EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52010AB0005

Den Europæiske Centralbanks udtalelse af 8. januar 2010 om tre forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordninger om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed, en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedsordninger og en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (CON/2010/5)

OJ C 13, 20.1.2010, p. 1–9 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

20.1.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 13/1


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS UDTALELSE

af 8. januar 2010

om tre forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordninger om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed, en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedsordninger og en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed

(CON/2010/5)

2010/C 13/01

Indledning og retsgrundlag

Den Europæiske Centralbank (ECB) modtog den 6. oktober 2009 en anmodning fra Rådet for Den Europæiske Union om udtalelser om: 1) et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (1) (i det følgende benævnt »EBA-forordningsforslaget«), 2) et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (2) (i det følgende benævnt »EIOPA-forordningsforslaget«) og et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (3) (i det følgende benævnt »ESMA-forordningsforslaget«).

ECB’s kompetence til at afgive udtalelse om hvert af de tre forordningsforslag fremgår af artikel 127, stk. 4, og 282, stk. 5, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, da forordningsforslagene indeholder bestemmelser, der påvirker Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB) bidrag til den smidige gennemførelse af politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter og det finansielle systems stabilitet, som anført i traktatens artikel 127, stk. 5. Da de tre tekster vedrører oprettelse af de tre nye europæiske tilsynsmyndigheder (ESA’er), som vil udgøre en del af det Europæiske Finanstilsynssystem (ESFS), har ECB af hensyn til overskueligheden vedtaget en enkelt udtalelse om forordningsforslagene.

Bemærkningerne i denne udtalelse skal ses i forbindelse med ECB’s udtalelse CON/2009/88 af 26. oktober 2009 om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om makrotilsyn på fællesskabsplan af det finansielle system og om oprettelse af et europæisk råd for systemiske risici og et forslag til Rådets beslutning, der tildeler Den Europæiske Centralbank nærmere opgaver vedrørende funktionen af det europæiske råd for systemiske risici (i det følgende benævnt henholdsvis »ESRB-forordningsforslaget« og »ESRB-beslutningen«). Disse to forslag udgør en del af den lovpakke, som Kommissionen vedtog den 23. september 2009 med henblik på reformen af europæisk finansielt tilsyn (4).

Nærværende bemærkninger er desuden med forbehold af den fremtidige ECB udtalelse om de ændringer, som Kommissionen har foreslået til Unionens finansielle sektorlovgivning som et nødvendigt supplement til ovennævnte lovpakke (i det følgende benævnt »forslaget til omnibusdirektiv«) (5) og eventuelle andre ECB udtalelser om alle andre udkast til lovgivning, som vedtages i forbindelse med denne lovpakke.

De spørgsmål, som nærværende udtalelse dækker, er begrænset til dem, der vedrører oprettelsen og funktionsmåde for ESA’erne, der er af betydning for ECB/ESCB og for ESRB.

I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er denne udtalelse vedtaget af ECB’s Styrelsesråd.

Generelle bemærkninger

Forslaget til Den Europæiske Unions institutionelle grundlag for tilsyn

1.

Forordingsforslagene udgør en del af en omfattende revurdering af Den Europæiske Unions institutionelle grundlag for tilsyn, som omfatter såvel styrkelse af mikrotilsynet gennem oprettelse af ESA’erne som udpegning af ESRB som et nyt uafhængigt organ med ansvar for at sikre den finansielle stabilitet ved gennemførelse af makrotilsyn på europæisk niveau, og overførsel af særlige opgaver i forbindelse hermed til ECB på grundlag af traktatens artikel 127, stk. 6. ECB hilser som helhed det foreslåede institutionelle grundlag velkommen. ECB bemærker i denne forbindelse, at ECOFIN-rådet den 2. december 2009 blev enige om en generel tilgang til det foreslåede grundlag (6).

ESA’erne og tilnærmelse af lovgivningerne i den finansielle sektor

2.

