EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32013D0054(01)

2014/106/EU: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 20. december 2013 om procedurer for godkendelse af producenter af fortroligt euromateriale og euromateriale og om ændring af afgørelse ECB/2008/3 (ECB/2013/54)

OJ L 57, 27.2.2014, p. 29–40 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 26/04/2020; ophævet ved 32020D0637

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2013/106(3)/oj

27.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 57/29


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 20. december 2013

om procedurer for godkendelse af producenter af fortroligt euromateriale og euromateriale og om ændring af afgørelse ECB/2008/3

(ECB/2013/54)

(2014/106/EU)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 128, stk. 1,

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 12.1, 16 og 34.3,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2532/98 af 23. november 1998 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner (1), særlig artikel 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til traktatens artikel 128, stk. 1, og artikel 16 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (herefter »ESCB-statutten«) har Den Europæiske Centralbank (ECB) eneret til at bemyndige udstedelse af eurosedler i Unionen. Denne ret omfatter beføjelse til at træffe foranstaltninger til beskyttelse af eurosedlers integritet som betalingsmiddel.

(2)

ECB vedtog afgørelse ECB/2008/3 af 15. maj 2008 om procedurer for sikkerhedsgodkendelse af producenter af fortroligt euromateriale til eurosedler (2), som indførte en sikkerhedsgodkendelsesprocedure, hvorved det kan bekræftes, om producenter opfylder ECB's minimumssikkerhedskrav til produktion, håndtering, opbevaring og transport af eurosedler og euroseddelkomponenter og andet materiale og andre oplysninger i forbindelse hermed, som kræver sikkerhedsbeskyttelse, og hvor tab, tyveri eller offentliggørelse heraf kan skade eurosedlernes integritet eller fremme produktionen af falske eurosedler eller komponenter hertil. Desuden fastlagde afgørelse ECB/2008/3 procedurer for at sikre, at ovennævnte sikkerhedskrav løbende overholdes.

(3)

ECB vedtog afgørelse ECB/2010/22 af 25. november 2010 om proceduren for kvalitetsgodkendelse af producenter af eurosedler (3) for at sikre, at kun producenter, som opfylder ECB's minimumskvalitetskrav til produktionen af eurosedler og råmateriale til eurosedler, godkendes til at fremstille disse eurosedler og materialer.

(4)

I overensstemmelse med traktatens artikel 9 og 11 vedtog ECB afgørelse ECB/2011/8 af 21. juni 2011 om procedurerne for miljø-, sundheds- og sikkerhedsgodkendelse af produktionen af eurosedler (4) for at sikre, at kun producenter, som opfylder de miljø-, sundheds- og sikkerhedsmæssige minimumskrav, godkendes til at udføre en aktivitet i forbindelse med euroseddelproduktion.

(5)

På grundlag af den erfaring, som ECB har gjort med anvendelsen af afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8, er det nødvendigt at gennemføre et effektivt samlet godkendelsessystem for at undgå indholds- og proceduremæssige uoverensstemmelser som følge af anvendelsen af ovennævnte afgørelser, som f.eks. en uforholdsmæssig stor variation i godkendelsers gyldighed, godkendelsesprocedurerne og terminologien.

(6)

For at håndtere ovennævnte problematikker og lette den administrative byrde på producenterne er det nødvendigt at indføre et samlet godkendelsessystem, som vil: a) gøre det muligt at vurdere, om producenter overholder relevante sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedskrav, som er fastsat af ECB; b) vurdere overholdelsen af disse krav på grundlag af en harmoniseret inspektionsprocedure; c) indeholde bestemmelser om passende former for sanktioner, der står i et rimeligt forhold til den manglende overholdelse, herunder økonomiske sanktioner i form af gebyrer, såfremt de ovennævnte krav ikke overholdes; og d) sikre, at fortroligt euromateriale kun kan leveres til nationale centralbanker og fremtidige nationale centralbanker i Eurosystemet, med forbehold af en beslutning vedtaget af Styrelsesrådet, andre godkendte producenter og/eller ECB.

(7)

Dette nye samlede godkendelsessystem bør baseres på en vurderingsprocedure i flere trin, hvor det vurderes, om en producent, som søger om godkendelse, fuldt ud overholder alle aspekter af de relevante godkendelseskrav, som er fastsat i denne afgørelse.

(8)

For at fremme denne vurdering, samt alle efterfølgende vurderinger af en godkendt producents løbende opfyldelse af kravene, skal der indføres en strømlinet inspektionsordning, hvorved ECB kan udføre inspektioner på stedet og eksterne inspektioner.

(9)

For at undgå de mange aktuelle enkeltgodkendelser bør der gives mulighed for at give en samlet foreløbig godkendelse, som kan ændres til en samlet godkendelse, såfremt den pågældende producent har godtgjort, at denne overholder alle godkendelseskrav, også under produktionen på grundlag af en officiel ordre fra en godkendt producent, ECB eller en national centralbank, i overensstemmelse med den foreløbige godkendelse.

(10)

For at godkendelsesprocessen fortsat kan være fleksibel, bør ECB have en skønsmargen med hensyn til tilrettelæggelsen af trinene i processen med vurdering af ansøgningen om indledning af proceduren for foreløbig godkendelse.

(11)

For at sikre en bedre administration i forbindelse med godkendelsesproceduren bør en foreløbig godkendelse og en godkendelse have fortløbende gyldighed, medmindre det konstateres, at en producent ikke overholder de relevante godkendelseskrav. Med det samme formål har ECB beføjelse til at ændre en foreløbig godkendelse til en godkendelse, når den relevante producent har fremstillet fortroligt euromateriale og/eller euromateriale på grundlag af en officiel ordre fra ECB eller en national centralbank i en sammenhængende periode på 36 måneder. ECB vil også have beføjelse til på eget initiativ at ændre en godkendelse til en foreløbig godkendelse, når en producent ikke har fremstillet fortroligt euromateriale og/eller euromateriale i en sammenhængende periode på 36 måneder.

