrist, uden at ECB har pålagt en administrativ sanktion. Denne periode forlænges med den tid, hvor forældelsesfristen har været stillet i bero i henhold til stk. 5.

4.   Forældelsesfristen for pålæggelse af administrative sanktioner stilles i bero for en hvilken som helst periode, hvorunder ECB's Styrelsesråds afgørelse er genstand for revision ved Det Administrative Klagenævn eller appel ved Domstolen.

5.   Forældelsesfristen stilles også i bero i en tilsvarende periode, hvis der verserer en straffesag mod enheden under tilsyn i forbindelse med de samme faktiske forhold.

Artikel 131

Forældelsesfrist for tvangsfuldbyrdelse af administrative sanktioner

1.   ECB's beføjelse til at tvangsfuldbyrde en afgørelse truffet i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 1 og 7, er under forbehold af en forældelsesfrist på fem år, som regnes fra den dato, hvor den pågældende afgørelse vedtages.

2.   Ved enhver foranstaltning, som ECB træffer med henblik på tvangsinddrivelse af en bøde eller håndhævelse af betalingsvilkårene og -betingelserne for den pågældende administrative sanktion, afbrydes forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse af administrative sanktioner.

3.   Forældelsesfristen løber på ny efter hver afbrydelse.

4.   Forældelsesfristen for tvangsfuldbyrdelse af administrative sanktioner stilles i bero, så længe:

a)

der indrømmes en betalingsordning

b)

tvangsfuldbyrdelsen er stillet i bero i henhold til en afgørelse truffet af enten ECB's Styrelsesråd eller Domstolen.

AFSNIT 5

OFFENTLIGGØRELSE AF AFGØRELSER OG UDVEKSLING AF OPLYSNINGER

Artikel 132

Offentliggørelse af afgørelser vedrørende administrative sanktioner

1.   ECB offentliggør på sit websted uden ugrundet ophold, og efter at afgørelsen er blevet meddelt den berørte enhed under tilsyn, enhver afgørelse om pålæggelse af en administrativ sanktion, som defineret i artikel 120, over for en enhed under tilsyn i en deltagende medlemsstat, herunder oplysninger om overtrædelsens art og identiteten på den berørte enhed under tilsyn, medmindre offentliggørelse på denne måde vil:

a)

skade stabiliteten på de finansielle markeder eller en igangværende strafferetlig efterforskning, eller

b)

i det omfang, hvor dette kan fastslås, vil påføre enheden under tilsyn uforholdsmæssig stor skade.

I disse tilfælde offentliggøres afgørelser om administrative sanktioner i anonymiseret form. Alternativt, hvor de omhandlede omstændigheder forventes at ophøre inden for et rimeligt tidsrum, kan offentliggørelsen i henhold til dette stykke udsættes i et sådant rimeligt tidsrum.

2.   Hvis der verserer en appel ved Domstolen vedrørende en afgørelse, som er truffet i henhold til stk. 1, offentliggør ECB uden ugrundet ophold også oplysninger på sit officielle websted om status for den pågældende appel og udfaldet heraf.

3.   ECB sikrer, at oplysninger, der offentliggøres i henhold til stk. 1 og 2, er tilgængelige på dets officielle websted i mindst fem år.

Artikel 133

Underretning af EBA

Under forbehold af kravene om tavshedspligt i henhold til SSM-forordningens artikel 27 underretter ECB EBA om alle administrative sanktioner, som defineret i artikel 120, som pålægges en enhed under tilsyn i en medlemsstat i euroområdet, herunder enhver appel af sådanne sanktioner og udfaldet heraf.

AFSNIT 6

SAMARBEJDE MELLEM ECB OG DE KOMPETENTE NATIONALE MYNDIGHEDER I MEDLEMSSTATER I EUROOMRÅDET I HENHOLD TIL SSM-FORORDNINGENS ARTIKEL 18, STK. 5

Artikel 134

Signifikante enheder under tilsyn

1.   Hvad angår signifikante enheder under tilsyn, indleder de kompetente nationale myndigheder kun procedurer på ECB's anmodning, hvor det er nødvendigt for at udføre de opgaver, som er overdraget til ECB i henhold til SSM-forordningen, med henblik på at træffe foranstaltninger til sikring af, at passende sanktioner anvendes i tilfælde, som ikke er omfattet af SSM-forordningens artikel 18, stk. 1. Sådanne tilfælde omfatter anvendelsen af:

a)

andre sanktioner end økonomiske i tilfælde af juridiske eller fysiske personers manglende overholdelse af umiddelbart gældende EU-ret og enhver bøde i tilfælde af fysiske personers manglende overholdelse af umiddelbart gældende EU-ret

b)

enhver bøde eller anden sanktion end bøde i tilfælde af juridiske eller fysiske personers manglende overholdelse af enhver national ret, der gennemfører relevante EU-direktiver

c)

enhver bøde eller anden sanktion end bøde, som skal pålægges i overensstemmelse med relevant national lovgivning, hvorefter de kompetente nationale myndigheder i medlemsstater i euroområdet tillægges særlige beføjelser, der for nærværende ikke kræves i henhold til den relevante EU-ret.