Det Europæiske Råd opfordrede den 18.–19. juni 2009 til oprettelse af et fælles europæisk regelsæt gældende for alle finansielle institutioner i det indre marked (7). Forordningsforslagene afspejler, at det er nødvendigt med et effektivt instrument til fastsættelse af harmoniserede tekniske standarder inden for finansielle tjenesteydelser for også gennem et fælles regelsæt at sikre ensartede vilkår og passende beskyttelse af investorer og forbrugere i hele Europa (8). ECB ser med tilfredshed på denne tilgang i betragtning af sin langvarige støtte til udvikling af et EU regelsæt for finansielle tjenesteydelser. Derudover vil ESA’erne som organer med højt specialiseret fagkundskab have gode muligheder for at bistå i processen med harmonisering af den finansielle sektor ved at bidrage til oprettelsen af fælles regulerings- og tilsynspraksis af høj kvalitet, navnlig ved afgivelse af udtalelser til EU institutionerne og udvikling af retningslinjer, anbefalinger og udkast til tekniske standarder (9).

Særlige bemærkninger

Forholdet mellem ESA’erne og ESRB

3.

ECB kan fuldt ud støtte effektive institutionelle ordninger for samarbejde mellem ESA’erne og ESRB. Dette kræver effektive procedurer for informationsudveksling for at sikre et smidigt samvirke af tilsyn på makro- og mikroniveauer og rettidig adgang for ESRB til alle relevante oplysninger, som er nødvendige for udførelse af dets opgaver, herunder oplysninger om mikrotilsyn, som er relevante for makrotilsynsanalyse (10). ECB skal i forbindelse hermed bemærke, at en af hovedopgaverne for ESA’erne vil angå samarbejde med ESRB, navnlig ved at give ESRB de nødvendige oplysninger til udførelsen af dets opgaver (11). Selvom ECB i denne sammenhæng ser med tilfredshed på, at forordningsforslagene fastlægger en tæt inddragelse af ESRB i det nye institutionelle system for mikrotilsyn, skal ECB dog foreslå en ændring med henblik på at sikre, at alle hindringer for en smidig udveksling af oplysninger mellem ESRB og ESFS fjernes (jf. herved den foreslåede ændring 7). De foreslåede regler om udveksling af fortrolige oplysninger i forordningsforslagene vil udgøre et supplement til andre relevante EU regler herom, herunder forslaget til ESRB-forordningsforslaget.

Forholdet mellem ESA’erne og ESCB

4.

I overensstemmelse med traktatens artikel 127, stk. 5, er ECB og de nationale centralbanker i ESCB i kraft af deres beføjelser og tekniske ekspertise tæt involveret i den nuværende finansielle opbygning i EU. Forordningsforslagene må også sikre passende institutionel involvering og deltagelse for ECB og — hvor det er hensigtsmæssigt — for de nationale centralbanker i ESCB i forbindelse med ESA’erne og nyoprettede udvalg.

5.

I særdeleshed afspejler ESCB’s inddragelse i betalings-, clearings- og afviklingssystemer den opgave, som ESCB har fået tillagt i traktatens artikel 127, stk. 2, med hensyn til at fremme »betalingssystemernes smidige funktion«. Sikre og effektive infrastrukturer for efterhandelen vedrørende værdipapirmarkeder er et afgørende element i det finansielle system og ethvert funktionssvigt vedrørende værdipapirclearings- og afviklingssystemer kan have systemiske følgevirkninger for betalingssystemernes smidige funktion samt for den finansielle stabilitet. På baggrund af centralbankernes overvågningsopgaver vedrørende betalings-, clearings- og afviklingssystemer er det nødvendigt med effektivt samarbejde mellem centralbankerne i deres overvågningsfunktion og tilsynsmyndighederne (12).

6.

De seneste begivenheder har fastslået, at centralbanker kan blive omfattende involveret under en krisesituation som dem, der forsyner banksystemet med likviditet. Dette er i særdeleshed tilfældet, når en krise indtræffer som følge af en begivenhed, der har forbindelse med likviditetsforholdene i pengemarkedet og/eller betalings- eller værdipapirafviklingssystemers funktion (13).

I lyset heraf kan centralbankers adgang til tilsynsoplysninger om finansielle institutioner være af betydning for udførelsen af makrotilsyn, overvågning af betalings, clearings- og afviklingssystemer og sikringen af finansiel stabilitet i almindelighed (14). Skønt der allerede findes adgang til udveksling af oplysninger i EU’s finansielle sektorlovgivning mellem de kompetente myndigheder og centralbankerne (15), bør det sikres af både indholdsmæssige grunde og konsekvensgrunde, at forordningsforslagene tillader tilsvarende arrangementer vedrørende udveksling af oplysninger mellem ESA’erne og ESCB i udførelsen af disses respektive opgaver.