(12)

Derfor bør afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8 ophæves og erstattes af denne afgørelse. For at sikre en gnidningsløs overgang fra de nuværende godkendelsesordninger til en ordning med en samlet godkendelse i henhold til denne afgørelse bør der indføres en overgangsperiode på et år fra denne afgørelses vedtagelse. Dette vil give producenter med individuelle sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedsgodkendelser mulighed for at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at overholde de relevante godkendelseskrav i henhold til denne afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

AFDELING I

GENERELLE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

1)   »euromateriale«: eurosedler, delvis trykte eurosedler og papir, blæk, folie og tråd, som anvendes til fremstilling af eurosedler og delvis trykte eurosedler

2)   »euromaterialevirksomhed«: fremstilling af euromateriale

3)   »fortroligt euromateriale«: det materiale, som er nævnt i de materielle sikkerhedskrav, herunder eurosedler, som er: a) i omløb, b) ved at blive udviklet med henblik på at erstatte eurosedler i omløb, eller c) taget ud af omløb, samt disses komponenter og hermed forbundne oplysninger, som kræver sikkerhedsbeskyttelse, fordi tab, tyveri og uautoriseret offentliggørelse kan skade eurosedlernes integritet som betalingsmiddel

4)   »fortrolig eurovirksomhed«: én eller flere af følgende: initiering, fremstilling, håndtering, destruering, opbevaring, intern flytning på et produktionssted og transport af fortroligt euromateriale

5)   »initiering«: omdannelsen af grunddesignet af de eurosedler, som er ved at blive udviklet, til layout, farveadskillelse, linjemønster og trykplader samt forberedelsen af layout og prototyper til komponenter, som er foreslået til disse grunddesign

6)   »producent«: en enhed, som er beskæftiget, eller ønsker at være beskæftiget, med fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, dog ikke enheder, som kun er beskæftiget, eller kun ønsker at være beskæftiget, med transport af fortroligt euromateriale eller med at stille særlige destruktionsanlæg til rådighed

7)   »produktionssted«: en lokalitet, som en producent anvender, eller ønsker at anvende, til initiering, produktion, håndtering, destruering og opbevaring af fortroligt euromateriale og/eller euromateriale

8)   »godkendelseskrav«: ECB's materielle krav, godkendelsesproceduren og beliggenhedskrav samt de fortløbende forpligtelser, som er fastsat i denne afgørelse, som en producent skal opfylde for at kunne opnå eller beholde en foreløbig godkendelse eller en godkendelse

9)   »godkendt producent«: en producent med en foreløbig godkendelse eller en godkendelse

10)   »materielle krav«: de relevante sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedskrav, der er fastsat særskilt af ECB, som en producent skal opfylde for at kunne udføre en fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed

11)   »foranstaltninger«: de sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger, som en producent har truffet for at overholde de relevante materielle krav

12)   »godkendelser efter den gamle ordning«: gyldige midlertidige eller fulde godkendelser, navnlig sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedsgodkendelser, som ECB har givet en producent til at udføre fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed i overensstemmelse med afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8

13)   »ECB's ophævede godkendelsesafgørelser«: afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8 under ét

14)   »national centralbank«: den nationale centralbank i en medlemsstat, der har euroen som valuta

15)   »fremtidig nationalbank i Eurosystemet«: en national centralbank i en medlemsstat med dispensation, som har opfyldt betingelserne for indførelsen af euroen, og i forhold til hvilken der er truffet beslutning om ophævelse af dispensationen i henhold til traktatens artikel 140, stk. 2

16)   »certificeringsmyndighed«: en uafhængig certificeringsmyndighed, som vurderer en producents kvalitets-, miljø- eller sundheds- og sikkerhedsstyringssystemer og er bemyndiget til at certificere, at en producent opfylder kravene i ISO 9001-, ISO 14000- eller OHSAS 18000-standardserierne

17)   »arbejdsdag«: en ECB-arbejdsdag fra mandag til fredag, bortset fra officielle ECB-fridage, som er offentliggjort på ECB's websted

18)   »inspektion«: en godkendelsesprocedure, der har til formål at vurdere, om en producent opfylder godkendelseskravene, enten i form af en inspektion på stedet eller en ekstern inspektion, som munder ud i en endelig inspektionsrapport om resultatet af denne vurdering

19)   »inspektion på stedet«: et besøg, der aflægges af et inspektionshold fra ECB på et produktionssted for at vurdere, hvorvidt de foranstaltninger, som er indført på produktionsstedet, overholder de relevante godkendelseskrav

20)   »ekstern inspektion«: ECB's vurdering — som ikke udføres på produktionsstedet — af den dokumentation, som forelægges af en producent i forbindelse med en inspektion, med henblik på at fastslå, om producenten overholder de relevante godkendelseskrav

21)   »specifik sikkerhedskontrol udført af en national centralbank«: en ordregivende national centralbanks udførelse af lagerkontrol, destruktionskontrol eller transportkontrol på et godkendt produktionssted i forbindelse med den officielle produktionsordre, som er afgivet til en godkendt producent i henhold til artikel 11

22)   »lagerkontrol«: et besøg, som en ordregivende national centralbank aflægger på et godkendt produktionssted for at vurdere nøjagtigheden af lagerbeholdningerne af fortroligt euromateriale, som opbevares af den relevante producent

23)   »destruktionskontrol«: et besøg, som en ordregivende national centralbank aflægger på et godkendt produktionssted for at overvåge destrueringen af fortroligt euromateriale og foretage lagerkontrol under destrueringen af fortroligt euromateriale i overensstemmelse med artikel 11

24)   »transportkontrol«: en vurdering af, om de relevante transportsikkerhedskrav er overholdt med de foranstaltninger, som en godkendt producent har indført i forbindelse med transport af eurosedler og/eller euroseddelpapir

25)   »produktion«: fremstillingen af fortroligt euromateriale eller euromateriale i henhold til en officiel ordre afgivet af en anden godkendt producent, en national centralbank eller ECB med undtagelse af fremstilling med henblik på forskning og udvikling og test, hvor produktet ikke er bestemt til udstedelse, og med undtagelse af fremstilling til interne lagre.

Artikel 2

Almindelige godkendelsesprincipper

1.   En producent må kun udføre en fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed vedrørende fortroligt euromateriale og/eller euromateriale på det produktionssted, som ECB har givet producenten en godkendelse eller foreløbig godkendelse til.

2.   Såfremt en producent ikke har udført produktion, kan ECB give denne en foreløbig godkendelse til den relevante fortrolige eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed i henhold til proceduren i artikel 4, 5 og 6.

3.   En foreløbig godkendelse kan ændres til en godkendelse, når en producent er blevet godkendt i forbindelse med de relevante inspektioner, der er foretaget under produktionen i overensstemmelse med proceduren i artikel 7.

4.   Såfremt en godkendt producent ikke har udført produktion i en sammenhængende periode på 36 måneder, kan ECB ændre dennes godkendelse til en foreløbig godkendelse som fastsat i artikel 8.

5.   For at opnå og beholde en foreløbig godkendelse eller en godkendelse fra ECB skal en producent, ud over de krav, der er fastsat i denne afgørelse, overholde følgende:

a)

de relevante materielle krav, som er minimumskrav. Producenter kan indføre og gennemføre strengere sikkerheds-, kvalitets-, miljø-, sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger

b)

følgende beliggenhedskrav:

i)

producentens produktionssted, såfremt der ikke er tale om et trykkeri, er beliggende i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i en medlemsstat i Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA)

ii)

producentens produktionssted er beliggende i en medlemsstat i Den Europæiske Union, såfremt der er tale om et trykkeri.

