EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32006D0030

2007/48/EF: Den Europæiske Centralbanks afgørelse af 30. december 2006 om Banka Slovenijes indbetaling af kapital, overførsel af valutareserveaktiver og bidrag til Den Europæiske Centralbanks reserver og hensættelser (ECB/2006/30)

OJ L 24, 31.1.2007, p. 17–19 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)
Special edition in Croatian: Chapter 01 Volume 014 P. 65 - 67

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2007/48(1)/oj

31.1.2007   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 24/17


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS AFGØRELSE

af 30. december 2006

om Banka Slovenijes indbetaling af kapital, overførsel af valutareserveaktiver og bidrag til Den Europæiske Centralbanks reserver og hensættelser

(ECB/2006/30)

(2007/48/EF)

STYRELSESRÅDET FOR DEN EUROPÆISKE CENTRALBANK HAR —

under henvisning til statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank, særlig artikel 30.1, 30.3, 49.1 og 49.2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ifølge Rådets beslutning 2006/495/EF af 11. juli 2006 i henhold til traktatens artikel 122, stk. 2, vedrørende Sloveniens tilslutning til den fælles valuta den 1. januar 2007 (1), opfylder Slovenien de nødvendige betingelser for indførelse af euroen, og den dispensation, der er indrømmet Slovenien i henhold til i artikel 4 i tiltrædelsesakten (2), ophæves med virkning fra den 1. januar 2007.

(2)

I henhold til statuttens artikel 49.1 skal den nationale centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, indbetale sin kapitalandel i Den Europæiske Centralbank (ECB) i samme omfang som de nationale centralbanker i andre deltagende medlemsstater. De nationale centralbanker i de nuværende deltagende medlemsstater har indbetalt deres kapitalandele i ECB fuldt ud (3). Banka Slovenijes vægt i fordelingsnøglen for kapitalindskuddet i ECB udgør 0,3194 % i henhold til artikel 2 i afgørelse ECB/2006/21 af 15. december 2006 om de nationale centralbankers andele i fordelingsnøglen for kapitalindskud i Den Europæiske Centralbank (4). Banka Slovenije har allerede indbetalt en andel af sit indskud i ECB's kapital, i henhold til artikel 1 i afgørelse ECB/2004/10 af 23. april 2004 om fastsættelse af de foranstaltninger, som er nødvendige for de ikke-deltagende nationale centralbankers indbetaling af Den Europæiske Centralbanks kapital (5). Det udestående beløb udgør følgelig 17 096 556,47 EUR, der fremkommer ved multiplikation af ECB's kapital (5 760 652 402,58 EUR) med Banka Slovenijes vægt i kapitalfordelingsnøglen (0,3194 %), fratrukket den andel af Banka Slovenijes indskud, som allerede er indbetalt, og idet der er taget hensyn til udvidelsen af ECB's kapitalfordelingsnøgle som følge af, at Bulgarian National Bank og Banca Naţională a României bliver en del af ESCB.

(3)

I henhold til statuttens artikel 49.1, sammenholdt med artikel 30.1, skal en national centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, overføre valutareserveaktiver til ECB. Det følger af statuttens artikel 49.1, at det beløb, der skal overføres, fastsættes ved at multiplicere euroværdien, beregnet efter de gældende vekselkurser, af de valutareserveaktiver, som allerede er blevet overført til ECB i overensstemmelse med artikel 30.1, med forholdet mellem antallet af kapitalandele indskudt af den pågældende nationale centralbank og antallet af kapitalandele, der allerede er indbetalt af de øvrige deltagende nationale centralbanker. Ved bestemmelse af de »valutareserveaktiver, som allerede er blevet overført til ECB i medfør af artikel 30.1«, skal der tages behørigt hensyn til justeringen af ECB's kapitalfordelingsnøgle den 1. januar 2004 (6), i medfør af artikel 29.3 i statutten, udvidelsen af ECB's kapitalfordelingsnøgle den 1. maj 2004 (7) i medfør af artikel 49.3, samt udvidelsen af ECB's kapitalfordelingsnøgle den 1. januar 2007 (8) i medfør af artikel 49.3. Som følge heraf og under hensyn til afgørelse ECB/2006/24 af 15. december 2006 om fastsættelse af de foranstaltninger, som er nødvendige for bidraget til den akkumulerede værdi af Den Europæiske Centralbanks egenkapital og for justeringen af de nationale centralbankers fordringer svarende til de overførte valutareserveaktiver (9), udgør modværdien i euro af de valutareserveaktiver, som allerede er blevet overført til ECB i medfør af artikel 30.1 i statutten 41 514 271 945,60 EUR.