ESA’erne og overholdelse af forbuddet mod finansiel finansiering

7.

Når en national centralbank er en kompetent myndighed for så vidt angår tilsynet med kreditinstitutter og/eller finansielle institutter i henhold til national lov, kan den nationale centralbanks udførelse af denne opgave ikke udgøre forbudt monetær finansiering i medfør af traktatens artikel 123. I den udstrækning finansieringen af hver ESA især sker ved obligatoriske bidrag fra de nationale myndigheder, som er kompetente for tilsynet med kreditinstitutter og/eller finansielle institutter (16), er det ikke i modstrid med forbuddet mod monetær finansiering, at en national centralbank bidrager til ESA’ens indtægter, som i disse tilfælde kun ville indebære den nationale centralbanks finansiering af udførelsen af sine egne tilsynsopgaver.

Ændringsforslag

Hvor ECB anbefaler, at forordningsforslagene ændres, vedlægges bilag med specifikke ændringsforslag (baseret på teksten til EBA-forordningsforslaget (17)) og bemærkninger hertil.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 8. januar 2010.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  KOM(2009) 0501 endelig udg.

(2)  KOM(2009) 0502 endelig udg.

(3)  KOM(2009) 0503 endelig udg.

(4)  Efter ikrafttrædelsen af traktaten om Den Europæiske Union og traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (»TEUF«) den 1. december 2009, er det nye retsgrundlag for forordningsforslagene og for ESRB-forordningsforslaget artikel 114 i TEUF (tidl. Artikel 95 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (»TEF«). Det nye retsgrundlag for beslutningsforslaget om ESRB er artikel 127, stk. 6, TEUF (tidl. Artikel 105, stk. 6, TEF), hvilket indebærer, at beslutningsforslaget om ESRB vil blive ændret til en forordning.

(5)  ECB blev formelt hørt af Rådet den 25. november 2009 om forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiverne 1998/26/EF, 2002/87/EF, 2003/6/EF, 2003/41/EF, 2003/71/EF, 2004/39/EF, 2004/109/EF, 2005/60/EF, 2006/48/EF, 2006/49/EF, og 2009/65/EC for så vidt angår de beføjelser, der er tillagt Den Europæiske Banktilsynsmyndighed, Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger og Den Europæiske Værdipapirtilsynsmyndighed KOM(2009) 0576 endelig udgave.

(6)  Jf. forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk banktilsynsmyndighed (EBA) — Kompromis fra Formandskabet godkendt af ECOFIN-rådet (2009/0142(COD) — 16748/1/09 REV1), Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed for forsikrings- og arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) — Kompromis fra formandskabet (2009/0143(COD) — 16749/1/09 REV1) og Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en europæisk værdipapirtilsynsmyndighed (ESMA) — Kompromis fra formandskabet (2009/0144(COD) — 16751/1/09 REV1).

(7)  Jf. Formandskabets konklusioner fra Det Europæiske Råds møde den 18.–19. juni 2009, s. 8, og konklusionerne fra ECOFIN-rådets møde den 9. juni 2009, som kan ses på http://www.europa.eu

(8)  Jf. betragtning 14 i EBA forordningsforslaget, betragtning 14 i ESMA forordningsforslaget og betragtning 13 i EIOPA forordningsforslaget.

(9)  Jf. artikel 6, stk. 1, litra a, i forordningsforslaget.

(10)  Jf. i denne sammenhæng rapporten afgivet af højniveaugruppen under ledelse af Jacques de Larosière om finansielt tilsyn i EU fra februar 2009, meddelelse fra Kommissionens af 27. maj 2009 om finansielt tilsyn i Europa, konklusionerne fra ECOFIN-rådets møde den 9. juni 2009 og forordningsforslagene (punkt 6.2.2 og 6.3 i begrundelsen til EBA-forordningsforslaget og de tilsvarende punkter i begrundelserne til de to øvrige forordninger).