6.   Såfremt omstændighederne berettiger hertil, kan Direktionen indrømme en undtagelse fra beliggenhedskravet i stk. 5, litra b). Når Direktionen indrømmer en sådan undtagelse, giver den en relevant begrundelse herfor.

7.   Producenter med en foreløbig godkendelse og producenter med en godkendelse har samme ret til at deltage i offentlige udbud.

8.   En godkendt producent må kun fremstille og/eller levere fortroligt euromateriale for at opfylde en officiel ordre, der er afgivet af én af følgende:

a)

en anden godkendt producent, som skal bruge det fortrolige euromateriale til sin fortrolige eurovirksomhed

b)

en national centralbank

c)

med forbehold af Styrelsesrådets beslutning, en fremtidig national centralbank i Eurosystemet

d)

ECB.

9.   En producent bærer alle omkostninger og hermed forbundne tab, som denne har pådraget sig i forbindelse med anvendelsen af denne afgørelse.

Artikel 3

Beslutninger truffet af Direktionen

1.   Direktionen har beføjelse til at træffe alle beslutninger vedrørende en producents godkendelse i henhold til artikel 6, 16-18 og 20.

2.   Direktionen kan beslutte at videredelegere beføjelsen til at tildele en foreløbig godkendelse i henhold til artikel 6 til et eller flere af dens medlemmer.

AFDELING II

GODKENDELSESPROCEDURE

Artikel 4

Ansøgning om indledning af proceduren med henblik på foreløbig godkendelse

1.   En producent, som ikke har nogen form for godkendelse, og som ønsker at udføre en fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, skal indgive en skriftlig ansøgning til ECB om indledning af proceduren med henblik på foreløbig godkendelse.

2.   Ansøgningen om indledning af proceduren skal:

a)

anføre den fortrolige eurovirksomhed og det fortrolige euromateriale og/eller den euromaterialevirksomhed og det euromateriale samt den fulde adresse på det produktionssted, der søges om foreløbig godkendelse til

b)

indeholde en erklæring fra den producent, som søger om godkendelse, om, at denne vil holde indholdet af de materielle krav fortroligt

c)

indeholde en skriftlig erklæring, hvori producenten forpligter sig til at overholde alle gældende bestemmelser i denne afgørelse.

3.   Såfremt en producent ansøger om at udføre en euromaterialevirksomhed, skal denne forelægge ECB kopier af ISO 9001-, ISO 14001- og OHSAS 18001-certifikater, som er udstedt af kompetente certificeringsmyndigheder, der bekræfter, at producenten opfylder de relevante standarder på det pågældende produktionssted til den påtænkte euromaterialevirksomhed.

4.   ECB vurderer de oplysninger og den dokumentation, som producenten har forelagt i sin ansøgning om at indlede proceduren, og kan om nødvendigt anmode om yderligere eller uddybende oplysninger.

5.   ECB kan give afslag på ansøgningen om at indlede proceduren, såfremt den stadig er mangelfuld, efter at ECB har anmodet om yderligere eller uddybende oplysninger i henhold til stk. 4, eller såfremt producenten ikke opfylder kravene i artikel 2, stk. 5, litra b).

Artikel 5

Foreløbig vurdering af materielle krav

1.   Efter modtagelsen af ansøgningen om at indlede godkendelsesproceduren udleverer ECB en kopi af de relevante materielle krav til producenten. ECB udleverer desuden dokumentation, hvori producenten skal angive, hvordan dennes foranstaltninger vil overholde de relevante materielle krav. Producenten skal udfylde og returnere disse dokumenter, således at ECB kan foretage en foreløbig vurdering af, om producenten kan opfylde de relevante materielle krav.

2.   Såfremt en producent, der ansøger om foreløbig godkendelse til en fortrolig eurovirksomhed, er underlagt et nationalt lovkrav om anvendelse af særlige destruktionsanlæg, og det ikke er muligt at stille disse anlæg til rådighed på produktionsstedet, skal producenten desuden oplyse, hvilke særlige destruktionsanlæg denne påtænker at anvende, herunder udførlige oplysninger om:

a)

de relevante nationale lovbestemmelser og en redegørelse for, hvorfor det ikke er muligt at placere destruktionsanlægget på produktionsstedet

b)

det særlige destruktionsanlæg, som producenten påtænker at anvende

c)

det fortrolige euromateriale, som producenten påtænker at destruere i det pågældende særlige destruktionsanlæg

d)

de påtænkte sikkerhedsforanstaltninger med henblik på beskyttelse af det fortrolige euromateriale under hele processen med transport til og fra anlægget og destrueringen i anlægget.

3.   ECB vurderer de oplysninger og den dokumentation, som producenten har forelagt, jf. stk. 1 og 2, og kan anmode om yderligere eller uddybende oplysninger. ECB kan give afslag på en ansøgning om foreløbig godkendelse, som fortsat er mangelfuld, efter at ECB har anmodet om yderligere eller uddybende oplysninger, eller som ikke opfylder kravene i denne artikel.

Artikel 6

Meddelelse af foreløbig godkendelse

1.   ECB kan meddele en producent en foreløbig godkendelse, såfremt producenten på fyldestgørende vis, før denne påbegynder en fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, har godtgjort at have indført de procedurer og den infrastruktur, som er nødvendig for at overholde de relevante godkendelseskrav på produktionsstedet.

2.   I overensstemmelse med artikel 9 udfører ECB inspektioner for at vurdere, om en producent overholder alle godkendelseskrav.

3.   En producent, der ansøger om en foreløbig godkendelse til en påtænkt fortrolig eurovirksomhed, underkastes først inspektion med hensyn til overholdelse af sikkerhedskravene. Der indledes ikke andre inspektioner, før sikkerhedsinspektionen er gennemført med et positivt resultat.

Artikel 7

Ændring af en foreløbig godkendelse til en godkendelse

ECB kan ændre en producents foreløbige godkendelse til en godkendelse, forudsat at de relevante inspektioner under produktionen er gennemført med et positivt resultat, og producenten herved har godtgjort, at denne har indført de krævede procedurer og infrastrukturer under den egentlige udførelse af den relevante fortrolige eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, og effektivt overholder de relevante godkendelseskrav på produktionsstedet.

Artikel 8

Ændring af en godkendelse til en foreløbig godkendelse

ECB kan ændre en producents godkendelse til en foreløbig godkendelse, når producenten ikke har udført nogen produktion i henhold til en officiel ordre afgivet af ECB eller en national centralbank i en sammenhængende periode på 36 måneder.