Bestemmelserne i dette stykke berører ikke muligheden for, at en kompetent national myndighed kan indlede procedurer på eget initiativ vedrørende anvendelsen af national lovgivning for opgaver, som ikke er blevet overdraget til ECB.

2.   En kompetent national myndighed kan rette henvendelse til og bede ECB om at anmode den kompetente nationale myndighed om at indlede en procedure i de i stk. 1 omhandlede tilfælde.

3.   En kompetent national myndighed i en deltagende medlemsstat underretter ECB, når en sanktionsprocedure, som er indledt på ECB's anmodning i henhold til stk. 1, afsluttes. ECB underrettes navnlig om eventuelle pålagte sanktioner.

Artikel 135

Indberetning vedrørende mindre signifikante enheder under tilsyn

Den relevante kompetente nationale myndighed underretter regelmæssigt ECB om alle de administrative sanktioner, som pålægges mindre signifikante enheder i forbindelse med udøvelsen af dens tilsynsopgaver.

AFSNIT 7

STRAFFELOVSOVERTRÆDELSER

Artikel 136

Beviser for faktiske forhold, som kan medføre en straffelovsovertrædelse

Hvis ECB under udførelsen af sine opgaver i henhold til SSM-forordningen har grund til at nære mistanke om, at der er blevet begået en straffelovsovertrædelse, anmodes den pågældende kompetente nationale myndighed om at henvise sagen til de behørige myndigheder med henblik på undersøgelse og eventuel strafferetlig forfølgelse i overensstemmelse med national ret.

AFSNIT 8

INDTÆGTER FRA SANKTIONER

Artikel 137

Indtægter fra sanktioner

Indtægterne fra administrative sanktioner, som ECB har pålagt i henhold til SSM-forordningens artikel 18, stk. 1 og 7, tilfalder ECB.

DEL XI

ADGANG TIL OPLYSNINGER, INDBERETNINGER, UNDERSØGELSER OG INSPEKTION PÅ STEDET

AFSNIT 1

GENERELLE PRINCIPPER

Artikel 138

Samarbejde mellem ECB og de kompetente nationale myndigheder med hensyn til de i SSM-forordningens artikel 10 til 13 omhandlede beføjelser

Bestemmelserne, som er fastsat i denne del, finder anvendelse på signifikante enheder under tilsyn. De finder også anvendelse på mindre signifikante enheder under tilsyn, hvis ECB i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 5, litra d), beslutter at gøre brug af de i SSM-forordningens artikel 10 til 13 omhandlede beføjelser med hensyn til en mindre signifikant enhed under tilsyn. Dette berører dog ikke den kompetente nationale myndigheds kompetence til at føre tilsyn med mindre signifikante enheder under tilsyn i henhold til SSM-forordningens artikel 6, stk. 6.

AFSNIT 2

SAMARBEJDE MED HENSYN TIL ANMODNINGER OM OPLYSNINGER

Artikel 139

Ad hoc-anmodninger om oplysninger i henhold til SSM-forordningens artikel 10

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 10 og i overensstemmelse med relevant EU-ret kan ECB kræve, at en juridisk eller fysisk person, som omhandlet i forordningens artikel 10, stk. 1, fremsender alle de oplysninger, der måtte være nødvendige for at udøve de opgaver, som ECB er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen. ECB præciserer, hvilke oplysninger der ønskes, og en rimelig tidsfrist for fremsendelse af disse til ECB.

2.   Før der stilles krav om fremsendelse af oplysninger i henhold til SSM-forordningens artikel 10, stk. 1, tager ECB først hensyn til de oplysninger, som de kompetente nationale myndigheder allerede har til rådighed.

3.   ECB stiller en kopi af alle oplysninger, som modtages fra den juridiske eller fysiske person, som anmodningen om oplysninger er blevet rettet til, til rådighed for den pågældende kompetente nationale myndighed.

AFSNIT 3

RAPPORTERING

Artikel 140

Opgaver vedrørende tilsynsrapportering til de kompetente myndigheder

1.   ECB er ansvarlig for at sikre overholdelse af den relevante EU-ret, som pålægger kreditinstitutter krav med hensyn til indberetning til de kompetente myndigheder.

