FACTS slides

  • Slide 1
  • Slide 2
  • Slide 3
  • Slide 4
  • Slide 5
  • Slide 6
  • Slide 7
  • Slide 8
  • Slide 9
0/0
  • Slide 1
  • Slide 2
  • Slide 3
  • Slide 4
  • Slide 5
  • Slide 6
  • Slide 7
  • Slide 8
  • Slide 9
  • Europæisk integration

    Den europæiske integrationsproces

    Den Europæiske Union (EU), som vi kender den i dag, blev grundlagt af Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland i 1952 som Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Tanken var, at de resurser, der havde været afgørende for verdenskrigene, dvs. kul og stål, ikke længere skulle være under national kontrol for at sikre varig fred.

    Ansporet af deres succes besluttede de samme seks lande nogle få år senere at integrere andre sektorer af deres økonomier, fx landbruget, med henblik på at fjerne indbyrdes handelshindringer og etablere et fælles marked. I 1958 oprettede de seks lande Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratom). I 1967 blev de tre europæiske fællesskabers institutioner sluttet sammen. Siden da er andre vesteuropæiske lande blevet optaget i De Europæiske Fællesskaber (EF) og – siden Maastricht-traktaten (1993) – i Den Europæiske Union (EU) i flere tiltrædelsesrunder.

    Lissabontraktaten, som er en ændringstraktat snarere end en forfatningstraktat, trådte i kraft den 1. december 2009. Den ændrer traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht) og traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (Rom). Den fastlægger nye institutionelle rammer for en mere demokratisk, gennemsigtig og effektiv Europæisk Union. Traktaten søger også at gøre EU's handlinger på verdensplan mere sammenhængende og synlige.

    Integration indebærer i denne forbindelse, at landene træffer fælles afgørelser om mange spørgsmål – godkender "politikker" – på en lang række områder fra landbrug til kultur, fra forbrugerspørgsmål til konkurrence og fra miljø og energi til transport og handel.

    Det indre marked blev formelt gennemført i slutningen af 1992, men der står stadig en del tilbage at udrette på visse områder, fx at skabe et egentligt indre marked for finansielle tjenesteydelser.

    Kilde: www.europa.eu

    Flere oplysninger om Lissabontraktaten: http://europa.eu/lisbon_treaty

    EI.001 01/12

  • Den europæiske integration

    Udvidelse af Den Europæiske Union

    1952: Belgien, Tyskland, Frankrig, Italien, Luxembourg og Holland

    Det første skridt mod europæisk integration blev taget i 1952, da disse seks lande etablerede et fælles marked for kul og stål. Efter anden verdenskrig var målet at sikre varig fred mellem de europæiske lande. Det bragte dem sammen som ligeværdige lande, der samarbejdede inden for fælles institutioner.

    1973: Danmark, Irland og Storbritannien

    I 1973 kom Danmark, Irland og Storbritannien med i Fællesskaberne. Samtidig med denne første udvidelse, fra seks til ni medlemmer, påtog Fællesskaberne sig nye opgaver og iværksatte nye social-, regional- og miljøpolitikker.

    1981 og 1986: Grækenland, Spanien og Portugal

    Grækenland blev medlem af Fællesskaberne i 1981, og Spanien og Portugal fulgte efter i 1986. For at mindske forskellene i den økonomiske udvikling mellem de daværende 12 medlemslande blev der indført strukturprogrammer, som fx de første integrerede Middelhavsprogrammer (IMP).

    1995: Østrig, Finland og Sverige

    De tre lande blev optaget i EU pr. 1. januar 1995.

    2004: Tjekkiet, Estland, Cypern, Letland, Litauen, Ungarn, Malta, Polen, Slovenien og Slovakiet

    Disse 10 lande kom med i EU den 1. maj 2004. Deres tiltrædelse markerede EU's største udvidelse nogensinde.

    2007: Bulgarien og Rumænien

    Antallet af EU-medlemmer steg til 27 den 1. januar 2007, da Bulgarien og Rumænien kom med.

    2013: Kroatien

    Kroatien blev EU's 28. medlemsland den 1. januar 2013, efter at landet havde undertegnet en EU-tiltrædelsestraktat i december 2011, og efter at alle medlemslande og Kroatien selv havde ratificeret traktaten.