AFDELING III

INSPEKTIONER OG SÆRLIG SIKKERHEDSKONTROL UDFØRT AF EN NATIONAL CENTRALBANK

Artikel 9

Inspektioner

1.   ECB vurderer, om en producent overholder de relevante godkendelseskrav, ved brug af inspektioner. De kan udføres som inspektioner på stedet og/eller eksterne inspektioner.

2.   Ekstern(e) inspektion(er) udføres i forbindelse med dokumentation, som er forelagt af en producent, og som er relevant for vurderingen af dennes overholdelse af godkendelseskravene.

3.   Inspektion(er) på stedet anvendes til at vurdere, om en producent overholder de relevante materielle krav på produktionsstedet, navnlig hvad angår sikkerheds- og kvalitetskravene. ECB kan beslutte at foretage inspektioner på stedet, når ECB anser dette for nødvendigt, dog med højst 36 måneders mellemrum, hvad angår de materielle sikkerheds- og kvalitetskrav for en euromaterialevirksomhed og/eller en fortrolig eurovirksomhed.

4.   Inspektioner på stedet vedrørende de materielle sikkerheds- og kvalitetskrav kan anmeldes på forhånd. Inspektioner på stedet med hensyn til sikkerhed og kvalitet, som er blevet anmeldt på forhånd, skal påbegyndes på den dato, som er aftalt indbyrdes mellem producenten og ECB. Når en producent har påbegyndt udførelsen af en fortrolig eurovirksomhed og/eller en euromaterialevirksomhed, kan inspektioner på stedet vedrørende sikkerhed og kvalitet også udføres uanmeldt.

5.   Senest 10 arbejdsdage før den dato, hvor en anmeldt inspektion på stedet skal begynde, kan ECB udlevere dokumentation til forberedelse af inspektionen på stedet til producenten, som denne skal udfylde. Producenten skal returnere denne dokumentation til ECB mindst fem arbejdsdage før den dag, hvor inspektionen på stedet skal begynde.

6.   Hvis en producent som følge af nationale lovkrav skal anvende et særligt destruktionsanlæg, kan inspektionsholdet ligeledes udføre inspektion på stedet på dette anlæg for at vurdere, om producentens påtænkte foranstaltninger er tilstrækkelige til at beskytte det pågældende fortrolige euromateriales integritet.

Artikel 10

Konklusionsbrev og inspektionsrapport

1.   Hvis der under en inspektion konstateres et eller flere tilfælde af manglende overholdelse af de relevante godkendelseskrav, sender ECB producenten et konklusionsbrev, hvori de(t) pågældende tilfælde af manglende overholdelse er anført. Brevet sendes inden for følgende perioder:

a)

15 arbejdsdage fra den dato, hvor den relevante inspektion på stedet blev afsluttet

b)

40 arbejdsdage efter ECB's modtagelse af eventuel relevant dokumentation i henhold en ekstern inspektion, navnlig med hensyn til de fortløbende forpligtelser, som er fastsat i artikel 12

c)

15 arbejdsdage efter modtagelse af den nationale centralbanks rapport til ECB, såfremt der er foretaget særlig sikkerhedskontrol af en national centralbank i henhold til artikel 11.

2.   Producenten har 15 arbejdsdage fra modtagelsen af konklusionsbrevet til skriftligt at meddele ECB sine kommentarer og nærmere oplysninger om eventuelle foranstaltninger eller forbedringer, som producenten påtænker at gennemføre vedrørende indholdet af konklusionsbrevet.

3.   ECB udarbejder et udkast til inspektionsrapport senest 25 arbejdsdage efter: a) afslutningen af en inspektion, såfremt der ikke er konstateret tilfælde af manglende overholdelse; b) ECB's modtagelse af producentens skriftlige kommentarer til konklusionsbrevet; eller c) udløbet af fristen for at indsende sådanne kommentarer, såfremt der ikke er modtaget kommentarer. Udkastet til inspektionsrapport skal indeholde konklusionen af inspektionen og de relevante kommentarer, der er modtaget fra producenten. Desuden skal udkastet til inspektionsrapport indeholde konklusioner med hensyn til, om producenten overholder godkendelseskravene.

4.   Producenten har 15 arbejdsdage fra modtagelsen af udkastet til inspektionsrapport til skriftligt at meddele ECB sine kommentarer og nærmere oplysninger om eventuelle foranstaltninger eller forbedringer, som producenten påtænker at gennemføre vedrørende indholdet af udkastet til inspektionsrapport. Efter modtagelsen af producentens kommentarer eller udløbet af fristen for at indsende disse kommentarer, færdiggør ECB inden for 30 arbejdsdage udkastet til inspektionsrapport og forelægger det for den pågældende producent.

5.   Der kan foretages yderligere inspektioner på stedet for at kontrollere, om producenten overholder de relevante godkendelseskrav efter at have gennemført de nævnte foranstaltninger eller forbedringer. Yderligere inspektioner på stedet kan udsætte færdiggørelsen af udkastet til inspektionsrapport.

6.   I tilfælde af alvorlige tilfælde af manglende overholdelse af godkendelseskravene, som kræver, at ECB træffer en hastebeslutning, og som med rimelighed kan anses for at berettige en beslutning om suspendering i medfør af artikel 17 eller en beslutning om inddragelse af godkendelsen i medfør af artikel 18, kan ECB beslutte at afkorte den proces, der er beskrevet i stk. 1, 2 og 3, således at producenten har højst fem arbejdsdage til at indgive kommentarer vedrørende den relevante manglende overholdelse. ECB skal begrunde en sådan hasteprocedure.

7.   ECB kan beslutte at forlænge de i denne artikel omhandlede frister.

Artikel 11

Særlig sikkerhedskontrol udført af en national centralbank

1.   En national centralbank, som har afgivet en officiel ordre vedrørende fremstilling af eurosedler, kan i forbindelse med disse ordrer udføre lagerkontrol og destruktionskontrol med hensyn til fortroligt euromateriale på det produktionssted, hvor eurosedlerne fremstilles, eller på et hvilket som helst andet produktionssted, hvor komponenter til disse eurosedler fremstilles, behandles, lagres eller destrueres.

2.   Den i stk. 1 omhandlede nationale centralbank kan også udføre kontrol af transporten af eurosedler og seddelpapir til eurosedler.

3.   Den nationale centralbank sender en skriftlig rapport til ECB senest tre arbejdsdage efter gennemførelsen af kontrollen, hvis det er konstateret, at producenten overtræder ECB's transportregler i de materielle krav, eller hvis der er opdaget uoverensstemmelser under en lagerkontrol eller destruktionskontrol.