(11)  Jf. f.eks. artikel 6, stk. 1, litra d, i forordningsforslagene

(12)  Jf. Eurosystem Oversight Report 2009, som kan ses på http://www.ecb.europa.eu

(13)  Jf. i forbindelse hermed Memorandum of Understanding on cooperation between the financial supervisory authorities, central banks and finance ministries of the EU on cross-border financial stability, juni 2008, som kan ses på http://www.ecb.europa.eu

(14)  Jf. herved afsnit 2.1 til 2.4 i ECB’s udtalelse CON/2006/15 af 9. marts 2006 efter anmodning fra den polske finansminister om et udkast til lov om tilsyn med finansielle institutioner. Jf. også afsnit 13 til 15 i ECB’s udtalelse CON/2009/17 af 5. marts 2009 efter en anmodning fra Rådet for den Europæiske Union om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiverne 2006/48/EF og 2006/49/EF om banker tilsluttet centrale organer, visse komponenter i egenkapitalen, store engagementer, tilsynsordninger og krisestyring.

(15)  Jf. f.eks. artikel 12 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat og om ændring af Rådets direktiv 73/239/EØF, 79/267/EØF, 92/49/EØF, 92/96/EØF, 93/6/EØF og 93/22/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF og 2000/12/EF (EUT L 35 af 11.2.2003, s. 1), artikel 58, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter, om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og 93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets direktiv 93/22/EØF (EUT L 145, af 30.4.2004, s. 1), artikel 49 i direktiv 2006/48/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (omarbejdning) (EUT L 177 af 30.6.2006, s. 1) og artikel 70 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) (omarbejdet), af 25. november 2009 (endnu ikke offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende).

(16)  Jf. artikel 48, stk. 1, litra a, i forordningsforslagene.

(17)  Undtagen de sidste tre ændringsforslag, da ændringsforslag 11 og 12 angår ESMA-forordningsforslaget, og ændringsforslag 13 angår såvel ESMA- som EIOPA-forordningsforslaget. Ændringsforslag 9 og 10 angår kun EBA-forordningsforslaget.


BILAG

Ændringsforslag  (1)

Tekst foreslået af Kommissionen

Ændringer foreslået af ECB (2)

Ændringsforslag 1

Betragtning 21 i EBA- og ESMA-forordningsforslaget og betragtning 20 i EIOPA-forordningsforslaget.

Betragtning 21

»(21)

Alvorlige trusler mod de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten i det finansielle system i Fællesskabet kræver hurtige og harmoniserede foranstaltninger på fællesskabsplan. Myndigheden bør derfor kunne kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder gennemfører specifikke tiltag for at afhjælpe en krisesituation. Da afgørelsen af, om der foreligger en krisesituation, i stort omfang er en vurderingssag, bør denne beføjelse tillægges Kommissionen. For at sikre en effektiv reaktion på en krisesituation, hvis de kompetente nationale tilsynsmyndigheder undlader at gennemføre tiltag, bør myndigheden have beføjelser til som sidste udvej at vedtage beslutninger, som rettes direkte til finansieringsinstitutter på de områder inden for fællesskabslovgivningen, der finder direkte anvendelse på dem, med det formål at mindske virkningerne af krisen og genoprette tilliden til markederne.«

Betragtning 21

»(21)

Alvorlige trusler mod de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten i det finansielle system i Fællesskabet kræver hurtige og harmoniserede foranstaltninger på fællesskabsplan. Myndigheden bør derfor kunne kræve, at de nationale tilsynsmyndigheder gennemfører specifikke tiltag for at afhjælpe en krisesituation. Da afgørelsen af, om der foreligger en krisesituation, i stort omfang er en vurderingssag, bør denne beføjelse tillægges Kommissionen. For at sikre en effektiv reaktion på en krisesituation, hvis de kompetente nationale tilsynsmyndigheder undlader at gennemføre tiltag, bør myndigheden have beføjelser til som sidste udvej at vedtage beslutninger, som rettes direkte til finansieringsinstitutter på de områder inden for fællesskabslovgivningen, der finder direkte anvendelse på dem, med det formål at mindske virkningerne af krisen og genoprette tilliden til markederne. Dette gælder med forbehold for kompetencen for centralbankerne i ESCB vedrørende afgørelser om at yde likviditetsstøtte i en krisesituation til enkelte finansielle institutter til gennemførelse af centralbankernes mandat om at bidrage til det finansielle systems stabilitet.«

Forklaring:

Afgørelser som er vedtaget af ESA’er og henvendt til kompetente myndigheder og/eller enkelte finansielle institutter i krisetilfælde skal tage hensyn til forpligtelserne for centralbanker i ESCB for så vidt angår ydelse af likviditetsstøtte i en nødsituation.

