EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52006AB0018

Den Europæiske Centralbanks udtalelse af 24. marts 2006 om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (CON/2006/18)

OJ C 79, 1.4.2006, p. 31–32 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

1.4.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 79/31


DEN EUROPÆISKE CENTRALBANKS UDTALELSE

af 24. marts 2006

om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder

(CON/2006/18)

(2006/C 79/07)

Den 6. marts 2006 modtog Den Europæiske Centralbank (ECB) en anmodning fra Rådet for den Europæiske Union om en udtalelse om et forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af den statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter NACE rev. 2 og om ændring af Rådets forordning (EØF) nr. 3037/90 og visse EF-forordninger om bestemte statistiske områder (i det følgende benævnt »forordningsforslaget«)

ECB's kompetence til at afgive udtalelser fremgår af artikel 105, stk. 4, første led i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, da forordningsforslaget falder inden for ECB's kompetenceområde. I overensstemmelse med artikel 17.5, første punktum, i forretningsordenen for ECB er denne udtalelse vedtaget af Styrelsesrådet.

1.   Almindelige bemærkninger

1.1.

ECB hilser med tilfredshed forordningsforslaget, som skal indføre den fælles statistiske nomenklatur for økonomiske aktiviteter i Fællesskabet (i det følgende benævnt »NACE rev 2«). ECB har ingen indvendinger hverken mod den nye NACE struktur eller til dens detaljerede nomenklatur.

1.2.

ECB kan støtte de principper, som ligger til grund for NACE rev. 2: (i) overensstemmelse med den økonomiske realitet (udvidelse af nomenklaturen med hensyn til tjenesteerhvervene), (ii) sammenlignelighed med andre internationale nomenklaturer, og ikke mindst den internationale standardklassifikation af erhvervsmæssig virksomhed (ISIC), rev. 4, (iii) kontinuitet med den tidligere nomenklatur. Det er desuden ECB's opfattelse, at der bør foretages alle nødvendige bestræbelser og indføres alle påkrævede lovbestemmelser for at sikre den højest mulige overensstemmelse med andre internationale nomenklaturer og statistiske standarder.

1.3

ECB ser ligeledes med tilfredshed på forordningsforslagets gennemførelsesbestemmelser vedrørende den centrale måneds-, kvartals-, og årlige statistik, specielt artikel 12 og 16 for konjunkturstatistik og lønomkostningsindekset. Men ligesom for gennemførelsesbestemmelserne for det europæiske national- og regionalregnskabssystem i Det Europæiske Fællesskab må disse gennemførelsesbestemmelser defineres for at undgå et ødelæggende tab af information, f.eks. brud på tidsserier og manglende rådighed over lange tidsrækker som følge deraf.

1.4

Det er desuden vigtigt, at der sker en samtidig gennemførelse i medlemsstaterne af statistik for euroområdet og EU, som opstilles ved brug af national information. Forskellige tidsplaner for gennemførelse af NACE rev. 2 i hele EU ville have alvorlige negative konsekvenser for kvalitet og tilgængelighed af den aggregerede statistik for euroområdet og EU, indtil alle medlemsstater havde indført den nye nomenklatur fuldt ud og revideret deres tidsserier i overensstemmelse hermed. ECB foreslår derfor en skærpelse af betragtning 9 og artikel 6, litra c) for at sikre en fuldstændig koordineret gennemførelse af NACE rev. 2 i medlemsstaterne og konsistens mellem alle statistiske områder.

2.   Ændringsforslag

ECB's forslag til ændringer er bilagt denne udtalelse.

Udfærdiget i Frankfurt am Main, den 24. marts 2006.

Jean-Claude TRICHET

Formand for ECB


BILAG

Ændringsforslag

Tekst foreslået af Kommissionen (1)

Ændringer foreslået af ECB (2)

Ændringsforslag 1

Betragtning 9

»Anvendelsen af nomenklaturen for økonomiske aktiviteter i Fællesskabet kræver, at Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom, navnlig i forbindelse med problemer med gennemførelsen af NACE rev. 2, overgangen fra NACE rev. 1 til NACE rev. 2 og indføjelsen af ændringer i NACE rev. 2«.

»Anvendelsen af nomenklaturen for økonomiske aktiviteter i Fællesskabet kræver, at Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom, navnlig i forbindelse med problemer med gennemførelsen af NACE rev. 2, den glatte og fuldstændig koordinerede overgangen fra NACE rev. 1 til NACE rev. 2 og indføjelsen af ændringer i NACE rev. 2«.

Begrundelse — Se afsnit 1.4 i udtalelsen

Ændringsforslag 2

Artikel 6, litra c)

»foranstaltninger, der skal sikre en glat overgang fra NACE rev. 1.1 til NACE rev. 2, især i spørgsmål som tidsserier, herunder dobbelt indberetning og tilbageregning af tidsrækker.«

»foranstaltninger, der skal sikre en glat og fuldstændig koordineret overgang fra NACE rev. 1 til NACE rev. 2, især i spørgsmål som tidsserier, herunder dobbelt indberetning og tilbageregning af tidsrækker, og den samtidige gennemførelse i medlemsstaterne

Begrundelse — Se afsnit 1.4 i udtalelsen


(1)  Kursiv i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår, at tekst udgår.

(2)  Fed skrift i brødteksten angiver, hvor ECB foreslår indsættelse af ny ordlyd.


Top