4.   ECB kan udpege et særligt sikkerhedsinspektionshold til at udføre inspektioner på produktionsstedet for at kontrollere de overtrædelser eller uoverensstemmelser, som den nationale centralbank har konstateret. ECB's konklusioner på grundlag af resultaterne det særlige sikkerhedsinspektionsholds inspektion rapporteres i henhold til artikel 10.

AFDELING IV

FORTLØBENDE FORPLIGTELSER

Artikel 12

Godkendte producenters fortløbende forpligtelser

1.   En godkendt producent skal vedrørende det relevante produktionssted udlevere en kopi af det i artikel 4, stk. 3, omhandlede relevante certifikat, hver gang dette certifikat fornyes eller ændres, senest tre måneder efter den relevante fornyelses- eller ændringsdato.

2.   En godkendt producent skal omgående underrette ECB, hvis en eller flere af de krævede certifikater inddrages.

3.   En godkendt producent skal øjeblikkelig give ECB skriftlig underretning, hvis nogen af følgende forhold er relevante:

a)

indledning af en afviklings- eller saneringsprocedure vedrørende producentens virksomhed eller en tilsvarende procedure

b)

udnævnelse af en likvidator, midlertidig bobestyrer, administrator eller en tilsvarende person vedrørende producentens virksomhed

c)

planer om at anvende underentreprise eller inddrage tredjemand i en euromaterialevirksomhed eller fortrolig eurovirksomhed, som producenten har godkendelse til

d)

ændringer i foranstaltningerne på produktionsstedet, som indtræffer, efter at der er meddelt godkendelse, og som berører, eller kan berøre, overholdelsen af de relevante godkendelseskrav, herunder ændringer af de i artikel 5, stk. 2, litra a)-d), omhandlede oplysninger

e)

planer om ændring i den godkendte producents bestemmende indflydelse eller ændringer i dennes ejerstruktur

f)

hvis der er forløbet en sammenhængende periode på 34 måneder siden producentens sidste produktion.

4.   En godkendt producent må ikke overføre eller overdrage sine godkendelser til tredjemand, herunder datterselskaber og associerede virksomheder.

5.   En godkendt producent må ikke overføre nogen dele af den fortrolige eurovirksomhed eller euromaterialevirksomhed eller fortroligt euromateriale eller euromateriale til et andet sted, som ejes, lejes eller på anden måde kontrolleres af producenten, medmindre stedet har opnået den korrekte godkendelse i henhold til artikel 2, og ECB på forhånd har givet skriftligt samtykke til overførslen.

6.   En godkendt producent må ikke udlicitere eller overføre nogen dele af den fortrolige eurovirksomhed eller euromaterialevirksomhed eller fortroligt euromateriale eller euromateriale til tredjemand, herunder producentens datterselskaber og associerede virksomheder, medmindre denne tredjemand har opnået den korrekte godkendelse i henhold til artikel 2, og ECB på forhånd har givet skriftligt samtykke til udliciteringen eller overførslen.

7.   ECB's skriftlige samtykke er påkrævet, før en godkendt producent kan udlicitere en eller flere dele af en fortrolig eurovirksomhed eller euromaterialevirksomhed til et andet produktionssted.

8.   En producent med foreløbig godkendelse skal omgående underrette ECB, når producenten modtager en officiel produktionsordre fra en anden godkendt producent, en national centralbank eller ECB, således at de relevante inspektioner hurtigst muligt kan finde sted. Underretningen skal oplyse om den officielle produktionsordre og om, hvornår produktionen påtænkes at begynde og slutte.

9.   En producent med en foreløbig godkendelse skal udlevere de oplysninger om miljø-, sundheds- og sikkerhedsaspekter, som kræves i de relevante materielle krav, til ECB.

10.   Hvis en godkendt producent er et trykkeri, skal det sørge for, at der foretages en analyse af de kemiske stoffer i færdige eurosedler, og rapportere til ECB i overensstemmelse med de relevante miljø-, sundheds- og sikkerhedskrav.

11.   En godkendt producent skal behandle de materielle kvalitetskrav fortroligt.

Artikel 13

ECB's fortløbende forpligtelser

ECB oplyser godkendte producenter om eventuelle opdateringer af de materielle krav, som vedrører den fortrolige eurovirksomhed og/eller den euromaterialevirksomhed, som de har opnået godkendelse eller foreløbig godkendelse til.

AFDELING V

KONSEKVENSER AF MANGLENDE OVERHOLDELSE

Artikel 14

Tilfælde af manglende overholdelse

1.   Følgende handlinger fra en producents side udgør alle et tilfælde af manglende overholdelse:

a)

manglende overholdelse af de relevante godkendelseskrav

b)

manglende gennemførelse af forbedringer, som er aftalt med ECB

c)

hvis et inspektionshold, som skal udføre inspektion på stedet, eller personale udpeget af en national centralbank til at udføre lagerkontrol, destruktionskontrol eller transportkontrol, nægtes umiddelbar adgang til produktionsstedet

d)

indgivelse af en falsk eller vildledende erklæring eller et forfalsket dokument til ECB og til en national centralbank, hvor dette er relevant, inden for en procedure ifølge denne afgørelse

e)

manglende opfyldelse af forpligtelsen til at behandle indholdet af de materielle krav fortroligt.

2.   Tilfælde af manglende overholdelse af de relevante godkendelseskrav meddeles den producent, som ikke har overholdt kravene, i overensstemmelse med artikel 10, stk. 4, eller meddeles denne på anden vis. Tilfælde af manglende overholdelse skal bringes til ophør inden for en aftalt frist. Denne frist skal stå i et rimeligt forhold til den manglende overholdelses karakter.

3.   En alvorlig manglende overholdelse er et tilfælde, som har eller har haft en umiddelbar og alvorlig negativ indvirkning på den fortrolige eurovirksomheds sikkerhed og/eller en umiddelbar og alvorlig negativ indvirkning på kvalitets-, miljø- eller sundheds- og sikkerhedsaspektet af en euromaterialevirksomhed.

4.   ECB kan rette en henstilling til en producent, hvori den foreslår forbedringer af en foranstaltning, selv om denne opfylder godkendelseskravene.

Artikel 15

ECB's beslutninger om manglende overholdelse

1.   ECB træffer de i artikel 16-18 og 20 omhandlede beslutninger i skriftlig form. Disse beslutninger anfører:

a)

tilfældet af manglende overholdelse og producentens eventuelle kommentarer i denne henseende

b)

produktionsstedet, det fortrolige euromateriale og/eller det euromateriale og den fortrolige eurovirksomhed og/eller den euromaterialevirksomhed, som beslutningen vedrører

c)

datoen, hvor beslutningens træder i kraft

d)

fristen for at rette op på den manglende overholdelse, hvor dette er relevant

e)

begrundelserne for beslutningen.