    Kandidatlande

    På nuværende tidspunkt er Island, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro, Serbien og Tyrkiet kandidatlande, mens Albanien, Bosnien-Hercegovina og Kosovo[1] er potentielle kandidatlande.

    Kilde: www.europa.eu.


    [1] Som defineret ved De Forenede Nationers Sikkerhedsråds Resolution 1244 af 10. juni 1999.

    EI.002 07/13

  • Europæisk integration

    Forberedelsen af Den Økonomiske og Monetære Union

    Under den økonomiske integrationsproces i 1960'erne opstod ideen om at skabe en fælles valuta.

    Traktaterne indeholdt imidlertid ingen bestemmelser om en fælles valuta for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF). Desuden var alle de daværende seks EØF-lande også med i det forholdsvis velfungerende internationale valutasamarbejde (det såkaldte Bretton Woods-system), som var et system med faste, men justerbare valutakurser. Systemet fungerede relativt stabilt både inden for EØF og på verdensplan indtil midten af 1960’erne.

    I 1969 afleverede Europa-Kommissionen en plan (Barre-planen) som opfølgning på ideen om en fælles valuta, fordi Bretton Woods-systemet var begyndt at vise svaghedstegn. Med udgangspunkt i Barre-planen bad stats- og regeringscheferne Ministerrådet om at lægge en strategi for, hvordan en økonomisk og monetær union kunne gennemføres. I den efterfølgende Werner-rapport fra 1970 blev der fremsat forslag om en trinvis indførelse af en økonomisk og monetær union inden 1980. Imidlertid løb planen ud i sandet på grund af den betydelige internationale valutauro, der opstod som følge af Bretton Woods-systemets sammenbrud i begyndelsen af 1970’erne, og på grund af presset fra de divergerende politiske reaktioner på de økonomiske stød i perioden, især den første oliekrise.

    For at imødegå denne ustabilitet og den deraf følgende valutakursvolatilitet blandt de nu ni EØF-lande[1] blev ideen om et monetært samarbejde taget op igen i marts 1979, hvor Det Europæiske Monetære System (EMS) blev etableret. Det centrale element var valutakurssamarbejdet (ERM), hvormed der blev introduceret faste, men justerbare kurser mellem EØF-landenes valutaer. Det krævede naturligvis en tilpasning af landenes pengepolitik og økonomiske politik, så de kunne anvendes til at opnå valutakursstabilitet. Det lykkedes deltagerne i EMS'en at skabe et område, hvor den monetære stabilitet steg, og valutarestriktioner gradvist blev lempet.

    Vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt i 1986 var endnu et incitament til at indføre en fælles valuta og en økonomisk og monetær union. I Fællesakten blev der fastsat en tidsramme for indførelsen af det indre marked, og behovet for en økonomisk og monetær union blev bekræftet.

    På Det Europæiske Råd i 1988 blev det bekræftet, at en økonomisk og monetær union var målet, og der blev nedsat et udvalg bestående af eksperter i pengepolitik, bl.a. centralbankcheferne i EF, som skulle udarbejde et forslag til, hvordan en økonomisk og monetær union konkret kunne gennemføres.

    I Delors-rapporten, som blev resultatet af udvalgets arbejde, anbefaledes en overgang til en økonomisk og monetær union i tre faser. Retsgrundlaget for den økonomiske og monetære union skulle stadig udfærdiges. Rapporten førte til forhandlinger, der mundede ud i traktaten om Den Europæiske Union, som blev underskrevet i Maastricht den 7. februar 1992. Med denne traktat blev Den Europæiske Union (EU) oprettet, og De Europæiske Fællesskabers oprettelsestraktater blev ændret, ved at der blev tilføjet et kapitel om den økonomiske og monetære politik. I det nye kapitel blev fundamentet for den økonomiske og monetære union lagt og en metode og tidsplan til dens realisering angivet.


    [1] Belgien, Danmark, Tyskland, Irland, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland og Storbritannien.

    EI 003 01/12

  • Europæisk integration

    Den Økonomiske og Monetære Unions tre faser

    Den 1. juli 1990 indledtes første fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU). Den var hovedsagelig kendetegnet ved, at alle hindringer for den frie bevægelighed for varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital mellem EU-landene blev fjernet.

