FACTS slides

  • Slide 1
  • Slide 2
0/0
  • Slide 1
  • Slide 2
  • Sedler og mønter

    Eurosedler

    Design

    Eurosedlerne har været i omløb siden den 1. januar 2002. Der er syv forskellige seddelværdier, som hver især har forskellig størrelse: 5, 10, 20, 50, 100, 200 og 500 euro.

    På eurosedlerne er der afbildet syv arkitektoniske stilarter fra Europas kulturhistorie – klassisk, romansk og gotisk stil, renæssance, barok og rokoko, jern- og glasarkitektur fra det 19. århundrede samt moderne arkitektur fra det 20. århundrede – og de viser tre centrale arkitektoniske elementer: vinduer, portaler og broer. Der er ikke tale om eksisterende bygninger eller monumenter. Der er ingen individuelle, nationale kendetegn på sedlerne.

    Vinduerne og portalerne på sedlernes forside symboliserer EU's åbenhed og samarbejdsånd. På bagsiden af sedlerne ses en typisk bro fra en bestemt tidsalder i Europas kulturhistorie. De er en metafor for kommunikationen mellem de europæiske folk og mellem Europa og resten af verden.

    Eurosedlerne trykkes på seddeltrykkerier rundt omkring i EU. Eurosedlerne er underkastet en streng kvalitetskontrol for at sikre, at de er identiske, både hvad angår kvalitet og udseende. Ved udgangen af 2012 var der 15,7 mia. eurosedler til en værdi af ca. 913 mia. euro i omløb.

    Sikkerhedselementer

    Ved fremstillingen af eurosedler anvendes avanceret trykketeknik. Sedlerne har endvidere en række iøjnefaldende sikkerhedselementer, som gør det nemt at skelne dem fra falske eurosedler. Det kan gøres uden særlige hjælpemidler. Metoden er helt enkel: føl, se og vip.

    Det anbefales altid at kontrollere mere end ét sikkerhedselement. Er der tvivl om en seddel er ægte, kan den sammenlignes med en anden seddel, som med sikkerhed er ægte.

    Security features
    Banknotes and coins circulation

    Den anden euroseddelserie blev udviklet for at gøre sedlerne endnu sikrere og bevare offentlighedens tillid til valutaen. Serien har en række nye og forbedrede sikkerhedslementer. Den nye 5-euroseddel blev sat i omløb i maj 2013. Nærmere oplysninger: www.nye-eurosedler.eu/.

    BC.001 07/13

  • Sedler og mønter

    Euromønterne

    En euro er lig med 100 cent. Der er otte euromønter: 2 €, 1 € og 50, 20, 10, 5, 2 og 1 cent. Hver mønt har en "europæisk" og en "national" side. På den europæiske side ses enten EU før udvidelsen i maj 2004 eller en geografisk fremstilling af Europa. Den nationale side er forskellig fra land til land. Alle euromønter og -sedler kan anvendes overalt i euroområdet.

    De otte euromønter er alle forskellige med hensyn til størrelse, vægt, materiale, farve og tykkelse. Mønternes rand er forskellig fra den ene mønt til den anden. Selv for svagsynede er det let at skelne de forskellige mønter fra hinanden. Mønterne præges på møntfabrikker rundt omkring i EU i henhold til ens tekniske specifikationer. Ved hjælp af et udførligt kvalitetsstyringssystem sikres det, at alle euromønter kan anvendes over hele euroområdet, og at de opfylder de nødvendige standarder for at kunne bruges i salgsautomater. Ved udgangen af 2009 var omkring 86 mia. euromønter til en værdi af 21 mia. euro i omløb.

    Link til månedlige opdateringer om antallet af mønter i omløb: www.ecb.europa.eu/stats/euro/circulation

    De tre uafhængige stater Monaco, San Marino og Vatikanstaten bruger også eurosedler og -mønter. Særlige aftaler med Frankrig og Italien, som begge handler på vegne af EU, har gjort det muligt for disse lande at præge og udstede egne euromønter i henhold til de fælles specifikationer.

    Erindringsmønter

    Hvert år kan alle lande i euroområdet, inkl. Monaco, San Marino og Vatikanstaten, udstede en 2-euro-erindringsmønt. Mønterne har de samme egenskaber og den samme europæiske side som almindelige 2-euromønter, men på den nationale side har de et motiv, der viser anledningen til erindringsmøntens udstedelse.

    De er lovligt betalingsmiddel i euroområdet, hvilket betyder, at de kan anvendes – og skal accepteres – som enhver anden euromønt.

    Samlermønter

    Samlermønter er ikke beregnet til at blive sat i omløb. De er kun lovligt betalingsmiddel i udstedelseslandet. Deres motiv og pålydende værdi adskiller sig fra almindelige mønter og erindringsmønter, der begge kan anvendes som betalingsmiddel. Samlermønternes egenskaber - fx farve, diameter eller vægt - adskiller sig markant fra mønter, der er beregnet til at blive sat i omløb. De sælges til en pris, der er lig med eller over pålydende værdi.

    www.ecb.europa.eu/euro/coins findes billeder og nærmere oplysninger om alle euromønterne.

    BC.002 01/12