2.   Såfremt ECB træffer en beslutning i henhold til artikel 16-18 og 20, skal denne i alle tilfælde stå i et rimeligt forhold til den manglende overholdelses karakter og til producentens hidtidige præstation, hvad angår forekomsten af eventuelle andre tilfælde af manglende overholdelse og evnen til at rette op på disse.

3.   ECB kan give de nationale centralbanker og alle godkendte producenter meddelelse om den beslutning, der er truffet i medfør af denne artikel, dens omfang og varighed og i givet fald med fremhævelse af, at de nationale centralbanker vil blive underrettet om eventuelle yderligere ændringer i producentens status.

Artikel 16

Beslutning om advarsel

1.   ECB kan træffe beslutning om advarsel i forhold til en godkendt producent, såfremt:

a)

der er tale om en alvorlig manglende overholdelse vedrørende sikkerhedsaspekter af en fortrolig eurovirksomhed eller kvalitets-, miljø- eller sundheds- og sikkerhedsaspekterne af en euromaterialevirksomhed

b)

der er tale om gentagne tilfælde af manglende overholdelse

c)

der ikke rettidigt og effektivt rettes op på et tilfælde af manglende overholdelse.

2.   ECB tager alle relevante forklaringer, som producenten har givet, i betragtning.

3.   En beslutning om advarsel kan også anføre, at artikel 17 og 18 tages i anvendelse, hvis der ikke er rettet op på den manglende overholdelse inden for en nærmere fastsat frist.

4.   Hvis ECB vurderer, at en beslutning om advarsel alene ikke er berettiget i betragtning af karakteren af det tilfælde af manglende overholdelse, som er konstateret, kan ECB træffe en beslutning i henhold til artikel 17 eller 18.

Artikel 17

Suspendering vedrørende nye ordrer

1.   ECB kan træffe beslutning om suspendering vedrørende en godkendt producent, som bevirker, at producenten kan færdiggøre en eventuel igangværende produktionsordre, men ikke kan modtage nye ordrer, før beslutningen om suspendering er ophævet. Der kan træffes beslutning om suspendering, såfremt:

a)

der er tale om en alvorlig manglende overholdelse med en umiddelbar og alvorlig negativ indvirkning på den fortrolige eurovirksomheds sikkerhed, men hvor producenten har været i stand til at godtgøre, at der ikke er forekommet tab eller tyveri af fortroligt euromateriale eller uautoriseret offentliggørelse af oplysninger, som kan skade det fortrolige euromateriales integritet

b)

en producent ikke har rettet op på den manglende overholdelse, som er anført i en beslutning om advarsel.

2.   ECB tager alle relevante forklaringer, som producenten har givet, i betragtning.

3.   En beslutning om suspendering kan også anføre, at artikel 18 tages i anvendelse, hvis der ikke er rettet op på den manglende overholdelse inden for den fastsatte frist.

4.   Hvis ECB vurderer, at en beslutning om suspendering alene ikke er berettiget i betragtning af karakteren af det tilfælde af manglende overholdelse, som er konstateret, kan ECB træffe en beslutning om inddragelse af godkendelsen i henhold til artikel 18.

5.   En beslutning om suspendering kan kun ophæves, hvis der er rettet op på alle relevante tilfælde af manglende overholdelse, og dette i en inspektion vurderes at være tilfældet.

Artikel 18

Inddragelse af godkendelse

1.   ECB kan træffe beslutning om inddragelse af godkendelse, såfremt

a)

en producent ikke har fulgt op på en beslutning om suspendering

b)

en producent ikke overholder artikel 19

c)

kravet om, at ECB omgående skal informeres om de i artikel 12, stk. 3, litra c)-f), omhandlede omstændigheder, ikke er overholdt

d)

en godkendt producent har anmodet om at overføre hele sin fortrolige virksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, eller en del heraf, til et nyt produktionssted. I dette tilfælde omfatter inddragelsen det gamle produktionssted, som den relevante virksomhed overføres fra

e)

en godkendt producent har anmodet om inddragelse af sin foreløbige godkendelse eller godkendelse.

2.   ECB kan træffe en beslutning om inddragelse, hvis den vurderer, at inddragelsen står i et rimeligt forhold til:

a)

karakteren af tilfældet/tilfældene af manglende overholdelse

b)

omfanget af det faktiske eller potentielle tab, tyveri eller anden konsekvens i form af finansiel skade eller omdømmeskade, som en uautoriseret offentliggørelse af oplysninger vedrørende fortroligt euromateriale måtte have

c)

hvor fyldestgørende producentens respons, kapacitet og evne til at begrænse den manglende opfyldelse er.

3.   ECB tager alle relevante forklaringer, som den pågældende producent har givet, i betragtning.

4.   Såfremt producentens besiddelse af fortroligt euromateriale efter en inddragelse af godkendelsen vil kunne bringe eurosedlers integritet som betalingsmiddel i fare, kan ECB kræve, at producenten træffer visse foranstaltninger, f.eks. at nærmere angivet fortroligt euromateriale udleveres til ECB eller en national centralbank eller destrueres, for at sikre, at producenten ikke er i besiddelse af dette fortrolige euromateriale, efter at inddragelsen har fået virkning.

5.   En beslutning om inddragelse angiver den dato, hvorefter producenten på ny kan ansøge om foreløbig godkendelse. Denne dato fastsættes på grundlag af de omstændigheder, som førte til inddragelsen, og skal være mindst et år efter datoen for beslutningen om inddragelse.

Artikel 19

Øjeblikkelig indstilling af fortrolig eurovirksomhed

1.   Under særlige omstændigheder, hvor der er konstateret en alvorlig manglende overholdelse, som kan resultere i tab eller tyveri af fortroligt euromateriale eller uautoriseret offentliggørelse af oplysninger, som kan skade eurosedlers integritet som betalingsmiddel, medmindre der omgående træffes afhjælpende foranstaltninger, kan inspektionsholdet, som udfører inspektion på stedet, kræve, at den producent, som ikke overholder kravene, indstiller den pågældende fortrolige eurovirksomhed med øjeblikkelig virkning, indtil der er rettet op på den manglende overholdelse. I dette tilfælde må producenten ikke genoptage denne virksomhed uden skriftlig godkendelse fra ECB.

2.   Den pågældende producent skal informere ECB om eventuelle andre producenter, der, som kunder eller leverandører, kan være indirekte berørt af den indstillede fortrolige eurovirksomhed eller euromaterialevirksomhed. Inspektionsholdet, som udfører inspektion på stedet, kan også kræve, at den godkendte producent træffer de i artikel 18, stk. 4, omhandlede foranstaltninger for at sikre, at denne ikke er i besiddelse af nærmere angivet fortroligt euromateriale i den periode, hvor den fortrolige eurovirksomhed er indstillet.