Ændringsforslag 2

Betragtning 31a i EBA- og ESMA-forordningsforslaget og betragtning 30a i EIOPA-forordningsforslaget (ny)

Ingen tekst

Betragtning 31a/30a

»(31a/30a)

Det er nødvendigt med et tæt samarbejde mellem myndigheden og ECB og EU centralbankerne, og adgang for centralbankerne til tilsynsoplysninger kan være afgørende, navnlig i krisesituationer. Myndigheden skal derfor ikke være afskåret fra at videregive alle relevante oplysninger til ECB og de nationale centralbanker i ESCB, når disse oplysninger er vigtige for udførelse af disses respektive opgaver, herunder at føre pengepolitik og likviditetstilførsel i forbindelse hermed, overvågning af betalings-, clearing-, og afviklingssystemer og at sikre det finansielle systems stabilitet.«

Forklaring:

Af de grunde, der er nævnt i punkt 4 til 6 i denne udtalelse og i overensstemmelse med den bestående finansielle sektorlovgivning i EU, bør forordningsforslagene udtrykkeligt henvise til ESA’ernes pligt til at samarbejde med ECB og de nationale centralbanker i ESCB og til nødvendigheden af tilstrækkelig adgang til udveksling af oplysninger.

Ændringsforslag 3

Artikel 6, stk. 1, i forordningsforslagene

Artikel 6

»1.   Myndigheden har følgende opgaver:

[…]

(d)

at arbejde tæt sammen med ESRB, navnlig ved at give ESRB de nødvendige oplysninger til udførelsen af dets opgaver og sikre behørig opfølgning af ESRB's advarsler og anbefalinger«

Artikel 6

»1.   Myndigheden har følgende opgaver:

[…]

(d)

at arbejde tæt sammen med ECB og hvor det er hensigtsmæssigt, de nationale centralbanker i ESCB, navnlig ved at give dem de oplysninger, der er nødvendige for udførelse af deres respektive opgaver i overensstemmelse med den relevante EU lovgivning,

(e)

at arbejde tæt sammen med ESRB, navnlig ved at give ESRB de nødvendige oplysninger til udførelsen af dets opgaver og sikre behørig opfølgning af ESRB's advarsler og anbefalinger«

Forklaring:

Af de grunde, der er nævnt i punkt 4 til 6 i denne udtalelse og i overensstemmelse med den bestående finansielle sektorlovgivning i EU, bør forordningsforslagene udtrykkeligt henvise til myndighedens pligt til at arbejde tæt sammen med ECB, og hvor det er hensigtsmæssigt, med de nationale centralbanker i ESCB og til at give dem alle relevante oplysninger, hvis disse oplysninger er nødvendige til udførelsen af deres opgaver.

Ændringsforslag 4

Artikel 10, stk. 1, i forordningsforslagene

Artikel 10

»1.   I tilfælde af ugunstige udviklinger, der kan bringe de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten af hele eller en del af det finansielle system i Fællesskabet i alvorlig fare, kan Kommissionen på eget initiativ eller efter anmodning fra myndigheden, Rådet eller ESRB vedtage en beslutning rettet til myndigheden, hvorved den fastslår, at der foreligger en krisesituation i denne forordnings forstand.«

Artikel 10

»1.   I tilfælde af ugunstige udviklinger, der kan bringe de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten af hele eller en del af det finansielle system i Fællesskabet i alvorlig fare, kan Kommissionen på eget initiativ eller efter anmodning fra myndigheden, Rådet, ECB eller ESRB og efter at have hørt Rådet, ECB, ESRB og, hvor det er hensigtsmæssigt, de europæiske tilsynsmyndigheder, vedtage en beslutning rettet til myndigheden, hvorved den fastslår, at der foreligger en krisesituation i denne forordnings forstand.«

Forklaring:

Af de grunde, der er nævnt i punkt 4 til 6 i denne udtalelse bør ECB være inkluderet på den liste over myndigheder, der er berettiget til at fremsætte anmodninger til Kommissionen om at vedtage afgørelser, som fastslår, om der foreligger en krisesituation, og den liste af myndigheder, der skal høres, før vedtagelse af sådanne afgørelser. Betragtning 21 i EBA- og ESMA-forordningsforslaget og betragtning 20 i EIOPA-forordningsforslaget bør ændres i overensstemmelse hermed.