    Anden fase begyndte 1. januar 1994, hvor Det Europæiske Monetære Institut (EMI), forløberen for Den Europæiske Centralbank (ECB), begyndte sit virke. I denne fase skulle de tekniske aspekter af den fælles valuta forberedes, uforholdsmæssigt store underskud skulle nedbringes, og der skulle opnås øget konvergens i EU-landenes økonomiske og monetære politik. ECB begyndte sit virke i juni 1998 og havde således et halvt år til at afslutte de forberedelser, som EMI havde truffet.

    Den 1. januar 1999 begyndte tredje og sidste fase af ØMU. De 11 medlemslande, der deltog fra begyndelsen, låste deres valutakurser uigenkaldeligt fast og indførte euroen. ECB's styrelsesråd har siden da haft ansvaret for at føre fælles pengepolitik for euroområdet. Forinden havde Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne i maj 1998 vedtaget, at 11 af de daværende 15 EU-lande – Belgien, Tyskland, Irland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Holland, Østrig, Portugal og Finland – opfyldte kriterierne for at kunne indføre den fælles valuta. Den 1. januar 2001 kom Grækenland med i euroområdet.

    For den første gruppe af lande afsluttedes overgangen til euro 1. januar 2002 med indførelsen af eurosedler og -mønter. Den 1. januar 2007 blev Slovenien det 13. medlem af euroområdet. Cypern og Malta fulgte efter 1. januar 2008, Slovakiet 1. januar 2009 og Estland 1. januar 2011.

    Nærmere oplysninger om tredje fase af ØMU: www.ecb.europa.eu/ecb/history/emu/html/index.da.html.

    EI.004 01/12

  • Europæisk integration

    Konvergenskriterier

    Konvergens og Økonomisk Monetær Union

    Euroområdet er et valutaområde, som ved oprettelsen i 1999 havde 11 af de daværende 15 EU-lande som deltagere og over 300 millioner indbyggere. Samme år blev ansvaret for pengepolitikken overdraget til Eurosystemet[1], som ledes af en overnational institution, ECB. Ansvaret for de økonomiske politikker ligger dog fortsat hos de deltagende EU-lande i henhold til rammer fastsat af EU.

    På den baggrund har en vedvarende konvergensindsats i de enkelte medlemslande været vigtig for at skabe prisstabilitet i Europa. Nationale økonomiske politikker bidrog til at opnå mere ensartede økonomiske forhold i hele euroområdet. Den problemfrie indførelse af euroen var mulig, fordi en række af landenes vigtigste økonomiske karakteristika havde nærmet sig de bedste af de eksisterende benchmarks. Økonomisk konvergens letter pengepolitikkens opgave, som er at fastholde et stabilt prisniveau i euroområdet og derved bidrage til en ikke-inflationær vækst. I fremtiden vil EU-lande, som indfører euroen, også være forpligtede til at sikre, at deres økonomier nærmer sig euroområdets økonomi.

    Konvergenskriterier

    For at sikre vedvarende konvergens er der i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (Lissabontraktaten – TEUF) fastsat nogle kriterier, som det enkelte EU-land skal opfylde, før det kan deltage i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU).

    • Medlemslandet må ikke være omfattet af proceduren om et uforholdsmæssigt stort underskud.
    • Der skal være en holdbar prisudvikling, og den gennemsnitlige inflationstakt må i en periode på et år forud for undersøgelsen ikke overstige inflationstakten i de tre EU-lande med den laveste inflationstakt med mere end 1,5 procentpoint.
    • Den nominelle lange rente må ikke overstige den lange rente i de tre EU-lande, der har opnået de bedste resultater med hensyn til prisstabilitet.
    • Det normale udsvingsbånd i valutakurssamarbejdet skal være overholdt uden alvorlige udsving i mindst to år forud for bedømmelsen.
    • Medlemslandet skal sikre, at dets nationale lovgivning, herunder statutterne for den nationale centralbank, er i overensstemmelse med artikel 130 og 131 i traktaten og med statutten for Det Europæiske System af Centralbanker (ESCB-statutten). Denne forpligtelse, som påhviler medlemslande med dispensation, kaldes også juridisk konvergens.

    Målet med konvergenskriterierne er at sikre, at den økonomiske udvikling inden for ØMU er afbalanceret og ikke giver anledning til spændinger mellem EU-landene. Det skal også bemærkes, at kriterierne vedrørende det offentlige underskud og den offentlige gæld også skal opfyldes efter den 1. januar 1999, hvor tredje fase af ØMU indledtes. Med dette for øje vedtog Det Europæiske Råd på sit møde i Amsterdam i juni 1997 en stabilitets- og vækstpagt.