2.   Til dette formål tilkommer det ECB at udføre de opgaver og udøve de beføjelser med hensyn til signifikante enheder under tilsyn, som er fastsat i den relevante EU-ret om tilsynsrapportering. Det tilkommer de kompetente nationale myndigheder at udføre de opgaver og udøve de beføjelser vedrørende mindre signifikante enheder under tilsyn, som er fastsat i den relevante EU-ret om indberetning til de kompetente myndigheder.

3.   Uden at berøre stk. 2, og medmindre andet fremgår, indberetter den enkelte enhed under tilsyn de oplysninger til den relevante kompetente nationale myndighed, som skal indberettes regelmæssigt i overensstemmelse med den relevante EU-ret. Medmindre andet fremgår specifikt, fremsendes alle oplysninger, som er indberettet af enheder under tilsyn, til de kompetente nationale myndigheder. Disse udfører den indledende datakontrol og stiller oplysningerne til rådighed for ECB.

4.   ECB organiserer processen vedrørende indsamling og gennemgang af kvaliteten af de data, som enhederne under tilsyn har indberettet, under forbehold af og i overensstemmelse med den relevante EU-ret og EBA's gennemførelsesmæssige tekniske standarder.

Artikel 141

Anmodning om oplysninger med regelmæssige mellemrum i henhold til SSM-forordningens artikel 10

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 10, navnlig ECB's beføjelse til at kræve oplysninger udleveret med regelmæssige mellemrum og i særlige formater til tilsynsformål og dertil knyttede statistiske formål, og med forbehold af og i overensstemmelse med den relevante EU-ret, kan ECB kræve, at enheder under tilsyn indberetter yderligere tilsynsmæssige oplysninger, når disse oplysninger er nødvendige for, at ECB kan udføre de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen. Under forbehold af bestemmelserne i den relevante EU-ret kan ECB navnlig præcisere, hvilke kategorier af oplysninger der skal indberettes, samt processer, formater, hyppighed og tidsfrister for fremsendelse af de pågældende oplysninger.

2.   Hvis ECB kræver, at juridiske eller fysiske personer, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 10, stk. 1, skal udlevere oplysninger med regelmæssige mellemrum, finder artikel 140, stk. 3 og 4, i nærværende forordning tilsvarende anvendelse.

AFSNIT 4

SAMARBEJDE OM GENERELLE UNDERSØGELSER

Artikel 142

Iværksættelse af en generel undersøgelse i henhold til SSM-forordningens artikel 11

ECB foretager en undersøgelse af en juridisk eller fysisk person, som omhandlet i SSM-forordningens artikel 10, stk. 1, på baggrund af en ECB-afgørelse. En sådan afgørelse skal uden undtagelse indeholde:

a)

det retlige grundlag for afgørelsen og formålet hermed

b)

en hensigt om at udøve de beføjelser, som er fastsat i SSM-forordningens artikel 11, stk. 1

c)

oplysning om, at hvis personen, som er genstand for undersøgelsen, lægger hindringer i vejen for undersøgelsen, vil det blive betragtet som en overtrædelse af en ECB-afgørelse som omhandlet i SSM-forordningens artikel 18, stk. 7, uden at det berører den nationale ret som fastlagt i SSM-forordningens artikel 11, stk. 2.

AFSNIT 5

INSPEKTION PÅ STEDET

Artikel 143

ECB-afgørelse om at foretage inspektion på stedet i henhold til SSM-forordningens artikel 12

1.   I henhold til SSM-forordningens artikel 12 og med henblik på at udføre de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen, udpeger ECB team, der udfører inspektion på stedet, jf. artikel 144, som skal udføre alle nødvendige inspektioner på stedet af det forretningssted, som tilhører den i SSM-forordningens artikel 10, stk. 1, omhandlede juridiske person.

2.   Uden at berøre artikel 142 og i henhold til SSM-forordningens artikel 12, stk. 3, foretages inspektioner på stedet på baggrund af en ECB-afgørelse, som mindst skal præcisere følgende:

a)

genstand og formål med inspektionen på stedet, og

b)

oplysning om, at hvis den juridiske person, som er genstand for inspektionen på stedet, lægger hindringer i vejen for inspektionen, vil det blive betragtet som en overtrædelse af en ECB-afgørelse som omhandlet i SSM-forordningens artikel 18, stk. 7, uden at det berører den nationale ret som fastlagt i SSM-forordningens artikel 11, stk. 2.