Ændringsforslag 5

Artikel 16 i direktivforslagene

Artikel 16

Koordineringsfunktion

»Myndigheden varetager den generelle koordinering mellem de kompetente myndigheder, bl.a. i tilfælde, hvor ugunstige udviklinger kan føre til, at de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten i det finansielle system i Fællesskabet bringes i fare.

Myndigheden fremmer en koordineret reaktion fra Fællesskabet, bl.a. ved:

[…]

(4)

at underrette ESRB om eventuelle potentielle krisesituationer hurtigst muligt.«

Artikel 16

Koordineringsfunktion

»Myndigheden varetager den generelle koordinering mellem de kompetente myndigheder, bl.a. i tilfælde, hvor ugunstige udviklinger kan føre til, at de finansielle markeders ordnede virkemåde og integritet eller stabiliteten i det finansielle system i Fællesskabet bringes i fare.

Myndigheden fremmer en koordineret reaktion fra Fællesskabet, bl.a. ved:

[…]

(4)

at underrette ECB og ESRB om eventuelle potentielle krisesituationer hurtigst muligt, herunder alle afgørelser vedtaget af Kommissionen og myndigheden i henhold til artikel 10

Forklaring:

Af de grunde, der er angivet i punkt 4 til 6 i denne udtalelse bør ECB modtage oplysning fra ESA’erne om eventuelle potentielle krisesituationer hurtigst muligt (herunder eventuelle afgørelser vedtaget af Kommissionen og ESA’erne i henhold til artikel10 i forordningsforslagene).

Ændringsforslag 6

Artikel 41, stk. 2, i forordningsforslagene

Artikel 41

»2.   Den administrerende direktør, Kommissionen og ESRB indbydes til at deltage i møderne i Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder samt i de i artikel 43 nævnte underudvalg som observatører.«

Artikel 41

»2.   Den administrerende direktør, Kommissionen, ECB og ESRB indbydes til at deltage i møderne i Det Fælles Udvalg af Europæiske Tilsynsmyndigheder samt i de i artikel 43 nævnte underudvalg som observatører.«

Forklaring:

Det Fælles Udvalg vil behandle spørgsmål af fælles interesse for alle myndigheder. Det kunne fungere som forum for drøftelse af spørgsmål, som er af interesse for både centralbanker, ESA’erne, som f.eks. spørgsmål, der har relation til markedsinfrastrukturer og finansielle konglomerater. Det er derfor tilrådeligt at inkludere ECB som observatør i Det Fælles Udvalg. Desuden er ECB’s deltagelse i underudvalget om finansielle konglomerater i overensstemmelse med de nuværende institutionelle ordninger, hvorefter ECB deltager i møderne i Det Blandede Udvalg for Finansielle Konglomerater og den Midlertidige Arbejdsgruppe om Finansielle Konglomerater.

Ændringsforslag 7

Artikel 56, stk. 3, i forordningsforslagene

Artikel 56

»3.   Stk. 1 og 2 hindrer ikke myndigheden i at udveksle oplysninger med nationale tilsynsmyndigheder i overensstemmelse med denne forordning og anden fællesskabslovgivning vedrørende finansieringsinstitutter.

Disse oplysninger er undergivet den i stk. 1 og 2 omhandlede tavshedspligt. Myndigheden fastsætter i sin forretningsorden de konkrete procedurer for gennemførelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede regler om fortrolig behandling af oplysninger.«

Artikel 56

»3.   Stk. 1 og 2 hindrer ikke myndigheden i at udveksle oplysninger med nationale tilsynsmyndigheder, ESCB og ESRB i overensstemmelse med denne forordning og anden fællesskabslovgivning vedrørende finansieringsinstitutter.

Disse oplysninger er undergivet den i stk. 1 og 2 omhandlede tavshedspligt. Myndigheden fastsætter i sin forretningsorden de konkrete procedurer for gennemførelsen af de i stk. 1 og 2 omhandlede regler om fortrolig behandling af oplysninger.«

Forklaring:

Af de grunde, der er nævnt i punkt 3 til 6 i denne udtalelse, bør ESRB og ESCB ikke være afskåret fra at deltage i udveksling af tilsynsoplysninger.