    En nærmere gennemgang af konvergenskriterierne findes på www.ecb.europa.eu/ecb/orga/escb/html/convergence-criteria.da.html.


    [1] Eurosystemet er euroområdets centralbanksystem. Det består af ECB og de nationale centralbanker i de EU-lande, der har indført euroen i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union.

    EI.005 01/12

  • Europæisk integration

    Økonomiske og Monetære Union (ØMU)

    ØMU i 2013

    Af de nuværende 28 EU-lande har 17 (Belgien, Tyskland, Estland, Irland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Cypern, Luxembourg, Malta, Holland, Østrig, Portugal, Slovenien, Slovakiet og Finland) indført euroen og deltager fuldt ud i tredje fase af ØMU.

    Danmark og Storbritannien har særstatus, da de to lande i protokoller knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (EF-traktaten) har fået lov selv at vælge, om de vil deltage i tredje fase. Begge lande har meddelt Rådet (Danmark i 1992 og Storbritannien i 1997), at de ikke ønsker at deltage i tredje fase af ØMU, dvs. at de ikke på nuværende tidspunkt ønsker at deltage i eurosamarbejdet. De øvrige EU-lande har for tiden "dispensation". At et EU-land har dispensation, betyder, at landet ikke opfylder alle betingelser for at kunne indføre euroen, og at det derfor er fritaget fra nogle af, men ikke alle de bestemmelser, der normalt gælder ved deltagelse i tredje fase af ØMU. Det gælder fx alle bestemmelser om overførsel af det pengepolitiske ansvar til ECB's styrelsesråd.

    Konvergenskriterier

    Et land, der ønsker at indføre euroen, skal have opnået en høj grad af "vedvarende konvergens". Graden af konvergens vurderes ud fra flere kriterier, der er opstillet i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (se separat slide med overskriften "Konvergenskriterier").

    Konvergensrapportering

    Mindst en gang hvert andet år eller på anmodning af et medlemsland med dispensation skal Europa-Kommissionen og ECB aflægge beretning til Rådet om de fremskridt, der er gjort i medlemslandene med dispensation. I rapporterne undersøges det, om der er opnået en høj grad af vedvarende konvergens, idet det fastslås, hvor langt det enkelte medlemsland er kommet med at opfylde konvergenskriterierne.

    Alle rapporter skal desuden indeholde en undersøgelse af, om medlemslandenes nationale lovgivning, herunder den nationale centralbanks statutter, lever op til bestemmelserne om centralbankuafhængighed i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

    Endvidere ses der i konvergensrapporterne også på markedsintegrationen samt situationen for og udviklingen i betalingsbalancens løbende poster, og der redegøres for udviklingen i enhedslønomkostningerne og andre prisindeks.

    På forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet og efter drøftelse i Rådet i dets sammensætning af stats- og regeringscheferne træffer Rådet af økonomi- og finansministre med kvalificeret flertal afgørelse om, hvilke medlemslande med dispensation der opfylder konvergenskriterierne. Hvis et land opfylder kriterierne, ophæves dispensationen, hvilket betyder, at det pågældende medlemsland kommer med i euroområdet.

    Convergence criteria
    Convergence reports

    EI.006 07/13

  • Europæisk integration

    Fordele ved euroen

    Den fælles valuta, som vi har i dag, kan ses som et naturligt skridt på vejen mod at gennemføre det indre marked. Fordelene ved den fælles valuta er:

    Lave renter på grund af den høje grad af prisstabilitet

    Eurosystemets fælles pengepolitik har været en succes. Euroen er lige så stabil som de af de gamle valutaer i euroområdet, der klarede sig bedst. Det har bevirket, at prisniveauet i euroområdet er stabilt og kun lægger et moderat pres på pris- og løndannelsen. Som følge heraf er inflationsforventningerne og inflationsrisikopræmierne blevet holdt på et lavt og stabilt niveau. Selv under de nuværende svære forhold er der stadig prisstabilitet i euroområdet.