3.   Hvis en godkendt producents fortrolige eurovirksomhed indstilles i henhold til stk. 1, informerer ECB eventuelle berørte tredjepartsproducenter som omhandlet i stk. 2, og oplyser i så fald de potentielt berørte tredjepartsproducenter, at de vil få meddelelse om eventuelle ændringer i producentens status.

4.   Så snart som muligt, efter at ECB's inspektionshold, som udfører inspektion på stedet, har krævet, at en fortrolig eurovirksomhed indstilles, og uden at dette berører eventuelle andre beslutninger, der er truffet i henhold til artikel 16-18, ophæver ECB omgående indstillingen, hvis det i en efterfølgende inspektion konkluderes, at der er rettet op på den relevante manglende overholdelse.

Artikel 20

Gebyrer i tilfælde af uoverensstemmelser i mængderne af eurosedler eller seddelpapir

1.   En producent, der fremstiller eurosedler eller papir til eurosedler, skal i overensstemmelse med de materielle sikkerhedskrav indberette eventuelle uoverensstemmelser i mængder af euroseddelpapir eller mængder af delvis trykte eller færdigtrykte eurosedler, som er konstateret i forbindelse med en fortrolig eurovirksomhed på dennes godkendte produktionssted, til ECB.

2.   Hvis producenten konstaterer en uoverensstemmelse i mængden af euroseddelpapir eller mængderne af delvis trykte eller færdigtrykte eurosedler under en fortrolig eurovirksomhed på det godkendte produktionssted og undlader at indberette dette i overensstemmelse med de materielle sikkerhedskrav, og ECB på anden vis får kendskab til uoverensstemmelsen, pålægger ECB producenten et gebyr på mindst 50 000 euro. Hvis den tilsvarende pålydende værdi af uoverensstemmelsen er højere end 50 000 euro, pålægger ECB producenten et gebyr på den tilsvarende pålydende værdi, dog højst 500 000 euro.

3.   Hvis en producent indberetter en uoverensstemmelse i en mængde af euroseddelpapir eller mængder af delvis trykte eller færdigtrykte eurosedler, som er konstateret under fortrolig eurovirksomhed på det godkendte produktionssted, men derefter undlader at identificere årsagen til uoverensstemmelsen og indberette denne til ECB inden for de tidsrammer, der er fastsat i de materielle sikkerhedskrav, tager ECB stilling til, om producenten skal pålægges et minimumsgebyr på 50 000 EUR. Hvis den tilsvarende pålydende værdi af uoverensstemmelsen er højere end 50 000 euro, pålægger ECB producenten et gebyr på den tilsvarende pålydende værdi, dog højst 500 000 euro.

4.   Hvis en producent ikke identificerer en uoverensstemmelse i mængden af euroseddelpapir eller delvis trykte eller færdigtrykte eurosedler under en fortrolig eurovirksomhed på det godkendte produktionssted, og uoverensstemmelsen identificeres og bringes til ECB's kendskab på anden vis, pålægger ECB producenten et gebyr på mindst 50 000 euro. Hvis den tilsvarende pålydende værdi af uoverensstemmelsen er højere end 50 000 euro, pålægger ECB producenten et gebyr på den tilsvarende pålydende værdi, dog højst 500 000 euro.

5.   I hvert enkelt tilfælde fastsættes gebyrets størrelse under hensyntagen til uoverensstemmelsens karakter, som skal begrunde et gebyr på over eller under 50 000 euro. Uoverensstemmelsens karakter dokumenteres ved den tilsvarende pålydende værdi af den pågældende uoverensstemmelse. Gebyrerne må under ingen omstændigheder være højere end 500 000 euro.

6.   Beslutninger om gebyrer følger procedurerne i Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 2532/98 og forordning (EF) nr. 2157/1999 af 23. september 1999 om Den Europæiske Centralbanks beføjelser til at pålægge sanktioner(ECB/1999/4) (5) Ud over gebyrerne kan ECB beslutte at udstede en beslutning om advarsel eller at inddrage eller suspendere den foreløbige godkendelse eller godkendelsen.

Artikel 21

Prøvelsesprocedure

1.   ECB vurderer alle ansøgninger og oplysninger, som forelægges af producenten, vedrørende denne afgørelse, og oplyser producenten skriftligt om ECB's beslutning om at imødekomme eller give afslag på den modtagne ansøgning eller acceptere eller afvise de modtagne oplysninger, senest 50 arbejdsdage efter modtagelsen af:

a)

ansøgningen om indledning af godkendelsesproceduren eller

b)

eventuelle yderligere eller uddybende oplysninger, som ECB har anmodet om.

2.   Såfremt ECB har truffet en beslutning:

a)

om afslag på en ansøgning om indledning af en godkendelsesprocedure,

b)

om afslag på i) meddelelse af en foreløbig godkendelse; ii) ændring af en foreløbig godkendelse til en godkendelse; eller iii) ændring af en godkendelse til en foreløbig godkendelse,

c)

om ændring af en godkendelse efter den gamle ordning til en foreløbig godkendelse eller en godkendelse,

d)

i henhold til artikel 16-19,

kan producenten senest 30 arbejdsdage efter meddelelsen af en sådan beslutning indgive en skriftlig anmodning til Styrelsesrådet om prøvelse af beslutningen. Producenten skal begrunde denne anmodning og vedlægge alle oplysninger til støtte herfor.

3.   Prøvelsen har ikke opsættende virkning. Hvis producenten udtrykkeligt anmoder herom i sin anmodning om prøvelse og begrunder dette, kan Styrelsesrådet opsætte virkningen af den beslutning, der prøves.

4.   Styrelsesrådet prøver beslutningen på baggrund af producentens anmodning om prøvelse. Hvis Styrelsesrådet fastslår, at beslutningen er i strid med denne afgørelse, pålægger det enten, at den pågældende procedure gentages, eller træffer en endelig beslutning. I modsat fald gives afslag på producentens anmodning om prøvelse. Producenten underrettes skriftligt om resultatet af prøvelsen senest 60 arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen om prøvelse. Styrelsesrådets beslutning skal indeholde en begrundelse.

5.   Den Europæiske Unions Domstol har enekompetence til at afgøre tvister mellem ECB og en producent i forbindelse med nærværende afgørelse. Hvis der er mulighed for at prøve beslutningen i medfør af stk. 2, skal producenten afvente ECB's beslutning i forbindelse med prøvelsen, før sagen kan indbringes for Domstolen. De tidsfrister, der er fastsat i traktaten, begynder at løbe fra modtagelsen af prøvelsesbeslutningen.