Ændringsforslag 8

Artikel 66, stk. 1, i forordningsforslagene

Artikel 66

»1.   Senest tre år efter den dato, der er fastsat i artikel 67, stk. 2, og derefter hvert tredje år offentliggør Kommissionen en generel rapport om de erfaringer, der er indhøstet fra myndighedens virksomhed og de i denne forordning fastsatte procedurer.«

Artikel 66

»1.   Senest tre år efter den dato, der er fastsat i artikel 67, stk. 2, og derefter hvert tredje år offentliggør Kommissionen, efter modtagelse af udtalelser fra De Europæiske Tilsynsmyndigheder, ESRB og ECB, en generel rapport om de erfaringer, der er indhøstet fra myndighedens virksomhed og de i denne forordning fastsatte procedurer.«

Forklaring:

En tilsvarende evalueringsklausul er indeholdt i ESRB-forordningsforslaget, som aftalt i ECOFIN-rådet den 20. oktober 2009 (artikel 20)  (3)

Ændringsforslag 9

Artikel 25 i EBA-forordningsforslaget

Artikel 25

»Sammensætning:

1.   Tilsynsrådet er sammensat af:

a)

formanden, der ikke har stemmeret

b)

lederne af de nationale offentlige myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med kreditinstitutter i hver af medlemsstaterne

c)

en repræsentant for Kommissionen, som ikke har stemmeret

d)

en repræsentant for Den Europæiske Centralbank, som ikke har stemmeret

e)

en repræsentant for ESRB, som ikke har stemmeret

f)

en repræsentant for hver af de andre to europæiske tilsynsmyndigheder, som ikke har stemmeret.

2.   Hver enkelt kompetent myndighed er ansvarlig for udpegningen af en suppleant på højt niveau i samme myndighed, der kan træde i stedet for det i stk. 1, litra b), nævnte medlem, såfremt denne person er forhindret i at deltage i et møde.

3.   Er den i stk. 1, litra b), omhandlede myndighed ikke en centralbank, kan det i samme litra nævnte medlem af tilsynsrådet ledsages af en repræsentant for medlemsstatens centralbank, som ikke har stemmeret.

4.   Med henblik på handling inden for rammerne af direktiv 94/19/EF kan det i stk. 1, litra b), nævnte medlem af tilsynsrådet, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af en ikke-stemmeberettiget repræsentant for de relevante organer, der forvalter indskudsgarantiordninger i medlemsstaterne.

5.   Tilsynsrådet kan beslutte at lade observatører deltage.

Den administrerende direktør kan deltage i tilsynsrådets møder uden stemmeret.«

Artikel 25

»Sammensætning:

1.   Tilsynsrådet er sammensat af:

a)

formanden, der ikke har stemmeret

b)

lederne af de nationale offentlige myndigheder, der er ansvarlige for tilsynet med kreditinstitutter i hver af medlemsstaterne

c)

hvis en myndighed som omtalt i stk. 1, litra b) ikke er en centralbank, en repræsentant for medlemsstatens centralbank, som ikke har stemmeret

d)

en repræsentant for Kommissionen, som ikke har stemmeret

e)

en repræsentant for Den Europæiske Centralbank, som ikke har stemmeret

f)

en repræsentant for ESRB, som ikke har stemmeret

g)

en repræsentant for hver af de andre to europæiske tilsynsmyndigheder, som ikke har stemmeret.

2.   Hver enkelt kompetent myndighed er ansvarlig for udpegningen af en suppleant på højt niveau i samme myndighed, der kan træde i stedet for det i stk. 1, litra b), nævnte medlem, såfremt denne person er forhindret i at deltage i et møde.

   .

3.   Med henblik på handling inden for rammerne af direktiv 94/19/EF kan det i stk. 1, litra b), nævnte medlem af tilsynsrådet, hvis det er hensigtsmæssigt, ledsages af en ikke-stemmeberettiget repræsentant for de relevante organer, der forvalter indskudsgarantiordninger i medlemsstaterne.

4.   Tilsynsrådet kan beslutte at lade observatører deltage.

Den administrerende direktør kan deltage i tilsynsrådets møder uden stemmeret.«

Forklaring:

Det bør sikres, at repræsentanterne fra de nationale centralbanker kan benytte en selvstændig ret til deltagelse i Tilsynsrådet for EBA som medlemmer uden stemmeret

Ændringsforslag 10

Artikel 29, stk. 4, i forordningsforslagene

Artikel 29, stk. 4

»4.   I forretningsordenen fastsættes de nærmere afstemningsregler samt i givet fald også reglerne for, hvornår tilsynsrådet er beslutningsdygtigt. Ikke-stemmeberettigede medlemmer og observatører med undtagelse af formanden og den administrerende direktør deltager ikke i drøftelser i tilsynsrådet vedrørende individuelle finansieringsinstitutter, medmindre andet er fastsat i artikel 61 eller i den i artikel 1, stk. 2, nævnte lovgivning.«