    Større prisgennemsigtighed

    Man kan betale med de samme penge i alle lande i euroområdet. Det gør det nemmere at rejse i disse lande. Prisgennemsigtighed er godt for forbrugerne, fordi det gør det nemmere at sammenligne priser. Forbrugerne får dermed mulighed for at handle hos den billigste leverandør i euroområdet. De kan fx købe en bil, hvor den er billigst. Derfor er den prisgennemsigtighed, som den fælles valuta har betydet, med til, at Eurosystemet kan holde inflationen under kontrol. Større konkurrence øger sandsynligheden for, at de tilgængelige resurser bliver brugt bedst muligt, tilskynder til samhandel i euroområdet og er dermed med til at understøtte beskæftigelsen og væksten.

    Fjernelse af transaktionsomkostninger

    Med indførelsen af euroen den 1. januar 1999 forsvandt omkostningerne i forbindelse med valutaforretninger, hvilket har muliggjort betydelige besparelser. Inden for euroområdet er der ikke længere omkostninger forbundet med:

    • at købe og sælge udenlandsk valuta på valutamarkederne.
    • at sikre sig mod negative valutakursudsving.
    • at foretage grænseoverskridende betalinger i udenlandsk valuta, som medfører store gebyrer.
    • at have flere forskellige valutakonti, som besværliggør kontostyring.

    Ingen valutakursudsving

    Med euroens indførelse er valutakursudsving og dermed valutakursrisici forsvundet fra euroområdet. Før i tiden var disse omkostninger og risici en hindring for samhandel og konkurrence mellem landene.

    EI.007 01/13

  • Finansiel integration i euroområdet

    Inden euroen blev de finansielle systemer organiseret ud fra et nationalt perspektiv, og så de passede til det pågældende lands valuta. Det indre marked og især indførelsen af euroen måtte nødvendigvis føre til en sammenkobling af systemerne. På trods af den senere tids udfordringer er de finansielle markeder, fx pengemarkederne, mere integrerede end før euroen, hvilket også er tilfældet med de dertil knyttede finansielle infrastrukturer som fx betalingssystemer. Det har også tilskyndet de finansielle institutioner til at alliere sig på tværs af landegrænser ved enten at fusionere eller ved at oprette filialer i udlandet.

    De forbindelser, der oprindeligt blev skabt, er i mange tilfælde blevet fulgt op af reel integration. Eksempelvis blev 15 nationale betalingssystemer til store betalinger, som i 1999 var blevet forbundet og udgjorde Target, i 2008 afløst af Target2, der teknisk set er et centraliseret og meget mere effektivt system. På visse områder er der stadig behov for handling. Det gælder fx harmoniseringen af den måde, hvorpå værdipapirer flyttes fra sælger til køber på europæisk plan. Det er det område, Target2-Securities komme til at dække.

    Grundlæggende økonomiske fordele ved finansiel integration

    Det større og mere integrerede finansielle system, som euroområdet udgør, gør enkeltpersoner og virksomheder i stand til bedre at udnytte stordriftsfordele. Husholdningerne får adgang til et større udvalg af finansielle produkter, fx realkreditlån til boligkøb, til forholdsvis lavere omkostninger. Finansiel integration øger således det økonomiske vækstpotentiale.

    Hvorfor er finansiel integration vigtig for ECB's opgaver?

    • Det finansielle system er vigtigt for gennemførelsen af pengepolitikken i euroområdet, som i henhold til traktaten er Eurosystemets grundlæggende opgave. Et velintegreret finansielt system fremmer en smidig gennemførelse af pengepolitikken og en afbalanceret transmission af dens effekt i hele euroområdet.
    • Finansiel integration bidrager også til finansiel stabilitet ved at skabe større, mere likvide og mere konkurrencedygtige markeder, som giver større muligheder for risikospredning.
    • Finansiel integration er også helt grundlæggende for, at Eurosystemet kan fremme betalingssystemernes smidige funktion, som igen er meget vigtig for, at værdipapirclearing- og værdipapirafviklingssystemerne kan fungere effektivt.

    Hvilke opgaver har ECB i denne forbindelse?