3.   Hvis inspektionen på stedet efterfølger en undersøgelse, som er foretaget på baggrund af en ECB-afgørelse, som omhandlet i artikel 142, og hvis inspektionen på stedet har samme formål og omfang som undersøgelsen, skal embedsmændene fra og andre personer bemyndiget af ECB og af en kompetent national myndighed gives adgang til forretningslokaler og fast ejendom, som tilhører den juridiske person, der er genstand for en inspektion, på baggrund af den samme afgørelse i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 12, stk. 2 og 4, og uden at berøre forordningens artikel 13.

Artikel 144

Nedsættelse og sammensætning af team, der udfører inspektion på stedet

1.   ECB er ansvarlig for nedsættelse og sammensætning af team, der udfører inspektion på stedet, under inddragelse af de kompetente nationale myndigheder i overensstemmelse med SSM-forordningens artikel 12.

2.   ECB udpeger en leder for teamet der udfører inspektion på stedet blandt ECB's og de kompetente nationale myndigheders medarbejdere.

3.   ECB og de kompetente nationale myndigheder drøfter indbyrdes og aftaler, hvordan de kompetente nationale myndigheders ressourcer skal anvendes med henblik på de fælles tilsynsteams.

Artikel 145

Procedure og meddelelse om inspektion på stedet

1.   ECB underretter den juridiske person, der er genstand for inspektionen på stedet, om den i artikel 143, stk. 2, omhandlede ECB-afgørelse og om identiteten på medlemmerne af teamet der udfører inspektion på stedet, mindst fem arbejdsdage før inspektionen på stedet påbegyndes. Den underretter de kompetente nationale myndigheder i den medlemsstat, hvor inspektionen på stedet skal gennemføres, mindst en uge før den juridiske person, der er genstand for inspektionen på stedet, underrettes om den pågældende inspektion.

2.   ECB kan, i det omfang det er nødvendigt for at udføre en inspektion korrekt og effektivt, foretage inspektion på stedet uden forudgående at varsle enheden under tilsyn. Den kompetente nationale myndighed skal underrettes så hurtigt som muligt, før en sådan inspektion på stedet påbegyndes.

Artikel 146

Gennemførelse af inspektioner på stedet

1.   Inspektionen på stedet skal gennemføres under overholdelse af de instrukser, som lederen af teamet der udfører inspektion på stedet udsteder.

2.   Hvis enheden, der er genstand for inspektionen på stedet, er en signifikant enhed under tilsyn, har lederen af teamet der udfører inspektion på stedet ansvar for koordineringen mellem teamet der udfører inspektion på stedet og det fælles tilsynsteam, som er ansvarligt for tilsynet med den signifikante enhed under tilsyn.

DEL XII

OVERGANGSBESTEMMELSER OG AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 147

Påbegyndelse af ECB's direkte tilsyn, når ECB varetager sine opgaver for første gang

1.   Mindst to måneder før den 4. november 2014 retter ECB en afgørelse til hver enkelt enhed under tilsyn, over for hvilken den varetager de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen, hvori den bekræfter, at den pågældende enhed er en signifikant enhed under tilsyn. For enheder, der er medlemmer af en signifikant koncern under tilsyn, meddeler ECB ECB-afgørelsen til enheden under tilsyn på det højeste konsolideringsniveau i de deltagende medlemsstater, og sikrer, at alle enheder under tilsyn inden for den signifikante koncern under tilsyn er behørigt underrettet. Disse afgørelser får virkning fra den 4. november 2014.

2.   Hvis ECB påbegynder at udføre de opgaver, som den er blevet overdraget, før den 4. november 2014, skal den, uden at det berører stk. 1, rette en afgørelse til den pågældende enhed og til de relevante kompetente nationale myndigheder. Medmindre andet fremgår, får en sådan afgørelse virkning ved modtagelse heraf. Den pågældende kompetente nationale myndighed underrettes hurtigst muligt på forhånd om hensigten om at udstede en sådan afgørelse.

3.   Før en afgørelse vedtages i henhold til stk. 1, skal ECB give den pågældende enhed under tilsyn mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger.

Artikel 148

Fastsættelse af formatet for rapporten om tilsynshistorik og risikoprofil, som de kompetente nationale myndigheder skal forelægge for ECB

1.   De kompetente nationale myndigheder fremsender senest den 4. august 2014 oplysninger til ECB om identiteten på de kreditinstitutter, som de har meddelt tilladelse, samt en rapport over disse kreditinstitutter i det format, som ECB har fastsat.

2.   Hvis ECB påbegynder udførelsen af de opgaver, som den er blevet overdraget, før den 4. november 2014, kan den, uden at det berører stk. 1, anmode de kompetente nationale myndigheder om at fremsende oplysninger til ECB om identiteten på de relevante kreditinstitutter samt en rapport i det format, som ECB har fastsat, inden for en rimelig tidsfrist, som skal fremgå af anmodningen.