6.   Uanset stk. 1 og 4 gennemføres proceduren til prøvelse af beslutninger om gebyrer i medfør af artikel 20 i overensstemmelse med proceduren i forordning (EF) nr. 2532/98 og forordning (EF) nr. 2157/1999 (ECB/1999/4).

Artikel 22

ECB's register over godkendelser

1.   ECB fører et register over godkendelser, som

a)

indeholder alle de producenter, der har opnået en foreløbig godkendelse eller en godkendelse

b)

for hvert enkelt produktionssted angiver den fortrolige eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed, det fortrolige euromateriale og det euromateriale, som der er opnået foreløbig godkendelse eller godkendelse til.

2.   ECB stiller oplysninger fra godkendelsesregistret til rådighed for alle nationale centralbanker, fremtidige nationale centralbanker i Eurosystemet og godkendte producenter. ECB opdaterer jævnligt godkendelsesregistret i overensstemmelse med de oplysninger, som modtages fra de godkendte producenter og de nationale centralbanker i henhold til denne afgørelse. Med henblik på jævnlige opdateringer af godkendelsesregistret kan ECB indsamle yderligere relevante oplysninger, som ECB anser for nødvendige for at sikre, at godkendelsesregistrets oplysninger fortsat er nøjagtige og korrekte, fra godkendte producenter, de nationale centralbanker og fremtidige nationale centralbanker i Eurosystemet.

3.   Hvis ECB træffer en beslutning om suspendering i medfør af artikel 17, registrerer ECB foranstaltningens omfang og varighed samt alle ændringer i producentens status med hensyn til dennes navn, det berørte produktionssted og det pågældende fortrolige euromateriale eller euromateriale, den pågældende fortrolige eurovirksomhed eller euromaterialevirksomhed i overensstemmelse med vilkårene i en sådan beslutning om suspendering.

4.   Hvis ECB træffer en beslutning om inddragelse i medfør af artikel 18, fjerner ECB navnet på producenten, produktionsstedet, det fortrolige euromateriale og den fortrolige eurovirksomhed og/eller euromaterialet og euromaterialevirksomheden fra godkendelsesregistret i overensstemmelse med vilkårene i en sådan beslutning om inddragelse.

AFDELING VI

ÆNDRINGS- OG OVERGANGSBESTEMMELSER, AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 23

Ændring

Artikel 1, litra c), i afgørelse ECB/2008/3 affattes således:

»c)   »fortroligt euromateriale«: det materiale, som er anført i sikkerhedsreglerne, herunder eurosedler, som er: a) i omløb, b) ved at blive udviklet med henblik på at erstatte eurosedler i omløb, eller c) taget ud af omløb, samt komponenter heraf og hermed forbundne oplysninger, som kræver sikkerhedsbeskyttelse, fordi tab, tyveri eller uautoriseret offentliggørelse kan skade eurosedlernes integritet som betalingsmiddel.«

Artikel 24

Ophævelse

Afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8 ophæves på den i artikel 26, stk. 3, anførte dato. Henvisninger til afgørelse ECB/2008/3, ECB/2010/22 og ECB/2011/8 skal forstås som henvisninger til denne afgørelse.

Artikel 25

Overgangsbestemmelser

1.   Producenter med godkendelser efter den gamle ordning er bemyndiget til at udføre fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed indtil den i artikel 26, stk. 3, anførte dato.

2.   Producenter med godkendelser efter den gamle ordning oplyser to måneder før den i artikel 26, stk. 3, anførte dato ECB, hvorvidt de har udført fortrolig eurovirksomhed og/eller euromaterialevirksomhed i de foregående 36 måneder.

3.   Godkendelser efter den gamle ordning, som er meddelt ifølge ECB's ophævede godkendelsesafgørelser, ændres i overensstemmelse med stk. 4 og 5 eller udløber efter den i artikel 26, stk. 3, anførte dato, uanset deres tilbageværende gyldighedsperiode eller permanente status.

4.   En producent med gyldige sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedsgodkendelser, som har fremstillet fortroligt euromateriale og/eller råmateriale til eurosedler i overensstemmelse med ECB's ophævede godkendelsesafgørelser i 36 måneder op til den i artikel 26, stk. 3, anførte dato, får ændret sine godkendelser til en godkendelse i overensstemmelse med denne afgørelses artikel 7 og de relevante godkendelseskrav heri.

5.   En producent med gyldige sikkerheds-, kvalitets-, miljø- og sundheds- og sikkerhedsgodkendelser, som ikke har fremstillet fortroligt euromateriale og/eller råmateriale til eurosedler i overensstemmelse med ECB's ophævede godkendelsesafgørelser i 36 måneder op til den i artikel 26, stk. 3, anførte dato, får ændret sine godkendelser til en foreløbig godkendelse i overensstemmelse med denne afgørelses artikel 8 og de relevante godkendelseskrav heri.

6.   Alle procedurer, som er indledt eller igangværende ifølge ECB's ophævede godkendelsesafgørelser vedrørende godkendelser efter den gamle ordning, navnlig:

a)

første eller opfølgende sikkerhedsinspektioner, herunder kvalitetskontrol og forberedende kvalitetskontrol

b)

meddelelse af godkendelse(r)

c)

udstedelse af en beslutning om advarsel, suspendering eller inddragelse af godkendelse(r) eller

d)

prøvelse af foranstaltninger eller beslutninger ifølge litra a)-c),

færdiggøres i overensstemmelse med bestemmelserne i ECB's ophævede godkendelsesafgørelser i perioden frem til den i artikel 26, stk. 3, anførte dato.

7.   Fra produktionsåret 2016 må de nationale centralbanker ikke godkende trykte eurosedler med kemiske stoffer, der overskrider de i miljø- og sundheds- og sikkerhedskravene fastsatte grænseværdier.

Artikel 26

Afsluttende bestemmelser

1.   Denne afgørelse får virkning dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Artikel 23 og 25 finder anvendelse fra dagen efter denne afgørelses offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

3.   De øvrige bestemmelser i denne afgørelse finder anvendelse fra 12 måneder efter datoen for dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 27

Adressater

Denne afgørelse er rettet til producenter af fortroligt euromateriale og euromateriale og de nationale centralbanker, når de sidstnævnte udfører lagerkontrol, destruktionskontrol og transportkontrol.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 20. december 2013.

Mario DRAGHI

Formand for ECB


(1)  EFT L 318 af 27.11.1998, s. 4.

(2)  EUT L 140 af 30.5.2008, s. 26.

(3)  EUT L 330 af 15.12.2010, s. 14.

(4)  EUT L 176 af 5.7.2011, s. 52.

(5)  EFT L 264 af 12.10.1999, s. 21.


Top