Artikel 29, stk. 4

»4.   I forretningsordenen fastsættes de nærmere afstemningsregler samt i givet fald også reglerne for, hvornår tilsynsrådet er beslutningsdygtigt. Ikke-stemmeberettigede medlemmer og observatører med undtagelse af formanden, den administrerende direktør og repræsentanter for medlemsstaternes centralbanker, såfremt de i væsentligt omfang er inddraget i banktilsyn, deltager ikke i drøftelser i tilsynsrådet vedrørende individuelle finansieringsinstitutter, medmindre andet er fastsat i artikel 61 eller i den i artikel 1, stk. 2, nævnte lovgivning.«

Forklaring:

Dette ændringsforslag ville tillade ikke-stemmeberettigede repræsentanter for medlemsstaternes centralbanker, som i væsentligt omfang er inddraget i banktilsyn, at deltage i fortrolige drøftelser i forbindelse med enkelte finansielle institutter.

Ændringsforslag 11

Betragtning 31a i ESMA-forordningsforslaget (ny)

Ingen tekst

Betragtning 31a

»(31a)

Sikre og effektive infrastrukturer for efterhandelen vedrørende værdipapirmarkeder er et afgørende element i det finansielle system og ethvert funktionssvigt vedrørende værdipapirclearing- og afviklingssystemer kan have systemiske følgevirkninger for betalingssystemernes smidige funktion samt for den finansielle stabilitet. På baggrund af centralbankernes overvågningsopgaver vedrørende betalings-, clearing- og afviklingssystemer er det nødvendigt med effektivt samarbejde mellem centralbankerne i deres overvågningsfunktion og myndigheden i sager af fælles interesse

Forklaring

Det er ECB’s opfattelse, at det eksisterende samarbejde mellem ECSR og centralbankerne bør fortsættes mellem ESMA og centralbankerne i sager af fælles interesse.

Ændringsforslag 12

Betragtning 2a i ESMA-forordningsforslaget (ny)

Ingen tekst

Artikel 1

»2a)   Med forbehold af de relevante kompetencer for ESCB, træffer myndigheden passende foranstaltninger i forbindelse med clearing og afvikling og derivatmarkedernes funktion

Forklaring:

Alle opgaver, som er overført til ESMA i medfør af ESMA-forordningsforslaget vedrørende de spørgsmål, der er nævnt ovenfor, bør tage hensyn til de bestående kompetencer for ECB og de nationale centralbanker i ESCB med hensyn til clearing og afvikling.

Ændringsforslag 13

Artikel 25, stk. 1, i ESMA- og EIOPA-forordningsforslagene

Artikel 25

»1.   Tilsynsrådet er sammensat af:

[…]

d)

en repræsentant for ESRB, som ikke har stemmeret. […]«

Artikel 25

»1.   Tilsynsrådet er sammensat af:

[…]

d)

en repræsentant for ECB, som ikke har stemmeret

e)

en repræsentant for ESRB, som ikke har stemmeret. […]«

Forklaring:

Af de grunde, der er nævnt i punkt 4 til 6 i denne udtalelse, er det tilrådeligt at medtage ECB som repræsentant, som ikke har stemmeret, i Tilsynsrådet for ESMA og EIOPA. ECB bemærker, at dette allerede er tilfældet i EBA- og EIOPA-forordningsforslagene, som aftalt i ECOFIN-rådet den 2. december 2009  (4).


(1)  Forordningsforslagene blev vedtaget den 23. september 2009, dvs. før ikrafttræden af traktaterne om Den Europæiske Union og om Den Europæiske Unions Funktionsmåde. Traktathenvisningerne i teksterne som foreslået af Kommissionen vil skulle tilpasses.

(2)  Fed skrift i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår indsættelse af ny tekst. Gennemstregning af tekst angiver, hvor ECB foreslår, at tekst udgår.

(3)  2009/0140(COD) — 14491/1/09 REV1.

(4)  Jf. 2009/0142 (COD) — 16748/09 REV1 (for EBA) og 2009/0143 (COD) — 16749/1/09 (for EIOPA).


Top