Artikel 149

Kontinuitet i de eksisterende procedurer

1.   Hvis en kompetent national myndighed har indledt tilsynsprocedurer, som ECB får kompetence til at udføre i henhold til SSM-forordningen, og dette sker før den 4. november 2014, finder procedurerne fastsat i artikel 48 anvendelse, medmindre ECB bestemmer andet.

2.   Som undtagelse til artikel 48 gælder denne artikel for fælles procedurer.

Artikel 150

Tilsynsafgørelser truffet af kompetente nationale myndigheder

Uden at berøre ECB's udøvelse af de beføjelser, som den er tillagt i henhold til SSM-forordningen, berøres tilsynsafgørelser truffet af kompetente nationale myndigheder før den 4. november 2014 ikke.

Artikel 151

Medlemsstater, der får euroen som valuta

1.   Under forbehold af stk. 2, og under omstændigheder, hvor en dispensation i henhold til artikel 139 TEUF, er ophævet for en medlemsstat i overensstemmelse med artikel 140, stk. 2, TEUF, finder artikel 148 til 150 tilsvarende anvendelse med hensyn til tilsynsprocedurer eller afgørelser, der er iværksat eller truffet af den kompetente nationale myndighed i en sådan medlemsstat.

2.   Henvisningen til 4. november 2014 i artikel 149 og 150 skal forstås som en henvisning til den dato, hvor euroen vedtages i den pågældende medlemsstat.

Artikel 152

Kontinuitet i de eksisterende ordninger

Alle eksisterende samarbejdsordninger med andre myndigheder, som en kompetent national myndighed har indgået i før den 4. november 2014, og som i hvert fald delvist omfatter opgaver, som i henhold til SSM-forordningen er blevet overdraget til ECB, finder fortsat anvendelse. ECB kan beslutte at deltage i sådanne eksisterende samarbejdsordninger i overensstemmelse med den procedure, som finder anvendelse på de pågældende ordninger, eller etablere nye samarbejdsordninger med tredjeparter for de opgaver, som den er blevet overdraget i henhold til SSM-forordningen. En kompetent national myndighed fortsætter kun med at anvende eksisterende samarbejdsordninger i det omfang, de ikke erstattes af ECB-samarbejdsordninger. Hvor det er nødvendigt for gennemførelsen af de eksisterende samarbejdsordninger, er den kompetente nationale myndighed ansvarlig for at bistå ECB, navnlig med udøvelsen af sine rettigheder og opfyldelsen af sine forpligtelser i henhold til ordningerne, i koordination med ECB.

Artikel 153

Endelige bestemmelser

Denne forordning træder i kraft dagen efter, at den er blevet offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 16. april 2014.

For ECB’s Styrelsesråd

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63.

(2)  EUT L 320 af 30.11.2013, s. 1

(3)  Den Europæiske Centralbanks afgørelse ECB/2004/2 af 19. februar 2004 om vedtagelse af forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank (EUT L 80 af 18.3.2004, s. 33).

(4)  Vedtaget den 31. marts 2014 og tilgængelig på ECB’s websted: www.ecb.europa.eu. Endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende.

(5)  Afgørelse ECB/2014/16 af 14. april 2014 om nedsættelse af et administrativt klagenævn og forretningsordenen for dette. Endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1).

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 78/660/EØF og 83/349/EØF (EUT L 182 af 29.6.2013, s. 19).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber, om ændring af direktiv 2002/87/EF og om ophævelse af direktiv 2006/48/EF og 2006/49/EF (EUT L 176 af 27.6.2013, s. 338).

(9)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1).

(11)  Som offentliggjort på ECB's websted.

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (EFT L 243 af 11.9.2002, s. 1).

(13)  Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 25/2009 af 19. december 2008 om den konsoliderede balance i MFI-sektoren (monetære finansielle institutioner) (ECB/2008/32) (EUT L 15 af 20.1.2009, s. 14)

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 549/2013 af 21. maj 2013 om det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Den Europæiske Union (EUT L 174 af 26.6.2013, s. 1).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger (EFT L 135 af 31.5.1994, s. 5).

(16)  Afgørelse ECB/2014/5 af 31. januar 2014 om tæt samarbejde med de kompetente nationale myndigheder i de medlemsstater, der ikke har euroen som valuta (endnu ikke offentliggjort i EU-Tidende).

(17)  Rådets forordning (EF) Nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (EFT L 318 af 27.11.1998, s. 4).


Top