(4)

De valutareserveaktiver, som skal overføres af Banka Slovenije, denomineres i amerikanske dollar og guld.

(5)

Artikel 30.3 i statutten bestemmer, at ECB skal kreditere hver national centralbank i en deltagende medlemsstat med en fordring, der svarer til de valutareserveaktiver, som denne har overført til ECB. Bestemmelserne om pålydende og forrentning af de fordringer, der er krediteret de nationale centralbanker i de nuværende deltagende medlemsstater (10) skal også gælde for pålydende og forrentning af Banka Slovenijes fordring.

(6)

Det bestemmes i artikel 49.2 i statutten, at en national centralbank i en medlemsstat, hvis dispensation er blevet ophævet, skal bidrage til ECB's reserver, til de hensættelser, der svarer til reserver, samt til de beløb, der stadig skal afsættes til reserver og hensættelser svarende til saldoen på resultatopgørelsen pr. 31. december i året forud for ophævelsen af dispensationen. Beløbet for dette bidrag bestemmes i henhold til artikel 49.2 i statutten.

(7)

I overensstemmelse med artikel 3.5 i forretningsordenen for Den Europæiske Centralbank er centralbankchefen for Banka Slovenije indbudt til at deltage i Styrelsesrådets møde, hvor denne afgørelse vedtages —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Definitioner

I denne afgørelse forstås ved:

»deltagende medlemsstat«: en medlemsstat, der har indført euroen

»kontante midler«: den lovlige valuta i USA (US dollar)

»guld«: fine troy ounces guld i form af London Good Delivery Bars som angivet af London Bullion Market Association

»valutareserveaktiver«: guld og kontante midler.

Artikel 2

Betaling af kapital

1.   Med virkning fra den 1. januar 2007 indbetaler Banka Slovenije den resterende del af sit indskud i ECB's kapital, svarende til 17 096 556,47 EUR.

2.   Banka Slovenije betaler dette beløb til ECB den 2. januar 2007 ved en overførsel gennem TARGET (Trans-European Automated Real-time Gross settlement Express Transfer system).

3.   Banka Slovenije betaler den 2. januar 2007 til ECB via en selvstændig TARGET-overførsel de renter, som påløber det skyldige beløb til ECB fra den 1. januar 2007 til den 2. januar 2007 i henhold til stk. 2.

4.   Alle påløbne renter omhandlet i stk. 3 beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/-360« til en sats svarende til den marginale rente, der er anvendt af Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB) i dets seneste primære markedsoperation.

Artikel 3

Overførsel af valutareserveaktiver

1.   Banka Slovenije overfører til ECB, med virkning fra den 1. januar 2007 og i overensstemmelse med denne artikel og de foranstaltninger, som er indført med hjemmel heri, et beløb i valutareserveaktiver, denomineret i US dollar og guld, som svarer til 191 641 809,33 EUR som følger:

Modværdien i euro af US dollar

Modværdi i euro af guld

Modværdi i euro i alt

162 895 537,93

28 746 271,40

191 641 809,33

2.   Det samlede beløb i euro af valutareserveaktiver, som Banka Slovenije skal overføre i medfør af stk. 1, beregnes på grundlag af valutakursen mellem euro og amerikanske dollar, fastsat efter den daglige samrådsprocedure den 29. december 2006 mellem de centralbanker, som deltager i proceduren, og for gulds vedkommende på grundlag af prisen i amerikanske dollar pr. fine troy ounce guld som fastsat i forbindelse med London gold fixing kl. 10.30, London-tid, den 29. december 2006.

3.   ECB bekræfter snarest muligt over for Banka Slovenije de beløb, som er beregnet i henhold til stk. 2.

4.   Banka Slovenije overfører kontante midler til ECB til konti, som ECB har angivet. Afviklingsdagen for kontante midler, der skal overføres til ECB, er den 2. januar 2007. Banka Slovenije giver instruktioner for overførsel af kontante midler til ECB på afviklingsdagen.

5.   Banka Slovenije overfører guld på de datoer, til de konti og på de steder, som ECB har angivet.

6.   En eventuel difference mellem det samlede beløb i euro angivet i stk. 1 og det beløb, som er omtalt i artikel 4, stk. 1, afvikles i overensstemmelse med aftale af 30. december 2006 mellem Den Europæiske Centralbank og Banka Slovenije vedrørende den fordring, hvormed Den Europæiske Centralbank krediterer Banka Slovenije i henhold til artikel 30.3 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (11).