    ECB's bidrag til finansiel integration:
    1. Rådgivning om lovgivnings- og tilsynsmæssige rammer for det finansielle system og direkte regelfastsættelse.
    2. Katalysering af finansiel integration: ECB vejleder og støtter sammen med Europa-Kommissionen markedet, for så vidt angår SEPA, det fælles eurobetalingsområde for detailbetalinger. Formålet med SEPA er at gøre kontantfrie eurodetailbetalinger i Europa lige så hurtige, billige og sikre som nationale betalinger. For at opnå dette er det nødvendigt at bryde tekniske, juridiske og markedsbarrierer ned og indføre fælles betalingsinstrumenter samt fælles praksis og standarder for betalingerne.
    3. Mere viden og øget bevidsthed gennem overvågning af den finansielle integration i Europa. ECB offentliggør en årlig rapport om finansiel integration i Europa, som bygger på et omfattende sæt af statistikker.
    4. Levering af centralbankydelser, der også fremmer finansiel integration i Europa, som fx Target2 og det kommende Target2-Securities.

    For så vidt angår markedsinfrastrukturerne, er Target2 reelt det første område, som er fuldstændig integreret og harmoniseret på europæisk plan. Med Target2 eksisterer tidligere tiders fragmenterede situation ikke længere. Systemet behandler mere end 350.000 betalinger dagligt med en samlet daglig gennemsnitsværdi på 2,4 billioner euro. Gennemsnitsværdien på en Target-betaling var 7,1 mio. euro i 2012.

    Omkring 1000 banker i 24 EU-lande deltager direkte i Target2. De gør det også muligt for et langt større antal banker at få adgang til systemet med det resultat, at ca. 60.000 banker over hele verden kan sende og modtage betalinger via Target2.

    Ligesom der er betalingssystemer til at flytte penge rundt, er der også systemer til at flytte værdipapirer rundt.

    Target2-Securities (T2S), der efter planen tages i brug i 2015, er et sådant system.

    TS2 er den kommende it-platform (ejet, bygget og drevet af Eurosystemet) til afvikling i centralbankpenge af næsten alle værdipapirer, som handles i Europa. Det grundlæggende formål med T2S-projektet er at bidrage til at gøre Europa til et bedre sted at investere. T2S vil integrere og harmonisere de yderst fragmenterede værdipapirafviklingssystemer i Europa. Sigtet med projektet er at nedbringe omkostningerne ved grænseoverskridende værdipapirafvikling i Europa og at øge konkurrencen i efterhandelssektoren. Det vil også give markedsdeltagerne et betydeligt mindre behov for sikkerhedsstillelse.

    På samme område har ECB også indført korrespondentcentralbankmodellen, CCBM. Modellen blev indført fra og med 1999 med det formål at gøre det muligt for alle banker i euroområdet at stille værdipapirer som sikkerhed for intradag-kredit i Target2 eller i forbindelse med Eurosystemets pengepolitiske operationer, uanset hvor i Eurosystemet værdipapirerne er udstedt.

    Report "Financial integration in Europe"
    SEPA
    TARGET2
    TARGET2-Securities
    CCBM

    EI.009 07/13

  • Europæisk integration

    Nøgletal for euroområdet

    Inden etableringen af Den Økonomiske og Monetære Union var de enkelte lande, som nu udgør euroområdet, relativt små og åbne økonomier. Til sammenligning udgør euroområdet en stor og meget mere selvbærende økonomi. Euroområdets størrelse gør det muligt at sammenligne det med USA.

    Euroområdet er med en befolkning på 333 millioner (2012) en af verdens største økonomier. Til sammenligning har USA og Japan henholdsvis 314 og 128 millioner indbyggere.

    Målt ved bruttonationalproduktet (BNP) var euroområdet i 2012 verdens næststørste økonomi og valutaområde med 13,7 pct. af verdens BNP efter USA med 18,9 pct. Japan havde en andel på 5,6 pct.

    Den kendsgerning, at økonomien i euroområdet er meget mindre åben end de enkelte eurolandes økonomier, indebærer, at bevægelser i priserne på udenlandske varer kun påvirker de indenlandske priser i begrænset omfang. Euroområdets økonomi er dog stadig mere åben end både den amerikanske og japanske økonomi. Euroområdets eksport af varer og tjenester målt i pct. af BNP var i 2012 betydeligt højere (26,8 pct.) end de tilsvarende tal for USA (14,1 pct.) og Japan (15,4 pct.).

    Kilder: for euroområdet og EU: ECB, Eurostat, nationale data, IMF og ECB's beregninger; for USA og Japan: nationale data og IMF.

    EI.010 07/12