Artikel 4

Pålydende, forrentning og løbetid af den fordring, der svarer til Banka Slovenijes bidrag

1.   Med virkning fra den 1. januar 2007 og med forbehold af de nærmere præciseringer i artikel 3 om afviklingsdage for overførsel af valutareserveaktiver, krediterer ECB Banka Slovenije med en fordring denomineret i euro, der modsvarer den samlede modværdi i euro af Banka Slovenijes bidrag af valutareserveaktiver, hvilket udgør 183 995 237,74 EUR.

2.   Fordringen, som ECB krediterer Banka Slovenije, forrentes. Påløbne renter beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/-360« til en sats svarende til 85 % af den marginale rente, der er anvendt af ESCB i dets seneste primære markedsoperation.

3.   Fordringen tilskrives renter ved slutningen af hvert regnskabsår. ECB underretter hvert kvartal Banka Slovenije om de kumulerede beløb.

4.   Fordringen kan ikke forlanges indfriet.

Artikel 5

Bidrag til ECB's reserver og hensættelser

1.   Med virkning fra den 1. januar 2007 og i overensstemmelse med stk. 5 og 6 samt artikel 3 skal Banka Slovenije bidrage til ECB's reserver, til de hensættelser, der svarer til reserver, samt til de beløb, der stadig skal afsættes til reserver og hensættelser svarende til saldoen på resultatopgørelsen pr. 31. december 2006.

2.   Det beløb, som Banka Slovenije skal bidrage, fastsættes i overensstemmelse med artikel 49.2 i statutten. Ved henvisningen i artikel 49.2 til »antallet af kapitalandele indskudt af den pågældende centralbank« og »antallet af kapitalandele, der allerede er indbetalt af de øvrige centralbanker« forstås vægtene i ECB's kapitalfordelingsnøgle for hhv. Banka Slovenije og for de nuværende deltagende medlemsstater, i henhold til afgørelse ECB/2006/21.

3.   I stk. 1 skal »ECB's reserver« og »hensættelser, der svarer til reserver« bl.a. omfatte ECB's almindelige reservefond, saldi på revalueringskonti, hensættelse for valutakurs, rente- og guldprisrisiko.

4.   Senest den første arbejdsdag efter Styrelsesrådets godkendelse af ECB's årsregnskab for 2006, beregner ECB og meddeler Banka Slovenije det beløb, som Banka Slovenije skal bidrage i henhold til stk. 1.

5.   Den anden arbejdsdag efter Styrelsesrådets godkendelse af ECB's årsregnskab for 2006 betaler Banka Slovenije til ECB gennem to separate TARGET-overførsler:

a)

det skyldige beløb til ECB i henhold af stk. 4, og

b)

de påløbne renter for perioden fra den 1. januar 2007 og indtil denne dag på det skyldige beløb til ECB i henhold til stk. 4.

6.   Alle påløbne renter i henhold til stk. 5, litra b), beregnes på dagsbasis efter renteberegningskonventionen »faktisk antal dage/-360« til en sats svarende til den marginale rente, der er anvendt af ESCB i dets seneste primære markedsoperation.

Artikel 6

Afsluttende bestemmelse

Denne afgørelse træder i kraft den 1. januar 2007.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 30. december 2006.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


(1)  EUT L 195 af 15.7.2006, s. 25.

(2)  Akt vedrørende vilkårene for Den Tjekkiske Republiks, Republikken Estlands, Republikken Cyperns, Republikken Letlands, Republikken Litauens, Republikken Ungarns, Republikken Maltas, Republikken Polens, Republikken Sloveniens og Den Slovakiske Republiks tiltrædelse og tilpasningerne af de traktater, der danner grundlag for Den Europæiske Union (EUT L 236 af 23.9.2003, s. 33).

(3)  Afgørelse ECB/2004/6 (EUT L 205 af 9.6.2004, s. 7).

(4)  Se side 1 i denne EUT.

(5)  EUT L 205 af 9.6.2004, s. 19.

(6)  Afgørelse ECB/2003/17 (EUT L 9 af 15.1.2004, s. 27).

(7)  Afgørelse ECB/2004/5 (EUT L 205 af 9.6.2004, s. 5).

(8)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.

(9)  Se side 9 i denne EUT.

(10)  Retningslinje ECB/2000/15 (EFT L 336 af 30.12.2000, s. 114).

(11)  Endnu ikke offentliggjort i EUT.


Top